Archives

Småkage-kage (sugar cookie bars)

Små yndige kager

I dag skal vi bage en kæmpe amerikansk julesmåkage (altså, det er selvfølgelig frivilligt om man vil være med), der skæres ud i mange små julesmåkager. Det er nok værd at bruge lidt af sin dyrebare decembertid på. Sugar cookie bars kaldes de på engelsk, og det er lidt svært at oversætte på en ordentlig måde. Men der er tale om en tyk, blød og let smuldrende småkage med et ret fantastisk fløjlsblødt indre. En mellemting mellem en småkage og en kage er det vel, og den trykkes ud i en lille bradepande og bages knapt gylden, hvorefter den afkøles og pløres til med smørcreme. Det er absurd nemt og absurd godt.

Sødt er det også, i kaskader, men det giver næsten sig selv, når man læser opskriften. Sødmen er dog balanceret af den flødeost, man lige rører ind i dejen sammen med smørret. Det giver noget syre til bunden, og så gør det underværker for konsistensen.

Kagen er hurtigt bagt, dejen skal hverken hvile eller slappe af, men bare i ovnen med det samme. Det er dog vigtigt ikke at overbage den. Den må kun bages til den begynder at tage let farve i kanten, er puffet op i midten og er tør på overfladen. Ellers bliver den tør og kedelig. Har den først fået farve over det hele, så er den lige til skraldespanden. Så hold godt øje med ovnen. Af samme årsag er det bedst at bage kagen i en form af metal. Keramik og glas gør det svært at bage den jævnt igennem, så man ender nemt med rå midte og overbagte kanter.

Smørcremen består af 1 del smør, 2 dele flormelis, en bunke vanilje og så lidt fløde til at fortynde med. Det høje indhold af flormelis gør at smørcremen bliver ganske let tør på overfladen, så den ikke klistrer og hænger fast i alt. Fløden giver en silkeblød tekstur, men den kan erstattes med mælk, det har samme funktion – bare mindre cremet. Det er vigtigt at smørcremen får lov at stå og sætte sig oven på kagen en times tid. Det gør den rundere, mere cremet og lader vaniljesmagen udvikle sig. En smørcreme med smør og flormelis skal piskes længe, så bliver den ekstra god og luftig. En fem minutters tid ved jævn hastighed skal man i alt fald give den.

Det var mange formaninger for en kage, jeg startede med at påstå var nem og hurtig at bage. Men det er den! Det er bare altid rart lige at kende til alle de små detaljer, så man ikke ender med en tør kiks og tænker at Madam Sif fandme er en skodblog med elendige opskrifter.

Og nu, elendig opskrift:

Man kan også skære store stykker, hvilket altid er dejligt

Småkage-kage med smørcreme

Mængde: 1 lille bradepande (ca. 26×19 cm)
Bagetid: 15 minutter ved 175 grader

Bund:
100 gram flødeost
100 gram smør
125 gram sukker
2 æggeblommer (pasteuriserede kan godt bruges)
175 gram hvedemel
1/2 tsk bagepulver
1 tsk vaniljesukker
1 nip fint salt

Smørcreme:
75 gram blødt smør
150 gram flormelis
2 tsk vaniljesukker
2-3 spsk piskefløde eller mælk
Et nip fint salt

Tænd ovnen på 175 grader og smør en 26×19 bageform af metal eller glas. Læg bagepapir i bunden. Har du ikke et lille ildfast fad, så kan du istedet bruge en 24 cm rund springform, den passer også i størrelsen.

Bund: Flødeost og smør – der begge har stuetemperatur – piskes grundigt sammen i en skål. Tilsæt sukker og pisk videre til det er lyst og luftigt. Pisk æggeblommerne i. Sigt hvedemel og bagepulver ned i blandingen og rør rundt med en spatel eller grydeske til melet er opsuget og du står med en tung, klistret dej.

Skrab dejen ned i den klargjorte form og bred den ud med en spatel. Den er lidt klistret og tung at brede ud, men det er til at have med at gøre.

Bag kagen midt i ovnen i ca. 15 minutter. Den skal være let gylden i kanterne, hævet op i midten og tør på overfladen, så er den færdig. Den vil se ufærdig ud, men det er vigtigt ikke at bage den for længe. Den må ikke tage farve på overfladen, så bliver den tør og smuldrende. Lad kagen køle helt af i formen inden den pyntes med smørcreme:

Smørcreme: Pisk det bløde smør i en lille skål til det er blevet luftigt og har fået en lysere farve. Tilsæt halvdelen af flormelisen samt vanilje og salt. Pisk grundigt igennem. Tilsæt så resten af flormelisen og halvdelen af fløden. Pisk i en fem minutters tid, så smørcremen bliver meget luftigt. Den skal kunne holde faconen, nærmest som flødeskum, men skal føles nem at brede ud når man rører i den med en ske. Er den meget fast, så hæld lidt mere fløde i og pisk grundigt igennem.

Bred smørcremen ud over kagen i et jævnt lag. Overfladen vil tørre rimelig hurtigt, så hæld krymmmel på straks, ellers vil det ej sidde fast. Lad den pyntede kage hvile en times tid inden den spises, så bliver den bedst. Kagen skæres ud i kvadrater ved servering. Man bestemmer helt selv om det skal være små firkanter eller store firkanter.

Den kan holde sig et par dage ved stuetemperatur, grundet det høje sukkerindhold i smørcremen. Generelt er det dog ikke en kage man bør gemme flere dage. Den er bedst samme dag og dagen efter.

***
Denne blog blev skriblet til tonerne af Okilly Dokilly – Donut Hell. Findes der noget mere skummelt end fem fyre, klædt ud som Ned Flanders, der spiller Simpsons-metal? Jeg var meget overrasket over at de rent faktisk også var gode, men det er de. Deres musik er ligeså surrealistisk som TV-serien.

Marcipankonfekt med svesker i portvin

Marcipankonfekt med svensker i portvin

Selvom marcipankonfekt har en meget lang historie, der går helt tilbage til middelalderen, så er den moderne udgave, med rå marcipan og chokoladeovertræk, kuns fra slutningen af 1800-tallet. Der var lige et par ting, der skulle opfindes først. Den moderne chokolade, for eksempel. I gamle dage var chokolade ikke den her silkebløde klods, der smeltede i munden. Det var en hård, let smuldrende og usødet blok, der skulle hakkes eller rives, før den kunne bruges. I 1847 skete der et stort skridt fremad, for engelske Joseph Fry (virksomheden, ikke mennesket, han var død) fandt ud af at man kunne tilsætte kakaosmør til chokoladen og dermed kunne den støbes til barer.

