Archives

Cathédrale Sainte-Cécile d’Albi – alle katedralers moder

Albi Domkirke

Sainte-Cécile – domkirken i Albi.

Okay, måske ikke alle katedralers moder – så gammel er den slet ikke, men i løbet af de sidste 7 år er det lykkedes domkirken i Albi at opnå nærmest mytisk status i mit hoved. Ikke mindst fordi de første par forsøg på at komme ned og se den gik i vasken af forskellige årsager.

I maj i år lykkedes det endelig. Intet kunne stoppe mig denne gang – ikke engang fransk sporarbejde, der begrænsede de tilgængelige afgangstider en hel del. Jeg stod op kl 6 i to graders frost og tog toget en times køretur østpå, fra Toulouse til Albi, mens temperaturen langsomt klatrede op til 25 grader. Der er ikke noget som sydfransk forsommer. Man fryser om morgenen og får hedeslag til frokost.

Albi Domkirke

Det er nogle store fødder.

Sainte-Cécile ligner mere et fort end en kirke. En tur rundt om ydersiden minder temmelig meget om en vandretur ved foden af en stærkt befæstet borgmur. Et naturligt resultat af nogle af de evindelige hvem-er-kristen-på-den-rigtige-måde-opgør, man havde i middelalderen. Den katolske kirke vandt (igen), og så byggede de en god solid befæstet kirke med 2 1/2 meter tykke mure (!) og en ligeså fed mur rundt om de tilhørende kirkelige sidebygninger. De forkerte kristne blev brændt på bålet, for sådan yndede man nu engang ofte at bortskaffe den slags afvigere. Det sender også et stærkere signal end hængning, må man sige.

Albi Domkirke

Det Sidste Tårn

I midten af 1800-tallet besluttede man at gøre hele møjet syv meter højere – fra 33 til 40 meter – for at skjule en ny tagkonstruktion, der skulle lukke det oprindelige tag inde. Det viste sig nemlig at taget lækkede, og den slags er aldrig særlig smart. Derfor er kirken hul mellem taget og loftet. Historien melder dog ikke noget om, hvorvidt man valgte at indrette et tørreloft i dette hulrum. Det kunne ellers have været smart.

Oprindeligt valgte man i samme omgang at udstyre hver enkelt stræbepille (de høje vægtfordelende støttesøjler, der sidder på alle gotiske bygninger) med et fint lille tårn på toppen. Det var indbyggerne i Albi dog ikke meget for, og efter megen næverysten og mumlen i krogene endte det hele med at tårnene blev pillet ned igen og kun et enkelt stod tilbage, lige på måsen af kirken. Der står det den dag idag og ser underligt malplaceret ud. Måske skulle de havet lade dem sidde – det ville have peppet kirken en hel del op.

Albi Domkirke

Man skal stå stille, når man kigger op, ellers snubler man så nemt.

Når man træder ind i kirken, bliver man dog i rigt mål kompenseret for den blege facade. “Farverig” er ét ord, man kunne bruge til at beskrive indmaden. “Voldsom” er et andet. Nogen ville måske begive sig ud i mindre høflige udtryk såsom “vulgær,” men uanset ordvalg er det svært at komme udenom at den er ganske imponerende. Hver en flade er dækket af malerier, skulpturer og gotiske stenhuggerier.

Snedigt brug af dagslys.

Der er gratis adgang til kirkeskibet (den vestlige halvdel, der hvor man sidder når man er til gudstjeneste), men skal man ind og se højkoret, så må man have et par euro op af lommen. Jeg mener det kostede €5, så det var ikke så galt. Her kan man blandt andet se denne statue, snedigt placeret direkte under et vindue, så dagslyset samles til guddommelige stråler, der oplyser Maria hin Jomfruelige og den Liden Jesus.

Nordvendte vinduer over indgangen til højkoret

Og selvfølgelig selve højkoret, der er rigt udsmykket og meget svært at fotografere.

Dommedag på middelaldersk

En af de mere berømte udsmykninger er denne lille tegneserie om Dommedag, malet på to fede søjler, der står direkte under orglet. Her kan man beskue hvorledes man vil ende sine dage, hvis man spiser for meget kage og glemmer at skrifte. Billedet ovenover er kun et lille udsnit af denne fresko. Jeg brugte lidt tid på at stå og fundere over hvordan man mon har kunnet forlige kirkens overdådighed med den åbenlyse fordømmelse af grådighed og begær, der bliver fordømt lige dér, på vestvæggen i deres egen svinedyre katedral.

Albi Domkirke

Pænhed overalt.

