Archives

Risengrød

Risengrød

Det gik pludselig op for mig, at min blog er fuldstændig fri for opskrifter på risengrød. Og det går ikke, for det er snart jul, og hvad vil naboerne ikke tænke? Jeg har allerede skrevet en hel masse om risengrødens historie, så det skal jeg ikke plage nogen med her.

Jeg har mange holdninger til risengrød, og man kan jo ignorere det, man synes er FOR tåbeligt (pånær det med høkassen). Har man en opskrift, der virker, er der ingen grund til at lave om på den. Men hvis man står og synes det bøvler, så er det her, det sner. Risengrød er ret nemt at koge, selvom det har ry for at være sådan noget der brænder på og koger over og bliver for tykt eller for tyndt eller hvad har vi. Som så meget andet enkelt her i livet, kræver det lidt øvelse at få det præcis som man kan lide det. Heldigvis er risengrød billig mad, så man kan øve sig for en flad tyver. 30, hvis det skal være økologisk. Og så længe grøden ikke er sveden, kan man altid drukne den i kanelsukker.

Det vigtigste er risengrynene, og her jeg er forholdsvis kræsen. Der er, af uvisse årsager, enormt mange bitre risengryn på det danske marked. Både dyre og billige, øko og konventionelle – bitre er de, og det er noget hat. Især de billige er ofte elendige. Der er for mange knækkede gryn i – det øger bitterheden markant. Jeg bruger helst dem fra Urtekram, for de smager altid godt. Eller det finske mærke Myllyn Paras, men det hjælper jo ikke så meget herhjemme i Danmark. Du kan bruge lige præcis dem, du kan lide. Også de billige.

Hvad mælk angår, er der frit valg på alle hylder. Jeg bruger minimælk til hverdag, mest fordi det er det, vi altid har i huset. Det går an, men til særlige lejligheder er det bedst med sødmælk. Skal der laves risalamande, så kan jeg faktisk bedst lide at bruge letmælk, men det glemmer jeg altid at købe, så det bliver bare sødmælk der også. Eller minimælk med en spiseskefuld piskefløde i, hvis det går helt galt. Skummetmælk er lige at stramme den, synes jeg.

Kanelsukker og risengryn

Kanelsukker må man have. Om det skal være med ægte kanel eller den helt almindelige cassiakanel er et spørgsmål om smag. Den ægte er mild og fin, cassia er kraftig og traditionel. Jeg kan egentlig bedst lide ægte kanel på risengrød, men cassiakanel smager af barndom, så den ender jeg altid med at bruge alligevel. Man kan også blande de to slags kanel.

Gryden er også vigtig. Det er her, det oftest går galt for folk. Risengrød skal koges i en tykbundet gryde, basta. De der tynde flimsy gryder duer ikke, for mælken brænder alt for nemt på i dem. Det behøver ikke være tunge støbejernsgryder eller dyr kobber (omend begge dele er supergode til risengrød) eller designerdims. Jeg bruger ganske almindelige WMF stålgryder med tyngde og god varmefordeling. Ikke de billigste på markedet, men heller ikke de dyreste. De har holdt i 7 år nu, og det er da meget godt gået. Jeg har også en kobbergryde der vejer halvfems kilo, men den kan ikke gå i opvaskemaskinen, så jeg skal altid lige vurdere om den er besværet værd og det er den sjældent. Mest til jul. Men den er formidabel til karamelkogning! Ikke at det har noget med sagen at gøre.

Risengrød er en ret, hvor man skal være sådan lidt i nærheden, klar til at reagere hvis den truer med at koge over eller brænde på. For eksempel er det en dårlig ide at sætte sig ind og glo hockey mens den koger.

Har jeg hørt.

Jeg koger altid risengrød med låget lidt på klem. Jeg bilder mig selv ind at den bliver bedre sådan, og den koger ikke så nemt over. Det er især i starten, at risengrød gerne vil rende af gryden, så her skal man holde ekstra øje. Hvis den begynder at stige i gryden, så af med låget og rør rundt. Man skal i det hele taget røre i grøden hyppigt, men ikke kraftigt. Bare nok til at få løsnet de små risengryn fra hinanden og sikre sig at de ikke sætter sig fast i bunden.

Salt må man ikke glemme, men hvis grøden skal bruges til risalamande, så skal den ikke saltes så kraftigt, som hvis man spiser den varm. Der er et nip fint salt rigeligt.

Til sidst et ord om høkassekogning. To ord, faktisk: Lad være. At lade mad stå ved “lunken” temperatur i lang tid er det samme som at holde badeland for bakterier, og deres sporer dræbes ikke ved almindelig kogning. Nogle bakterier spytter toksiner ud i maden, og de ødelægges heller ikke ved kogning. Mængden af bakterier har også betydning, og ris er i forvejen en højrisikovare i forhold til madforgiftninger. Det er ikke sikkert, at man bliver syg, men risikoen er absolut til stede, og det er bare så dumt og unødvendigt. Især til jul! Så lang tid tager det heller ikke at koge risengrød. Det er meget muligt at man brugte høkasse “i gamle dage” men vi bliver heldigvis hele tiden klogere.

Og nu, opskrift:

Mere risengrød

Risengrød
Mængde: 4 personer (opskriften kan fordobles)

1 liter sødmælk
2 dl grødris
1/2 tsk groft salt (eller 1 nip fint salt)

Hæld grødris og mælk i en tykbundet gryde, sådan en god stor kasserollestørrelse, med høje sider, og tænd for blusset. Ikke højeste blus, men sådan trekvart. Bring mælken i kog under hyppig omrøring. Du behøver ikke stå og røre i det konstant, men bliv ved gryden.

Så snart mælken koger, skrues der ned på lavt blus og låget lægges på, så det ligger lidt på klem. Bliv ved grøden lidt endnu, for det vil gerne koge over her i starten. Hvis det begynder at stige i gryden, så stik hastigt en grydeske ned. Det punkterer ballonen. Rør rundt af og til.

Når grøden koger jævnt og roligt, kan du begynde at snitte bønner eller pille ærter eller hvad du nu har lyst til, istedet for at stå og glo ned i gryden. Rør rundt af og til, så risene ikke sætter sig i bunden. Når grøden begynder at tykne, vil den forme skind på toppen. Bare rør det ned i grøden, så smelter det med det samme. Skind er et tegn på at grøden er ved at være klar.

Det tager cirka 30 minutter fra grøden koger til den er færdig. Lidt mere, hvis det er en stor portion. Den endelige konsistens bestemmer du selv. Grøden bliver tykkere, når den køler af, så tag den af lidt før du synes den er tyk nok. Jeg kan bedst lide grød, der er tyk, men stadig flyder ganske lidt ud i gryden, når man rører i den. Til risalamande skal den være lidt tyndere. Hvis grøden bliver for tyk, kan du røre lidt ekstra mælk i.

Når grøden er taget af varmes, står den og trækker under låg i 5 minutter. Dernæst saltes den, og så er den klar til at spise med smørklat og kanelsukker.

Kanelsukker:
Bland 5 spsk sukker med 1 spsk stødt kanel.

Jul i Den Gamle Kogebog: Risalamande med svesker

Risalamande med svesker

Så blev det 2. søndag i advent, og dermed også tid til lidt dommedagsprædiken, for dagens kirketekst lyder således:

“Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. “ – Lukasevangeliet, kapitel 21, vers 25-27

Bred dig, o juleglæde! Så er der dømt æbleskivehygge. En historie fortæller at i gamle dage, et sted på Fyn, var der en præst, der talte med særligt indædt dunder om denne dommedag. “Bered jer,” sagde han til menigheden, “og vær vågne! Thi Jesus kommer i nat, eller i alt fald allersenest i morgen, og den, der ikke er forberedt, ham skal der gro mos på i Helvede.”

Eller noget i den stil.

Det var der et fattigt, ældre ægtepar, der tog særligt til sig. Måske mente de allerede at kunne se tegn på at verden var ved at gå ad hekkenfeldt til. Så da de kom hjem fra kirke sagde konen til manden: “Vi mangler kun én ting for at være klar til Dommedag. Og det er at spise de to medisterpølser, vi havde gemt til jul.” Manden var enig, for det ville være en skam at de skulle gå til spilde, når nu Jesus var lige på trapperne. Så de spiste medisterpølserne, og vågede hele natten, og et par dage mere, bare for at være på den sikre side. Men Jesus dukkede aldrig op, og nu havde de jo ingen mad til juledagene! Så de klagede til præsten, der var imponeret over, at der rent faktisk var nogen, der havde hørt efter. Han gav dem to nye medisterpølser og en gås og beklagede regnefejlen. Historien melder ikke noget om, hvorvidt scenariet gentog sig de efterfølgende år, men der er adskillige fortællinger om dommedagsparanoia i diverse folkemindesamlinger.

Måske er det historier som disse, der er årsag til at man kun bruger dommedagsteksten hvert andet år. I ulige år kan man istedet høre en spas historie om nogle jomfruer og deres olielamper med eller uden ekstra olie, der vel kan koges ned til “you snooze, you lose” eller noget i den stil. Bevares, den handler også om dommedag, men det er en af de mange, mange lignelser, man alligevel ikke helt forstår en dyt af, og som derfor ikke er helt så skræmmende.

