Joulutorttu – finske julekager

Joulutorttu

For en måned siden var jeg i Tampere i det sydvestlige Finland for at se noget koncerthalløj med finske Amorphis (og svenske Soilwork og danske Møl, vi manglede bare et par nordmænd) og føle mig smågammel over at deres bedste album i år fejrer 25 års jubilæum. De så ældre ud end jeg huskede dem. Sådan voksne og alting. Betyder det at jeg også er blevet voksen?

Det er usandsynligt.

Både før og efter alt det finkulturelle (var også lige inde og se en hockeykamp), var der tid tilovers til at spise større mængder joulutorttu. Det er en finsk julekage, et lille møllehjul af det pureste butterdej, toppet med en solid klat sveskeblommemarmelade. Er man i Finland i november eller december, kan man forvente at skvatte over dem, hvor man end går. Supermarkedernes frysebokse er fulde af frossen butterdej, og blommemarmeladen står i høje stabler ved siden af, lige til at tage med hjem og lave sine egne. Jeg måtte dog nøjes med den færdigkøbte version, thi der var ingen ovn på hotellet. Men vel hjemme i Danmark bagte jeg mine egne, og det var ret nemt.

Det er især nemt, hvis man bruger min opskrift på nem hjemmerullet butterdej, for så får man en markant bedre smag, end hvis man bruger de frosne plader fra supermarkedet, der i den grad lider under mangel på ægte smør. Der er tilbud på smør i både Netto og Rema i denne uge, så det er bare med at få rullet lidt til fryseren.

Sveskemarmelade

Er man bosat i nærheden af Finland, kan man købe denne bøtte blommemarmelade, der meget passende har en joulutorttu på toppen. Men ellers må man lave sin egen. Det er bare en sveskekompot, så det kræver ingen bizarre ingredienser. Man kan også købe en variant, der er toppet med en halv af Fazers Grønne Kugler, en rund kugle af frugtflæsk med pæresmag. De kan købes året rundt, men sælges i særligt gigantiske æsker når julen rammer. Det smager ret godt, men ser virkelig mærkeligt ud.

Disse finske julekager smager helt afsindigt godt når de er nybagte. Dejen kan formes, fryses og så tøes op i køleskabet og toppes med marmelade lige inden bagning. På den måde kan man få friskbagt imponade-bagværk i juledagene uden alt rullearbejdet. Det er smart.

Toppet med en grøn pæregelé

Og nu, opskrift:

Joulutorttu
Mængde: 9 stk
Bagetid: 15 minutter ved 200 grader almindelig ovn

1 portion nem butterdej
200 gram svesker
2 dl vand
2 spsk sukker

Læg vand og svesker i en lille gryde. Bring vandet i kog og læg låg på. Skru ned og lad sveskerne simre til de er så møre, at du kan splatte dem ud med en gaffel. Ca 20 minutter, måske lidt mere.
Tag gryden af varmen og blend sveskerne med en stavblender. Rør sukkeret i og giv det hele et opkog. Lad sveskemosen køle helt af. Så er den klar til brug.

Rul butterdejen ud til en firkant ca 3 mm tyk. Skær kanterne til og skær butterdejen ud i 9 lige store kvadrater. Skær et snit i hvert hjørne, der går halvt ind til midten. Fold hver anden spids ind over midten, så du får et lille møllehjul.

Læg en god teskefuld marmelade på.

Joulutorttu

Bag midt i ovnen til de er gyldne, ca 15 minutter. Lad dem køle af og spis indenfor et par timer.