Brun farin fudge

Brun farin fudge i min mors fine porcelæn

Da jeg skrev at temaet for årets julekalender var “hvor meget sukker kan jeg nå at spise i december?”, så mente jeg det alvorligt. Dagens opskrift er på fudge (smørkarameller) med brun farin. I sandhed et dejligt stykke. Jeg har skrevet om fudge før, og du kan læse mere om dens historie lige her: Peberkagefudge.

Dagens fudge er lidt anderledes end de foregående. Den bruger nemlig kondenseret mælk i stedet for fløde, ligesom de tidlige opskrifter fra USA gjorde det. I ved, dengang man ikke nødvendigvis havde adgang til friske mælkeprodukter og måtte bruge den på dåse i stedet. Det giver en mindre fed fudge, hvilket kan være meget rart til en afveksling.

Kondenseret mælk har også den fordel, at den gør det nemmere at opnå den korrekte konsistens. Man skal ikke bekymre sig helt så meget om krystalliseringen. Til gengæld brænder det meget nemt på, så den her fudge skal man røre og røre og røre mens man koger den op til de 115 grader. Det kan godt være lidt tricky at måle temperatur mens man rører rundt, men det kan godt lade sig gøre med termometeret i den ene hånd og grydeskeen i den anden. Eller man kan bruge sig en røreske med indbygget termometer. Jeg bruger denne her fra Matfer Bourgeat, og jeg er absurd glad for den.

At koge fudge er en af de ting, der bliver nemmere, jo mere man gør det, så hvorfor ikke starte med at øve sig lige nu? Kondenseret mælk fås i de fleste større supermarkeder. Den står ved siden af dåsefrugten i både Brugsen og Rema1000, så det skulle være til at finde.

Og nu, opskrift:

Brun farin fudge

Mængde: ca 50 stykker

Ingredienser:
350 g sukker
100 g brun farin
125 g smør
125 ml sødmælk
1 dåse kondenseret mælk

Start med at smøre et lille ildfast fad på ca. 25×20 cm – eller et andet fad med tilsvarende overflademål i bunden, f.eks en 25 cm rund springform. Belæg formen med bagepapir, der også er smurt ganske let med smør eller lidt neutral olie. Sæt til side.

Bland alle ingrendienser i en mellemstor, tykbundet gryde. Bring grydens indhold i kog og skru så ned på middel varme. Kog videre under konstant omrøring (!) til massen når 115 grader. Træk straks gryden af varmen og rør langsomt rundt til massen ikke længere koger.

Lad massen køle uforstyrret til 90 grader. Det burde tage ca. 10 minutter. Begynd så at røre og røre og røre til massen bliver tyk, mat og så småt begynder at holde faconen. Du kan læse mere om hvordan det skal se ud i mit indlæg om peberkagefudge.

Skrab omgående massen op i det ventende ildfaste fad og bred den ud i et jævnt lag så godt du nu kan. Lad den stå og stivne natten over. Og så er den klar til at blive skåret i firkanter med en stor, skarp kniv. Og spist.

Fudgen kan gemmes i en dåse i et par uger, men jeg synes den smager bedst når den er nogenlunde frisk.

***
Dette indlæg blev skriblet til tonerne af The Ronettes – Sleigh Ride. Absolut ultimativ julemuzak.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.