Det kan virke lidt spøjst, når man sidder og læser de gamle fortællinger om overtro og dommedagsfrygt, for det virker så fjernt fra nutidens tankegang. Det er det nu ikke helt, for vi har også vores andel af dødsangst den dag i dag. Jeg er faktisk ikke helt sikker på, hvad det er, vi er bange for i øjeblikket, men det sidste jeg hørte var noget om nogle poler, der smelter, og før det var det fugleinfluenzaen, og igen før det var det den kolde krig og atombomberne. Verdens undergang er altid nært forestående.

Der er også dem, der ganske enkelt er bange for forandringer, især hvad julemaden angår. Personligt ville jeg savne flæskesovsen (and duer ikke) men jeg ville overleve. Måske. Med rigeligt sauce hjemme i køleskabet til at spise i de kommende juledage. Selvom man kan servere lige hvad der passer en, er det nok en god ide at advare gæsterne, hvis man har tænkt sig at vende traditionerne på hovedet og servere oksesteg med peberrod eller anden ureglementeret spise.

Eller hvis man piller ved risalamanden og giver svesker til istedet for kirsebærsauce. Men det smager altså virkelig godt. Efter sigende skulle en dessert, hvor man lægger risalamande og svesker i lag have sin oprindelse i en plet nede i Sønderjylland, men det er meget begrænset hvad jeg har kunnet finde om det. En enkelt opskrift, i den fabuløse bog Danske Egnsretter. Måske er det en videreudvikling af noget svesketrifli, måske er det en ide, der er fløjet til landet udefra (åh nej dog).

Uanset hvad, var jeg – som sveskeelsker – nødt til at lave min egen version af dette smukke koncept. Det er ikke en dessert i flere lag, jeg har bare valgt at skifte kirsebærsaucen ud med sveskemos. Well, sveskekompot. Kompot lyder bedre og knap så meget som babymad.

Kompotmosen er kogt på franske svesker fra Agen, som jeg lagde i blød i armagnac for et par måneder siden. Det er selvfølgelig lidt sent at tænke på det nu, men man kommer langt med en god sjat armagnac i gryden. Selvfølgelig kan man også helt udelade sprutten, hvis man synes, og helt almindelige svesker smager også dejligt hvis man ikke lige har en pose af de franske i baglommen. Men de ristede mandelsplitter må man ikke glemme. De løfter lige retten til et højere niveau. Sveskekompotmosen kan fryses og dermed laves i rigtig god tid. Mandlerne kan ristes et par dage i forvejen. Risalamanden laves som den plejer. Jeg har en udførlig opskrift på risalamande lige her, som du kan følge.

Og nu: Opskrift.

Risalamande med svesker

Risalamande med svesker
Mængde: 4 personer

1 portion risalamande
Sveskemos (se nedenunder)
En håndfuld ristede mandelsplitter

Risalamanden kan enten serveres i portionsglas, med et lag sveskemos i bunden, eller man kan brede et godt lag ud i bunden af serveringsskålen og lægge risalamanden over. Og endelig kan man servere sveskesmattet ved siden af, så skal det bare røres op med lidt ekstra vand, så det er til at have med at gøre. Mandelsplitterne serveres ved siden af og drysses over efter lyst og behov.

Sveskekompot
200 g svesker
100 g vand
50 g sukker
Kornene fra 1/2 stang vanilje (kan udelades)
En god sjat armagnac
ca 1 tsk citronsaft

Skyl sveskerne og put dem i en gryde med vandet. Læg låg på og tænd for varmen. Når vandet koger, skrues der ned og sveskerne får lov at simre til de kan moses ud med en gaffel. Det tager 20-30 minutter, måske længere hvis de er meget tørre, måske kortere hvis de har været blødt ud fra starten. Mos løs med gaflen. Resultatet skulle gerne være en meget tyk kompot. Tilsæt sukker efter smag, ca 50 gram, måske mere eller mindre. Smag til med armagnac og giv sveskemosen et kort opkog. Rør til slut citronsaft i og lad den køle helt af før den bruges til risalamanden.

Jul i Den Gamle Kogebog: Boghvedegrød med varmt øl

Boghvedegrød med varmt øl

Grød, det er noget, der hører julen til. Eller måske snarere julemåneden, for risengrødens rolle som bundlægger inden kødet juleaften er vist fortid til for de flestes vedkommende. Ikke alle, bevares, for der er stadig dem, der spiser risengrød istedet for risalamande. Men der er næppe mange der stadig spiser byggrød, risengrødens fine forgænger, der kogtes på mælk i julen og om søndagen. I nogle egne af Danmark havde man endda noget endnu finere: Boghvedegrød.

I Danmark har man dyrket boghvede siden 1500-tallet. Det blev aldrig nogen stor afgrøde, som f.eks byg og rug, men den var der, trods det at den gav lavt udbytte og var arbejdskrævende at bearbejde efter høst. Boghvedegrøden har især ry for at være en fynsk egnsret, og den var da også populær, dernede på Danmarks Rasteplads den runde ø, hvorfra så megen god mad kommer. Men den blev især dyrket i Vest- og Sønderjylland, for boghvede elsker mager, sandet jord, og det har de ved gud så rigeligt af på den egn. Det kan ellers godt holde hårdt med afgrøderne derude hvor selv køerne hælder permanent sidelæns i den stærke blæst.

Vi finder også boghveden i de gamle kogebøger, i form af grød kogt på mælk. Madam Mangor er god for en helt enkel variant:

Boghvedegrød, 1837
Til 1/2 Pot fine Boghvedegryn tages 4 Potter Melk. Naar denne koger, kommes Grynene deri, under stadig Omrøren til den atter koger. Dette gentages senere jevnlig.
– Mangor: Kogebog for smaa huusholdninger, København 1837

I en senere kogebog finder vi det søde øl, samt et forslag om at servere på tysk manér med varm fløde, brunet smør og kanelsukker:

Boghvedegrød, 1855
Ti halvfemte Pot Melk bruges tre Pægle fine Boghvedgryn, der kommes deri naar Melken koger, under uafladelig Omrøring indtil den atter kommer i Kog, ligesom den ogsaa under Kogningen jevnlig maa omrøres. Man anretter denne Grød hos os sædvanligst med Øl, hvori der er kommer Sukker, særskilt dertil. I Tydskland bruger man at hælde kogende Fløde derover, og serverer den med brunet Smør, Kaneel og Sukker.
– Illustreret Kogebog for store og smaa huusholdninger, København 1855

Det lyder som kræs, og det er det også. Mens hverdagsgrøden som regel blev kogt på byg, var boghvede mere en søndags- og festret. Den blev ofte serveret med sødet øl, sirup og smørklat. Nogle steder på Fyn serverede man boghvedegrød – med smørklat og sødt øl – når der skulle være barselsgilde. Til gengæld fortælles det også, at grød kogt på boghvedemel, istedet for gryn, var fattigmandsmad. Men man kunne godt lide det alligevel, især hvis der var mælk på.

Pandegrød af boghvede

Hvis der så var rester af grøden, kunne man stege det på panden. I 1800-tallets kogebøger følges boghvedegrøden af og til af en sådan opskrift:

Pande-Grød, 1837
Et lidet Stykke Smør kommes paa Stegepanden; naar det er smeltet, strøes deri et tyndt lag af fiint, stødt Brød. Grøden, som kun kan være Boghvedegrød, lægges derpaa og trykkes flad ud, naar den er bleven varm. Naar man seer den er bruun paa den underste Side, stroes Brød paa den øverste, en Bund eller et Fad lægges over, hvorpaa Grøden vendes og skubbes derfra igjen paa Panden, naar der atter er smeltet Smør paa den.
– Mangor: Kogebog for smaa huusholdninger, København 1837

Boghvededyrkningen ophørte lige så stille omkring starten af 1900-tallet, da det lave udbytte ikke længere kunne retfærdiggøres – landbruget var blevet mere strømlinet og billedet af den flittige bonde og hans glade, håndhøstende folk blev erstattet af mejetærskere og slige moderniteter. Til stor sorg for datidens folkemindesamlere:

“Der laa Skønhed og Fest over den gamle Høstmaade […] Maskinerne mejede Høstromantikken ned for Fode. De Folk, der kun kender en ensom klaprende Høstmaskine hen over en mennesketom Mark, et Tærskeværk og et Pigtraadshegn, kan vanskelig tale med om den poesifyldte Høsttid. Men de praktiske Fremskridt har nu overalt sejret over de landlige Idyller, som saa er forduftet, for kun at leve videre ved Hjælp af Pensel og Pen. Men Høstlivets Minder er friske Billeder fra Landsbyen, hvorom Enhver, der har opelvet dem, kan sige, som Baggesen sagde om sine “blide Barndomsdage”, der “svandt”: Jeg kun Erindringen har nu tilbage.”
– Christine Reimer: Nordfynsk Bondeliv i Mands Minde III, Odense 1913.

Få forfattertyper er mere dramatiske end datidens nationalromantiske folkemindersamlere. De kan virkelig vride harpen i endeløs fortvivlelse over den stakkels staldkat, der nu ikke længere skal smage den nymalkede mælk, fordi det hele bliver sendt på andelsmejeri. Oh ve. Men de kunne så trøste sig med at der samtidig skete fremskridt indenfor hygiejne og lægekundskab.