Det skinner muligvis igennem at jeg havde det lidt blandet med Sainte-Cécile. Der er slet ingen tvivl om at der er en meget, meget smuk kirke. Kvaliteten af håndværket er enestående hele vejen igennem. Den slår andre berømte katedraler med flere kilometer. Men den har ingen sjæl. Jeg fik ikke den der sædvanlige “aaah” følelse, jeg ellers gerne fyldes med, når jeg træder ind i gamle kirker. Følelsen af at træde tilbage i tiden, at være i et rum, der rent faktisk bliver brugt af mennesker. Sainte-Cécile blev bygget som et fort og en magtdemonstration af kirkens top, og det bærer den præg af. Den er kold og uinspirerende.

Med andre ord, det var lidt af et antiklimaks. Sådan kan det gå. Jeg fortryder intet.

 

Restauranter og ting, der smager godt i Chania

Efter 7 dage i Chania bestod jeg af lige dele honning, olivenolie, ost og turkish delight. Sådan føltes det i alt fald. Og efter mange lyksalige måltider føler jeg at det er min pligt, som uselvisk EU-borger, at informere om hvor og hvad der er godt at få.

Restaurant Arismari, Chania.

Arismari
Akti Kountourioti 55
Chania 731 31

Arismari ligger i den vestlige og knap så travle ende af den ellers noget turistede havnefront. De serverer lokal mad, og det gør de aldeles glimrende. Vi spiste der to gange, så en del af menukortet blev afprøvet. Jeg spiste blandt andet grillede sardiner, braiseret lammeskank, risotto lavet på noget, der hedder “trahanas” (en fermenteret blanding af hvede og mælk eller yoghurt), græsk salat og til dessert fåremælksis og min nye favorit: sfakianopita. Det er en slags tyndt fladbrød med fyld af Mizithra (en lokal friskost), stegt på panden og overhældt med honning. Så. Mega. Godt. Hvis du ser den, så spis den. Den kaldes som regel sfakian pita eller sfakian pie på de engelske menuer.
Alt var godt. Pånær kaffen. Drik ikke kaffen.

Well of the Turk, Chania.

The Well of the Turk
Sarpaki 1
Chania 731 00

Chania var under osmannisk herredømme i et par hundrede år, noget man stadig kan se spor efter i den lokale cuisine. Men hvis det ikke er nok at stoppe sig med loukoumia (turkish delight), så kan man også gå på tyrkisk restaurant, og denne her kom med varme anbefalinger. Den var noget kringlet at finde, ikke mindst fordi den på hjemmesiden angivne adresse ikke findes på Google Maps. Brug den, jeg har skrevet ovenover istedet. Gult hus, blå stole, så ved du at du er fremme.
Kortet er ikke så stort, og alt hvad vi fik, var lækkert. Vi kunne høre på gruppen af danskere bag os, at det samme gjaldt for dem. Især nogle filodejsruller med kylling var ganske fantastisk, og min vegetariske hovedret af arabisk fladbrød med ost, spinat, safran, mandler og rosiner førte mig tilbage til mine mellemøstlige middelalderkogebøger. Baklava med is fuldendte måltidet, og der var bonuspoint for de nuttede katte, der ynder at tigge ved de udendørs borde.

Delish, Chania

Delish
Tsouderon 32
Chania 731 32

Det tætteste vi kom på et stamsted den uge vi var i Chania. Til sidst blev vi genkendt, men det hjalp sikkert også at vi heppede på det samme hold som deres chauffør, da de viste Euroleague Basket på TV’et.
Delish er en ægte gyrosbiks. Gyros er lidt det samme som kebab, kød i lag på et stort spyd der står og drejer rundt. Forskellen er krydringen, og så det faktum at man hernede bruger svinekød. Der er også kyllingegyros, spidstegt kød, grillede grøntsager, salater og andet “fastfood”. Jeg blev stor fan af deres kyllingespyd, der blev serveret med fritter, fladbrød og yoghurt. Min Bedre Halvdel indtog et par omgange gyros, ligeledes parkeret på et lag fritter, fladbrød og yoghurt.
Stedet er hyggeligt og afslappet og maden er aldeles fantastisk. Vi gav €14-16 for to omgange hovedret med sodavand til.

