At være menneske i den præindustrielle verden, var ikke for tøsedrenge. Siger man stadig det – tøsedrenge? Det er nok gået hen og blevet lidt umoderne faktisk.

I alt fald var det ikke for tøse… æh, for folk med sarte nerver. F.eks var det mørkt, mørkt, mørkt om vinteren. Gadebelysning var der ikke noget af, og man fråsede ikke med tællelysene. Ildstedet var den vigtigste lyskilde. Så kunne man sidde der i vintermørket og spekulere på om det mon var en øksemorder eller et genfærd der lavede den lyd, man kunne høre lige før, men som man ikke helt vidste hvad var. Og hvis det rent faktisk var en øksemorder, så kunne man ikke ringe efter hjælp eller noget.

Man kunne så trøste sig med at de færreste øksemordere ville traske rundt i kulsort mørke ude på landet midt om vinteren bare for at stå på en tilfældig gårdsplads og planlægge en tjep lille massakre inden sengetid. Men genfærd… de kunne finde på det. Overalt, var de, på kirkegårde og vadende rundt på landeveje for at varsle død over enhver, der så dem. Juleaften var der særlig stor fare for at støde på dem.

Der var gravsoen, der vandrede rundt på kirkegårdene og helhesten der haltede rundt på tre ben. Begge var dødsvarsler, men den værste var alligevel nok kirkelammet. Nå, et sødt lille mæhlam, tænker du nok, men nej. Kirkelammet havde også kun tre ben, og den nøjedes ikke med at tøffe rundt på kirkegården og sparke lidt til de familiegrave, der snarligt kunne forvente nye beboere. Nej, det dumme kræ spadserede hjem til folk og besøgte dem. “Hej,” sagde kirkelammet til den arme stakkel, der åbnede døren. “Hvis jeg var dig, ville jeg lade være med at gemme kringlen til i morgen.”
Historierne fortæller ikke om der nogensinde var nogen, der forsøgte at fange det lille lam, så de kunne æde det og sætte en stopper for varselsløjerne. Det var der nok ikke. Kirkelam kan godt smage lidt hengemt, har jeg hørt.

Det er ikke spor mærkeligt at overtroen levede i bedste velgående. Man var i langt højere grad end idag overladt til tilfældighedernes spil. Der var ingen moderne lægekunst, intet velfærdssamfund, ingen alarm 112, ingen Netflix. Det har været hårdt, men man kendte jo ikke til andet. Om 100 år kigger de sikkert tilbage på vor tid og tænker at det var synd for os allesammen at vi var så tilbagestående og dumme. Nøjagtig som man altid har gjort – og tænk bare på hvor kloge og moderne vi føler os.

Et af de steder hvor man virkelig var prisgivet, var på havet. Før radioen og moderne navigation med alt hvad dertilhører af detaljerede kort og GPS systemer og vejrudsigter, var havsejlads en yderst risikabel affære. Så det er ikke så sært at overtroen også levede i bedste velgående på havet, med alt hvad dertil hører af skibskatte og sirener og forbud mod at fløjte og at lægge til kaj om fredagen.

Skibskosten var også noget der krævede en stærk tro at overleve. Uden mulighed for at opbevare maden voldsomt hygiejnisk, kunne det være en ganske spændende affære at spise frokost. F.eks er der i bogen “Dansk Madhistorie – fra fortid til nutid” et kapitel om maden på Fregatten Jylland for 150 år siden. Her nævnes det blandt andet at det medbragte drikkevand ikke måtte drikkes når det var grønt (af alger). Når det grønne var sunket til bunds ventede man til vandet i alt tre gange var blevet grønt og dernæst klart, før der måtte drikkes af det – af sugerør, for ikke at gøre vandet plumret. Mmm, frisk vand. Af samme årsag fik besætningsmedlemmerne 2,5 liter øl om dagen. Væske skulle man jo have. Endvidere står der at man, mod slutningen af togtet, brækkede sine beskøjter over, så man kunne få banket mylderet af mider og orme ud af dem, inden man spiste dem. Nammenam.

At være sømand på de rigtig lange togter, hvor man krydsede verdenshavene med livet som indsats, har absolut ikke været et job for tøse… æh, for resourceknappe medborgere. Man har været helt isoleret, derude på havet, med sin grønne vandtønde og de levende beskøjter. Det var ikke videre praktisk at tage øl med på de lange ture til varmere himmelstrøg, for det fyldte meget og blev dårligt. Istedet begyndte man at medbringe vin – og i midten af 1600-tallet gjorde rommen sit indtog. De næste 100 år var dagsrationen af rom en halv liter! Skål i skibet.

