Archives

Påske i gamle dage: Påskedag

Åh påske. Den længste og kedeligste helligdag i hele verden. Man glæder sig jo ikke til påske. Medmindre man er under 12 og får påskeæg. Påske er 4 lukkedage afbrudt af en bindegal lørdag. Man kan ikke engang tage på ferie, for udlandet er for helvede også lukket. I alt fald det udland jeg ynder at besøge, det der ligger i Europa, hvor påske er en ting og alle butikker er hermetisk lukket og museerne er propfyldte fordi alle har fri og kirkerne er fulde af gudstjenester. Men vi skal vel bare være glade for at 3. påskedag blev afskaffet, dengang med helligdagsreformen i 1770, som alle tror var Struensees værk, men det var det slet ikke, for han havde travlt med at knalde dronningen.

I gamle dage var det lidt noget andet. Der var påskedagene ikke irritation over lukket Føtex, men derimod et tiltrængt hvil fra det hårde forårsarbejde. At dyrke markerne var ingen joke. Det kan godt være markerne var mindre, men man var jo nødt til at vandre bag krikkerne og styre ploven så de ikke skulle finde på at gå hen og pløje naboens mark i stedet. Hvis man ikke havde heste, måtte man bruge okser. Det har man iøvrigt gjort i stor stil før i tiden. Det var først i det 8. århundrede at man for alvor kunne bruge heste til pløjning. Der kom kumteselen nemlig til Europa. En kumtesele er en type seletøj til heste, der bruges til kørsel. Det er sådan en Klaus Krikke har om halsen. Den fordeler trykket på en måde, hvor man undlader at kvæle hesten, når man pløjer med den, og det var alligevel en stor fordel, for ellers skulle man skifte hest hver 2. meter og så mange heste havde man slet ikke. Med kumteselen kunne man udnytte alle hestens trækkræfter – og en hest kan trække rigtig mange kilo med det rette seletøj. Men selvom hesten trak ploven, måtte bonden altså stadig gå bagved og styre. Det var ikke noget med at sidde på en traktor og dreje på et rat. Tilsåning af markerne var så stort et arbejde, at selv pigerne måtte gå i marken og hjælpe til. Der skulle harves og gødes og pløjes og såes og det var altså ikke fordi de ikke i forvejen havde nok at lave, for der var mange munde at mætte under forårets markarbejde, daglejerne skulle også affodres og samtidig skulle det sædvanlige kvindearbejde laves. Hvis der var nogen, der arbejdede hårdt på en gård, så var det kvinderne.

Men ikke i påsken. Der var det spas og løjer. Hvis man havde æbler tilovers i fadeburet, kunne man starte dagen med at spise sådan et, det skulle holde sygdom fra døren. Så hvis man havde glemt nikålen og honningen på rugmelsgrøden, var der altså en chance mere her. Det var også godt at stå tidligt op, og hvis man kunne gå ud og jage nogle skader af reden, så var det endnu bedre. Det bragte nemlig lykke. Skaden var ved gud ikke nogen populær fugl, og man mente at den stod i ledtog med hekse og troldtøj. Så væk med den. Det var især vigtigt at jage skaden af reden, hvis man havde været tåbelig nok til at være den første på egnen, der tændte ild påskemorgen. Troldtøjet ville nemlig slå sig ned der, hvor de så den første røg, og så havde man dem på kost et helt år. Det var der ikke meget spas ved, men det kunne forhindres ved at brænde et kohorn eller lidt læder i ilden, for så skulle de onde magter alligevel ikke nyde noget. De små kujoner.

Der blev spist mange æg til påske, og der blev også leget med dem. Altså hårdkogte æg, ikke chokoladeæg. De kom først for alvor frem efter 2. verdenskrig. I gamle dage var det rigtige farvede æg. Hvis man ikke havde så mange, kunne man trante æg. Det var sådan en slags petanque, bare med æg. Man trillede på skift æggene ned i en fordybning, og hvis man kunne ramme de andres æg med sit eget, så vandt man det pågældende æg. Så var det ekstra vigtigt at æggene var hårdkogte, ellers fik man æggekage midt på gårdspladsen, og det var der ikke meget fest over. Når man var træt af at klinke æg, kunne man spise sin gevinst med god samvittighed. Men helst 2. påskedag. Nogle steder mente man nemlig at æggespining på selve påskedagen ville resultere i feber. Jeg tænker jo så at det måske kunne give lidt madforgiftning at vente for længe med at spise de der hårdkogte æg, men på den anden side lå de jo godt og køligt i de der huse uden centralvarme, så det gik vel alligevel.

Resten af festmaden bestod af flere æg, æg med brød og æg med sovs og æg med æg på. Det var et ægte gilde, og en stor luksus, for normalt spiste man absolut ikke æg på den måde. De skulle strækkes og bruges i andre retter, for man havde ikke så mange af dem. Og når påsken var slut, da ventede resten af forårsarbejdet, det uendelige arbejde med at sikre sin overlevelse endnu et år. Men forude lå flere helligdage og flere fester, så det var ikke slid og slæb det hele. Trods alt.

Det var sidste afsnit i temaet om påske i gamle dage. Jeg ville gerne have skrevet meget mere, og lavet nogle opskrifter og taget nogle billeder, men det kunne ikke blive, når der lå en flytning lige oveni. Men så er der jo også noget at skrive om til næste år. God påske, og husk at påsken varer lige til pinse. Spis flere æg, det er sundt. Også dem af chokolade.

Påske i gamle dage: Skidenlørdag

Dagen i dag er en af årets største indkøbsdage. Jeg læste i avisen at påskehandlen forventes at blive rekordstor i år, 1,6 milliarder gode danske kroner. Det hjælper selvfølgelig at lønningsdagen faldt i selve påskeugen – enhver købmands drømmescenarie. Der er da også faldet lidt ekstra af mine madpenge ned i supermarkedernes kasseapparater. Især var jeg nervøs for at løbe tør for mælk (til kaffen), og jeg må nok sige at det er der ikke er nogen fare for i denne påske. Jeg forudser at der kommer risengrød på menuen eller sødmælksfranskbrød i fryseren. Jeg har selvfølgelig også arbejdet flittigt på at bruge mælk i kaffen.

Hvad jeg ikke brugte sødmælk til i dag var skidne æg. Ikke fordi jeg ikke kan lide skidne æg, men fordi jeg hellere vil bruge mine æg til bagning, og nu hvor supermarkederne har lukket i to dage er jeg nødt til at være totalt prioriteringsagtig og gemme mine æg. Det måtte man også gøre i gamle dage, det med at gemme sine æg. Æg var en delikatesse, for som tidligere skrevet lagde hønsene ikke æg året rundt – og de lagde heller ikke æg dagligt. Æggekage, vore dages hengemte billigmad, var festmad. Det samme gjaldt stegt kylling. Det var som regel hanekyllingerne, der måtte lide den skæbne at blive ædt som steg, for hønekyllingerne kunne jo lægge æg, og når de endelig blev for gamle, var de så seje at de kun duede som suppekræ. Kastrerede haner, kapuner, blev anset for at være ganske særligt lækre, og det er iøvrigt stadig populært i Frankrig.

