Archives

Afternoon Tea: Te

011015

Nu har jeg efterhånden fået skrevet en del om al det gode nam, man kan stoppe i munden, hvis man skal brygge sig en lille Afternoon Tea. Du har læst om scones og om clotted cream og Victoria Sponge og alt alt alt for meget om sandwichens historie. Med andre ord, du er klar til at holde party med strittende lillefinger. Og må jeg i den henseende lige indskyde en lille bemærkning om at man oprindeligt strittede med lillefingeren, for at balancere de fine, tynde tekopper, man havde i gamle dage. Det var altså ikke så meget et tegn på dannelse, som det var en praktisk foranstaltning. Der er slet ikke plads til lillefingeren på de der bittesmå hanke, der sidder på sådan noget gammeldags porcelæn. Jeg stritter også automatisk med lillefingeren, når jeg drikker af mine bittesmå musselmalede Royal Copenhagen kopper, der vejer ca 2.5 gram og koster så meget, at jeg kun har to. Og de er købt brugt. Men de er pæne og gamle og det er grund nok til at beholde dem.

Det eneste vi mangler for at kunne feste som i 1888, er te. En ret vigtig del, må man sige, eftersom det er teen, der ligesom forvandler hele scenariet til Afternoon Tea. Det hedder jo ikke Afternoon Cola. Eller Afternoon Danskvand Med Blid Brus og Citrus. Det kunne bortset fra det ellers være meget sjovt. Så kunne man invitere til en gang danskvand med agurkestænger og fedtfattig hummus og de der små kugler af tørret frugt og kakaopulver som åbenbart smager PRÆCIS som brownies, bortset fra at de slet ikke smager af brownies overhovedet, men mere som blendede dadler med kakaopulver.

Nu jeg tænker nærmere over det, så kunne det faktisk overhovedet ikke være sjovt. Snarere røvsygt.

Nej, Afternoon Tea er det. Traditionelt set er opfindelsen af Afternoon Tea krediteret til Anna Russell, i starten af 1800-tallet. Anna var Hertuginde Nummer 7 af Bedford samt Best Friends Forever med dronning Victoria – hende, der fik opkaldt bunker af kager efter sig – og var åbenbart med jævne mellemrum døden ganske nær af sult sådan ca. omkring kl 16. Derfor fik hun efterhånden opbygget sig et hyggeligt lille eftermiddagsritual, hvor hun dagligt drak te og spiste brød og kage. Veninderne syntes at det var vældig fancy, de flokkedes til Woburn Abbey (hvor hertugen og hertuginden boede) for at bælle te, og således blev Anna Russell udødeliggjort som Opfinderen af Afternoon Tea.

Det var hun selvfølgelig ikke. At drikke te som et måltid var noget man brugte i England (og Frankrig) allerede i slutningen af 1700-tallet. Men måske var det Anna, der gjorde det populært som et fast ritual? Det er svært at sige. Hvis man putter en bunke te-og-historie nørder entusiaster i samme rum og beder dem diskutere hvorvidt Hertuginde Nummer 7 af Bedford opfandt Afternoon Tea så vil der være både døde og sårede når dagen er omme, det er sikkert og vist.
Selv forestiller jeg mig at det er gået for sig som det så ofte gør, når vaner pludselig bliver hypede og alle spiser havregrød fordi en biks på Nørrebro har besluttet at det skal være hipt igen. En person med indflydelse og trendsætterpotentiale har genopfundet/videreudviklet samt ritualiseret en helt almindelig ting, den almene pøbel lugter mulighed for at være som adelen, og vupti, Afternoon Tea som på Woburn Abbey. Badam! Man kan stadig få Afternoon Tea på Woburn Abbey, dog minus hertuginde, og en dag skal jeg prøve det.

Teen kom til Europa i slutningen af 1500-tallet. Det var de portugisiske handelsrejsende, der havde været i Kina og købe lidt ind. Senere fik hollænderne overtaget importen. I England blev det først rigtig en ting da den britiske konge fik en portugisisk dronning, der slæbte teen med. Det var omkring 1660. Og som vi så ofte ser det op gennem historien, når hoffet får en vane, så følger resten af befolkningen langsomt med. I starten var det dog kun de rige. Så de rige forretningsmænd bællede te med hinanden i Londons kaffehuse (hvor de velsagtens også drak noget kaffe). Derhjemme drak deres hustruer også te, købt i selvsamme kaffehuse. De puttede sukker i, og Englands forbrug af sukker steg kraftigt da te- og kaffedrikning blev populært. Både te og sukker var afsindigt dyrt. Jeg har set priser, der nutildags svarer til at betale mellem 1000 og 4000 kr halvkiloet. For te. Det var nok ikke Medova. De fine damer holdt teselskaber og inviterede veninderne til at komme og drikke udtræk af blade og måske spise en lille bolle eller hvad de nu havde.

Udover at den lange rejse gjorde teen dyr, så hjalp skatterne heller ikke ligefrem på sagen. Op gennem 1700-tallet blev te voldsomt populært, og eftersom det kun var de rigeste, der havde råd til at købe sagerne, opstod der et enormt sort marked. Man begyndte ganske enkelt at drikke smuglerte! Og så fik de almindelige dødelige råd til at drikke te. Det var ikke just den ypperligste kvalitet, for te er nem at forfalske, så der var en del blade og grene og nullermænd i tønderne, der ikke havde ret meget med te at gøre. Sådan var det. I 1785 blev skatten på te sat kraftigt ned, hvilket totalt underminerede smuglermarkedet. Det forsvandt stort set, men teen blev stadig spædet op med blendede stueplanter og hakket undulat, og sådan var det længe.

Som altid, når nye og velsmagende fødevarer vinder i popularitet, stod der nedturskoste klar i kulissen. Te blev angrebet for at være en syndig drik, en skadelig og sygdomsbringende rædsel, som alle gode kristne burde holde sig fra. Argumentet var selvfølgelig, naturligvis og helt selvklart, at te smagte godt. Og ting der smager godt hører sig ikke til en god kristen livsstil. Man skulle jo ikke gå her og nyde livet, næ, man skulle gøre evig bod for arvesynden og søge tilgivelse for sin plettede og ugudelige sjæl.
Der var endda en helt særlig spade, der påstod at tedrikning gjorde kvinder grimme. Tak for det, siger jeg bare. Selvsamme knoldesparker mente også at de fattige mødre snoldede deres penge væk på te, mens deres stakkels børn gik sultne i seng.

Det var iøvrigt det samme i Danmark. Her mente man også at te var flydende dårskab, men det afholdt ikke hollænderne fra at afsætte de tørrede blade herhjemme også. I løbet af 1700-tallet blev te en ting, ligesom det var blevet i England. Det var hovedsageligt fruerne i byen, der drak den slags. På landet er det stadig kaffen, der omtales, både i kogebøger og i folkeminder. Kaffe, det var det bønderne ville have, og gerne drukket med et stykke kandis i munden. Det er ikke mange spor af te. Jo, urtete, det drak man, især hyldete, timiante og røllikete. Men ikke den sorte te. Måske var det for koffeinfattigt for landsbyboerne, der nok kunne trænge til en opstrammer ovenpå det hårde arbejde.

