Archives

Zürich, dag 2

Zürich, dag 2 var:

En Edelweiss Airbus A340 bliver gjort klar i hoved og mås. Den skal til Rhodos.

En Edelweiss Airbus A340 bliver gjort klar i hoved og mås. Den skal til Rhodos.

– mere lufthavn. Jeg bor på hotel i lufthavnen, fordi jeg som udgangspunkt er hernede for at kigge på fly. Det er en fin lufthavn, med styr på tingene og masser af skilte. En klar modsætning til Frankfurt (hvor jeg spottede fly for en lille måned siden), der nok kunne trænge til nogle ekstra pegepinde. Schweizisk effektivitet – jeg kan lide det. Måske skal man prøve at flyve Swiss næste gang man skal til USA.

Mit yndige navn

Mit yndige navn

– korrekt stavet navn på Starbucks. Ekspedienten sagde ikke engang “hva?” Det er en stigende trend, måske er Sif ved at blive et modenavn? Jeg har stavet det på både fransk (eees, yyy, efff’e), tysk (ez, iih, eff) og engelsk (ess, ai, eff). På et tidspunkt gik jeg under navnet “Sam”, men da jeg også havde måtte stave det et par gange (!!) gav jeg op og besluttede at leve med “Syf” og “Seph”.
Jeg købte en pumpkin spice latte, hvilket tilsyneladende er gået hen og blevet et symbol på tåbelige blondine-mennesker, der ikke ved hvad kaffe er. Af samme årsag føler jeg mig af og til en smule pinligt berørt over at bestille dem. Jeg har lyst til at vise dem et billede af espressomaskinen derhjemme. Se, jeg kan godt lide rigtig kaffe. Godtnok kun med rigelig mælk, men stadig!

Da jeg købte Årets Første Pumpkin Spice i en lufthavn for et par uger siden, var ekspedienten i lige lovlig godt humør. Jeg ved ikke hvad det er med overfriske Starbucksansatte, måske er det al den kaffe de inhalerer. Normalt synes jeg det pænt spas, men lige der følte jeg mig pludselig en kende akavet.
“A puuumpkinspiiiicaaaah, eh?” drævede han. Joo jaah, det kunne jeg ikke komme udenom. Bag ham stod en kollega og sagde “uuuh a puuuuumpkin spiceeeehhh. Niiice.” Og til sidst, da kaffen var færdig: “a PUMPKIN SPICE LATTE!!! for Sif!”
Æhæhæ, sagde jeg, og døde lidt indeni. Men så kom jeg i tanker om at det er totalt ligegyldigt om jeg kan lide kryddersirup i min kaffe eller ej.

Det er Øf øverst til venstre.

Det er Gruntz øverst til venstre.

– verdens mest nuttede sparegris. Jeg indrømmer at jeg købte den. Jeg har døbt den Øf Gruntz.

Rejsen Til Amerika

Rejsen Til Amerika

– FLERE FLY. Hvis man er i Zürich Airport, kan man komme op og vade rundt på taget af to af terminalerne. Terminal B har åbent hver dag, mens Terminal E, der ligger lidt væk, kun er åben i weekenden og om onsdagen (og har lukket november-april). Der er både legeplads og toiletter og en lille café, og det er meget populært at tage herud og glo, hvad enten man er sådan en flyspotter eller bare skal have en hyggelig lørdag med familien. Man kan se hele lufthavnsområdet og glo på flyene når de taxier ud eller letter. Det er i sandhed spas, og det koster 5 franc at komme ind.

Denne dingenot er det første rutefly af typen Bombardier CS100 - det er en helt ny flytype, og det er pt. kun Swiss, der har den.

Denne dingenot er det første rutefly af typen Bombardier CS100 – det er en helt ny flytype, og det er pt. kun Swiss, der har den.

Hvis man vil ud til Terminal E, skal man med en lille shuttle bus fra Terminal B. Det er gratis, for man har jo allerede betalt indgang. Man går hen til billetlugen og beder om en gratis billet til shuttlebussen. Så går man ti skridt rundt om hjørnet, hvorefter man prompte afleverer den igen. Jeg er ikke helt sikker på hvad det skal gøre godt for, men måske er det noget med at tælle hvor mange, der bruger bussen.

Dikkerdikkerdik!

Dikkerdikkerdik!

Det er i alt fald noget sjovere at stå ude på Terminal E, for der er markant færre mennesker, og man har frit udsyn til kortbanen, hvor alle de små fly letter. De små, tykke fly. De er så nuttede, er de.

Mmm hindbær. Jeg elsker hindbær.

Mmm hindbær. Jeg elsker hindbær.

– kage. Hvis en by har et berømt konditori, så er det absolut obligatorisk at prøve det (medmindre det er La Glace, så kan I bare springe over). Sprüngli er lidt af en institution her i Schweiz – well, der er i alt fald mange butikker, så det går jeg ud fra at de er. Jeg købte pligtskyldigt en kage. En Himbeerrahm-Pâtisserie, hvilket er betyder “Hindbærflødekage” på en besynderlig blanding af tysk og fransk. Man er vel i Schweiz. Den var iøvrigt aldeles glimrende, men jeg måtte sgu også bløde 9 Franc for den. Det er 61 kroner… så er den vist også betalt. Men Schweiz er bare hamrende dyr.

Godt brød er lykken.

Godt brød er lykken.

– Fletbrød. Butterzopf er en rigtig klassiker. Det pureste hvide hvedefletbrød af sød og fed gærdej. Det smager afsindigt godt, og man kan få det overalt, enten som store brød eller som små brød. Jeg købte et stort.

Man skal aldrig gå ned på brød.

Zürich, dag 1

Zürich, dag 1 var:

HB-ION fra Swiss. Et artigt fly.

HB-ION fra Swiss. Et artigt fly.

– at stå op kl 4.45 og tage i lufthavnen, hvor dette yndige fly holdt og ventede på mig. Og lidt på de andre passagerer. Men mest på mig.

Det var også en med Red Bull og vodka

Det var også en med Red Bull og vodka

– morskab fra morgenstunden. Første spottede jeg dette aldeles anvendelige kit i lufthavnen. Dernæst købte jeg noget mousse, af den slags man putter i håret. “Den er god, den der,” sagde den pilskaldede ekspedient. “Jeg bruger den hver dag.”

