Archives

Dannebrog 800 år: Valdemars Pavlova

Valdemars Pavlova

I dag er det Valdemarsdag. Den er knap så kendt som andre helligdage, mest fordi det ikke er en helligdag overhovedet. Det er en mærkedag, og det mærker man ikke så meget til. Der er ikke engang nogen, der har fri fra skole. Måske fordi det er lørdag.

Valdemarsdag er opkaldt efter Valdemar Sejr. Det var ham, der greb Dannebrog, dengang det drattede ned fra himlen og blev danernes fane, den 15. juni 1219, midt under slaget ved Lyndanisse (Tallinn, Estland). Valdemar Sejr var, sammen med alt for mange andre helligrøve fra det ganske Europa, draget til Estland for at omvende nogen hedninge. Helst dem allesammen, hvis det kunne lade sig gøre. Der var også noget med nogle baltiske handelsruter, som var meget værdifulde, men et korstog lyder altid bedre. Som det måske kunne forventes, var esterne ikke 100% tilfredse med den ellers udmærkede plan, så de belejrede den danske hær og det kunne nemt være blevet en grim historie, hvis ikke ærkebiskoppen Anders Sunesen havde været med. Han holdt den estiske hær tilbage alene ved at bede til Gud.

Allerede her er vi nogen, der mener at plothullerne begynder at hobe sig op. Men hvad, det er en god historie.

Da den arme biskop ikke længere formåede at holde sine arme rejst i bøn og måtte sænke dem mod jorden, ja da nedfaldt, fra Himlen, en rød klud med et hvidt kors. Og så… kvalte de esterne med Dannebrog. Eller noget. De vandt i alt fald slaget under ikke nærmere beskrevne omstændigheder. Og lige præcis den del er ikke helt løgn, for der var rent faktisk et slag ved Lyndanisse, og Valdemar fik ikke tilnavnet Sejr for ingenting. Således var det danerne, der herskede det nordlige Estland fra år 1219 og helt frem til 1346, hvor vi solgte hele molevitten til Den Tyske Orden og købte lakridskonfekt for pengene.

I Tallinn ligger der en lille have, der hvor Dannebrog efter sigende skulle være drattet ned.

Selve flaget stammer såmænd også fra Valdemar Sejrs tid. Det er ikke specielt usandsynligt at vi rent faktisk kom hjem fra Estland & Omegn med en rød klud under armen. Flaget er nemlig også kendt fra tyske kejsere omkring den tid, og de rendte også land og rige rundt derovre østpå. Hvis man drager til Frankrig, Spanien og Italien vil man se dannebrogslignende faner og våbenskjold fra den tidligste middelalder. I Estland kan man selvklart også støde på det. Faktisk er domkirken i Tallinn fyldt med hvidkorsede røde våbenskjold. Men det var altså os danskere, der endte med at plante det solidt midt i nationalfølelsen og således kan vi bryste os af at have Verdens Ældste Landeflag. Det er næsten ligeså sejt som at have verdens ældste ost, men den ære tilfalder Egypten, og det er mega strengt, når de allerede har pyramiderne.

Det originale Dannebrog blev opbevaret omhyggeligt helt frem til 1500-tallet, hvor det blev tyvstjålet under Felttoget i Ditmarsken. Vi fik det tilbage igen, og det rådnede op sammen med Rigets Finanser under Christian d. 4.

Jeg elsker iøvrigt at skrive “vi” om sådanne situationer. Som om jeg nogensinde ville overleve mere end fem minutter i nogen middelalderkrig. Det må være nationalfølelsen, der lækker.

Valdemars Pavlova

Navnet “Dannebrog” optræder for første gang i slutningen af 1300-tallet og betyder noget i retning af “rød klud”. Der er også dem, der mener at det betyder “danernes fane”, afhængigt af hvilket etymologisk spor man vælger at følge. Jeg hepper klart på den røde klud. Uanset hvad, var flaget først og fremmest kongens symbol, og det var kun kongen, der brugte det. I starten af 1800-tallet var byens borgerskab dog så småt begyndt at veje lidt med fanerne. Kongen forbød privat flagning i 1834, men det hjalp ikke så meget. I 1849, da de arme overlevende soldater vendte hjem fra Treårskrigen, blev de mødt af en skov af vajende flag og hurraråbende københavnere. I 1854 blev det officielt tilladt at flage privat igen, og skikken bredte sig til flagstænger, kolonihaver, juletræer og fødselsdagsborde og meget andet.

Danske jordbær i finsk design

Det er ret unikt for Danmark at vi sådan sætter flag i fødselsdagslagkagen og på æresporten til sølvbryllupper. I det hele taget er den danske nationalfølelse ikke noget man sådan lige går hen og finder ret meget af i resten af verden. Og i år fylder vores allesammens yndlingsklud hele 800 år. Her kunne man måske alligevel godt gå hen og blive taknemmelig for at det trods alt ikke er verdens ældste ost, det drejer sig om.

I dagens anledning har jeg sammenbikset en rød/hvid fødselsdagskage. Eller rettere, en fødselsdagsmarengs i form af en pavlova – en marengskuppel fyldt med jordbær og flødecreme og flødeskum og Grand Marnier, alle mormødres yndlingslikør. Bliver det mere dansk? Det tror jeg ikke, og jordbærsæsonen er så småt ved at begynde. Hvis ikke høsten er rådnet op i den syndflod, der er skyllet ned over landet den seneste uge. Jeg har slet ikke haft brug for at vande rabarberbedet siden i søndags.

Pavlova uden fyld

Pavlova er en new zealandsk/australsk marengsdessert – de to lande skændes om hvem, der kom først. Først mente man at det var Australien, men nyere forskning pegede på New Zealand. For et par år siden viste det sig dog at desserten oprindeligt var tysk/amerikansk, men sådan er det med madhistorie. Der er ikke ret meget mad, der ikke i et eller andet omfang oprindeligt er inspireret udefra. Man skal dog træde en smule varsomt, for der kan være stærke følelser på spil. Prøv bare at fortælle en fynbo at brunsvigeren ikke er opfundet på Fyn. Det går altid galt. Selvfølgelig kan man tale om at en ide er omfavnet og udviklet i en sådan grad at den nu endegyldigt må betegnes som en egnsret. Men selv egnsretter kan man finde forskellige varianter af rundt om i landet og i vores nabolande, og så er det at folk skændes om hvorvidt vreden hvidkål skal spises med kanelsukker eller ej, og om der skal kartoffelmos eller rejesalat på en hotdog.

Sidstnævnte dilemma tilhører nok mest svenskerne og os forsvarsløse danskere, der jævnligt krydser grænsen for at handle billige dagligvarer i ICA.

Vi kender også pavlova herhjemme, for sådan set er det bare en stor marengsrede med fyld. Forskellen er, at en pavlova som regel er ret høj, og så bages den ikke helt tør. Det er normalt at bage én stor pavlova, men jeg synes det er nemmere at styre hvis man bager flere små – også fordi marengs er noget hat at skære stykker af. Flødecremen kan udelades, det er ikke noget man normalt bruger til en “ægte” pavlova, men jeg kan godt lide det, og desuden er det den, der er Grand Marnier i, så den er vigtig.

Og nu, opskrift.

Valdemars Pavlova

Valdemars Pavlova
Mængde: 6 stk
Bagetid: 1 time ved 100 grader + afkøling

100 gram æggehvide (ca 3 æg)
150 gram sukker
1 tsk maizena
1/2 tsk eddike

500 gram jordbær i tern
Flødeskum af 2 dl piskefløde

Tænd ovnen på 170 grader (alm varme) og læg bagepapir på en bageplade. Hæld æggehviderne op i en røreskål – de skal have stuetemperatur – og pisk dem til blødt skum. Hæld så sukkeret i, under fortsat piskning. En spiseskefuld ad gangen til det hele er brugt. Pisk grundigt imellem hver skefuld – hemmeligheden bag en luftig marengsmasse, er ikke at hælde sukkeret i for hurtigt. Så falder massen sammen og det kræver en seriøs mængde piskning at få den luftig igen. Forsæt med at piske til marengsen er stiv, blank og kridhvid og sukkerkornene stort set er opløst. Sigt maizena over massen, hæld eddiken i og vend forsigtigt det hele rundt med en dejskraber. Maizena og eddike tilsættes for at stabilisere marengsmassen og forhindre at den kollapser efter bagning.

Brug en ske eller en sprøjtepose til at lave høje, håndfladestore marengsreder på bagepapiret. De skal være noget større end almindelige marengsreder, ca to fingerbredder i højden. Brug bagsiden af skeen til at lave en fordybning i midten, så der kommer en kant hele vejen rundt. Sæt marengsrederne i ovnen og skru omgående ned på 100 grader. Lad dem bage en times tid hvis du kan lide en sej marengsmidte, eller halvanden time for en gennemtørret marengs. Sluk så ovnen og lad dem køle helt af derinde, med ovnlågen lukket. Det tager et par timer, og hvis man bager om aftenen, er der intet forgjort i at lade dem stå derinde til næste dag. Den lange afkøling er også med til at forhindre at marengsen kollapser.
Pavlovaern kan holde sig et par dage ved stuetemperatur i en frysepose, så man kan bage dem i god tid.

Når de små bøller skal serveres, starter man med at anrette marengsrederne på et fad. Alternativt kan de sættes på tallerkener. Pisk de 2 dl fløde til let stift skum. Læg en skefuld flødecreme i hver rede og dæk med flødeskum. Læg en bunke jordbær på toppen og server straks. Eftersom pavlovaer ikke er 100% gennemtørrede, vil de blive sære og gummiagtige hvis de står med fyld på i for lang tid, så det er vigtigt at servere dem snapt.

