Folkedragter: Festdragt fra Ellede

Vadmelsfrakke og læderbenvarmere.

En af de mere nicheprægede bøger, der pryder mit hjem, er “Folkedragter i Nordvestsjælland.” Og jeg tror nok at vi alle kender denne titel af J.S. Møller og mindes den med glæde fra vor barndom. Til de få, der ikke kender dette berømte værk, kan jeg fortælle at den handler om folkedragter i Nordvestsjælland. Og så har jeg vist heller ikke afsløret for meget.

Folkemindeforskning og -bogskrivning som videnskabelig disciplin opstod i 1800-tallet, og det er denne mode vi kan takke for at megen viden om længst svundne tiders bondesamfund er bevaret. Jeg elsker disse gamle bøger, ja og selvfølgelig også de nyere af slagsen, for hvis der er noget, jeg holder af, så er det historiefortælling om helt almindelige mennesker og deres helt almindelige hverdagsliv.

Og jeg skulle hilse og sige at bønderne på Nordvestsjælland havde nogle ualmindeligt flotte dragter. Jeg ville ønske at man brugte dem endnu.

Bogsnacks fra “gamle” dage: Ovnen – enhver Husmoders Drøm, 1946

Ovnen – enhver Husmoders Drøm
En Husmoder bør ikke købe sit Køkkenudstyr, uden samtidig at tænke paa en Ovn. Det er saa morsomt og nemt at bage selv, og en Steg, stegt i en Gasovn, smager helt anderledes end en Grydesteg. Desuden er der saa store Variationsmuligheder, naar man har en Ovn, at den faktisk er et uundværligt Led i ethvert lykkeligt Ægteskab.

– Mad, Hus og Køkken, Kirsten Hüttemeier, 1946

Ovnen, den vigtigste kilde til ægteskabelig lykke siden 1946.

Bogsnacks fra gamle dage: Min Kogebog Er Bedre End Din Kogebog, 1806

“Den Mængde af Koge-Bøger, som vi allerede have i Modersmaalet, synes, at giøre det unødvendigt, at forøge sammes Antal.
Men, uden at miskiende enkeltes Værd iblandt dem, troede jeg dog finde, at adskilligt ikke stemmede overens med de Erfaringer, som jeg har havt Leilighed til at giøre i en Kuunst, som jeg har opofret min Ungdom, og den bedste Deel af mit Liv; og adskillige Regler forekom mig, at mangle den Bestemthed og Tydelighed, uden hvilken man i Huusholdnings-Kunsten ikke finder den Veiledning og Hielp af samme, som en omhyggelig Huusmoder kunde og burde Ønske.
For saadanne, blev min Bog til, og jeg smigrer mig med, at Ingen, utilfredsstillet, vil spørge den til Raads, som blot forstaaer den simplere, huuslige Kogekunst i bedre Familier.
For ganske Ukyndige vil det være en Vandskelighed og næsten en Umuelighed, at giøre sig fuldkommen fattelig.”

Nye Original Danske Koge-Bog, Hans Henrich Petersen, kok, 1806

Ifølge mit aldeles nyttige og forhåbentlig rimelig korrekte eksemplar af “Danske Kogebøger 1616-1974”, blev der mellem 1616 og 1806 trykt lige præcis cirka 26 danske kogebøger.

Til sammenligning blev der udgivet lige knap 150 nye kogebøger på dansk i 2016. Hertil kommer alle e-bøgerne og selvudgivelser, der ikke står på boghandlernes liste.

