Nede på havnen i Chania, Kreta, ligger der et fyrtårn. Det er bygget af venetianerne, som dengang ikke hed italienere, thi Venedig var en republik, der bestod af Venedig samt nogle store klatter land omkring Adriaterhavet. I starten af 1200-tallet valgte de at udvide matriklen med øen Kreta – selvfølgelig inklusive Chania, der dermed kom til at hedde Canea og være under venetiansk herredømme i intet mindre end 400 år. Det hele fik en ende i 1645, da osmannerne kom og smed dem ud. Sådan kan det gå.
I løbet af de 400 år fik venetianerne bygget sig en imponerende havnefront, der senere skulle vise sig at være gavnlig for turismen samt de lokale sælgere af selfiestænger og køleskabsmagneter med oliven på.
Både havnefronten og fyrtårnet står der endnu, sammen med en høj og meget venetiansk bymur. Det hele fremtræder dog i en noget restaureret udgave. Der har været en del krige, og den slags er sjældent blidt ved de ydre forsvarsværker. I dag er det et glimrende sted af spadsere sig en tur, især hvis det er meget varmt, for det kan godt finde på at blæse ganske kraftigt.
Der kommer høje bølger og skumsprøjt, og det er fantastisk at stå oppe på muren og beskue de vilde vover.
Men pludselig er man nødt til at gå ned i læ og tørre saltvandet af sit kamera.
Bagefter, når man har opnået en moderigtig, vindblæst saltvandsfrisure, kan man gå ned og kigge på de fine små heste spændt for fine små vogne. De fleste ser ud som om de bliver godt behandlet, og for €20 kan man køre som en konge gennem den gamle bydel.
Undlad at køre med heste, der hviler på forbenene (bagbenene er ok, som den hvide hest på billedet så fint demonstrerer), har slidmærker under seletøjet, tjavset pels, meget synlige hofteben eller som generelt ser utilpasse ud.
Man kan også fange sig sin helt egen sardin.
Til sidst kan man sætte sig på en af de mange restauranter og få noget i skrutten.
Som det så ofte gør sig gældende i turistcentrum, kan det være en udfordring at finde noget godt, men hvis man bevæger sig ud på den vestlige side, i den ende hvor indsejlingen og fyrtårnet befinder sig, kan jeg anbefale restauranten Arismari. God betjening og masser af lokal mad. Jeg blev især begejstret for desserten sfakianopita, en slags fladbrød med indbagt friskost, serveret overhældt med honning. Det er en kretensisk specialitet, og hvis du ser den, så spis den! Jeg har tænkt mig at lave en, når jeg kommer hjem.