Til påske var fjerkostene så småt vågnet op til dåd. De kom i forårshumør og begyndte at lægge årets første æg, og de blev samlet sammen (æggene, ikke hønsene), så mange man overhovedet kunne kratte til sig. Børnene gik også fra hus til hus og sang for æg, ligesom til fastelavn. Æggene blev kogt med løgskaller så de blev smukt farvede, og delt ud til tyendet, der så selv kunne holde hus med dem, og spise dem når de ville, eller bruge dem til nogle af de mange påskelege.
På skidenlørdag var der dog ikke tid til leg. Der skulle gøres rent og vaskes tøj, heraf navnet skidenlørdag. Skiden betyder beskidt, og det kommer vel næppe som nogen stor overraskelse. Det er et forholdsvis uappetitligt navn til en ellers vældig appetitlig ret. Kogte æg i sennepssauce! I dag spiser man dem gladeligt både påskelørdag og søndag og hvornår man ellers skulle få lyst til det, og vores allesammen Frøken Jensen har naturligvis en opskrift:

Haardkogte Æg med Sennep-Sauce. (Skidne Æg), 1921
Æggene koges og anrettes som Nr. 119. Smør og ganske lidt Mel bages og fortyndes med Kødsuppe eller opløste Maggis-Bouillon-Tærninger; heri kommes Vandsennep efter Smag, og til sidst udrøres lidt koldt Smør i Saucen, som hældes over Æggene. Saucen kan laves af Mælk i Stedet for Kødsuppe; den bliver ikke saa skarp, og der bruges mindre Smør. Retten kan garneres med panerede KArtoffelskiver, stegt paa panden i Palmin. – Frøken Jensens Kogebog [kilde]

Nr 119 hentyder til en af de foregående opskrifter, hvor æggene koges i 10 minutter, overhældes med koldt vand og pilles. Vandsennep er det samme som fiskesennep, dvs grov sennep med hele sennepskorn. Sennep er iøvrigt et af de ord, der begynder at se vildt mærkeligt ud når man har skrevet det mange gange i træk.

Når man var færdig med at spise skidne æg, kunne man gå til aftengudstjeneste. Hvis man levede før reformationen, kunne man få præsten til at velsigne både æg og sædekorn, så man kunne sikre sig en god og solid høst. Den praksis røg dog ud sammen med katolicismen, så man måtte istedet ty til faglig dygtighed, held og en god bunke semihedensk overtro for at sikre høsten. Selv har jeg her i påsken sået en bakke karse, og jeg har omhyggeligt overholdt al gældende overtro. Det er vigtigt med en god høst.

Også selvom det bare er karse.

Påske i gamle dage: Langfredag

I dag er det Langfredag, og for den, der har glemt at planlægge sine indkøb på fornuftig vis, kan denne dag i sandhed være lang. I to dage har supermarkederne været lukket, og kun guderne ved om de atter vil åbne i morgen tidlig. Det var sådan de havde det i gamle dage, efter den lange, mørke og kolde vinter. Der havde supermarkedet i den grad været lukket, og ikke blot i to dage, men i flere måneder. Hvis man ikke var sådan en heldigpeter, der kunne slagte sig en gris midt om vinteren, så levede man på det vinterforråd, man havde fået krattet sammen det foregående år.
Efter den sidste høst i september og frostens indtog i køkkenhaven måtte man leve af sit forråd helt indtil de første forårsurter dukkede op i køkkenhaven og de første æg drattede ud af hønsemåsene, cirka omkring påske. Det krævede markant mere planlægning end en tur i supermarkedet inden to dages luk. Ja, det var selve omdrejningspunktet for tilværelsen, når man var selvforsynende – noget de fleste almindelige mennesker har været i al den tid, der har eksisteret mennesker. Det ændrede sig først med den industrielle revolution i slutningen af 1800-tallet. Det var et hårdt liv, men man kendte jo ikke til andet.

Vi er heldige, os nutidsmennesker, og det skal vi huske på inden vi skriver læserbreve til Politiken om at det er for dårligt at nogen bor alene i en 5-værelses lige midt i Boligmangelskøbenhavn, mens andre må pendle fra forstæderne. Altså få nu nogle rigtige problemer.

Men det var et sidespor. I dag er det Langfredag. Den længste og sørgeligste dag i hele kristendommen. I dag blev Jesus korsfæstet. Igen. Eller, ikke sådan rigtigt, for påsken flytter sig jo hvert år. Fødselsdagen ligger fast, men dødsdagen, den allervigtigste højtid, den pendler sådan lidt frem og tilbage mellem 22. marts og 25. april. Datoen bestemmes af fuldmånen, hvilket klinger dejlig hedensk i mine øren. Det er nemlig den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Så kan man spørge sig selv om det virkelig behøver at være så besværligt, og ja, det gør det. Det var nemlig sådan at man holdt nogle møder, dengang kristendommen var ung. Her fastlagde man forskellige regler og forsøgte at få sat hele religionen i system. Et af de helt store stridspunkter var selvfølgelig hvilke skrifter, der skulle med i Biblen, som vi kender den idag, men til sidst skar paven igennem og fik styr på sagerne. Påskens dato var også til debat.

År 325 holdt man endnu et af disse møder i Nicæa, og her fik man fastsat påskens dato under hensyntagen til forskellige holdninger. Blandt andet var der en gruppe kristne, der meget gerne ville beholde deres månekalender – mens nogle andre insisterede på at følge solen, som vi gør idag. Det er altsammen meget kompliceret, men påskens dato er altså en blanding af de to systemer. Den første søndag efter fuldmåne – månekalenderen – efter forårssolhvervet – solkalenderen. Tadam. Og sådan blev det. Det var selvfølgelig stadig noget hat, for de lavede deres egen månekalender, så derfor er det den religiøse fuldmåne og ikke den astronomiske, man følger. Og så var der det der med deres solkalender, den julianske kalender, der var 11 minutter for kort, og det akkumulerede over tid til hele 9 dage i 1500-tallet og derfor begyndte man pludselig at komme bagud, så datoerne for solhverv også flyttede sig, og så skiftede man til den gregorianske kalender og det er ærligt talt en gåde at nogen efterhånden kan finde ud af hvornår påsken falder. Vi må ty til kirkens udmeldinger, hvilket er ret ironisk, eftersom man netop ville frigøre den kristne påske fra nødvendigheden af den slags diktater fra religiøse overhoveder.

