Archives

Peanutbutter cookies

Cookies

Peanutbutter cookies udmærker sig ved at være helt og aldeles dikkedarfrie. De er nemme at bage, smager fantastisk, og man skal ikke bruge noget som helst underligt. Medmindre man altså synes at peanutbutter er underligt, og i så fald bør man nok bage noget andet.

Så trænger du til en festlig julesmåkage, der på ingen måde indeholder julesmage, så kan jeg anbefale at bage en portion. Dejen kan bruges direkte fra røreskålen, men kan også holde sig en tre-fire dage i køleskabet. Så kan man bage når man skal bruge dem og det er smart. Småkagerne er nemlig bedst, når de er nogenlunde friske. Efter et par dage bliver de tørre og kedelige, og det er altid så fesent.

Det er vigtigt ikke at glemme saltet. Uden salt bliver det nogle absurd kedelige småkager.

Og nu, opskrift:

Peanutbutter Cookies

Mængde: ca 28 stk (to bageplader)
Bagetid: 10 min v 175 grader

Ingredienser:
100 gram blødt smør
125 gram brun farin
50 gram sukker
1 æg, stuetemperatur
200 gram peanutbutter, smooth
175 gram hvedemel
1/2 tsk natron
1/4 tsk fint salt

Tænd ovnen på 175 grader almindelig ovnvarme og beklæd to bageplader med bagepapir.

Plop smør, sukker, brun farin og salt i en røreskål. Pisk det lyst og luftigt, en tre minutters tid. Tilsæt peanutbutter og pisk til det er grundigt rørt ud i smørret. Tilsæt æg og pisk kort, til dejen har samlet sig. Sigt mel og natron sammen og rør til en fast dej.

Tril kugler på ca 25 gram og brug så en gaffel til at lave en rudemønster i hver småkage. Tryk forsigtigt dejkuglen let flad med gaflens tænder. Først den ene vej, og så den anden vej. Resultatet skulle gerne blive en småkageplade, der er ca 1 cm høj. Det er vigtigt at trykke dejkuglerne flade, for de flyder ikke selv ud. Vil gaflen gerne hænge fast i dejen, kan du dyppe den i lidt sukker. Dejen vil gerne sprække i kanterne, når du laver gaffelmønster. Det er udelukkende kosmetisk, men kan delvist undgås ved at trykke meeeeget langsomt og evt glatte kanterne ud bagefter.

Sæt de flade kager på en bageplade med et par centimeters afstand og bag dem midt i ovnen til de er puffet op og dufter dejligt. Ca 10 minutter. Tag dem ud og lad dem køle af en fem minutters tid på bagepladen, før de løftes over på en bagerist til afkøling.

Opbevar småkagerne i en lufttæt bøtte ved stuetemperatur, og spis indenfor et par dage.

Bløde peberkager (molasses cookies)

Bløde peberkager

Ingel jul uden krydrede småkager. Hvad enten det er pebernødder, brunkager, peberkager eller hvad jeg nu ellers lige kan bruge som undskyldning for at linke til mine egne opskrifter, så hører de julen til. Dagens småkage er en lidt anderledes udgave af krydderpladen. Den indeholder nemlig melasse.

Melasse er et restprodukt fra sukkerfremstillingen. Det er kulsort og meget tykt, ligesom glucosesirup. Hvis du har en pakke mørk muscovadosukker i nærheden, kan du stikke en teske i den og få en ide om smagen. En dyb, let røget, lidt lakridsagtig smag. Det er ikke noget vi sådan har væltet os i herhjemme, for vi laver sukker af roer, og roemelasse egner sig kun dårligt til menneskeføde – vi propper det i dyrefoder i stedet, noget enhver hestepige sikkert kan nikke genkendende til.

I 17- og 1800-tallets USA var rørsukkermelasse til gengæld meget udbredt som et billigt alternativ til sukker, takket være koloniseringen og sukkerroeplantagerne. Med andre ord, ikke noget specielt etisk produkt, men for den fattigere del af befolkningen var det en vigtig fødevare. Man smurte melasse på brød og proppede det i bagte bønner og bagværk og hvor man nu ellers kunne stoppe det ind. Nåja, og så lavede man rom af det. Faktisk kickstartede sukkerproduktionen en hel romindustri, til stor glæde for hele den britiske flåde.

I starten af 1900-tallet faldt sukkerpriserne dog så meget, at melasse efterhånden blev erstattet med hvidt sukker. Nu bruges det mest i få, specifikke retter, som f.eks boston baked beans – og i dagens opskrift på bløde peberkager.

Bløde peberkager hedder molasses cookies på engelsk, og de indeholder en solid mængde melassesirup. Det giver en meget aromatisk julesmåkage, der er sprød udenpå og blød indeni, med en dyb krydret peberkagesmag – og ikke alt for meget sødme, så man kan spise mange af dem. Win win.

Melassesirup kan købes i meget velassorterede gourmetsupermarkeder/helsekostforretninger (pas på ikke at købe blackstrap) eller på Matas’ webshop eller i Salling Super, skulle man befinde sig i Århus. Har man mulighed for at handle tysk, så er det noget nemmere at finde, dernede syd for grænsen. Den tyske udgave af Amazon er også en mulighed. At stå i lang kø i pakkeshoppen er vel efterhånden en juletradition på linje med risalamande og nul sne.

Resterende melasse kan bruges til hjemmelavet brun farin. Og nu, opskrift:

Bløde peberkager

Mængde: ca. 30 stk
Bagetid: 10 minutter v. 180 grader

Ingredienser:
175 gram blødt smør
75 gram sukker
75 gram brun farin
75 gram melassesirup
1 æg
275 gram hvedemel
1,5 tsk natron
1,5 tsk ingefær
1 tsk kanel
1/4 tsk nellike
1/4 tsk hvid peber
1/4 tsk fint salt

ca. 1/2 dl sukker til trilning

Start med at ploppe smør, sukker brun farin og melasse i en røreskål. Pisk det en 3 minutters tid, til det er lyst og luftigt. Eller så lyst den slags nu kan blive. Tilsæt ægget og pisk til dejen er ensartet, et minuts tid.

Sigt mel, natron, salt og krydderier sammen og rør det i smørblandingen ad et par omgang. Rør til du har en tung, klistret og fast dej. Kom dejen i en pose eller bøtte og sæt den på køl, mindst et par timer og gerne natten over. Måske endda to nætter over, så krydderierne kan stå og trække.

Når du vil bage småkager, tændes ovnen på 180 grader almindelig ovnvarme. To bageplader beklædes med bagepapir.

