Beijing, dag 6 var:
– At vågne op til smogfri himmel og strålende solskin.
– At være giddy over et forureningsindex på 17 (Good) efter 3 dage hvor den lå over 300 (Hazardous).
– At gå langs Hou Hai og kigge på piletræer og tårne og blæsevejr og bølgegang. Uden smog.
– Køkkenpersonalerygepauser med ryggen til den gode udsigt. Men de ser den vel hver dag
– At vandre videre til Bell Tower og Drum Tower og se de store trommer og udsigten. Uden smog.
– Beihai Park og lotus og ænder og både og smogfri himmel.
– At spise McD på kinesisk med dampet burgerbolle og bubble tea. Jeg elsker dampet brød, så jeg var stor fan.
– At gå på dessertrestaurant og få duriandebut. Durian er sådan en stor frugt, der lugter virkelig dårligt. Man er aldrig i tvivl om hvorvidt de har durian, når man træder ind i en butik. Den vokser ikke i Kina, men de er storimportører af frugten. Man kan købe stykker af rå durian hos gadesælgere rundt omkring. På denne dag blev den serveret med vaniljesauce hældt over knust is og en kugle blåbæris. Det var vældig mærkeligt at spise noget, der både smagte virkelig godt og lugtede virkelig dårligt på én gang.
– At spise sagoperler på selvsamme restaurant, serveret i sødet kokosmælk og syltede sukkerpalmefrø. Det var seriøs nom!
– At drikke afskedskaffe på ”stamcafeen”, Pacific Coffee i Oriental Plaza på Wangfujing. En bløde-stole-indehavende stille og rolig kaffebiks, hvor de næsten kunne brygge god kaffe. Og så var personalet venligt og næsten alle kunne engelsk nok til at forstå en bestilling. Dem, der ikke kunne engelsk overhovedet, sørgede for at tilkalde nogen, der kunne.
Oriental Plaza er iøvrigt et glimrende center at opholde sig i, hvis der er FOR meget smog ude. Eller hvis man trænger til at sidde ned. Butikkerne er kedelige, stort set kun dyre, udenlandske butikker, men de spiller afslappende musik, og det er ikke samlingssted for larmende unge og ditto turister. Og så har de en kæmpe foodcourt med alt muligt kinesisk mad, samt Burger King, McD og Pizza Hut, hvis man bare trænger til noget velkendt vestligt, man ved hvad hedder.
– At dimse lidt rundt på Wangfujing og kigge på lysreklamerne og butiksvinduerne og købe et par kinesiske kalligrafipensler.
– Sidste hele dag. Et koncept, der medførte megen æv og bæv, for Beijing er fantastisk. Jeg fik slet ikke spist nok boller med sødt mungbønnefyld, for slet ikke at tale om at drikke en 6-pack dåsecola, der koster en 10’er.
Beijing. Det kan anbefales.