Det var stadig en let grynet omgang, for concheringen var endnu ikke opfundet. Det skete i 1879, hvor schweiziske Lindt – du ved, ham nede fra supermarkedet – opfandt concheringsmaskinen. Conchering er en form for langvaring “æltning” af chokoladen, hvor den varmes op og iltes i flere timer eller sågar dage. Det fjerner en masse uønskede smagsstoffer og gør den færdige chokolade silkeblød, ensartet og helt og aldeles fintmalet. I dag er kværnene blevet så gode, at bønnerne kan pulveriseres fint nok allerede fra starten (concheringen er dog stadig vigtig for fremstilling af god chokolade), men dengang var det revolutionerende for både smag og tekstur, og noget vi stadig glæder os over den dag i dag.

Frøken Jensen glædede sig også. I 16. oplag (!) af Frk. Jensens Kogebog fra 1909 kan vi finde en opskrift på marcipan, der skal formes til figurer. Hun understreger at marcipanen ikke skal bages, det gjorde man ellers normalt. Til gengæld skal den dyppes i overtrækschokolade, og så begynder det jo ligesom at ligne noget. Denne opskrift er ikke at finde i udgaven fra 1903, så det må være heromkring det er blevet til at have med at gøre for almindelige mennesker, omend det absolut kun var beregnet til særlige lejligheder.

Carla Meyers husholdningsbog fra 1936 har et helt lille afsnit om marcipankonfekt. Det er mest figurer, såsom smørrebrød af marcipan, og nogle typer af grøntsager og frugter. Chokoladeovertrukkede marcipanfigurer er der også, og så er der også et udførligt afsnit om temperering af overtrækschokolade. Det meste af den lange tekst handler om at man ikke skal blive hysterisk. Det kan man jo så have med i sine overvejelser, når man står ude i køkkenet og bander.

Nå, men i modsætning til selve blogindlægget, så er dagens opskrift ganske kort. Den gør brug af de svesker i portvin, jeg skrev om i går. Altså den kogte, hakkede udgave af sveskerne. De skal bare blandes op med marcipan og overtrækkes med chokolade, og så er der konfekt. Massen er ret blød og klistret, så det er vigtigt at den får lov at trække natten over på køl. Det er dog ikke noget problem at trille fine små kugler af massen.

At lave stænger er straks mere vanskeligt, for de vil gerne bøje, når man dypper dem. Det kan dog lade sig gøre med lidt tålmodighed. For som Carla Meyer skriver det så fint i 1936:

Man maa have god Tid og godt Humør, naar man skal lave Konfekt, da vil baade Omhu og Opfindsomhed lønne sig i et fint Resultat.

Og nu, opskrift:

Marcipanbrød med svesker i portvin

Marcipankonfekt med svesker i portvin

Mængde: 30 kugler eller 10 brød

Ingredienser:
125 gram svesker i portvin (1/2 portion)
150 gram marcipan
25 gram flormelis

Sveskerne skal være kogte og hakkede, sådan som det står i opskriften.

Marcipanen plukkes i mindre stykker i en skål. Svesker og flormelis hældes over og det hele æltes godt sammen til en nogenlunde ensarter, klistret masse. Det gør ikke noget hvis der er små, synlige stykker af marcipan. Pak den klistrede marcipanklump godt ind og læg den på køl natten over.

Tag den så ud af køleskabet og del den i tre lige store stykker á 100 gram. Hvert stykke deles i 10 mindre stykker, og det hele trilles til kugler, der lægges på bagepapir. De får lov at stå på køkkenbordet og tørre et par timer. Hvis de er lidt deforme grundet klistret trilning, kan de “eftertrilles” nu, hvor de er nogenlunde overfladetørre.

Vil du lave marcipanbrød, så vejes marcipanen af i 10 stykker á 30 gram, der trilles til små, buttede brød. De lægges på bagepapir og tørrer et par timer. For at gøre det nemmere at dyppe den bløde marcipan, kan du pensle bunden med lidt smeltet chokolade og lade det stivne inden hele brødet dyppes.

Uanset facon, skal stykkerne dyppes i tempereret overtrækschokolade, hvorefter de får lov at stå og hærde et par timer. Og så er det bare med at lange til fadet. Konfekten kan holde sig et par dage ved stuetemperatur.

***
Dette blogindlæg blev skriblet til tonerne af Týr – Ramund hin Unge. Sangen om Ramund er vel nærmest obligatorisk for enhver spillemand m/k, der beskæftiger sig bare en lille smule med skandinavisk folkemusik. Jeg har ikke tal på hvor mange udgaver, jeg har hørt gennem årene, men Týrs er helt klart en af de bedre.

Svesker i portvin

Svesker i portvin er fremragende til marcipankonfekt

Portvin hører i sandhed til blandt de finere ting, denne tilværelse har at byde på. Det er også en obligatorisk del af min julemåned. Portvin og champagne – de eneste former for alkohol jeg behøver i mit liv. Well, og så måske en flaske gin. Og noget armagnac. Og en god flaske mersault og en endnu bedre flaske sauternes og en spätlese eller fire. Og en øl når jeg er til koncert. Men eftersom jeg kun drikker i december og ved særlige lejligheder (koncerter tæller altid som særlige lejligheder), så er der grænser for hvor meget af den slags jeg gider investere i.

Men portvin, det er godt, og god portvin er ret nem at få fat på i disse juletider. COOP sælger min favorit, Burmester 10 års tawny, til 99 kr flasken i denne uge. Den er virkelig god at sidde og søbe i til aftenkaffen, og samtidig er den billig nok til at hælde over konfekt uden at man får alt for store kvababbelser over det. Win win.

Hvis jeg ikke lige kan få fat i Burmester, så har Rema 1000 en Kopke 10 års tawny hele året rundt til 70 kr for en 375 ml, og den er også aldeles fremragende. Du kan selvfølgelig bruge præcis den portvin, du bedst kan lide, men hvis du ikke lige ved, hvor du skal starte, så er de to ovenstående rigtig gode. Der er ingen grund til at investere i dyre vine, når man alligevel har tænkt sig at blande dem op med svesker og sukker.

Man kan bruge sveskerne som de er, men jeg synes det er rarest at koge en lille kompot af dem med vanilje og citronskal. Det bliver til en meget aromatisk, let syrlig og ret fantastisk klistret masse, der smager rigtig godt på risalamande, ja og på havregrød, hvis man nu tilfældigvis skulle kunne finde på den slags. For slet ikke at tale om hvad der sker, hvis man ælter det med marcipan, men den opskrift kommer i morgen.