Dejen tages ud af køleskabet og trilles til kugler, der vejer ca 25 gram stykket. Vej et par stykker af og brug dem som reference, det er nemmere end at jeg sidder og forsøger at finde ud af hvilken nød, der har den korrekte størrelse, så jeg kan skrive ting som “tril til valnøddestore kugler, hvis valnødder var mindre end de plejer.”

Tril så hver kugle i sukker og læg dem pænt på en bageplade beklædt med bagepapir. Der skal være 3 damefingres afstand imellem hver, thi de flyder ud under bagningen. Bag småkagerne midt i ovnen i ca 10 minutter, til de er puffet op og er begyndt at krakelere på toppen. Tag så pladen ud og lad kagerne køle af et par minutter, før de forsigtigt flyttes over på en rist til afkøling.

Der er nok til 2 bageplader, så er dit køkken meget varmt, kan du med fordel lægge de resterende dejkugler på et fad og stikke dem i køleskabet imens første hold bager.

Småkagerne kan holde en uges tid i en lufttæt bøtte. De bliver kun bedre af at få lov at stå natten over, inden man begynder at spise af dem. Hvis man kan vente.

Kokosbrownies

Kokosbrownies

Kan du lide Bounty, kan du måske også lide de hersens dekadente små snitter. De er nemme at lave. Først bager man en brownie. Dernæst laver man kokosfyldet. Det er det samme snask, man bruger til hjemmelavet Bounty: en simpel blanding af kokosmel, kondenseret mælk, vanilje og en smule salt. Det moser man ned på brownien og til sidst smører man et tyndt lag mørk chokoladeganache på toppen. Efter et par timer i køleskabet er monstrummet lige til at skære i små stykker og servere på julekonfektfadet. Eller til eftermiddagstheen. Eller til natmad.

Den oprindelige opskrift er fra Sugar Salt Magic. Jeg skvattede over den under en af de utallige coronanedlukninger, hvor bagning nærmest var det eneste lovlige tidsfordriv. Før den dag vidste jeg slet ikke i hvor høj grad brownies manglede en hat af kokos og chokoladeganache, men sådan kan man blive så klog, når man mindst venter det.

Jeg har brugt min egen brownieopskrift som basis, for man skulle være et skarn, hvis man ikke kunne vedstå sig sit eget makværk. Resultatet smager unægteligt lidt som meget dekadente havregrynskugler. Altså hvis havregrynskugler var uden havregryn. Og så vil jeg i øvrigt anbefale at man køber sin kondenserede mælk i Rema100. Der er den noget billigere end i de andre supermarkeder, jeg har gloet i. Den står på bagehylden. I Kvickly står den sammen med dåsefrugten. Det er en værre skattejagt at handle ind. Jeg render altid rundt og rundt og rundt hver gang jeg skal købe maizena. Står det ved melet? På bagehylden? I mælkekøleren? Nej, det står henne ved sovsekuløren. Fordi selvfølgelig gør det det.

Det bedste ved at have en blog, er at man kan brokke sig over de mest idiotiske ting, uden at nogen kan gøre noget ved det. Og nu, opskrift:

Kokosbrownies

Mængde: En 20×20 cm form
Bagetid: 40 minutter ved 160 grader alm. varme

Browniebund:
125 gram mørk chokolade, 60%
125 gram smør
250 gram sukker
3 æg
50 gram hvedemel
1/4 tsk fint salt

Kokoslag:
1 dåse kondenseret mælk (395 gram)
250 gram kokosmel
1 tsk vaniljesukker
1/4 tsk fint salt

Ganache:
50 ml piskefløde
100 gram finthakket mørk chokolade

Brownie: Tænd ovnen på 160 grader almindelig varme. Smør en 20×20 cm bradepande og læg bagepapir i bunden og op ad siderne.

Put smør og chokolade i en kasserolle. Lad det smelte langsomt ved svag varme. Rør sukkeret i chokoladeblandingen og lad det stå og køle af et kvarters minutters tid. Pisk æggene let sammen og rør dem i chokoladeblandingen. Sigt mel, salt og vaniljesukker sammen og rør det i.

Skrab dejen ned i den klargjorte form, og bag så brownien midt i ovnen på en rist – ikke på en bageplade – til den er puffet op og lige akkurat har sat sig. Det tager ca. 40 minutter.

Når brownien er færdig, tages den ud af ovnen og får lov at køle af til stuetemperatur, inden kokoslaget kommes på.

Kokoslag: Hæld den kondenserede mælk op en skål og tilsæt kokosmel, vaniljesukker og salt. Rør rundt til en tyk, ensartet masse. Fordel den på den afkølede brownie og tryk den godt ned. Lad den stå, mens du brygger ganache.

Ganche: Kom den hakkede chokolade i en skål. Put fløden i en lille gryde og varm den op til den akkurat begynder at koge. Hæld over chokoladen og lad det stå et minuts tid. Rør forsigtigt rundt med en lille grydeske eller spatel til ganachen har samlet sig til en tyk, blank creme. Rør ikke mere end højest nødvendigt, så kan den skille. Bred straks ganachen ud over kokoslaget. Sæt brownien på køl en halv times tid, til chokoladen er stivnet, og dæk den så til og lad den stå et par timer og trække.

Når brownien er helt kold og chokoladen er stivnet, kan den skæres i mindre stykker. Størrelsen bestemmer man selv. Opbevar stykkerne på køl, men lad dem få stuetemperatur inden de serveres. De kan snildt holde en uges tid.

Historien om brownies

Brownies

Så blev det endelig den 1. december. Første søndag i advent er det også, og som om det ikke var nok, så fejrer julekalenderen sin 10 års fødselsdag i år.

*konfetti*

Vi fejrer det med lidt (u)nyttig viden om kagen bag første kalenderlåge, nemlig den liden brownie. En chokolademættet konfektkage med blødt og cremet indre og en tynd, sprød top. Brownien kan spores tilbage til omkring år 1900. Præcis hvem, hvad og hvornår, står hen i det uvisse. Det tidligste brug af ordet “brownie” kan man finde i The Boston Cooking-School Cook Book, i udgaven fra 1896. Her bruges der dog melasse i stedet for chokolade, og det giver unægteligt en noget anden slags kage. At finde chokoladebrowniens ophav er straks lidt mere indviklet.

En af de mere udbredte historier går på, at kagen blev udviklet i anledning af Chicago World’s Fair i 1893. Det skete på forespørgsel af Bertha Palmer, der (sammen med sin husbond) ejede Palmer House Hotel. Hun bad hotellets konditor bikse noget transportabelt sødt og småt sammen til hotellets World’s Fair-besøgende damers madpakke. Om mændene også måtte få brownies med på madpakken melder historien ikke noget om. Resultatet var en brownie, dækket med valnødder og penslet med abrikosmarmelade. Opskriften kan du finde lige her. Om det var den første og mest originale brownie, er svært at sige. Der findes ingen dateret opskrift eller samtidige kilder, der kan bekræfte det. Men brownien er velsmagende, og fin med sit låg af valnødder.