I England, til gengæld, blev teen som skrevet allemands eje. Det betød dog ikke at man kunne åbne enhver 1700-tals kogebog og bare drukne i overfloden af opskrifter med te. Nej. Til gengæld begyndte bøgerne at vrimle med te-relaterede mål, såsom tekop og teske, hvilket godt kunne tyde på at den slags fikkumdik var blevet en helt almindelig del af husholdningen. Men opskrifter var der også nogle af. Som f.eks denne opskrift på en caudle lavet med te, fra 1747:

To make Tea Caudle, 1747
Make a Quart of ſtrong Green Tea, and pour it out into a Skillet, and ſet it over the Fire; then beat the Yolks of four Eggs, and mix with them a Pint of white Wine, a grated Nutmeg, Sugar to your Taſte, and put altogether, ſtir it over the Fire till ’tis very hot, then drink in China Diſhes as Caudle – The Complete family-piece and country gentleman and farmer’s best guide [kilde]

Der står: Tag en liter stærk grøn te og hæld den i en gryde og sæt den på ilden. Pisk fire æggeblommer sammen og bland dem med en liter hvidvin, en reven muskatnød, smag til med sukker og rør det sammen med teen, varm op under omrøring og drik af porcelænsskåle (kopper?) som caudle.

Caudle var en meget populær varm drik af krydret, sødet vin (senere også mælk) tyknet med æg (et godt dansk ord kunne være gløggesnaps?). Opskrifter findes i utallige kogebøger helt tilbage fra den tidlige middelalder. Det var kun naturligt at man senere også fandt på at hælde te i.
Konceptet tea cakes dukker også op. Det er essentielt set småkager, der serveres til te. En sådan finder vi i A New System for Domestic Cookery:

Tea cakes, 1807
Rub fine four ounces of butter into eight ounces of flour; mix eight ounces of currants, and six of fine Lisbon sugar, two yelks and one white of eggs, and a spoonful of brandy. Roll the paste the thickness of an Oliver biccuit, and cut with a wineglass. You may beat the other white, and wash over them: and either dust sugar, or not, as you like. – A New System of Domestic Cookery [kilde]

Der står: Gnid 4 ounces smør ud i 8 ounces mel. Blandt 8 ounces korender i, samt 6 ounces sukker fra Lissabon (Lissabon stod for megen import af bl.a. arabisk rørsukker), two æggeblommer og en æggehvide og en skefuld brandy. Rul dejen ud til samme tykkelse som en Oliverkiks (også kendt som Bath Olivers, en bestemt slags tynde, sprøde kiks) og stik med ud med et vinglas. Du kan tage den ekstra æggehvide og pensle dem og drys sukker på, eller du kan lade være.

De skal selvfølgelig også bages, men den slags åbenlysheder brugte man ikke altid kostbart papir på at pensle ud. Sådan er gamle kogebøger ofte ganske morsomme. En anden opskrift på “Benton tea cakes” i selvsamme bog, lyder blot: Bland en dej af mel, en smule smør og mælk, rul meget tyndt ud og bag på en varm plade. Så er der kage.

I sidste halvdel af 1800-tallet begynder der at også dukke tebryggevejledninger op i diverse kogebøger. I “The Modern Housewife” fra 1850 anbefales det lige at kyle tekanden med tørre teblade i ovnen og give dem en varmetur inden der hældes kogende vand på. Det kan man jo kaste sig ud i hvis man tør.

Teægget dukker også op, en smart og moderne opfindelse, der holder styr på de løse teblade. Hvis man ikke brugte den slags moderniteter, lod man ganske enkelt de løse teblade ligge i kanden. Teen blev så gerne hældt over på en ny kande, når den havde trukket.
En enkelt bog – “Salads, Sandwiches, and Chafing-Dish Dainties” fra 1909 – anbefaler at man putter et kandiseret kirsebær eller en citronskive ned i kanden sammen med tebladene. Selv bruger jeg gerne skiver af frisk appelsin eller ingefær.

Mrs. Beeton skriver i 1861, at man stadig bruger “den gamle metode” med en teskefuld blade per kop og en til kanden. Man kan også, skriver hun, tilsætte en lille smule natron, hvis vandet er meget hårdt. Det skulle give en bedre te.
Ellers gik instrukserne mest ud på at hælde kogende vand på tebladene, lade dem trække 5-7 minutter og så servere. Og sådan brygger vi stadig te. Nogle af os gør i alt fald. Jeg fik engang serveret te brygget på 65 grader varmt vand. Det var åbenbart optimaltemperaturen for disse Fine Teer, men resultatet var rimelig forudsigeligt: Da teen havde trukket var den kold. Og da jeg spurgte efter mælk, fik jeg at vide at mælk ville ødelægge de sunde stoffer i teen. Jeg valgte dog at tage chancen. Vi havde trods alt lige bestilt scones med syltetøj, så det var næppe mælken i teen, der ville forskyde sundhedsbalancen i måltidet fra Helsekost til Katastrofe. Afternoon Tea skal være usund. Basta.

I Danmark vandt Afternoon Tea også indpas (blandt overklassen) som Five O’Clock Tea. Emma Gad, Danmarks utrættelige Gode Manerers Vogter, beskrev i 1918 eftermiddagsteen som en yderst vigtig del af storbyens selskabelige liv. Der var ingen grænser for hvor yppig og elegant og yndig sådan en five o’clock affære kunne være. Til at skænke teen havde man husets døtre eller unge kvindelige bekendte, og det var vel nok en god ide, for som fru Gad skrev:

“En smuk Thepotte er et højst flatterende kvindeligt Attribut i en ung Piges Haand.”

De danske kogebøger kan også være med. I 1821 er der i alt fald opskrifter til folket, blandt andet denne yndige lille dessert:

Theekræm, 1821
Af den fine Thee vel 1 Lod, 1 1/2 Pot tynd Fløde, 8 eller 10 Lod hvidt Sukker, 12 til 14 æg, 1 1/2 lod fiint Hvedemeel og 1/2 Qvintin Kaneel.
Theen lægges i en Terrin, herpaa heldes Fløden naar den har kogt nogle Minutter med Sukkeret og Kanelen, men maa ikke tildækkes, og røres af og til deri, til det er næsten koldt. Melet kommes i en vel fortinnet Kasserolle, anrøres med lidt Mælk, derpaa skilles BLommerne fra Hviderne, kommes deri, og omrøres vel, heri passeres Fløden igjennem en Sigte, sættes over rask Ild og afrøres som en sædvanlig Kræm, indtil den er færdig at koge, derpaa struges den gjennem en Sigte, røres af og til deri, indtil er kold, og heldes paa det Fad, der er bestemt til Anretning, derover rives lidt Sukker og holdes en gloende Ildskuffe eller Glasseerskuffe [??] over, hvoraf den faaer Glands.
– Oeconomisk Huusholdningsbog (afskrevet fra eget eksemplar)

Vor egen Madam Mangor var heller ikke bleg for at lave Ting med Te. Hun har et glimrende kapitel i 1898-udgaven af “Mangors Kogebog for smaa Huusholdninger”, der essentielt set går ud på at hælde sprut i så mange forskellige væsker som overhovedet muligt. Her finder vi The-Punsch. Te med rom OG rødvin:

The-Punsch, 1898
Paa 1/2 Lod The skjenkes 1 Pægel kogende Vand, hvormed den staar paa lidt Gløder for at trække, dog uden at maatte koge. 1 Pund hvidt Sukker, Saften af 3 Citroner, 3 Pægle Rum, og 1 1/2 Pægel Rødvin hensættes tildækket ved Barmen indtil Sukkeret er smeltet, da skjenkes den varme The igjennem Thesien derpaa tilligemed 1/2 Pot kogende Vand. Den drikkes varm og bliver temmelig stærk. – Mangors Kogebog for smaa Huusholdninger (afskrevet fra eget eksemplar).