Airbus A380 er verdens største passagerfly. Halen alene er 14 meter høj!

Airbus A380 er verdens største passagerfly. Halen alene er 14 meter høj!

– fly. Og masser af dem. Jeg er hernede for at fotografere store, tykke fly.

Avro RJ100 har en lillebitte hale.

Avro RJ100 har en lillebitte hale.

Og små tykke fly.

Edelweiss er en alpeblomst, der er mere sjælden end køn. Men det er også et flyselskab.

Edelweiss er en alpeblomst, der er mere sjælden end køn. Men det er også et flyselskab.

Og fly med blomster på halen.

Birchermüsli. NAM NAM!

Birchermüsli. NAM NAM!

– birchermüsli. Jeg ELSKER birchermüsli. Den helt klassiske version er havregryn udblødt i æblejuice natten over og dernæst blandet op med friskreven æble og mælk. Som regel får man dog en lidt mere luksuriøs udgave hvor der er forskellige slags gryn, lidt nødder og rosiner – ja en reel müsli er det vel egentlig – og frisk frugt, rørt op i yoghurt. Det. Smager. Så. Godt. Man kan få det overalt. Selv Starbucks har det.

– træthed. Det er i sandhed hårdt at være en globetrottende verdensfarer. I seng, det er hvad jeg skal.

For jeg skal tidligt op og spise birchermüsli.

Seattle, dag 4

Seattle, dag 4 var:

Barnes & Noble, Bellevue.

Barnes & Noble, Bellevue.

– Bellevue, den fine forstad på den anden side af Lake Washington. En halv time i bus, så er man fremme. Her er skyskrabere, nåletræer og huse til så mange penge, at man knap turde kigge på dem. For en gangs skyld var det også næsten solskin (Seattle er regnvejrsbyen), og jeg vandrede i bogfyldte haller hos Barnes and Noble. Alt var godt.

En hel gang fyldt med slik forklædt som morgenmad.

En hel gang fyldt med slik, forklædt som morgenmad.

– Quality Food Center. Supermarkedsshopping er altså virkelig det mest awesome, og QFC vinder helt klart prisen for bedste biks. Deres grøntafdeling er crazy stor og velforsynet (og grøntafdelinger er generelt ikke noget, der fylder så meget i supermarkederne herovre), og der var en “Natural&Organic” afdeling, hvor alt var økologisk eller lod som om det var sundt. Jeg købte Poptarts. De var ikke økologiske.

Så. Meget. Morgenmad!

Så. Meget. Morgenmad!

– Morgenmadshylderne i QFC. Mængden af kornbaseret spises-med-mælk-på morgenmad er en evig kilde til fryd for simple personer som mig. Så kan det hjemlige sortiment af guldkorn, cornflakes, poppet korn og müsli godt gå hjem og lægge sig. I dette lillebitte udsnit af den økologiske hylde, kan vi f.eks se bønneflager (hvide bønner, linser og kikærter) der spises med mælk som om det var cornflakes! Jeg ville ønske jeg havde købt nogen, bare for at se om der er mening med galskaben.
Der er sprøde majskugler i to farver (gul og lilla), der er flager og kugler af hvede, quinoa, majs, hørfrø, ris og amaranth, der er fuldkornsudgaver af de gængse typer børnemorgenmad med navne såsom Chocolate Koala Crisp og Cinnamon Jungle Munch, der er Polar Puffs og Comet Crispies – eller hvad med Snackimals? Små knasende puffede dyr, morgenmadsversionen af en populær småkage til børn. Lidt ligesom hvis Karen Wolf begyndte at lave morgenmad og kaldte det Franske Vafler. Men hey, det er øko. Og bare for en god ordens skyld, hvis Karen Wolf begyndte at lave Franske Vafler, The Breakfast Version, så ville jeg totalt meget købe en pakke.

Puget Sound med bjerge i baggrunden.

Puget Sound med bjerge i baggrunden.

– Bjerge. Det klare vejr gjorde det endelig muligt at se flødeskumstoppene ovre på den anden side af vandet. Når man ikke er vant til sneklædte bjerge, så kommet det let til at virke som en uvirkelig kulisse. Men de er ægte nok, sne und alles.

Pariserhjul for alle pengene.

Pariserhjul for alle pengene.

– Pariserhjul! Seattlehjul? Der var ingen kø, så et par runder i dødsfælden var et must. Fra toppen af hjulet var der en enestående udsigt til Mount Rainier, det absolut mest berømte bjerg på egnen, kun lettere dækket af skyer. Jeg fik kun ganske få hjerteanfald af højdeskræk på den første tur op til toppen, derefter var det smooth sailing hele vejen rundt og rundt og rundt igen.

– Chipotle. Tex-mex fastfood – og overraskende godt. De udmærkede sig særligt ved at have online bestilling, så man bare kunne valse ind på det aftalte tidspunkt, betale og få sin helt egen pose udleveret. Der er få ting i livet så godt som guacamole lavet på frisk avocado.

Det skulle da lige være en kop kaffe tidligt om morgenen.

Seattle, dag 3

Dag 3 i Seattle var:

Kampfly på rad og række

Kampfly på rad og række

Museum of Flight.

Mit fly det har tre haler...

Mit fly det har tre haler, tre haler har mit fly.

Fantastiske, gennemførte, flyspækkede Museum of Flight.

Wroom wroom!

Wroom wroom! Caproni Ca 20 er klar til ikke at flyve nogen steder.

Der var gamle fly, som f.eks dette Caproni Ca 20 fra 1914. Blot 8,24 meter langt, med et vingespænd på 7,8 og selvom det mest af alt ligner en papmachémodel, kan det flyve 165 km i timen i fem kilometers højde! Et smukt lille manøvredygtigt krigsfly, der aldrig blev sat i produktion, fordi den italienske regering hellere ville have bombefly end skydefly. Min historiske interesse overgik for en kort stund min afsky for våben.

Og det var heldigt, for der var virkelig mange krigsfly.