Bogsnacks fra gamle dage: Til Tjenestepiger i Almindelighed, 1868

Til Tjenestepiger i Almindelighed

Da det er mit Ønske at give Eder nogle velmente Raad og Formaninger for Eders Stilling i Livet, saa kan jeg ikke begynde med noget Bedre end en Opmuntring til at holde ret fast ved Guds Ord, der er den bedste Grundvold for alle vore Handlinger, at høre det saa ofte i Kirken, og at læse saa flittig deri, som Eders Tid tillader det.
Det er bleven Eder Alle forklaret af Ordets Lærere ved Eders Confirmation, men desværre have Mange siden den Tid lagt det hen som en overflødig Ting, og selv de Bedre, der endnu gjemme det i Hukommelsen, vide ikke stedse at anvende dets Lærdomme paa Livets særskilte Forholde. Dog, jo tiere I læse I Eders christelige Lærebøger, jo mere vil den Udtolkning, I have hørt deraf, atter oprinde i Eders Tanker, Tag derfor denne gamle Ven igjen, hvis I have lagt den paa Hylden, søg Raad hos den i enhver Tvivl, og findes der Noget, der er Eder uforstaaeligt, da lad ikke Undseelse afholde Eder fra at spørge dem, der forstaae det bedre.
I have naturligviis de samme Pligter at opfylde, der paaligge alle Mennesker, nemlig – ikke at gjøre Andet imod vor Næste, end det, vi ønske han skal gjøre imod os – og have I lagt denne Formaning ret paa Hjerte, saa begaae I ingen Uretfærdighed.

For Tjenestepiger, Hanna Winsnes, 1868.

Regel nummer 1 for gode tjenestepiger: Vær superkristne og brug ordet “Eder” i flæng.

Bogsnacks fra gamle dage: Om Huusmoderens Pligter i Henseende til Tienestetyende, 1793

Erfaring har lært, at Tienestefolkene paa endeel Aar har meget forandret deres Opførsel imod deres Huusbonder og Madmødre, i Særdeleshed de, som til daglig Huus- og Mark-Arbeide ere antagne. Aarsagerne hertil kan jeg for Vidtløftigheds Skyld ikke indlade mig i at udvikle, omendskiønt de ere meget bekiendte.

At bebreide her den Tienende sine Feil i alle Dele, vilde og blive for nærgaaende for mange.
Huusmoderen har altsaa største Aarsag til, især naar hun har gode Tienestefolk, at forsyne dem med reenlig og velsmagende Føde. See Folkene ureenlige Behandlinger med Maden, væmmes de ofte ved at søge Bordet. Heraf finder da den første Grund til at Huusmoderen sætter sig i et ufordeelagtig Omdømme hos fine Folk, og de blive tillige utroe i deres Post. Viser nu Huusmoderen tillige en Slags utidig Karrighed, samt Haardhed, Bitterhed og Foragt mod dem, saa er Tab og Ruin for Huusmoderen og hendes Familie uundgaaelig.

– Den Danske Huusmoder, Carl Müller, 1793.

Allerede i 1793 er det unge tyende tilsyneladende nogle værre lømler, der ikke har arbejdsmoral som i de gode gamle dage. Men selvom man essentielt set har ansat en flok millenials, skal man stadig behandle tyendet ordentligt. Personligt giver jeg dem altid fri om onsdagen.

Bogsnacks fra “gamle” dage: Opvasken, 1946

Ethvert Arbejde har sine Lys- og Skyggesider; men Opvasken har vel for de flestes Vedkommende altid været en Skyggeside helt igennem.-
Hvilken Husmoder eller Husassistent har ikke gennem Aarenes Løb følt en uendelig Lede ved at komme ud til Opvasken i en ækel, lille Køkkenvask af Jern eller Emaille – en væmmelig Opvaskerbalje, hvor Fedtet lejrede sig paa alle Sider for hvert Opvask, og endelig en Opvaskerbakke, hvorfra Vandet silede hen ad Køkkenbordet, ned ad Køkkendøren og ned ad en selv.
Men Tiderne skifter, og med nye Tider kommer nye Fremskridt, og inden for Hjemmets fire Vægge er de sidste Aars største Fremskridt den rustfri Staalvask – den rustfri Opvasker- eller Drivebakke og sidst, men ikke mindst – det rustfri Køkkenbord.

– Julie Mark Poulsen, Borddækningsbog, 1946.

Jeg er personligt også meget, meget glad for min rustfri stålvask, men allerhøjest elsker jeg min rustfri stålopvaskemaskine.