Det tager en uge at lave svesker i portvin. Hvis man har tænkt sig at koge kompot af dem, så kan man godt snyde og bare lade dem trække et døgn, men skal de bruges som de er, så skal de trække den fulde tid, ellers bliver det noget underligt noget med knasende sukker og en smag, der ikke er færdigudviklet.

Og nu, opskrift:

Svesker i portvin er fremragende til risalamande

Svesker i portvin
Mængde: Aldrig nok (250 gram)

Ingredienser:
150 gram svesker
1 dl portvin
25 gram sukker

Kompot:
1/2 dl vand
50 gram sukker
1/2 stang vanilje
1/2 tsk fintreven citronskal
1 tsk citronsaft

Sveskerne efterses for sten. Især billige svesker kan godt indeholde rester, og det er så ærgerligt at knække en tand på julekonfekten.

Put sveskerne i et tætsluttende glas, der kan rumme ca 2,5 dl, drys med sukker og hæld portvin over. Ryst godt og sæt på køl.

Lad glasset stå på køl og trække en uges tid. Ryst det hver dag, til sukkeret er opløst. Og så er det klar.

Vil du koge kompot så hældes hele glassets indhold op i en lille gryde med vand, sukker, den flækkede vaniljestang og citronskallen.

Det får lov at simre under låg i ca 15 minutter til væden i bunden af gryden er blevet tyk og sirupsagtig. Rør citronsaft i og lad det køle af til stuetemperatur. Skrab den afkølede masse ud på et stort skærebræt og hak den groft. Put den i et et tætsluttende glas eller en lille bøtte og sæt den tilbage på køl til den skal bruges. Den burde godt kunne holde et par uger derinde.

***
Dette indlæg blev skriblet til tonerne af Bobby Helms – Jingle Bell Rock. Mmm, julestemning!

Sildesalat, en lang historie

Sildesalat

Sildesalat er en dejlig ting med mange år på bagen. Flere hundrede faktisk, omend de tidlige versioner var lidt mere simple end vi kender dem i dag. I Moths ordbog fra 1700-tallet beskrives sildesalat som “smâ skârne salt sîld som ædes râ, ned smâskarne lǿg ædike og olie” og i Sverige kender man ordet helt tilbage fra 1636, hvor den betegnes som en salat med sild som hovedbestanddel.

En salat var dengang en blanding af diverse tilberedte elementer. Kogt kød eller salt fisk, kogte kartofler, kogte rodfrugter, syltede eller stegte løg og så videre. Det blev så overhældt med en blanding af olie og eddike til det var tykt og hang sammen.

Denne salat blev dog ikke serveret ovenpå brød, men ved siden af. Muligvis endda som en del af det svenske “brännvinsbord”, der var meget populært i 16- og 1700-tallet. Det startede som en hel enkel tradition, hvor man samledes om et glas hjemmebrændt inden maden. Man fik gerne brød, ost og smør til, og noget pølse og marineret sild og måske en lille hvedekringle eller lignende. Retterne var altid kolde. Udvalget varierede fra egn til egn og selvfølgelig også efter årstid. Denne brændevins-appetitvækker skulle i løbet af 1700-tallet gå hen og udvikle sig. Der kom flere og mere komplicerede retter, nogle af dem endda varme. I starten af 1800-tallet var det lille brännvinsbord gået hen og blevet et komplet måltid – det berømte svenske smörgåsbord.

Sildesalaten nævnes ofte i 1800-tallet, både som madret og som nedsættende betegnelse for noget rodet – og som en obligatorisk del af morgenmaden. Der er i alt fald en historie i en stockholmsk avis fra 1849, hvor en mand, har forsøgt at politianmelde sin læreplads fordi han mente at mester sultede ham. Peberrodskødet var ikke stærkt nok, suppen blev kogt på vand og ikke mindst fik han serveret sildesalat om aftenen i stedet for om morgenen, som det sig hør og bør. Skandale! Desværre for ham, mente politiet ikke at der var begået en forbrydelse. Han kunne nok godt have brugt en fagforening.

I slutningen af 1800-tallet vandrer sildesalaten for alvor op på de smurte skiver rugbrød som en del af smørrebrødets gevaldige opblomstring. Det er også på dette tidspunkt at man sådan rigtig begynder at kunne finde den i de danske kogebøger. En helt klassisk opskrift på sildesalat til smørrebrød lyder som følger:

Sildesalat, 1880
En Skive kold Steg, helst Kalvesteg, 1 dito kogt Oxekjød, 4 haardkogte Æg, Kjødet af 4 store Spegesild, 2 Rødløg, 4 Æbler, et Par Skiver Rødbeder, 4 store kogte Kartofler og 1/2 Asie hakkes meget fint og røres med fint stødt Peber og Eddike, til det har den Tykkelse, at den kan bredes paa Brød. Man kan ogsaa skære alle disse Ting i ligestore Terninger uden at hakke dem og ligeledes tillave dem med Eddike. Den serveres til Smørrebrød.
– Kogebog for mindre husholdninger, Kolding 1880.

Kalvesteg, hårdkogte æg, spegesild, kartofler, æbler og rødbeder var faste indslag på fadet med sildesalat. Mange opskrifter foreslår også at man pynter sildesalaten med striber eller andre fine mønstre dannet af hhv. hakkede kogte æggehvider, hakkede kogte ægteblommer og hakkede rødbeder, med persille, purløg eller måske oliven eller kapers, hvis man havde det.

Sildesalaten med sin pynt af kapers, rødbede, æggeblomme, karse og æggehvide

Som bekendt er silden et vigtigt indslag på de nordiske juleborde, og det gælder naturligvis også for Sverige. I første halvdel af 1900-tallet var sildesalaten ligesom kommet for at blive, og den blev kuns mere populær efter 2. verdenskrig. Mangen en svensker husker sildesalaten fra “mormors julebord.” og den har ikke ændret sig synderligt meget siden 1800-tallet. Kalvekødet gled dog ud af retten i midten af 1900-tallet.

Dressingen ændrede sig også, fra blot at være eddike, til at være tyk og cremet. Man begyndte at røre en mayonnaise-lignende dressing af æggeblommer (både rå og kogte) og eddike, blandet op med letpisket fløde, hvilket i de gamle danske kogebøger betegnes som “svensk sildesalat”. Herhjemme var vi ikke til falds for den slags. Vi nøjedes med den mayonnaise-lignende dressing. Eller måske en kold, opbagt sauce med eddike og sennep.