Med andre ord, vi taler ikke om nogen historisk korrekt dato, her. Det var ikke idag for 1982 år siden at Jesus hang på korset og døde. Det er ren symbolik, men derfor er dagen stadig vigtig. I gamle dage var der tradition for at spise den tarveligste mad, man kunne finde på overhovedet. Som regel betød det at menuen stod på rugmelsgrød. Man tog noget rugmel og kogte det i vand med lidt salt til det blev til grød. Hvis man var heldig at have det i huset, fik man honning på. Det skulle holde på sundheden det kommende år. Og det kunne hænde, at man havde en madmor, der ikke mente at det var nødvendigt at være helt så asketisk, og så kunne man få lidt salt kød ved siden, hvis der var noget tilbage. Hvis man virkelig bare HADEDE rugmelsgrød, kunne man håbe på regn langfredag. Det skulle nemlig varsle en dårlig rughøst, og så var man da sikker på at slippe for det pjat. Det havde så den bagside at rugen udgjorde rygraden i vinterforrådet, så hvis høsten slog fejl, måtte man spise mos og græs og ærtemel og sult.

Det er sket mere end én gang i landbrugets historie, at dårlig høst har skrællet nogle seriøse procentdele af befolkningstallet. I 1816 døde omkring 200.000 europæere i det, der skulle blive kendt som Året Uden Sommer. Et stort vulkanudbrud i Indonesien sendte så meget aske ud i atmosfæren at temperaturen faldt voldsomt i Europa (og resten af verden) og fik høsten til at slå noget som grusomt og grundigt fejl. Og i 1845-49 blev Irland, der var voldsomt afhængig af kartofler som basisfødevare, ramt af kartoffelpest, hvilket resulterede i at høsten slog fejl flere år i træk. Over 1 million (!) irere døde af sult, mens næsten det dobbelt antal udvandrede til Amerika. Farvel og tak. Så kan jeg alligevel godt leve med at Føtex har lukket i to dage.

Inden denne blogpost bliver ligeså lang som langfredag, vil jeg slutte af med at indrømme at nej, vi fik ikke rugmelsgrød. Vi havde desværre ikke noget rugmel, og supermarkederne var jo lukkede, så det var mega ærgerligt, men istedet holdt vi påskefrokost og jeg bagte en lemon meringue pie og det er jo næsten det samme.

Næsten.

Påske i gamle dage: Skærtorsdag

I dag er det Skærtorsdag. Skærtorsdag er dagens navn, men for dansken er den måske bedre kendt som Første Dag i Påskeferien. Hvis man er katolik og meget from, skal man idag besøge 7 kirker, men det kan godt være sin sag i et land som Danmark. I alt fald hvis det skal være katolske kirker. Det var på denne dag at Jesus holdt den senere så berømte Sidste Nadver, hvor han uddelte brød og vin og fortalte at det var hans legeme og blod. Det var der ingen, der stillede spørgsmålstegn ved, og derfor kan vi den dag idag blive bespist med papkiks og portvin hver søndag i kirken. Senere vaskede han fusser på sine disciple, og det er der stadig katolske præster der gør, på denne hellige torsdag. Det er altsammen meget højtideligt og meget alvorligt, og så kan man nok trænge til en påskebryg bagefter.

I Danmark kan vi, traditionen tro, også kalde Skærtorsdag for Store Ædedag. Eller rettere, end af De Store Ædedage, for det afhænger jo lidt af hvor i påsken man vælger at placere påskefrokosten. Uanset hvad, skal der sild og snaps på bordet (vi er SÅ forudsigelige) og gerne meget af det. Højtid er lig med masser af god mad. Det skal vi ikke skamme os over, som der ellers er tendenser til. Det er en tradition, der er ligeså gammel som menneskeheden selv, eller i alt fald ligeså gammel som konceptet “højtid”. Jeg har gennem de senere år observeret mere end én sundhedsdims, der bræger over det tragiske og groteske i at supermarkederne spiller op til påskefest med knaldtilbud på mad og slik. Der synes jeg måske nok at man skal parkere offerlammet i garagen og tage en slapper. Hvis man er så madfikseret at tilbudsaviser med to poser chips for en tyver kan forstyrre ens påske, så er det i alt fald ikke resten af Danmark, der har et problem. Men sådan er der jo så meget.

I gamle dage brugte man ikke Skærtorsdag på at æde sig en pukkel til. Til gengæld var der mulighed for at afsløre sognets hekse på denne dag. De var vel hjemme fra nattens eskapader på Bloksbjerg, klar til at gå i kirke med resten af sognet. Hvis man var så heldig at have en ung høne, der havde lagt sit allerførste æg på selve Skærtorsdag – et såkaldt hønnikeæg – så kunne man putte det i lommen på vej til kirken. Da kunne man let kende alle hekse, thi de ville sidde med kogegrej på hovedet. Så skulle du sidde i kirken en Skærtorsdag med et æg i lommen og din nabo har en stegepande siddende på hovedet, så er det bare med at melde vedkommende til den lokale præst, så hun kan blive grillet på sognegårdens nye Weber.

Skærtorsdag er også en dag med megen overtro tilknyttet. For eksempel er det en rigtig god ting, hvis det regner, for så bliver køkkenhaven fin og frodig og rugmarken vil bølge af modne aks, når høsttiden kommer, og det er ganske vist, for det siger de gamle ordsprog:

Skjærtorsdags vand
Fryder mangen mand
Men Langfredags væde
Får mange fattige børn til at græde

Sådan står der i bogen “Jysk Almueliv”, en bog jeg iøvrigt flittigt benytter, når jeg skal støve gamle skikke op. Ordsproget er også i en anden version, og hvis man kan tyde disse ord, da er man i sandhed jyde:

Långfrejjdas wææd
for manne fåte bår te å grææd
ær ed et får dawwle brø
så kan ed wæær får ildengsnø

Det er også idag at vi skal spise nikål for beskyttelse mod slemme sygdomme og onde magter hele året. Nikål er en suppe med ni slags kål, eller bare ni slags grønt, hvis man ikke lige har ni slags kål liggende i køkkenhaven. Kålen er en af de få grøntsager, man kan have stående vinteren over. Man tog hvad man havde, og for resten plukkede man spæde skud i haven og grøftekanten. Hvis påsken faldt tidligt, eller vinteren havde været særligt kold, kunne man komme i bekneb for planter. Så var et enkelt græsstrå i gryden også helt i orden. Ingen grund til at tømme hele plænen ned i gryden, for overtroen sagde ikke noget om mængden. På visse egne kunne man nøjes med syvkål, og så var det naturligvis lidt lettere at skrabe sammen. På tysk kaldes Skærtorsdag for Gründonnerstag, og det betyder Grøntorsdag, et navn der sandsynligvis stammer fra denne skik.