Flødecreme med Grand Marnier:
3 æggeblommer
50 gram sukker
15 gram hvedemel
2,5 dl sødmælk
2 spsk Grand Marnier (eller efter smag)
1 dl piskefløde

Pisk æggeblommer, hvedemel og sukker sammen i en lille gryde. Pisk mælken i lidt ad gangen. Sæt gryden på et jævnt blus og bring cremen i kog under konstant (!) piskning. Skru ned for varmen og lad cremen koge et par minutter så melsmagen koges ud. Hæld cremen gennem en sigte ned i en skål og smag til med Grand Marnier. Lad cremen køle helt af før den sættes i køleskabet. Den kan holde sig et par dage på køl. Lige inden servering piskes cremen igennem og vendes med letpisket flødeskum af 1 dl piskefløde.

Dag 31: Risalamande

risalamande

Ris á l’amande. Risalamande. Eller som det hed i min barndom, rissenallermang. Rissenallermang er julens ubestridte højdepunkt. Den klare ledestjerne på den højtidskulinariske himmel. Julebordets hvide flødelam. Velsmagens højborg. Jeg elsker risalamande. Elsker elsker elsker risalamande. Det er en dessert, der omfavner alle de elementer, jeg holder af: Den er cremet, den er kold uden at være frossen, den har den rene fløde-vaniljesmag, den kan svøbes i frugtkompot. Og så er risalamande den perfekte morgenmad 1. juledag. What’s not to love?

Forløberen for risalamande er sødgrød, byggrød kogt på mælk. Det var søndagsmad, sådan noget mælkegrød. Til hverdag kogte man vandgrød. Til jul fik man traditionelt sødgrød i de østlige egne af Danmark – sødgrød og klipfisk. Glædelig jul. Ovenpå fik man en stor smørklat, og måske kanelsukker. Det var dyrt, kanelsukker, så det fik man kun til jul.
Risengrød har man kendt siden middelalderen, men den var kun for fine folk. Dengang hed det blancmanger, ligesom den franske dessert, og bestod af ris kogt i mandelmælk tilsat kyllingekød, sukker og mandler. Der mangler bare lidt flødeskum, så er det risalamande med kylling. Det var en populær ret, der findes beskrevet i mange af middelalderens kogebøger. Risene fik vi sandsynligvis, som så meget andet godt, fra araberne omkring år 700. Måske tidligere. De havde selv fået risene fra Asien. De tog også lige mandlen med i samme ombæring, og sikrede dermed at vi, 1200 år senere, kunne nyde godt af denne ærkedanske juledessert med de gode nordiske råvarer, direkte importeret fra Sydeuropa og Asien. Tak, Sydeuropa og Asien. For ris og mandler og appelsiner og tak til Uganda for vaniljen i mit køkkenskab og tak muhko, for dejlig dansk mælk og fløde. Og tak kirsebærtræ fra Danmark, for dejlig sauce og tak til sukkerroerne fra Falster for dejligt sukker.

Og tak internet, for bloglæsere.

Ligesom kanel var ris en importvare, og meget dyr. Men i slutningen af 1800-tallet, med de forbedrede transportmuligheder, begyndte risengrøden at blive mere almindelig. Det var stadig festmad, men man fik det også hos bønderne ude på landet. Så var risengrøden pludselig ikke længere særlig fin, og istedet blev det almindeligt at blande flødeskum i risengrøden, stive den af med husblas, og så havde man risalamanden. Ba-dum! Det fransklignende navn har gjort at det lød noget mere eksotisk end det egentlig var. Det lå lidt i tiden. Jeg har en kogebog fra århundredeskiftet, hvor rugbrød kaldes “pain noir” – sort brød. Og mens det ikke er decideret forkert, så er det en kende pretentiøst, må man sige.

Fransk navn eller ej, det varede ikke længe før pøblen opdagede retten og tog den til sig. Sidst i 1800-tallet begynder den at dukke op i kogebøger beregnet til helt almindelige mennesker. Der var dog stadig visse egne, der holdt fast i risengrøden – selv den dag idag er der folk, der spiser risengrød. Det synes jeg er hyggeligt.
Der har været lidt forskellige bud på hvem, der egentlig opfandt risalamanden, dengang i 1800-tallet. Ifølge Bi Skaarup, var det Madam Mangor, der fandt på navnet risalamande, og hun plejede at vide hvad hun talte om, så den køber jeg. Og i Mangors Kogebog fra 1876 er der en opskrift på “Riz à l’amande”, stivet med husblas. Der er også smeltet smør og vin i. Man ville nok blive hængt fra træets grønne top, om man skulle finde på at servere denne version juleaften. Personligt er jeg i alt fald helst fri for husblasen.

Riz à l’amande (1876)
4 Lod (12 O.) Risengryn skoldes og koges i ½ Pot Melk, med ½ Stang Vanille. Medens det er varmt, røres deri 6 Lod (18 O.) grovt stødte søde Mandler, 2 Spiseskeer hvidt Sukker, 4 Lod (12 O.) smeltet Smør og 1 Lod (3 O.) Husblas, opløst i ¼ Pægel gammel Vin. Naar det er lidt afkølet, røres 1 Pot, til stivt Skum pidsket, Fløde forsigtigt deri, og det ophældes i det Fad eller Skaal, hvori det serveres. Det maa laves flere Timer før det skal bruges og spises med en kraftig, kold Kirsebærsauce. Omtrent til 8 Personer. – Mangors Kogebog for smaa huusholdninger [kilde]

Illustreret Kogebog for By og Land, udgivet i 1901, har et helt lille afsnit med risdesserter. Her er der en opskrift, der hedder “Prinsesseris”, som er identisk med risalamande. Det er risengrød med vanilje, sukker og mandler, der vendes med stiftpisket flødeskum:

Prinsesseris (1901)
3 Potter Mælk koges med Vanille og hakkede Mandler, 1 Pd. Ris og Sukker efter Smag. Naar Grøden er kogt og svalet, røres 1/2 Pot til stivt Skum pisket Fløde deri. Spises med Frugtsauce. – Illustreret Kogebog for By og Land [kilde: Mit eget lasede eksemplar]

Det var straks bedre. Ingen vin og ingen husblas. Det finder vi til gengæld i rigt mål hos Frøken Jensen, der dog også omtaler den velkendte kirsebærsauce:

Ris á la’mande (1921)
75 Gr Ris koges i 1/2 L halvskummet Mælk. 100 Gr groft hakkede eller stødte, søde Mandler røres deri tillige med 15 Blade Husblas, opløst i 3/4 Dl Sherry, Vanille-Essens og 3 à 4 Spiseskefulde Melis. Naar Grøden er til dels afsvalet, røres Flødeskum af 1 L Fløde deri, og Risene ophældes i den Glasskaal, hvori den skal serveres. Hensættes nogle Timer paa et koldt Sted, forinden den skal spises. Kold Sauce af Kirsebær-Marmelade passer særligt godt hertil. – Frøken Jensens Kogebog [kilde]

Det er svært, husblas og sherry til trods, at være rigtig sur på en opskrift, der foreskriver dobbelt så meget fløde som mælk. Det har været en heftig sag.

Der er en anelse mindre fløde i min version. Jeg har, som man bør gøre, tilpasset den klassiske opskrift til mine smagsløg. Jeg vil gerne have en blød og luftig risalamande, hvor grynene er hele. Det får man ved ikke at koge grøden for tyk og ved at blande letpisket fløde i så snart den har stuetemperatur. Risengrød stivner når den bliver kold, og så kan det være lidt svært at røre flødeskum i. Det er dog ikke umuligt, så man kan sagtens sætte grøden på køl til dagen efter, hvis det er. Vanilje og sukker rører jeg i grøden mens den er varm, så er det klaret og smeltet og jævnt fordelt i hele portionen.

Vaniljen skal lige have et ord med på vejen. Det er meget populært at bruge tahitivanilje (også kaldet polynesisk vanilje). Man har af en eller anden årsag fået bildt folk ind at den er ekstra fin, fordi den er så tyk og fed og svinedyr. Og det er da også en meget fin vanilje, tahitien. Men de fleste varianter, der sælges, er meget meget parfumerede, på blomstermåden. Og det skal man lige være enig med alle om at man kan lide i risalamande, for det giver en helt anden smag end når man bruger den almindelige bourbonvanilje. Ris har i sig selv en parfumeret smag, så det bliver hurtigt alt for meget af det gode. Det er en potent lille sag, tahitien, og det ville være synd at ødelægge desserten, fordi man ville gøre det ekstra godt.

Lad være med at falde for smart markedsføring. Gem blomstermarkestangen til vaniljeis og røde frugtdesserter, hvor den gør sig godt. Medmindre hele familien elsker tahitivanilje i risalamande. Så skal der tahiti i. Personligt er jeg meget glad for rigtig god bourbonvanilje. Især fra Mexico og Uganda.

Angående grødris, så bruger jeg kun Urtekram. Ikke fordi de er øko, selvom det er en rar bonus, men fordi de smager bedst og ikke giver grøden en sær grynet konsistens. Jeg har prøvet flere mærker af grødris, både øko og almindelige, og Urtekrams er bare bedst. Det har de ikke betalt mig for at sige (hvornår kom blogland dertil at man skal fremhæve den slags, for ikke automatisk at blive antaget for at have hemmelig sponsor?).

Og med den lille tirade af vejen, vil jeg skynde mig videre til opskriften. Det er som sagt en opskrift, der er tilpasset min smagsløg. Hvis du har samme smagsløg som jeg, så kan du også lide den. Det er nok mest mængden af sukker og fløde, der kan være til diskussion – og der kan du smage dig frem. Selve fremgangsmåden tror jeg ikke kan fornærme nogen, og jeg synes det er den absolut nemmeste måde at lave risalamande.
Husk at risengrød til risalamande skal saltes betydeligt mindre end når den bare skal spises varm. Så hvis du er en af dem, der spiser risengrød lillejuleaften, med henblik på at lave risalamande af resterne (dejlig tradition!), så tag fra til risalamanden før du salter resten af grøden.

risalamande

*bøvs*

Risalamande
Mængde: 4-6 personer

1 liter sødmælk
2 dl grødris
1 nip fint salt
150 gram sukker
1 stang vanilje
3 dl piskefløde
Evt smuttede, hakkede mandler

Kog risengrøden i en tykbundet gryde. Rør rundt af og til, men ikke for meget. Når risene er møre og grøden er tyknet, men stadig en anelse for tynd til egentlig at være risengrød, tages gryden af varmen. Grøden saltes og sukker + vanilje røres i.
Hæld grøden op i et stort ildfast fad eller en stor plastbeholder, der kan tåle varm mad. Lad grøden køle af til stuetemperatur, rør rundt en gang eller tre undervejs. Grøden skal føles kold over det hele. Hvis grøden er lun, så skiller flødeskummet og risalamanden får en fin smag af ost. Det er ikke det resultat vi går efter i denne omgang.

