Archives

Beijing, dag 5

Den lille mur.

Den lille mur.

– Den Kinesiske Mur. Ikke Badaling, der er den overrendte, polerede del, men Mutianuy, der ikke indeholdt ret mange besøgende på denne onsdag.

Partikelforurening på den hårde måde. Alt er tåget og man hoster om aftenen.

Partikelforurening på den hårde måde. Alt er tåget og man hoster om aftenen.

– Smog… men ikke helt så meget smog som inde i selve Beijing. Onsdag aftens smogudsigt lignede de to foregående dage temmelig meget.

Flyv, svævevogn, flyv!

Flyv, svævevogn, flyv!

En lettere nervepirrende tur i svævebane.

Bjerge overalt. De er under træerne.

Bjerge overalt. De er under træerne.

– En meget smuk og imponerende tur i svævebane. Man svæver direkte op til midten af det åbne stykke mur. Uden svævebane måtte man gå hele vejen, og det gad mine ben overhovedet ikke.

I smog står mur og busk i skjul.

I smog står mur og busk i skjul.

– Udsigt over en 600 år gammel kæmpemur, bygget ovenpå en endnu ældre del. De første stykker af den lange, lange mur blev bygget et par hundrede år før Jesu fødsel, så Mutianuy er en ren teenager. Eller i alt fald højest midaldrende.

Man kan ikke se muren fra rummet.

Man kan ikke se muren fra rummet. Men derfor er den stadia sej.

– En knibe-sig-i-armen-dans over rent faktisk at gå på den Kinesiske Freaking Mur!!!

– Utroligt mange trapper. Telefonens indbyggede skridttæller sagde at der var blevet spadseret 42 etager den dag. Så tror pokker at benene føltes lidt geléagtige bagefter.

Frit fald til venstre. I Danmark var der nok blevet sat hegn op.

Frit fald til venstre. I Danmark var der nok blevet sat hegn op.

– Trapper, hvor man var et klodset snubletrin fra at trille ned fra muren. Heldigvis var terrænet rimelig tætbevokset, så noget trillefald ned i den visse død, havde det ikke været. Men man havde nok brækket et ben. Jeg gik i alt fald helt ovre i den anden side.

Man møder nye venner de særeste steder.

Man møder nye venner de særeste steder.

– Et lille firben, der lå og stenede ved Vagttårn 18. På størrelse med en lillefinger, og totalt steneren. Indtil det pludselig skred.

SÅ lang altså.

SÅ lang altså.

– Masser af ih og åh og nææh og se hvor er den lang (det sagde hun også i går!).

– Et kamera, der pludselig begyndte at sige ting som ”du har næsten ikke mere batteri tilbage, selvom jeg påstod at jeg var fuldt opladet da du tog afsted i morges”.

– Lettere panik, indtil man kom i tanker om at man jo også havde et ret godt mobilkamera.

Åh hvordan orker de!

Åh hvordan orker de!

– En erkendelse af at det ikke lige blev den der megalange og megastejle trappe, man klatrede på i dag. Så havde skridttælleren nok sagt 100 etager. Mindst.

Der var også masser af almindelig mad.

Der var også masser af almindelig mad.

– Et fornemt udvalg af frisk kød i det lokale supermarked. Skildpaddesuppe og frølår – så bliver det ikke bedre.

Beijing, dag 4

Beijing, dag 4 var:

Nudelsuppe med svinekød

Nudelsuppe med svinekød

– Den helt forkerte restaurant med virkelig kedelig mad…

Saltet kylling med hoved på

Saltet kylling med hoved på

… selvom kyllingen med hovedet intakt var ret sej.

Pelset is! Det hvide er tofu, og det smagte overraskende godt til.

Pelset is! Det hvide er tofu, og det smagte overraskende godt til.

– Heldigvis er der noget hernede, der hedder dessertrestauranter. Med en mave fuld af noget der bedst kan beskrives som tyndfræset jordbæris, kunne det kun blive en god dag.

Man kunne også spise søstjernen.

Man kunne også spise søstjernen.

– Et temmelig tilfældigt besøg i Wangfujing Snack Street. Det er levende skorpioner på pindene. De sprællede, og så blev de stegt. Jeg så dog ikke nogen rent faktisk spise dem.

– Shopping i en spisepindebutik. Der var virkelig mange spisepinde. Jeg købte kun ganske få.

Et Tempel dedikeret til DEn Gode Høst

Et Tempel dedikeret til Den Gode Høst

– Et spontant besøg til Tiantan, et stort tempelkompleks fra 1400-tallet.

– En erkendelse af at den slags bygningsværker ikke tænder mig helt så meget som gotiske katedraler. Men de ER flotte. Og gamle.

Det var ikke Jackie Chans far i virkeligheden... han lignede bare!

Det var ikke Jackie Chans far i virkeligheden… han lignede bare!