Team Januar: Den Gule Vintersuppe

Meget gul suppe

Meget gul suppe

Jeg lider af det, man på fagsprog kalder “vinterblargh”. Det kommer snigende så snart dagene bliver rigtig mørke i november og gør mig til en overfølsom sofakartoffel. Jeg ynder at grave mig langt ned under dynen og spise kiks og se programmer som Luksusfælden og Depotjægerne og Politijagt (go Vlado!) i én køre. En slags mentaldvale. Og selvfølgelig er man mere splatten om vinteren. Det er mørkt og man går sådan lidt ned i gear og det er helt naturligt. Men når jeg, efter alt for lang tid som kiksespisende grøntsag, begynder at spontantude over de mest åndssvage ting, så ved jeg at det er gået for vidt. Og jeg kender kuren: Frisk luft og flere grøntsager.

Hvorfor er kuren aldrig kage og Lord of the Rings, extended edition?

Nå, men det er heldigvis ikke så slemt som det lyder. For selvom jeg i en del år har vidst at jo større grøntsagsindtag, jo mere overskud (også selvom jeg stadig spiser kage), så har jeg i endnu flere år også vidst at jeg ikke kan lide dem. I min verden var grøntsager sådan en slags helsetortur. Noget man skal gemme i kødsaucen eller farsen for “så kan man ikke smage dem” (jo man kan) og alt det rare med dressing og smørdampning, det måtte man ikke. For så døde man, mindst. Det sagde (og siger) Sundhedsstyrelsen selv. Og den fedtfattige bølge i 90’erne gjorde ikke meget for at rette op på min indstilling til grønt. Eller mange andres, så vidt jeg kan observere. Af en eller anden årsag skal grøntsager helst være en form for syndsforladelse man placerer på sin tallerken, helt smagsforladt spar-på-fedt-og-salt-og-sukker-agtig, fordi “det skal man jo” og “det er så sundt” og jeg får allergi af det. Jeg forsøgte mig også med at læse grøntsagskogebøger, men de var alle fyldt med ulideligt sundhedspræk, og jeg er uendeligt ligeglad med at få indre glød og C-vitaminer nok til at dække behovet i en mellemstor kinesisk industriby. Skriv hellere noget om hvordan jeg får den her gulerod til at smage godt, for den er ved gud ikke særligt spændende au naturel.

Kål på den seje måde hos Mielcke & Hurtigkarl

Kål på den seje måde hos Mielcke & Hurtigkarl

Til sidst sagde jeg “fuck det” og begyndte at kigge efter grøntsagsretter hos erfarne kokke og passionerede madmennesker. En ny verden åbenbarer sig pludselig, når man ikke længere må kassere enhver opskrift med andre typer fedt end koldpresset rapsolie (føj). Den ultimative åbenbaring var en kålservering hos Mielcke & Hurtigkarl: Dampede kålblade med svinefedt og østersemulsion. Jeg ved ikke hvor de gemte svinefedtet, for det var ikke sådan at det var synligt. Måske var det ligesom en smørdampning (glimrende til spidskål!). En mageløs servering og vi taler stadig om “kålbuketten” herhjemme som var den Jesu Genopstandelse i grøntsagsform. Og så begyndte jeg for alvor at se grøntsager i et nyt lys. Nu hygger jeg mig med at eksperimentere i køkkenet, og det er ikke altid at tingene passer sammen. Igår lavede jeg f.eks italienske kødboller i en sauce af tomat/løg/peberfrugt/persille og serverede dem med sukkerærter sauteret i hvidløg og bagte søde kartofler, der var blevet gratineret under en blanding af rasp, parmesan, hvidløg og persille. I sandhed en besynderlig sammenblanding. En anden husfavorit er denne asiatiske kålsalat med ingefær-peanutbutterdressing. Aldrig før er en kålsalat blevet inhaleret med så stor begejstring på denne matrikel. Det hænder også at jeg laver fransk løgsuppe eller kartoffelsuppe eller salat af fintsnittet rødkål med creme fraiche og kvædegele. Eller ristede rosenkål med balsamico. Eller jordskokkesuppe med fisk.