Grøden skal køle af forholdsvis hurtigt, af hensyn til hygiejne og sådan. Jeg sætter fadet ovenpå nogle frosne køleelementer, så tager det kun en halv times tid.

Når grøden er kold skrabes den over i en stor skål. Fløden piskes til blødt skum (i en anden skål) – når man kun pisker fløden til blødt skum, så får man en let og luftig risalamande. Hårdt flødeskum giver en hård og tung konsistens.
Tag halvdelen af flødeskummet og vend det forsigtigt i risengrøden. Vend så resten i. Hold eventuelt lidt tilbage, hvis du er nervøs for om det er for meget fløde til dig. Smag på det. Det skal være en tand for sødt, for sødmen dulmes når risalamanden bliver kold. Er der nok fløde og sukker i? Hvis ikke, så tilsæt noget mere. Husk at risalamanden bliver tykkere, når den kommer på køl, så den må gerne være blødere, end du egentlig synes er passende.
Det er også nu, du kan tilsætte hakkede, smuttede mandler, og måske også den hele mandel til mandelgaven?

Når alt er som det skal være, sættes risalamanden på køl til næste dag – eller til om aftenen, hvis du laver den om morgenen. Serveres med lun kirsebærsauce. Så kan julefreden indfinde sig. Aah.

Dag 24: Flettet julekringle med marcipan og kandiseret frugt

I gamle dage, nærmere betegnet tiden før slutningen af 1800-tallet, var hvedemel en ufattelig luksus i Danmark. Mange brugte det slet ikke, det var kun overklassen, der havde råd til den slags. Det daglige brød blev bagt af groft rugmel, alt det der med at frasigte kliden var spild af mad. Der blev kun bagt brød af sigtet mel tre gange om året – til påske, til pinse og selvfølgelig til jul, hvor man nødigt spiste groft brød. Og selv til jul var det rugsigtemel, man brugte til det fine brød. Når hveden var sådan en luksus på dette tidspunkt, så skyldtes det at den stort set ikke dyrkedes i Danmark. Jorden var ikke specielt velegnet til det (det var før det moderne landbrug) og hveden gav for lille udbytte til at være nogen særlig smart kornsort. Istedet dyrkede man rug og byg til brødbagningen.

Når man endelig spiste hvede, så var det ikke den fine, hvide hvede vi spiser idag. Det var grov hvede, for man havde ikke redskaberne til at lave helt hvidt hvedemel. Selv sigtet hvedemel giver et brunt brød, når kornet er malet på almindelig stenkværn. Men omkring år 1900 kom industrien og løste problemet – nu kunne man male hvede uden at få hverken kimen eller skallen med. Og det var begyndelsen på det fine, hvide pulver kaldet moderne hvedemel. Så fornemt det var.

Idag er hvedebrød nærmest blevet sådan lidt discountagtigt, mens vi betaler i dyre domme for fuldkornsbrød med så mange frø og kerner, at man kunne have dyrket en hel kornmark fuld, hvis altså ikke frøposen var blevet bagt med i brødet. Det kan godt være lidt frustrerende at se den ene bager efter den anden fremstille excellent groft brød med stenovne og økologisk spelt og durum, mens det søde, fine hvedebrød af god kvalitet, er noget man må kigge i vejviseren efter. Længe og forgæves. Jeg tror faktisk aldrig jeg har købt godt, sødt hvedebrød. Det har altid været noget korttidshævet underbagt gnat med alt for meget gær, selv hos de dyre bagere. Men så er det da godt at man kan bage det helt selv.

Hvilket fluks bringer os videre til dagens emne, kringlen. Den sødede hvededej begynder at dukke op i kogebøgerne i 1700-tallet. Den er sikkert ældre end det, men det er altså her vi ser dem på tryk. Det fyldte gærbrød er lidt længere om at dukke op, men det sker omkring midten af 1800-tallet. Det er samme historie som med småkagen – komfuret vinder indpas, og man kan begynde at bage brød og kage til dagligt brug selv. Før var man ellers anvist til Den Store Bageovn, der krævede så meget brænde at man kun bagte en gang om måneden, eller måske lidt hyppigere. Så bagte man ikke lige en kringle til eftermiddagskaffen eller søndagsgæsterne. Man bagte som sagt kun det fine brød til højtiderne. Ellers stod den på rugbrød. Og det fine, sødede bagværk var da også forbeholdt Københavnerne og Folk Med Penge det første lange stykke tid, men almuen begyndte så småt at følge med op gennem slutningen af 1800-tallet, da sukker og hvede blev billigere – takket være den spirende industri.

De første kringler er små kringleformede brød, der kun har faconen til fælles med nutidens kagekringle. De kunne være bagt af hvededej, og ifølge legenden forestiller kringlen et par arme i bøn – den opstod i et kloster, hvor munkene var så benovede over hvedebrødet, at de lagde armene over kors og lovpriste Gud for hvedebrød. En temmelig dramatisk reaktion, men ok, hvedebrød ER godt. Senere (omkring 17- århundrede) blev kringlen til en kage, bagt af sødet krydret gærdej. Og i midten af 1800tallet begynder de store kringler at dukke op, dem vi kender idag. Dog uden fyld. De blev bagt af en sød og fed gærdej, gerne med smør og æg, rosiner og kardemomme. Man trykkede dejen flad i kringlefacon, penslede med æg og strøede med sukkker og måske nødder. Vupti, så er der kringle.

Der er mange opskrifter på den såkaldte vandkringle. Vandkringlen var datidens svar på koldhævning. Man sætter hele dejkrukken med den æltede kringledej i en spand koldt vand. Det giver en langsom og fugtig hævning = god kringle. En sådan vandkringle finder vi i Illustreret Kogebog for By og Land, hvor dejen endda bare lægges i et stykke kraftigt lærred og sænkes ned i koldt vand:

Vandkringle, 1901
2 1/4 Pd. fint Hvedemel, 3/4 Pd. Smør, 5 æg, 1 1/2 Pægl kold, sød mælk og 2 Spiseskefulde Gjær æltes godt sammen, Aftenen før Kringlen skal bages. Dejen bindes derpaa ind i et linned Stykke og maa ligge i koldt Vand natten over. Næste Morgen æltes 3/4 Pd Sukker i den tilligemed renvaskede Rosiner, ituskaaren Sukat og lidt Kardemomme, hvorefter den formes som en Kringle, overstryges med smeltet Smør og overdrysses med Puddersukker, før den bages. – Illustreret Kogebog for Land og By af Laura Adeler, s. 186 i mit eget lasede eksemplar, der faktisk var en gave fra en bloglæser.

Til gengæld er der masser af fyld i andre slags gærkager fra den tids kogebøger, så der er ikke langt til den fyldte kringle. Idag bruges ordet også om fyldte dejstænger, selvom de slet ikke er i kringlefacon. Mine kringler er en flettet gærstang. Det er nemmere at bage mindre portioner på den måde, så kringlen ikke skal fylde en hel bageplade.

Jeg er stor kringlefan og mangen en kringle har forladt min ovn i årenes løb (nu lyder jeg gammel. Jeg er kun 33. Husk det. 33. Ung og sprød. Kun 33!). Eftersom jeg altid bager gærbrød på slump, har opskriften været udsat for en løbende udvikling og tilpasning. Et af mine problemer har været at der var for meget dej og for lidt fyld. Det bliver hurtigt meget bastant på den måde. Jeg synes jeg er ved at have fundet den rette balance nu, men der er altid plads til forbedring og personlig smag.

Tricket er at rulle dejen temmelig tyndt ud. Vi taler 1/2 cm tyk, måske lidt mindre. Og så må der godt hives i den når den flettes, så den flettede top ikke bliver for tyk. En god kringle har et tyndt lag dej omkring et pænt lag fyld. Jeg syntes måske det var lige i overkanten, det på billederne, men det var der ingen af testspiserne, der syntes. Den forsvandt foruroligende hurtigt, så det var godt jeg havde bagt en lille sidekringle, så jeg kunne nå at smage noget selv, før der kom gæster. Små snedige tricks – jeg har mange af dem. Du kan selv styre hvor meget af remoncen du vil smøre på.

Opskriften på kandiseret appelsinskal har jeg lagt lige her: KLIK. Du kan bruge syltet appelsinskal istedet, det kan købes i de fleste supermarkeder. Kringle smager bedst samme dag, men den kan fryses straks efter afkøling, og så bare varmes igennem ved 175 grader en 10 minutters tid, direkte fra frost.

Flettet julekringle med marcipan og kandiseret frugt
Mængde: 1 kringle på længde med en bageplade
Bagetid: 25 minutter ved 200 grader

Dej:
1,5 dl mælk
25 gram gær
1 tsk kardemomme
1/4 tsk fint salt
40 gram sukker
100 gram smør
250-300 gram mel

Lun mælken og rør gæren ud heri. Tilsæt sukker, kardemomme og halvdelen af melet. Rør godt sammen. Tilsæt salt og derefter resten af melet lidt ad gangen. Ælt dejen grundigt igennem. Den er rimelig klistret, så det er nemmest at ælte på maskine, men ellers er det bare at stikke grabberne i og tæve dejen til den er blank og smidig og slipper skålen. Det tager noget tid. Snup så smørret og ælt det i dejen. Ælt til dejen atter er blank og fin (og fedtet) og slipper skålen. Lad hæve en time et lunt sted.