– Underholdning med sanggruppe og Jackie Chans far var dirigent.

Der blev også spillet virkelig meget kort.

Der blev også spillet virkelig meget kort.

– Spontanballet.

Om nom nom i grøn farce.

Om nom nom i grøn farve.

– Drager, der spiste taget, men ingen gjorde noget ved det.

Der var kø i vaffelboden.

Der var kø i vaffelboden.

– Min første eggwaffle. Det er en slags vaffeldej, bagt i en sjov facon der består af en hel masse små vaffelplaneter. Vældig godt! Og vistnok fra Hong Kong.

Beijing, dag 3

Beijing, dag 3 var:

Jeg er blevet hutongfan.

Jeg er blevet hutongfan.

– Hutongvandring til fødderne faldt af. Der blev indkøbt lidt gaver.

Tiarmede blæksprutter er et smukt koncept.

Tiarmede blæksprutter er et smukt koncept.

– Tiarmede blæksprutter på spid. Det ligner et rumvæsen, men smager fabulandtastisk.

Også kendt som Jade River.

Også kendt som Jade River.

– Gåtur langs Yu He, hvor der voksede lotus og pænhed.

Bell Tower med Blomster.

Bell Tower med Blomster.

– Drum Tower og Bell Tower. Begge blev brugt til at markere tiden. Den ene med trommer, den anden med klokker. Der var så meget smog, at jeg droppede at klatre op i dem for udsigtens skyld. Man ville næppe kunne se meget.

Chang'an Avenue, der løber mellem Den Forbudte By og Den Himmelske Freds Plads

Chang’an Avenue, der løber mellem Den Forbudte By og Den Himmelske Freds Plads

– Store brede boulevarder med masser af farvestrålende blomster.

I smog og damp. Men mest smog.

I smog og damp. Men mest smog.

– Udsigt til indgangen til Den Forbudte By. Der var cirka syvtusind milliarder millioner mennesker, så det blev ikke i dag. Måske bliver det slet ikke.

Den Himmelske Freds Plads (Tian'anmen).

Den Himmelske Freds Plads (Tian’anmen).

– Den Himmelske Freds Plads. Min taske blev lige scannet af sikkerhedsvagterne først, og den blev dømt ganske ufarlig. Pladsen er meget imponerende, men jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle mene om den store blomsterkurv. Gav 5 kroner for 600 ml Coca Cola.

– Min debut som celebrity. En kinesisk familie kom og spurgte om de måtte tage et billede. Så der blev poseret både med moderen og datteren og jeg var glad for at jeg havde taget min pæne kjole på.

Af kinesere at være, var de meget høje.

Med hvedeaks og våben i hånd.

– Revolutionære statuer foran Maos Mausolæum. Sidst jeg så den slags, var i Rusland. Og Frankrig, for at det ikke skal være løgn.

Der gad man godt have sit konditori liggende.

Der gad man godt have sit konditori liggende.

– Surprisebyport. Zhengyang hed den. Den lå lige bag mausolæet, og jeg anede det ikke. Pæn var den, og stor!

Løver med gulvmopper på hovedet - det ser man overalt. Måske.

Løver med gulvmopper på hovedet – det ser man overalt. Måske.

– Mere hutong, og begyndende ømme fødder.

Personligt er jeg vild med Hello Kitty kagerne.

Personligt er jeg vild med Hello Kitty kagerne.

– Storcentervandring. Der boede en bager med fine kager, men der blev mest indkøbt madbrød og et par kinesiske klassikere som mooncake, eggtart og en dampet kage. Alt var godt og livet gik videre.

Beijing, dag 2

Beijing, dag 2 var:

04101501

Pænhedshus.

– At starte dagen med at gå den forkerte vej og ende et par kilometer mod nord, når destinationen egentlig var et par kilometer mod syd. Men det var pænt, så det gjorde ikke noget, og pludselig var der en metrostation, der kørte den rigtige vej. Metroen, ikke stationen.

– At lære metroen at kende. Den er pæn, billig, nem at bruge og alt er oversat til engelsk.

Nanluoguxiang

Nanluoguxiang

– En gåtur i en hutong, et af de gamle kvarterer med huse, der kan være op til 700 år gamle. Nogle steder var der meget proppet…

En tom cafe i en sidegade.

En tom cafe i en sidegade.

… andre steder not so much.

Wangfujing eller Times Square? Go Bulls!

Wangfujing eller Times Square? Go Bulls!

– Wangfujing, den store shoppinggade. Den var proppet, men jeg fandt et indkøbscenter med en Starbucks og fandt på den måde ud af at jeg ikke kan lide green tea latte. Det smager af sødet tang.

– Indkøb af fine små skåle og spisepinde med dims på.

Gulerødder ikke inkluderet.


Gulerødder ikke inkluderet.