En af mine favoritter er grøntsagssupper. Helst blendede grøntsagssupper. Med rodfrugter. Og kokosmælk. Vi har en blender, der er så kraftig at jeg nervøst danser rundt når den kører. Dels fordi den lyder som en støvsuger og dels fordi man ikke skal låse blenderglasset fast ved at dreje det rundt. Man plopper det bare ovenpå motoren og så sker der noget magisk og det bliver stående mens maskinen siger lyde, som var det angrebet på Pearl Harbor. Resultatet er en meeeeget glat grøntsagssuppe, lige som jeg kan lide det. For et par dage siden blendede jeg en ekstremt gul rodfrugtsuppe, som jeg gjorde ganske dødsensfarlig ved at koge den på hønsefond. Jeg koger stort set altid supper på hønsefond, for det giver dem både dybde og smag og gør dem til små suppeformede vidunderspiser. Hønsefonden koger jeg selv, og det er der ca. tre millioner opskrifter på hvis man googler, så det vil jeg undlade at uddybe i denne omgang. Man kan også bruge grøntsagsfond, hvis man er vegetar-veganer, men det er synd at koge suppen på rent vand. Brug en fond. Det kan fint være en købefond, man skal bare være opmærksom på at de ofte indeholder salt, og man skal derfor salte noget mere forsigtigt end man plejer. Ellers får man saltsuppe, og det smager ikke godt.

Denne gule suppe er ikke en saltsuppe, det er bare en dejlig krydret sag med hvidløg og ingefær og endda lidt chili. Men kun meget lidt, for jeg er en chilikylling, der ikke synes at mad skal gøre ondt. Krydringen bryder den meget søde smag, rodfrugtsupper ofte har, og det kan vi lide. Opskriften gives til to personer, men den er nem at gange op. Du kan også bytte rundt på rodfrugterne, men det er de søde kartofler, der giver fylde og cremethed til de andre, mere vandede rodfrugter. De kan erstattes med græskar, der gør ca. det samme. Værsgo:

Gul Vintersuppe
2 solide portioner

4 søde kartofler
2 jordskokker
2 persillerødder
2 gulerødder
(i alt ca 700 gram renset vægt, så tag flere rødder om nødvendigt)
4 fed hvidløg
1 almindeligt gult løg
1 spsk reven ingefær
1/2 tsk knust spidskommen
1/2 tsk stødt koriander
1/2 tsk røde chiliflager
3 dl hønsefond (eller grøntsagsfond)
1,5 dl kokosmælk (“creamy coconut” fra Santa Maria er nice)
Salt
Peber
Sukker
Saft fra lime eller citron

Start med at skrælle rødderne og skære dem i grove tern. Hiv overfrakken af løget, skær det midt over og dernæst i tynde skiver. Pil hvidløgene, knus eller hak dem fint. Ingefæren skrælles (skrab den med en teske, det er nemmest) og rives på et skarp, fint rivejern til der er en spiseskefuld mos. Alternativt kan den hakkes fint, hvis man ikke har et rivejern.
Smelt en spsk smør i en mellemstor gryde og svits løgene ved lav varme sammen med hvidløg og ingefær, til det hele er blødt og dufter. Ca. 5 minutter. Det må ikke tage farve. Rør rundt undervejs. Smid så alle krydderierne i og giv dem et minuts tid i den varme gryde. Hæld lidt fond på og rør rundt i bunden så alle de små brune bidder bliver hevet op i suppen. Tilsæt resten af fonden, grøntsagerne, og kokosmælken og lad det hele simre til grøntsagerne er meget møre, ca 20 minutter. Blend suppen til den beder om nåde, enten med en stavblender eller i et blenderglas. Smag til med salt, peber, en halv tsk sukker og friskpresset citron- eller limesaft. Citronsaft gør virkelig meget for smagen i de fleste grøntsagssupper. Især hvis man først tilsætter det tilsidst, så det ikke skal koge med.

Server den rare suppe med lidt creme fraiche, eller måske noget persillepesto, eller bare som den er. Den kan holde et par dage i køleskabet, så lav bare rigeligt. Bon appetit!

Team Januar: Tips Til En Awesome Januar og Hvid Bønnesuppe

Hvid bønnesuppe

Smuk, hvid bønnesuppe

Tips til en awesome januar

1. Blokér alle fitnessidioter på din Facebookvæg. Især dem, der går til alternative behandlere og så absolut dem, der bruger en retorik, der indeholder ord som “clean eating”, “helende mad”, “detox” og lignende begreber, der alluderer at nogle madvarer er beskidte. Det er mental selvskade og hører ingen steder hjemme. Eneste undtagelse er broccoli. Broccoli er en beskidt madvare.

