Archives

Restauranter og ting, der smager godt i Chania

Efter 7 dage i Chania bestod jeg af lige dele honning, olivenolie, ost og turkish delight. Sådan føltes det i alt fald. Og efter mange lyksalige måltider føler jeg at det er min pligt, som uselvisk EU-borger, at informere om hvor og hvad der er godt at få.

Restaurant Arismari, Chania.

Arismari
Akti Kountourioti 55
Chania 731 31

Arismari ligger i den vestlige og knap så travle ende af den ellers noget turistede havnefront. De serverer lokal mad, og det gør de aldeles glimrende. Vi spiste der to gange, så en del af menukortet blev afprøvet. Jeg spiste blandt andet grillede sardiner, braiseret lammeskank, risotto lavet på noget, der hedder “trahanas” (en fermenteret blanding af hvede og mælk eller yoghurt), græsk salat og til dessert fåremælksis og min nye favorit: sfakianopita. Det er en slags tyndt fladbrød med fyld af Mizithra (en lokal friskost), stegt på panden og overhældt med honning. Så. Mega. Godt. Hvis du ser den, så spis den. Den kaldes som regel sfakian pita eller sfakian pie på de engelske menuer.
Alt var godt. Pånær kaffen. Drik ikke kaffen.

Well of the Turk, Chania.

The Well of the Turk
Sarpaki 1
Chania 731 00

Chania var under osmannisk herredømme i et par hundrede år, noget man stadig kan se spor efter i den lokale cuisine. Men hvis det ikke er nok at stoppe sig med loukoumia (turkish delight), så kan man også gå på tyrkisk restaurant, og denne her kom med varme anbefalinger. Den var noget kringlet at finde, ikke mindst fordi den på hjemmesiden angivne adresse ikke findes på Google Maps. Brug den, jeg har skrevet ovenover istedet. Gult hus, blå stole, så ved du at du er fremme.
Kortet er ikke så stort, og alt hvad vi fik, var lækkert. Vi kunne høre på gruppen af danskere bag os, at det samme gjaldt for dem. Især nogle filodejsruller med kylling var ganske fantastisk, og min vegetariske hovedret af arabisk fladbrød med ost, spinat, safran, mandler og rosiner førte mig tilbage til mine mellemøstlige middelalderkogebøger. Baklava med is fuldendte måltidet, og der var bonuspoint for de nuttede katte, der ynder at tigge ved de udendørs borde.

Delish, Chania

Delish
Tsouderon 32
Chania 731 32

Det tætteste vi kom på et stamsted den uge vi var i Chania. Til sidst blev vi genkendt, men det hjalp sikkert også at vi heppede på det samme hold som deres chauffør, da de viste Euroleague Basket på TV’et.
Delish er en ægte gyrosbiks. Gyros er lidt det samme som kebab, kød i lag på et stort spyd der står og drejer rundt. Forskellen er krydringen, og så det faktum at man hernede bruger svinekød. Der er også kyllingegyros, spidstegt kød, grillede grøntsager, salater og andet “fastfood”. Jeg blev stor fan af deres kyllingespyd, der blev serveret med fritter, fladbrød og yoghurt. Min Bedre Halvdel indtog et par omgange gyros, ligeledes parkeret på et lag fritter, fladbrød og yoghurt.
Stedet er hyggeligt og afslappet og maden er aldeles fantastisk. Vi gav €14-16 for to omgange hovedret med sodavand til.

Bougatsa Chanion, Chania

Bougatsa Chanion
Apokoronou 37
Chania 741 00

Den lokale udgave af bougatsa er tilsyneladende nærmest blevet kult. Sprød filodej med fyldt af varm, letsaltet friskost med sukker (og kanel) på toppen. Hvordan kan man leve uden? Jeg er i alt fald fan. Så vidt jeg forstod det er der to forskellige steder, der sælger denne type bougatsa. De ligger næsten lige ved siden af hinanden, og nogen foretrækker den ene mens andre foretrækker den anden. Jeg fik kun spist på den ene, så det er den, jeg kan anbefale. Konceptet er ret enkelt. Man køber et stykke (eller flere) bougatsa, enten til at spise på stedet eller til at tage med hjem. Et stykke til at spise her koster €3, mens tage-hjem-prisen er efter vægt. Når man har bestilt, bliver den fine bougatsa hakket i mindre stykker og serveret med en gaffel og et glas vand. Man kan så selv drysse med sukker og kanel efter lyst. Hvis man taler græsk, kan man sikkert også bede damen gøre det. Hun kunne ikke engelsk, men venligt fingersprog var vejen frem. Man kan også købe kaffe og andre drikkevarer.
Skulle man få lyst til at prøve den anden café – Bougatsa Iordanis – så ligger den på samme vej, bare i nummer 24 istedet. Begge skulle være fremragende, så det er bare med at komme igang.