Remonce:
100 g smør
75 g sukker
75 g hakket sukat
50 g hakket kandiseret appelsinskal
75 g marcipan

Det hele, undtaget marcipanen, røres sammen i en skål. Marcipanen skæres i tynde skiver, eller rulles til to stænger samme længde som kringlen der efterfølgende trykkes flade. Lad remoncen stå og trække mens kringlen hæver. Marcipanen behøver du ikke skære før den skal bruges.

Pensling:
Sammenpisket æg
Hakkede mandler og sukker

Når dejen er hævet færdig, er kringlen klar. Jeg har valgt at flette min kringle. Det er så pænt. Du starter med at rulle dejen ud til en aflang rektangel. Skær siderne i strimler med en skarp kniv. Smør remoncen på langs midten og læg marcipanen ovenpå.

Fold enderne ind over fyldet og flet kringlen ved at tage en strimmel skiftevis fra venstre side og højre side og lægge den ind over fyldet. Slut af med at folde de sidste to strimler ned under kringlen. Dæk kringlen til og lad den hæve 45 min. Giv den så en god pensling med sammenpisket æg og drys med hakkede mandler og sukker. Bages straks 20-25 minutter ved 200 grader til den er gylden og fin. Kringlen spises lun eller ved stuetemperatur. Næste dag vil den være lidt tør, men eventuelle rester kan lunes i ovnen, 5 minutter ved 175 grader.

Dag 20: Pære-ingefærtærte

Hvad spiste man til jul i gamle dage? spørger du måske dig selv. Vi hører jo så meget om at den danske jul ikke er dansk og ikke ret gammel og så videre und so forth. Og det er jo noget værre pjat, for selvfølgelig er den danske jul dansk, ligesom det danske sprog er dansk, selvom det er kraftigt formet af både tysk, engelsk og fransk. Det er først når man begynder at bruge begrebet “dansk jul” som en eller anden arbitrær xenofobisk målestok, at man skal lukke skuffen.

Men altså, hvis en dansk jul ikke var en dansk jul, så ville mormor end ikke blinke med øjnene, hvis du pludselig serverede dopp i grytan og lutefisk juleaften. Men herude, i den virkelige verden, ville der nok være en del protester, og ikke kun fra mormor. “Hvornår fanden er vi blevet svenskere?” ville man sige, og fortsætte: “Næste år skal jeg nok holde den jul, med DANSK julemad.” For det er jo nok mest på maden, at vi kan kende den danske jul.

I 1500-tallet spiste man grønlangkål. Man spiste tørret fisk, skinke og grød og en tærte. Man bryggede en særlig god tønde juleøl og bagte julekagen, en fin hvedekage, måske var den endda sødet og krydret. Man bagte sigtebrød, af sigtet rugmel. Det var før kartoflen og før komfuret, så brunede kartofler og flæskesteg var der ikke noget af. Det meste af maden blev enten kogt i en gryde eller stegt på en pande. Bagning i ovn var forbeholdt brødet og tærterne, for det krævede rigtig meget brændsel og arbejde at varme ovnene op. Det var også derfor man kun bagte én gang om måneden. Man kunne ikke sådan lige tænde bageovnen juleaften for at stege flæskestegen, men skinke, det kunne man koge, og så kogte man grønlangkålen i skinkevandet bagefter.

På dette tidspunkt vender Danmark lidt på hovedet. Der har lige været reformation, og Danmark har løsrevet sig fra den katolske kirke. Der skete nemlig det, at Frederik d. 1 gik hen og pådrog sig et mindre anfald af død i 1533. Dengang havde man ikke direkte arvefølge, det var rigsrådet, der bestemte. Man skulle jo have sig en egnet monark. Problemet var bare at den afdøde konges ældste søn, Christian af Slesvig-Holsten, var en vaskeægte bølle og en slambert og det der var værre. Han var nemlig stor fan af Martin Luther og hans reformatoriske tanker. Luther var katolsk munk, bosat i Wittenberg i Tyksland. Han havde i sine studier af Biblen fået et noget negativt syn på den katolske udlægning af evangelierne. Dengang var det langt fra alle, der kunne læse, og da slet ikke det latin, Biblen var skrevet på. Derfor kunne man ikke lige gå hen og tjekke om det nu også var rigtigt, det præsten sagde. Man var nødt til at stole på ham. Men Luther kunne, som munk, både læse og studere teologi. Og det, der især vækkede hans munkevrede, var handlen med afladsbreve.

Et afladsbrev var en måde at frikøbe sig fra bodshandlingerne i forbindelse med skriftemålet. Det vil sige at når man gik til den lokale præst og indrømmede at man måske nok havde bedrevet hor og utugt med nabokonen, så fik man tilgivelse af præsten, men man blev også pålagt en bod. En bod bestod af et vist antal dages faste, almisse eller Ave Mariaer. Længden af boden afhang af syndens art og af synderen. En fattig bonde, der havde syndet i det skjulte fik en mildere straf end en rig mand, der havde horet med føromtalte nabokone. Afladsbrevet var noget man kunne købe for at slippe for denne straf, men som det så ofte sker, gik der misbrug i den. Dengang var der ikke internet og folkeoplysning, og som sagt var Biblen på latin. Folk var overbeviste om at Dommedag var nært forestående, og meget bange for at komme i Skærsilden, eller måske endda Helvede. Derfor blev afladsbrevene hurtigt en måde at købe sig fri fra guddommelig straf. De blev solgt af grådige præster og fuskede ikke-præster og det endte med at Paven faktisk helt afskaffede afladshandlen i 1567, som en del af Modreformationen – den katolske kirkes forsøg på at rette op på sagerne efter Reformationen.

Men tilbage i 1517 er der stadig fuld gang i afladshandlen, og Luther er ikke vred – Luther er skuffet! Den 31. oktober 1517 hænger han et stykke papir med 95 teser om afladshandel op på døren til Wittenberg Slotskirke. Det var et folkeopråb, et debatindlæg. Det var starten på reformationen. “Enhver sand kristen,” skriver Luther, “hvad enten han lever eller er død, har delagtighed i alle Kristi og kirkens goder, og de gives ham af Gud også uden afladsbreve.”

Luther var ikke anti-pave. Faktisk skriver han videre “Dog er pavens tilgivelse og delagtighed i ham på ingen måde at foragte, fordi den som sagt er en erklæring om den guddommelige tilgivelse.” Men hans udtalelser faldt alligevel ikke i god jord hos Kirken. Det blev starten på tre års teologiske kampe, udkæmpet på papir, hvor det ene skrift efter det andet blev udgivet, fra begge sider. Mange af Tysklands lærde var enige med Luther, men han endte alligevel med at blive dømt fredløs i 1521. Kun et år efter vendte han dog tilbage til Wittenberg. Oprøret var igang, og den første tyske Bibel, oversat af Luther, blev trykt i 1535. Men Luther stoppede ikke der. Han fortsatte sit arbejde med at oversætte kirkens lære og gøre den tilgængelig for den brede befolkning. Hans mål var ikke at vælte den katolske kirke og starte en ny. Hans mål var at rense kirken for alt det ugudelige frås og rigdom. Som bekendt blev resultatet dog et ganske andet.

Alt det her syntes Christian af Slesvig-Holsten altså var en vældig god ide. Året er som sagt 1533 og reformationen er i fuld gang i Tyskland. Halvdelen af det danske rigsråd er enige med Christian, men den anden halvdel er meget skeptiske. De katolske bisper kunne absolut ikke støtte sådan en reformatorisk bølle. De ville hellere have Christian d. 2, der ellers sad fængslet for at have været lidt for glad for at tage magten fra adlen og give den til de almindelige borgere. Det huede absolut ikke adlen, der afsatte ham og gjorde Frederik 1. til konge. Men nu var Frederik død og både de katolske bisper og de almindelige borgere ville vældig gerne have Christian d. 2 tilbage. Det ville de også gerne i Lübeck, den rige nordtyske handelsby. Det ville de så meget, at de lejede en hær med Grev Christoffer af Oldenburg i spidsen til at erobre Danmark og genindsætte Christian d. 2. Det er det, der blev kendt som Grevens Fejde.

Grevens Fejde blev den udløsende faktor, der bragte reformationen til Danmark. For han tabte, greven, den stakkel. Det så ellers godt ud en overgang, men krigen udløste en masse ballade i Lübeck, bystyret blev væltet og det nye styre kunne godt lide ham Christian af Slesvig-Holsten, den reformglade fidus. De sluttede fred i 1536, og efter et helt års belejring gav København også op. Christian af Slesvig-Holsten blev til Christian d 3. Han fængslede de katolske biskopper, konfiskerede deres ejendele, løsrev Danmark fra den katolske kirke og gennemførte Reformationen ved lov i oktober 1536.

Takket være de lutherske reformtanker fik vi salmebøger på dansk. I den ældste danske salmebog fra 1529 – kun 7 år før Reformationen – var der en ægte dansk julesalme, en ud af kun 3 julesalmer i hele bogen. Den var blevet oversat fra tysk, og første vers lød således:

Lovet være Du, Jesus Christ,
at du Menneske vorden est,
født af en Jomfru ren og klar,
thi glæder sig alle Engleskarer.
Kyrioley

Kyrioley betyder “Herre, forbarm dig.”

Reformationen betød at julegudstjenesten – og de andre gudstjenester, selvklart – blev holdt på dansk. Men folk ville ikke af med den katolske midnatsgudstjeneste. Man forsøgte ellers at forbyde den, og at flytte julegudstjenesten frem til 1. juledag, men det ville man ikke have noget af. Jeg har tidligere blogget en af de vandrehistorier, man brugte til at afskrække folk fra at gå til midnatsgudstjeneste. Den handler om en kvinde, der går i kirke om natten og uvidende ender midt i De Dødes Gudstjeneste. Du kan læse den ved at klikke her: De Dødes Gudstjeneste.