Den, så vidt vides, tidligste trykte opskrift på chokoladebrownie kaldes “Bangor Brownies” og optræder i The Service Club Cook Book fra 1904. Det er tilsyneladende her, historien den uheldige husmoder, der glemte at putte bagepulver i sin chokoladekage, og dermed endte med at bage den første brownie, stammer fra. Jeg har læst flere artikler, der påstår at denne kvinde var ingen ringere end Maine-fødte Mildred Brown Schrumpf, husholdningslærerinde, økonoma og berømmet madskribent gennem et langt liv. Men altså. Hun blev født i 1903, et år før opskriften udkom på tryk. Jeg ved godt at spædbørn kan være fremmelige og sådan, men det er nok lige at stramme den en anelse.

Når hendes navn kædes sammen med den omtalte brownie, er det sandsynligvis fordi hun gennem hele sit liv insisterede på at brownien blev opfundet i Bangor, Maine. Og muligvis er der kød på historien. Jeg mener, tidligste trykte opskrift og alt det der. Men hvem ved – ønsker man sig en hobby, der giver klare svar på alle spørgsmål, så er historie et virkelig dårligt valg. I morgen er der måske nogen, der rydder op i deres oldemors kælder og finder en hidtil ukendt bog fra 1887, der indeholder en opskrift på Glyngørebrownies. Med sild. Den slags er sket før. Dog ikke i Glyngøre.

Palmer House Brownie

Men selvom det er svært med sikkerhed at sige hvem, der opfandt brownien, så er det straks noget nemmere at pege på hvem, der var med til at gøre den elsket og alment udbredt. Det var Fannie Farmer, forfatter og forstander på The Boston Cooking-School. Hun stod bag den meget populære Boston Cooking-School Cook Book – den, med de der melassebrownies, jeg nævnte øverst i blogindlægget her. Udgaven fra 1906 fik en ægte chokoladebrownie, måske inspireret af Bangor Brownies? Hvem ved. Opskriften lyder som følger:

Brownies, 1906
1 cup sugar, ¼ cup melted butter, 1 egg, unbeaten, 2 squares (60 gram) Baker’s chocolate, melted, ¾ teaspoon vanilla, ½ cup flour, ½ cup walnut meats, cut in pieces
– Mix ingredients in order given. Line a seven-inch square pan with paraffine paper. Spread mixture evenly in pan and bake in a slow oven. As soon as taken from oven turn from pan, remove paper, and cut cake in strips, using a sharp knife. If these directions are not followed paper will cling to cake, and it will be impossible to cut it in shapely pieces.
– The Boston Cooking-School Cook Book, Fannie Farmer, Boston 1906.

Den dag i dag bages der stadig Fannie Farmer Brownies rundt om i USA, thi bogen er udkommet i adskillige oplag helt op til vore dage. Den er lidt vanskelig at bage herhjemme, for der bruges usødet chokolade. Efter sigende skulle man kunne erstatte de to “squares baking chocolate” med 90 gram 70% chokolade og så fjerne 2 spsk sukker fra opskriften. Hvis nogen altså skulle have lyst til at prøve. Jeg har ikke selv testet det. Opskriften passer til en 20 cm springform.

Der er udgivet mange forskellige brownieopskrifter i de sidste 120 (!) år. I dag bruges der gerne flere æg – æg var noget man sparede på dengang – men kombinationen af smeltet smør, chokolade (eller kakao), sukker og ganske lidt mel lever i bedste velgående den dag i dag. Et tidløst koncept.

Brownies er enkle at bage, men det kan godt kræve lidt øvelse, at få dem helt rigtige. Det er mest bagetiden, der kan kikse. Man skal ramme stadiet mellem flydende dej og færdigbagt, og det er lidt anderledes end når man bager almindelig chokoladekage. En brownie er færdig, når man stikker en lille cocktailpind i midten, og der sidder fugtige krummer fast, når man trækker den op igen. Er pinden dækket af flydende dej, skal den have længere tid. Er der slet ingen dej på pinden, så har brownien fået for længe. Det er ikke sikkert den er ødelagt, men det er værd at notere sig bagetiden, så man kan hive den ud lidt tidligere næste gang. Ovne bager forskelligt, og bageforme fordeler varmen forskelligt, så det er svært at angive helt præcist, hvor længe den skal have.

Størrelsen på formen er også vigtig. Ændrer man størrelsen, så ændrer man også bagetiden, og ændrer man størrelsen FOR meget, så kan det være vanskeligt overhovedet at bage den korrekt. Opskriften her passer til en 20×20 cm bradepande af metal. Min er bare sådan en billig en fra Wilton, jeg har købt i en eller anden dansk webshop. Du kan google “20×20 cm bradepande,” så kommer der lidt forskelligt op. Har du ingen firkantet metalform – glas- og keramikfade duer ikke – så kan du i stedet bruge en 22 cm rund springform.

Du kan bruge en hvilken som helst 60% chokolade, du kan lide. Jeg bruger Callebaut 811, men ellers har Rema1000 en aldeles glimrende 60% plade stående. Valnødderne er både traditionelle og aldeles valgfri. Tilsætter du nødder, forlænger det bagetiden en smule.

Og nu, opskrift:

Brownie

Mængde: en 20×20 cm firkantet bradepande
Bagetid: 40-45 minutter ved 160 grader alm ovnvarme

Ingredienser:
125 gram mørk chokolade, 60%
125 gram smør
250 gram sukker
3 æg
50 gram hvedemel
1/4 tsk fint salt
75 gram grofthakkede valnødder (kan udelades)

Start med at tænde ovnen på 160 grader almindelig varme. Smør en 20×20 cm bradepande og læg bagepapir i bunden og op ad siderne.

Put smør og chokolade i en kasserolle og lad det smelte langsomt ved svag varme. Rør lidt rundt undervejs. Du kan også bruge et vandbad, hvis du er nervøs for at det brænder på. Rør sukkeret i chokoladeblandingen og lad det stå og køle af et kvarters minutters tid.

Pisk æggene let sammen i en skål og rør dem i chokoladeblandingen. Det gøres lettest med et stort piskeris. Dejen skulle gerne blive sej og elastisk. Sigt mel, salt og vaniljesukker sammen og rør det i. Rør kun til melet akkurat er opsuget. Bruger du valnødder, vendes de i dejen nu.

