Så er det næsten jul. Hurra! 12 dage hvor man ikke må lave noget som helst, der ikke er strengt nødvendigt. Eller, sådan var det i alt fald i gamle dage. Visse steder var man især på vagt overfor ting, der inkluderede cirkelbevægelser. At spinde og røre, f.eks. Man troede at selve solen hvilede, og man skulle nødig gøre noget, der kunne forstyrre den. Julen var i sandhed overtroens tid.
Dyrene i stalden kunne være så heldige at få smurt sod og salt på tænderne (måske nappede de lige en halv bondefinger i protest). Det beskyttede dem mod onde ånder. Dørene stod ulåste, så naturånderne frit kunne vandre ind og tage sig en snaps og en æbleskive fra julebordet, der ikke måtte løbe tør i løbet af julens 12 dage. Husnissen fik grød og lænkehunden kom ind i stuen, hvor den kunne varme sine fusser i den nystrøde halm, der lå i et tykt lag på gulvet. Her kunne også Jesus og englene ligge blødt, hvis de skulle finde på at komme forbi i løbet af natten. Ingen redskaber måtte stå ude julenat. Hvis ploven stod på marken, ville hvileløse ånder sætte sig på den, og næste år ville man kun dyrke ukrudt. Så måtte man spise tidselbrød et helt år indtil næste høst, og hvem gad måske lige det. Ikke mig.
Når mørket faldt på ringede kirkeklokkerne. Så skulle alt stå klar, alle skulle være rene fra inderst til yderst. Den nye dag, det nye år og selve julen var begyndt. Ah. Julefred. Selve julemiddagen kunne være en langvarig affære. Man sad længe ved bordet, for det bragte uheld at være den, der stoppede med at spise først. Hvis man tilhørte den modige type, kunne man, under julemiddagen, liste sig ud i den bælgmørke gård, hvor ånderne farede, og kigge ind ad vinduet, ind til julebordet. Man kunne da se om nogen ville dø i årets løb, for de ville vise sig uden hoved. Gys!
Dyrene i stalden havde også fået et sig et godt foder, en slags trøst for at få smurt ting på bisserne. De havde også julefred, for man måtte ikke gå i stalden efter mørkets frembrud. Julenat kunne dyrene nemlig tale, hebraisk endda, og enhver der hørte det, ville komme grueligt galt afsted. 1. juledag måtte dyrene ikke komme ud af stalden, for så ville de dø inden året var omme. Det er iøvrigt en overtro, der trives i bedste velgående i mange hestestalde den dag idag. Mine heste gik ude året rundt og døde generelt set ikke af det – men måske er der andre regler for islandske heste. Det ER trods alt gudernes heste, og de nyder velsagtens en særlig beskyttelse.
Og med disse ord vil jeg afslutte temaet om de 40 dages jul. Den opmærksomme læser vil muligvis lægge mærke til at det ikke passede helt præcis med de 40 dage. Det er fordi jeg har blandet lidt i traditionerne. Adventsfasten har udformet sig på flere forskellige måder op gennem middelalderen. Det har været forskelligt om man startede på Mortensdag eller lidt senere, og der har også været forskellige helgendage, der ikke blev talt med, og så videre og så videre. Men 40 dage lyder godt, så 40 dage blev det.
Tak fordi du læste med. Jeg håber det har været fornøjeligt og lærerigt og at opskrifterne ikke har ødelagt din hellige jul. Madam Sif vil nu holde julefreden og undlade at blogge frem til Hellig Trekonger, d. 6. januar.
Rigtig glædelig jul og godt nytår!
Tak for de (næsten) 40 dages fortræffelig og lærerig underholdning. Det har taget tid at tygge sig igennem de enkelte afsnit, men den tid har været godt givet ud.
Nu skal jeg så i gang med at efterprøve opskrifterne. Det bliver vist noget af et arbejde!
Glædelig jul og godt nytår til dig og dine.
Det er ALTID en fornøjelse at læse dine opskrifter! Glædelig jul – må den smage godt 😀
Tak for god underholdning. Jeg er lidt bagud, men håber at høre mere til dig efter hellig tre konger