Hel boghvede

Selvom boghvedegrøden traditionelt set betegnes som en fynsk egnsret, så var det i Odsherred på Sjælland, at jeg fandt den som decideret julemad. En beretning om barndomsjul i 1866 havde følgende menu juleaften:

Boghvedegrød med smørhul, sirup på og sødt øl til at dyppe i.
Sigtebrød med sylte, rødbeder og sennep
Saltmadsfad (pølse, skinke, salt kogt flæsk)
Kaffe med kandis og æbleskiver.
Til natmad de store julekager ( bagt på sigtet hvede) samt mjød

En spiseseddel, der er temmelig lang fra vor tids julemiddag, men alligevel fyldt med let genkendelig julemad i form af grød, flæsk, æbleskiver og sylte. Som inkarneret boghvedegrødselsker, var det dejligt at se den på menuen, omend jeg aldrig havde overvejet, at der var nogen, der havde spist det til jul. Men tanken om varmt øl, sirup og smørklat sendte mig i køkkenet, og fra nu af vil jeg aldrig spise min boghvedegrød på anden måde! Dog vil jeg afholde mig fra at servere det juleaften. Det vil næppe falde i god jord.

Du kan også lave din egen juleboghvedegrød. Det er nemt. Traditionelt set er juleøl en kraftig, mørk øl, brygget med honning eller sukker. De kan fås i butikkerne netop nu (brug ikke den fra Tuborg, det er en anden type øl), men jeg nøjes gerne med mørkt hvidtøl. Der er lidt mindre alkohol i…

Og nu: Opskrift.

Boghvedegrød med varmt øl
Mængde: 2 personer

2 dl boghvedegryn
6 dl mælk
Salt
1 flaske hvidtøl eller anden mørk, sødlig type
Sukker
Mørk sirup
Smør

Øllet hældes i en lille gryde og varmes op under låg, lige knap til kogepunktet. Det sødes med sirup eller sukker efter behov. Mens øllet varmer op, koges grøden:

Hæld mælken i en gryde og bring i kog. Drys grynene i under omrøring og kog op igen. Grøden skal koge ca 10 minutter under jævnlig omrøring. Boghvedegrød er tykt som bare pokker, og du kan snildt fortynde det med en ekstra deciliter mælk eller vand hvis du vil. Men det skal være ret fast.
Rør et godt nip groft salt i og server straks, overhældt med det søde øl, smørklat og ekstra mørk sirup.

Restegrød kan blive til pandegrød:

Pandegrød:
En kold rest boghvedegrød
Rasp
Smør

Tag den kolde grødrest og del den op i klumper på størrelse med et stort hønseæg. Tril dem i rasp (så de ikke klæber til fingrene) og tryk dem flade. Vend dem i mere rasp. Steg dem i smør til de er gyldne på begge sider og server med sirup.

Ryse of Fleysche, år 1390

Ryse of fleysche, 1390

Disse flæskeris er sidste afsnit i sagaen om ris med safran og det er godt det samme, for jeg har spist så meget safran den foregående uge, at jeg faktisk, måske og eventuelt er gået hen og har fået nok. Af safran. Det kan jeg ikke huske er sket før… muligvis vil uge 42 for eftertiden blive husket som Ugen Med De To Torsdage.

Flæskerisene – ryse of fleysche – stammer fra en ret berømt samling opskrifter, populært kaldet “Forme of Cury,” et navn givet af Samuel Pegge, der udgav en lille bog med opskriftssamlingen i 1780. Den er blevet nedskreven i sidste del af 1300-tallet, hvilket gør den til en af Englands ældste opskriftssamlinger. Forme of Cury betyder “vejledning i kogekunst”, og titlen stammer fra indledningen:

Thys fourme of cury ys com
pyled of the chef mayster coke
of kyng Rycharde the second
after the conquest of Englond

Det betyder noget i retning af “Denne vejledning udi kogekunsten er samlet af Kong Richard II’s mesterkokke efter erobringen af England.” Man bør forvente sig meget af et sådan royalt manuskript, og den er da også fuld af gode sager, eksotiske krydderier og svaner og delfiner og den slags kongelige festligheder. Så tænker man måske at flæskeris var en simpel og hverdagsagtig ret i forhold til, men i 1300-tallet var en blanding af ris, safran og mandelmælk absolut en ret, der hørte til i den fine ende. Den originale opskrift lyder som følger:

Ryse of fleysche, 1390
Take rys & waische hem clene & do hem in an erthen pot with gode broth & lete hem seeth wel, afterward take almaund mylke & do therto and colour hit with safroun & salt hit and messe hit forth.
Forme of Cury

Der står: Tag ris og vask dem rene og put dem i en lerpotte med god kødfond og lad dem koge godt, tag bagefter mandelmælk; put det i og farv det med safran: salt det og server.

Navnet betyder noget i retning af “ ris lavet på kød” og hentyder til at retten er lavet med kødfond og kunne serveres på de dage, der ikke var religiøst betingede fastedage.

Flæskerisene er en velsmagende ret, der kan spises alene eller som tilbehør til en kraftig kødstuvning eller måske et stykke laks. Lidt parmesan rørt i og så er det næsten risotto. Næsten. Hvis man vil være lidt mere generøs med safranen end bare at farve retten med den, så kan den tilføjes allerede i starten, når risene skal koges. Hvad mandelmælken angår, så kan det anbefales at bruge den sigtede udgave, eller får retten en sær, grynet konsistens. Og nu: opskrift.

Ryse of fleysche, moderne udgave
Mængde: 1-2 personer som tilbehør

1 dl grødris eller risottoris
1,5 dl hønsefond
1 nip safran
1,5 dl mandelmælk
Salt

Start med at varme mandelmælken og knuse safranen ned i. Sæt til side mens du koger ris.

Skyl risene under den kolde hane og put dem i en gryde med hønsefonden. Sæt gryden på blusset og bring i kog uden låg. Når risene begynder at svulme op og nå vandoverfladen, dækkes gryden med et klæde og låget lægges ovenpå. Skru ned på allerlaveste blus og lad det stå 10 minutter. Tag gryden af blusset og lad det stå ti minutter mere, stadig med klædet over. Tag låget af og rør forsigtigt rundt med en gaffel så risene bliver skilt ad.

Tilsæt mandemælk og salt og put gryden tilbage på varmen. Varm det igennem under forsigtig omrøring og server straks.

Potage of Rice, 15. årh.

Potage of Rice, 15. årh.

Potage of rice er en vaskeægte middelalderopskrift. I min blogpost om risalamande med safran brugte jeg denne opskrift som udgangspunkt.

Opskriften stammer fra Harley 5401, en håndskrevet samling tekster fra sidste halvdel af det 15. århundredes England. Opskrifterne er kun en lille del af manuskriptet, resten er dedikeret til den engelske læge og kirurg John Arderne (1307-1392). Teksten indeholder derfor nogle lettere foruroligende illustrationer af tilsyneladende smertefulde procedurer.
John Arderne var lidt af en pioner indenfor kirurgi, nærmere betegnet sygdomme i endetarmen, og det kan man jo så tænke lidt over, hvis man er en af dem, der insisterer på, at der ikke skete videnskabelige fremskridt i middelalderen. Det gjorde der, og ikke kun inden for lægevidenskaben, selvom det kunne være op ad bakke med kirken og de gamle traditioner. Man skulle helst file lidt i en syg konge eller måske en biskop, så kunne det nok være at man kunne omfavne nye metoder i en fart, men det er ikke det, det skal handle om nu. Det skal handle om ris i mandelmælk.

Opskrifterne i Harley 5401 er nedskrevet af en Hr. Thomas Awkbarow, og det er lidt af en rodebutik. Nogle af opskrifterne er tydeligvis neglet fra tidligere manuskripter, men sådan var det oftest dengang. Andre igen har underlige titler, der ikke giver så megen mening og stavningen er sådan lidt her og der. Men heldigvis er potage of rice let og ligetil at forstå, og den kommer her:

Potage of Rice, 15. årh.
Potage of Rice. Recipe rice, & pike þam & wash þam clene, & seth þam to þai breste; þan lat þam kele & cast þerto almond mylke, & do þerto a lityll porcyon of wyne, anoþer of hony, and colour it with saferon, & boyle it & serof it forth.
– MS Harley 5401 (kilde)

Jeg har allerede oversat den i forrige blogindlæg, men her kommer en mundret version:
Pottage (tyk stuvning) af ris. Tag ris, og pil dem (fjern urenheder), og vask dem rene og kog dem til de brister; da lad dem køle og tag dertil mandelmælk og gør dertil en lille portion af vin, en anden af honning og farv det med safran og kog det og server det.

Det er da til at finde ud af, og det smager virkelig godt. Hvis det skal smage endnu bedre, så knus safranen ned i risenes kogevand, så kommer smagen ind i grynene og alting bliver gult og fint. Det er ikke 100% som i opskriften, hvor farven tilsyneladende er vigtigere end smagen, men sådan er der jo så meget. Min måde at koge ris er ej heller voldsomt autentisk, men det er en god måde, og den virker også med andre typer af ris – dog bruger jeg kun 1 dl vand til 1 dl ris når jeg laver almindelige løskogte ris af f.eks basmati eller jasmin. Men nu, opskrift:

Potage of Rice
2 personer
2 dl grødris (eller risottoris)
3 dl vand
1,5 dl komælk eller tynd mandelmælk
2 spsk sød hvidvin
1 stort nip safran overhældt med 1 spsk varmt vand
1 spsk honning
Salt

Start med at knuse safranen let ned i en lille kop og hæld 1 spsk varmt vand over. Lad det stå og trække mens du koger risene.