Skrab dejen ned i den klargjorte form, og bag så brownien midt i ovnen på en rist – ikke på en bageplade – til den er puffet op og lige akkurat har sat sig. Det tager ca. 40 minutter. Bruger du valnødder, skal den muligvis have 5 minutter mere. Pas på den ikke får for meget – når du stikker en lille cocktailpind i midten af kagen, skal der hænge lidt krummer fast på den. Recipe For Perfection har en glimrende blogpost med billeder, hvor du kan se, hvad jeg mener.

Når brownien er færdig, tages den ud af ovnen. Det er ret vigtigt, thi ellers brænder den på og ingen gider høre på brandalarmer ligesom dengang jeg kom til at give en bolle 9 minutter i mikrobølgeovnen og hele lejligheden stank af lejrbål i en uge.

Lad brownien køle helt af i formen, og sæt den så i køleskabet natten over. Det er vigtigt for konsistensen, at den får lov til at stå og sætte sig. Næste dag er der kun tilbage at skære brownien i bidder. Det gøres nemmest direkte fra køleskabet. Lad stykkerne få stuetemperatur inden servering, så smager de bedst.

Brownies kan holde sig et par dage i en bøtte på køkkenbordet, eller en uges tid i køleskabet. De kan også fryses.

Hjemmelavet brun farin

Hjemmelavet lys og mørk farin

I perioden fra 1. oktober til nytårsaften, bruger jeg markant mere brun farin end resten af året. Og jeg glemmer altid at købe det, hvilket er virkelig irriterende, når man vil lave småkagedej kl 22. Så under coronanedlukningerne begyndte jeg at lave mit eget. Det er en af de der ting, der lyder super praktisk, men som i virkeligheden er voldsomt upraktisk takket være én ingrediens: Melasse.

Thi brun farin kræver melasse, en meget meget tyk og bitter og klæbrig og kulsort sukkersubstans. Det kan ikke erstattes af mørk sirup, og man kan ikke købe det i de almindelige supermarkeder. Til gengæld kan man få det i velassorterede helsekostforretninger og de der fancy gourmetsupermarkeder. Og på internettet, selvfølgelig. Matas sælger det i deres webshop. Jeg køber mit i Salling Super.

Melasse kan holde sig i cirka tusinde år, og har man først anskaffet sig et glas, er der til mange kilo brun farin. Det er ligeledes fantastisk til bagning. Årets kommende julekalender har et par opskrifter, hvor man skal bruge stadset. Går du i helsekosten, så pas på at du ikke får købt den såkaldte blackstrap melasse. Den er ekstra kraftig og hidsig – men kan man lide den, er den nu altså ret god til kager og småkager med chokolade. Jeg har brugt det til chocolate chip cookies, og det var aldeles velsmagende.

Hjemmelavet brun farin er ikke synderligt billigere end den købte, takket være prisen på økologisk rørsukkermelasse. Til gengæld synes jeg den smager bedre, og man kan lave den præcis så lys eller mørk, man har lyst til. Så er du en af dem, der synes at brun farin er lige lovlig mørk, så kan du nu lave din helt egen lyse farin, ligesom i de gode gamle dage. Lys farin er f.eks rigtig god i kanelsnegle.

Og nu, opskrift:

Mørk farin

Hjemmelavet brun farin

Lys farin:
20 gram melasse (1 spsk)
200 gram sukker

Mørk farin:
40 gram melasse (2 spsk)
200 gram sukker

I hånden: Kom sukkeret op i en røreskål og hæld melasse over. Brug en dejskraber til at massere melassen ud i sukkeret til en ensartet masse. Det ser håbløst ud i starten, men det skal nok samle sig. Laver du lys farin, kan det godt betale sig at starte med halvdelen af sukkeret, og så tilsætte resten, når melassen er rørt helt ud.

I foodprocessor/minihakker: Kom sukkeret op i minihakkeren og hæld melasse over. Kør til al sukkeret er brunt og ensartet. Skrab evt siderne ned undervejs.

Opbevar den færdige brune farin i en lufttæt bøtte. Den kan holde i evigheder, men vil blive hård med tiden, ligesom den købte brune farin.

Melasse vil gerne krystallisere og blive tykt og grynet over tid. Det kan gøre det lidt vanskeligt at røre stadset ud i sukkeret. Skulle det ske, kan du forsigtigt varme melassen op. Det gøres nemmest ved at sætte beholderen i en skål med nykogt vand og røre forsigtigt rundt til sukkerkrystallerne smelter.

Sølvkage (vaniljemuffins) med marengsfrosting

Velkommen til Dagens Kageblog. I dag skal vi bage noget så fancy som sølvkage, i form af muffins pyntet op til påske.

Sølvkage (silver cake) er en amerikansk kage, der begyndte at dukke op i kogebøgerne i midten af 1800-tallet. Navnet kommer af farven, thi kagen bages med æggehvider i stedet for hele æg. Den optrådte også under navne som Lady Cake, Bride Cake og ikke mindst White Cake, hvilket den stadig kaldes den dag i dag, derovre i det amerikanske. Men jeg foretrækker sølvkage. Det lyder så yndigt.

Oprindeligt var det en meget festlig kage. Dels fordi den blev bagt med hvidt sukker. Hvidt sukker var dyrt og som regel reserveret til selskabelige lejligheder som f.eks bryllupper, middagsselskaber og jul. Men også fordi det var en meget tidskrævende kage at fremstille. Alt foregik med håndkraft. Smørret skulle røres helt hvidt med sukkeret, og æggehviderne piskes stive. Det tog gerne en times tid eller mere at røre sådan en dej. Skulle der mandler i, så måtte man først skolde dem, smutte dem, tørre dem og dernæst støde dem i en morter. De gode gamle dage var i sandhed ikke for sarte sjæle. Senere kom mandelekstrakt til og gjorde den del lidt nemmere. Citronekstrakt var også populært, og selvfølgelig vanilje. Der findes endda opskrifter med rosenvand og muskatblomme.

De tidlige opskrifter indeholdt ikke bagepulver, men hævede udelukkende ved hjælp af de piskede æggehvider. Bagepulveret skulle dog snart finde vej til sølvkagen – og blive der. Det ser vi f.eks i denne opskrift fra 1895. Den er fra et lille amerikansk bagepulver-reklamehæfte fyldt med opskrifter:

White Cake, 1895
The whites of three eggs, one-half cup butter, two-thirds of a cup milk, one teaspoonful Horsford’s Baking Powder; flour as in Gold Cake. Flavor with lemon. Frosting.- The white of one egg and four tablespoonfuls of white sugar.
The Horsford cook book, USA, 1895.