Royal Aircraft Factory S.E.5a

Royal Aircraft Factory S.E.5a

Der var firkantede fly, som denne S.E.5a fra Royal Aircraft Factory fra 1917 – dette er dog kuns en replika, men jeg er vild med den firkantede næse. Efter sigende var dette britiske fly så godt designet, at selv amerikanerne måtte indrømme at det, trods udseendet, ikke bare var en traktor med vinger.

Warhawk

Warhawk

Der var scary fly, som denne Curtiss P-40N, også bedre kendt som Warhawk. Amerikanerne brugte flyene under angrebet på Pearl Harbor i 1941, og så kan man måske forestille sig hvad de små japanske flag under cockpittet betyder. Hint: det er krigsversionen af et hak i sengestolpen.

Fly, fly og flere fly.

Fly, fly og flere fly.

Der var krigsfly og passagerfly og vandfly og postfly og dronefly og pedaldrevne fly og små fly og store fly og fly i mellemstørrelsen.

Goodyear FG-1D Corsair

Goodyear FG-1D Corsair

Der var så mange af dem at jeg til sidst blev helt rundtosset og måtte ind på cafeen og indtage en sandwich opkaldt efter ovenstående skyfræser, Corsair. Goodyear FG-1D Corsair, med foldevinger og kæmpe propel, bygget i 1945 og designet til at stå på et hangarskib og fylde ganske lidt. Lige præcis dette fly blev fisket op af Lake Washington i 1983, efter at have ligget der siden 1950.

Fantastisk fly. Dårlig sandwich.

Boeing 377 Stratocruiser. Kilde: San Diego Air and Space Museum Archive

Boeing 377 Stratocruiser. Kilde: San Diego Air and Space Museum Archive

Andre highlights inkluderede stor udstilling om flyets historie – det var her jeg fik øjnene op for den umådeligt grimme og helt fantastiske Boeing 377 Stratocruiser, samt dens ligeså grimme kusine, fragtflyet Guppy. Der var et gammelt Air Force One (en Boeing 707 fra 1958, der var præsidentens helt eget flyvende kontor), der var en Concorde og der var en kopi af en af NASA’s rumfærger og en model af Hubble teleskopet, som jeg nok kunne tænke mig at pille på. Der var så mange ting, at mit kamera til sidst løb tør for batteri.

Efter mange timer, var der kun tilbage at tage bussen “hjem” til downtown Seattle, med flade fødder og et brændende ønske om at eje sin helt egen Boeing 747. Mon den kan stå på parkeringspladsen derhjemme?

Seattle, dag 2

Seattle, dag 2 var:

Valentine’s Day. Der var hjerter overalt. Hjerter og dårlig chokolade.

Let brugt latte.

Let brugt latte.

Cafe Fonté var en undtagelse. Ikke et hjerte at se. Kun dejlig kaffe og luksusmorgenmad så langt øjet rakte.

Egentlig hørte der et pocheret æg til retten, men det blev skiftet ud med bacon.

Egentlig hørte der et pocheret æg til retten, men det blev skiftet ud med bacon.

Der var pork belly med pastinakpuré og en bacon, der smagte som om at der burde have været tre gange så meget på tallerkenen. Der var omelet med indisk krydret svinehak og sød kartoffelmos og surdejstoast og hashbrowns, og der var eggs benedict med ægte hollandaise. Det var smukt og godt.

Og så direkte op i Macy’s og prøve tøj. For hvis man ikke kan passe sit nye tøj med vommen fuld af god mad, så kan man aldrig bruge det i livets bedste stunder.
At købe tøj i Macy’s er en fornøjelse, når man hænger og dingler oppe i toppen af de “normale” størrelser, men stadig rent faktisk har en talje. Derhjemme kan jeg til nød købe en formløs sæk, men i USA kan jeg få designerkluns og fine kjoler og vælge og vrage, fremfor at tage til takke med den mindst grimme klud i H&M.
Kort sagt, det er ikke de danske tøjbutikker, der får glæde af mine surt opsparede skillinger, og sådan har det efterhånden været i mange år.

Hylder fyldt med bageting. Jeg havde lyst til at prøve det hele. Selv pandekagepulveret med spiret hvede.

Hylder fyldt med bageting. Jeg havde lyst til at prøve det hele. Selv pandekagepulveret med spiret korn. Måske endda især det.

– Whole Foods. Hvis man kombinerer USA’s færdigmadskultur med helsekostbevægelsen, så får man et supermarked fuld af outreret færdigmad. Og selvfølgelig også masser af råvarer og en glimrende grøntafdeling, omend der er overvægt af udskåret, skyllet og færdigpakket grønt. Hvis man er veganer, mælkeallergiker eller har cøliaki, så vil man muligvis dåne af fryd over udvalget. Og hvis man er kødspiser, vil man lige læse etiketterne ekstra grundigt, så man ikke får købt sig en tofupølse eller en råvegansk chokolademousse istedet for den ægte vare – som de selvfølgelig også har. Det er både et helt fantastisk og helt forfærdeligt supermarked.

43 kr for 62 gram dehydreret kål.

43 kr for 62 gram dehydreret kål.

Der var kålchips og broccolichips.

Kokosbacon? Baconkokos? Grisenødder?

Kokosbacon? Baconkokos? Grisenødder?

Og der var kokoschips med baconsmag. Et koncept, jeg aldrig kommer til at forstå.

Brunt sukker, hvidt sukker, groft sukker, fint sukker, sukker af dadler og palmer og rør. Ikke en roe i sigte.

Brunt sukker, hvidt sukker, groft sukker, fint sukker, sukker af dadler og palmer og rør. Ikke en roe i sigte.

Men også masser af forskelligt sukker, som jeg nok kunne tænke mig at prøve at bage noget med. Kokospalmesukker, sucanat (uraffineret rørsukker), flormelis, rørsukker, turbinadosukker, dadelsukker, muscovadosukker og sukkerknalder! Og hylder med alle mulige mærkelige slags mel, med og uden gluten. Og krymmel med naturlige farvestoffer og en fantastisk flødeis med kaffe, hjembragt i en stor, lilla køletaske med “Whole Foods” trykt på siden.

Og så er den lilla!

Og så er den lilla!

Den glæder jeg mig til at bruge derhjemme. Så tror jeg nok lige at de andre kunder i Føtex kan se hvor berejst og økologisk og sofistikeret jeg er, selvom min kurv er fuld af Pepsi Max og kopnudler.