Skyl risene og put dem i en gryde med vandet. Bring i kog uden låg. Når risene svulmer op og begynder at titte op over vandoverfladen, lægges et rent klæde over og så et låg. Skru ned på laveste blus og lad risene dampe i 10 minutter. Tag så gryden af varmen og lad dem trække i 10 minutter. Fjern låg og klæde og rør forsigtigt rundt med en gaffel så risene skilles ad. De er lidt klæbrige. Lad dem dampe af et kvarters tid.
Hæld så mælken over (jeg brugte komælk). Rør hvidvin og safranvand i, smag til med honning og lad det boble, boble, boble over lavt blus til retten er tyknet og smækker. Rør forsigtigt rundt af og til. Det tager en fem-ti minutters tid. Hæld mere mælk i, hvis du vil have tyndere grød. Smag til med et kværn salt og spis.

For en mere gennemfarvet og velsmagende udgave, kan du knuse safranen ned i vandet til risene inden du koger dem.

Risalamande med safran

Risalamande med safran og appelsin

Safran og ris – det er en ægte klassiker. Her kan både Indien, Mellemøsten og Sydeuropa være med, og især den iranske safran er berømt vidt og bredt for sin uovertrufne evne til at være safranagtig og indehaver af en kilopris der godt kan give en smule åndenød på den dårlige måde. At putte safran i en ret er en meget nem måde at syvdoble råvareprisen, hvis man skulle have lyst til det. Det har jeg sjældent, men jeg elsker safran, så det hænder at jeg gør det alligevel.

Safran

Safran er en af de der magiske ingredienser, der kan gøre mig helt salig ved sin blotte tilstedeværelse. Sidste år fik jeg et par æsker af den mest vidunderlige chokoladeovertrukne safranmarcipan fra Naturpralinen og min december var efterfølgende en perlerække af små frydefulde kaffepauser. Ud over at dufte fantastisk og smage vidunderligt, så er safran, inde i mit hoved, på en eller anden måde blevet indbegrebet af middelalder, så hver gang jeg spiser det, får jeg den samme gode følelse som når jeg besøger gotiske katedraler, oversætter gamle opskrifter, vandrer rundt på historiske museer eller piller ved middelalderruiner. Sådan en grundfornemmelse af at alting er præcis som det skal være, ja vel nærmest lykke, og nu hvor jeg læser hvad jeg lige har skrevet, bliver jeg sådan lidt bekymret for mit mentale helbred. I det mindste er det en harmløs hobby, omend den kan være lidt dyr.

I middelalderen var man også glad for safran. Dengang, som nu, var safran et pebret vare. I 1400-tallet kostede et halvt kilo cirka en månedsløn for en gennemsnitlig håndværksmester i en storby, og de hørte ikke just til de fattigste borgere i byen. Prisen er ikke faldet siden – et halvt kilo supermarkedssafran koster lige pt 50.000 kr, hvilket må siges at kræve en solid månedsløn, især hvis man arbejder under dansk skattetryk. Mindre kan jo heldigvis også gøre det, for retter med safran kræver oftest kun et “stort nip” hvilket vel svarer til 0,1 gram, sådan cirka.

Ryse of fleysche, 1390

I de gamle middelaldermanuskripter beskrives tilsætningen af safran af og til som “at farve retten.” Man har endda brugt at erstatte safran med gurkemeje, så af og til har farven været vigtigere end smagen. Nedenstående opskrift er en meget typisk engelsk risret fra middelalderen, og her bruges safranen til at farve en salt “grød”:

Ryse of fleysche, 1390
Take rys & waische hem clene & do hem in an erthen pot with gode broth & lete hem seeth wel, afterward take almaund mylke & do therto and colour hit with safroun & salt hit and messe hit forth.
Forme of Cury

Der står: Tag ris og vask dem og kog dem i god kødfond og tag da mandelmælk og rør det i og farv det med safran og salt og server det.

Det er en ganske udmærket ret, men jeg havde visioner om at lave en safranrisalamande på middelaldersk, og så duer det ikke at putte hønsefond i. Jeg gravede videre og fandt en opskrift, der lød markant mere lovende:

Potage of Ryce, 15. årh.

Potage of Rice, 15. årh.
Potage of Rice. Recipe rice, & pike þam & wash þam clene, & seth þam to þai breste; þan lat þam kele & cast þerto almond mylke, & do þerto a lityll porcyon of wyne, anoþer of hony, and colour it with saferon, & boyle it & serof it forth.
– MS Harley 5401 (kilde)

Der står: Tag ris og gå dem efter for urenheder, vask dem og kog dem møre (“til de brister”). Lad dem køle af og tilsæt mandelmælk og dertil en lille mængde vin, honning og farv det med safran og kog det og server det.

Så er der noget ved at spise middelaldermad. Jeg valgte at koge grynene i vand og vin blandet med safran, så farven og smagen kom helt ind i de små korn. Den viste sig at være den perfekte base til en omgang middelalderinspireret risalamande. Hvis du er til safran og risalamande, så er du sikkert også til denne her. Bare pas på med at servere den for tæt på jul – man kan komme galt afsted. Flere har forsøgt at lege med juledesserten og ingen har hørt fra dem siden.

Hvad safranen angår, så fås den i flere kvaliteter. Min safran er græsk, jeg købte den i et supermarked på Kreta og et halvt gram var en passende mængde. Hvis du har noget af det meget dyre safran er det muligt at du kan slippe afsted med at bruge mindre, men man skal ikke være fedtet med mængden. Det skal være gult og det skal smage af noget. På den anden side skal man heller ikke overdosere, for safran i store mængder giver en bitter eftersmag.

Jeg har valgt at tilsætte appelsinfileter til min alamande, for det går så godt sammen med safran. Snart er det sæson for de store, søde Navel appelsiner, og de vil gå smukt i spænd med denne dessert. Hvis dine appelsiner er meget sure, kan du lade dem trække i lidt sukker først. Eller bruge kirsebærsauce istedet. Eller ingenting – sådan har jeg også spist en del af det. Det var en stor portion, og jeg er den eneste i huset, der hører engle synge når safransmagen rammer.

Ikke at jeg klager. På nogen måde. Og nu, opskrift:

Risalamande med safran

Risalamande med safran
6-8 pers

2 dl grødris eller risottoris
1 dl sød hvidvin (jeg brugte moscato d’asti)
2 dl vand
1/2 gram safran
2,5 dl sødmælk
2 pasteuriserede æggeblommer
100 gram sukker eller honning
1 nip fint salt
3 dl piskefløde

Først koges risene møre. Hæld risene i en sigte og giv dem en skyller under den kolde hane. Put dem i gryden og hæld vand og vin over. Knus safrantrådene let mellem fingrene og rør i risene. Sæt gryden på blusset og bring i kog uden låg. Når risene begynder at svulme op og nå vandoverfladen, dækkes gryden med et klæde og låget lægges ovenpå. Skru ned på allerlaveste blus og lad det stå 10 minutter. Tag gryden af blusset og lad det stå ti minutter mere, stadig med klædet over. Så er risene klar og skulle gerne fremstå fine og dampede uden overskydende væske i gryden. Rør forsigtigt rundt med en gaffel så risene bliver skilt ad. Hæld dem over på en tallerken og lad dem køle af et kvarters tid.

Når risene er kølet af, puttes de tilbage i gryden og overhældes med mælk. Bring det hele i kog og lad det simre til det er tykt. Det tager ikke mange minutter – rør forsigtigt rundt et par gange undervejs.
Tag gryden af varmen, tilsæt sukker eller honning samt salt og lad det hele dampe af et par minutter. Rør så æggeblommerne i. Varmen legerer blommerne og gør grøden cremet. Hæld grøden op i et ildfast fad og dæk med et stykke bagepapir smurt med smør der er prikket et par huller i. Lad grøden køle af til stuetemperatur. Den kan nu sættes i køleskabet til senere eller den kan blandes med fløde så snart den er kølet af. Hvis den føles den mindste smule varm, så vent. Varm grød giver skilt ostefløde.
Pisk fløden til blødt skum og vend det forsigtigt i grøden. Hvis grøden er kold, så start med at løsne den lidt med en skefuld flødeskum eller to og vend så resten i. Nu er det risalamande – sæt den på køl et par timer eller natten over, smagen vil udvikle sig undervejs. Hvis man vil, kan man blande smuttede, hakkede mandler i, det gør ikke smagen ringere.

Serveres med appelsinfileter eller kirsebærsauce. Ristede mandelsplitter vil også klæde retten.

Øllebrød – en lang historie

Hvad er både et dyr og et bogstav på Fyn? En G’!

Efter sigende nægtede man at spise vandgrød på Fyn, dengang i gamle dage, da vandgrød ellers var en fast del af mangen et bondemåltid. Til gengæld var (usødet) øllebrød en højt elsket davre – og det var såmænd ikke kun på Fyn. Både øl og brød har været en fast bestanddel af kosten hos både rig og fattig i tusinder af år, med gluten og hele molevitten.

Øllebrøden som egentlig ret er til gengæld knap så veldokumenteret, ikke mindst fordi det bare var noget man lavede, og som det ikke gav mening at skrive ned. I det 13. århundrede blev det mere almindeligt at spise en let morgenmad når man stod op, istedet for at vente til efter morgenarbejdet. (Rug)brød og øl var den gængse start på dagen. Man har brugt at dyppe det hårde brød i varmt øl, og så var det en naturlig forlængelse at koge det hele sammen, så man kunne få noget varm mad i den kolde tid. Det betyder desværre at man kan ikke fornøje sig med at sidde og fedte rundt i tidlige opskrifter på øllebrød (æv). Kogebøgerne er til gengæld fyldt med andre opskrifter på brød-med-væske, så man må sige at der er tale om en tendens.