Coffee Lab, Chania

Coffee Lab
Κυδωνίας (Kidonias) 65
Chania 731 35

Kaffe må man have. Det lykkedes at opstøve en vaskeægte kaffebar med det ligefremme navn Coffee Lab. Sådan en hvor de håndpolerer bønnerne og vejer kaffen og har eget mikroristeri. Her blev der indtaget adskillige mængder næsten-perfekt cappucino og lige så meget næsten-perfekt espresso (intet er helt perfekt, men vi var tæt på her). Stedet er meget lille og meget hyggeligt og jeg kan anbefale en cappucino på deres brasilianske bønne. Kaffen er rimelig billigt – omkring €2,5 for en cappucino, latte eller dobbelt espresso. Betjeningen er god, og de taler glimrende engelsk.

Starbucks
Zampeliou 2
Chania 731 31

Denne aldeles ugræske og meget amerikanske kaffekæde skal nævnes fordi den ligger fantastisk nede ved havnen, sjældent havde kø, kodefrit kundetoilet, og kronisk ledige pladser i de bløde sofaer under halvtaget udendøre. Jeg skal ikke sige om den er lige så tom i højsæsonen, men den var glimrende når man trængte til en rolig pause et uproppet sted i en god sofa med en bette latte i hånden.

Fyrtårnet i Chania

Det venetianske fyrtårn i Chania

Nede på havnen i Chania, Kreta, ligger der et fyrtårn. Det er bygget af venetianerne, som dengang ikke hed italienere, thi Venedig var en republik, der bestod af Venedig samt nogle store klatter land omkring Adriaterhavet. I starten af 1200-tallet valgte de at udvide matriklen med øen Kreta – selvfølgelig inklusive Chania, der dermed kom til at hedde Canea og være under venetiansk herredømme i intet mindre end 400 år. Det hele fik en ende i 1645, da osmannerne kom og smed dem ud. Sådan kan det gå.

I løbet af de 400 år fik venetianerne bygget sig en imponerende havnefront, der senere skulle vise sig at være gavnlig for turismen samt de lokale sælgere af selfiestænger og køleskabsmagneter med oliven på.

Havnen og bymuren (og fyrtårnet) i Chania

Både havnefronten og fyrtårnet står der endnu, sammen med en høj og meget venetiansk bymur. Det hele fremtræder dog i en noget restaureret udgave. Der har været en del krige, og den slags er sjældent blidt ved de ydre forsvarsværker. I dag er det et glimrende sted af spadsere sig en tur, især hvis det er meget varmt, for det kan godt finde på at blæse ganske kraftigt.

Høje bølger (og fyrtårnet) i Chania.

Der kommer høje bølger og skumsprøjt, og det er fantastisk at stå oppe på muren og beskue de vilde vover.

Genoldige skumsprøjt (ved siden af fyrtårnet) i Chania.

Men pludselig er man nødt til at gå ned i læ og tørre saltvandet af sit kamera.

Heste og vogne (og et fyrtårn i nærheden) i Chania.

Bagefter, når man har opnået en moderigtig, vindblæst saltvandsfrisure, kan man gå ned og kigge på de fine små heste spændt for fine små vogne. De fleste ser ud som om de bliver godt behandlet, og for €20 kan man køre som en konge gennem den gamle bydel.

Undlad at køre med heste, der hviler på forbenene (bagbenene er ok, som den hvide hest på billedet så fint demonstrerer), har slidmærker under seletøjet, tjavset pels, meget synlige hofteben eller som generelt ser utilpasse ud.

Lystfisker (der har udsigt til fyrtårnet) på havnen i Chania.

Man kan også fange sig sin helt egen sardin.

Havnen (uden fyrtårnet) i Chania.

Til sidst kan man sætte sig på en af de mange restauranter og få noget i skrutten.

Som det så ofte gør sig gældende i turistcentrum, kan det være en udfordring at finde noget godt, men hvis man bevæger sig ud på den vestlige side, i den ende hvor indsejlingen og fyrtårnet befinder sig, kan jeg anbefale restauranten Arismari. God betjening og masser af lokal mad. Jeg blev især begejstret for desserten sfakianopita, en slags fladbrød med indbagt friskost, serveret overhældt med honning. Det er en kretensisk specialitet, og hvis du ser den, så spis den! Jeg har tænkt mig at lave en, når jeg kommer hjem.