Seattle, dag 1

Dag 1 i Seattle var:

– At stå op kl 2.45 og være næsten vågen og klar til at hoppe på KLMs pyjamas-fly kl 6.00 til Amsterdam, hvorfra Delta ville sørge for at jeg nåede helskindet frem til Seattle.

Nogen havde bygget et snefly.

Nogen havde bygget et snefly.

– Sne. Sne overalt. En kombination af glat føre og fly, der skulle af-ises på vej ud til startbanen, forsinkede os med en hel time.

Hvis de lavede sådan en kop i porcelæn, ville jeg købe den.

Hvis de lavede sådan en kop i porcelæn, ville jeg købe den.

– Blå sandwiches og møllekaffe at fordrive tiden med. KLM er dedikerede til Hollandsk kultur. Engang fik jeg chokolade, fordi jeg fløj på kongens fødselsdag.
Heldigvis var der god tid til flyskiftet i Amsterdam. Jeg kunne mageligt placere min mås i flysædet efter at have forsikret tre forskellige Deltamedarbejdere om at jeg kun fløj med egen bagage, eget elektronisk udstyr og at ingen havde holdt tasken for mig på noget tidspunkt.

– En 9 1/2 timer lang flyvetur med Delta. Det var en glimrende tur, sædet var behageligt, og der var god benplads, selvom billetterne var så billige, at de måske kunne have været sluppet afsted med bare at binde mig fast til vingen. På inflight entertainment systemet kunne man se 3 afsnit af Bones sæson 10, hvilket jeg straks sørgede for at få gjort. Bagefter så jeg Midnight in Paris.

Vegetarlasagne

Vegetarlasagne med dims

– Den bedste flymad, jeg har fået på economy class. Ikke at der skulle så meget til, men sidste gang (Finnair) kunne jeg på ingen måde klemme maden ned.

En udmærket latte

En udmærket latte

– Ventekaffe inden der kunne tjekkes ind i ferielejligheden. Seattle er åbenbart stedet, hvor alle kaffebarer fødes. De er overalt. Og hvilken passende drik, når man har været vågen i 20 timer og samtidig skal forsøge at justere sit indre ur til at sengetiden falder 9 timer senere end i Danmark. Valget faldt på Caffe Ladro af den ene grund, at der var plads. Men det viste sig at være en ganske glimrende kaffe, og man kunne få hampemælk i. Jeg fik ikke hampemælk i.

Seattle er en progressiv by.

Seattle er en progressiv by. Her er klistermærket på en Starbucks

      – Spraglede klistermærker på nogle af butikkernes døre – mest kaffebarer. Safe Space er et samarbejde mellem Seattles politi og butikker og skoler, der skal være med til at stoppe vold med homo/biseksuelle, transkønnede og generelt bare folk, der falder udenfor heteronormen. Det er rart at se noget åben støtte til den regnbuefarvede del af befolkningen. Go Seattle! Amerikas Forenede Stater består af mere end bare evolutionsbenægtere, abortmodstandere og homofober. Det kunne de lære noget af i Mariager.
Tilsyneladende gælder den som morgenmad.

Tilsyneladende gælder den som morgenmad.

– Min første poptart. En cherry poptart. Det er en slags virkelig dårlig hindbærsnitte uden hindbær, men med kirsebær, der varmes i brødristeren, hvorefter det stadig er en virkelig dårlig hindbær kirsebærsnitte, nu bare varm. Jeg er særligt fascineret af glasuren, der overhovedet ikke smelter i brødristeren? Hvad er den lavet af, og skulle jeg mon købe varianten med chokolade og skumfidus?

– Jetlag. Dette blogindlæg er skrevet midt om natten. Send mere kaffe. Jeg skal bruge energi, hvis jeg skal nå at besøge alle bagerierne og kaffebarerne på min liste.

Kager i Paris, en hitliste

Nu har jeg efterhånden fået overstået de værste sukkerabstinenser fra turen til Paris. Min krop kunne ikke helt forstå at den ikke længere blev fodret med fornemme franske kager to gange om dagen. Der var gråd og der var afsavn, men heldigvis var der også lidt chokolade at gnave i. Thank god.

Det er tid til at kigge tilbage på Ugen i Kage, de gode, de dårlige og de virkelig fabuløse.

De Virkelig Fabuløse

Creme de la Creme – kager, der er værd at tage en omvej for at købe.

Baba au rhum fra Carl Marletti.

Carl Marletti – Baba au rhum.

Carl Marletti – Baba au rhum
Pris: € 5,40

Hos Carl Marletti fandt jeg denne gærkage syltet i en lage med rom og orangeblomstvand toppet med lidt kagecreme og flødeskum + en pipette fuld af rom = en af de bedste ting, man kan spise. Også en af de mest fedtede. Med en sølvperle på toppen. Badum!

Sadaharu Aoki - Symphonie

Sadaharu Aoki – Symphonie

Sadaharu Aoki – Symphonie
Pris: € 5,80

Sadaharu Aoki er hjernen bag denne nye pariserfavorit. To store macarons – saftige og velbagte – omsluttede en kerne af Earl Grey creme brulee og violflødecreme. Frisk hindbær fuldendte værket, og jeg var glad. Og mæt.

Fleurs du Thé, Pain de Sucre

Pain de Sucre – Fleurs du Thé

Pain de Sucre – Fleurs du Thé
Pris: ca. €6 (bonen blev væk)

Pain de Sucre er et nyt konditori på min liste over Gode Steder, og de fremstiller denne dims. Det er en tærtebund, lidt syltet appelsin, lys earl grey ganache, og earl grey mousse. Jeg er stor fan af Earl Grey te og jeg er stor fan af denne kage. Bortset fra pynten – rå appelsinskræl og teblade? Giv os noget pynt, man i det mindste kan spise.

Pierre Hermé - Ispahan

Pierre Hermé – Ispahan

Pierre Hermé – Ispahan
Pris: € 7,50

Ispahan er Pierre Hermés bud på en klassiker. To store macarons, en kerne af litchifrugt, rosencreme og friske hindbær, det skal man ikke kimse af. Pæn er den også. Jeg har inhaleret denne kage flere gange over de seneste par år, og den er altid god.