Bougatsa Chanion, Chania

Bougatsa Chanion
Apokoronou 37
Chania 741 00

Den lokale udgave af bougatsa er tilsyneladende nærmest blevet kult. Sprød filodej med fyldt af varm, letsaltet friskost med sukker (og kanel) på toppen. Hvordan kan man leve uden? Jeg er i alt fald fan. Så vidt jeg forstod det er der to forskellige steder, der sælger denne type bougatsa. De ligger næsten lige ved siden af hinanden, og nogen foretrækker den ene mens andre foretrækker den anden. Jeg fik kun spist på den ene, så det er den, jeg kan anbefale. Konceptet er ret enkelt. Man køber et stykke (eller flere) bougatsa, enten til at spise på stedet eller til at tage med hjem. Et stykke til at spise her koster €3, mens tage-hjem-prisen er efter vægt. Når man har bestilt, bliver den fine bougatsa hakket i mindre stykker og serveret med en gaffel og et glas vand. Man kan så selv drysse med sukker og kanel efter lyst. Hvis man taler græsk, kan man sikkert også bede damen gøre det. Hun kunne ikke engelsk, men venligt fingersprog var vejen frem. Man kan også købe kaffe og andre drikkevarer.
Skulle man få lyst til at prøve den anden café – Bougatsa Iordanis – så ligger den på samme vej, bare i nummer 24 istedet. Begge skulle være fremragende, så det er bare med at komme igang.

Coffee Lab, Chania

Coffee Lab
Κυδωνίας (Kidonias) 65
Chania 731 35

Kaffe må man have. Det lykkedes at opstøve en vaskeægte kaffebar med det ligefremme navn Coffee Lab. Sådan en hvor de håndpolerer bønnerne og vejer kaffen og har eget mikroristeri. Her blev der indtaget adskillige mængder næsten-perfekt cappucino og lige så meget næsten-perfekt espresso (intet er helt perfekt, men vi var tæt på her). Stedet er meget lille og meget hyggeligt og jeg kan anbefale en cappucino på deres brasilianske bønne. Kaffen er rimelig billigt – omkring €2,5 for en cappucino, latte eller dobbelt espresso. Betjeningen er god, og de taler glimrende engelsk.

Starbucks
Zampeliou 2
Chania 731 31

Denne aldeles ugræske og meget amerikanske kaffekæde skal nævnes fordi den ligger fantastisk nede ved havnen, sjældent havde kø, kodefrit kundetoilet, og kronisk ledige pladser i de bløde sofaer under halvtaget udendøre. Jeg skal ikke sige om den er lige så tom i højsæsonen, men den var glimrende når man trængte til en rolig pause et uproppet sted i en god sofa med en bette latte i hånden.

Fyrtårnet i Chania

Det venetianske fyrtårn i Chania

Nede på havnen i Chania, Kreta, ligger der et fyrtårn. Det er bygget af venetianerne, som dengang ikke hed italienere, thi Venedig var en republik, der bestod af Venedig samt nogle store klatter land omkring Adriaterhavet. I starten af 1200-tallet valgte de at udvide matriklen med øen Kreta – selvfølgelig inklusive Chania, der dermed kom til at hedde Canea og være under venetiansk herredømme i intet mindre end 400 år. Det hele fik en ende i 1645, da osmannerne kom og smed dem ud. Sådan kan det gå.

I løbet af de 400 år fik venetianerne bygget sig en imponerende havnefront, der senere skulle vise sig at være gavnlig for turismen samt de lokale sælgere af selfiestænger og køleskabsmagneter med oliven på.

Havnen og bymuren (og fyrtårnet) i Chania

Både havnefronten og fyrtårnet står der endnu, sammen med en høj og meget venetiansk bymur. Det hele fremtræder dog i en noget restaureret udgave. Der har været en del krige, og den slags er sjældent blidt ved de ydre forsvarsværker. I dag er det et glimrende sted af spadsere sig en tur, især hvis det er meget varmt, for det kan godt finde på at blæse ganske kraftigt.

Høje bølger (og fyrtårnet) i Chania.

Der kommer høje bølger og skumsprøjt, og det er fantastisk at stå oppe på muren og beskue de vilde vover.

Genoldige skumsprøjt (ved siden af fyrtårnet) i Chania.

Men pludselig er man nødt til at gå ned i læ og tørre saltvandet af sit kamera.

Heste og vogne (og et fyrtårn i nærheden) i Chania.

Bagefter, når man har opnået en moderigtig, vindblæst saltvandsfrisure, kan man gå ned og kigge på de fine små heste spændt for fine små vogne. De fleste ser ud som om de bliver godt behandlet, og for €20 kan man køre som en konge gennem den gamle bydel.

Undlad at køre med heste, der hviler på forbenene (bagbenene er ok, som den hvide hest på billedet så fint demonstrerer), har slidmærker under seletøjet, tjavset pels, meget synlige hofteben eller som generelt ser utilpasse ud.

Lystfisker (der har udsigt til fyrtårnet) på havnen i Chania.

Man kan også fange sig sin helt egen sardin.