2. Spis rar vintermad. Jeg har haft fransk løgsuppe, kartoffelsuppe m bacon og hvid bønnesuppe på menuen. Kommende madplan inkluderer coq au vin, jordskoksuppe og Ting i Kokosmælk.

3. Sæt tid af til sjælepleje hver dag. Noget, der absolut ikke har andet formål end at være rart. Personligt er jeg fan af klassikeren med sofa, tæppe, te og god bog eller virkelig mange afsnit af en eller anden TV-serie med en virkelig god intro. Må jeg i den anledning anbefale Marvels “Agent Carter”. Den har det hele: Marveluniverset, 50’erne og Hayley Atwell, som jeg haver synes om siden jeg så hende i Jordens Søjler. Har du børn, så spark dem udenfor imens. Det er sundt at lege i naturen. Længe. I Nordsverige.

4. Hvis du, ligesom jeg, har tendens til at få The Vinterblues, så gør lidt ekstra ud af sjæleplejen. Jeg er for eksempel lige for tiden ude af stand til at sidde i sofaen uden min dyne. Og jeg vælger gerne den nemme løsning hvad indkøb angår – heroppe i det nordlige Sjælland kan man få nemlig.com til at ringe på med en hel masse kasser, og det er absolut den lidt højere pris værd i disse dage.

5. Sæt tid af til den yndlingsting, du slet ikke bruger tid nok på. Jeg er begyndt at tegne igen, og jeg overvejer om det er nu, jeg skal sætte tid af til at få skrevet den roman, jeg har drømt om at skrive siden jeg var barn.

6. Hvis du kan lide at rejse, så daf afsted nogle dage i januar eller februar. De fleste ikke-charter-destinationer er billige nu, omend man nok skulle have booket før jul for at få de ægte lave priser. Men Norwegian har gode tilbud, og billetter til februar burde stadig holde en fin pris. Paris er semiforladt i januar/februar, og Rom skulle efter sigende følge efter fra i næste uge. Østeuropa er nærmest gratis, men kan også være ret godt dækket af sne. Tallin og Riga er smukke byer, der ikke bliver overrendt udenfor sæsonen. Selv tager jeg til Budapest i starten af februar. Billige flybilletter, billigt hotel. Det bliver min første tur til Ungarn og jeg glæder mig helt vildt. Jeg skal have paprika med hjem.
Om et par dage skal jeg ud og flyve en tur med den splinternye Bombardier CS300 – en helt ny flytype, der pt. kun flyves af Air Baltic på ruten mellem Riga og Amsterdam. Det glæder min vintertrætte sjæl sig noget så grusomt til at prøve. Jeg skal bo på hotel i lufthavnen i Amsterdam, og hvis der er noget jeg holder af, så er det at bo på hotel i større lufthavne. Min indre Marco Polo går amok!

7. Tal med dit kæledyr. Jeg har f.eks idag brugt meget tid på at spørge mit marsvin om hun er Mors Lille Flomse. Også selvom det er tydeligt for enhver at DET er hun i alt fald. Især hvis jeg har grønt til hende.

Mere hvid bønnesuppe!

Mere smuk hvid bønnesuppe!

7. Lav min awesome bønnesuppe! Den er grim, men den smager dejligt, mætter meget, er nem at lave og jeg er meget afhængig af den lige for tiden. Den passer godt ind i begrebet “hyggelig vintermad”. Den er varm, den er tyk, der er sæsonbetonet grønt i og så kan man hælde brødcroutoner på. Brødcroutoner er altid godt. Du kan også lege med krydderierne eller måske bruge en lækker lille kogeskinke istedet for svineskank. Men så skal kogevandet ikke saltes. En rest kyllingekød samt fond kogt på skroget duer også, og således kan man selv være kreativ. Det bedste er næsten, at den kan holde sig 4 dage på køl, og kun bliver bedre som dagene går.