At dyppe brød i væske var (og er) en meget almindelig ret. Selv de rige gjorde det. I de tidligste middelaldermanuskripter er der en del opskrifter på brød overhældt med suppe en en eller anden art, og det er en trend, der holder op gennem tiderne. I England kaldte man dypperiet for “sops” og spiste det i tide og utide. La Varenne, en berømt fransk kok fra det 17. århundrede, havde en hel sektion af sin kogebog dedikeret til “potages”, der gik ud på at udbløde brød i suppe og så toppe med med en masse fancy ting. Selv den moderne svenske fastelavnsbolle, semlen, har en fortid som udblødt brød, ikke blot i en sød version, men også en salt, stoppet med kød og overhældt med suppe. Svenskerne dypper stadig brødstykker i kogelagen fra juleskinken hver gang det bliver den tid på året.

Hvis vi retter blikket mod Danmark og det Herrens År 1616 og den første danske trykte kogebog, så finder vi endelig en opskrift på øllebrød. Eller “moos af øl”, som den hedder.

En Moos aff Øel, 1616
Riff gammelt/baged Brød/giff det i Øl icke fortyckt eller tynd/giff der udi støt Aniss/Corinander/lidet Sucker eller Honning/rør det flux iblant hin anden/oc lad faa en Opsød/giff det saa an.
– Koge Bog [kilde: facsimile]

Det er i alt fald øllebrød. Riv gammelt brød, rør det ud i øl, ikke for tykt eller tyndt, tilsæt stødt anis, koriander, lidt sukker eller honning, rør det straks sammen og lad det få et opkog og server det.

Hvis der er noget, man kan finde masser af opskrifter på i både danske, svenske og tyske kogebøger helt tilbage fra det 13. århundrede, så er det moos. Eller muss, som de kaldte det syd for grænsen. Det var dem, der begyndte, og det er derfra vi har neglet ordet. Det lød velsagtens mere fancy end “grød.” En moss var en blød ret, ja det var jo en mos eller puré. De simpleste udgaver lød på at koge frugt i smadder med sukker, de mere fancy var moss af mandler, ris, kød, fisk og tørrede ærter. Mange gik ud på at udbløde brød i en eller anden væske, oftest vin eller mælk. Retten var (i kogebøgerne) gerne krydret, sødet, og ganske ofte legeret med æg. Øl er der til gengæld ikke så meget af. Selvom “Koge Bog” indeholder “En Moos aff Øel”, så kan jeg ikke finde en lignende opskrift i den tyske kogebog, den ellers skulle være en oversættelse af. Det er vinmos hele vejen. Jeg kan selvfølgelig have overset opskriften, for bogen er ganske hovedpineinducerende at læse og oversætte, især hvis det er et stykke tid siden, jeg sidst har læst 400 år gammelt gotisk tryk. Se bare:

Weinmuss

Ein ander form eines Weinmuses, 1598.
Schneid ein weiss brot zu schnitten / geuss ein schön brunnenwasser darüber / geuss wider ab / lass stehen / wanns geschwollen unnd lind worden / so zertribs zart / klopff sechs oder acht Eyer darein / und ein ziemlichen becher voll guten Wein / süss / und so gut du ihn hast / schüts in heiss schmalz / rührs und koch es / wie du je mehr / bestrew ess dann auch mit Zucker.
Ein Köstlic New Kochbuch, Anna Weckerin.

Der står: Skær et hvidt brød i tern, hæld rent vand over, hæld vandet fra igen, lad det stå til det er udblødt og mørt, slå seks eller otte æg ud deri og et rimeligt bægerfuld sød vin, den bedste du har, hæld varmt (svine)fedt i, rør rundt og kog det, som du synes, og strø sukker på.

Ikke øllebrød, men hvis man bytter vinen ud med øl, så er vi meget tæt på. Svinefedtet har jeg ikke set i danske kogebøger, men æggene finder vi af og til som luksusvariant.

Eftersom øl var den gængse hverdagsdrik langt op i det 19. århundrede, så endte det selvfølgelig med atter at skinne igennem i kogebøgerne. Selve ordet, øllebrød, kommer fra øl-og-brød, og en sådan benævnt ret finder vi i Märtha Stures Hushållsbok. Det er en privat opskriftssamling fra 1739, en gave til Märtha Sture fra hendes hengivne husbond. De kloge mener at denne Hushållsbok indeholder opskrifter indsamlet hos venner og familie, opskrifter der rent faktisk blev brugt, og ikke bare var højtravende forfatterspirers fikse ideer. Denne håndskrevne bog befinder sig idag på Nordiska Museet i Stockholm, hvor man kan købe en sampak med et facsimile og en bearbejdet udgave – og heri har jeg fundet en opskrift på øl og brød i rigmandsudgaven:

Öl och Bröd

Öl och Bröd, 1739
Først tages ett Pommerants eller Citron-skal, torra eller färska; dock äro de färske bättre, har man skal af Apleciner är det bäst, och blir icke så bittert, som af de andra, skalen skola skäras eller rifwas ganska smått; Tag sedan Corinther eller Blå Russin, end hand full till et fat, som wäl twättas och ränsas, läggas sedan till skalen, och derpå slås rent watn, så att det står en hand eller 3. finger högt däröfwer, och af skalen tages 2. eller 3. niupor, sedan låtar man det koka, till dess alt watnet är inkokat, då tages det refna brödet, så mycket som behöfwes, och stekes i godt färsk smör, till det blir något brunt, så slås de kokade skalen med/:Rusinen eller Corintherne:/ till brödet, och röres wäl om; Läter det sedan stå öfwertäckt i wärman, sedan wärmes Ölet lagom, nog Socker däruti, när det är hett, men icke siuder, skummas det öfwersta skummet wäl af, och slås til brödet och det andra, och göres så tiockt eller tunt med Ölet som man behagar, och röres wäl om med hwart annat, så är det färdigt.
– Märta Stures hushållsbok, Nordiska Museets Förlag.

Der står, lettere forkortet: Tag 2 eller 3 nip reven skal af pomerans eller appelsin, helst frisk og helst appelsin og en håndfuld korender eller mørke rosiner, dæk med vand og lad det koge til vandet er væk. Steg revet brød gyldent i smør, tilsæt de kogte skaller og korender/rosiner og rør godt rundt. Dæk det til og hold det varmt. Varm øllet op uden at lade det koge og smag til med sukker. Skum øllet og rør det i brødet til passende konsistens.

Der er ikke specificeret hvilken type brød man skal bruge, så der kan man bruge hvad man nu har. Jeg lavede en version med halvt hvedebrød og halvt rugbrød. En aldeles velsmagende ret. Lidt flødeskum og frysetørret havtorn på toppen, så kan den serveres på samtlige hipstercaféer på Vesterbro.

Og det er en hel trend, det med fancy, krydret og sødet øllebrød i de hersens kogebøger. Den mest overgearede opskrift, jeg har kunnet støve frem, optræder i Nye Original Dansk Kogebog fra 1806:

Portugisisk Øllebrød, 1806
Sæt en eller to Potter godt Øll paa Ilden med en Brødskorpe, Skallen af en Citron, en halv Flaske ung Viin og et Stykke Sukker, efter Smag, og lad det blive kogende hedt. Kom et stykke Smør i en kasserolle og en Skeefuld fiint Meel, og bag det, saaledes, som sees §10 i 1 Cap. om hvidt Meel [en opskrift på opbagt sauce], og kom samme i Øllet. Tag derpaa 6 Æggeblommer og slaae dem med en Pægel sød Fløde igiennem en Haarsigte, og legeer eller jævn Øllet dermed, Brødskorpen, saavelsom Citron og Kaneel maae tages ud, førend Æggene kommes i.
Skiær derpaa Franskbrød i maadelige Tærninger, bag dem lidt i Smør i en Pande, og kom det ved Anrætningen i Øllet. Dette er en overmaade behagelig, og især om Vinteren paa Reiser, nærende og varmende Spise.
– Nye Orginal Dansk Kogebog, Hans Henrich Petersen.

Sådan en øllebrød har man næppe fået serveret på landet, ikke engang til jul. Bogen er da også skrevet af en kok og rettet mod de mere velstillede husholdninger. Der bliver dog trukket noget i bremsen i de kommende år, hvor kogebøgerne i højere grad skrives af husmødre og retter sig mod almindelige borgere og husholdninger på landet. Man spiser stadig sin øllebrød usødet til hverdag, men hen mod slutningen af 1800-tallet virker det som om, at det bliver mere almindeligt at putte sukker eller sirup i. Det optræder i alt fald i mange af opskrifterne, og fløde ser vi også:

Øllebrød Til 4 Personer, 1886
4 Skiver Rugbrød, 8 Lod Sukker, 2 Potter Dagligt Øl, lidt sød Fløde.
Naar Brødet er skaaret i smaa Terninger, kommes det i Øllet, hvorpaa der gives det et lille Opkog, og naar det skal anrettes, kommes Sukker og Fløde deri.
– Kogebog for By og Land, Sørine Thaarup.

At øllebrød er og de sidste mange hundrede år har været en almindelig hverdagsret, bliver vi mindet om i en opskrift fra 1900, der starter således:

Øllebrød, 1900
2 Pd. Rugbrød, afskaaret eller Ugens Affald, godt efterset for mulige Mugpletter, eller andet Smuld […]
– Kogebog for Unge Husmødre, Signe Visby.