Havnen (uden fyrtårnet) i Chania.

Til sidst kan man sætte sig på en af de mange restauranter og få noget i skrutten.

Som det så ofte gør sig gældende i turistcentrum, kan det være en udfordring at finde noget godt, men hvis man bevæger sig ud på den vestlige side, i den ende hvor indsejlingen og fyrtårnet befinder sig, kan jeg anbefale restauranten Arismari. God betjening og masser af lokal mad. Jeg blev især begejstret for desserten sfakianopita, en slags fladbrød med indbagt friskost, serveret overhældt med honning. Det er en kretensisk specialitet, og hvis du ser den, så spis den! Jeg har tænkt mig at lave en, når jeg kommer hjem.

London Med Hold I Nakken

London har mange fly

En af de finere detaljer ved London – udover den lette adgang til god Earl Grey te, samt de rige muligheder for at æde sig halv fordærvet i clotted cream – er de mange lufthavne, der befinder sig i nærheden. London Heathrow er verdens 3. travleste lufthavn (og et helvede at skifte fly i, gør det ej!), Gatwick ligger heller ikke på den lade side, og den lillebitte London City ligger lige midt i det hele. Det betyder at ethvert besøg i London uværgeligt fører til hold i nakken og forstuvede ankler, fordi nogen kigger op, hver gang de hører et fly. På dette billede ser vi en Avro RJ85 fra CityJet (EI-RJX), min absolutte yndlingsflytype.

Nåja, og statuen står ved Buckingham Palace.

At rejse (alene): Selvforsvar mod lommetyve

Zürich. En sikker by.

Zürich. En sikker by.

Skriblerier om sikkerhed og lommetyve kan være lidt af en balancegang. Det er vigtigt at være informeret og tage sine forholdsregler, men samtidig er det noget af det mest paranoia-inducerende man kan læse. Pludselig er man overbevist om at tyvebander og svindlere ligger på lur bag hvert gadehjørne, klar til at tackle enhver nyankommen turist. Og sådan er virkeligheden naturligvis ikke. Langt de fleste rejser rundt uden andre problemer end besværet med at finde en ordentlig kop kaffe.

Men mange kommer også hjem en pung, mobiltelefon eller et pas fattigere og en sur erfaring rigere. Der er selvfølgelig ingen 100% sikker metode, men med nogle simple forholdsregler kan man begrænse risikoen for at blive bestjålet. Og man kan sørge for at skaden ikke bliver så stor, skulle uheldet alligevel være ude. Jeg har min egen lille sikkerhedsrutine, og måske kan du blive inspireret.

Jeg rejser mest i Europa, så det er rimelig low-key. Skal du til meget eksotiske destinationer, kan der være flere/andre forholdsregler, og så er google din bedste ven. Og nu, tips:

– Begræns den mulige skade.

Jeg fordeler altid mine værdier, så jeg ikke er helt på røven hvis min pung (eller hele tasken) skulle “forsvinde”. Jeg medbringer forskellige betalingskort til forskellige konti. Hvis det ene bliver neglet fra min taske, så har jeg backup enten i en aflåst kuffert, en lukket inderlomme eller et pengebælte under tøjet. Det samme gælder kontanter. Jeg har kun få kontanter på mig. I det hele taget sørger jeg for at det ikke vil være en kæmpe katastrofe, hvis jeg skulle få stjålet min taske. Den indeholder kun mit lommekamera (som kan erstattes), indkøbsnet, snacks og en pung med få kontanter og et enkelt kort. Mobiltelefonen kan jeg også finde på at putte derned. Den vil det være megarøv at miste, men ikke decideret katastrofalt. Jeg har backup af alt “i skyen”.

– Brug en egnet taske.

Jeg foretrækker en skuldertaske, der bæres på skrå over brystet – ikke hængende fra én skulder – og som kan lukkes med lynlås, og som måske endda også har en flap, der lukkes med velcro eller spænder. I taskens indre er der små lommer med egen lynlås, hvor der kan ligge en pung og evt. en mobiltelefon. Den skal også helst være letvægts, for det kan være tungt at gå rundt med sådan en hængende i timevis hver dag. Jeg er altid på udkig efter Den Perfekte Rejseskuldertaske. Den må ikke være flashy, den skal være pæn og anvendelig, gerne mørk farve. Og den skal kunne bruges til hverdag herhjemme også. Jeg har tidligere brugt en Kipling skuldertaske, de har altid så dejligt mange lommer, og er helt normale og populære hverdagstasker.
Lige nu bruger jeg en sort PacSafe Citysafe CS100, der kan låses. Det er en dejlig diskret taske, der ikke skriger “turist!” som den slags “sikkerhedstasker” ellers godt kan gøre, og den vejer ingenting. Men “tyverisikret” eller ej, jeg putter stadig ikke uerstattelige værdier i tasken.