I dag er den svenske sildesalat oftest en blanding af saltede sild (som kan købes udvandede, klar til brug), kogte kartofler, syltede rødbeder, æbletern, løg og måske noget sursyltet som agurk. Det hele smages til med salt, sukker og peber og vendes med flødeskum. Eller en blanding af mayonnaise og flødeskum. Eller bare creme fraiche. Og så pyntes den gerne med hårdkogte, hakkede æg.

Herhjemme kan vi ikke sådan købe saltsild i Brugsen, så vi bruger marinerede sild, og blander dem op med æble, rødbede, hårdkogte æg og løg og hælder mayonnaise og creme fraiche over. Jeg ved dog ikke hvor udbredt det er – selv er jeg aldrig nogensinde stødt på det, hverken til jul eller påske, og jeg har ellers spist alt rigeligt med sild til højtiderne. Første gang jeg smagte sildesalat, var da jeg selv begyndte at lave det for tre år siden.

Min sildesalat er lidt anderledes, i og med at den ikke indeholder rødbede. Syltet rødbede er dejligt, men det kan godt blive lidt for meget med al den fade jordsmag, synes jeg. I stedet bruger jeg syltede rødløg, hvilket giver en mere syrlig og frisk sildesalat. Desværre koster det på farven, så jeg tilsætter eddiken fra syltede rødbeder i dressingen. Det smager godt og bliver fint lyserødt. Er man ligeglad med farven, kan man nøjes med eddiken fra de syltede rødløg. Jeg putter også reven citronskal i, og så nøjes jeg med hårdkogte æggehvider, for blommerne gør salaten grynet. Desuden skal jeg bruge dem i dressingen, hvor de tværes ud med mayonnaise og creme fraiche og giver en dejlig rund smag med ekstra fylde.

Syltede rødløg kan laves selv, eller de kan købes i Føtex (og sikkert også andre steder). For en mere klassisk sildesalat, kan de naturligvis erstattes med finthakket, syltet rødbede. Husk at

For smagens skyld, vil jeg anbefale at man bruger gammeldags modnede sild. Jeg bruger (stadig) dem fra Lykkeberg, for de smager godt, er ikke for dyre og består af hele sildesider istedet for små stykker. De er sågar på tilbud i Rema i denne uge, hvilket vel næsten er et tegn. Et tegn på at du skal lave sildesalat.

Og nu, opskrift:

Mere sildesalat

Sildesalat

Mængde: Nok til 4 hele rugbrødsmadder

Ingredienser:
2 marinerede sildefileter (ca 120 gram)
ca 2 dl mælk
1 syrligt æble, f.eks ingrid marie
75 gram syltet rødløg
Hviden af 2 hårdkogte æg
1 tsk fintreven citronskal
2 tsk citronsaft

Læg sildefileterne i en dyb tallerken eller et lille fad og hæld mælk over så det lige akkurat dækker. Sæt tallerkenen i køleskabet en times tid. Tag silden op og dup den tør. Dette trin er valgfrit – man kan nøjes med blot at duppe marinaden af silden, men at lægge den i blød i mælk fjerner noget af lagesmagen og gør silden mild og rar, synes jeg.

Æblet (som er skrællet), de syltede rødløg (som er duppet tørre), de hårdkogte æggehvider og silden skæres i ensartede tern, der alle har nogenlunde samme størrelse. Jeg kan godt lide at alting skæres rimelig småt, men vil du have en grovere salat med mere bid, så skærer du blot større tern.

Alle ternene lægges i en skål og vendes med citronsaft og reven citronskal. Hæld dressingen over (se opskrift nedenunder) og vend godt rundt. Det er ikke sikkert du skal bruge hele portionen af dressing, det kommer an på hvor våd du kan lide din pålægssalat.

Smag på sagerne, af og til skal der mere salt, eddike og sukker i, når dressingen bliver “fortyndet” med alle de ekstra ingredienser. Sæt salaten på køl et par timer inden servering, så den kan nå at trække og blive ekstra god.

Server med hakkede, hårdkogte æg, syltede eller rå løg og måske lidt karse. Karse er altid godt. Purløg kan også bruges, og dild ville heller ikke være helt skidt. Sildesalaten kan holde sig to dage på køl, men har man først pyntet den med rå ingredienser (såsom friske krydderurter) så skal den spises samme dag.

Dressing:
Blommen af 2 hårdkogte æg
75 gram mayonnaise
75 gram creme fraiche 18%
2 spsk eddikelage fra syltede rødløg
1 spsk eddikelage fra syltede rødbeder
1 tsk dijonsennep
ca. 4 tsk sukker
ca. 1,5 tsk salt
Peber

De hårdkogte æggeblommer moses i en skål og udtværes til en tyk pasta med lidt af mayonnaisen. Resten af mayonnaisen røres i, sammen med sennep, sukker, salt og eddike. Til sidst røres creme fraiche i og dressingen røres glat og tilsmages med mere sukker, salt eller eddike efter behov. Dressingen skal være sødlig, let salt og syrlig.

Brun farin fudge

Brun farin fudge i min mors fine porcelæn

Da jeg skrev at temaet for årets julekalender var “hvor meget sukker kan jeg nå at spise i december?”, så mente jeg det alvorligt. Dagens opskrift er på fudge (smørkarameller) med brun farin. I sandhed et dejligt stykke. Jeg har skrevet om fudge før, og du kan læse mere om dens historie lige her: Peberkagefudge.

Dagens fudge er lidt anderledes end de foregående. Den bruger nemlig kondenseret mælk i stedet for fløde, ligesom de tidlige opskrifter fra USA gjorde det. I ved, dengang man ikke nødvendigvis havde adgang til friske mælkeprodukter og måtte bruge den på dåse i stedet. Det giver en mindre fed fudge, hvilket kan være meget rart til en afveksling.

Kondenseret mælk har også den fordel, at den gør det nemmere at opnå den korrekte konsistens. Man skal ikke bekymre sig helt så meget om krystalliseringen. Til gengæld brænder det meget nemt på, så den her fudge skal man røre og røre og røre mens man koger den op til de 115 grader. Det kan godt være lidt tricky at måle temperatur mens man rører rundt, men det kan godt lade sig gøre med termometeret i den ene hånd og grydeskeen i den anden. Eller man kan bruge sig en røreske med indbygget termometer. Jeg bruger denne her fra Matfer Bourgeat, og jeg er absurd glad for den.

At koge fudge er en af de ting, der bliver nemmere, jo mere man gør det, så hvorfor ikke starte med at øve sig lige nu? Kondenseret mælk fås i de fleste større supermarkeder. Den står ved siden af dåsefrugten i både Brugsen og Rema1000, så det skulle være til at finde.