Det gav naturligvis nogle problemer, især fordi det yndedes at gemme rationen til man havde nok til at drikke sig en god solid fjer på. Og det er her grog kommer ind i billedet. Grog var en drik, der bestod af rom fortyndet med det skønne, grønne algevand. Den fortyndede rom gjorde at der var knap så megen fuldskab og at man ikke kunne hamstre sin ration, fordi den hurtigere blev dårlig. Grog bestod af 1 del rom og 4 dele vand, og hvis man havde været slem, kunne man få nedsat sin romration, så det var 1 del rom til 6 dele vand. Oh ve oh gru. De heldige fik tilsat en god dosis saft fra citron eller lime. Det gjorde drikken mindre gusten, og så modvirkede det skørbug, fordi det indeholdt C-vitamin. Det vidste man selvfølgelig ikke, for man anede ikke hvad C-vitamin var, man kunne bare se at sømænd, der fik citrussaft, var sundere end andre.

Selvom den britiske flåde afskaffede den daglige ration rom i 1970 (til stor sorg for alle berørte) drikker man stadig grog idag. Det er ikke en synderligt sød drik, men den varmer grundigt igennem. Man blander rom og citrussaft med kogende vand, og tilsætter gerne sukker eller honning og krydderier. Hvis man mere føler sig som en reinkarnation af Jack Sparrow, undskyld, Captain Jack Sparrow, så skal man istedet drikke bumbo – piraternes foretrukne drik, dengang. Det er rom, vand, sukker og muskatnød. Den er ret stærk for en svagdrikker som jeg, men min halskriller forføjede sig midlertidigt. Score! Dejlig varmende vinterdrikke, som alle landkrabber kan nyde i sikkerhed fra havets farer, direkte i egen landfaste bolig, hvor man kun kan drukne hvis man besvimer i badekarret.

Og vi har ikke badekar. Skål!

Grog
1 glas

1/2 dl. mørk rom
2 dl kogende vand
1 tsk honning eller sukker (gerne mørkt sukker)
1 spsk citrussaft, traditionelt lime, men citron duer også
En kanelstang, hvis man synes

Bland citrussaft, honning og rom i et krus. Hæld kogende vand over. Juster evt. med mere sukker eller citrussaft – eller mere rom, hvis det skal være med den på.

Bumbo
1 glas

1/2 dl rom
2 spsk vand
1 tsk honning eller sukker
Friskreven muskatnød

Bland rom og vand og tilsæt sukker til det er drikkeligt. Riv muskatnød over. Tilsæt evt. lidt citrussaft for at undgå landkrabbeskørbug.

Hvorfor putter man kanelpinde i gløgg? Det virker lidt som spild. Men det ser pænt ud.

Gløgg er en rar ting. Det er varmt, det er alkoholisk og der er sukker i. Hver for sig tre gode begyndelser på noget, der godt kunne gå hen og blive rigtig rart i maven. Medmindre man overdriver, selvfølgelig, så det skal man lade være med.

Sødet, krydret vin er en meget gammel opfindelse. Nogle af de tidligste skriftlige kilder stammer fra det gamle Rom, et par hundrede år efter Kristi fødsel, men man har med garanti krydret vin langt tidligere end det. Kogebogen “De Re Coquinaria” fra det 4. århundrede lægger hårdt ud med en opskrift på krydret hvidvin. Den lyder sådan her:

I. CONDITVM PARADOXVM:
Conditi paradoxi compositio: mellis pondo XV in aeneum vas mittuntur, praemissis vini sextariis duobus, ut in coctura mellis vinum decoquas. quod igni lento et aridis lignis calefactum, commotum ferula dum coquitur, si effervere coeperit, vini rore compescitur , praeter quod subtracto igni in se redit. cum perfrixerit, rursus accenditur. hoc secundo ac tertio fiet, ac tum demum remotum a foco post pridie despumatur. tum ‹mittes› piperis uncias IV iam triti, masticis scripulos III, folii et croci dragmae singulae, dactilorum ossibus torridis quinque, isdemque dactilis vino mollitis, intercedente prius suffusione vini de suo modo ac numero, ut tritura lenis habeatur. his omnibus paratis supermittis vini lenis sextaria XVIII. carbones perfecto aderunt [duo milia]. [kilde]

Det som den rare romer gør her, er rent faktisk at koge en gløggekstrakt. Han tager ca dobbelt så meget honning som vin og koger det sammen til vinen er kogt væk. Så lader han det stå natten over, skummer overfladen og tilsætter gavmilde mængder af peber, safran, spikenard og mastiksharpiks (sig det ti gange hurtigt). Der blev også tilsat et par knuste dadelsten, udblødt i hvidvin. Så blev hele moletjavsen blandet med en ordentlig grydefuld hvidvin og filtreret med kul. Vinen blev serveret ved stuetemperatur og mentes at være overordentlig sund.

Der er ikke engang stjerneanis i min krydderblanding, så hvorfor den er med på billedet, må stå hen i det uvisse. Måske syntes jeg bare at den var pæn?

Romerne var glade for krydret og meget sød vin, og med tanke på hvor lidt man har kunne styre gæringsprocessen, har vinen givetvis også været overordentlig, æh, interessant i smagen til tider. Vindruer er fra naturens side en smart lille pakke, komplet med højt sukkerindhold og vildgær på skrællen. Og det er potente sager. Nyplukkede druer, der knuses, vil begynde at gære med det samme. Man har kendt til processen – på samme måde som man har kendt til surdej, der også var en spontangæring af vildgæren på kornet når det blev malet og blandet med vand – men man har af gode grunde ikke kendt til mikroorganismer og alt det der, så man forstod ikke helt hvordan gæren virkede. Kun at den virkede.