Vil man lave sin egen nikålssuppe, kan man bruge en hvilkesomhelst opskrift på klassisk grønkålssuppe kogt på en gammel høne eller, i mangel af gamle hønser, bare en selvdød kylling fra supermarkedets køledisk. Man kan også koge suppen på lidt flæsk, hvis man vil. Og hvis man vil være mega autentisk, kan man bruge en opskrift på søbekål, og så bare losse krydderurter i til man har ni slags grydegrønt. Søbemad var det helt store hit i gamle dage. At søbe betyder at spise med ske, og som man måske ved, kom gaflen først sent til Danmark. I midten af 1600-tallet købte kongen en gaffel, og folk, der skulle være fine og rige på den, kunne finde på at følge efter. Men på landet savnede man ikke gaflen, og mange steder brugte man den ikke før langt op i 1800-tallet. Det gængse spisegrej for almindelige mennesker var ske og kniv, og man spiste søbemaden af en stor fællesskål, der stod i midten af bordet. Så kunne man også dele bakterier med resten af husstanden, det er altid så hyggeligt.

Søbekål var som regel en suppe kogt på byg eller havre, og kød hvis man havde, tilsat grønkål eller hvidkål. Som regel var det en ret simpel suppe, men nedestående fra Madam Mangor er temmelig luksuriøs med både suppeboller og pølser. Sådan en smækker version blev fortrinsvis serveret ved højtiderne – især til jul.

Søbekaal, 1876
laves enten af grøn, hvid eller rød Kaal, samt af Kørvel og Spinat, blandet med grøn Kommen. Suppen, hvorpaa Kaalen skal koges, afsies og blandes med afsiet Havresuppe eller noget Havremeel. Naar den koger, kommes Kaalen, som er hakket med liden Jævning af Smør og Meel tilligemed Kjødboller, Kjød- eller Medister-Pølser derpaa. I Grønkaal kan der kommes brunede Kartofler. Grød- og Hvidkaal bliver bedst, naar man koger den i Vand med lidt Salt, indtil den næsten er mør. Vandet trykkes godt af, den hakkes med Meel og behandles som ovenfor er vist. Herved betages Kaalen det Opblæsende, som den indeholder, uden at tabe i Smag. Kaalen bliver bedst, naar den laves paa fersk Suppe, men kan blive meget god paa Suppe af salt Kjød eller Flesk, naar det kun er tilstrækkeligt udvandet. Man kan ogsaa bruge Suppe af røget Kjød, naar man iagttager, at Kjødet, efterat have staaet den halve Tid i Blød, omhyggeligt afskrabes, lægges igjen i rent Vand og atter skrabes, før det koges, saa og at Fedtet skummes meget nøie af under Kogningen, da den røgede Smag for det meste er deri. Mangors Kogebog for smaa huusholdninger [kilde]

Hvis du også vil være fri for rådden bug og rygsmerter resten af året, kan du nøjes med en salat af ni slags grønt og krydderurter. Og husk, det er forbudt at hugge brænde i dag – du risikere at kreaturerne i stalden triller døde om, og så er der ikke mere mælk til kaffen og butikkerne har lukket i morgen og hvad skal man SÅ stille op?

Påsken er i sandhed en hård tid. Lad os håbe vi alle klarer os igennem til supermarkederne atter åbner på lørdag.

Påske i gamle dage: Sankt Skadesaften

Aftenen før Skærtorsdag er det Sankt Skadesaften. Det står ikke i kalenderen, men det er fordi Sankt Skadesaften tilhører gammel overtro og ikke, som man ellers kunne forledes til at tro, er en katolsk helgenfejring af “Sankt Skade”.

Aftenen før dagen har altid været noget særligt i folketroen. I Danmark fejrer vi f.eks juleaften istedet for juledag, og Sankthansaften istedet for Sankthansdag. Sådan har vi altid gjort her i Norden, lidt speciel har man vel lov til at være. Det hænger muligvis sammen med at den nye dag historisk set er begyndt ved solnedgang. Måske er vi bare ekstra utålmodige heroppe.

Udover at være et udtryk for en særlig nordisk utålmodighed, så er disse hellige aftener og nætter også berømte og berygtede for deres overjordiske aktivitet. Mørkets magter og onde kræfter farer frit i disse nætter. Og eftersom hele konceptet med overtro jo går ud på at sikre sig lykke og velstand og skærme sig mod sygdom og ulykke (en slags åndelig Sygesikringen Danmark), så er aftenen før Skærtorsdag ingen undtagelse. Sankt Skadesaften er det, og det var på denne aften af heksene fløj til gilde på Bloksbjerg midt i Tyskland. Eller i Troms i Nordnorge, det kom sådan lidt an på hvor heksen bor, og om hun kunne lide at fryse om fusserne. Heksene fløj med skaderne, sagdes det, og brugte de arme fugle som drikkebægre til gildet. På denne aften gjaldt det om at få alt habengut ind i stalden, især alt med skaft. Ellers risikerede man at en af de lokale hekse smuttede til Bloksbjerg på skaftet af staldriven eller måske, i mangel af bedre, harven eller mælkespanden. Træskoene var heller ikke sikre, dem kunne man åbenbart også ride på, så der måtte man vende bunden i vejret på dem inden man lagde sig til at sove. Nogle steder gik byens drenge også rundt på denne aften (givetvis før mørkets frembrud) og råbte heksene ud med rim og remser. Bagefter tog de ud og fjasede med bondepigerne. Forhåbentlig på skikkelig og kysk facon.

Man kunne også ståle, det vil sige at sætte stål i dørkarmene, lægge stål ved husdyrene og under sengen og så videre. Af en eller anden grund havde man nemlig den opfattelse at hekse ikke kunne tåle stål, og ved at ståle gården sønder og sammen, kunne man sikre sig ekstra meget mod troldtøj og flyvende kællinger på denne uhyggelige nat. De nysåede marker kunne beskyttes på samme måde, ved at lægge stål i dem, og hvis man ville være helt sikker, så fjernede man også et hjul eller to fra vognene, så de heller ikke kunne bruges som transportmiddel af rejselystne hekse. Der er som bekendt forholdsvis langt til både Nordnorge og Bloksbjerg, og hvem ved hvor god stand vognen leveres tilbage i efter sådan en tur. For lige at være helt sikker kunne præsten også finde på at ringe grundigt med kirkeklokken, så alle hekse drattede ned fra himlen igen. Men så måtte man også lige passe lidt på ikke at få dem i hovedet, især hvis en af dem red på en mejetærsker.

Det var altså sådan det forholdt sig på denne aften, og hvem ved om det stadig har noget på sig? Bare fordi vi har fået internet og videnskab kan der jo stadig godt være både hekse og troldtøj. Så har du redskaber stående i haven, er det bare med at få dem bugseret væk. Sæt en køkkenkniv eller to over dørkarmen, det værner ikke kun mod ondskab, men også mod nabobesøg i al fremtid.