Og nu, opskrift:

Brun farin fudge

Mængde: ca 50 stykker

Ingredienser:
350 g sukker
100 g brun farin
125 g smør
125 ml sødmælk
1 dåse kondenseret mælk

Start med at smøre et lille ildfast fad på ca. 25×20 cm – eller et andet fad med tilsvarende overflademål i bunden, f.eks en 25 cm rund springform. Belæg formen med bagepapir, der også er smurt ganske let med smør eller lidt neutral olie. Sæt til side.

Bland alle ingrendienser i en mellemstor, tykbundet gryde. Bring grydens indhold i kog og skru så ned på middel varme. Kog videre under konstant omrøring (!) til massen når 115 grader. Træk straks gryden af varmen og rør langsomt rundt til massen ikke længere koger.

Lad massen køle uforstyrret til 90 grader. Det burde tage ca. 10 minutter. Begynd så at røre og røre og røre til massen bliver tyk, mat og så småt begynder at holde faconen. Du kan læse mere om hvordan det skal se ud i mit indlæg om peberkagefudge.

Skrab omgående massen op i det ventende ildfaste fad og bred den ud i et jævnt lag så godt du nu kan. Lad den stå og stivne natten over. Og så er den klar til at blive skåret i firkanter med en stor, skarp kniv. Og spist.

Fudgen kan gemmes i en dåse i et par uger, men jeg synes den smager bedst når den er nogenlunde frisk.

***
Dette indlæg blev skriblet til tonerne af The Ronettes – Sleigh Ride. Absolut ultimativ julemuzak.

Buckeyes (peanutbutter konfekt)

Buckeyes

Så er julemåneden ligesom skudt ordentligt i gang, med snestorme og dertilhørende vitser om DSB og sne på skinnerne. Perfekt vejr til at bruge noget af det der peanutbutter, der står bagest i køleskab og vansmægter inde bag sojasaucen og ketchupflasken, der vistnok er for gammel. Peanutbutter er nemlig hovedingrediensen i et stykke julekonfekt, der er virkelig nemt og hurtigt at lave, hvis man altså lige ser bort fra at det skal dyppes i chokolade. Nemlig buckeyes!

Buckeyes opstod efter sigende som et mislykket julekonfekt-eksperiment i 80’ernes USA. Om det er sandt, har jeg ikke kunne finde ud af, men sikkert er det, at den liden konfektkugle ikke har nogen synderligt lang historie bag sig. Det bliver den dog ikke dårligere af.

De minder en del om peanut butter cups, bare bedre. Det er en blanding af peanutbutter, smør, flormelis, vanilje og salt, trillet til kugler og dyppet i mørk chokolade. Det er næsten så nemt som det kan blive, især hvis man allerede er i optimal trilleform efter at have trillet pebernødder og havregrynskugler.

Hvad chokoladen angår, så skal den ikke være for mørk. En 55-60% er passende, og det er heldigvis nemt at finde ved juletid, hvor overtrækschokoladerne fylder en del mere på hylderne. Som sædvanlig vil jeg anbefale at man investerer i frysetørret kakaosmør, der gør det absurd nemt at lave en ægte temperering uden alt for meget gætværk. Man skal dog stadig bruge et termometer. Frysetørret kakaosmør – mycryo – kan købes i Føtex og på internettet. Jeg bruger det stort set altid, når jeg skal temperere små portioner. Klik her for at læse hvordan.

(og ellers kan du give chokoladen fingeren og bruge de der vekao-overtræksknapper… det er meget amerikansk-autentisk)

Og nu, opskrift:

Kastanjer? Næsten! Buckeye-træet – hvis nød konfekten er opkaldt efter – er i familie med kastanjen

Buckeyes

Mængde: ca. 20 stk

Ingredienser:
100 gram smooth peanutbutter
100 gram flormelis
1/2 tsk vaniljesukker
30 gram blødt smør
1/8 tsk fint salt

150 gram mørk chokolade til overtræk

Peanutbutter kommes i en skål og røres godt blød og ensartet. Smør, salt og vanilje røres i. Det skal ikke piskes. Rør så flormelis i og ælt det hele til en glat, ensartet masse. Er det meget blødt, så rør lidt mere flormelis i.

Saml massen til en kugle, del kuglen i to og del så hvert stykke i 10 mindre. Tril alle stykkerne til kugler og sæt dem på køl – tildækket – en times tid.

Brug en tandstikker til at dyppe hver kugle i tempereret mørk chokolade. Kuglen skal ikke dækkes helt, toppen med tandstikkeren skal være fri, så den ligner en lille kastanje.

Lad de chokoladeovertrukne kugler stå og hærde en times tid på bagepapir og så er de klar til at blive spist. De kan holde to dage ved stuetemperatur, og ellers må de en tur i køleskabet, hvor de kan holde sig en 4-5 dage.

***
Dette indlæg blev skriblet til tonerne af Mors Subita – Coming Home, mens den nye coronavariant langsomt skubber håbet om at komme til koncert på finsk jord et stykke ud i fremtiden. Perkele! Men det kan vel ikke vare evigt.

Vanillekipferl (og snebolde)

Vanillekipferl

Nu hvor jeg bor så tæt på den tyske grænse, at min by har et tysk mindretal (og en tysk skole), så er det oplagt med lidt tysk julebagværk på bloggen. Der er nok at vælge mellem. Tyskland har nogle aldeles dejlige bagetraditioner, og min favorit blandt julesmåkagerne er den liden vaniljekipferl.

Vaniljekipferl er en halvmåneformet småkage med vanilje og mandler. Fed af smør og ikke for sød trods laget af flormelis. Den minder meget om vaniljekransen, men indeholder mindre sukker og slet ingen æg. Det giver en mere porøs og luftig småkage, der smelter i munden. Dejen er lidt svær at arbejde med, fordi den gerne vil smuldre, men jeg synes den er bandeordene værd. Gider man ikke stå og forme halvmåner, så triller man bare dejen til kugler i stedet, så får man snebolde. De er lige så gode og markant nemmere at lave.

Oprindeligt blev vaniljekipferl bagt med malede valnødder. I dag er mandler det mest almindelige. De er sødere og mindre bitre end valnødder. Man kan bruge den nød man bedst kan lide.

Og nu, opskrift:

Snebolde formet af samme dej

Vanillekipferl

Mængde: ca 50 stk
Bagetid: 10-12 minutter ved 180 grader alm. varme

Mørdej:
250 gram hvedemel
200 gram blødt smør
100 gram fintmalede mandler eller valnødder
80 gram flormelis

Drys:
ca. 100 gram flormelis

Mel og flormelis sigtes sammen i en stor skål og de malede mandler/valnødder blandes i. Det bløde smør gnides ud i melblandingen med fingrene til dejen begynder at forme klumper. Så æltes dejen ganske kort til den hænger sammen, hvorefter den formes til en tyk pølse.