Der står: Hviderne af 3 æg, en halv kop smør, 2/3 af en kop mælk, en tsk Horsford’s Baking Powder; mel som til guldkage. Tilsæt citronsmag. Frosting: En æggehvide og fire spsk hvidt sukker.

Guldkage var sølvkagens modstykke. Samme kage, blot bagt med æggeblommer og uden mandler/citron. Til gengæld var det ikke unormalt at tilsætte appelsinsmag. Opskrifterne stod ofte sammen i kogebøgerne. Så kunne man lave begge dele samtidig, og servere to forskellige farver kage på samme fad. Det var populært, og pænt så det ud. Det blev dog først for alvor praktisk efter bagepulveret blev alment udbredt, thi en kage kan ikke hæve udelukkende med æggeblommer. Derfor var det nødvendigt stadig at tilsætte æggehvider, og så havde man blommer tilovers alligevel.

Sølvkage er helt klart en kage, hvor der skal “noget på”. Dette “noget” var traditionelt en marengsfrosting. Ikke bare på sølvkage, men kager generelt. Det var pænt, smagte godt og afholdt kagen fra at tørre ud. Man brugte enten en helt enkel udgave, hvor sukker og æggehvide piskes til stiv marengs, eller en kogt udgave, hvor sukker og vand koges til sirup og hældes over de piskede æggehvider under kraftig (hånd)piskning.

Min favorit er dog den såkaldte 7-minute frosting, en kogt marengs, der piskes over vandbad. Den minder om flødebolleskum, og er ganske vanedannende. Jeg har valgt efterfølgende at dyppe toppen i kokosmel, thi det smager fantastisk. Sådanne kager kaldes “snebolde” i de gamle amerikanske kogebøger. Jeg kalder dem bare vaniljemuffins, for så ved man ligesom hvad man har med at gøre. Kokos er valgfrit, det samme er de små påskeæg. Især hvis det ikke er påske.

De glaserede kager er bedst samme dag, men kan godt holde sig et par dage. Skummet kan dog begynde at krystallisere en smule. Kagerne opbevares i en lufttæt beholder på køkkenbordet.

Hvad æggehviderne angår, så er man efterhånden gået bort fra at piske dem. Moderne bagepulver gør det unødvendigt, og teksturen er bedre (synes jeg) når man bruger dem som de er.

Det er muligt at bruge pasteuriserede æggehvider til frostingen, men selve kagen kræver friske hvider. Derfor er det en god ide, at have en lille plan for, hvad blommerne skal bruges til. Man kan jo altid lave sig en citronfromage. Eller noget kagecreme. Eller lemon curd. Eller man kan smøre dem i fjæset, det er sikkert vældig godt for huden.

Og nu, opskrift:

Et kig på interiøret

Sølvkage (vaniljemuffins) med marengsfrosting

Mængde: ca. 13 stk
Bagetid: 18 minutter ved 175 grader

Sølvkage:
200 g hvedemel
200 gram sukker
125 gram blødt smør
3 æggehvider (friske)
125 ml sødmælk
1/2 tsk bagepulver
1/8 tsk fint salt
Kornene af 1/2 stang vanilje
1 tsk reven citronskal

Tag ingredienserne ud af køleskabet i god tid, så de kan få stuetemperatur. Del æggene mens de er iskolde og sæt blommerne tilbage på køl. Dem skal vi ikke bruge.

Tænd ovnen på 175 grader og sæt 12 amerikanske muffinforme på en bageplade. Alternativt kan du smøre en 22 cm rund springform og bage én stor kage. I så fald skal den bage 25-30 minutter.

Plop smør, sukker, citronskal og vanilje ned i en røreskål og pisk med en elmikser til det hele er lyst og luftigt. Ca 3 minutter. Skrab skålens sider med en dejskraber. Pisk så æggehviderne i, en ad gangen, og skrab skålens sider igen. Pisk et minuts tid, til det hele er ensartet og tykt.

Sigt mel, bagepulver og salt sammen. Sæt elmikseren til side og skift til et stort piskeris eller en dejskraber. Rør så skiftevis melblanding og mælk i dejen, en tredjedel ad gangen. Det er nemmest med et piskeris, men dejen må ikke piskes, efter melet tilsættes. Til sidst bruges dejskraberen til at sørge for at der ikke sidder ublandet dej fast på siderne. Giv dejen et par solide røretag og så er den klar.

Fordel dejen i muffinformene. Fyld kun formene halvt op – der skal cirka 50 gram dej i hver form. Bag kagerne midt i ovnen i ca. 18 minutter. Test med en lille tandstik eller et træspyd. Der må ikke hænge dej på. Kagerne skal ikke tage syndelig farve, højest blive en anelse gyldne helt ude i kanterne. Bliver de gyldne over det hele, har de fået for meget og er blevet tørre. Så hold øje med dem.

Lad kagerne køle af mens du laver frostingen:

Marengsfrosting (7-minute frosting):
3 æggehvider
250 gram sukker
1/2 dl vand
Korn af 1/2 stang vanilje
1 tsk citronsaft

50 gram kokosmel til pynt

Start med at lave vandbadet. Tag en mellemstor gryde og put et par centimeter vand i. Sæt så en røreskål på ca. 3 liter ned i gryden og tjek at den kan stå der, uden at røre vandet – og uden at vælte rundt. Skift til en mindre eller større gryde hvis det ikke duer.

Fjern så skålen, læg låg på gryden og tænd for blusset. Mens du venter på at vandet koger, piskes æggehvider, vand, sukker, citronsaft og vaniljekorn sammen i røreskålen. Pisk et halvt minuts tid til det hele er grundigt blandet rundt. Det ser meget tyndt ud, men bare rolig, det skal nok blive til marengs.

Når vandet koger, skrues der lidt ned for blusset. Røreskålen sættes op på gryden (fjern låget først!) og marengsen piskes over det kogende vand til den er blank og så stiv, at den holder faconen. Det tager ca. 7 minutter, deraf navnet.

Når marengsen er helt stiv, tages skålen af gryden og der piskes i yderligere et minut. Og så er marengsfrostingen klar til brug!

Hæld kokosmel op i en lille skål. Smør så et par solide spiseskefulde frosting på hver kage. Dyp straks frostingen i skålen med kokos og sæt kagen på en bagerist. Skal der små påskeæg på, så er det nu. Fortsæt til alle kagerne har fået en fin hat på. Lad dem stå og tørre i ca 20 minutter. Nu er de sådan set klar til servering. Skal de ikke spises med det samme, så pak dem i en lufttæt dåse eller måske en stor lynlås-frysepose.