Alkohol gør alting bedre, sådan er det bare.

I dag er det stadig kaffen, danskerne ynder at tylle mest af. Vi drikker 250 gram te per mand om året, og jeg kan godt afsløre at mit indtag er adskillige gange højere end det. Så jeg må drikke for nogle personer derude. Til gengæld drikkerne vi 8,5 kg kaffe pr. person, og det kan nok forklare hvorfor det er så fordømt svært at få sig en ordentlig kop te i den danske cafeverden. Men så er det jo godt at det er nemt at brygge selv.

Med disse kloge ord vil jeg afslutte temaet om Afternoon Tea. Det var fornøjeligt at skrive og forhåbentlig er der nogen derude, der er blevet lidt klogere. Verden er bare et bedre sted, når alle ved hvordan man laver clotted cream.

Og det er ganske vist.

 

Dag 35: Julekaffe

julekaffe

Julekaffe

Så blev det solhverv. Vi har netop gennemlevet årets længste nat. Eller, gennemsovet, forhåbentlig. Søndag var den korteste dag i Danmark, selvom solhvervet egentlig officielt er idag (noget med en midnatslinje – der står noget om det på DMI’s hjemmeside). Jeg håber ikke, der var nogen af jer, der bagte igår? Og hvis I gjorde, vendte brødet sig så i ovnen? Det skulle det gøre, og det er ganske vist.

At årets længste nat var en uhyggeligt nat, har jeg allerede skrevet om i min blogpost om Luciadagen. Det var jo sådan, at fra 1300-tallet og frem til at vi overtog den gregorianske kalender i 1753, der faldt solhvervet (cirka) på Luciadagen, og derfor var al overtroen knyttet til “Lussenatten”. Og solhvervsnatten er også i år en uhyggeligt nat, for med den indledes den sidste dramatiske julespurt. Det er jul i overmorgen, og vi har ikke engang fået pyntet op endnu. Det skal gøres idag, og der skal hentes juletræ og gøres rent. Jeg er dog ikke stresset. Vi når det vi når. Det vigtigste er maden. Og den er på plads. Især er der styr på den brune sovs, julens vigtigste tilbehør. Der er købt fond fra slagteren, for stegeskyen i sig selv giver slet ikke sovs nok. Der er også indkøbt lidt ekstra andekråser og ditto hjerter, til at sætte ekstra smag på sagerne, hvis jeg altså ikke æder dem selv inden. Kråser og hjerter, langtidssimret i lidt rødvin og urter, spædet op med fløde – det er gode sager, og stort set umuligt at lave, for fjerkræindmad er blevet svært at opstøve. Men nu havde de det altså, i et af de mere fancy lokale supermarkeder, og så er min julelykke gjort.

Der skal koges klejner og bages jødekager og laves hindbærskumfiduser. I morgen skal vi have risengrød til aften, og så koges der dobbelt portion. Halvdelen tages fra til risalamande. Der skal slås papir om de sidste to gaver, og så har jeg ellers planer om at smække benene op og se Netflix.

Oslofjorden ved solopgang

Oslofjorden ved solopgang

Selvom årets korteste dag var igår, så er det jo i dag i den del af jordkloden, der ligger øst for Danmark. Bornholm, f.eks. Så måske burde man også afholde sig fra at bage i dag. Bare for en sikkerheds skyld? Man ved aldrig hvad Magterne synes, og man skulle nødig komme i ulykke på tekniske detaljer. Jeg er også helt sikker på at jeg har hørt, at det er godt at drikke gin&tonic på solhverv. Noget med, at det smager godt, samt at man lige har købt en ordentlig flaske gin på Oslobåden. Åh ja. Jeg er fan af Oslobåden og kahytter med vindue. Også selvom det blæste 18 sekundmeter om natten, og det derfor var noget af en gyngende oplevelse at gå rundt i Oslo dagen efter. Det indre øre havde ikke helt fået skiftet til stillestående underlag. Det var en ganske morsom oplevelse. At forsøge at sove i stormvejret var knap så underholdende, for jeg vågnede hver gang der kom en særligt stor bølge, og det krævede en hel del kaffe at vågne ordentligt op den morgen.

Det krævede også ekstra forsyninger inde i Oslo. Vi endte på en cafe i et lille center, tæt på kongeslottet. Vi havde egentlig ikke forventet noget videre særligt, for hvor tit får man god kaffe i et center? Så vi valgte en kop “julekaffe” med flødeskum på, den slags kan vel aldrig gå helt galt. Men til vores store overraskelse var det en rigtig god kop. Flødeskummet var sødet og der var appelsinskal og reven chokolade. Kaffen havde julenoter, sådan helt uden at der var tilsat aromastoffer, og i det hele taget var det lige hvad vi trængte til.

Da vi kom hjem igen, lavede jeg min egen julekaffe. Det er en helt almindelig lille latte, blandet op med en krydret appelsinsirup og toppet med flødeskum, reven chokolade og lidt appelsinskal. Hvis du ikke har en espressomaskine, kan du bare bruge en almindelig, god kaffe med mælk istedet. Det er ikke det samme, men derfor kan det jo stadig smage godt.

Lidt whiskey gør heller ikke kaffen dårlig. Siger det bare. Måske kan det være tiltrængt i disse sidste dage inden jul.

Julekaffe
2 personer

2 skud espresso
4 dl sødmælk
2-4 spsk appelsinsirup
Piskefløde
Mørk chokolade
Appelsinskal

Appelsinsirup:
2 store appelsiner
Sukker
1 tsk stødte nelliker
1 tsk hel kardemomme
1/2 stang vanilje

Pres saften af de to appelsiner og vej den af. Der burde være omkring 1,5 dl. Måske er der lidt mere eller mindre – det gør ikke så meget. Hæld saften i en gryde. Tilsæt samme mængde sukker som der er saft. Dvs. hvis der er 150 gram appelsinsaft, skal der 150 gram sukker i. Put så krydderierne og vaniljen i og tænd for varmen. Bring blandingen i kog og lad den koge 5-6 minutter. Tag gryden af varmen og lad den trække en halv times tid med krydderierne i. Hæld det hele gennem en sigte. Nu har du dejlig appelsinsirup til kaffe eller til andre ting.