Nej tak til mugpletter, thi de smager lige lovlig grønt. Resten af opskriften er helt gængs, sæt rugbrødet i blød og kog det i øl. Forfatteren foreslår også at man serverer øllebrøden med spegesild, der var en normal del af morgenmaden på landet i gamle dage.

I kogebøgerne går øllebrød nu atter hen og bliver til en helt almindelig (og billig) hverdagsret. Den findes i samtlige af mine kogebøger fra 1900-1955, og det vildeste der sker med den, er at den foreslås legeret med æg. Den er dog altid sødet, også når den står på sparemenuen. Og mens øllebrøden den dag i dag er noget man spiser (jeg gør jævnligt), så er dens trofaste følgesvend gledet lidt ud i glemslen. Det er norsk øllebrød. Denne ret står ofte på samme bogside som øllebrøden op gennem 1800-tallet og endda helt op til efterkrigstiden. Norsk øllebrød er en jævning af mælk og øl serveret med brødterninger eller brødtoppe. Brødtoppe er rugbrød ristet i smør og sukker, presset sammen i toppe eller små forme. Disse toppe kunne så serveres enten med norsk øllebrød eller med æggesøbe. Frk. Jensen giver en opskrift på topøllebrød samt en æggesøbe, der også indebærer en smule køkkengymnastik. Det er vel nok sundt:

Æggesøbe, 1903
5 flasker Hvidtøl. Medens Øllet bringes i Kog, røres i Terrinen 7 Æggeblommer og 3 Hvider med 1 Pund Sukker, indtil det er skummende. Naar Ophældningen skal foregaa, sættes Terrinen med Æggemassen ned paa Gulvet, og under stadig Piskning med Riset hældes Øllet deri. Til at begynde med holdes Gryden helt nede ved Terrinen, men hæves under Ophældningen saa højt som muligt. Paa denne Maade skummer Æggesøben godt. Den spises med Rugbrøds- eller Franskbrøds-Terninger, bagte i Smør og Sukker, eller med smaa Tvebakker.

Top-Øllebrød, 1903
Laves som Æggesøbe. Toppene laves af revet Rugbrød, hvortil det gamle Brød er bedst egnet. Paa Stegepanden smeltes en god Skive Smør, og heri kommes Brødet tillige med Sukker; det bages, indtil det har samlet sig, da kommes det i smaa Skaale, hvoraf det vendes over paa er fad ved Anretningen.
– Frk. Jensens Kogebog, 8. oplag.

Hvad den norske øllebrød angår, vil jeg hermed give ordet til en norsk folkeskolekogebog fra 1911. Her betegnes norsk øllebrød naturligvis bare som øllebrød, mens den almindelige øllebrød kaldtes dansk øllebrød. Det er tydeligvis en billig udgave, de fleste andre ospkrifter foreskriver større mængder mælk og ingen vand:

Øllebrød, 1911
1/2 l. potøl, 1 l. vand, 1/4 l. melk, 3 s. mel, 3 s. sirup, 1 knivsod ingefær.
Gi øl, sirup og vand et opkok, tilsæt jevning av mel, ingefær og melk. Spises med brunede brødterninger.
– Folkeskolens Kokebok, Dorothea Christensen og Helga Helgesen.

Og det var sidste pust fra fortiden i dette blogindlæg om øllebrød. Tænk at man kan skrive så meget om rugbrød kogt i øl. Det er i sandhed en ret, hvorpå store dele af dette land er bygget, og det er også en ret, der kan tåle at blive hevet frem af og til. Med vore dages moderne stavblendere, behøver man ikke engang at stå og gnide brødet gennem en sigte. Jeg vil slutte af med min egen helt og aldeles gængse opskrift på øllebrød. Bon appetit, og husk at de har serveret øllebrød på Noma.

Øllebrød med snedig fløde

Øllebrød
2-3 solide portioner

250 gram rugbrød uden kerner eller frø eller solsikker eller gulerødder eller hvad de nu finder på at proppe i rugbrødet nutildags, de svumpukler.
1 flaske hvidtøl eller anden sød, mørk øl
Vand
Sukker
Flødeskum

Bræk rugbrødet i små stykker og put det i en skål eller en bøtte eller en gryde, der kan stå i køleskabet. Hæld hvidtøl over og spæd op med vand til det dækker. Lad det stå nogle timer eller natten over. Hæld så hele molevitten op i en gryde. Hak lidt i brødet med en grydeske. Hvis øllet ikke dækker, så hæld mere vand på. Tænd for blusset og lad det hele simre til brødet begynder at gå i stykker, en 10 minutters tid. Rør rundt af og til. Måske tager det længere tid, det kommer an på rugbrødet. Når brødet er kogt godt ud og det hele bliver tykt, så tag gryden af varmen. Du kan nu bruge en stavblender til at blende klumperne ud, eller du kan hælde øllebrøden op i en foodprocessor og køre livet af den. Hvis du kan godt lide en rustik øllebrød, kan du bare piske klumperne ud så meget du nu gider. Hæld sukker i til det smager som du synes det bør. Jeg tror jeg bruger omkring en deciliter til sådan en portion her. Server øllebrøden med en solid klat flødeskum på toppen.
Den egner sig fint til at stå på køl et par dage og så kan man bare varme det, der skal bruges.

Historien om Fastelavn: Flæskesøndag og Flæskemandag

Fastelavnsbolle er mit navn

Fastelavnsbolle er mit navn

I år er det fastelavn d. 7 februar. Det er om en lille uge, så det er med at få afmonteret dørklokkerne inden ungerne kommer. Er der stadig nogen, der rasler? Vi så ikke et øje sidste fastelavnssøndag, men det kan også være fordi jeg lå i flæskekoma og bare slet ikke hørte nogen, der bankede på.
Flæskesøndag og Flæskemandag er de gamle navne for hhv. fastelavnssøndag og fastelavnsmandag. Dagene har navn efter en middelaldergammel traditionen med at spise flæsk i disse sidste dage før den 40 dage lange katolske faste. Selvom vi ved Reformationen af 1536 mistede alle former for tilknytning til den katolske kirke, og afskaffede fasten og fastelavnens religiøse betydning forsvandt, så bestod festen. Vi var (er!) et fornuftigt folk, der nok kunne se at livet ikke var megen spas, om man ikke havde en god bunke af selvsamme.

Folkets fortsatte fejring af fastelavn mødte dog en del kirkelig modstand. Den nye protestantiske kirke mente at alle højtidsløjer ( = alt, der var sjovt) var hedenske. Omvendt mente den katolske kirke at protestanterne var nogle ugudelige slapsvanse, der ikke engang kunne holde sig vågne til en midnatsmesse.

De gejstlige gjorde hvad de kunne for at losse katolicismen ud af folks hverdag. Nogle af sakramenterne forsvandt. Den katolske kirke har syv sakramenter, nemlig nadveren, dåben, konfirmationen, ægteskabet, skriftemålet (bod), de syges salvelse og præstevielsen. Sakramenter er særlige nådegaver, indstiftet af Gud hamselv. Måske som en undskyldning for på forhånd at have sørget for at stille så høje krav, at man aldrig vil kunne leve op til dem? Generelt virker det som om Gud opfylder samtlige kriterier for narcissistisk personlighedsforstyrrelse. En central del af den lutherske lære er nemlig, at uanset hvad vi gør, så er vi aldrig gode nok. Aldrig nogensinde. Vi må forlade os helt  på Guds nåde og satse på at han tilgiver os for at være født som nogle små svin. Arvesynden må siges at være en rekordlang bæren nag.

Uanset hvad, har den lutherske kirke kun to sakramenter: dåben og nadveren. Skriftemålet holdt ved et par hundrede år efter reformationen, men forsvandt i 1700-tallet. Man begyndte også at holde gudstjenester på det lokale sprog, hvilket før var foregået på latin, og Biblen blev oversat, så man selv kunne læse den. Hvis man da kunne læse, for det var der ikke så mange, der kunne. Skolepligten blev først indført i 1814.

Reformationen betød et opgør med flere gamle skikke. Som før nævnt røg der nogle fester i svinget. I kølvandet på reformationen opstod der puritanske tilstande, og både præster og teologer var grebet af nyreligiøs vækkelsesånd. Ud med den gamle kætterske religion! Den katolske faste var noget syndigt fup. Ikke mindst fordi de rige enten bare åd dobbelt så meget af fastemaden, eller endnu værre: betalte de fattige for at faste for sig! Det var temmelig tåbeligt, eftersom hele meningen med fasten, var at gøre bod og komme tættere på Gud og være sådan helt helligagtig. Det svarer lidt til at man begår en forbrydelse og betaler andre for at tage straffen.
Og kongerne var enige. Men det var jo også Frederik d. 2, der indførte protestantismen, så det ville have været dumt andet.

Christian d. Femte lod bekendtgøre et forbud mod både julestuer og fastelavnsløjer. Det skete i “Kong Christian den Femtis Danske Lov” fra 1683. Heri bekendtgør Christian den Femte af Guds Naade blandt andet at

Al letfærdig og forargelig Lægen om Jul, eller andre Tider, og Fastelavns Løben forbydis
strengeligen, og bør alvorligen at straffis
.

Og det var da også noget værre ugudeligt stads, de begav sig af med. Det ved vi, skønt det er så frygteligt længe siden. Det var nemlig præsterne, der brokkede sig, og når de brokkede sig, så skrev de det gerne ned i både prædikener og bøger.