Un Dimanche à Paris - Paris-Brest

Un Dimanche à Paris – Paris-Brest

Un Dimanche à Paris – Paris-Brest
Pris: € 6,20

Un Dimanche à Paris var den eneste af tre forskellige konditorier, der lavede en Paris-Brest, jeg rent faktisk nød uden forbehold. Det er en eclair (aflang vandbakkelse) med flødecreme proppet med hasselnøddepraline (nødder, der er ristet i sukker og blendet). Det bliver nemt en meget tung og fed omgang, men Un Dimanche havde fundet den gyldne balance, og der var en nogenlunde tilpas mængde creme. Det var en god morgenmad.

De Gode

Dem, der er værd at købe, hvis man alligevel er i området.

Infiniment Café fra Pierre Hermé.

Pierre Hermé – Infiniment Café.

Pierre Hermé – Infiniment Café
Pris: € 7,20

Pierre Hermé er altid god for en god kage, og Infiniment Café er helt bestemt en god kage! En kaffevædet biscuit og kaffemousse i en sprød og lækker lille tærtebund. Absolut i den gode ende af sortimentet.

Religieuse Rose Framboise fra Ladurée.

Ladurée – Religieuse Rose Framboise.

Ladurée – Religieuse Rose Framboise
Pris: € 6,70

Ladurée er en parisisk institution hvad konditorier angår, og selvom de ikke er så gode som de plejer at være, kan deres vandbakkelser altid spises. Her i form af en Religieuse med rosenflødecreme og frisk hindbær indeni. Fondantglasuren var lidt for heftig, men resten var flødefryd.

Marie Antoinette fra Carl Marletti

Carl Marletti – Marie Antoinette

Carl Marletti – Marie Antoinette
Pris: € 6,50

Egentlig hører denne kage fra Carl Marletti til i topkategorien. Men der var ikke helt nok af den ellers ganske wunderbare rosenflødecreme, der gemte sig inde bag de friske hindbær og de to store macarons og den søde hindbærcoulis. Mere creme, så ville der have været tale om en klar vinder. Jeg må prøve igen næste gang.

Baba chantilly fra Stohrer

Stohrer – Baba chantilly

Stohrer – Baba chantilly
Pris: ca €4,00 (bonen blev væk)

Stohrer er krediteret for at have opfundet baba au rhum, så jeg måtte naturligvis prøve deres udgave med vaniljeflødeskum på toppen. Den var præcis som en baba au rhum skal være, fuld af rom og væde. Så meget væde at bunden af kagen var fuldstændig opløst af lage med mængder af rom. Det trak lidt ned i den samlede oplevelse, men jeg kunne snildt lokkes til at købe den igen.

Pierre Hermé - Croissant Ispahan

Pierre Hermé – Croissant Ispahan

Pierre Hermé – Croissant Ispahan
Pris: € 2,10

Pierre Hermé er også god for en smørbagt croissant, og denne Ispahan med rosenglasur og mandelmasse med rose, hindbær og litchi i midten var absolut spiselig.

Pierre Hermé macarons

Pierre Hermé macarons

Pierre Hermé – Macarons
Pris: € 2,10 stykket

Macarons må der til. Jeg kan godt lide macarons, især dem med kaffe. Jeg har dog aldrig praktiseret noget større indtag på mine pariserture, fordi jeg foretrækker at bage dem selv. Denne gang havde jeg dog ladet mine nærsynede øjne falde på en grapefrugtmacaron fra Pierre Hermé. Jeg elsker grapefrugt, og nu jeg alligevel stod og bestilte, kunne jeg ligeså godt snuppe et par forskellige.
Dette var, fra øverst til nederst, en Jardin Pamplemousse med grapefrugt, nellike og muskatnød. I midten en Montebello med pistacie og hindbær. Nederst en Mogador med mælkechokolade og passionsfrugt. Den eneste, der ikke smagte godt, var Montebello. De andre var absolut spisbare.

Un Dimanche á Paris - Tartelette Citron

Un Dimanche á Paris – Tartelette Citron

Un Dimanche á Paris – Tartelette Citron
Pris: € 5,50

Un Dimanche à Paris har stort set altid denne rektangulære sag i montren. Ligesom alle andre franske konditorier har det. Uanset hvor jeg har været, tror jeg faktisk aldrig det er lykkedes mig at spotte en montre uden en citrontærte. I sandhed en klassiker! Og denne udgave er en af de rigtig gode, ikke for syrlig og ikke for sød, sprød bund og lækkert udseende. Nu har jeg lyst til citrontærte….

Des Gateaux et du Pain - Lipstick Ananas Citron Vert

Des Gateaux et du Pain – Lipstick Ananas Citron Vert

Des Gateaux et du Pain: Lipstick Ananas Citron Vert
Pris: €6,80

Des Gateaux et du Pain har nogle meget smukke kager, og hvem kan stå for sådan en skriggul halvkugle? En mandelbund med ananaskompot, syrlig limecreme, limemousse og limegele – det var syrligt og smukt og gult.

Des Gateuax et du Pain - Absolut Citron

Des Gateuax et du Pain – Absolut Citron

Des Gateaux et du Pain: Absolut Citron
Pris: €5,80

En lidt anderledes version af den klassiske citrontærte. Marengsen ligger under den syrlige citroncreme, og på toppen var en meget syrlig citrongelé. Jeg ville gerne have haft mere citroncreme og så marengsen ovenpå i stedet, men den smagte godt.

Des Gateaux et du Pain - Poire Muscovado

Des Gateaux et du Pain – Poire Muscovado

Des Gateaux et du Pain: Poire Muscovado
Pris: €6,50

En tærtebund med mandelfyld, pærekompot og muscovadoflødecreme, dækket af pæregele. Det var godt, det var mørkt og krydret, og så er det sjældent man finder en kage dedikeret til konceptet pære. Den manglede noget syre, som pæredesserter så ofte gør, men stadig – nom.