– Hønsefødder i vacuum.

Det var umuligt ikke at købe dem.

Det var umuligt ikke at købe dem.

– Disse chips. De smager mest af peberkagegris.

– Smog. AQI steg til 205, og det er rigtig usundt. Der blev hostet ned i kopnudlerne om aftenen. Godt jeg ikke bor her fast.

Beijing, dag 1

Beijing, dag 1 var:

0315103

Åh gys for et boardingpass.

– Tåge i Amsterdam, med dertilhørende aflyst fly og ingen mulighed for at nå transferen Beijing. Så i stedet for KL1128 til AMS stod den på AY666 til HEL. Det var spas.

De havde også blåbærjuice, men det var bare i gennemsigtige krus.

De havde også blåbærjuice, men det var bare i gennemsigtige krus.

– Kaffe i Marimekkopapkrus. Finnair kører Marimekko to the max. Jeg ville hellere have haft noget med Mummitroldene.

0310154

Udon nudler, et godt koncept.

– Skønherlig nudelsuppe i Helsinki Airport, hvor (næsten) alle fly går til Asien.

0310155

Selv uden turbulenskvalme havde jeg nok ikke kunne få det ned.

– Virkelig nederen flymad, men havde man forventet andet? Servietten var designet af Marimekko (surprise), men den kunne man jo ikke rigtig spise.

Et godt snakketøj sidder der på sådan et kræ.

Et godt snakketøj sidder der på sådan et kræ.

– en hotelundulat.

0310156

Fisk, der myldrer op til overfladen for at tigge foder – det har jeg alligevel aldrig set før.

– hotelfisk.

1510157

Den fine himmelseng står på Hotel Michael’s House.

– og en awesome og meget gul himmelseng.

03101501

Der var stegte ænder og panerede høns.

– Jetlagspræget gåtur i nabolaget, hvor alle kørte på scooter, og ikke så mange kørte på cykel.

04101502

Snacks, snacks og en pakke spisepinde.

– Supermarkedssightseeing og indkøb af spændende snacks, nogle afhængighedsskabende (boller med fyld af søde, røde mungbønner) og nogle knap så afhængighedsskabende (chips med agurk – stop det før nogen kommer til skade).

– Endnu mere jetlag og kopnudler til aftensmad. Men dem er der ingen billeder af, for de er længst spist.

I det mindste strejkede de ikke

Verdens første gotiske katedral ligger i Chartres

Jeg bilder mig selv ind, at jeg er god til det med offentlig transport i udlandet. Har trods alt en del øvelse efterhånden, og som erklæret kontrolfreak, er det en af de ting, jeg researcher til jeg drømmer om køreplaner og zonebilletter hver eneste nat. Især har jeg kørt Frankrig tyndt med futtog, og skulle nok mene at jeg er hardcore til at navigere det land efterhånden.

Paris er en nem by at navigere. Metrosystemet er simpelt (selv når de bygger om – det kunne DSB og Movia lære noget af), RER-togene er snappy-snappy at køre med, og hvis man lige ser bort fra det helvede, der er Les Halles (dø!), så er det generelt bare en fryd. Men når man skal forlade byen er det straks en anden sag. Så begynder det helvede, der er regional og intercity togtrafik.

I andre franske storbyer er det let som en plet. Bordeaux, Strasbourg, Toulouse, Dijon – no problemos. Jeg når altid at kværne et eller andet med chokolade og kede mig lidt før afgang. Men i Paris? Uanset hvor godt jeg planlægger, ender jeg altid med at spæne stresset op til toget og kaste mig ind ad dørene i et dramatisk rullefald to sekunder før afgang. Måske lærer jeg det en dag, men ærligt talt er jeg ikke videre optimistisk.

Min tur til Chartres var ingen undtagelse. Paris har 4 banegårde, fordi det ville være for nemt med en enkelt. Så først skal man lige være helt sikker på at man står på den rigtige banegård. Det er dog trods alt nemt nok, for det skifter ikke og står på billetten. Banegårdene er ikke forbundet, så de kan ikke bare lige flytte toget til en anden banegård fordi det er fredag udenfor myldretid.

Toget til Chartres afgår fra Gare Montparnasse. Den tilhørende metrostation hedder Montparnasse-Bienvenüe. Bienvenüe betyder “Velkommen”. Ha! I virkeligheden burde stationen hedde Montparnasse-Fuck-Dig, for den ligger ca tusind kilometer fra selve togstationen, så man skal haste igennem underjordiske tunneller mens man forbander at man kun satte 45 minutter af til at købe billet og finde perronen. Heldigvis har de installeret rullende fortove. 9 km i timen, kører de. Det er hurtigere end Kystbanen mellem KBH og Helsingør. Wroom!