Hvid bønnesuppe med gris i
4 pers

200 gram små hvide bønner
1 løg
2 fed hvidløg
1 svineskank på ca. et kg
1 meget stor håndfuld finthakket grønkål
Salt og peber
Sukker
Citronsaft

Sæt bønnerne i blød i rigeligt vand dagen før. Kog dem møre i en liter letsaltet vand. Det tager en 45 minutters tid, for de skal være helt og aldeles møre. Hæld bønnerne op i en sigte og gem kogevandet. Hvis du er den heldige ejer af en trykkoger, kan du få endnu mere velsmagende bønner. Hæld de rå, ikke-udblødte bønner i trykkogeren med en liter letsaltet vand og giv dem 30 minutter ved max. tryk (15 psi/1 bar). Bønnerne skal være helt møre og kunne mases med en finger. Sådan gør jeg altid selv, og det er ikke farligt at spise ikke-udblødte bønner, når de blot er kogt 100% møre – ligesom udblødte bønner også altid skal være.

Skanken skal også koges. Den puttes i en stor gryde og dækkes af letsaltet vand med lidt laurbærblade, nelliker og peberkorn i. Bring i kog og skru ned til en simren. Lad det boble under låg til kødet er ved at dratte af benene, ca 1,5 – 2 timer. Hiv skanken op, lad den køle af, og pil så kødet af benet og skær det i mundrette bidder. Hæld kogevandet gennem en fin sigte, evt et klæde, og gem det.

Alt dette kan gøres dagen i forvejen. Når suppen skal samles, skærer du løget midt over, hiver overfrakken af og skærer hver halvdel i tynde skiver. Smelt lidt smør i en gryde (sådan en mellemstor 3-4 liters sag) og svits løgene til de er bløde og rare. Hæld bønnerne over og dæk dem lige akkurat med en blanding af kogevandet fra grisen og kogevandet fra bønnerne. Det det boble i 10 minutters tid og give det så en ordentlig fræser med stavblenderen (eller hæld det i en alm. blender eller foodprocessor) til det er en fin, glat suppe. Nu kan du justere konsistensen med mere kogevand hvis du synes den er for tyk. Den må godt være lidt til den tynde side, for den skal serveres med croutoner, og de suger meget væske. Til sidst kommes den finthakkede kål og kødet i og koger med i 10 minutter. Smag til med salt, peber, et nip sukker. Når gryden er taget af varmen tilsættes et godt skud citronsaft.

Spis med dejlige brødcroutoner, der laves ved at skære tørt brød i tern, vende dem i lidt smeltet smør og riste dem i ovnen i et ildfast fad ved 200 grader til de er sprøde og gyldne. Rør i dem jævnligt.

Har du persille så dyng noget på. Bon appetit!

Team Januar: Kanelsneglekage med flødeostglasur

Et stykke smækker kanelsneglekage.

Et stykke smækker kanelsneglekage.

Det er koldt derude, men endnu har Kyndelmisse ej slået sin knude, og vi har således stadig mere vinter foran os end bagved. Og som om det ikke var nok, så er januar og februar de koldeste måneder i året. Det kommer måske næppe bag på nogen, eftersom vi har levet i en veritabel dybfryser de sidste par dage. Minus 13 grader! I går stod termometermåleren blot på frysepunktet, med isslag til følge. Det var spas at krabbe sig hen over fortovet med de dyrebare indkøbsposer i hver hånd. Champagnen overlevede, men jeg måtte sætte mig ved busstoppestedet og fortære caviaren inden den gik tabt.

Det var vist cirka sådan det gik til.

Vi haver nu endegyldigt lagt julen bag os. Selv de mest hardcore julefreaks på en af mine julefacebookgrupper har set det i øjnene, hevet julepynten ned og er begyndt nedtællingen til næste jul. Sådan som alle normale mennesker ville gøre det. Tilbage står vi med knaldgule reklameaviser, den årlige tilbuds-email fra Madlog og en overflod af inspirerende artikler og blogposts. Det er den sædvanlige hitliste: Vægttab, komme i form, bruge færre penge, spise mere grønt. Jeg er gået i flyverskjul så jeg ikke bliver påvirket af slige puritanske tanker. Istedet sidder jeg med næsen i bøger om gamle dage. Og når jeg siger gamle dage, så mener jeg i tiden mellem ophævelsen af stavnsbåndet (ca. 1800) og starten af 2. Verdenskrig (1940). Det er sådan en rar periode at bruge, når man skal kloge sig på det danske bondeliv i gamle dage, for man gik helt amok med folkemindesamlingerne dengang omkring århundreskiftet, så der er kildemateriale nok at tage af. Og det var inden industrialiseringen for alvor satte ind, så det har den der dejlige snert af romantisk landliv, man kun kan lade sig indhylle i, når man aldrig selv har prøvet at stå op kl 5 om morgenen for at hive en ko i babserne.