Pain de Sucre - Petit Paris

Pain de Sucre – Petit Paris

Pain de Sucre – Petit Paris
Pris: ca €6 (bonen blev væk)

Hos Pain de Sucre fandt jeg en udgave af Paris-Brest, der bare blev kaldt Petit-Paris. En vandbakkelse med hasselnøddepralinéflødecreme (dejlig langt ord). Cremen var helt i orden og vandbakkelsen var dejlig, med sin hat af craquelin med hasselnød. Og nu er det ikke fordi jeg skal opfordre nogen til at være nærig med kagerne, men der var ca. dobbelt så meget fyld som jeg umiddelbart kunne klemme ned. Død ved hasselnød. Men en rar død.

De Dårlige
Disse kager behøver man ikke give sig i kast med.

Den ligner lidt et næb.

Paris-Brest fra Stohrer

Stohrer – Paris-Brest
Pris: ca €4 (bonen blev væk)

Stohrers Paris-Brest var tung, klæbede i ganen og bør generelt undgås.

Sadaharu Aoki - Zen

Sadaharu Aoki – Zen

Sadaharu Aoki – Zen
Pris: € 5,80

Denne blanding af sort sesam, matcha og hvid chokolade var uspiselig. Det sorte lag af sesam var gummiagtig og lå som en tyk klump i munden. Kvalmeinducerende. Avoid!

Sadaharu Aoki - Tarte Caramel Salé

Sadaharu Aoki – Tarte Caramel Salé

Sadaharu Aoki – Tarte Caramel Salé
Pris: € 5,20

Endnu et nummer fra Sadaharu Aoki. En sprød tærtebund med karamel og lys chokolademousse. Håndværket er i orden, alle komponenterne er fejlfri og smager rigtig godt hver for sig. Men sat sammen til én kage, er det så sødt, at man går i akut diabeteskoma. Den overvældende mængde karamel er… well, den er overvældende.

Tarte Framboise-Pistache fra Pain de Sucre

Tarte Framboise-Pistache fra Pain de Sucre

Pain de Sucre – Tarte Framboise-Pistache
Pris: ca €6 (bonen blev væk)

Denne tærte fra Pain de Sucre var brændt på. En alt for mørkebrun tærtebund med knastør, smuldrende pistaciemasse. Hindbærrene var gode. Jeg er ikke i tvivl om at tærten fungerer godt, når den er tilberedt korrekt, men hvordan denne pulverbunke er sluppet gennem kvalitetskontrollen, er mig en gåde…

Men de VAR altså pæne.

L’éclair de Génie – Vanille Noix de Pécan og Caramel Beurre Salé.

L’éclair de Génie – Vanille Noix de Pécan og Caramel Beurre Salé
Pris: €5,50 stykket

Disse to eclairs stammer fra en butik, der sælger gourmet eclairs. De er meget smukke, men de smagte dårligt. Karamelcremen i Caramel Beurre Salé var brændt og i Vanille Noix de Pécan var nødderne harske og cremen oversukret.  Jeg fik faktisk en smule kvalme ved minder alene, da jeg fiskede bon’en frem for at tjekke prisen. Hvis det havde været gode eclairs, havde jeg spist mig gennem hele deres sortiment, for det er en af mine yndlingskager. Sådan skulle det ikke gå, og det var måske meget godt.

Paris, dag 8

Ottende dag i Paris var:

Un Dimanche à Paris - Tartelette Citron

Un Dimanche à Paris – Tartelette Citron

– Kage til morgenmad – igen. Wahoo. Denne gang fra Un Dimanche à Paris, en vældig strømlinet og fancy tartelette citron. Eller, som vi kender den herhjemme, en lemon meringue pie. Perfekt, det var hvad den var. Syrlig creme, sød marengs, smukt håndværk og jeg er vild med de små gule dippedutter af citron, der ligger i marengsen. Citrontærte med marengs på toppen er noget nær den fuldendte dessert, hvis du spørger mig.
Jeg har ladet mig fortælle, at jeg er kommet til at give det indtryk, at rigtig mange af kagerne har været noget værre bras, og jeg kan godt forstå det – jeg har brokket mig en del. Men jeg kan forsikre om at der er blevet indtaget mange superlækre kager, det er bare ikke alle, der er vist her. Kagerne får deres helt eget indlæg i løbet af et par dage.

– Sidste dag. Wæh! Men jeg glædede mig til at komme hjem til kæresten. Det var noget andet da vi var i New York sammen. Der skulle jeg bæres ud i flyet. Ingen var enige med mig i at vi da bare skulle købe en penthouselejlighed og blive boende 🙁 snart skal jeg til Seattle. Så må vi se om det lykkes mig at hage mig fast derovre. Sætte et anker i Space Needle eller noget. Måske gå undercover som hipsterbarista. Hvordan ser en kvindelig hipster ud?

Chokolade fra Alain Ducasse.

Chokolade fra Alain Ducasse.

– Chokolade fra Alain Ducasse. Jeg har spist mig igennem et lille udvalg fra både Patrick Roger og Jean Paul Hevin, nogle vældig berømmede chokoladeguruer, men det bedste fyldte chokolade er og bliver Alain Ducasse’s pralinés à l’ancienne. Det er fyldte chokolader med forskellige slags nøddefyld, og det er så fucking godt at jeg længes efter hver parisertur, når æsken er spist. Næste gang køber jeg den helt store.

Det er lidt et miljøsvineri...

Det er lidt et miljøsvineri…

– Fancy poser. Der er en del af konditorierne hernede, der pakker kagerne ned i poser, der mest af alt minder om dem, man får i modebutikker. De der tykke, flotte gaveæskeagtige poser, der har snorehank og kan stå selv. Dem fik jeg samlet en hel del af i løbet af ugen. Jeg valgte dog at undlade at tage dem med hjem.

– Kuffert-tetris. Det krævede lidt snilde at få pakket kufferten. Der skulle være plads til et par franske kaffeskåle. Jeg elsker at drikke kaffe af skåle. Det gjorde vi også i Danmark i gamle dage. Bønderne gjorde i alt fald.

Louvre

Louvre

– En sidste tur rundt i byen. Det er ikke helt så trist at tage hjem, når man ved med sikkerhed at man kommer tilbage igen.

Farvel, Paris. Du var dejlig som altid. Nu vil jeg tage hjem til Danmark og bage fastelavnsboller.