Efterhånden lykkes det dog at få folk overbevist om at de skulle gå i kirke 1. juledag, og midnatsgudstjenesten forsvandt. Man holdt dog fast i at fejre julen om aftenen d. 24 december, hvor alt skulle stå klar ved solnedgang kl 15. Dengang startede den nye dag ved solnedgang. Så gik man i bad – intet snavs måtte tages med over i det nye år – og så fik man julemiddagen. Med tærte til dessert.

Pæretærte var en helt almindelig spise dengang, så sådan en har jeg naturligvis lavet. Det var en af de få frugter, der kunne gemmes vinteren over – såkaldte vinterpærer – og derfor har man flittigt brugt den, ligesom man gjorde med æblet. Min julepæretærte er en pocheret pære der ligger og sovser rundt i en ingefærmazarin. Det er ret enkelt, ret godt, og så kan man bruge pocheringslagen til at lave pæredrinks. Bare hæld hvidvin i og vupti, skål.

Pære-ingefærtærte

Tærtedej:
250 gram hvedemel
150 gram blødt smør
50 gram flormelis
1 æggeblomme

Sigt mel og flormelis sammen i en skål og hak det godt sammen med smørret. Enten med fingrene eller på din røremaskine. Det skal ligne revet ost. Hæld æggeblommen over og saml dejen. Ælt den kort og tryk den flad. Læg dejen på køl en halv times tid.

Tag så dejen ud og rul den tyndt ud på et meldrysset bord. Løft den over i en smurt tærteform. Det kan godt være lettere sagt end gjort, men hvis den går i stykker, så bare tryk den sammen igen, nede i formen. Tryk dejen godt ned i formen og prik den med en gaffel, ligesom en kiks. Læg tærteformen i fryseren en halv time.

Imens varmer du ovnen op til 225 grader. Når den halve time er gået, sætter du tærten i ovnen, direkte fra fryseren. Giv den 5 minutter og skru så ned på 200 grader. Hvis bunden på dette tidspunkt er boblet op nogle steder, så bare stik en gaffel i og punktér den igen. Men det burde den ikke, hvis den er prikket ordentligt inden. Giv bunden ca. 10 minutter mere ved 200 grader, til den er fint lysebrun og gennembagt. Tag bunden ud og skru ovnen ned på 175.

Bred ingefærmazarinfyldet ud på den varme tærtebund. Skær de pocherede pærer ud i vifter eller både, eller lad den forblive hele. Læg dem ovenpå mazarinfyldet og bag tærten i ca. 35 minutter til mazarinen er gylden og fin.

Pocherede pærer:
3 store faste pærer
20 gram frisk ingefær
1 stang vanilje
1/2 liter vand
400 g sukker

Vand og sukker blandes i en gryde. Ingefæren skæres i små stykker og puttes i vandet. Vaniljestangen flækkes og ryger samme vej. Tænd for middelt blus og varm gryden op til al sukkeret er smeltet. Tag så gryden af blusset, læg låg på og lad det trække en times tid, så smagen af ingefær og vanilje kommer bedre frem.
Imens skrælles pærerne og halveres. Lad kernehuset blive i. Varm lagen op til en simren og læg pærerne i. Pocher dem til de er møre (når man kan poke en strikkepind eller gaffel i dem uden modstand). Tag gryden af varmen og lad pærerne køle helt af i lagen. Nu er de klar til brug. De kan gemmes en uges tid i køleskabet, hvis de får lov at blive liggende i lagen.
Pærerne kan også spises med chokoladesauce og vaniljeis, så er det Pære Belle Helene. Nam!

Ingefærmazarin:
Fyld:
150 gram marcipan
120 g sukker
120 g blødt smør
2 æg
1 stor spsk friskreven ingefær

Skær marcipanen i små stykker og blend den sammen med smørret med en stavblender. Tilsæt æggene et ad gangen og blend videre til en glat masse. Rør resten af ingredienserne i med en ske.
Hvis du ikke har en stavblender, så tager du marcipanen og ælter den sammen med smørret og tilsætter æg lidt ad gangen til massen er meget blød. På den måde undgår du store marcipanklumper. Rør resten af ingredienserne i.

Ingefæren rives nemmest på et skarpt rivejern. Jeg bruger et microplane. Det giver en fin “mos” der er nem at røre ud i mazarinmassen.

Dag 14: Jødekager

Så er det blevet tid til den årlige julevisit hos mor i Århus. Det betyder at jeg kækt forlader resten af husets beboere og drager til det mørke Jylland, hvor peberen gror. Det er altid dejligt at besøge Århus, men hvis der er noget, jeg har lært at hade, så er det togturen derover. Den er så lang (det sagde hun også i går), og jeg har kørt den tur en million milliard gange efterhånden, selvom det kun er 2 1/2 år siden jeg flyttede derfra.

Der var en overgang hvor det hjalp at sige til mig selv “Sif – du er så priviligeret. Du er i live og kan opleve dette. Du bor i et land med toge, der næsten kører til tiden. Du har endda en dejlig white mocha fra Starbucks i din hånd dette er ikke et sponsoreret indlæg, og en tablet, der kan vise en hel masse afsnit af Bones og Supernatural. Vær nu lidt taknemmelig, din kost!”

Det holdt desværre ikke så længe. Kun en enkelt togtur eller to. Denne gang har jeg tyet til grovere midler, såsom en plade Valrhona og det sidste afsnit af Arrow sæson 2, gemt specielt til denne lejlighed. Overvejer også at holde mig vågen hele natten, så jeg kan sove i toget, men med mit held ender jeg sikkert med først at vågne når vi er nået til Ålborg. Verden er i sandhed ond.

For ikke at komme til at glemme bloggen i disse festlige feriedage, har jeg forhåndsbagt en række julesmåkager, så de næste 3-4 dage vil stå i julesmåkagernes tegn. Men ikke søndag! Søndag er hviledag. Der skal jeg spise marcipan og sove. Ikke samtidig, det er farligt.

Første småkage er jødekagen. Det var min barndomsfavorit (idag kan jeg bedre lide fedtebrød), og det er da i sandhed også en lækker lille pakke. Hjortetaksalt sørger for sprødheden, mens kanelsukker og mandler bidrager med en umiskendelig smag af… æh… af kanelsukker og mandler.

Det er madjournalistik på højt plan, det her.

Jødekagen tilhører den gruppe af småkager, der blev vældig populære i midten af 1800-tallet, da man begyndte at få brændekomfur og kunne bage småkager i sit eget lille køkken. En af de første opskrifter på jødekager er fra 1859, og er fundet på Den Gamles Bys hjemmeside, som du skal kigge på og læse og lære kloge ting af. Den lyder sådan her:

Jødekager 1859
500 gram fint mel, 250 gram smør, 180 gram sukker, 2 æg, 7,5 gram hjortetakssalt, 7 gram stødt kanel og 12 – 14 hylstre finstødt kardemomme æltes koldt sammen, rulles tyndt ud og skæres i små langagtige firkanter. På midten af hver kage trykkes en flækket sød mandel. Derefter stryges de med pisket æg, strøes godt med hvidt sukker og bages ganske lysebrune. – Håndbog for husmødre i alle stænder [kilde]

Der er lidt med krydringen og faconen, men ellers er det den samme gode gamle jødekage. Madam Mangor har også et godt forslag:

Jødekager Nr. 2, 1876
1 ¼ Pund Meel, ¾ Pund (75 D.) udvasket Smør, ½ Pund (50 D.) Puddersukker, 2 Æg og 2 Theskeer Hjortesalt, opløst i lidt Rosenvand, æltes godt, udrulles og afstikkes med en Kop. De overstryges med Æggeblomme eller Æggehvide, Strøes med Puddersukker og belægges med skaarne Mandler. Noget af Melet tilbageholdes til at mele Brædtet og Rullen med. Dette bliver en stor Portion. – Mangors Kogebog for smaa Huusholdninger [kilde]

Der mangler lidt kanel, men det lyder egentlig ikke dårligt at drysse puddersukker på. Er der stadig nogen, der kalder det puddersukker, istedet for brun farin? Da jeg var barn kaldte vi det altid puddersukker, og nu støder jeg af og til på folk, der hårdnakket påstår at puddersukker da må være flormelis, for flormelis har konsistens som pudder. Det er altså brun farin. “Pudder” hentyder til at sukkeret er stødt og fugtigt, i modsætning til topsukkeret, man selv skulle støde. Kilder helt tilbage fra 1799 beskriver puddersukker som et brunt, finkornet sukker. Men! Sproget er en finurlig ting, så der skal sikkert nok være nogle afkroge, der har brugt betegnelsen om flormelis, ligesom flormel i gamle dage betød “fint mel”. Det har også forvirret visse læsere af gamle opskrifter…

Det er måske også lidt ligemeget, for der er hverken flormelis eller puddersukker i opskriften her. Men de smager stadig lige godt af den årsag,

Jødekager
Mængde: ca 50 stk, afhængig af størrelse
Bagetid: 8 minutter ved 185 C

300 gram hvedemel
200 gram blødt smør
125 gram sukker
1/4 tsk fint salt
1/2 tsk hjortetaksalt
1 æg

1 æg til pensling
Hakkede mandler
Kanelsukker

Sigt mel, sukker, salt og hjortetaksalt sammen i en skål og plop smørret i. Med fingrene gnides smørret ud i melet til det hele ligner groft smulder. Slå ægget ud og hæld det ovenpå og saml hurtigt dejen til en kugle. Dejen skal kun lige akkurat æltes til den er glat. Klap dejen flad, del den i 2 portioner og læg dem på køl en times tid, godt pakket ind.

Tag den ene dejklump ud og rul den tyndt ud på et meldrysset bord. Det skal være meget tyndt, omkring 2 mm. Arbejd hurtigt, så dejen ikke bliver for varm – så bliver den enormt besværlig.

Stik cirkler ud med en rund udstikker eller et drikkeglas og læg dem på en bageplade. Smør med sammenpisket æg og drys med hakkede mandler og kanelsukker. Bag de små svin i 8 minutter ved 185 grader – hold godt øje, 30 sekunder kan være forskellen mellem brun og brændt, og alle ovne er forskellige. Måske skal de kun have 7 minutter, måske 9. Det afhænger også af hvor tyndt du har fået dem rullet ud.