Kagerne kan holde en 3-4 dage ved stuetemperatur. Frostingen vil dog miste noget af sin luftige konsistens, så det er bedst at spise dem samme dag, eller dagen efter.

Divinity med chokolade

Divinity med chokolade

Nu er det dagen før dagen før dagen før dagen I ved. Så vidt jeg ved. Der er dog stadig tid til at bikse et enkelt stykke juleslik sammen. I dag skal vi koge divinity, og mand, hvor er det noget klistret stads.

Divinity stammer fra de amerikanske sydstater og er populært til jul. Det er en slags mellemting mellem flødeboller og fransk nougat. Man laver en meget fast kogt marengs – sukkeret koges til 125 grader i stedet for de normale 115 man ellers bruger. Så piskes det kogende sukker i en omgang æggehvider til det hele er luftigt og sejt og virkelig klistret. Til sidst vender man nødder, chokolade eller andet godt i marengsmassen og sætter det på bagepapir med to spiseskeer. Her skal det stå og tørre nogle timer og så er der ellers divinity.

Opskriften kræver en røremaskine. Dels fordi man risikerer at en almindelig elmikser brænder sammen, og dels fordi man skal hælde brandvarm kogende sukker ned i æggehvider, mens man pisker. Så er det meget rart at man kun skal fokusere på sukkeret.

Det er ikke en specielt svær opskrift, men den kræver at man er omhyggelig – og ikke mindst forsigtig, når det kogende sukker skal piskes i æggehviderne. Så hav alt klar inden du går igang, smid alle levende væsener ud af køkkenet og hold portvinsindtaget til et minumum.

(Der var en fejl i sukkermængden – beklager! Den er rettet nu.)

Og nu, opskrift:

Divinity med chokolade

Mængde: 20 stk

Ingredienser:
400 gram sukker
150 gram glucosesirup
1 dl vand
2 store æggehvider
1/8 tsk fint salt
100 gram finthakket mørk chokolade
Korn af 1/2 stang vanilje

Start med at beklæde en bageplade med bagepapir. Pensl bagepapiret ganske let med olie. Pensl også to spiseskeer med olie. Sæt til side.

Bland så sukker, glucose, salt og vand i en kasserolle, der er nem at hælde af. Jeg foreslår en med et langt håndtag. Tænd for middelhøjt blus (7 ud af 9 på mit komfur) og bring hele molevitten i kog. Lad det koge til det når 125 grader. Det tager som regel en 10 minutters tid.

Imens sukkeret koger piskes æggehviden med sukker og vanilje til stift skum.

Når sukkeret har nået de 125 grader, hældes det i æggehviderne under konstant, kraftig piskning. Hæld i en tynd stråle, ned langs skålens kant, så æggehviderne ikke klapper sammen. Når al siruppen er hældt i, skal æggehviderne piskes til en tyk, sej og ret stiv masse. Det skal piskes til det begynder at se “mat” ud, og holder faconen, når du trækker piskeriset op af den. Det tager en 15 minutters tid. Er du i tvivl om marengsen er færdig, så skrab lidt af massen op med to teskeer og sæt den på bagepapiret. Den må ikke flyde ud overhovedet, men skal holde faconen på en klistret måde. Du kan også høre, når den er færdig – pludselig begynder massen at “slupre” nede i røreskålen.

Marengsmassen med chokoladen foldet i

Når marengsen er helt stiv, vendes den finthakkede chokolade i. Det skal kun lige akkurat røres sammen til chokoladen er nogenlunde fordelt, og marengsmassen er stribet. Chokoladen vil smelte, det er meningen. Vil du gerne have stykker af chokolade i, så hak noget af den grovere.

Sæt så marengsen i store spiseskefulde på bagepapiret. Lad det stå og tørre et par timer timer. De små fiduser skal være helt tørre på overfladen og have sat sig hele vejen igennem. Det skal være muligt at tage en bid, uden at have lange marengstråde ud over det hele.

Når stykkerne er tørre, sættes de i små papirsforme til muffins og gemmes i en lufttæt dåse. De kan holde et par dage ved stuetemperatur, så hvis du laver dem nu, er de gode i juledagene.

I stedet for chokolade kan du tilsætte 100 gram grofthakkede, ristede nødder som f.eks pecannødder eller valnødder. Det er den klassiske måde at lave dem på, men jeg foretrækker chokoladen.

Små butterdejspakker med fars

Butterdej + fars = hurra!

Nu er der kun en uge til jul, hvad enten man vil det eller ej. Har man planer om at fejre, så er det tid til at tage tingene seriøst og sørge for at der som minimum bliver købt ind til brun sovs. Og risalamande. Og portvin! Tænk om man løb tør for portvin i julen, hvilken skandale ville det ikke være.

I år er det mig, der skal være julevært, så jeg bliver nok også nødt til at tage mig lidt sammen ret snart. Måske endda købe en flæskesteg og sådan. Men jeg har haft travlt med at rulle butterdej af tilbudssmør og fylde fryseren med små flæskesnacks til juledagene. Nærmere betegnet sausage rolls, den britiske udgave af pølsehorn. Det er butterdej med en bette rulle af svinefars i midten. En miniatureudgave af indbagt farsbrød. Meget velsmagende, især hvis man dypper dem i tyttebærsyltetøj, eller måske rødløgsmarmelade.

Jeg har, til dette britiske bagværk, rørt en helt klassisk amerikansk pølsefars med timian, salvie og ahornsirup. Jeg har dog tilsat rasp og mælk for et saftigere resultat. Det er en fars, jeg bruger ofte, og den smager særligt dejligt til jul. Har man ikke ahornsirup, kan man bruge lys sirup eller brun farin i stedet.

Har man mod på at rulle sin egen smørpakkede butterdej, så har jeg en opskrift på nem butterdej. Man kan selvfølgelig også købe sig til butterdej, der skal bruges omtrent 450 gram til portionen her.

Og nu, opskrift:

Fars i flok

Små butterdejspakker med fars

Mængde: 20 stk
Bagetid: 15 minutter ved 200 grader varmluft

Ingredienser:
250 g hakket gris, ca 15%
2 spsk alm. rasp
1 dl sødmælk
1 tsk groft salt
1 spsk ahornsirup
1/2 tsk tørret salvie
1/2 tsk tørret timian

1 portion nem butterdej

Rør rasp og sødmælk sammen og sæt det til side så det kan trække en ti minutters tid. Når det har trukket, skal det have konsistens som en lind grød. Hvis din rasp har suget lidt rigeligt væske, og massen er blevet meget tyk, kan du røre lidt ekstra mælk i.