Pak dejen godt ind og læg den på køl en time. Den kan godt ligge længere, et par dage, men så bliver den ret hård og mere vanskelig at forme. Det kan dog stadig lade sig gøre.

Således formes en kipfel

Og så skal der formes småkager. Dejpølsen deles i fem lige store stykker, der igen deles i ti mindre stykker.

Kipferl:Tag et af de små dejstykker og tril den forsigtigt til en fingertyk pølse, der er lidt tyndere i enderne. Pres ikke for hårdt, når du triller, så går dejen fra hinanden. Dejstykket bøjes til en halvmåne og lægges på en bageplade beklædt med bagepapir.

Snebolde: Dejstykkerne trilles til kugler, der trykkes ganske let flade.

Uanset facon bages småkagerne ved 200 grader alm. varme i ca 10 min. Kagerne skal være gyldne i kanterne. Pas på de ikke bliver mørke.

Tag pladen ud af ovnen og lad småkagerne dampe af et halvt minuts tid. Sigt et tyndt lag flormelis over. Det meste vil smelte ved kontakt med de dampende kager, det er meningen. Lad dem blive liggende på pladen og køle af et kvarters tid til de er lunke.

Et godt drys flormelis

Giv dem så et drys flormelis mere. Pas på ikke at overdrive, det skal bare være et tyndt lag. Ellers bliver det svært at spise dem uden at sprede flormelis hid og did. Lad småkagerne køle helt af på pladen. Og så er de klar til brug.

Småkagerne kan holde sig ca. to uger i en tætlukket kagedåse.

***
Dette indlæg blev skriblet til tonerne af Amorphis – Daughter of Hate. Et passende nummer at forme vanskelige småkager til.

Kommenskage

Kommenskage

Godmorgen og velkommen til endnu en omgang af verdens mest kortfattede julekalender. I år er temaet “hvor meget sukker kan jeg nå at spise i december?” og nu kunne man måske påstå at det er temaet hvert år – og temaet for jul generelt – men altså.

Vi lægger hårdt ud med en engelsk kageopskrift, der slet ikke er en juleopskrift, men som har rødder i en opskrift, der blev brugt til jul i middelalderen. Nemlig kommenskage, eller seed cake, som den hedder på engelsk. Fans af Tolkien vil måske genkende kagen som et fast indslag i hobbitternes spisekammer, men den findes altså også i den virkelige verden.

Kommenskagen er en gammel sag, der har været populær på de britiske øer i århundreder. I visse egne af England var den almindelig ved høstgilder – noget vi også kender herhjemmefra, hvor kommenskringler blev spist aftenen inden Mikkelsdag, en gammel høstfejrings-højtid. Den hørte dog også hjemme på middelalderens julebord, sådan som hvedekager nu engang gjorde det. I alt fald for dem, der havde hvede at putte på bordet, og det var ikke alle. De fattigste bønder havde ikke engang kød, men måtte nøjes med Jesu legeme i kirken, og det er der i sandhed ikke megen næring i. Ud over den åndelige altså.

De mere velstillede kunne dog mæske sig i et festligt brød bagt på en gærdej af sigtet hvedemel, beriget med æg, smør og mælk, og så krydret med rigeligt kommen. Kommen kunne man dyrke selv eller samle vildt, og dermed var den et billigt og tilgængeligt alternativ til de store mængder importeret, tørret frugt og stødte krydderier, man ellers yndede at hælde i hvedekagerne. Brødet var stort, rundt og havde gerne aftryk efter et stempel eller et fint mønster ridset i overfladen. Havde man sukker, var hvedekagen også sødet, men sukker var dyrt og sjældent dengang.

Kommenskage

I dag er kommenskagen ikke en gærkage, men en bagepulverhævet pund-til-pund kage, og den forandring begyndte så småt at tage form i 1700-tallet. På dette tidspunkt var kagen enormt populær, og derfor var den et nemt offer for en ny kagemode: luftige og lette kager uden gær, men til gengæld hævet med mange piskede æg. Disse kager blev anset for at være særligt fine. De skulle røres utroligt længe, så man piskede mest muligt luft ind i dejen. Og så var de vanskelige at bage i datidens noget ustabile brændefyrede ovne. Dejen skulle i ovnen med det samme, og gud forbyde at man smækkede for hårdt med ovnlågen. Så havde man en kommenspandekage i stedet.

I disse kager var det langt nemmere at krydre med kommen (eller anisfrø) end at læsse end masse kompakt, tørret frugt i, der uværgeligt ville tynge dejen ned. En 1700-tals opskrift lyder således:

To make a pound cake, 1774
Take a pound of butter, beat it in an earthen pan with your hand one way, till it is like a fine thick cream, then have ready twelve eggs, but half the whites; beat them well, and beat them up with the butter, a pound of flour beat in it, a pound of sugar, and a few carraways. Beat it all well together for an hour with your hand, or a great wooden spoon, butter a pan and put it in, and then bake it an hour in a quick oven. For change, you may put in a pound of currants, clean washed and picked.
– Hannah Glasse: The Art of Cookery, London 1774.

Der står: Tag et pund (450 gram) smør, rør det i et lerfad med din hånd i én retning til det er som tyk fløde, tag da 12 æg, men kun det halve af hviderne, rør dem godt og rør dem i smørret, tilsæt et pund mel, et pund sukker og lidt kommen. Rør det hele godt i en time med hånden eller en stor træske, smør en form og put det i og bag det en time i en hed ovn. Et pund korender kan tilsættes.

Det var i sandhed hårde tider, dengang før røremaskinen og piskeriset blev opfundet. Tænk at stå og røre kagedej i (og med!) hånden – i en time! Kagen var altså ikke blot kostbar i ingredienser – hvedemel og sukker – men også i arbejdskraft. Det var gerne noget man satte børnene til, noget skulle de jo lave for føden.

Den gærhævede kage holdt dog ved, og begge typer kommenskager optræder side om side i kogebøgerne helt op til slutningen af 1800-tallet. Her begyndte bagepulveret at blive alment udbredt. Som det skete for så mange typer bagværk, gik kommenskagen efterhånden hen og blev bagepulverhævet, mens den gærhævede udgave gled i baggrunden og nærmest helt ud af kogebøgerne. Det er ikke så mærkeligt, for bagepulver er langt nemmere at håndtere end gær, især den gær, man havde til rådighed i 1800-tallet. Desuden var den bagepulverhævede pundkage – viktoriakagen – super meget moderne på dette tidspunkt, noget der iøvrigt stadig trækker lange spor gennem den britiske kogekunst. Så det giver god mening at de gærhævede udgaver efterhånden gled i gemmebogen.

