Trænger du til lidt nyt på konfektfadet, så er karamelsnitter en aldeles tilforladelig ide, hvis jeg selv skal sige det. En sprød småkagebund, et tykt lag karamel, og på toppen et lag mørk chokolade. Nærmest en slags Twix, bare bedre. Karamelsnitter er også kendt som millionaires shortbread.
Normalt ville man stå og koge en ægte karamel med alt hvad dertil hører af sukkertermometre og så videre, men kaster man et blik på det australske koncept caramel slices, så er der en langt nemmere løsning at hente: Karamellen laves med kondenseret mælk, koger ganske kort og får dernæst lov til at sætte sig i ovnen. Det giver en dejligt cremet karamel, der ikke flyder ud, med det helt perfekte bid.
Min opskrift på karamelsnitter er inspireret af RecipeTin Eats’ udgave. Jeg har skruet lidt på mængder og forhold og brugt en anden opskrift til bunden. RecipeTin Eats er i øvrigt en absurd god madblog, så jeg kan varmt anbefale at scrolle lidt rundt på den og forsøge ikke at blive alt for sulten. Hvis det altså er muligt.
Karamelsnitter er en fantastisk vært/indegave. De ser imponerende ud, smager skønt og er nemme at lave. Læs opskriften grundigt igennem først, så burde den ikke volde nogle problemer. Og som en bonus har Rema1000 kondenseret mælk på tilbud fra i morgen. Jeg elsker december, man kan virkelig fylde køkkenskabene med alt muligt, der ellers koster en formue resten af året.
Og nu, opskrift:
Karamelsnitter
Mængde: En 20×20 cm firkantet bageform
Bagetid: 20 min v. 175 grader / 12 min v 150 grader
Bund:
175 gram hvedemel
40 gram flormelis
100 gram koldt smør
Bland mel og flormelis i en skål. Skær det kolde smør i mindre stykker og gnid det ud i melet. Brug fingrene eller en pastry cutter (eller kom det hele i en foodprocessor og tryk på pulse funktionen) til smørret er hakket godt ud i melet og det hele ligner små fugtige krummer eller groft sand.
Hæld krummerne i den klargjorte form og tryk dem godt ud i et jævnt lag. Bag midt i ovnen i ca 20 minutter, til bunden er gylden og gennembagt. Tag den ud og lad den dampe lidt af, mens du koger karamel. Sænk ovnens temperatur til 150 grader.
Karamel:
1 dåse kondenseret mælk (400 gram)
50 gram brun farin
100 gram blødt smør i tern
Bland alle ingredienserne i en gryde. Varm langsomt op under omrøring. Når det koger, skal det koge et minuts tid under stadig omrøring. Det skal være tykt og boblende. Hæld så den brandvarme karamel ud over den bagte bund og sæt det hele tilbage i ovnen. Her skal det bage en 12 minutters tid, til karamellen har sat sig, har fået lidt farve på toppen og måske endda er dækket af små bobler.
Tag formen ud af ovnen og lad hele molevitten køle af til stuetemperatur. Og så er det tid til chokoladen:
Top:
150 gram mørk chokolade ca 55%
2 tsk smagsneutral olie
Hak chokoladen og bland den med olien. Smelt den forsigtigt over vandbad – skålen sættes over en gryde simrende vand – og når chokoladen er smeltet og ensartet, bredes den ud over den afkølede karamel.
Sæt formen på køl til chokoladen er stivnet. Og så er der kun tilbage at skære hele molevitten i mindre stykker. Størrelsen bestemmer man selv, men skær dem ikke for små. 9-12 stykker er passende for portionen her. Lad snitterne få stuetemperatur, før de serveres. De kan gemmes i en lufttæt bøtte i køleskabet en uges tid, eller ved stuetemperatur en 3-4 dage.