Og det kan jo af og til være en fordel, skulle man mene.

Påske i gamle dage: Palmesøndag

Det skete i de dage for små 1982 år siden, plus/minus et par år eller tyve, at Jesus gik sig en lang tur. En meget lang tur, og det var før man opfandt vandrestøvler med gore-tex og “ein ausgeglichenes Fußklima”, som der stod på hjemmesiden, da jeg bestilte nye vandresko fra Tyskland. Folk med for meget fritid har regnet sig frem til at Jesus vandrede ikke mindre end 35.000 kilometer i sin levetid. Det svarer til at gå hele vejen rundt om Jorden ved Ækvator, hvis man altså lige skipper det Indiske Ocean. Så kan man undre sig over hvorfor Jesus valgte at skippe det Indiske Ocean, når han nu kunne gå på vandet, men sådan er der jo så meget.

Jesus gik i alt fald til Jeriko, hvor han helbredte en blind mand og fortalte en masse historier som ingen forstod et ord af. Derefter drog han op på Oliebjerget ud for Jerusalem, og græd lidt over byens kommende hårde skæbne. Til sidst satte han sig på et ungt æsel og red til Jerusalem i triumf, som der står i Biblen. Han blev mødt af en jublende befolkning, der viftede med palmeblade og lovpriste Gud. Hosianna! råbte de, og det betyder “frels os”. Denne dag skulle siden hen kendes af folket som Palmesøndag, og den dag er præcis idag.

Påsken er den eneste kristne helligdag, der sådan for alvor er funderet i Biblen. Ja, det er selve grundlaget for hele den kristne tro, der fejres, alt det med at Jesus blev korsfæstet og dernæst genopstod fra sin grav. Men selvom en forespørgsel foretaget af Kristeligt Dagblad viser at 76% af de danske præster mener at påsken er langt vigtigere end julen, er den på ingen måde blevet julens pomp og pragt til dels. Det er der flere forklaringer på. At julen er placeret midt i den lange, mørke tid, er en af de mere oplagte årsager. Selv uden historien om Jesus, har man nok kunne trænge til en lysfest midt i al mørket. Gadebelysningen blev trods alt først for alvor indført i midten af 1800-tallet, og selv her var det kun i byerne. Det har været noget så umådeligt, grusomt mørkt i det ganske land om vinteren. Og vi ved da også at der i Norden er blevet fejret jul længe før kristendommens indtog, omend meget tyder på at festen lå i januar.
Overtroen forbundet med mørket, frygten for mørkets kræfter og bekymring for at solen aldrig skulle vende tilbage, lagt sammen med de mange festdage (12 lange juledage skulle man hvile) og det faktum at julen i gammel tid var starten på det nye år, har gjort den til genstand for meget mere opmærksomhed og festivitas.

Påsken, til gengæld, ligger lige midt i det spæde forår, med dertilhørende travlhed. Folk, der har læst bøgerne om Laura Ingalls Wilder, kan måske huske at mens julen er beskrevet i varme vendinger, så nævnes påske ikke med ét ord. Og det selvom påske er den vigtigste kristne højtid, og Ingalls-familien var meget troende. Men som der står et sted i en af bøgerne, så er foråret den travleste tid – der er ikke tid til at gå på visitter. Der skal pløjes og harves og grilles og trilles og hvad man nu laver på sådan en gård om foråret. Det er her man lægger fundamentet for at man overhovedet kan overleve den følgende vinter.
Man høster som man sår, som ordsproget siger, og det var sandt på en langt alvorligere måde dengang. I dag er det mest sådan noget med at skulle drikke kaffe uden mælk, hvis man er for doven til at gå i Netto. Sådan var det ikke før i tiden. Selvforsyning var hårdt arbejde, og langt hårdere end selvforsyning er i dag, og hvis høsten kiksede fordi man var for doven til at gøre tingene ordentligt om foråret, så havde man kun sig selv at takke, når man sultede om vinteren.

Med andre ord: Påske var ikke den store vilde hviletid, hvor man gik på visitter og holdt påskefrokost for familien og alt det andet pjank, det er nutiden tildels. Men det betyder ikke at man bare ignorerede påsken. Nej nej. For det første var det jo en stor kirkelig fest. Det kunne man ikke bare ignorere, ikke dengang. Det var slet ikke som idag, hvor kristendom er sådan noget man er til jul fordi det er hyggeligt. Dengang – og vi taler helt til starten af det 20. århundrede på nogle egne – var religion alvor. Ikke bare kristendommen, men også alle de gamle skikke. Religion og overtro var de eneste forklaringer man havde på tingenes gang. Hvorfor forsvinder solen om vinteren? Hvorfor vender lyset tilbage om foråret? Hvorfor slår høsten fejl? Hvorfor døde vores eneste malkeko? Og kan vi gøre noget for at forhindre at det sker igen? Ja! sagde folketroen. I skal bare sætte grød til nissen, undlade at pløje i juledagene, spise ni slags kål på skærtorsdag, tage varsler af enhver fugl, der vipper med røven og så ellers sørge for at arbejde hårdt. Ja! sagde præsten. I skal bare huske at bede til Gud, gå i kirke hver søndag, overholde fastedagene (før reformationen) og være nogle gode gudsfrygtige mennesker, og så ellers sørge for at arbejde hårdt.

Så folk gjorde begge dele. Også selvom præsterne godt kunne have været al den tåbelige overtro foruden (oh the irony).

Før reformationen kom til Danmark og fejede den katolske tro af banen, fastede man fra fastelavn til påske. Ordet fastelavn stammer fra middelaldertysk “vastelavent”, der betyder fasteaften. Det var starten på den ca. 40 dage lange faste, til minde om de 40 dage Jesus fastede i ørkenen. Katolikker verden over faster stadig, omend på en noget mere afslappet måde. Der er tradition for at tildække kors og hellige figurer i de katolske kirker i denne periode. Det kunne jeg ved selvsyn konstatere da jeg sidste år var i Prag under fasten og mødte adskillige kirkealtre dækket af store stykker lilla stof. Ikke så pænt på billeder, skulle jeg hilse og sige.

I gamle dage var fasten kødløs i samtlige 40 dage. Æg og mælk måtte man heller ikke indtage. Fisk, grønt, frugt, korn og nødder var tilladt. Hvis man havde den slags, altså. Mange bønder levede af byggrød og rugmelsgrød sidst på vinteren, også længe efter at katolicismen var blevet sparket ud af Danmark og fasten afskaffet. Sådan var det bare. Man kørte på de sidste lagre af vinterforrådet, koen gav næppe meget mælk, og hønsene var gået i æglægningsdavle. Forårshunger var en ægte trussel og maden måtte ikke slippe op. At den katolske faste ligger her, er næppe noget tilfælde. Så kan man da føle at der er en mening med galskaben – at spare på maden i en tid, hvor maden alligevel er meget knap.
I dag er der kun krav om at holde kødløs faste på fastens første dag, nemlig askeonsdag, på langfredag og på alle fredage derimellem. De overskydende dage er påskefasten sådan noget med ikke at spise chokolade og forsøge at lade være med at bande. Protestanter slipper helt for den slags. Tilbage i 1600-tallet var der dog stadig folk, der holdt fast i fasten, selvom reformationen længst var gennemført. Traditioner forgår ikke så let.

