I morgen er det Luciadag og dermed tid til det årlige safranfråseri. Og mand, hvor vi glæder os. Safran er et vidunderligt krydderi. Det dufter som en drøm, det er knaldrødt, men farver alting solskinsgult, og så kommer det fra en blomst. Bliver det mere magisk? Det tror jeg ikke. Okay, måske ville det være en lillebitte smule mere magisk, hvis det ikke kostede 40 kr at putte safran i en enkelt portion dej, men altså. Det er også lidt med til at gøre safran til noget særligt, det der med at man ikke får det så tit. Måske.
Safran har en lang og velduftende historie. Tidligste nedskrevne ord stammer fra et 4000 år gammelt Mesopotamisk manuskript. Mesopotamien lå i Irak, mellem floderne Tigris og Eufrat, og var den del af den Frugtbare Halvmåne, et særligt frugtbart område, der strakte sig fra Israel og Palæstina, henover blandt andet Syrien, Jordan, dele af Tyrkiet og Iran, og altså også Irak. Det var her, for 10.000 år siden, at man for alvor begyndte at dyrke jorden og dermed kickstartede selve civilisationen – et skift fra nomadeliv til fastboende bondeliv og byliv, hvor man levede af de dyrkede marker. Brød er bogstavelig talt byggestenen for vores moderne samfund. Så spis noget mere af det.
For eksempel ved at bage dagens opskrift på safranfranskbrød. Det er mindre sødt end de klassiske lussekatter, og minder vel mest af alt om et sødmælksfranskbrød med safran. Perfekt til at pløre lidt smør på og spise med en kop te og futterne i sofaen og Jurassic Park på flimmeren. Det var i alt fald sådan jeg selv indtog det her forleden. Den originale Jurassic Park fra 1993 er og bliver en af de få film, jeg har tålmodighed nok til at sætte mig ned og se. Dinosaurer og Sam Neil, har man så brug for mere? Tror det næppe.
Er du ikke til franskbrød, så har jeg en hel dyne af safranopskrifter på bloggen af vælge imellem. Ingen skal mangle safran på Luciadagen.
Lussekatter
Safransbullar
Søsterkage med safran
Julebrød med safran og ingefær
Marcipansnurrer med ingefær og safran
Safransfudge
Safranstærte
Risalamande med safran
Og nu, opskrift:
Safransfranskbrød
Mængde: Et brød
Bagetid: 35-40 minutter ved 175 grader alm ovnvarme
Ingredienser:
2 dl sødmælk
0,5 gram safran
50 gram smør
0,5 gram safran
35 gram sukker
25 gram gær
300-350 gram hvedemel
1/2 tsk groft salt
Safran sælges som regel i pakker på enten 0,2 gram eller 0,5 gram. Foretrækker du en mild safransmag, så kan du nøjes med 0,2 gram. Jeg foretrækker den fulde pakke, og bruger derfor 0,5 gram. Valget er dit.
Er du god til planlægning, så kan jeg anbefale at starte dagen før. Læg safranen i blød i de to dl sødmælk og lad det trække natten over. Dernæst hældes det i en lille gryde, med safrantråde og det hele, og varmes op til det er fingerlunt. Har du ikke tid til at vente natten over, så hæld safranen i en gryde med mælken og varm op til det ryger. Lad det stå og trække til mælken er fingerlun.
Uanset metode, så hældes den lune safranmælk op i en røreskål og gæren opløses heri. Tilsæt sukker og halvdelen af melet. Rør godt rundt. Tilsæt saltet og resten af melet, og ælt, til dejen er fin og blank og elastisk. Den vil være klistret i starten, men vil blive blød og smidig under æltningen. Fald ikke for fristelsen til at pøse en masse ekstra mel i, så bliver brødet tørt og tungt. Jeg ælter helst i hånden, for min Kenwood er håbløs til dejæltning. Det tager et kvarters tid.
Ælt så det bløde smør i. Det ser håbløst ud i starten, men dejen skal nok samle sig. Bare ælt, til den atter er fin og blank. Saml så dejen til en kugle, og læg den til hævning i en smurt skål, tildækket, en halv times tid, eller til den kun delvist springer tilbage, når du jager en finger i dejen.
Tag så dejen ud på et let meldrysset køkkenbord og form det til et yndigt brød. Dejen kan bages på en bageplade beklædt med bagepapir, eller i en smurt brødform på lige omkring 1,75 liter.
Uanset hvad, skal brødet dækkes til og efterhæve et lunt sted i ca. 30 minutter, til dejen er puffet op og kun delvist springer tilbage, når du stikker en finger i den. Imens varmes ovnen op til 175 grader.
Når brødet er hævet færdigt, skal det have nogle overfladiske snit på tværs af toppen. Brug en skarp kniv. Bag så brødet midt i ovnen. Det skal have ca. 40 minutter i form, eller 30 minutter, hvis det bages direkte fra bagepladen. Jeg vil som sædvanligt varmt anbefale at bruge et tyndt, digitalt stegetermometer til at teste brødets kernetemperatur, især hvis du bager i form, hvor det kan være svært at tjekke dem på anden vis. Brødets kernetemperatur skal være 98 grader, så er det færdigt.
Tag brødet ud af ovnen og vend det straks ud på en rist, hvor det får lov at køle af. Og så er det bare om at spise det. Det smager bedst samme dag, men dagen efter duer det også. Og ellers kan man riste det, eller lave arme riddere. Brødet kan også fryses.