Hemmingsen, Niels. Kilde: Wikipedia.com

Hemmingsen, Niels. Maleriet hænger på Frederiksborgmuseet. Kilde: Wikipedia.com

En af disse hellige mænd, var Niels Hemmingsen, eller som han hedder, når man søger efter hans bøger på Det Kongelige Bibliotek: Hemmingsen, Niels.
Hemmingsen, Niels var en meget troende og lærd mand. Teolog, kongelig rådgiver og flittig skribent. Mangen en bog om det gudfrygtelige liv er udsprungen fra hans hellige penneskaft, og heri man kan læse om livet som Ægte Kristen. Størst er værket “Postille”, der er en slags “hot or not” instruktionsbog til præster om den protestantiske tolkning af den kristne tro, der på dette tidspunkt kun var omkring 40 år gammel. Et særligt had til at more sig gennemsyrer visse kapitler. Her om fastelavn:

At Folck skal læris oc vnderuisis / huordan Klædebon Christne Menniske bør at i føre sig / imod den Dieffuels oc Hedenske galenskaff / oc skendige vane / met den Fastelaffns klædning / som her til haffuer veret brugt mange steder i Christendommen / met Guds store bespaattelse oc fortørnelse. Oc dette maa vere nock sagt om denne næruerendis Høytid.

De gode kristne mennesker skal simpelthen holde op med at klæde sig ud til fastelavn. Det var helt klart en ting dengang, omend det var de voksne og ikke børnene. Man klædte sig ud og for en kort stund var rig og fattig lige. Mænd klædte sig endda ud som kvinder, noget, der i særlig grad faldt de hellige mænd for brystet. De store karnevalsoptog vi kender i dag, stammer oprindeligt fra festivitas afholdt i forbindelse med begyndelsen af fasten. Det store karneval i Venedig holdes f.eks stadig 40 dage før påske. Det var meget vildere i gamle dage. Man drak tæt og gik fra hus til hus og lavede ballade. Den uskik formår Hemmingsen også at give et par skarpe ord med på vejen:

Her skulle vi oc vel acte / at der ere tuende slags Fester oc Høytider / det ene slags er Legemens Høytid / det andet er Sjælens. Legemens Høytid er / den som beskickis oc holdis for kjødelig Vellyst skyld / saadanne som Hedningernis Høytider vaare / Oc hos oss Fastelaffns Høytid / Kiermysse oc andre saadanne / paa huilcke mand mere tjen Djeffuelen end Gud

Med andre ord, slige højtider som fastelavn og kyndelmisse er kun til for at have det sjovt, og derfor er det Djævlens højtider. Så kan man lære det.

Men religiøse og lovmæssige forbud til trods, er man fortsat med at fejre fastelavn, omend de meget vilde udskejelser stort set var ophørt i 1700-tallet. Men maden, den kunne man jo ikke så godt forbyde. Før reformationen var flæskedagene en undskyldning for at få noget ordentligt i skrutten inden fasten. Flæsk skulle det være, og det skulle også beskytte mod ondt i ryggen, når man spiste flæsk på flæskesøndag. Eftersom det var før køleskabets tid, var flæsket som regel saltet eller røget.

En oplagt flæskeret var gule (eller grå) ærter. Den tørrede ært var en almindelig basisfødevare i middelalderens Danmark, for det var før kartoflens indtog. Ærten var fuld af proteiner, men det vidste man ikke dengang. Man vidste bare at den var god at spise under den lange faste, når man ikke måtte få kød. Der var hvide, gule, grønne og grå ærter – de gule og grønne kan man stadig købe (omend de grønne er svære at finde), mens de hvide og de grå er nogle man må ty til frønørderne for at få fingre i.

Gule ærter med flæsk er nævnt som traditionelle fastelavnsretter i folkemindesamlinger fra Jylland. En opskrift fra 1793 lyder som følger:

Afsiede Guleærter, 1793
Ærterne blødes ud Aftenen førend de skal bruges, det saltede Kjød, eller hvad det end er, udblødes vel, dette koges om Morgenen betids, Ærterne sættes paa i koldt Vand og koges til de ere møre, af Kjødsuppen kommes paa Ærterne, naar de ere mosede i Stykker, dette sies igjennem et fiint Durkslag, derpaa kommes vel Sillerie noget Purre og et Par hele Rødløg og Salt, noget heel Peber, det koges tilsammen sin behørige Tid, Efter behag kan man og lade Ærterne blive hele og saaledes spise dem, som er nok meest brugeligt for begge anførte Stænder. Til de afsiede gives gjerne bagt Hvedebrød. Kjødet gives til Ærterne. – Carl Müller, “Den Danske Huusmoder”

Flæskeæggekage

Flæskeæggekage

Gule ærter er godt! Især dagen efter. Anden traditionel jydemad (i alt fald på nogle egne) var stegt flæsk og flæskepandekage/æggekage. Det er en ret, der er lidt afhængig af om man havde æg, men de år, hvor fastelavnen er faldet sent, er det ikke utænkeligt. Så kunne de små hønsemaskiner levere lidt til frokosten den dag:

Fleske-Pandekage og Flesk med Æg, 1855
Man pidsker 10 Æggeblommer indtil de ere tykke, rører saa otte Spiseskeefulde sød Melk deri, hvori man har udrørt en Spiseskeefuld Meel og lidt Peber, og tilsidst ogsaa de til haardt Skum pidskede Hvider. Tre Fjerdingpund røget Flesk steges paa Panden; og alt Fidtet frahældes. Æggedeigen hældes over Flesket og bages indtil Kagen er lysebruun, hvorpaa den vendes og bages ogsaa paa den anden Side.
Det her angivne Qvantum er til fire á fem Personer.
– Illustreret Kogebog for store og smaa Huusholdninger, Anonym.

Det er jo ca. sådan som vi stadig laver det i dag. Der er nogle retter, der ikke forgår så nemt. Æggekage med flæsk er et fantastisk stykke mad – når bare der er flæsk nok, forstås. Jeg bruger altid røget bacon af den slags man selv skal skære i tykke skiver. Det er kræs, og jeg tror ikke engang at Hemmingsen, Niels ville kunne beklage sig over slige kulinariske udskejelser. Man spiste selvfølgelig ikke kun flæsk. Der var jo også Hvide Tirsdag og den ydmyge fastelavnsbolle. Og det kommer de næste par indlæg til at handle om. Med opskrifter. Bagefter skal det handle om fastelavnsløjer, mest dem på landet.

I dag er det forøvrigt kyndelmisse. Vinteren er nu halvvejs, og så kan man lige gå ud og lure i spisekammeret og se om man har halvdelen af vinterforrådet tilbage, eller om det hele blev ædt i julen. Husk at spise flæsk, så får du ikke ondt i ryggen det kommende år. Pandekager må der også til.
Nogle steder var kyndelmisse også slutningen på julen, og så trampede børnene i gulvet, så de kunne trampe julen ud. Og hvis man sætter sig til at spinde garn om aftenen, da vil en kone dukke op og stikke en blodig hånd ind af vinduet og sige:

Her skal du se hvad jeg vandt
Fordi jeg kyndelmisse aften spandt

Det var grove løjer i gamle dage. Så lad hellere være. For en sikkerheds skyld.

Dag 2: Sødgrød og risengrødens historie

Risengrød - et forstadie til risalamande.

Risengrød – et forstadie til risalamande.

Vi overlevede den, Gorm-Stormen, selvom det suste så meget at hoveddøren klaprede. Selv den nyplantede bøgehæk blev stående, omend den hælder noget til den ene side. Det var rart, for jeg havde lige møjsommeligt viklet den ind i lyskæder, så haven kunne blive lidt juleagtig. Det var samtidig en glimrende lejlighed til lige at tjekke om kæden nu også som lovet kunne tåle regn, og jeg skal ellers lige love for at den blev testet. Jeg forventede hvert øjeblik at se Oslobåden komme sejlende i baghaven. Den bestod iøvrigt til UG med kryds og slange, lyskæden. Desuden gjorde den det nemt at se om hækken stadig stod, hvilket altid er praktisk. Med sådan en batteridrevet kæde, er det også forholdsvis nemt at finde den igen, skulle den flyve ad hekkenfeldt til. Bare følg lyset.

Men alt stod, og mens det blæste, lavede jeg risengrød. Risengrød er vel nok det man må kalde Ultimativ Julemad. Billigt er det også, man kan fodre en familie af for under en 20’er. Men hvis man tager de historiske briller på, er risengrød luksusmad af den helt særlige slags.

Ris kom til Europa ad flere omgange, sandsynligvis nede fra Persien, som igen fik det fra Asien. Vi ved for eksempel at maurerne i år 711 invaderede det meste af den Iberiske Halvø (i dag Spanien og Portugal) og fluks begyndte at dyrke ris. I en kogebog fra det 13. århundredes al-Andalus finder vi en opskrift på ris kogt i mælk, serveret med smør og kanelsukker. Det er ikke sådan rigtig risengrød, for det virker som om opskriften dikterer at man skal koge risene totalt i smadder.