Efter den lange faste kommer påsken, og den falder sammen med forårets komme. De første grønne urter, de lyse dage. Hønsene begynder atter at lægge æg, fårene lemmer med små lam som resultat og det er ved gud ikke så mærkeligt at den kristne genopstandelsesfest falder sammen med selve naturens genopstandelse, begyndelsen på varmere dage, lyse nætter og nu er der ikke længe til de første asparges. Hurra for det, siger jeg bare.

Det er denne historiske påskefejring bloggen vil handle om den kommende uge. For der er masser af små traditioner, opskrifter og dejlig meget overtro forbundet med gamle dages påske, og nu har jeg endelig fået pakket alle flyttekasserne med bøger ud, så jeg kan faktatjekke noget af alt det ævl, jeg skriver her på bloggen.

Det skal nok blive godt.

I det mindste strejkede de ikke

Verdens første gotiske katedral ligger i Chartres

Jeg bilder mig selv ind, at jeg er god til det med offentlig transport i udlandet. Har trods alt en del øvelse efterhånden, og som erklæret kontrolfreak, er det en af de ting, jeg researcher til jeg drømmer om køreplaner og zonebilletter hver eneste nat. Især har jeg kørt Frankrig tyndt med futtog, og skulle nok mene at jeg er hardcore til at navigere det land efterhånden.

Paris er en nem by at navigere. Metrosystemet er simpelt (selv når de bygger om – det kunne DSB og Movia lære noget af), RER-togene er snappy-snappy at køre med, og hvis man lige ser bort fra det helvede, der er Les Halles (dø!), så er det generelt bare en fryd. Men når man skal forlade byen er det straks en anden sag. Så begynder det helvede, der er regional og intercity togtrafik.

I andre franske storbyer er det let som en plet. Bordeaux, Strasbourg, Toulouse, Dijon – no problemos. Jeg når altid at kværne et eller andet med chokolade og kede mig lidt før afgang. Men i Paris? Uanset hvor godt jeg planlægger, ender jeg altid med at spæne stresset op til toget og kaste mig ind ad dørene i et dramatisk rullefald to sekunder før afgang. Måske lærer jeg det en dag, men ærligt talt er jeg ikke videre optimistisk.

Min tur til Chartres var ingen undtagelse. Paris har 4 banegårde, fordi det ville være for nemt med en enkelt. Så først skal man lige være helt sikker på at man står på den rigtige banegård. Det er dog trods alt nemt nok, for det skifter ikke og står på billetten. Banegårdene er ikke forbundet, så de kan ikke bare lige flytte toget til en anden banegård fordi det er fredag udenfor myldretid.

Toget til Chartres afgår fra Gare Montparnasse. Den tilhørende metrostation hedder Montparnasse-Bienvenüe. Bienvenüe betyder “Velkommen”. Ha! I virkeligheden burde stationen hedde Montparnasse-Fuck-Dig, for den ligger ca tusind kilometer fra selve togstationen, så man skal haste igennem underjordiske tunneller mens man forbander at man kun satte 45 minutter af til at købe billet og finde perronen. Heldigvis har de installeret rullende fortove. 9 km i timen, kører de. Det er hurtigere end Kystbanen mellem KBH og Helsingør. Wroom!

Vel fremme ved billetautomaterne begynder næste udfordring – for hvem kører til Chartres? Her er det meget godt at vide at der essentielt set findes tre typer offentlig transport i Frankrig, med hver deres billetsystem. Lokaltrafik, regionaltrafik og intercity. Lokaltrafik er f.eks de lokale busser, metroen og sporvognene, der alle kører indenfor bygrænsen. Regionaltogene drives af SNCF, den franske ækvivalent af DSB, bare med mere strejke. Denne regionaltrafik opererer under navnet TER (i Paris hedder det dog Transilien), og kører indenfor regionerne. Hvis man f.eks vil køre mellem byerne i regionen Bourgogne, så snupper man en tur med “TER Bourgogne”. Skal man udenfor regionerne (eller hurtigt mellem to store byer i samme region), så tager man SNCF’s intercitytoge, Intercités. Hvis man er heldig, kører der et TGV. Det er dem, der kan køre rigtig hurtigt, hvilket godt kan være lidt scary, når man er vant til DSB. Så der er altså to typer af togbilletter at tage stilling til – skal man med TER eller med Intercités?

Screendump fra søgningen på SNCF.com

Det er nemt at finde ud af, for det står lige på hjemmesiden, når man laver en søgning på SNCF.com.

Disse to typer billetter sælges ikke altid i samme billetautomat – og afgangene annonceres heller ikke nødvendigvis på samme skærm – så det er meget godt lige at tjekke hvor man skal hen, så man ikke skal bruge tid på at spæne fra automat til automat, som jeg gjorde på Montparnasse fordi jeg troede at når det var regionaltog, så skulle jeg købe min billet i automaterne mærket “Transilien”, men Transilien er ikke ægte regionaltoge som i resten af Frankrig, nej de kører da ikke udenfor forstæderne, så i Paris skal man bruge de samme automater som til Intercités, hvilket man iøvrigt overhovedet ikke skal i f.eks Bourgogne og JEG KUNNE IKKE FINDE AUTOMATERNE! De er gule, så de er ret svære at overse, men, surprise, de stod da slet ikke på samme etage som alle de andre automater. Efter lidt hastigt improviseret tegnsprog og gebrokkent fransk med en informationsmedarbejder spænede jeg op på den rette etage for at købe min billet. Velkommen til Paris, der årligt invaderes af 32 millioner turister, men som stadig insisterer på at ansætte informationsmedarbejdere, der ikke kan engelsk.

Nå, men det lykkedes. Endelig stod jeg med den, den forjættede billet, der skulle føre mig til Chartres, denne sagnomspundne middelalderby med verdens allerførste gotiske katedral. Åh fryd. Og med hele 15 minutter til toget kørte skulle det være en smal sag. Normalt skal man altid stemple togbilletter i nogle irriterende små gule maskiner, men hvis man køber sin billet i sidste øjeblik, er de som regel stemplet på forhånd – så man sparer tid. Det er pænt af SNCF. Jeg kunne gå direkte til toget. Der var bare ét problem: Jeg kunne ikke finde sporene. De næste 5 minutter summede jeg rundt på etagen som en arrig hveps i panisk søgen efter de forbandede toge. Der var ingen skilte, ingen fransktalende informationsmedarbejdere, ingenting. Til sidst faldt jeg nærmest tilfældigt over et sæt rulletrapper, med det forjættede skilt, der skulle føre mig til det rette sted. Åh fryd. Jeg spænede op til toget, der selvfølgelig holdt heeeeelt nede i den modsatte ende af perronen, smed mig sidelæns ind af dørene lige inden fløjten lød og satte mig dernæst roligt og fattet på et sæde. Mig, turiststresset? Ha! På ingen måde.