Når du laver kaffen, tilsætter du 1 eller 2 spsk til et skud espresso og hælder 2 dl skummet mælk over (skummet mælk er sødmælk skummet i en mælkeskummer – ikke skummetmælk, den fedtfattige! For guds skyld). Pisk noget flødeskum til bløde toppe og læg på kaffen. Riv noget mørk chokolade over og drys evt også med lidt fintreven appelsinskal. Drik!

Dag 10: Bispebolle (Nye Kogebog, 1815)

Engang for mange år siden, i Kerteminde, på selveste Julenat vågnede en bondekone af sin dybe søvn. Det var mørkt, og hun så at uret var stoppet. Fra gårdens vindue kunne hun se, at der var lys i kirken. Hun stod op og klædte sig på. Så hastede hun mod kirken. Landevejene var ganske øde, og et øjeblik troede hun at hun var kommet for sent. Men klokkerne ringede netop som hun nåede kirken.

Da hun trådte ind i kirken, var den fyldt til bristepunktet med fremmede mennesker. Hun syntes dog at der var noget bekendt over dem, og de var sært blege. Kirken var helt stille. Da trådte præsten frem, men det var ikke den sædvanlige præst, omend hun også syntes at hun kendte ham et sted fra. De sang en salme og præsten holdt en smuk prædiken.

Gudstjenesten nærmede sig sin afslutning, og da bøjede konen, der sad ved siden af hende på bænken, sig frem mod hende og hviskede “Tag din kåbe på, men bind den ej, og skynd dig ud. Hvis du bliver her til det er forbi vil de dræbe dig! Det er de døde, der holder gudstjeneste i nat.” Og da kendte hun konen igen, for det var hendes nabo, der var død for mange år siden. Og hun så at hun kendte de andre, både menigheden og præsten, alle var de døde, og nogle endda for mange år siden. Hun blev ganske rædselsslagen, svøbte kåben om sig, men bandt den ikke, og så løb hun ud af kirken så hurtigt hun kunne. Da hun nåede døren, greb de døde hendes kåbe, men hun lod den glide af sig og flygtede hjem langs de mørke og tomme landeveje. Bag sig kunne hun køre kirkeklokkerne slå et.

Næste morgen fandt de hendes kåbe ved kirkedøren, ganske sønderreven. Og det var synd, for det var en pæn kåbe!

Sådan lyder en gammel vandrehistorie når den er genfortalt af mig. Den findes forskellige udgaver i både Norge, Sverige og Danmark – og sikkert også andre lande. Jeg fandt historien i en gammel bog om kirker jeg købte på et loppemarked, og kunne ikke sove om natten efter jeg havde læst den. Så jeg syntes også I skulle have den! Desværre har jeg ikke kunnet finde bogen siden jeg flyttede for 3 år siden, så den er gengivet efter hukommelsen – men eftersom det er en vandrehistorie gør det næppe så meget.

Der er nogle, der mener at historien blev udbredt efter reformationen. Der var stadig visse præster, der insisterede på at holde midnatsgudstjeneste, som man gør i den katolske kirke, og historien var beregnet på at skræmme folk fra at deltage i den. Det har sikkert virket – jeg tror i alt fald ikke jeg skulle have nydt noget af nogen midnatsgudstjeneste efter at have hørt det der.

Da jeg kort tid efter gik en tur i Den Gamle By i Århus efter mørkets frembrud, kunne jeg ikke lade være med at tænke på de dødes gudstjeneste. Når Den Gamle By holder åbent i december er det MØRKT derinde efter solnedgang. Det er både fantastisk hyggeligt med julelys i stuerne på de gamle huse og fantastisk uhyggeligt med de mørke gader. Heldigvis er der ingen kirke derinde, noget jeg ellers jævnligt har brokket mig over, men lige denne aften satte jeg stor pris på det. Så kunne der ikke komme nogen døde mennesker efter mig.

Jeg har igennem mange år været sæsonkortholder i Den Gamle By. Det er mit yndlingsmuseum, og selv nu hvor jeg er flyttet væk fra Århus og over til Nordsjælland, sørger jeg for at besøge den bette by flere gange årligt når jeg alligevel er i Århus for at besøge mor. Med sæsonkortet kan jeg tage en gæst gratis med ind – dvs at jeg med god samvittighed kan pådutte de andre en gåtur i det lille købstadsmuseum. Det er nu de færreste, der har noget imod det, det er et meget populært sted i Århus. Og hver jul holder de Jul i Den Gamle By, og så har Winekes Kælder under Møntmestergaarden åbent – og de sælger bispebolle. Det er ikke brød, men en slags gløgg uden krydderier. Det er sødet rødvin med appelsinsaft og -skal og det smager helt forrygende. Jeg er inde og tylle noget af det hvert år, og gerne sammen med en honningkage.

I år kommer jeg desværre ikke til at drikke bispebolle i Den Gamle By, for mit årlige julebesøg er selvfølgelig ugen før de åbner op for Winekes Kælder. Æv! Jeg må vente til næste år med at sidde i den hyggelige kælder og tylle bispebolle og lade som om det er år 1700 med WiFi. Heldigvis har Den Gamle By en hel masse spændende ting på deres hjemmeside, heriblandt en side med gamle juleopskrifter. Og gæt hvad jeg fandt – opskriften på bispebolle!

Bispebolle
Til en Flaske rød Viin tager man 2 Pommerantser, skræller Skallen af den ene meget fiint og kommer den i Vinen; presser Saften af dem begge deri, og lader det staae tildækket 1 Time. Da slaaer man den igjennem en Sigte, og kommer Sukker i efter Smag, saa er den færdig.
Fra: Nye Kogebog eller Anviisning til at koge, bage, stege, indsylte, henlægge, indslagte, anrette o.s.v. af C. Jacobsen, 1815.[kilde]

Der står pomerantser, men den rare dame sagde sidste år at de bruger appelsin, så jeg undlod at trave København tynd efter sjælden citrusfrugt. Jeg brugte en australsk shiraz, og jeg så at det var godt. Istedet for at lade den trække, så varmer jeg den forsigtigt op som en gløgg og lader den stå 10 minutter. Så er den god og klar til at drikke. Husk at vinen ikke må koge. Den er også god ved stuetemperatur.

Bispebolle

1 flaske rødvin
2 appelsiner (eller pomerantser)
100 gram sukker, eller efter smag

Skær alt det gule skræl af den ene appelsin med en kartoffelskræller eller en kniv. Pas på ikke at få for meget hvidt med, det er bittert som en bølle. Hæld rødvinen i en gryde og læg appelsinskrællen i. Pres saften af begge appelsiner og hæld ned til rødvinen også. Varm forsigtigt vinen op med sukkeret og server varm. Det smager varmt og hyggeligt af jul.

Jeg putter lidt finthakket hjemmesyltet appelsinskal i bunden af koppen, så er der også snacks til.