Paris, dag 7

Syvende dag i Paris var:

Fleurs de Thé, Pain de Sucre

Fleurs de Thé, Pain de Sucre

– Kage til morgenmad. Woh! Det var den jeg gemte fra Pain de Sucre. Fleurs de Thé hedder den, og består af en tærtebund, lidt syltet appelsin og lys earl grey ganache, indkapslet i verdens bedste luftige dyne af earl grey mousse. Omend nogen skal have slag for at pynte en kage med teblade. De små fuckere er svære at pille af.

– Langsom. Jeg er ved at være lidt splatten af at gå så meget og se så meget og spise så meget kage. Jeg har spist kager, jeg ikke engang har vist på bloggen endnu. Når jeg kommer hjem, laver jeg en kavalkade over kager og konditorier, komplet med anbefalinger og advarsler. Der var et par stykker jeg ikke nåede denne gang, men Paris har en stående plads på listen over fremtidige rejsemål, så det bliver næste gang.

– Printemps. Et stormagasin, jeg nær aldrig var sluppet levende ud fra. I guder for et cirkus. Og jeg kunne ikke finde udgangen! Dørene fungerer ikke normalt i Paris for tiden. De er jo i højeste terrorberedskab, og derfor er både ind og udgange til stormagasiner, museer osv begrænsede og bevogtede. Man skal vise tasken når man går ind, og nogle af udgangene er spærret af. Jeg ville have besøgt et konditori, der ligger et sted derinde, men det lykkedes aldrig at finde det. Istedet tog jeg ned til Pierre Hermé. Ha.

Pierre Hermé - Ispahan

Pierre Hermé – Ispahan

– Ispahan! Pierre Hermés signaturkage. Han udviklede kræet for mange år siden, og beholdt den stædigt i sin kagemontre, selvom den ikke solgte specielt godt. Men lige pludselig, bom, så blev den populær, og det er med rette. Det er en brilliant kage. To store macarons med litchi, rosenflødecreme og friske hindbær. Det er denne kage, en del af de andre store konditorer har lavet deres egen version af. Jeg har vist et par stykker af dem i løbet af ugen, men Ispahan er og bliver min favorit.

Pierre Hermé - Croissant Ispahan

Pierre Hermé – Croissant Ispahan

– En croissant. Sjovt nok den første, jeg spiser hernede. Da jeg stod og skulle betale for min Ispahan, sagde den rare dame, at de også havde en croissant, der hed Ispahan. Det var en ordentlig bamse af en croissant, glaseret med rosenglasur og drysset med frysetørret hindbær i så store mængder, at det faktisk havde en funktion (jeg hader ellers de der små gnallinger, der bare ligger og glor, f.eks på en hindbærsnitte). Indeni var der en slags mandelmasse med rose, hindbær og litchi. Det var ret godt.
Pierre Hermé kan godt lide at tage et koncept, som her er rose, litchi og hindbær, og så bare lave ALT muligt med den smagsprofil. Lige nu kan du f.eks få selve kagen. Du kan også få: En Ispahan croissant, en skærekage, en sorbet, en vaffel, müsli, marmelade, frugtflæsk, te, karameller, fransk nougat og en bog. Sidste november kørte han et flip med signatursmagen Satine, det var flødeost, appelsin og passionsfrugt. Den bryder jeg mig dog ikke så meget om. Det smagte mest af passionsfrugtsyoghurt, og det kan jeg få billigere i supermarkedet. En typisk kage fra Pierre Hermé koster 56 kroner, så det er absolut ikke gratis på nogen måde. Croissanten fik jeg dog for kun 15 kr, hvilket iøvrigt stadig er en ret høj pris at betale for en fransk smørcroissant.

Knogle fra Sankt Et-Eller-Andet

Knogle fra Sankt Et-Eller-Andet

– Notre-Dame. Igen. Den store Pariserkatedral. Notre-Dame har et “skattekammer”, hvor de viser alle de grotesk dyre og meget hellige ting, der er blevet brugt i kirken op gennem historien. Vi taler bispestave og nadverkalke og ciboria (fancy brødkasser til oblaterne) og krucifikser i guld, sølv og ædelstene. Og mens jeg godt kan værdsætte håndværket bag sådan noget guldfikkumdik, så synes jeg i bedste fald at det er kedeligt og i værste fald at det er tudegrimt. Det er også derfor jeg aldrig gider se kronjuvelerne, når jeg er på Rosenborg. Snork!

MEN! Det, der alligevel fik drevet mig ind i skattekammeret var tanken om relikvieskrinene. Dem var jeg sikker på, at de havde nogen af. Relikvier er en af de mest bizarre katolske skikke. Det er knoglestumper fra helgener, som opbevares i smukt dekorerede skrin eller i lige så smukt dekorerede rammer. Nogle relikvieskrin har knogler fra adskillige helgener, og der er ingen garanti for at de er ægte. Man mener at relikvier beskytter og måske endda frembringer mirakler. Enhver katolsk kirke med respekt for sig selv, har knoglestumper begravet i hvert eneste alter, og de kan have MANGE altre i sådan en kirke. Stephansdom i Wien har 18 + sidekapellerne. Vi kender skikken fra længe før kristendommen (selvfølgelig, fristes man til at sige), men katolicismens relikviedyrkelse er virkelig noget for sig. Det er ikke bare en skik, man havde i gamle dage – den er der endnu og den er aktiv. Sankt Dørmåtte (Thérèse af Lisieux) turnerer f.eks hele verden i sit relikvieskrin. Og selvfølgelig skuffede Notre-Dame ikke. Der var knoglestumper overalt. Det var fantastisk.

Notre-Dame de Paris, detalje.

Notre-Dame de Paris, detalje.

– Smukke detaljer i et af de små kapeller. Det er ting som disse, der gør at jeg elsker gotiske kirker. Og prøv bare at tænke på mængden af arbejde. Vi ser kirken som en prægtig helhed, men de her fine detaljer, udhugget i sten, repræsenterer hver især et stort arbejde for den enkelte stenhugger. Og der er masser af dem. Hver enkelt søjle med snirklet hat, hver enkelt krølle ved foden, i alle hjørner, i loftet og på væggene, hver er de et stykke arbejde i sig selv, skåret eller hugget i hånden. Og så kommer interiøret… for slet ikke at tale om bygningen i sig selv, der må siges at være en af de få ægte videnskabelige triumfer fra Nordeuropas middelalder.