At være bonde var i sandhed et arbejdsliv, men man arbejdede i et adstadigt tempo og formåede i høj grad at more sig. Der var snart ikke den anledning, man ikke kunne slå et gilde af, og i vintertiden benyttede man sig i særlig grad af det. Forår, sommer og efterår var fuldt pakkede med at sikre afgrøder og vinterforråd, men vinteren betød Vinterhvile. Det var ikke sådan rigtig hvile, for man brugte stadig tiden på arbejde. Man reparerede redskaber og lappede hullerne i taget og kartede uld (Kartegilde!) og tærskede kornet, man havde høstet og så videre og så videre. Men man havde tid til at gå på besøg hos naboerne. Nogle steder brugte man denne tid på at holde de så sagnomspundne Kaffeborde. Vi kender dem bedst fra det sønderjyske, fordi de dernede antog en nærmest sagnomspunden patriotisk skikkelse i krigstider, men resten af landet havde selvfølgelig også sans for at læsse på med de søde sager. I en tid uden Facebook og Instagram var det ved lejligheder som disse, at husmoderen kunne brillere med sine evner som Kringlebager og Småkagetriller og imponere de andre damer behørigt. Det virker som om at de højt belagte kaffeborde for alvor tog fart i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor den nymodens opfindelse, brændekomfuret, gjorde det muligt selv at fremstille finere bagværk såsom kringler, lagkager, småkager og konditorkager.

Det var også på dette tidspunkt at der helt generelt skete store forandringer på landet. Bønderne begyndte at producere mælk til andelsmejerierne og fik flere penge mellem hænderne (til hvedemel!). Det, og brændekomfuret, fik betydning for hele måltidskulturen. Nye møbler, nye køkkenredskaber og ikke mindst spisestellet. Man gik fra i høj grad at spise søbemad (grød, suppe, kogt i gryde) af egen ske fra fælles fad, til også at spise stege og frikadeller og stegt mad. Man begyndte at bruge tallerkener og gafler og syvogtyve forskellige fade, noget der ellers havde været forbeholdt overklassen. Kaffestellet vandt også indpas, og så holdt man op med at drikke kaffe af skåle.

Kaffebordet som særlig vintertradition har jeg mest fundet spor af i Jylland, men jeg skal på ingen måde påstå at man ikke har rendt hinanden på de sneplettede døre i det ganske land. Og uanset om der var tale om vintertradition, julefest eller bare kaffegilde til Særlig Anledning, så fulgte serveringen gerne et bestemt mønster: Først fik man boller – med smør! – for at lægge bunden. Så var der kringle, skærekage (sandkage var populær), lagkage og måske også finere bagværk som linser eller lign. Man sluttede selvfølgelig af med småkager og helst flere slags. Man skulle smage på det hele, for den stakkels husmoder havde brugt flere dage på at kokkerere. Kaffe måtte der også til, ellers ville det være blevet et meget sølle kaffebord. Måske ville der endda have været lavmælte protester. Det var i høj grad bondestanden, der sørgede for at kaffesælgerne havde noget at lave i Danmark. Man ristede og kværnede selv bønnerne, omend kaffebrænderier begyndte at vinde indpas på samme tid som brændekomfuret.

Det er også fra midten af 1800-tallet at kogebøgerne begynder at bugne af opskrifter på disse kaffebordskager, og dem skal jeg med stor fornøjelse dele ud af her på bloggen, så I kan gøre dem kunsten efter. Men først en moderne kaffebordskage, endda en ret moderne en af slagsen. Det er en kanelsneglekage, der gør brug af en særlig teknik kaldet “tangzhong”. Man starter med at lave en jævning af mel, vand og mælk og varme den op til ca. 65 grader. Væsken får stivelsen i melet til at “gelere” og det giver et helt fantastisk luftigt og saftigt brød. Det er nemt og ikke svært, og jeg synes du skal prøve det. Hvis det alligevel bliver for moderne til dig, kan du istedet brug min almindelige kanelsnegledej, som du finder ved at klikke HER.