London Med Hold I Nakken

London har mange fly

En af de finere detaljer ved London – udover den lette adgang til god Earl Grey te, samt de rige muligheder for at æde sig halv fordærvet i clotted cream – er de mange lufthavne, der befinder sig i nærheden. London Heathrow er verdens 3. travleste lufthavn (og et helvede at skifte fly i, gør det ej!), Gatwick ligger heller ikke på den lade side, og den lillebitte London City ligger lige midt i det hele. Det betyder at ethvert besøg i London uværgeligt fører til hold i nakken og forstuvede ankler, fordi nogen kigger op, hver gang de hører et fly. På dette billede ser vi en Avro RJ85 fra CityJet (EI-RJX), min absolutte yndlingsflytype.

Nåja, og statuen står ved Buckingham Palace.

At rejse (alene): Selvforsvar mod lommetyve

Zürich. En sikker by.

Zürich. En sikker by.

Skriblerier om sikkerhed og lommetyve kan være lidt af en balancegang. Det er vigtigt at være informeret og tage sine forholdsregler, men samtidig er det noget af det mest paranoia-inducerende man kan læse. Pludselig er man overbevist om at tyvebander og svindlere ligger på lur bag hvert gadehjørne, klar til at tackle enhver nyankommen turist. Og sådan er virkeligheden naturligvis ikke. Langt de fleste rejser rundt uden andre problemer end besværet med at finde en ordentlig kop kaffe.

Men mange kommer også hjem en pung, mobiltelefon eller et pas fattigere og en sur erfaring rigere. Der er selvfølgelig ingen 100% sikker metode, men med nogle simple forholdsregler kan man begrænse risikoen for at blive bestjålet. Og man kan sørge for at skaden ikke bliver så stor, skulle uheldet alligevel være ude. Jeg har min egen lille sikkerhedsrutine, og måske kan du blive inspireret.

Jeg rejser mest i Europa, så det er rimelig low-key. Skal du til meget eksotiske destinationer, kan der være flere/andre forholdsregler, og så er google din bedste ven. Og nu, tips:

– Begræns den mulige skade.

Jeg fordeler altid mine værdier, så jeg ikke er helt på røven hvis min pung (eller hele tasken) skulle “forsvinde”. Jeg medbringer forskellige betalingskort til forskellige konti. Hvis det ene bliver neglet fra min taske, så har jeg backup enten i en aflåst kuffert, en lukket inderlomme eller et pengebælte under tøjet. Det samme gælder kontanter. Jeg har kun få kontanter på mig. I det hele taget sørger jeg for at det ikke vil være en kæmpe katastrofe, hvis jeg skulle få stjålet min taske. Den indeholder kun mit lommekamera (som kan erstattes), indkøbsnet, snacks og en pung med få kontanter og et enkelt kort. Mobiltelefonen kan jeg også finde på at putte derned. Den vil det være megarøv at miste, men ikke decideret katastrofalt. Jeg har backup af alt “i skyen”.

– Brug en egnet taske.

Jeg foretrækker en skuldertaske, der bæres på skrå over brystet – ikke hængende fra én skulder – og som kan lukkes med lynlås, og som måske endda også har en flap, der lukkes med velcro eller spænder. I taskens indre er der små lommer med egen lynlås, hvor der kan ligge en pung og evt. en mobiltelefon. Den skal også helst være letvægts, for det kan være tungt at gå rundt med sådan en hængende i timevis hver dag. Jeg er altid på udkig efter Den Perfekte Rejseskuldertaske. Den må ikke være flashy, den skal være pæn og anvendelig, gerne mørk farve. Og den skal kunne bruges til hverdag herhjemme også. Jeg har tidligere brugt en Kipling skuldertaske, de har altid så dejligt mange lommer, og er helt normale og populære hverdagstasker.
Lige nu bruger jeg en sort PacSafe Citysafe CS100, der kan låses. Det er en dejlig diskret taske, der ikke skriger “turist!” som den slags “sikkerhedstasker” ellers godt kan gøre, og den vejer ingenting. Men “tyverisikret” eller ej, jeg putter stadig ikke uerstattelige værdier i tasken.