Dag 9: Eggnog latte

Det seneste nummer i rækken af alkoholiske juledrikke (jeg er ved at træne svagdrikkermusklerne til næste uges dobbeltjulefrokost) er eggnog latte. Det er sådan en snazzy lille sjælevarmer, der smager af kaffe og alkohol og muskatnød. Jeg laver den meget lille – blot en enkelt deciliter eggnog med et skud espresso. Lidt flødeskum på toppen, og så er du klar til at forarge kaffepuristerne. Ikke at jeg skal tale grimt om kaffepurister, for jeg er med garanti ligeså hysterisk og irriterende når det kommer til kage (revolution NU!).

Eggnogg latte er sådan en Starbucksting. De har solgt den hver jul siden 1986, og den er åbenbart meget populær, for da de besluttede sig for ikke at sælge den i 2014 blev folk megasure. Død over Starbucks! skrev de på sociale medier. Giv os vores julekaffe tilbage! skrev de. Vi vil have eggnogg latte! skrev de. Og Starbucks gav efter og så blev det atter jul i Amerikas Forenede Stater.
Man skal ikke pille ved folks vaner. Jeg forestiller mig lidt samme scenarie, hvis Tuborg et år vælger at aflyse J-dag. Man kunne endda forestille sig at der var politikere, der ville udtale sig om sagen. Grundloven ville blive ændret, så J-dag var obligatorisk.

Generelt er det en dårlig ide at blive meget afhængig af et bestemt produkt, for man har ingen kontrol over hvornår det forsvinder. Nu er der næppe nogen risiko for dansk ramaskrig over evt. manglende eggnog latte, men derfor vil jeg alligevel være på forkant med situationen og give en opskrift på denne så ugudelige drik. Den laves med hjemmelavet eggnog og espresso. Hvis man ikke har mulighed for at lave espresso eller skumme mælk hjemme, kan man istedet lave den som cafe au lait – det er bare lige dele varm mælk og kaffe blandet sammen og drukket af en skål. Erstat hele eller dele af mælken med din helt egen hjemmelavede eggnog. Jeg har givet opskriften lige her: Klik klik for eggnog opskrift.

Eggnog latte
2 små krus

2 dl kold eggnog, eller 1 dl eggnog + 1 dl mælk
2 skud espresso – eller mere, hvis man vil
Reven muskatnød

Giv eggnoggen en tur i mælkeskummeren til den er 60-70 grader (eggnog må ikke blive for varmt, så koagulerer æggebasserne). Fordel i to krus og hæld espresso over. Drys med lidt reven muskatnød og sig “mmm”. Hæld mere rom i. Sig “mmm” igen. Syng evt Crash Test Dummies’“Mmm Mmm Mmm Mmm”, som er et af mine yndlingsnumre.

Dag 8: Hot buttered rum

Hot buttered rum er en ægte amerikansk juledrik. Den stammer helt tilbage fra 1700-tallet, hvor julen var forbudt. Det lyder som noget fra TV2’s julekalender, men den er god nok. Der kom en bunke Puritanere til Amerika og bredte sig ud over hele New England. Puritanerne mente at der ikke er bibelsk belæg for at fejre jul, og det havde de for så vidt fuldstændig ret i. Julen er en konstrueret helligdag, der først opstod omkring år 300 efter Jesus.
Her er der mange danskere, der ynder at proklamere at den katolske kirke lagde julen samme dag som den oldnordiske solhversfest for at “snyde” vikingerne til at blive kristne. Men eftersom julen næppe blev fastlagt for at snyde et lillebitte folkefærd, der ikke engang var samlet under én konge, og som først skulle blive småkristne omkring 500 år senere, så tror jeg godt at vi kan lægge den gamle traver i graven. Desuden lå den oldnordiske midvinterfest i januar. Til gengæld er det sandsynligt at man har placeret julen ovenpå en gammel romersk helligdag – det var jo dernede slaget om Den Bedste Religion stod først.

Men hvorom alting er, så kom både kristendommen og julen til Nordeuropa, og til England. Men så skete der noget, vi i historiebøgerne ynder at “den anglikanske kirke”. I ved, den der opstod i 1534, da Henrik d. 8 ville skilles fra sin kone så han kunne duske Anne Boleyn istedet. Da paven sagde nej, så løsrev kongen da bare den engelske kirke fra den katolske kirke og gjorde sig selv til kirkeligt overhoved istedet.

Omkring 50 år senere opstod den puritanske bevægelse. Det gik ikke helt stille for sig. Puritanerne syntes at der var for meget synd og frås i kirken, og hvad var det for noget syndigt jul? Det gad de ikke, så de flyttede. I 1630 sejlede det første hold puritanere til New England i Den Ny Verden (Amerika), hvor de ville skabe et nyt forbilledtligt samfund, bestående af rettroende kristne. Derfor kunne de ikke helt slå sig sil tåls med bare selv at være puritanere – de fik magt, og så forbød de både jul og påske.
Derfor var hot buttered rum først og fremmest en nytårsdrik. Efter borgerkrigen sluttede blev julen dog ophøjet til en officiel helligdag i det herrens år 1870. Puritanerne hadede ikke længere jul helt så meget, og desuden havde de ikke længere noget at skulle have sagt. Amerika var blevet markant større og hed nu Amerikas Forenede Stater, også bedre kendt som USA.

Og så blev hot buttered rum en rigtig juledrik. Det lyder måske sært, med sådan en blanding af smør, krydderier, rom og kogende vand. Det ser også lidt sært ud. Men det smager GODT. Sødt og varmt og krydret og juleagtigt. Man kan bruge alle de gængse julekrydderier som kanel og ingefær og allehånde og så videre, hvis man har lyst. Selv bruger jeg en blanding af muskatnød, nellike og appelsin. Istedet for vand kan man bruge æblemost. Man kan også hælde mere rom i hvis man er mindre svagdrikker end jeg.

Hot buttered rum
1 kop

2 spsk krydret smør
2 spsk rom
1,5 dl kogende vand

Smør og rom røres sammen i en kop. Det kogende vand hældes over.

Krydret smør:
100 gram smør
125 gram brun farin
1 tsk friskreven muskatnød
1 tsk friskreven appelsinskal
1 tsk stødt nellike

Røres sammen og trækker nogle timer i køleskab. Kan holde 2 uger på køl og længere tid i fryseren.

Dag 7: Grog og Bumbo

At være menneske i den præindustrielle verden, var ikke for tøsedrenge.

Må man stadig sige det – tøsedrenge? Eller er det dømt sexistisk og ude? Jeg kan blive i tvivl af og til.

I alt fald var det ikke for tøse… æh, for folk med sarte nerver. F.eks var det mørkt, mørkt, mørkt om vinteren. Gadebelysning var der ikke noget af, og man fråsede ikke med tællelysene. Ildstedet var den vigtigste lyskilde. Så kunne man sidde der i vintermørket og spekulere på om det mon var en øksemorder eller et genfærd der lavede den lyd, man kunne høre lige før, men som man ikke helt vidste hvad var. Og hvis det rent faktisk var en øksemorder, så kunne man ikke ringe efter hjælp eller noget.

