Juleboller

Julebollen med sin pynt

En julebolle er en dejlig ting at stille på bordet, især i julen, hvor den alt andet lige føler sig mest hjemme. Det er en sød lille hvedebolle, bagt med vanilje, kardemomme og ingefær i dejen, og så drysset med mandler og perlesukker for god smag og ekstra festligt udseende. Den smager godt som den er, men endnu bedre, hvis man lige flækker den og breder et lag smør på.

Man kan selvfølgelig komme lidt reven appelsinskal i dejen, sådan som man ofte gør i juleboller, men jeg synes den er rar som den er, med sine forholdsvis ukomplicerede ingredienser. Ikke mindst fordi det er svært at købe én usprøjtet appelsin, nej man skal købe et helt net, og jeg får dem ikke spist, for jeg kan kun lide de store navel appelsiner, og de er aldrig usprøjtede.

Men sådan har vi alle vore små problemer. Og nu, opskrift:

Juleboller

Mængde: 12 store eller 18 små
Bagetid: 15 minutter ved 200 grader almindelig varme

Gærdej:
3 dl lun mælk
25 gram gær
100 gram sukker
450-500 gram hvedemel
50 gram smør
2 tsk stødt kardemomme
1/2 tsk stødt ingefær
1 tsk vaniljesukker eller korn af 1/2 stang vanilje
1/2 tsk groft salt

Drys:
50 gram grofthakkede mandler
4 spsk perlesukker
1 æg til pensling

Mælken varmes til den er fingerlun. Gæren røres ud i den lune mælk, efterfulgt af sukker, kardemomme, ingefær, vanilje samt halvdelen af melet. Rør godt rundt. Tilsæt salt og resten af melet. Ælt dejen til den er blank og smidig. Den er lidt til den bløde side, så har man en røremaskine, kan man med fordel sætte den til at ælte.

Tilsæt så det bløde smør og ælt dejen blank og smidig igen. Form dejen til en kugle og lad den hæve tildækket et lunt sted en times tid. Test om dejen er færdighævet ved at stikke en meldrysset finger i den. Hvis den giver sig uden at springe tilbage, så er den klar. Hvis der stadig er “elastik” i dejen og hullet trækker sig sammen, så skal den have lidt længere tid.

Når dejen er klar, tages den ud på et meldrysset bord og deles i lige store stykker. 12 stk hvis man vil have store juleboller. 18 stk hvis man vil have små juleboller. 15 stk hvis man er sådan en, der altid skal være på tværs.

Dejstykkerne trilles til runde boller, der sættes tæt sammen med ca. 2 cm afstand på en bageplade eller i en smurt bageform. Så vokser de sammen inde i ovnen og bliver højere end normalt. Man kan selvfølgelig også bage dem med god afstand og aldeles fritstående på pladen, så de ligner normale boller. Frit valg.

Lad bollerne efterhæve, tildækket, en halv times tid mens ovnen varmes op til 200 grader almindelig varme. Lige inden bollerne skal i ovnen, pensles de med sammenpisket æg og drysses med rigeligt hakkede mandler og perlesukker. Bag bollerne midt i ovnen i ca 15 minutter, til de er fint og mørkt gyldne. Lad dem køle af og spis dem samme dag, så er de bedst.

***
Dette indlæg blev skriblet til tonerne af Katatonia – Deliberation. Så dejligt afslappende, og det kan man nok have brug for. Især hvis man skriver sine blogindlæg i et udsolgt IC-tog, der kører fra KBH midt i myldretiden.

2 thoughts on “Juleboller

  1. Uh, de smager godt sådan en fredag, hvor vejret er gråt i gråt. Tak for opskrift :) Og jeg ville selvfølgelig ikke være på tværs, så jeg lavede 12 stk.

    • Man skal også passe på med at være alt for meget på tværs i disse tider… man ved aldrig hvornår julemanden kigger med. Dejligt at du kunne lide dem!

Skriv et svar til Madam Sif Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.