Rør det hakkede kød godt sejt med salt og krydderier. Tilsæt så mælk+rasp og ahornsirup og rør godt rundt. Farsen skal være som en lidt fast frikadellefars. Stiv nok til at man kan forme stænger af den, men samtidig blød nok til at man nemt kan trække et spor i overfladen af farsen med en finger. Er den for stiv, kan man tilsætte en spsk ekstra mælk eller to. Sæt farsen på køl en halv times tid.

Tag så butterdejen ud på et let meldrysset bord og rul den ud til en rektangel på ca 20×35 cm. Den skal være omtrent 3 mm tyk, så om nødvendigt kan du rulle den længere. Skær kanterne af med en skarp kniv og del butterdejspladen i to aflange stænger. Læg den ene stang tilbage i køleskabet, så den ikke bliver varm.

Fordel ca. halvdelen af farsen i en tommelfingertyk stribe på den anden butterdejsplade. Den skal ikke placeres direkte på midten, men lidt højere oppe. Glat farsen ud med en fugtig finger, så den er nogenlunde jævn.

Fold butterdejen ned over farsen, ligesom når du ruller en roulade. Fugt enden af butterdejen med lidt vand og luk rullen godt sammen. Glat sammenføjningen med en finger, så den ikke åbner sig. Vend rullen med sammenføjningen nedad og rids skrå, overfladiske striber langs hele rullen. Kun i overfladen af dejen, ikke hele vejen igennem.

Skær rullen i 10 lige store stykker og læg dem på en tallerken eller et fad , der sættes i køleskabet. Gentag hele kunststykket med den anden stribe butterdej og resten af farsen. Sæt også disse stykker på køl, eller frys hele molevitten ned til senere brug.

Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Når den er varm, tages butterdejsfiduserne ud af køleskabet og placeres på en bageplade, dækket med bagepapir. Pensl med sammenpisket æg, og bag dem så midt i ovnen i 15 minutter, til butterdejen er sprød og gylden og farsen er gennembagt. Test evt. med et stegetermometer. Farsen skal være minimum 75 grader i midten. Er du meget i tvivl, kan du skære en enkelt pakke over og tjekke om den er færdig.

Bager du pakkerne direkte fra frost, skal de have en 5-10 minutter ekstra.

Når dimserne er færdigbagte, tages de ud og får lov at køle lidt af på en rist. Og så er de klar! Server butterdejspakkerne lune eller ved stuetemperatur. Giv tyttebærmarmelade, tranebærsauce eller rødløgsmarmelade til. Eller anden dyppelse, du tror ville være dejlig. Måske en god chutney eller relish. Noget sur-sødt er altid godt til flæsk.

Bagt butterdej er ikke så god at gemme, så lav ikke mere, end du tror du skal bruge. Når det er sagt, så smager resterne nu også udmærket direkte fra køleskabet, især med lidt tyttebærsyltetøj til.

Chokolademuffins med pebermyntesmørcreme

Chokolademuffins med pebermynte

Dengang, for 400 år siden, da cupcakes var supermoderne, der hørte jeg ofte udsagnet “jeg kan ikke lide cupcakes.” Jeg syntes det lød sært. Det er jo bare en muffin – findes der også folk, der ikke kan lide runde kager? Men adspurgt nærmere, viste det sig, at mange af disse individer simpelthen syntes, at det var noget tørt bras. Og det havde de nok ret i. Thi en cupcake (muffin!) er ikke bare en kage – det er en lille kage. En temmelig lille en, faktisk. Derfor er det meget nemt at overbage den, så den bliver tør og kedelig.

Det er der heldigvis råd for. For det første kan man lade være med at overbage dem. Måske nemmere sagt end gjort. Ovne er forskellige, så bagetiden kan variere. Et tyndt stegetermometer er en god hjælp. Cupcakes – og de fleste kager og brød – er færdige, når de har en kernetemperatur på 98 grader. Et stegetermometer fjerner megen gætværk for bagværk, man ikke har erfaring med.

For det andet, kan man bruge opskrifter, der indeholder olie i stedet for smør. Det fungerer bedst, synes jeg, hvis kagen smager kraftigt af “noget andet” som f.eks chokolade. Olien giver kagen en god, svampet konsistens. Det samme gør kærnemælk, og dagens opskrift på chokokolademuffins indeholder tilfældigvis alle disse ingredienser. Og som en bonus, er der ikke noget der skal piskes i avanceret rækkefølge. Man blander helt enkelt de tørre ingredienser og de våde ingredienser i hver sin skål og så rører man de to dele sammen. Vupti.

Jeg har valgt at pladre en pebermyntesmørcreme på toppen. Det smager dejligt, og så er det lidt julet. Er man ikke til slige udskejelser, så kan man udelade pebermynten – eller helt droppe smørcremen. Kagerne er gode som de er.

Hvad kakao angår, så kan jeg anbefale at man måske springer den allerbilligste bagekakao over, hvis man har mulighed for det. De kan godt være en kende metalliske i smagen. Änglamarks bagekakao er god til prisen og kan fås i Kvickly/Brugsen. Og så er der bagepulveret. Brug økologisk, hvis du har mulighed for det. Konventionelt bagepulver kan godt efterlade en træls bismag i bagværket, synes jeg.

Når det er sagt, så kan du naturligvis sagtens bruge både billig kakao og almindeligt bagepulver, hvis du ikke har problemer med smagen. Det vigtigste er trods alt, at du kan lide resultatet.

Og nu, opskrift:

Grøn smørcreme er vejen frem

Chokolademuffins med pebermynte

Mængde: 12 stk
Bagetid: 20 min v. 175 grader alm. ovn

Ingredienser:
175 gram hvedemel
125 gram sukker
125 gram brun farin
25 gram kakaopulver
1 tsk bagepulver
1/2 tsk tsk natron
1 tsk vaniljesukker
2 dl kærnemælk
0,5 dl varm kaffe (kan udskiftes med mere kærnemælk)
75 ml neutral olie, gerne solsikke (ikke rapsolie, det smager gyseligt)
1 stort æg

Start med at tænde oven på 175 grader almindelig varme. Sæt 12 papirforme ned i en muffinform af metal. Har du ikke en muffinform, så kan du bruge de amerikanske cupcakeforme fra Coop eller Rema1000. De er så kraftige, at kagerne holder faconen uden støtte. Det er dem, jeg har brugt på billederne, thi min muffinform forsvandt under sidste flytning og ingen ved, hvor den er. Sæt dem på en bageplade.