Man kunne så trøste sig med at de færreste øksemordere ville traske rundt i kulsort mørke ude på landet midt om vinteren bare for at stå på en tilfældig gårdsplads og planlægge en tjep lille massakre inden sengetid. Men genfærd… de kunne finde på det. Overalt, var de, på kirkegårde og vadende rundt på landeveje for at varsle død over enhver, der så dem. Juleaften var der særlig stor fare for at støde på dem.

Der var gravsoen, der vandrede rundt på kirkegårdene og helhesten der haltede rundt på tre ben. Begge var dødsvarsler, men den værste var alligevel nok kirkelammet. Nå, et sødt lille mæhlam, tænker du nok, men nej. Kirkelammet havde også kun tre ben, og den nøjedes ikke med at tøffe rundt på kirkegården og sparke lidt til de familiegrave, der snarligt kunne forvente nye beboere. Nej, det dumme kræ spadserede hjem til folk og besøgte dem. “Hej,” sagde kirkelammet til den arme stakkel, der åbnede døren. “Hvis jeg var dig, ville jeg lade være med at gemme kringlen til i morgen.”
Historierne fortæller ikke om der nogensinde var nogen, der forsøgte at fange det lille lam, så de kunne æde det og sætte en stopper for varselsløjerne. Det var der nok ikke. Kirkelam kan godt smage lidt hengemt, har jeg hørt.

Det er ikke spor mærkeligt at overtroen levede i bedste velgående. Man var i langt højere grad end idag overladt til tilfældighedernes spil. Der var ingen moderne lægekunst, intet velfærdssamfund, ingen alarm 112, ingen Netflix. Det har været hårdt, men man kendte jo ikke til andet. Om 100 år kigger de sikkert tilbage på vor tid og tænker at det var synd for os allesammen at vi var så tilbagestående og dumme. Nøjagtig som man altid har gjort – og tænk bare på hvor kloge og moderne vi føler os.

Et af de steder hvor man virkelig var prisgivet, var på havet. Før radioen og moderne navigation med alt hvad dertilhører af detaljerede kort og GPS systemer og vejrudsigter, var havsejlads en yderst risikabel affære. Så det er ikke så sært at overtroen også levede i bedste velgående på havet, med alt hvad dertil hører af skibskatte og sirener og forbud mod at fløjte og at lægge til kaj om fredagen.

Skibskosten var også noget der krævede en stærk tro at overleve. Uden mulighed for at opbevare maden voldsomt hygiejnisk, kunne det være en ganske spændende affære at spise frokost. F.eks er der i bogen “Dansk Madhistorie – fra fortid til nutid” et kapitel om maden på Fregatten Jylland for 150 år siden. Her nævnes det blandt andet at det medbragte drikkevand ikke måtte drikkes når det var grønt (af alger). Når det grønne var sunket til bunds ventede man til vandet i alt tre gange var blevet grønt og dernæst klart, før der måtte drikkes af det – af sugerør, for ikke at gøre vandet plumret. Mmm, frisk vand. Af samme årsag fik besætningsmedlemmerne 2,5 liter øl om dagen. Væske skulle man jo have. Endvidere står der at man, mod slutningen af togtet, brækkede sine beskøjter over, så man kunne få banket mylderet af mider og orme ud af dem, inden man spiste dem. Nammenam.

At være sømand på de rigtig lange togter, hvor man krydsede verdenshavene med livet som indsats, har absolut ikke været et job for tøse… æh, for resourceknappe medborgere. Man har været helt isoleret, derude på havet, med sin grønne vandtønde og de levende beskøjter. Det var ikke videre praktisk at tage øl med på de lange ture til varmere himmelstrøg, for det fyldte meget og blev dårligt. Istedet begyndte man at medbringe vin – og i midten af 1600-tallet gjorde rommen sit indtog. De næste 100 år var dagsrationen af rom en halv liter! Skål i skibet.

Det gav naturligvis nogle problemer, især fordi det yndedes at gemme rationen til man havde nok til at drikke sig en god solid fjer på. Og det er her grog kommer ind i billedet. Grog var en drik, der bestod af rom fortyndet med det skønne, grønne algevand. Den fortyndede rom gjorde at der var knap så megen fuldskab og at man ikke kunne hamstre sin ration, fordi den hurtigere blev dårlig. Grog bestod af 1 del rom og 4 dele vand, og hvis man havde været slem, kunne man få nedsat sin romration, så det var 1 del rom til 6 dele vand. Oh ve oh gru. De heldige fik tilsat en god dosis saft fra citron eller lime. Det gjorde drikken mindre gusten, og så modvirkede det skørbug, fordi det indeholdt C-vitamin. Det vidste man selvfølgelig ikke, for man anede ikke hvad C-vitamin var, man kunne bare se at sømænd, der fik citrussaft, var sundere end andre.

Selvom den britiske flåde afskaffede den daglige ration rom i 1970 (til stor sorg for alle berørte) drikker man stadig grog idag. Det er ikke en synderligt sød drik, men den varmer grundigt igennem. Man blander rom og citrussaft med kogende vand, og tilsætter gerne sukker eller honning og krydderier. Hvis man mere føler sig som en reinkarnation af Jack Sparrow, undskyld, Captain Jack Sparrow, så skal man istedet drikke bumbo – piraternes foretrukne drik, dengang. Det er rom, vand, sukker og muskatnød. Den er ret stærk for en svagdrikker som jeg, men min halskriller forføjede sig midlertidigt. Score! Dejlig varmende vinterdrikke, som alle landkrabber kan nyde i sikkerhed fra havets farer, direkte i egen landfaste bolig, hvor man kun kan drukne hvis man besvimer i badekarret.

Og vi har ikke badekar. Skål!

Grog
1 glas

1/2 dl. mørk rom
2 dl kogende vand
1 tsk honning eller sukker (gerne mørkt sukker)
1 spsk citrussaft, traditionelt lime, men citron duer også
En kanelstang, hvis man synes

Bland citrussaft, honning og rom i et krus. Hæld kogende vand over. Juster evt. med mere sukker eller citrussaft – eller mere rom, hvis det skal være med den på.

Bumbo
1 glas

1/2 dl rom
2 spsk vand
1 tsk honning eller sukker
Friskreven muskatnød

Bland rom og vand og tilsæt sukker til det er drikkeligt. Riv muskatnød over. Tilsæt evt. lidt citrussaft for at undgå landkrabbeskørbug.

Dag 6: Gløgg (ekstrakt)

Hvorfor putter man kanelpinde i gløgg? Det virker lidt som spild. Men det ser pænt ud.

Gløgg er en rar ting. Det er varmt, det er alkoholisk og der er sukker i. Hver for sig tre gode begyndelser på noget, der godt kunne gå hen og blive rigtig rart i maven. Medmindre man overdriver, selvfølgelig, så det skal man lade være med.