Pak småkagerne ned i en kagedåse og spis inden 2 uger.

Dag 11: Æbleskiver

I dag er der præcis en måned til juleaften! Wohoo. Det skal fejres med æbleskiver. De fleste kender vel til historien om æbleskiver. De hedder æbleskiver, fordi der engang var æbler i, og fordi de første æbleskiver var skiver af æble, dyppet i dej og enten stegt på en pande eller kogt i fedt. Madam Mangor kalder den slags for “flydende æbleskiver”.

Flydende Æbleskiver, 1876.
¼ Pund (25 O.) Meel udrøres med 4 Lod (12 O.) Smør, som afklares, ½ Pægel Øl, ½ Pægel Melk og 4 Æg, hvoraf Hviderne pidskes og røres i tilsidst. Æbler skrælles, udhules, skæres i Skiver, og der kan gives den et lidet Kog i Sukker og Vand, hver Skive dyppes i Deigen og koges.
Man kan ogsaa lave Deigen af ½ Pund (50 O.) Meel, ikke fuldt ½ Pot Melk, 4 Lod (12 O.) afklaret Smør og 1 Æg, hvoraf Hviden pidskes. Disse ere store Portioner. – Mangors Kogebog for smaa huusholdninger (1876)[kilde]

Flydende æbleskiver er overalt i middelalderlitteraturen. Æbler, de små hårdføre og langtidsholdbare bæster, der vokser vildt overalt, blev brugt rigtig meget i middelalderkøkkenet. Det med at dyppe dem i dej og stege dem i fedt blev kaldt fritter. Eller friturs eller frytour. De hedder stadig fritters idag. Amerikanerne kan godt lide dem.

I A Noble Boke Off Cookry fra 1480 kaldes de “friturs of appilles” og gives som forslag til et januarmåltid sammen med “pige, pelle, lambe, cony, and bitur”, dvs svin, lam, kanin og hejre (pelle har jeg ikke kunnet oversætte).
I kogebogen “The English Huswife” fra 1615 anbefales det at koge dem i oksetælle, for det bliver de bedst af. Det gælder også for fritter af kartoffelslagsen, skulle jeg hilse og sige.

I Forme of Cury fra det 14. århundrede finder vi en anden variant, med gær:

Frytour of pasternakes, of skirwittes, & of apples, 1400
Take skyrwittes and pasternakes and apples, & perboile hem. Make a batour of flour and ayren; cast þerto ale & yest, safroun & salt. Wete hem in þe batour and frye hem in oile or in grece; do þerto almaund mylke, & serue it forth – Forme of Cury, 14. århundrede [kilde]

På almindelig dansk betyder det: Tag sukkerrødder og pastinakker og æbler, og forkog dem. Lav en dej af mel og æg, tilsæt øl og gær, safran og salt. Væd dem (grøntsagerne og æblerne) i dejen og steg dem i olie eller fedt. Serveres med mandelmælk.

Æblefritter spiser man stadig i store dele af verden, men i Danmark udviklede det sig på en eller anden måde til små runde dimser, bagt i en æbleskivepande. Det skete på et tidspunkt i 1800-tallet. Den gode Madam Mangor giver en opskrift, der består af mel, mælk og mange æg. Dejen hæver udelukkende ved hjælp af stiftpiskede hvider, og der er æblestykker indeni. I Sørine Thaarups “Kogebog for By – og Landhuusholdninger”, 1864, er æbleskiverne bagt med gær som hævemiddel. Der er ikke æbler i, til gengæld er der både mandler og rosiner.
Gær eller æggehvider har været det fremherskende hævemiddel for æbleskiver. Den tidligste natron-æbleskive jeg har fundet, er denne:

Æbleskiver med Kjærnemælk, 1901
I 5 Pægle Kjærnemælk røres 4 Æg, 1 Pund Hvedemel og 2 Theskefulde tvekulsur Natron. Æbleskiverne bages og serveres paa sædvanlig Maade. – Illustreret Kogebog for By og Land, 1901. Kilde: Mit eget lasede eksemplar.

Nu er vi altså ude i noget, der ligner den klassiske æbleskive som vi kender den idag – der mangler bare lidt citronskal, kardemomme og sukker. Det er der til gengæld i min egen opskrift, som giver smækre runde æbleskiver. Det der med at bage æbleskiver kan godt være lidt tricky. Nok mest fordi vi stort set kun gør det i december, og så skal man nærmest starte forfra hvert år. Tricket er dels at piske æggehviderne rigeligt stive, og dels ikke at bage ved for hård varme. Æbleskiverne skal nå at bage igennem før de bliver sorte udenpå. Jeg har min støbejernspande stående på 5 eller 6 ud af 9 trin, når jeg bager. De skal vendes med en strikkepind 3 gange i alt for at bage fint og jævnt. Først den ene side og så den anden side og så lidt på højkant. Æbleskiver er færdigbagte når de føles “lette” på pinden når de løftes op af panden. Med lidt øvelse kan du nemt mærke forskel.

For at få runde æbleskiver, skal hullerne fyldes godt op – husk at de hæver, så de skal ikke fyldes HELT op – men flade æbleskiver smager ligesågodt som runde, så hvis du ikke synes du kan styre jævn bagning af så meget dej, så nøjes med en stor spsk dej i hvert hul. Det giver også gode æbleskiver, og de bager hurtigere igennem uden at branke på ydersiden. En god ting hvis man er æbleskivenovice.

Husk at bruge rigeligt smør til stegningen.

Æbleskiver
Mængde: Ca. 35 stk afhængig af størrelse

225 g hvedemel
1/2 tsk natron
1 tsk bagepulver
1 spsk sukker
1/4 tsk fint salt
1 tsk kardemomme
Reven skal af 1 citron
Kornene af 1 stang vanilje
3 æg
3 dl kærnemælk
2 spsk fløde

Hvedemel, natron, bagepulver, salt, sukker og kardemomme sigtes sammen i en skål. Citronskal og vanilje smides oveni.

Æggene deles i blommer og hvider. Hviderne hældes i en skål og sættes til side.

Kærnemælk, æggeblomme og fløde røres sammen i en skål eller et bæger. Det røres i melet med et piskeris, lidt ad gangen, til en tyktflydende dej. Dæk skålen til med et rent klæde og lad dejen hvile en halv time. Pisk æggehviderne meget stive og vend dem forsigtigt i dejen.

Varm æbleskivepanden op og bag æbleskiverne i rigeligt smør. Æbleskiverne kan fint gemmes og varmes i ovnen. De kan også fryses ned. Spises med sukker eller flormelis og syltetøj.

Dag 3: Sirupskage af tandsmørstypen

Sirupskage er en af de der kager, der ikke helt ved om den skal være billig eller dyr. På den ene side består den mere eller mindre af lige dele mel, sukker og øl eller kærnemælk. På den anden side er den proppet med krydderier som kanel, nellike, allehånde og ingefær, og de var dyre i gamle dage.

Idag er det lige omvendt. Vi kan få krydderier kastet i nakken til ingen penge (især de heldige svin, der bor tæt på Bazar Vest i Århus), mens kiloprisen på mel og sukker efterhånden er oppe på en nyre, en lever og ens førstefødte. Skal det også være økologisk, kan man ligeså godt bare lægge sig ned og dø og forlade denne onde og dyre verden.
Eller flytte til Tyskland. Jeg hamstrer altid, når jeg har været i Tyskland på ferie. Mest slik og Götterspeise (mit Waldmeister-Geschmack, bitte!). Sidst jeg var i Berlin fyldte jeg kufferten op med tusind pakker sukat. Jeg er stor fan af sukat. På et tidspunkt kom jeg hjem fra Rema1000 og proklamerede at de havde ret så fornuftige priser på deres basisvarer, såsom sukat. Resten af husets beboere stillede sig en anelse skeptiske overfor påstanden om at sukat skulle være en basisvare, og de har selvfølgelig ret. Sukat er ikke en basisvare.

Sukat er et grundstof.

Men egentlig er det ligegyldigt, for der er ikke sukat i sirupskage. Ikke fordi man ikke godt kunne komme sukat i. Og rosiner. Men det skal man ikke, for så bliver det pludselig en søsterkage og hvis man så deler den i tre bunde og lægger kagecreme i mellem bliver det en søsterlagkage, og det er slet, slet ikke det, denne blogpost handler om. Den handler om sirupskage.

Sirupskage findes i forskellige varianter. Denne her er en af dem, der ikke indeholder smør, og som kan holde sig i dagevis. I forhold til at det er kage, er den ikke voldsomt sød, så den kan godt tåle en god gang glasur eller smørcreme. Jeg spiser den dog som brød – skåret i skiver, med smør på, og måske også marmelade eller ost (prøv blåskimmelost, det er supernice).
Istedet for kærnemælk/flødeblandingen kan man bruge ren kærnemælk, eller man kan hælde en øl i. Så bliver det til en ølkage. Man kan udelade ægget, hvis man vil, men det giver lige lidt ekstra. Hvad krydderierne angår kan man blande som man lyster, hvis man nu står og har en favoritblanding af julens krydderier, som man bruger til andre ting – peberkager, f.eks.

Jeg synes den er bedst som den står skrevet står, så det er sådan I får den.

Sirupskage
Mængde: 1 stor rugbrødsform eller en 24 cm springform
Bagetid: 1 time ved 175 grader

500 g mel
1 tsk natron
2 tsk kanel
1/2 tsk stødt ingefær
1/2 tsk stødt nellike
1/2 tsk stødt allehånde
1/4 tsk fint salt
300 g sirup
100 g brun farin
2 dl kærnemælk
2 dl piskefløde
1 æg

Tænd ovnen på 175 grader (ikke varmluft). Smør en 2 liters rugbrødsform og drys den med mel. Alternativt kan du bruge en 24 cm springform. Eller en lille bradepande, hvis du skal være på tværs. Husk at holde øje med kagen, for det kan ændre på bagetiden.