Sigt så mel, kakaopulver, bagepulver, natron, vaniljesukker og salt sammen i en stor skål. Rør de to slags sukker i. I en mindre skål eller målekande piskes ægget let sammen og blandes med kærnemælk og olie. Rør så denne kærnemælksblanding i melblandingen. Brug et stort piskeris, men undlad at piske dejen. Bare rør den sammen til den er ensartet. Rør den varme kaffe i til sidst. Bruger du ikke kaffe, så tilsæt en ekstra halv deciliter kærnemælk i stedet.

Fyld dejen i de klartgjorte forme. Hver form skal være halvt fyldt. Bag kagerne midt i ovnen i omtrent 20 minutter. Stik en tandstikker af træ eller en kniv ned i midten af en af kagerne. Er der dej på når den kommer op, skal kagerne have et par minutter mere. Du kan også teste med et stegetermometer. Kernetemperaturen skal være på 98 grader.

Når kagerne er bagt, tages de ud af ovnen og får lov at køle helt af på en rist. De har, som alle chokoladekager, godt af at få lov til at stå og sætte sig nogle timer, og gerne til næste dag. Det gør underværker for smagen, og får sødmen til at træde bedre frem.

Og så er der kun tilbage at pynte de små muffins med smørcremen. Brug ca. 2 spsk til hver kage, det giver en god lille “hat” uden at det bliver overvældende. Kom cremen i en sprøjtepose med en stor stjernetylle og sprøjt en stor roset på hver kage. Eller læg en solid klat på med en ske og bred ud med en kniv. Pynt med lidt krymmel eller reven chokolade. Vil du have de meget høje “swirls”, ligesom man ser det på amerikanske madblogs, så skal du bruge dobbelt portion smørcreme.

Smørcremen skal stå på køl, men det skal kagerne helst ikke. Derfor er det bedst kun at pynte de cupcakes, der skal bruges. Er der pyntede kager tilovers, eller har du brug for at pynte dem i god tid, så skal de i køleskabet. Tag dem ud en halv times tid inden de skal spises, så de ikke er kolde.

Pebermyntesmørcreme:
150 gram blødt smør
200 gram flormelis
1 tsk vaniljesukker
ca. 5 spsk piskefløde eller mælk
1 tsk pebermynteekstrakt (eller efter smag)
1/8 tsk fint salt
Lidt grøn konditorfarve (kan udelades)

Pisk det bløde smør nogle minutter, til det er blevet luftigt og har fået en lysere farve. Tilsæt halvdelen af flormelisen samt vanilje og salt. Husk salt! Smørcremen er kedelig uden, saltet i smørret er ikke nok. Medmindre du altså bor i et land, hvor smørret saltes langt ned i helvede.

Pisk det hele grundigt igennem. Tilsæt så resten af flormelisen og halvdelen af fløden. Pisk et par minutters tid, så smørcremen bliver meget luftig. Den skal kunne holde faconen, nærmest som flødeskum, men skal føles nem at brede ud når man rører i den med en ske. Er den meget fast, så hæld lidt mere fløde i og pisk grundigt igennem. Tilsæt pebermynteekstrakt og en lille smule grøn farve. Pisk igennem og smag på sagerne, og tilsæt evt. mere salt.

Vær varsom med pebermynten, den bliver kraftigere, når smørcremen står og trækker. Du kan med fordel lave smørcremen dagen i forvejen og opbevare den på køl. Tag den ud en halv times tid inden den skal bruges, så den ikke er så kold. og. Pisk den kort igennem, og så er den klar til brug.

Brødbudding med æble og kanel

Brødbudding med æble og creme fraiche

I disse kolde tider, kan det nok være at man trænger til at tø op med en varm dessert. Og hvis desserten samtidig kan gøre kål på en bunke tørt brød, jamen kan man så ønske sig andet?

Brødbudding er en sådan dessert. Den består af tørt hvedebrød, udblødt i æg, mælk, fløde og sukker og bagt i ovnen til noget, der minder om en kæmpestor french toast. Den er cremet, men skærefast, let sødet og sprød på toppen. Ikke helt ringe, og så afgjort værd at smække i ovnen til de glade juledage, hvor man måske står tilbage med lige lovlig meget kanelbrød. Eller bare almindeligt franskbrød, der blev tilovers fra rejemadderne.

Jeg brugte en blanding af kanelbrød og julebrød med safran. Derudover kom jeg æbler på toppen, for jeg havde en skål cox orange der stod og kedede sig. Det giver lidt syre og saftighed. De kan dog snildt udelades, kagen smager glimrende uden. Det ved jeg med sikkerhed, for der gik ikke lang tid, før jeg havde pillet samtlige æbler af kagen og spist dem for sig, voksen som jeg er.

Brødbudding serveres ofte med vaniljesauce, men selv er jeg glad for en dygtig klat creme fraiche. Flødeskum kan også bruges, og hvis man virkelig vil flotte sig, vaniljeis.

Og nu, opskrift:

Brødbudding i flok

Brødbudding med æble og kanel

Mængde: 10-12 portioner
Bagetid: ca 45 minutter ved 180 grader

Ingredienser:
400 gram daggammelt, tørt brød
4 store æg
2 dl piskefløde
3 dl mælk
100 gram sukker
250 gram æble i både
1 spsk kanelsukker
1/8 tsk fint salt
25 gram koldt smør i små tern

Brødet skæres i tykke skiver og dernæst i klodser på omtrent 2,5×2,5 cm. Et ildfast fad på ca. 22×22 cm smøres godt med smør og brødet lægges heri.

Æg, sukker og salt piskes grundigt sammen i en skål til det er let skummende. Fløde og mælk piskes i. Det hele hældes over brødstykkerne. Vend forsigtigt rundt så alle brødstykkerne får noget æggemasse på sig. Lad så det hele stå og trække en halv times tid, evt. på køl. Vend rundt en enkelt gang undervejs, forsigtigt, så brødet ikke smatter helt ud.

Tænd så ovnen på 180 grader, så den er varm, når brødet har trukket. Imens skrælles æblerne og skæres i tykke både. Lige inden bagningen lægges de ovenpå brødet og trykkes lidt ned, så de ikke stikker alt for meget op. En spiseskefuld kanelsukker drysses over æblerne. Læg de små tern af koldt smør mellem æblerne og bag så kagen midt i ovnen til den er gylden, dufter dejligt og er puffet op over det hele, ca 45 minutter. Test kagen ved at stikke et træspyd eller en gaffel ned i midten (undgå æblerne). Hænger der dej ved, skal kagen have lidt længere tid.

Når kagen er færdig, tages den ud og får lov at køle af til den er lun. Og så er den klar til at blive serveret med creme fraiche, flødeskum eller vaniljesauce. Den er bedst nybagt, den bliver lidt tung og kedelig, når den har stået nogle timer.