Sødet, krydret vin er en meget gammel opfindelse. Nogle af de tidligste skriftlige kilder stammer fra det gamle Rom, et par hundrede år efter Kristi fødsel, men man har med garanti krydret vin langt tidligere end det. Kogebogen “De Re Coquinaria” fra det 4. århundrede lægger hårdt ud med en opskrift på krydret hvidvin. Den lyder sådan her:

I. CONDITVM PARADOXVM:
Conditi paradoxi compositio: mellis pondo XV in aeneum vas mittuntur, praemissis vini sextariis duobus, ut in coctura mellis vinum decoquas. quod igni lento et aridis lignis calefactum, commotum ferula dum coquitur, si effervere coeperit, vini rore compescitur , praeter quod subtracto igni in se redit. cum perfrixerit, rursus accenditur. hoc secundo ac tertio fiet, ac tum demum remotum a foco post pridie despumatur. tum ‹mittes› piperis uncias IV iam triti, masticis scripulos III, folii et croci dragmae singulae, dactilorum ossibus torridis quinque, isdemque dactilis vino mollitis, intercedente prius suffusione vini de suo modo ac numero, ut tritura lenis habeatur. his omnibus paratis supermittis vini lenis sextaria XVIII. carbones perfecto aderunt [duo milia].
[kilde]

Det som den rare romer gør her, er rent faktisk at koge en gløggekstrakt. Han tager ca dobbelt så meget honning som vin og koger det sammen til vinen er kogt væk. Så lader han det stå natten over, skummer overfladen og tilsætter gavmilde mængder af peber, safran, spikenard og mastiksharpiks (sig det ti gange hurtigt). Der blev også tilsat et par knuste dadelsten, udblødt i hvidvin. Så blev hele moletjavsen blandet med en ordentlig grydefuld hvidvin og filtreret med kul. Vinen blev serveret ved stuetemperatur og mentes at være overordentlig sund.

Der er ikke engang stjerneanis i min krydderblanding, så hvorfor den er med på billedet, må stå hen i det uvisse. Måske syntes jeg bare at den var pæn?

Romerne var glade for krydret og meget sød vin, og med tanke på hvor lidt man har kunne styre gæringsprocessen, har vinen givetvis også været overordentlig, æh, interessant i smagen til tider. Vindruer er fra naturens side en smart lille pakke, komplet med højt sukkerindhold og vildgær på skrællen. Og det er potente sager. Nyplukkede druer, der knuses, vil begynde at gære med det samme. Man har kendt til processen – på samme måde som man har kendt til surdej, der også var en spontangæring af vildgæren på kornet når det blev malet og blandet med vand – men man har af gode grunde ikke kendt til mikroorganismer og alt det der, så man forstod ikke helt hvordan gæren virkede. Kun at den virkede.

Sådan var det i mange tusinde år. Man lærte at “dyrke” de gode former for gær, at starte nye portioner vin ved at genbruge gær fra vellykkede brygninger. På den måde har man fået “tæmmet” gæren og sørget for at det var de gode og rare gærstammer, der var flest af. Det var bedre end før, men stadig ikke helt godt. Ting gik galt, vinen oxiderede, den blev slimet af mælkesyrebakterier, den blev flad og tynd eller sur og tåget. Vilde gærstammer kunne stadig finde på at overtage en hel tønde og spolere den. Det var rå natur på spil. Meget middelalderromantisk og ikke altid særlig delikat. Medmindre man tilsatte krydderier og sukker, selvklart.

Enhver, der har smagt såkaldt naturvin vil vide hvilke pinsler man har måtte gennemgå op gennem tiderne, indtil Louis Pasteur kom ridende på sin hvide hest omkring 1860 og opdagede at gæren var en levende organisme og ansvarlig for hele gæringsprocessen. Han var blevet hyret af den franske regering til at få styr på vinproducenternes mange problemer med dårlig vin. Ikke så sært at der er både gader og stræder opkaldt efter Pasteur, dernede i Frankrig.

Men for nu at gøre en lang historie kort (ha!), så kan gløggen altså trække tråde helt tilbage til antikken. I Danmark har vi drukket varm vin siden renæssancen, dog mest hos overklassen, for rigtig druevin var en importvare. Bønderne bryggede øl. Men omkring år 1900 begyndte gløggen at blive en juletradition i Sverige, og så var Danmark naturligvis ikke sene til at følge efter. Vi huggede også det svenske navn, glögg. Og sådan gik det til at vi begyndte at drikke gløgg til jul.

Når man skal vælge rødvin til gløgg, skal man ikke spørge mig. Mit vinkendskab begrænser sig til historie og vine fra Bourgone (mmm bourgogne), men jeg har læst mig frem til at tunge marmeladevine er et godt valg. Jeg kan bedst lide tunge marmeladevine, så ingen klagesange fra min side. En oversøisk shiraz, cabernet sauvignon eller en fed fransk Côtes du Rhône skulle være gode valg, og det tager jeg for gode varer. Jeg begik den fine fejl at købe en billig letbenet rødvin (en Merlot) og den var godtnok syrlig og bitter da den blev varmet op. Det skal man lade være med. Istedet har jeg fundet mig en australsk shiraz til 80 kr og den sidder lige i skabet.

Og lige et ord om kanel – der har været meget om cassiakanel vs. ceylonkanel, og selvom jeg ikke bryder mig så meget om ren cassiakanel i mit bagværk (jeg bruger halvt af hver type), så kan det godt betale sig at bruge en smule lige her. Den har en kraftigere smag, der ikke så let fiser ud i vin og nelliker, som ceylonkanelen godt kan gøre. Så jeg bruger en blanding. Halvt af hver. Don’t tell your foodie-friends.

Husk at gløgg er bedst ved en 60-70 grader. Så er den stadig varm, men alligevel kold nok til at man rent faktisk kan smage den. Denne gløgg smager også godt ved stuetemperatur, hvis man skulle komme til at glemme at drikke den varm.

Gløgg (ekstrakt)
ca 4 dl ekstrakt, nok til 2 flasker vin

6 dl vand
1/2 muskatnød
1 spsk hele nelliker
1 stykke muskatblomme
1 spsk hel allehånde
1 spsk kardemommefrø
1 stang ceylonkanel (6 cm)
1 lille stang cassiakanel(3 cm)
3 blade laurbær
60 gram frisk ingefær, skåret i små stykker
1 stang vanilje, hakket i mindre stykker
Reven skal + saft af 1 appelsin
1 håndfuld mørke rosiner
200 gram sukker (eller en blanding af brun farin og alm sukker)

Alle krydderierne skal hakkes groft – så frigiver de mere smag. Cassiakanel er stenhård, så den har jeg lidt opgivet. Resten har jeg givet et par drøn med en kagerulle så de lige får nogle sprækker og sådan. En morter kan også bruges.
Krydderierne hældes i en gryde med resten af ingredienserne og får lov at simre i et kvarters tid. Køles af og trækker på køl natten over. Næste dag filtreres det gennem et klæde og vupti, så er der gløggekstrakt.

Der går ca 2 dl ekstrakt til en flaske vin. Jeg søder lidt ekstra oveni ekstrakten, men der kan du jo gøre som dine smagsløg byder dig. En appelsin i skiver pr flaske kan varmes med, det smager også godt.

Ekstrakten kan holde sig en uges tid på køl.

Tak fordi du læste denne alt for lange blogpost om gløgg. Jeg ville egentlig gerne øve mig i at fatte mig i korthed, men jeg er bange for at det har lange udsigter.