Sankt Denis, Notre-Dame de Paris

Sankt Denis, Notre-Dame de Paris

– Sankt Denis. Ikke kirken, men helgenen. Han var biskop i Paris i det 3. århundrede, kristen martyr, skytshelgen for Paris, og hans hovedløse statue kan (blandt andet) ses i Notre-Dames skatkammer.

Pierre Hermé macarons - Jardin Pamplemousse, Montobello og Mogador

Pierre Hermé macarons – Jardin Pamplemousse, Montobello og Mogador

– Macarons. Dem har jeg heller ikke fået spist nogen af. Og af en eller anden årsag har jeg aldrig smagt macarons fra Pierre Hermé. Det var ellers ham (og Laduree) der gjorde de små svin så populære. Men nu skulle det være, så jeg købte tre forskellige.  Øverst en Jardin Pamplemousse med grapefrugt, nellike og muskatnød. Nam bam! I midten en Montebello med pistacie og hindbær – den var mærkelig. Nederst en Mogador med mælkechokolade og passionsfrugt. Brilliant!

– Sidste hele dag i Paris. Boohoo. Hvem skal nu lave lækker, overdådig kage til mig? Skal jeg henvises til slatne hindbærsnitter og tåbelige forsøg på fransk konditorkunst? Livet er i sandhed uretfærdigt. Men jeg kunne jo også spise noget rigtig mad.

Måske.

Paris, dag 6

Sjette dag i Paris var:

Jacques Saly - Amor

Jacques Saly – Amor

– Louvre. Det var søndag, og jeg trængte til at svælge i talentfulde kunstnere og håndværkeres arbejde fra længst svundne tider.

– Trutmunds-selfies. Ikke mine, bevar mig vel, men andres. Jeg ved godt at det er harmløst og på ingen måde rager mig, men når jeg ser dem stå der foran en fancy statue og så lige stikke andenæbbet ud og holde telefonen op, så får jeg en umådelig lyst til at gå hen og trykke læberne ind i fjæset på dem igen. Engang sad jeg i et fly og dimsede, da personen i sædet foran mig pludselig hev kameraet frem og begyndte at tage selfies (med trutmund) – på et fly! I luften! Med sædet som baggrund! Det var ikke engang et sejt fly, som A380’eren eller måske Dreamlineren, eller min favorit, Boeing 747. Det var en lille knaldpotte på vej til Prag. Jeg nåede knap at drikke min kaffe før vi var landet igen. Jeg forstod det ikke, men det er heller ikke alt i verden, jeg skal forstå. Måske havde hun lige fået en ny kæreste, der ikke kunne leve uden synet af hendes fremskudte læber. Mwah!

– Sarkofagsabotage. Her stod man foran en smuk, sort ægyptisk sarkofag, 3000 år gammel. Ind kommer en lalleglad turist, mand i 30’erne, og begynder at stå og ruske i den. Der stod en voksen mand og hev og flåede i en ægyptisk sarkofag! Jeg skulle lige til at skælde ud, da hans kæreste sendte ham jordens ondeste øjne og så stoppede han. Hvem fanden gør sådan noget? Altså udover 3-årige børn, der ikke er blevet opdraget? Tøffede han lige over og tegnede overskæg på en Vermeer bagefter eller hvad? Sådan en spade. Ægte harm, det var det jeg var.

Se mig. Vrinsk vrinsk!

Se mig. Vrinsk vrinsk!

– En selvfed pony. Men den havde også selveste Solkongen på ryggen.

Og så siger de at museer er kedelige!

Og så siger de at museer er kedelige!

– En arrig hjelm og et ganske ængsteligt skjold.

Martin Desjardins - Captifs

Martin Desjardins – Captifs

– En af mange, mange tusinde statuer med slaver og/eller krigsfanger. De var overalt. Statuer, vægmalerier, loftsdekorationer, you name it. I dette tilfælde er det 4 figurer, der repræsenterer 4 lande, som Frankrig tævede i en eller anden krig. Mon ikke det helt generelt er et eller andet storslået herskersyndrom, der ligger til grund for de mange stakler afbilledet i 16- og 1700 tallets kunst? Kunsteriske fremstillinger var en vigtig del af kongens propagandamaskine. Lidt ligesom Facebook er det for almindelige mennesker i dag – man fabrikerer det billede, man ønsker omverden skal se. Da Marie-Antoinette faldt i unåde hos det franske folk, forsøgte man for eksempel at reparere på sagerne ved at lade hende afbilde som en beskeden og kærlig moderfigur. Det virkede så ikke, men hey, det var forsøget værd.

Jeg ved ikke hvorfor den ene ligger ned, men katte er jo notorisk dovne, så måske er det meningen.

Jeg ved ikke hvorfor den ene ligger ned, men katte er jo notorisk dovne, så måske er det meningen.

– Ægyptiske kattemumier. Kattes ulidelige selvfedme stammer fra det faktum, at de blev dyrket som guder i det gamle Ægyptien. De små svin. Altså kattene.

Der var sale, hvor jeg kiggede mere på lofterne end på kunsten.

Der var sale, hvor jeg kiggede mere på lofterne end på kunsten.

– Pænhed i loftet. Louvre er et gammelt slot, og nogle steder er de gamle rum blev restaureret og fremstår i al deres royale glansbilledehed.

Pain de Sucre - Tarte Framboise-Pistache

Pain de Sucre – Tarte Framboise-Pistache

– Kage. Duh. Jeg prøvede et nyt konditori, Pain de Sucre. Det lå lige på vejen hjem fra Louvre, altså hvis man tog en omvej. En Tarte Framboise-Pistache blev det til. Essentielt set en pistaciemazarin med frisk hindbær på toppen. Det kunne have været godt, hvis ikke den stakkels tærte havde været så groteskt overbagt, at den var tør og uspiselig. Jeg åd hindbærrene og kylede resten ud. Boo. Der var en kage mere, men den skulle agere morgenmad dagen efter.

Kage til morgenmad er noget man skal unde sig selv en gang i mellem. Det er sundt for sjælen.