Vel fremme ved billetautomaterne begynder næste udfordring – for hvem kører til Chartres? Her er det meget godt at vide at der essentielt set findes tre typer offentlig transport i Frankrig, med hver deres billetsystem. Lokaltrafik, regionaltrafik og intercity. Lokaltrafik er f.eks de lokale busser, metroen og sporvognene, der alle kører indenfor bygrænsen. Regionaltogene drives af SNCF, den franske ækvivalent af DSB, bare med mere strejke. Denne regionaltrafik opererer under navnet TER (i Paris hedder det dog Transilien), og kører indenfor regionerne. Hvis man f.eks vil køre mellem byerne i regionen Bourgogne, så snupper man en tur med “TER Bourgogne”. Skal man udenfor regionerne (eller hurtigt mellem to store byer i samme region), så tager man SNCF’s intercitytoge, Intercités. Hvis man er heldig, kører der et TGV. Det er dem, der kan køre rigtig hurtigt, hvilket godt kan være lidt scary, når man er vant til DSB. Så der er altså to typer af togbilletter at tage stilling til – skal man med TER eller med Intercités?

Screendump fra søgningen på SNCF.com

Det er nemt at finde ud af, for det står lige på hjemmesiden, når man laver en søgning på SNCF.com.

Disse to typer billetter sælges ikke altid i samme billetautomat – og afgangene annonceres heller ikke nødvendigvis på samme skærm – så det er meget godt lige at tjekke hvor man skal hen, så man ikke skal bruge tid på at spæne fra automat til automat, som jeg gjorde på Montparnasse fordi jeg troede at når det var regionaltog, så skulle jeg købe min billet i automaterne mærket “Transilien”, men Transilien er ikke ægte regionaltoge som i resten af Frankrig, nej de kører da ikke udenfor forstæderne, så i Paris skal man bruge de samme automater som til Intercités, hvilket man iøvrigt overhovedet ikke skal i f.eks Bourgogne og JEG KUNNE IKKE FINDE AUTOMATERNE! De er gule, så de er ret svære at overse, men, surprise, de stod da slet ikke på samme etage som alle de andre automater. Efter lidt hastigt improviseret tegnsprog og gebrokkent fransk med en informationsmedarbejder spænede jeg op på den rette etage for at købe min billet. Velkommen til Paris, der årligt invaderes af 32 millioner turister, men som stadig insisterer på at ansætte informationsmedarbejdere, der ikke kan engelsk.

Nå, men det lykkedes. Endelig stod jeg med den, den forjættede billet, der skulle føre mig til Chartres, denne sagnomspundne middelalderby med verdens allerførste gotiske katedral. Åh fryd. Og med hele 15 minutter til toget kørte skulle det være en smal sag. Normalt skal man altid stemple togbilletter i nogle irriterende små gule maskiner, men hvis man køber sin billet i sidste øjeblik, er de som regel stemplet på forhånd – så man sparer tid. Det er pænt af SNCF. Jeg kunne gå direkte til toget. Der var bare ét problem: Jeg kunne ikke finde sporene. De næste 5 minutter summede jeg rundt på etagen som en arrig hveps i panisk søgen efter de forbandede toge. Der var ingen skilte, ingen fransktalende informationsmedarbejdere, ingenting. Til sidst faldt jeg nærmest tilfældigt over et sæt rulletrapper, med det forjættede skilt, der skulle føre mig til det rette sted. Åh fryd. Jeg spænede op til toget, der selvfølgelig holdt heeeeelt nede i den modsatte ende af perronen, smed mig sidelæns ind af dørene lige inden fløjten lød og satte mig dernæst roligt og fattet på et sæde. Mig, turiststresset? Ha! På ingen måde.

Men lykken ventede i Chartres. Efter en lang togtur med rig mulighed for at sende utallige sms’er til kæresten med ordlyden “vi skal købe hus i [indsæt nuttet fransk by med gotisk kirke jeg lige var kørt forbi]” nåede jeg frem til banegård med engelsktalende kioskmedarbejder, lune pain au chocolat, solskinsvarmt forårsvejr og verdens allerførste gotiske katedral. Og ikke nok med det, da jeg havde brugt to timer på at spadsere rundt i den næsten mennesketomme kirke med kun lyden af mit kamera som selskab, og trådte ud i det franske solskin, blev jeg mødt af to store busfulde turister, komplet med guide, larm, kameraer og børn. De skulle ind i kirken. Jeg havde netop forladt kirken. Den før så tomme og fredelige kirke var minutter fra at blive forvandlet til et larmende inferno af mennesker. EFTER jeg var færdig med mit besøg.

Af og til har man bare lov til at være svineheldig. Det var lige før jeg købte en lottokupon. Men istedet brugte jeg de 40 kr på kage. Jeg vurderede at der var større chance for gevinst hos en fransk konditor end hos Danske Spil. Og jeg havde ret.