Så blev det advent, og den tredje af slagsen endda. Der er ni dage til jul, så det er ved at være tid til at overveje, om der skal hænges spiselige sager på juletræet i år. Det er en god gammel tradition, der stammer helt tilbage fra da juletræet blev opfundet. Små æbler var (og er stadig) et oplagt valg, thi de hænger naturligt på grene fra naturens side, og får derfor kun sjældent højdeskræk og præstationsangst. Figner kan trådes og sukkerstokke fødes med naturligt ophæng. Konfekt og pebernødder må man derimod pænt lukke inde i æsker og kræmmerhuse, så de ikke dratter på gulvet og slår sig.
Det er heller ikke for tidligt at planlægge konfektfadene. Konfekt er vigtigt. Ingen jul uden konfekt, og det er der historiske beviser for. I Iørn Piøs bog Den Gamle Jul finder man en samling af tekster, sange, folkeminder og reklamer fra de julehæfter, der blev så populære i slutningen af 1800-tallet. Her kan man finde en notits fra 1829, hvori en købmand fra Lolland-Falster blot lige vil meddele sine kunder, at nu er julevarerne ankommet, heriblandt godter til den splinternye modedille – juletræet.
Forskjellige Confitürer, indrettede til at anbringes [på] Juletræer.
Skjønne udvalgte franske Deviser.
Hamborgske saakaldte Sukkerdutter,
Krandsekager, større og mindre Makroner, Sukkerbrød, med flere Kagesorter.
Pebermynter, Brystsukker, Jordbær, Sukkermandler og brændte Mandler,
Candicerede Makroner, Bonbons Portefeuiller.
Særdeles god Arrak- og Citron-Punch paa Flaske saavel som Biskop.
Desuden kan, mod forud modtagen Bestilning, erholdes forskjellige Sorter Kage.
Alt overlades de Reflecterende mod billig Betaling og for Varernes Godhed indestaaes.
Nykjøbing, den 16de December 1829.
Hvis jeg havde en konfektbutik, så ville jeg så afgjort sælge hamborgske sukkerdutter og arrackpunch og kalde mine kunder “de Reflecterende.” Men ak, jeg har ingen konfektbutik, og må derfor spise mine hjemmebryggede godter selv. Eller hænge dem på juletræet. Og dagens opskrift er særdeles velegnet til juletræsophæng, thi den vejer nærmest ingenting, og man kan derfor lave kræmmerhusene ekstra store, helt uden at tynge grenene.
Der er naturligvis tale om skumfiduser. De er supernemme at lave, thi det er blot gelatinepulver pisket til skum med kogende sukkerlage. Så man skal bruge en røremaskine – jeg tvivler på at en håndmikser ville kunne holde til belastningen og den lange piskning. Et sukkertermometer må man også have, samt masser af varmt vand til den klistrede opvask.
Gelatinepulver fås i Kvickly-Brugsen, Føtex og Bilka, og det samme gør glucosesiruppen. Sukker fås overalt, og vand burde man allerede have i køkkenet – prøv at tænde for vandhanen og se, om der ikke kommer noget ud der. Ellers må man købe det på flaske. Uden brus.
Og nu, opskrift:
Skumfiduser
Mængde: ca. 20 store fiduser
Gelatineblanding:
20 gram gelatinepulver
85 ml vand
Korn af 1 stang vanilje
Sukkerlage:
1 dl vand
300 gram sukker
125 ml (175 gram) flydende glucose
1/8 tsk salt
Til pudring:
1/2 dl kartoffelmel eller maizena
1/2 dl flormelis
Start med at smøre en ca 20×20 cm firkantet bradepande med neutral olie. Læg et lag bagepapir i bunden og op ad siderne og læg så endnu et lag bagepapir på den anden led, så bradepanden er dækket. Smør også bagepapiret med et tyndt lag neutral olie. Sæt til side.
Snup så din røremaskines røreskål og bland gelatinepulver med de 85 ml vand og vaniljekorn. Brug et lille piskeris til at sørge for at det er blandet grundigt sammen. Lad det stå og trække, mens du koger sukkerlage.
I en lille kasserolle – gerne med langt håndtag – blandes sukker, 1 dl vand, glucose og salt. Tænd for middel blus, og rør rundt til sukkeret er smeltet. Dernæst vaskes eventuelle sukkerkorn ned ad grydens sider med en bagepensel dyppet i vand. Når sukkerlagen begynder at koge, er det forbudt at røre rundt. Det skal blot have lov til at koge til 115 grader, så hav sukkertermomeret klar. Det tager ca. 7 minutter.
Når lagen er 115 grader varm, tages den af blusset. Tænd straks for mikseren på højeste hastighed og hæld langsomt den kogende sukkerlage ned i gelatinemassen. Hæld i en mellemtyk stråle og forsøg at undgå at hælde lagen på piskeriset. Lad så mixeren køre i en 5-7 minutters tid. Gelatinen vil langsomt blive pisket op og blive helt hvid og tyk og luftig. Efter 5 minutter kan du slukke og tjekke om det er færdigt. Massen skal være så stiv, at den kun meeeget langsomt flyder ud, og lige akkurat er til at skrabe ud af skålen. Er den ikke stiv nok, så pisk et minuts tid mere.
Når massen er klar, hældes den i formen, hvilket er en MEGET klistret affære. Brug en stor dejskraber og lidt tålmodighed. Lad massen sætte sig i formen i mindst 4 timer og gerne natten over. Det er fristende at smage på de rester, der sidder i skål og på dejskraber. Det er dog en temmelig dårlig ide. Frisklavet skumfidus er voldsomt klægt og ynder at sidde uhjælpeligt fast i svælget, hvilket er mega ubehageligt. Så sæt skålen i blød i varmt vand i stedet.
Når massen har stået og stivnet, er det tid til at skære skumfiduser. Start med at sigte kartoffelmel og flormelis sammen i en lille bradepande eller et tærtefad eller lignende. Sæt en stor sigte på en tallerken. Drys så lidt af kartoffelmelsblandingen på toppen af skumfidusmassen og stryg det forsigtigt ud i et tyndt lag, så toppen ikke klistrer. Vend massen ud på et stort stykke bagepapir og træk forsigtigt papiret af bagsiden. Stryg lidt kartoffelmel på bagsiden også.
Pensl en pizzaskærer eller en stor kniv med lidt olie, og brug den til at skære massen i 2-3 cm brede baner. Det klistrer genoldigt, og du kan med fordel stryge lidt af kartoffelmelsblandingen på alle skårne flader inden du fortsætter. Skær så hver bane til kvadratiske skumfiduser, der lægges i fadet med kartoffelmelsblandingen og pudres grundigt på alle sider. Efterhånden som skumfiduserne pudres, lægges de op i sigten. Når sigten er halvt fuld, rystes den godt (hen over fadet) så alt det overskydende pudring rystes af.
Når alle skumfiduserne er pudret, kan det være fristende at smage på sagerne. De har dog bedst af at få lov at stå til næste dag. Nylavede skumfiduser er meget elastiske i biddet, på en træls måde. Men får de lov at stå og hvile, så bliver de dejligt møre og mere tilbøjelige til at smelte i munden. Efter man har tygget lidt på dem, selvklart.
Skumfiduserne opbevares i en lufttæt bøtte ved stuetemperatur, hvor de kan holde sig en uges tid. Perfekt til at pakke i små yndige kræmmerhuse og hænge på juletræet. De kan også dyppes i smeltet chokolade, men så langt er jeg aldrig nået.
Det er altså virkeligt underholdende tekst der medfølger, herligt
Tusind tak, det er altid dejligt at høre!