Sådan var det i mange tusinde år. Man lærte at “dyrke” de gode former for gær, at starte nye portioner vin ved at genbruge gær fra vellykkede brygninger. På den måde har man fået “tæmmet” gæren og sørget for at det var de gode og rare gærstammer, der var flest af. Det var bedre end før, men stadig ikke helt godt. Ting gik galt, vinen oxiderede, den blev slimet af mælkesyrebakterier, den blev flad og tynd eller sur og tåget. Vilde gærstammer kunne stadig finde på at overtage en hel tønde og spolere den. Det var rå natur på spil. Meget middelalderromantisk og ikke altid særlig delikat. Medmindre man tilsatte krydderier og sukker, selvklart.

Enhver, der har smagt såkaldt naturvin vil vide hvilke pinsler man har måtte gennemgå op gennem tiderne, indtil Louis Pasteur kom ridende på sin hvide hest omkring 1860 og opdagede at gæren var en levende organisme og ansvarlig for hele gæringsprocessen. Han var blevet hyret af den franske regering til at få styr på vinproducenternes mange problemer med dårlig vin. Ikke så sært at der er både gader og stræder opkaldt efter Pasteur, dernede i Frankrig.

Men for nu at gøre en lang historie kort (ha!), så kan gløggen altså trække tråde helt tilbage til antikken. I Danmark har vi drukket varm vin siden renæssancen, dog mest hos overklassen, for rigtig druevin var en importvare. Bønderne bryggede øl. Men omkring år 1900 begyndte gløggen at blive en juletradition i Sverige, og så var Danmark naturligvis ikke sene til at følge efter. Vi huggede også det svenske navn, glögg. Og sådan gik det til at vi begyndte at drikke gløgg til jul.

Når man skal vælge rødvin til gløgg, skal man ikke spørge mig. Mit vinkendskab begrænser sig til historie og vine fra Bourgone (mmm bourgogne), men jeg har læst mig frem til at tunge marmeladevine er et godt valg. Jeg kan bedst lide tunge marmeladevine, så ingen klagesange fra min side. En oversøisk shiraz, cabernet sauvignon eller en fed fransk Côtes du Rhône skulle være gode valg, og det tager jeg for gode varer. Jeg begik den fine fejl at købe en billig letbenet rødvin (en Merlot) og den var godtnok syrlig og bitter da den blev varmet op. Det skal man lade være med. Istedet har jeg fundet mig en australsk shiraz til 80 kr og den sidder lige i skabet.

Og lige et ord om kanel – der har været meget om cassiakanel vs. ceylonkanel, og selvom jeg ikke bryder mig så meget om ren cassiakanel i mit bagværk (jeg bruger halvt af hver type), så kan det godt betale sig at bruge en smule lige her. Den har en kraftigere smag, der ikke så let fiser ud i vin og nelliker, som ceylonkanelen godt kan gøre. Så jeg bruger en blanding. Halvt af hver. Don’t tell your foodie-friends.

Husk at gløgg er bedst ved en 60-70 grader. Så er den stadig varm, men alligevel kold nok til at man rent faktisk kan smage den. Denne gløgg smager også godt ved stuetemperatur, hvis man skulle komme til at glemme at drikke den varm.

Gløgg (ekstrakt)
ca 4 dl ekstrakt, nok til 2 flasker vin

6 dl vand
1/2 muskatnød
1 spsk hele nelliker
1 stykke muskatblomme
1 spsk hel allehånde
1 spsk kardemommefrø
1 stang ceylonkanel (6 cm)
1 lille stang cassiakanel(3 cm)
3 blade laurbær
60 gram frisk ingefær, skåret i små stykker
1 stang vanilje, hakket i mindre stykker
Reven skal + saft af 1 appelsin
1 håndfuld mørke rosiner
200 gram sukker (eller en blanding af brun farin og alm sukker)

Alle krydderierne skal hakkes groft – så frigiver de mere smag. Cassiakanel er stenhård, så den har jeg lidt opgivet. Resten har jeg givet et par drøn med en kagerulle så de lige får nogle sprækker og sådan. En morter kan også bruges.
Krydderierne hældes i en gryde med resten af ingredienserne og får lov at simre i et kvarters tid. Køles af og trækker på køl natten over. Næste dag filtreres det gennem et klæde og vupti, så er der gløggekstrakt.

Der går ca 2 dl ekstrakt til en flaske vin. Jeg søder lidt ekstra oveni ekstrakten, men der kan du jo gøre som dine smagsløg byder dig. En appelsin i skiver pr flaske kan varmes med, det smager også godt.

Ekstrakten kan holde sig en uges tid på køl.

Tak fordi du læste denne alt for lange blogpost om gløgg. Jeg ville egentlig gerne øve mig i at fatte mig i korthed, men jeg er bange for at det har lange udsigter.