Bland kærnemælk, fløde og æg i et målebæger eller andet, der kan hældes fra. Sigt mel, natron, salt og krydderier sammen i en stor skål. Hæld sukker og sirup på. Tilsæt mælkeblandingen under omrøring og rør til du har en fin tyk og brun dej. Hæld dejen i formen og bag den midt i ovnen til den er færdig, ca. 1 time. Stik i den med en strikkepind. Den skal føles fast hvis du vrikker lidt med strikkepinden, men der kan godt sidde lidt fugtige krummer fast på. Det betyder ikke noget, så længe det ikke er rå dej.

Lad kagen køle af et kvarters tid før du vender den ud på en bagerist og lader den køle helt af. Spis med smør og måske ost og måske også marmelade. Drik the til, som det sig hør og bør!

Dag 0: Klejner (Køkkenbog for unge Piger, 1944)

Idag er det Mortensdag. Det fejrer vi ikke så meget herhjemme, for traditionen tro er Danmark lige en dag forud med festivitasen. Vi fejrer Mortensaften dagen før – ligesom vi også fejrer Sankt Hans aften dagen før, og Juleaften dagen før (dagen før dagen I ved). Egentlig er vi ikke helt galt på den, for ifølge kirkens kalender starter den nye dag ved solnedgang – og mand hvor nedganger solen bare tidligt i december. Helt præcis kl. 15:51 i år. Længe før nogen som helst er færdige med anden.

Mortensdag stammer oprindeligt fra Frankrig, for Morten Bisp var franskmand. Og bisp. Den nye helligdag faldt (sjovt nok) sammen med en allerede eksisterende høstfest, men i det noget koldere danske klima var man færdig med høsten allerede i slutningen af september. Også her havde man fået smurt lidt kristendom ud over det glade gilde, og valgt at kalde det Mikkelsdag, til ære for ærkeenglen Mikael.

Mortensdag – og Mikkelsdag – var offentlige helligdage lige indtil 1770. Otto Thott og Ludvig Harboe, de svin, med hjælp fra Struensee, den kost, fik kong Christian 7. til at underskrive Helligdagsreformen af 1770. Med et pennestrøg slagtede de alle de mange rare fridage vi ellers kunne have haft.

Men før massakren var Mortensaften en af de dejlige helligdag. Mortensdag kom til at markere begyndelsen på den 40 dage lange adventsfaste. Man mener den blev indført i Frankrig midten af det 6. århundrede, og herfra bredte den sig til resten af Nordeuropa. Også Danmark, da vi endelig tog os sammen til at blive kristne dengang Harald Blåtand byggede Jellingstenen lige omkring det første årtusindskifte. Jeg har læst et sted at danskerne sådan aldrig for alvor blev vilde med konceptet “at faste”, så hvor alvorligt man har taget det, er ikke godt at vide.

Det har varieret op gennem tiderne og fra sted til sted hvor længe og hvor streng fasten har været, men det har altid som minimum betydet nul kød og nul fjerkræ. Der har også været begrænsning på måltiderne, som regel et enkelt om dagen. I områder med streng faste har kosten været vegansk, hvilket på ingen måde har været morsomt i den Nordeuropæiske vinter. Velkommen til fest med kål og byg og tørrede ærter. De fleste steder var det dog tilladt at spise fisk, hvis man vel at mærke kunne skaffe dem. Søndagene var ikke fastedage, så der kunne man få sin bøf, hvis man havde sådan en.

I Danmark blev fasten afskaffet med reformationen (og de havde nær afskaffet julen med, men det lykkedes da gudskelov ikke). Den katolske kirke holdt fast i noget længere tid, men de sidste rester af adventsfasten røg i det 20. århundrede. I det sydlige Italien er der stadig tradition for at spise fisk juleaften som en del af den katolske juleaftensfaste, selvom den formelt set er blevet afskaffet – men madtraditioner er ikke altid sådan lige at få has på. Bare prøv at ændre på risalamanden juleaften og se om du overlever.

Med adventsfasten sparket solidt ud af kalenderen er det istedet oplagt at betragte Mortensdag som startskuddet til 40 dages helt legalt juleri. Og når jeg siger juleri, så tænker jeg hovedsageligt på mad. Og når jeg siger mad, så mener jeg kage. Nærmere bestemt klejner.

Klejnen er ligeså gammel som julen selv, og det er ikke løgn. Man kender den i alt fald fra middelalderen, hvor den blev kaldt en bakkelse og kunne have alle mulige faconer. Idag er den vredet, og min opskrift stammer fra min mormors gamle plettede husholdningsskolebog, der nok kunne lære unge frøkener at holde hus med maden og med pengene. Den hedder “Køkkenbog for unge Piger” og er fra 1944. Der er mange interessante opskrifter i den bog, der kan forklare manget et madtraume fra min mors generation. De er i alt fald udviklet med blikket fæstnet på økonomi fremfor velsmag, og der er overraskende lidt tegn på brug af netop de afsnit. Men siderne med julesmåkager er plettede med noter og krydser, så jeg turde godt give mig i kast med klejnerne. Og de er gode. Faktisk er de så gode at jeg ikke helt kan være alene hjemme med dem. Nom nom nom.

Jeg har pimpet en anelse på den originale opskrift. Der er tilsat vanilje og reven citronskal. Derudover har jeg udskiftet sukkeret med flormelis, for det giver en mindre klistret dej, der er lettere at arbejde med. Du kan bare skifte tilbage hvis du vil.

Klejner
ca. 30 stk

200 gram mel
50 gram flormelis
50 gram blødt smør
1 spsk fløde
1 æg
1 tsk kardemomme
1/4 tsk hjortetaksalt
1 stort nip fint salt
Reven skal af 1 citron
Kornene af 1 stang vanilje eller 1 tsk vaniljesukker

500 gram svinefedt eller palmin til kogning

Sigt mel, flormelis, hjortetaksalt, salt og kardemomme sammen i en stor skål. Put vanilje og citronskal i skålen. Skær smørret i et par mindre stykker og læg det ned også.

Snup din megaseje pastrycutter og hak løs til smørret er hakket godt ud i melet. Hvis du ikke har en megasej pastrycutter kan du bruge fingrene, eller du kan røre dejen på din røremaskine med K-spaden. Bare pas på ikke at røre mere end højest nødvendigt, så bliver dejen sej.

Lav en lille fordybning i dejen og hæld ægget og fløden ned i. Hak videre med den megaseje pastrycutter eller dine megaseje fingre eller rør lidt med røremaskinen til dejen begynder at samle sig. Ælt den færdig med fingrene til du har en fin og glat klump. Tryk den flad og læg den på køl en times tid, eller natten over, hvis du synes det passer bedre ind i planerne.

Rul dejen ud på et meldrysset bord til omkring 2-3 mm tykkelse. Med en klejnespore (eller bare en kniv) skæres der først strimler den ene vej og så den anden vej, så du får fine ruder. Du kan bruge en lineal og måle hvis du vil have lige store klejner, eller du kan freestyle for vildt. Det er ligemeget om de er lige store, eftersom de jo skal koges og du dermed kan tilpasse kogetiden alt efter størrelse. Skær et snit i midten af ruderne, så du kan folde de små svin.

Det gøres ved at trække den ene af spidserne gennem hullet og vupti. I gamle dage kaldte man klejner for vridefitter nogle steder. Siger det bare! Du kan også lave nogle mindre klejner, ruderformede og med snittet i midten, og så bare undlade at vride dem, hvis du helst er fri.

Lad klejnerne hvile tildækket en halv times tid, gerne et koldt sted.

Og så er det fedtkogetid. Det har jeg ikke billeder af, for at stå med stativ og stort kamera sammen med 180 grader varm olie i lillebitte køkken var ikke en situation min paranoia umiddelbart kunne bifalde. Men det er heller ikke så svært.

Du putter svinefedtet/palminen i en lav, tykbundet gryde (tror min er 3 liter) og tænder på jævn varme. Ikke knalde op for komfuret, så går det alt for stærkt og kan branke. Jeg holder mit komfur på 6 ud af 9. Lad fedtet blive 180 grader varmt. Du kan måle med et sukkertermometer eller bruge den gode gamle metode med en lille træpind. Det skal syde når du stikker træpinden i. Hvis du bruger en tændstik, skal det for guds skyld ikke være svovlsiden, du stikker i den varme olie.

Når olien er varm, er det bare med at koge klejnerne. Læg dem forsigtigt i olien med en gaffel, max 3 eller 4 ad gangen, så temperaturen ikke falder for meget. Vend dem når de er gyldne på undersiden, og når de er helt fine og gyldne over de hele, tages de op og lægges på køkkenrulle.

Klejner smager bedst forholdsvis nykogte, men holder fint i en kagedåse. Hvor længe ved jeg ikke, for her holder de max 2 dage.

Kanelsnurrer og kardemummabullar

Kardemommesnurre!

Jeg elsker gærkager. Gærkager og mig jeg har opnået en fælles forståelse. De fortæller ikke nogen hvor hurtigt jeg kan kværne en plade kanelsnegle og til gengæld får de udvalgte stakler en hurtig og nådig død til eftermiddagskaffen. Sådan er jeg, nådig og barmhjertig til den bitre ende. Og selvom min kærlighed til kanelsnegle, brunsviger og så videre blev grundlagt i min tidlige barndom, længe før konceptet “historisk mad” fangede min interesse, så er gærkagen alligevel et bagværk med en lang historie bag sig.

