Marcipanbrød med espresso og saltede pecannødder

Små marcipanbrød med kaffe og saltede pecaner

Da jeg i sommers pakkede alt for mange kasser med bøger og køkkengrej og drog mod Haderslev, var det med håbefulde tanker om julemarked i Flensborg og Hamborg og, ikke at forglemme, marcipanbyen Lübeck, hvor man finder den ultimative marcipanhimmel: Niederegger. Første gang jeg besøgte den biks, var jeg nær kommet ud med hele sortimentet i fyrre poser. Der er bare så meget at man går lidt i kortslutning. Mængden af figurmarcipan formet som frugt og grønt alene… og grise og kartofler og kastanjer og konfekt og de har sågar et konditori hvor man kan spise marcipanlagkager… jeg købte marcipanauberginer til mor. Auberginer! Hvor mange steder ser man lige det?

Marcipankvaliteten er rigtig god, omend det meste er noget alt for dyrt gejl. Det er som om butikken er blevet mere og mere turistet for hvert år, siden jeg var dernede første gang for 10 år siden. Men det er stadig imponerende og overdådigt, og så er der alle de små marcipanbrød med smag.

Hvis man er dernede, er det dem, man skal gå efter. Der er nogle virkelig gode varianter, og man kan blande dem som en anden pose fredagsslik. Mine favoritter er æble-calvados, ananas, pistacie og mirabellebrændevin. Men den bedste er espresso. Kaffe og marcipan går virkelig godt sammen. Det ved enhver, der har drukket kaffe og spist marcipanbrød til. Marcipanbrød er godt. Marcipanbrød med kaffe er ekstra godt. Sådan er det bare!

Jeg måtte dog pænt skrinlægge de der juletursplaner igen, fordi, I ved, corona. Det var lidt ærgerligt, men byen står der forhåbentlig også til næste jul. Jeg mener, den er over 800 år gammel og har klaret sig igennem adskillige krige. Og i mellemtiden laver jeg mine egne marcipanbrød. Med espresso, mørkt chokoladeovertræk og en bette saltet pecannød på toppen. De er virkelig gode. Jeg vil gå så langt til at kalde dem aldeles acceptable.

De er også ret nemme at lave. Det sværeste er vel at overtrække marcipanstykkerne uden at svine chokolade ud over hele køkkenet. Måske lærer jeg det en dag. Måske ikke.

Og nu, opskrift:

Det indre

Marcipanbrød med espresso og saltede pecannødder

Mængde: 16 stykker

Espressomarcipan:
200 gram marcipan
2 tsk espressopulver (jeg bruger Änglamark)
2 spsk kogende vand
1 nip fint salt

Opløs espressopulveret i det kogende vand og rør saltet i. Lad det køle af. Pluk marcipanen i mindre stykker, læg den i en skål og ælt kaffen i, lidt af gangen, til en klistret masse. Sæt marcipanen på køl et par timer, så den bliver til at arbejde med.

Når marcipanen skal formes, tages den ud af køleskabet og deles i 16 lige store stykker på ca 13 gram hver. Tril stykkerne til en rund kugle og tril så kuglen lidt aflang, så den ligner et lille marcipanbrød.

Læg brødene på et stykke bagepapir og lad dem stå og overfladetørre en times tid. Pecannødderne kan ristes imens:

Ristede pecannødder:
100 gram pecannødder
10 gram smør
1/4 tsk fint salt

Tænd ovnen på 150 grader varmluft. Smelt smørret på en pande og vend pecannødderne rundt i det. Rist et par minutter ved jævn varme. Drys salt over og vend grundigt rundt.

Læg så de varme nødder på en bageplade beklædt med bagepapir. Fordel dem jævnt rundt i ét lag. Bag dem midt i ovnen i ca. 10 minutter, eller til de begynder at syde. Hold øje med dem, de må ikke brænde på.

Tag dem så ud og lad dem køle helt af. Der er ca. dobbelt så mange som du skal bruge. Udvælg de pæneste til konfekten og spis resten. De er supergode.

Overtræk:
300 gram mørk chokolade, ca 60%
Evt. 6 gram Mycryo kakaosmør

Når du er klar til at lave konfekt, er det tid til at smelte og temperere noget chokolade. Lige præcis temperering af chokolade er et større emne, som jeg ikke rigtig kan klemme ind her. Du kan google adskillige gode guides.

Eller du kan gøre som jeg er begyndt på, og bruge Mycryo, også kendt som tempereringspulver. Det er et fint pulver lavet af ren kakaosmør, og når man rører det i lun chokolade, så bliver det tempereret, helt uden at man tilsætter noget, der ikke i forvejen er i chokoladen. Sådan ægte tempereret – det trækker sig sammen når det stivner og alting. Det er lidt magisk, især hvis man skal temperere små portioner.

Det gøres som følger: Chokoladen smeltes forsigtigt over vandbad til omkring de 45 grader og køles dernæst ned til 34 grader. Det gøres nemmest ved at røre roligt i det, til det er kølet af. Mycryopulveret vejes af og røres i, der røres til det er smeltet, og så er der tempereret chokolade. Det er fandme smart altså. Men også lidt dyrt. Jeg købte mit i Føtex, det står henne ved bagegrejet i små bøtter på 75 gram til 45 kr. Kan også fås online i 600-grams pakker.

(dette er ikke en reklame – jeg har selv punget ud for møjet fordi jeg hader at temperere chokolade)

Uanset metode, så skal de små marcipanbrød dyppes i den smeltede og tempererede chokolade og straks toppes med en ristet pecannød. Chokoladen begynder at hærde ret hurtigt, så smæk pecannødderne på efter mindst hver 3. dyp. Sæt brødene til at stivne i et køligt lokale, væk fra træk. Efter en times tid er de klar til at blive pakket i bøtter eller spist uhæmmet.

Der er for meget chokolade, men det er fordi, det er svært at arbejde med meget små mængder. Det køler for hurtigt af. Du kan evt. lave dobbelt portion marcipanbrød, eller dyppe andre sager samtidig. Restechokolade skrabes ud på et stykke bagepapir og får lov til at stivne. Det kan gemmes og bruges i kage eller varm kakao eller lignende. Jeg er ikke så glad for at bruge det til nyt overtræk, når der har været dyppet ting ned i det, så det undlader jeg. Der kunne jo være små marcipanrester dernede.

God fornøjelse med dypperiet!

***
Dette indlæg blev brygget til tonerne af Parkway Drive – Absolute Power. Fordi simpelthen.

One thought on “Marcipanbrød med espresso og saltede pecannødder

  1. Man bliver virkelig sliksulten, når man ser det billede.
    Jeg tror da vi skal have gang i at lave dem her, når den står på marcipan hygge, næste weekend.

Skriv et svar til Michelle Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.