Men lykken ventede i Chartres. Efter en lang togtur med rig mulighed for at sende utallige sms’er til kæresten med ordlyden “vi skal købe hus i [indsæt nuttet fransk by med gotisk kirke jeg lige var kørt forbi]” nåede jeg frem til banegård med engelsktalende kioskmedarbejder, lune pain au chocolat, solskinsvarmt forårsvejr og verdens allerførste gotiske katedral. Og ikke nok med det, da jeg havde brugt to timer på at spadsere rundt i den næsten mennesketomme kirke med kun lyden af mit kamera som selskab, og trådte ud i det franske solskin, blev jeg mødt af to store busfulde turister, komplet med guide, larm, kameraer og børn. De skulle ind i kirken. Jeg havde netop forladt kirken. Den før så tomme og fredelige kirke var minutter fra at blive forvandlet til et larmende inferno af mennesker. EFTER jeg var færdig med mit besøg.

Af og til har man bare lov til at være svineheldig. Det var lige før jeg købte en lottokupon. Men istedet brugte jeg de 40 kr på kage. Jeg vurderede at der var større chance for gevinst hos en fransk konditor end hos Danske Spil. Og jeg havde ret.

Dag 40: Juleaften

Så er det næsten jul. Hurra! 12 dage hvor man ikke må lave noget som helst, der ikke er strengt nødvendigt. Eller, sådan var det i alt fald i gamle dage. Visse steder var man især på vagt overfor ting, der inkluderede cirkelbevægelser. At spinde og røre, f.eks. Man troede at selve solen hvilede, og man skulle nødig gøre noget, der kunne forstyrre den. Julen var i sandhed overtroens tid.

Dyrene i stalden kunne være så heldige at få smurt sod og salt på tænderne (måske nappede de lige en halv bondefinger i protest). Det beskyttede dem mod onde ånder. Dørene stod ulåste, så naturånderne frit kunne vandre ind og tage sig en snaps og en æbleskive fra julebordet, der ikke måtte løbe tør i løbet af julens 12 dage. Husnissen fik grød og lænkehunden kom ind i stuen, hvor den kunne varme sine fusser i den nystrøde halm, der lå i et tykt lag på gulvet. Her kunne også Jesus og englene ligge blødt, hvis de skulle finde på at komme forbi i løbet af natten. Ingen redskaber måtte stå ude julenat. Hvis ploven stod på marken, ville hvileløse ånder sætte sig på den, og næste år ville man kun dyrke ukrudt. Så måtte man spise tidselbrød et helt år indtil næste høst, og hvem gad måske lige det. Ikke mig.

Når mørket faldt på ringede kirkeklokkerne. Så skulle alt stå klar, alle skulle være rene fra inderst til yderst. Den nye dag, det nye år og selve julen var begyndt. Ah. Julefred. Selve julemiddagen kunne være en langvarig affære. Man sad længe ved bordet, for det bragte uheld at være den, der stoppede med at spise først. Hvis man tilhørte den modige type, kunne man, under julemiddagen, liste sig ud i den bælgmørke gård, hvor ånderne farede, og kigge ind ad vinduet, ind til julebordet. Man kunne da se om nogen ville dø i årets løb, for de ville vise sig uden hoved. Gys!

Dyrene i stalden havde også fået et sig et godt foder, en slags trøst for at få smurt ting på bisserne. De havde også julefred, for man måtte ikke gå i stalden efter mørkets frembrud. Julenat kunne dyrene nemlig tale, hebraisk endda, og enhver der hørte det, ville komme grueligt galt afsted. 1. juledag måtte dyrene ikke komme ud af stalden, for så ville de dø inden året var omme. Det er iøvrigt en overtro, der trives i bedste velgående i mange hestestalde den dag idag. Mine heste gik ude året rundt og døde generelt set ikke af det – men måske er der andre regler for islandske heste. Det ER trods alt gudernes heste, og de nyder velsagtens en særlig beskyttelse.

Og med disse ord vil jeg afslutte temaet om de 40 dages jul. Den opmærksomme læser vil muligvis lægge mærke til at det ikke passede helt præcis med de 40 dage. Det er fordi jeg har blandet lidt i traditionerne. Adventsfasten har udformet sig på flere forskellige måder op gennem middelalderen. Det har været forskelligt om man startede på Mortensdag eller lidt senere, og der har også været forskellige helgendage, der ikke blev talt med, og så videre og så videre. Men 40 dage lyder godt, så 40 dage blev det.

Tak fordi du læste med. Jeg håber det har været fornøjeligt og lærerigt og at opskrifterne ikke har ødelagt din hellige jul. Madam Sif vil nu holde julefreden og undlade at blogge frem til Hellig Trekonger, d. 6. januar.

Rigtig glædelig jul og godt nytår!

Dag 36: Lillejuleaften

Nu er det ikke længere dagen før dagen før dagen I ved, men blot dagen før dagen. Huset står på den anden ende, for alt skal gøres klar inden jul. Det er gammel skik at intet snavs må bringes med over i det nye år, og derfor skal alt skures og skrubbes. I 1600-tallet varede julen 12 dage, og her måtte der ikke arbejdes. Kun det mest nødvendige arbejde i stalden var tilladt. Dyrene skulle jo fodres, ellers havde man dem næppe julen over. Ikke engang maden blev varmet. Den stod kold på julebordet, der ikke måtte tømmes før julens sidste dag, Hellig Tre Konger. Der blev bare fyldt på af skinke og grønlangkål og æbleskiver. Det betød at alt arbejdes skulle færdiggøres inden juleaften.

Huset skulle fejes og skures og hvis man havde råd, skulle bjælkerne kalkes hvide. Stalden fik samme omgang. Der skulle hugges brænde, og juleøllet skulle være brygges. Bagningen skulle være overstået. Der blev spredt frisk halm på gulvet og alle blev jaget i bad. De tog sågar rent tøj på. Alt skulle være rent, og det gjaldt også husets beboere! Det er uvist om man har vasket staldkatten, men jeg tvivler.