Hvede (af germansk hwaitia, betyder “hvid”, så hvid hvede er dobbeltkonfekt), mest i form af enkorn og emmer, var en af hovedaktørerne i civilisationens opståen for små 12.000 år siden i Den Frugtbare Halvmåne. Det var et særligt frugtbart område i Mellemøsten, der blandt andet talte det nordlige Irak og Iran. Man var allerede så småt begyndt på agerbrug (hvem gider også være nomade?), men da istiden smeltede medførte det klimaforandringer i den del af verden. Det blev tørrere og køligere og CO2 indholdet i atmosfæren faldt. Nogle af konsekvenserne var trædød og kraftig nedgang i de spiselige planter. Folk flyttede sammen på mindre plads, og ergo måtte man optimere landbruget hvis der skulle kunne dyrkes mad nok på så lidt plads. Heldigvis gik der “kun” små 1000 år før klimaet igen begyndte at blive mere nådigt, men da var landbrugssamfundet allerede en sammentømret realitet, der skulle ende med at brede sig til resten af verden over de næste mange tusinde år.

Denne tidsperiode kaldes iøvigt præboreal tid. Er det ikke et fantastisk ord? Præboreal. Boreal kommer fra latinsk borealis og betyder nordlig. Danmark var lys og luftig og temmelig flad rent plantemæssigt efter at have været begravet i istid. Temperaturen steg hele tiden, nu hvor den nordeuropæiske dybfryser i dén grad var blevet afrimet. Træerne begyndte at komme tilbage. Først var birk altdominerende (surt hvis man var allergisk overfor birkepollen) sammen med lidt bævreasp og små buske og en hel masse hede. Det gav åbne og lyse skove. Uroksen flyttede også tilbage, det samme gjorde elgen og bisonen. Og vildhesten. Senere kom fyrretræerne og gjorde skovene mørke og onde, og så kom hassel, og så var det ikke længere præboreal tid, men boreal. Der kom masser af dejligt kød til landet i form af hjortevildt og vildsvin. Til gengæld skred vildhesten. Hesten er et steppedyr og trives dårligt i tætbevokset skov, hvor den ikke kan flygte fra rovdyr.

Mennesket var her også. På dette tidspunkt begyndte jægerstenalderen herhjemme, så vi var lidt bagud i forhold til de sydlige egne, men vi havde jo også lige haft en stor fed istid. Palæolivsstilen var yderst hip i denne tidsperiode. I Danmark begyndte vi først for alvor begyndte på landbrug i år 3900 f. Kr. Ikke mindst fordi hvede, rug og byg slet ikke voksede vildt i Danmark, så vi måtte pænt vente på at der kom nogen rejsende forbi med dem i lommen.

Avisforside fra Yngre Lindetidende

Men i 3900 f. Kr kom bondestenalderen endelig til Danmark, i det der kaldes subboreal tid eller Yngre Lindetid. Agerbruget var rejst hele vejen fra Mellemøsten og op gennem Europa. Da Danmark ligger ret højt oppe, var vi ret sent på den. Sandsynligvis blev vi inspireret af tyske og hollandske agerbrug.

Og jeg skal love for at hverdagen blev ændret for evigt. Hele vores samfund blev grundlagt ved overgangen til agerbrug. Uden bondestenalderen havde vi sikkert stadig været nomader, vandrende fra boplads til boplads, levende af æbler og hasselnødder og vildsvinesteg og østers. Ingen kanelsnegle. Ingen chokoladekage. Ingen Netflix. Og allerværst, ingen gotiske katedraler.

Uanset hvad, så begyndte man at dyrke svedjebrug, hvilket betød at man futtede skovene af så man kunne dyrke hvede i form af emmer, enkorn og dværghvede. Man dyrkede også nøgenbyg, hvilket er et ufatteligt morsomt navn, men det betyder bare at kornet ikke har nogen avner, der skal fjernes. Ingen af disse kornsorter eksisterede i deres vilde form i Danmark. Det var importvarer fra Mellemøsten hele bundtet, hvilket ultimativt må diskvalificere korn som dansk mad. Og det gælder også rugbrød. I starten var rug sådan en biplante, der dukkede op i de fine bølgende hvedemarker, men man fandt hurtigt ud af at rug gav et langt bedre udbytte under de danske forhold. Temperaturen begyndte nemlig at falde igen i starten af bondestenalderen. Så mens hveden voksede og trivedes i Den Frugtbare Halvmåne og nærmest totalt udraderede rugen, så var det lige omvendt i Danmark. Hveden var en vanskelig plante der gav lavt udbytte, mens rugen var hårdfør og gav megen mad på bordet. Medmindre høsten slog fejl. Så var man screwed og måtte grave dybt i naturens spisekammer, der jo unægteligt var blevet mindre af den megen agerbrug.

Sådan var det i mange tusind år. Rug og byg var hverdagsmad, hvede var højtidsmad eller rigmandsmad. Det var ikke ualmindeligt at give hvedekager i julegave. I slutningen af 1800-tallet begyndte vi dog at importere billigt korn udefra og priserne faldt noget. Samtidig udviklede man nyere og mere hårdføre hvedesorter, der gav langt større udbytte end hidtil. Det er iøvrigt denne moderne hvede, man kan ofte ser omtalt som giftig og ødelæggende for helbredet. Om det er sandt, ved jeg ikke. Måske det mere er de afsindige mængder vi spiser. Idag udgør hvede halvdelen af Danmarks kornproduktion.

Med andre ord, der er hvede nok til at du kan bage både kanesnurrer og kardemummabullar (det er det samme, bare med kardemomme). Kanelsnurren er blevet lidt af en modebolle i Danmark, efter Claus Meyer introducerede den. I Sverige spiser de dem både morgen, middag og aften. Der kaldes de bare kanelbullar, og kan være snoede – som vores kanelsnegle – eller vredne. Jeg spiste mange, sidst jeg var i Stockholm. Men noget jeg spiste endnu mere af, var kardemummabullar. Det er kanelsnurrer med kardemomme istedet for kanel. En brilliant og genial opfindelse, som du er nødt til at prøve. Det er samme dej som til kanelsnurrerne, så der er ingen undskyldning for ikke lige at lave halvdelen af remoncen med kardemomme istedet for kanel.

Hvis du er i besiddelse af en krydderkværn, er det her, du skal bruge nykværnede kardemommefrø. Det smager guddommeligt! Men helt almindelig stødt kardemomme fungerer selvfølgelig også godt, så lad ikke akut kværnmangel afholde dig fra at prøve disse vredne lykkestykker. At vride en kanelsnurre er ikke svært. Man slår sådan set bare knude på dejen. Jeg har lavet en lille billedguide, så du kan blive kanelvriderpro på no time.

Hvis jeg på nogen måde har mulighed for det, så koldhæver jeg min gærdej med ganske lidt gær. Det giver en god smag. Alternativt bruger jeg en kvart pakke og lader det hæve knap to timer. Koldhævning har dog den ultimative fordel at det gør dejen meget lettere at håndtere – og som en ekstra bonus kan man fordele arbejdet over to dage.

Kanelsnurrerne fryser smukt, så bag gerne dobbelt portion. De skal bare direkte fra fryseren og ind i en 200 grader varm ovn i 5 minutter, så er de som nybagte. Lune og lækre! Det er sådan de unge vil have det.

Kanelsnurrer og kardemummabullar
12 stk

2 dl sødmælk
2 spsk sukker
1 spsk kardemomme
5 g gær (eller mere, for kortere hævetid)
300 g hvedemel
1 tsk groft salt
50 g smør

Fyld:
100 g smør
100 g sukker
2 spsk kanel/kardemomme

Lun sædmælken sødmælken og rør kardemomme og sukker i. Tilsæt gær og rør det ud. Tilsæt lidt af melet sammen med salt og rør rundt. Tilsæt resten af melet og ælt til en glat dej. Det gøres nemmest på en røremaskine, da dejen er temmelig blød, men har du ingen røremaskine, kan jeg anbefale Richard Bertinets “slap and fold”, som er en måde at ælte meget blød dej i hånden. Du kan se den lige her: Klik klik for æltefoldning.
Når dejen er æltet fin og glat, skal smørret æltes i. Det skal være blødt, men selvklart ikke smeltet. Ælt smørret i og ælt til dejen er glat igen. Læg dejen i en overdækket skål og lad den sove i køleskabet ca. 12 timer eller op til et døgn hvis det er nødvendigt.

Når dejen skal bruges, rører du først remoncen ved ganske enkelt at røre det bløde smør sammen med sukker og kanel/kardemomme.

Den udrullede dej med remonce

Så tager du dejen ud af køleskabet og ruller den ud til en aflang firkant på et meldrysset bord. Rul den ikke for tyndt ud – en halv centimeters tykkelse skal det være. Smør remoncen på i et jævnt lag (nemmest med en dejskraber).

Folde folde

Fold dejen på den lange led.

Skære skære!

Skær dejen i strimler, ca 2 cm brede. Nu skal den vrides!

Vride vride

Start med at tage en strimmel og vrid den om sig selv så det bliver en fin spiral.

At slå en knude – følg pilen

Slå så knude på dejen. Det gøres lettest ved at folde den om to fingre så der dannes en løkke, og så skubbe den ene ende gennem løkken.

Færdig snurre

Sådan ser en fin snurre ud! Sæt den på en bageplade. Gentag til der ikke er mere dej at vride.

Hæve hæve!

Lad snurrerne efterhæve 1-2 timer, afhængig af temperaturen i dit køkken (vores køkken når ca. 30 grader på disse sommerdage, så det gik pænt stærkt). De skal ca. have dobbelt størrelse.

Pensl med et sammenpisket æg og drys evt. med perlesukker. Det her er svensk perlesukker, som købes i Sverige hvis man bor tæt på Helsingør/Helsingborg færgen (det gør jeg). Ellers kan kan bruge almindeligt perlesukker. Det svenske perlesukker laves iøvrigt af Dansukker, så det er komplet debilt at man ikke kan købe det her.

Mmm svensk perlesukker!

Bag snurrerne midt i ovnen ved 200 grader i ca 12 minutter. De kan enten fryses straks de er afkølet eller spises samme dag. De bliver kedelige ved gemning. Og når du spiser din nybagte snurrebasse, send da en venlig tanke til de første bønder, der spiste gruttekværnet mel med sten i og ødelagde deres tænder. Den slags skal vi da gudskelov ikke trækkes med idag.