Man begyndte også at dyrke ris i Italien, i Lombardiet, hvor risottoen stammer fra. Præcis hvornår de begyndte på den slags løjer, er ikke helt klart, men vi ved med sikkerhed at ris groede på lombardiske marker i 1500-tallet, og hvis man skal tro nedenstående opskrift, så allerede i 1300-tallet. Lombardiet var sådan lidt hot i middelalderen, en slags italiensk variant af Ny Nordisk Mad, så det spredte sig, skidtet. Retter blev opkaldt efter det risdækkede område, blandt andet denne risbudding fra det 14. århundredes England:

Rys Lumbard Stondyne (ca. 1300):
And for to make rys lumbard stondyne, take raw yolkes of eyren, and bete hom, and put hom to the rys beforesaid, and qwen hit is sothen take hit off the fyre, and make thenne a dragée of the yolkes of harde eyren broken, and sugre and gynger mynced, and clowes, and maces; and qwen hit is put in dyshes, strawe the dragée theron, and serve hit forth. [kilde]

Der står: For at lave Stående Ris fra Lombardiet, tag rå æggeblommer og pisk dem og tilsæt risene fra før [søde, safrankrydrede ris kogt i fond] og når det er kogt, tag det af ilden, og lav da en dragé [tril kugler] af kogte æggeblommer most med sukker, ingefær, nelliker og muskatblomme; og når det er puttet på fade, strø da dragé’erne over og server.

Så det er altså søde safranris tyknet med æggeblommer og dekoreret med små kugler af hårdkogte æggeblommer most sammen med sukker og krydderier. Det lyder sært, men jeg får næsten lyst til at lave det.

En af de meget populære middelalderretter med ris var blancmange. Også bedre kendt som risengrød med kylling. Det var dog ofte snarere en kold budding end en grød, og det var heller ikke altid at man brugte de dyre ris. Eller mælk. Datidens malkekøer var ikke små mælkemaskiner, som de er i dag. En middelalderko gav kun omkring 500 liter mælk om året. Til sammenligning giver en moderne malkeko i snit 13000 liter mælk om året. Mælk er som bekendt også vanskeligt at opbevare, især om sommeren, hvor middelalderkoen alt andet lige var mest produktiv. Derfor var mandelmælk almindeligt i middelalderopskrifter, og ligesom ris var det en luksusvare forbeholdt overklassen. Bønderne måtte nøjes med at bruge vand.

I A Proper newe Booke of Cokerye fra 1557 hedder retten “blewe manger” og er en rugmelsgrød, kogt på mælk og fløde, blandet med hakket kapunkød og sødet med forholdsvis ekstreme mængder sukker og rosenvand.
I The good Huswifes Handmaide for the Kitchin fra 1597 er det fløde, sukker og æggehvider tyknet med fint hvedebrød og malede mandler. Selvfølgelig tilsat findelt kapunkød. Den serveres kold, skåret i skiver. Samme kogebog har også en anden version af retten, “maunger blaunche”. Det er ris kogt i mælk og tilsat findelt kapunkød, sødet med sukker, kølet af og skåret i skiver ved servering.

Så mens den kulinariske Europahistorie vrimler med bastardversioner af risengrød, så er den ægte risengrød stort set forbeholdt Skandinavien. Vores risengrød er en ekstra fin udgave af sødgrød. Sødgrød betød oprindeligt byg- eller havregryn kogt i mælk. Det var fin søndags- og festmad, for til hverdag blev grøden kogt på vand. Køerne havde stadig ikke lært at sprøjte mælk ud i baljevis, de små klovsvin.

Den Gamle By i Århus giver deres bud på et julebord fra 1625. Der er blandt andet hvedekager, skinke, grønlangkål og æbleskiver. Og i det store lerfad står risengrøden!

Den Gamle By i Århus giver deres bud på et julebord fra 1625. Der er blandt andet hvedekager, skinke, grønlangkål og æbleskiver. Og i det store lerfad står risengrøden!

Vi ved at man har spist risengrød i Danmark i alt fald siden 1600-tallet, måske før. Det er sandsynligt at risen ankom til landet i 1500-tallet, endnu en ting vi kan takke de hollandske handelsrejsende for. En tidlig opskrift på risengrød, finder vi i En Høy-Fornemme Madames Kaagebog fra 1703. Som titlen antyder er det en meget fin og fornem kogebog med fin og fornem mad. Såsom risengrød.

Risengrød og Velling (1703)
Til Risengrød, til 4 Potter Melck et Pund Gryn til Grød, til Velling, 2 Potter Melck til eet fjerding Pund Gryn. – En Høy-Fornemme Madames Kaagebog [afskrevet fra kogebogen, side 21)

Her er ingen overflødige ord. 4 liter mælk til et 500 gram gryn. Skulle det være vælling, så hed det 2 liter mælk til 125 gram gryn. Åh vælling. Hvorfor laver man dog den slags?

På dette tidspunkt er ris stadig ukristeligt dyrt, men det ændrer sig i 1800-tallet. Ligesom andre fine varer – såsom hvedemel og sukker – bliver de efterhånden billigere og lettere tilgængelige. Madam Mangor har en opskrift på risengrød i sin kogebog fra 1837, og så ved man at risengrøden har nået pøblen. Dog stadig kun til fest, men det er altså i sidste halvdel af dette århundrede, at risengrød som julegrød for alvor bliver en ting. Det bedre borgerskab, der på ingen måde vil spise pøbelmad, går så hen og opfinder risalamanden, for hvis man ikke kan være eksklusiv med risengrød alene, så kan man da altid røre lidt flødeskum, sukker og mandler i. Og hvilken brilliant ide det var. Den tog pøblen hurtigt til sig, og så gav det bedre borgerskab op.

Mens risengrøden gik sin sejrsgang, måtte sødgrøden kogt på byg og havre vige pladsen som Fin Mad. I dag er der næppe mange, der spiser sødgrød på andet end ris. Mens havregrøden overlevede, dog mest som vandgrød, er byggrøden gledet helt ud i glemslen. Det var ellers den mest populære kornsort til grød, i gamle dage. Nok fordi det var en af de kornsorter, man dyrkede allermest. Udover rug var det byg, der lagde bunden i kosten. Ikke mindst fordi man bryggede øl af den. Skål. Og mens rugen var god til brød, ja så var byggen god til at putte i gryden. Vi kender det helt tilbage fra tidlig middelalder, hvor man puttede byggryn i den allestedsnærværende potage, en suppe, der hang over ilden og kogte med hvad man nu havde. Der er også byggryn i blodpølse, for eksempel, og man brugte også at putte det i suppen længe efter middelalderen var slut. Ja helt op i nyere tid, for at det ikke skal være lyv. Det mættede og gav fylde. Man bagte også pebernødder af bygmel.

Nu til dags kommer byggen mest på julebordet i form af øl, men hvis man vover sig ned på de mere hippieagtige hylder i et velassorteret supermarked, kan man være heldig at finde en pose byggryn. Det er blevet moderne at spise umoderne mad, og man får i dén grad lov til at betale for sådan en pose, men vil man prøve, så kan det lade sig gøre.

Sødgrøden skal naturligvis spises med smør og kanelsukker. Det er en skik, der går igen op gennem tiderne. I den ældste danske kogebog fra det 13. århundrede, er der en opskrift på hwit moos, hvidt brød kogt i mælk, tyknet med æg og serveret med smør og kanel. Næppe noget folk ville stå i kø for idag, men dengang var det fint og dyrt og blev anset for at være særlig skånsomt for maven.
Kanel var ekstremt populært i middelalderen, og det er velsagtens også derfor vi stadig triller rundt i kanel hver gang det bliver jul – af en eller anden grund er mange af vore dages juleklassikere direkte efterkommere af middelalderens og renæssancens festmad.

Byggrød med rosiner og smørkors.

Byggrød med rosiner og smørkors.

Juleaften skal smørhullet i grøden have form af et kors. Det bringer lykke og giver måske også bedre julegaver? Jeg ved det ikke, for jeg har aldrig testet. At servere byggrød juleaften er ikke noget, jeg tør vove mig ud i. Til gengæld kan jeg godt lide det til hverdag. Det er nemt og hurtigt, og kan du koge grød, så kan du også koge byggrød:

Sødgrød på byg
1 person

1 dl byggryn
2 dl mælk
En lille håndfuld rosiner eller strimlede svesker
Salt

Hæld det hele i en gryde og bring i kog under omrøring. Lad koge ved svag varme omkring 10 minutter til grøden er tyk. Rør rundt undervejs. Smag til med salt og server.

Hvis du ikke kan lide byggrød, kan du sætte den op til nissen på loftet. Det er en gammel overtro at man skulle sørge for at fodre naturens ånder grundigt af i julen. At sætte byggrød, og senere risengrød, op på loftet er blot en af de mange varianter over dette tema. Hvis du ikke har et loft, er du på den. Så må du søge din lykke et andet sted, for hvis grøden ryger i haven er det en helt anden slags naturvæsener, der spiser den og så skal man pludselig have skadedyrsbekæmpelsen ud og naboerne bliver skidesure.

Og nu hvor vi var brugt umådelige mængder tid på at snakke om grød kogt på mælk, er der kun ét spørgsmål tilbage, der mangler at blive besvaret:

Er risengrøden dansk eller ej?

Selvom vi kan trække tråde af risengrød helt tilbage til 900-tallets Persien, så er det ikke i en form, vi ville kunne genkende herhjemme. Blancmange er ikke sådan rigtig risengrød, selvom det er en forløber for den. De mælkekogte gryn i grødform er forholdsvis unikke for Danmark, Norge og Sverige. Selv ordet “grød” er af oldnordisk oprindelse. Så ja, risengrøden må med rette kunne kaldes en ægte dansk ret. Eller i alt fald en nordisk ret. Lavet på importerede råvarer.

Udlandet ved slet ikke hvad de går glip af.