Det var også sidste chance for en god slåskamp eller et rask lille snigmord, for i julen herskede julefreden. I de 12 juledage måtte ingen yppe kiv eller starte stridigheder eller brokke sig over sin julegave eller, Gud forbyde det, begå mord. Og det var ikke bare tradition – det var en lov, der stammede tilbage fra middelalderen. Man skulle være sød og artig og det var endda før julemanden blev opfundet. Brød man julefreden blev straffen hårdere end sædvanligt. I dag var man sikkert blevet sat til at være eneste kassemedarbejder i det eneste åbne supermarked i Hørsholm kommune på selveste juleaftensdag. Det er en straf der batter, og det ved jeg, for jeg har brugt de sidste to dage på at julehandle i selvsamme kommune. Folk er bindegale. Jeg er endda blevet forsøgt kørt ned med en indkøbsvogn, af en der mente at have ret til at komme foran mig i køen. Men sådan spiller klaveret ikke, og jeg beholdt min plads. Det var ikke engang fordi jeg havde mange ting. Skulle bare have lidt appelsiner til julefadene.

Men sådan er det vist alle steder. Jeg mindes i alt fald ikke mere rummelighed da jeg boede i Århus. Måske burde man genindføre julefreden ved lov? Det koncept kunne jeg tilslutte mig.

Dag 35: Julekaffe

julekaffe

Julekaffe

Så blev det solhverv. Vi har netop gennemlevet årets længste nat. Eller, gennemsovet, forhåbentlig. Søndag var den korteste dag i Danmark, selvom solhvervet egentlig officielt er idag (noget med en midnatslinje – der står noget om det på DMI’s hjemmeside). Jeg håber ikke, der var nogen af jer, der bagte igår? Og hvis I gjorde, vendte brødet sig så i ovnen? Det skulle det gøre, og det er ganske vist.

At årets længste nat var en uhyggeligt nat, har jeg allerede skrevet om i min blogpost om Luciadagen. Det var jo sådan, at fra 1300-tallet og frem til at vi overtog den gregorianske kalender i 1753, der faldt solhvervet (cirka) på Luciadagen, og derfor var al overtroen knyttet til “Lussenatten”. Og solhvervsnatten er også i år en uhyggeligt nat, for med den indledes den sidste dramatiske julespurt. Det er jul i overmorgen, og vi har ikke engang fået pyntet op endnu. Det skal gøres idag, og der skal hentes juletræ og gøres rent. Jeg er dog ikke stresset. Vi når det vi når. Det vigtigste er maden. Og den er på plads. Især er der styr på den brune sovs, julens vigtigste tilbehør. Der er købt fond fra slagteren, for stegeskyen i sig selv giver slet ikke sovs nok. Der er også indkøbt lidt ekstra andekråser og ditto hjerter, til at sætte ekstra smag på sagerne, hvis jeg altså ikke æder dem selv inden. Kråser og hjerter, langtidssimret i lidt rødvin og urter, spædet op med fløde – det er gode sager, og stort set umuligt at lave, for fjerkræindmad er blevet svært at opstøve. Men nu havde de det altså, i et af de mere fancy lokale supermarkeder, og så er min julelykke gjort.

Der skal koges klejner og bages jødekager og laves hindbærskumfiduser. I morgen skal vi have risengrød til aften, og så koges der dobbelt portion. Halvdelen tages fra til risalamande. Der skal slås papir om de sidste to gaver, og så har jeg ellers planer om at smække benene op og se Netflix.

Oslofjorden ved solopgang

Oslofjorden ved solopgang

Selvom årets korteste dag var igår, så er det jo i dag i den del af jordkloden, der ligger øst for Danmark. Bornholm, f.eks. Så måske burde man også afholde sig fra at bage i dag. Bare for en sikkerheds skyld? Man ved aldrig hvad Magterne synes, og man skulle nødig komme i ulykke på tekniske detaljer. Jeg er også helt sikker på at jeg har hørt, at det er godt at drikke gin&tonic på solhverv. Noget med, at det smager godt, samt at man lige har købt en ordentlig flaske gin på Oslobåden. Åh ja. Jeg er fan af Oslobåden og kahytter med vindue. Også selvom det blæste 18 sekundmeter om natten, og det derfor var noget af en gyngende oplevelse at gå rundt i Oslo dagen efter. Det indre øre havde ikke helt fået skiftet til stillestående underlag. Det var en ganske morsom oplevelse. At forsøge at sove i stormvejret var knap så underholdende, for jeg vågnede hver gang der kom en særligt stor bølge, og det krævede en hel del kaffe at vågne ordentligt op den morgen.

Det krævede også ekstra forsyninger inde i Oslo. Vi endte på en cafe i et lille center, tæt på kongeslottet. Vi havde egentlig ikke forventet noget videre særligt, for hvor tit får man god kaffe i et center? Så vi valgte en kop “julekaffe” med flødeskum på, den slags kan vel aldrig gå helt galt. Men til vores store overraskelse var det en rigtig god kop. Flødeskummet var sødet og der var appelsinskal og reven chokolade. Kaffen havde julenoter, sådan helt uden at der var tilsat aromastoffer, og i det hele taget var det lige hvad vi trængte til.

Da vi kom hjem igen, lavede jeg min egen julekaffe. Det er en helt almindelig lille latte, blandet op med en krydret appelsinsirup og toppet med flødeskum, reven chokolade og lidt appelsinskal. Hvis du ikke har en espressomaskine, kan du bare bruge en almindelig, god kaffe med mælk istedet. Det er ikke det samme, men derfor kan det jo stadig smage godt.

Lidt whiskey gør heller ikke kaffen dårlig. Siger det bare. Måske kan det være tiltrængt i disse sidste dage inden jul.

Julekaffe
2 personer

2 skud espresso
4 dl sødmælk
2-4 spsk appelsinsirup
Piskefløde
Mørk chokolade
Appelsinskal

Appelsinsirup:
2 store appelsiner
Sukker
1 tsk stødte nelliker
1 tsk hel kardemomme
1/2 stang vanilje

Pres saften af de to appelsiner og vej den af. Der burde være omkring 1,5 dl. Måske er der lidt mere eller mindre – det gør ikke så meget. Hæld saften i en gryde. Tilsæt samme mængde sukker som der er saft. Dvs. hvis der er 150 gram appelsinsaft, skal der 150 gram sukker i. Put så krydderierne og vaniljen i og tænd for varmen. Bring blandingen i kog og lad den koge 5-6 minutter. Tag gryden af varmen og lad den trække en halv times tid med krydderierne i. Hæld det hele gennem en sigte. Nu har du dejlig appelsinsirup til kaffe eller til andre ting.

Når du laver kaffen, tilsætter du 1 eller 2 spsk til et skud espresso og hælder 2 dl skummet mælk over (skummet mælk er sødmælk skummet i en mælkeskummer – ikke skummetmælk, den fedtfattige! For guds skyld). Pisk noget flødeskum til bløde toppe og læg på kaffen. Riv noget mørk chokolade over og drys evt også med lidt fintreven appelsinskal. Drik!