Dag 4: Eggnog, Ægge-punch og Caudle

Da jeg var barn (åh jeg kan næsten mærke de grå hår vokse ud på stedet) var æggesnaps en helt normal snack. Put et æg i en kop, hæld sukker ovenpå og rør til sukkeret er opløst og hånden er faldet af. Skulle det være ekstra fancy, kom der kokosmel i. Salmonellabølgen satte lidt en stopper for den slags udskejelser, så det er længe siden jeg har fået det. Men da jeg vågnede i morges og alting var gråt og koldt og supertrælleren, besluttede jeg mig at dedikere dagen til udforskning af æggesnapsens voksne udgave: Eggnog!

Helt klassisk eggnog, som vi kender den fra USA, består af æg, mælk/fløde, sukker, sprut og muskatnød. Gerne whiskey, men rom eller brandy duer også. Som så meget andet i USA, blev opskriften oprindeligt slæbt med over af englænderne i det 18. århundrede. Det var dog ikke alle, der hældte sprut i. I Laura Ingalls Wilders bog “Drengen og Gården” bliver der serveret eggnog under høstarbejdet, en isafkølet blanding af mælk, fløde, sukker, krydderier og masser af æg. I den danske oversættelse står der slet og ret “koldskål”.

Det er ikke utænkeligt at eggnoggens middelalderlige forfader var posset – sødet, krydret mælk varmet med vin eller øl til den tyknede – og den varme drik caudle (fra oldfransk caudel, der betyder varm), en krydret og sødet vin tyknet med æg. Begge blev brugt som middel mod avs i halsen og som styrkende drik til syge og svage. Et eksempel på caudle er denne engelske opskrift fra 1596:

To make a Caudle to comfort the stomacke, good for an old man.
Take a pinte of good Muscadine, and as much of good stale ale, mingle them together, then take the yolkes of twelue or thirteene Egges newe laide, beat well the Egges firste by themselues, with the wine and ale, and so boyle it together, and put thereto a quarterne of Suger, and a fewe whole Mace, and so stirre it well, til it seeth a good while, and when it is well sod, put therin a few slices of bread if you will, and so let it soke a while, and it will be right good and wholesome.

– The Good Huswifes Jewell, 1596 [kilde]

På godt dansk betyder det noget i stil med: “Tag en halv liter sød vin (Muscadine var betegnelsen for sød vin lavet på muscatdruen) og bland med en halv liter god, flad øl. Tag blommerne af 12 eller 13 nylagte æg og pisk dem grundigt. Hæld dem sammen med vinen og kog til en creme med en liter sukker og et par hele stykker muskatblomme. Hvis du ønsker, kan du lade et par brødskiver stå og trække deri. Det er godt og sundt.”

Så er der noget ved at tage medicin. Der var så selvfølgelig den ulempe at det var det eneste, man havde. Hvis halsondet skyldtes en farlig infektion, var der ikke lige noget penicilin at snuppe hvis sprutten ikke virkede. Men så kunne man da drikke sig fuld, mens man ventede på at dø.

Ligesom gløggen, der også startede ud som avanceret hostesaft, blev det gradvist til en drik, man drak for fornøjelsens skyld. Her er en dansk opskrift på æggepunch fra 1876. Punch var meget populært i Danmark dengang. Man hældte sprut i ALT. Te, kaffe, mælk, vin, saft, syge køer – og selvfølgelig i æg.

Ægge-Punsch
2 Potter Vand sættes paa Ilden med et Pund hvidt Sukker eller Puddersukker; naar det koger og er skummet, kommes 1 Pot Rum, som gjerne kan være simpel, og Saften af 6 Citroner deri, og naar det perler ved Siderne (det maa ikke koge), hældes det langsomt, under stadig Pidsken, i 20 Æggeblommer, som først ere rørte tykke og hvide. Den drikkes varm.
– Mangors Kogebog for smaa huusholdninger, 1876 [kilde]

Oversat til nutidsmål bliver det en ordentlig portion: 2 liter vand, 500 gram sukker, 1 liter rom (!), 6 citroner og 20 æggeblommer. Tyve æggeblommer! Det er mange. Jeg har nedskaleret opskriften så den passer til én person. Den kan ganges op til at indeholde ligeså mange æggeblommer du har lyst til. Som inkarneret svagdrikker må jeg sige at jeg synes den er hammerstærk, men hold op den smager godt. Hvem skulle også have troet det? Jeg rev lidt muskatnød på toppen, og det gjorde den ikke ligefrem ringere. Punch drikkes af små kaffekopper. Skål!

Madam Mangors Æggepunch:
2 portioner

2 dl vand
50 g sukker
1 dl lys eller mørk rom (ikke hvid)
1 spsk citronsaft
2 æggeblommer

Hæld vand og sukker i en gryde og giv det et opkog. Tilsæt rom og citronsaft. Pisk æggeblommerne lyse og skummende (det gøres lettest ved at tage en lille smule af sukkeret og hælde det i æggeblommerne istedet for i vandet). Hæld den varme sirup i æggeblommerne og drik med det samme.

Og mens vi i Europa havde travlt med at hælde vin og rom i alting, så var det altså eggnogg der gik sin sejrsgang i USA. Selvom eggnogg kun produceres og sælges op til jul, bliver der alligevel solgt 60 mio. kg af det hvert år. Det er fandme meget! Og salget stiger år for år.

Der er dog også folk, der vælger at lave det selv. Der er to versioner: Den rå og den kogte. Jeg har valgt, for en sikkerheds skyld, at lave en kogt version. Man kan tilsætte rom eller whiskey efter smag, så alle kan være med. Også mig, der allerede er en smule tipsy efter at have drukket en hel kop af Madam Mangors hardcore æggepunch. Yikes.
Eggnog drikkes egentlig kold, men jeg foretrækker at drikke min varm. Begge dele fungerer fint. Den kan holde sig et par dage på køl. Eggnog har en meget rund og blød smag, hvor punchen er mere syrlig og skarp.

Eggnog
2 portioner

2 æggeblommer
2 dl mælk
2 spsk piskefløde
35 g sukker
4 hele nelliker
Lidt reven muskatnød
Lidt vaniljekorn
2 spsk rom eller whiskey – eller efter smag

Hæld mælk og fløde i en lille gryde og smid nelliker og vanilje i. Varm det op til det næsten koger. Tag gryden af varmen og lad det trække under låg et kvarters tid.
Imens pisker du æg og sukker lyst og skummende i en skål. Når mælken har trukket, tilsættes den under omrøring – langsomt, så æggene ikke bliver FOR varme og stivner – og det hele hældes dernæst tilbage i gryden. Varm langsomt op under konstant omrøring til det begynder at tykne. Det må ikke koge, for så får du røræg istedet. Smag til med muskatnød og rom. Hæld eggnoggen gennem en sigte ned i to kopper og drik straks eller hæld på en kande og sæt på køl til den er helt kold (5-6 timer eller natten over).

Skål! Og husk at man aldrig må drikke og SMS’e sin ekskæreste samtidig. Sundhedsstyrelsen anbefaler* at man udelukkende SMS’er sin mor.

*Nej de gør ej.