Jeg har en række britiske bager-fagbøger fra starten af 1900-tallet, og i dem omtales kommenskagen som en billig, bagepulverhævet kage. Der er også ret mange opskrifter, så den må have været både almindelig og populær hos kunderne. I de almindelige kogebøger nævnes kagen som god at have med på madpakken, og det kan jeg kun erklære mig enig i.

I dag er kommenskagen gået en kende af mode, men det skal ikke afholde nogen fra at bage den alligevel, for den smager virkelig godt. Det er sådan en kage, der er rar at have stående, så man lige kan file en klods af til eftermiddagskaffen når det er koldt og mørkt udenfor. Og selvom det er nogle hundrede år siden at man ville betragte den som en julekage, så synes jeg den passer så godt ind i årstiden. Og så hjælper det jo også at den er nem at lave.

Og nu, opskrift:

Mere kommenskage

Kommenskage

Mængde: En 20 cm rund bageform eller en 1,5 liters brødform
Bagetid: ca 50 minutter ved 180 grader alm. ovn

Ingredienser:
200 gram blødt smør
200 gram sukker
3 store æg, stuetemperatur
200 gram mel
1,5 tsk bagepulver
1 spsk kommen
1 tsk vaniljesukker (kan udelades)
1/8 tsk fint salt

Start med at tænde ovnen på 180 grader og smør din udvalgte bageform og drys den med mel. Sæt til side.

Plop smør og sukker i en røreskål og pisk til det er meget lyst og luftigt. Det tager en fem minutters tid. Medmindre du rører med en grydeske, så tager det markant længere. Madam Sif anbefaler at bruge en elmikser!

Tilsæt så æggene, ét ad gangen, og pisk grundigt efter hvert æg. Dejen kan godt finde på at gryne efter det sidste æg, især hvis æggene har været lidt kolde. Hvis det sker, så tag 2 spsk hvedemel og pisk det i, så burde den samle sig igen.

Sigt så hvedemel, bagepulver, vaniljesukker og salt ned i skålen, hæld kommen ovenpå og vend det hele rundt med en dejskraber eller en grydeske, til dejen er glat og fin og alt melet er opsuget. Dejen skal ikke piskes, når der er mel i, så bliver kagen tung og sej.

Skrab dejen ned i den klargjorte form og plop den i ovnen. Kagen skal bage i 50-60 minutter. Test kagen ved at stikke en kniv eller en træpind eller lign ned i midten. Kommer den op uden rå dej, er kagen færdig. Pas på ikke at overbage, så bliver kagen tør og kedelig. Bagetiden kan variere alt efter ovn og bageform, så begynd at holde øje når den har bagt i 40 minutter.

Tag kagen ud og lad den stå fem minutter og dampe af. Vend den så ud på en bagerist og lad den køle helt af. Og så er den klar til at blive spist. Jeg synes den smager bedst dagen efter den er bagt, men den er naturligvis mest saftig på selve bagedagen. Den kan holde sig nogle dage i en pose på køkkenbordet.

***
Denne blogpost blev skriblet til tonerne af Iotunn – The Weaver System. Jeg kendte ikke Iotunn før jeg så dem varme op for Livløs i midten af november (første koncert siden nedlukningen!), men det er ikke første gang jeg er gået hjem fra koncert med et nyt navn på min playlist. Man skulle næsten tro det var meningen.

Julen og den dyre vanilje

Pebret vanilje

Inden jeg sparker årets juleblog i gang, tænkte jeg at belemre verden med min holdning til vanilje og vaniljeprodukter, nu hvor det er ekstra relevant. Vanilje er steget voldsomt i pris de seneste år, og selvom vi ikke helt er oppe på 2017-priser, så er det stadig en kostbar affære. Ikke mindst i julen, hvor det godt kan føles som om der skal vanilje i alt.

Jeg er næppe den eneste, der skæver lidt nervøst til vaniljepriserne og tænker at julens bagværk hurtigt kan gå hen og blive dyrere end julemiddag, gaver og alkohol tilsammen. Derfor har jeg skriblet lidt om, hvor jeg bruger den ægte vare, og hvor jeg godt synes man kan spare, og i så fald hvad man kan bruge i stedet. Det er naturligvis ikke den endegyldige sandhed, men kuns mine egne præferencer. Måske kan du bruge nogle af forslagene. De kommer lige her:

Ægte vaniljestænger kan naturligvis bruges til stort set alt, og har man mange, så skal man ikke holde sig tilbage. Har man knap så mange, så anbefaler jeg at man gemmer dem til de få opskrifter, hvor det virkelig kan gøre en forskel. Altså steder, hvor vaniljesmagen er i fokus. Risalamanden er et oplagt eksempel, omend jeg godt kan finde på at bruge vaniljesukker her også. Det smager ligesom mere nostalgisk på den måde (mvh. 1980’erne). Vaniljekranse er et andet oplagt eksempel, ligesom sirup, syltetøj og marmelade også fortjener rigtig vanilje. Her kan man dog nøjes med at koge de tomme stænger med, medmindre man ønsker synlige vaniljekorn i f.eks citrusmarmelade.

Vaniljeekstrakt, altså vaniljestænger trukket i alkohol, er bedst til opskrifter, hvor det på en eller anden måde bliver varmet op. Det er godt til bagværk, hvor der ikke skal være synlige vaniljekorn, såsom kager, pandekager, æbleskiver og lignende. Det er knap så velegnet til småkager, medmindre der i forvejen skal væske i dejen. Karameller, fudge og skumfiduser kan også godt tåle en gang ekstrakt. Man skal være lidt mere varsom med at putte det i kolde retter – som f.eks risalamande – hvor bismagen af alkohol godt kan være en smule malplaceret, især hvis man skal bruge større mængder.
Laver man ikke sin egen vaniljeektrakt, skal man lige vende flasken om inden man køber den. Står der “naturlig vanilje aroma” så kan man lige så godt købe vaniljesukker, for så er det ikke ægte vanilje, der er i. Ægte vaniljeekstrakt er ret dyr.