Hvis jeg rejser med mit store fede læs af et Nikon D750 kamera med dertilhørende objektiver, så bruger jeg en lille rygsæk – det er for tungt til en skuldertaske. Det er også mere tricky at pille ud af tasken, selvfølgelig, og det er forsikret, hvis nu uheldet skulle være ude. Jeg bruger en sort PacSafe Metrosafe LS350. Det er en meget diskret lille flad rygsæk og jeg putter ikke andet end kameraet i. Ikke at der er meget plads tilovers.

– Se normal ud.

Måske en udfordring for nogen, undertegnede ikke undtaget, men der er mening med galskaben. Hvis du har været ude at rejse, eller måske bare taget dig en gåtur i centrum af en større dansk by i turistsæsonen, så har du måske lagt mærke til folk iført Turistuniformen. Ekstremt afslappet eller ekstremt praktisk outfit. Ikke at der er noget galt med det, men man er et åbenlyst mål for lange fingre, når man ligner en turist, og det vil man måske gerne undvære. Så jeg går i mit almindelige tøj, altså det i den pænere ende. Ligesom herhjemme. I nogle storbyer er det kotyme at være temmelig chic, og så kan jeg godt finde på at sætte håret lidt pænere end normalt, men ellers er det vigtigste at man virker selvsikker.

Jeg er blevet ret god til det. Måske FOR god, for jeg bliver ofte stoppet på gaden af folk, der spørger om vej. Den var helt gal i Bruxelles, så jeg anså mig selv som værende grundigt integreret. I mit almindelige tøj.

– Beskyt dit pas.

Det fleste ting kan erstattes igen, men der er én ting jeg er super duper hysterisk med: Mit pas. Det er den eneste danske legitimation, der er gyldig i udlandet. Intet pas = ingen rejse. Og jeg har ikke lyst til at bruge tre dage på den danske ambassade for at erstatte et stjålet pas, når jeg kunne være ude og gramse på en eller anden gotisk kirke.

Så derfor: Jeg beskytter mit pas som var det Den Hellige Gral. Jeg lader det ikke ligge i en taske, yderlomme eller rygsæk. I nogle lande kan man efterlade det på hotellet i en aflåst kuffert eller et pengeskab, i andre lande er det lovpligtigt at have det på sig hele tiden. Jeg bruger lidt forskellige metoder, alt efter årstid og land. En lukket inderlomme i en lukket jakke er en god ide. Skal jeg på cafe, så sætter jeg mig på jakken og forsøger at undlade at fise alt for meget på mit stakkels pas. Pengebælte/pengekat under tøjet duer også, men kan være lidt ukomfortabelt i det lange løb. Det kan dog godt svare sig hvis man har hænderne fulde af kuffert eller befinder sig i en af lommetyvenes højborge (Barcelona, Rom, ect).
Og er jeg nødt til at have det i min taske, så er det i en lomme, der er et helvede et åbne. F.eks har jeg en taske, hvor flappen kan lynes op til et rum, der går ned langs bagsiden af tasken. Der kan passet snildt ligge, og så har jeg hele tiden en let hånd på tasken.
Man kan få mange snedige hemmelige lommer og gemmesteder. Prøv at google “anti-theft travel gear”, så skal du bare se hvor mange penge man kan tjene på folks paranoia. Det er endda muligt at købe en lille pung, der kan klipses på BH’en… måske skulle jeg designe noget travel gear! Der er tydeligvis et marked.

Hvis jeg er dygtig og husker det, så har jeg også to pasfoto med. Dem skal man bruge for at få et nødpas, hvis nu uheldet alligevel er ude, og så slipper jeg da for at løbe rundt efter en fotoautomat i udlandet.

– Tag en slapper

Jeg har slæbt mig selv rundt i Europa, USA og endda Kina (hvor man ALTID ligner en turist), og den eneste gang, jeg har fået stjålet noget, var i Prag i 1995, da jeg lod min rygsæk stå pivåben mens jeg kiggede væk. Du er formentlig markant klogere end jeg var som 14-årig. Jeg har opdaget et par forsøg. En hånd i min lomme i den parisiske metro og en håndtaske, der pludselig var blevet åbnet efter en gåtur gennem en tyk menneskemængde. Men fordi jeg havde taget mine forholdsregler, var der ikke noget at stjæle.

Lommetyve er ikke farlige, de er bare skideirriterende. De går efter de lette ofre. Dem, der hænger deres jakke på stolen med pungen i lommen og lægger deres mobiltelefon på bordet i caféen og har en taske, der ikke kan lukkes og lægger pungen i baglommen. Lad være med at være sådan en, fordel dine værdier, gem dit pas, og nyd så ferien.