Peberkagesnegle med græskar (og flødeostglasur)

Peberkagesnegle med græskar

Velkommen til oktober. Kulde, mørke og en anelse fodkoldt om morgenen. Det er efterår, hvilket er lig med starten på en sæson fyldt med ishockey. Med tilskuere! Jeg havde helt glemt at den slags fandtes – altså tilskuere, ikke ishockey. Det er en sand fornøjelse atter at kunne sidde i en råkold skøjtehal og drikke skodkaffe, mens spillerne ude på isen ihærdigt forsøger at lave æblemos af hinanden.

Efteråret er også en tid med let til moderat øget bageaktivitet, så forleden tændte jeg ovnen og bagte disse peberkagesnegle med græskarmos i dejen. Det er nogen aldeles tilforladelige snegle, der smager mildt af græskartærte og en hel del af peberkagekrydderi. Det klæder dem med et lag flødeostglasur, men de er lige så gode uden. Det kommer an på hvor fedtet man kan lide sit bagværk. Almindelig glasur af flormelis og vand kan også bruges.

Græskarmos er utroligt nemt at lave og kræver kun a) et græskar og b) en ovn. Du kan se hvordan man gør lige her: Kunsten at lave græskarmos.

Og nu, opskrift:

Med hat af flødeostglasur

Peberkagesnegle med græskar

Mængde: 12 store styks
Bagetid: 18-20 min ved 200 grader almindelig varme

Gærdej:
2 dl mælk
100 gram græskarmos
50 gram sukker
25 gram gær
ca. 450 gram hvedemel
50 gram blødt smør
1 tsk kanel
1/2 tsk stødt ingefær
1/2 tsk stødt nellike
1/2 tsk groft salt

Fyld:
125 gram blødt smør
75 gram hvidt sukker
50 gram brun farin (eller hvidt sukker)
2 tsk kanel
1 tsk stødt ingefær
1 tsk stødt nellike

Flødeostglasur:
200 gram neutral flødeost (Philadelphia er bedst til glasur)
100 gram blødt smør
150 gram flormelis

Bland mælk, græskarmos og eventuelle krydderier i en lille gryde og varm op under omrøring til det er fingerlunt. Hæld op i en røreskål og opløs gæren heri. Tilsæt sukker og halvdelen af melet og rør godt rundt. Tilsæt salt og resten af melet lidt efter lidt til du har en fast – men ikke hård – gærdej. Brug ikke mere mel end højest nødvendigt, det giver et blødere og saftigere bagværk. De angivne 450 gram hvedemel er et cirka mål, måske skal du bruge lidt mere, måske lidt mindre. Ælt dejen grundigt, enten på røremaskine eller i hånden, til den er blød og smidig. Det tager en ti minutters tid. Ælt så det bløde smør i dejen og ælt grundigt til dejen atter er blød og smidig og slipper hænderne.

Form dejen til en kugle og lad den hæve tildækket en times tid til den har dobbelt størrelse og ikke springer tilbage, når du stikker en melet finger ned i den.

Mens dejen hæver, røres alle ingredienser til fyldet sammen i en lille skål. Det sættes til side.

Når dejen er hævet færdig, tændes ovnen på 200 grader almindelig varme. Den tages ud på et meldrysset bord og rulles ud til en firkant på omtrent 35×35 cm. Fyldet smøres ud på hele firkanten i et jævnt lag og dejen rulles sammen som til kanelsnegle. Skær 12 snegle med en skarp kniv. Sneglene sættes på bagepapir, enten i en bageform, en bradepande eller tæt sammen på en bageplade. Der skal være cirka 2 cm afstand mellem sneglene. På billedet bruger jeg en bradepande på 26×19 cm til en halv portion. Dæk dem til og lad dem efterhæve til dobbelt størrelse, en 30-45 minutter afhængig af temperaturen i køkkenet.

Mens de hæver laves flødeostglasuren ved ganske enkelt at røre flødeosten blød i en lille skål og røre smørret godt ud i. Til sidst røres flormelis og vanilje i, og så er den færdig. Den opbevares på køl, til den skal bruges.

Når sneglene er færdige med at hæve skal de bages midt i ovnen i ca. 20 minutter til de er gyldne og dufter enormt godt. Lad dem køle helt af før de eventuelt smøres med flødeostglasur.

Sneglene smager bedst samme dag, men kan snildt opbevares til næste dag i en pose på køkkenbordet. Snegle med flødeostglasur kan ikke gemmes mere end et par timer, så nøjes med at smøre dem, der skal spises.

Og så er der kun tilbage at stoppe efteråret i munden. Sneglene smager bedst hvis de spises mens man har hjemmefutter på.

***
Dette indlæg blev skriblet til tonerne af Mors Subita – Burden. Nu hvor verden er (delvist) åben (huzzah!), så venter jeg tålmodigt på at de tager sig lidt sammen og spiller koncert et sted, hvor jeg kan deltage.

2 thoughts on “Peberkagesnegle med græskar (og flødeostglasur)

  1. What! Genial kombination – elsker det <3

    Ps. Tjekkede lige Mors Subita ud, da jeg ikke kendte dem.MEGAFED musik, men desværre er jeg ikke så god til growl #dammit

    • De er hamrende dygtige – men ja, man skal være glad for growl!

      Sneglene er sådan en ting jeg har set på de amerikanske madblogs i årevis, men ikke fået nollet mig sammen til at bikse sammen før nu. Det er en ret god kombination. Aldeles gangbar som aftensmad i weekenden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.