Kanelsneglekagen har jeg valgt at toppe med flødeosteglasur. Det er et brilliant koncept, der smager aldeles glimrende. Eneste ulempe er at flødeostglasur egentlig skal stå på køl, og det må kagen absolut ikke, så man skal vente med at smøre den på til man skal servere bagværket for de intetanende gæster. Man kan selvfølgelig også lave enkeltstående snegle, omend det er muligt at de kun skal bage 12-15 minutter i så fald. God fornøjelse!

Kanelsneglekage
Mængde: 7-10 meget store snegle
Bagetid: 20 min v 200 grader
Frysning: Ja, uden glasur

Tangzhong:
50 g mel
125 g mælk
125 g vand

Hæld melet i en lille gryde og pisk mælken i. Rør vandet i til sidst. Varm langsomt op under konstant omrøring. Når den begynder at ryge, tykne og sætte sig i bunden skal den af varmen. Pisk massen godt igennem. Den skal være tyk som grød, men stadig kunne hældes. Er den for tynd, må den på varmen igen. Lad massen køle af til stuetemperatur. Man skal ikke bruge det hele til opskriften, men det kan være svært at styre, hvis man vælger at lave en meget lille portion. Resten kan opbevares et par dage i køleskabet og bruges til andet bagværk. Det skal blot have stuetemperatur inden brug.

Dej:
1 dl tangzhong
ca. 300 g hvedemel
2 dl lun mælk
25 g gær
1 tsk groft salt
50 g sukker
50 g blødt smør
1 tsk stødt kardemomme
Evt. lidt vaniljeekstrakt/sukker/korn

Hæld den lune mælk op i en stor dejskål og rør gæren ud heri. Tilsæt sukker, salt og kardemomme og tangzhong. Rør mel i til du har en klistret, tyk dej. Ælt så dejen til den er blank og smidig og slipper skålen. Det er nemmest på at røremaskine. Skal du ælte dejen i hånden, kan du lave den lidt fastere. Det bliver mindre saftigt, til gengæld bliver du knap så hys over at ælte klæbrig dej. Ælt smørret i til sidst. Dæk så dejen til med et klæde eller plastwrap og lad den hæve 1,5 til 2 timer. Test hævningen ved at dyppe en finger i mel og stikke den i siden af dejklumpen. Hvis dejen springer tilbage skal den hæve længere tid, men hvis din finger efterlader et fint aftryk er den klar. Mens dejen hæver, rører du remoncen:

Remonce:
150 g blødt smør
150 g sukker
1 spsk kanel (gerne en blanding af ceylon og cassia)

Det hele røres sammen.

Når dejen er hævet færdigt, tages den ud på et meldrysset bord og rulles til en firkant, ca 1/2 cm tyk. Den kan godt være lidt levende at arbejde med, så vær tålmodig. Bred remoncen ud på dejen i et jævnt lag og rul den sammen til en pølse. Skær 7 eller 10 snegle (7 snegle passer i en 25 cm bageform) og læg i en smurt bageform, der er beklædt med bagepapir i bunden. Husk at smøre siderne grundigt også. Lad sneglene efterhæve en halv times tid eller til dobbelt størrelse og smid dem så i en 200 grader varm ovn. Bag dem midt i ovnen på en rist (eller en plade, hvis det er enkeltstående snegle) til de er brune på toppen.

Hvis de skal serveres samme dag, kan man med fordel overhælde dem med flødeostglasuren når de er lune. Ellers venter man bare. Fordelen ved disse snegle er at de ikke er kedelige og tørre dagen efter, som sødt og fedt bagværk ellers godt kan blive.

Flødeostglasur
125 g flødeost
100 g smør
200 g flormelis
Lidt vaniljekorn/sukker/ekstrakt

Rør smørret blødt og rør flødeosten i til det er godt blandet sammen. Rør så flormelis i. Når du tilsætter flormelis, vil glasuren blive tyndere, det er helt normalt. Tilsæt til sidst vanilje og gem glasuren på køl til den skal bruges.