Vaniljesukker er et glimrende og dankortvenligt alternativ til de dyre stænger. Det kan bruges til stort set alt, bortset fra syltning og sirup, og fås i flere kvaliteter, og dem med ægte vanilje er selvklart dyrest. Jeg bruger bare den fra Netto, for den synes jeg er aldeles glimrende. Vaniljesukker egner sig især godt til sager, hvor det ikke er vaniljen, der er en den primære smag. Det kan f.eks være kager, småkager, æbleskiver og lignende bagværk. Vaniljesukker kan også bruges til fromager og cremer og den slags.

Vaniljepasta er en meget tyktflydende vaniljeekstrakt med ægte vanilje, der som regel ikke indeholder alkohol. Det vil sige at den kan bruges til kolde desserter, og derudover også til bagværk og lignende. Kan man finde en god vaniljepasta synes jeg at det er en aldeles glimrende løsning til det meste, pånær syltning. Det smager bedre end vaniljesukker, så man kan godt bruge det til retter, hvor vaniljesmagen er i fokus. Samtidig er det markant billigere end stængerne.

Vaniljepulver er spild af penge. Det er alt for dyrt og smager ikke af ret meget. Dets eneste funktion er at se pæn ud når man hælder det i ting, hvor man ønsker synlige vaniljekorn. Men altså, det kan jo også have sin plads, hvis man synes at man mangler noget at bruge sine penge på.

Personligt bruger jeg vaniljesukker til det meste, når jeg ikke har et lager af vaniljestænger til rådighed. Jeg har dog altid vaniljeekstrakt stående, altså hakkede vaniljestænger, der har fået lov at trække i et lille glas vodka i månedsvis. Det er en dejlig ting, men jeg bruger det stort set aldrig, for det er vådt og klistret og skal fiskes op med en ske, mens vaniljesukkeret er tørt og ikke-klistret og kan hældes direkte fra bøtten.

Dovenskaben længe leve.

Peberkagesnegle med græskar (og flødeostglasur)

Peberkagesnegle med græskar

Velkommen til oktober. Kulde, mørke og en anelse fodkoldt om morgenen. Det er efterår, hvilket er lig med starten på en sæson fyldt med ishockey. Med tilskuere! Jeg havde helt glemt at den slags fandtes – altså tilskuere, ikke ishockey. Det er en sand fornøjelse atter at kunne sidde i en råkold skøjtehal og drikke skodkaffe, mens spillerne ude på isen ihærdigt forsøger at lave æblemos af hinanden.

Efteråret er også en tid med let til moderat øget bageaktivitet, så forleden tændte jeg ovnen og bagte disse peberkagesnegle med græskarmos i dejen. Det er nogen aldeles tilforladelige snegle, der smager mildt af græskartærte og en hel del af peberkagekrydderi. Det klæder dem med et lag flødeostglasur, men de er lige så gode uden. Det kommer an på hvor fedtet man kan lide sit bagværk. Almindelig glasur af flormelis og vand kan også bruges.

Græskarmos er utroligt nemt at lave og kræver kun a) et græskar og b) en ovn. Du kan se hvordan man gør lige her: Kunsten at lave græskarmos.

Og nu, opskrift:

Med hat af flødeostglasur

Peberkagesnegle med græskar

Mængde: 12 store styks
Bagetid: 18-20 min ved 200 grader almindelig varme

Gærdej:
2 dl mælk
100 gram græskarmos
50 gram sukker
25 gram gær
ca. 450 gram hvedemel
50 gram blødt smør
1 tsk kanel
1/2 tsk stødt ingefær
1/2 tsk stødt nellike
1/2 tsk groft salt

Fyld:
125 gram blødt smør
75 gram hvidt sukker
50 gram brun farin (eller hvidt sukker)
2 tsk kanel
1 tsk stødt ingefær
1 tsk stødt nellike

Flødeostglasur:
200 gram neutral flødeost (Philadelphia er bedst til glasur)
100 gram blødt smør
150 gram flormelis

Bland mælk, græskarmos og eventuelle krydderier i en lille gryde og varm op under omrøring til det er fingerlunt. Hæld op i en røreskål og opløs gæren heri. Tilsæt sukker og halvdelen af melet og rør godt rundt. Tilsæt salt og resten af melet lidt efter lidt til du har en fast – men ikke hård – gærdej. Brug ikke mere mel end højest nødvendigt, det giver et blødere og saftigere bagværk. De angivne 450 gram hvedemel er et cirka mål, måske skal du bruge lidt mere, måske lidt mindre. Ælt dejen grundigt, enten på røremaskine eller i hånden, til den er blød og smidig. Det tager en ti minutters tid. Ælt så det bløde smør i dejen og ælt grundigt til dejen atter er blød og smidig og slipper hænderne.

Form dejen til en kugle og lad den hæve tildækket en times tid til den har dobbelt størrelse og ikke springer tilbage, når du stikker en melet finger ned i den.

Mens dejen hæver, røres alle ingredienser til fyldet sammen i en lille skål. Det sættes til side.

Når dejen er hævet færdig, tændes ovnen på 200 grader almindelig varme. Den tages ud på et meldrysset bord og rulles ud til en firkant på omtrent 35×35 cm. Fyldet smøres ud på hele firkanten i et jævnt lag og dejen rulles sammen som til kanelsnegle. Skær 12 snegle med en skarp kniv. Sneglene sættes på bagepapir, enten i en bageform, en bradepande eller tæt sammen på en bageplade. Der skal være cirka 2 cm afstand mellem sneglene. På billedet bruger jeg en bradepande på 26×19 cm til en halv portion. Dæk dem til og lad dem efterhæve til dobbelt størrelse, en 30-45 minutter afhængig af temperaturen i køkkenet.

Mens de hæver laves flødeostglasuren ved ganske enkelt at røre flødeosten blød i en lille skål og røre smørret godt ud i. Til sidst røres flormelis og vanilje i, og så er den færdig. Den opbevares på køl, til den skal bruges.

Når sneglene er færdige med at hæve skal de bages midt i ovnen i ca. 20 minutter til de er gyldne og dufter enormt godt. Lad dem køle helt af før de eventuelt smøres med flødeostglasur.

Sneglene smager bedst samme dag, men kan snildt opbevares til næste dag i en pose på køkkenbordet. Snegle med flødeostglasur kan ikke gemmes mere end et par timer, så nøjes med at smøre dem, der skal spises.

Og så er der kun tilbage at stoppe efteråret i munden. Sneglene smager bedst hvis de spises mens man har hjemmefutter på.

***
Dette indlæg blev skriblet til tonerne af Mors Subita – Burden. Nu hvor verden er (delvist) åben (huzzah!), så venter jeg tålmodigt på at de tager sig lidt sammen og spiller koncert et sted, hvor jeg kan deltage.