Hvis jeg rejser med mit store fede læs af et Nikon D750 kamera med dertilhørende objektiver, så bruger jeg en lille rygsæk – det er for tungt til en skuldertaske. Det er også mere tricky at pille ud af tasken, selvfølgelig, og det er forsikret, hvis nu uheldet skulle være ude. Jeg bruger en sort PacSafe Metrosafe LS350. Det er en meget diskret lille flad rygsæk og jeg putter ikke andet end kameraet i. Ikke at der er meget plads tilovers.

– Se normal ud.

Måske en udfordring for nogen, undertegnede ikke undtaget, men der er mening med galskaben. Hvis du har været ude at rejse, eller måske bare taget dig en gåtur i centrum af en større dansk by i turistsæsonen, så har du måske lagt mærke til folk iført Turistuniformen. Ekstremt afslappet eller ekstremt praktisk outfit. Ikke at der er noget galt med det, men man er et åbenlyst mål for lange fingre, når man ligner en turist, og det vil man måske gerne undvære. Så jeg går i mit almindelige tøj, altså det i den pænere ende. Ligesom herhjemme. I nogle storbyer er det kotyme at være temmelig chic, og så kan jeg godt finde på at sætte håret lidt pænere end normalt, men ellers er det vigtigste at man virker selvsikker.

Jeg er blevet ret god til det. Måske FOR god, for jeg bliver ofte stoppet på gaden af folk, der spørger om vej. Den var helt gal i Bruxelles, så jeg anså mig selv som værende grundigt integreret. I mit almindelige tøj.

– Beskyt dit pas.

Det fleste ting kan erstattes igen, men der er én ting jeg er super duper hysterisk med: Mit pas. Det er den eneste danske legitimation, der er gyldig i udlandet. Intet pas = ingen rejse. Og jeg har ikke lyst til at bruge tre dage på den danske ambassade for at erstatte et stjålet pas, når jeg kunne være ude og gramse på en eller anden gotisk kirke.

Så derfor: Jeg beskytter mit pas som var det Den Hellige Gral. Jeg lader det ikke ligge i en taske, yderlomme eller rygsæk. I nogle lande kan man efterlade det på hotellet i en aflåst kuffert eller et pengeskab, i andre lande er det lovpligtigt at have det på sig hele tiden. Jeg bruger lidt forskellige metoder, alt efter årstid og land. En lukket inderlomme i en lukket jakke er en god ide. Skal jeg på cafe, så sætter jeg mig på jakken og forsøger at undlade at fise alt for meget på mit stakkels pas. Pengebælte/pengekat under tøjet duer også, men kan være lidt ukomfortabelt i det lange løb. Det kan dog godt svare sig hvis man har hænderne fulde af kuffert eller befinder sig i en af lommetyvenes højborge (Barcelona, Rom, ect).
Og er jeg nødt til at have det i min taske, så er det i en lomme, der er et helvede et åbne. F.eks har jeg en taske, hvor flappen kan lynes op til et rum, der går ned langs bagsiden af tasken. Der kan passet snildt ligge, og så har jeg hele tiden en let hånd på tasken.
Man kan få mange snedige hemmelige lommer og gemmesteder. Prøv at google “anti-theft travel gear”, så skal du bare se hvor mange penge man kan tjene på folks paranoia. Det er endda muligt at købe en lille pung, der kan klipses på BH’en… måske skulle jeg designe noget travel gear! Der er tydeligvis et marked.

Hvis jeg er dygtig og husker det, så har jeg også to pasfoto med. Dem skal man bruge for at få et nødpas, hvis nu uheldet alligevel er ude, og så slipper jeg da for at løbe rundt efter en fotoautomat i udlandet.

– Tag en slapper

Jeg har slæbt mig selv rundt i Europa, USA og endda Kina (hvor man ALTID ligner en turist), og den eneste gang, jeg har fået stjålet noget, var i Prag i 1995, da jeg lod min rygsæk stå pivåben mens jeg kiggede væk. Du er formentlig markant klogere end jeg var som 14-årig. Jeg har opdaget et par forsøg. En hånd i min lomme i den parisiske metro og en håndtaske, der pludselig var blevet åbnet efter en gåtur gennem en tyk menneskemængde. Men fordi jeg havde taget mine forholdsregler, var der ikke noget at stjæle.

Lommetyve er ikke farlige, de er bare skideirriterende. De går efter de lette ofre. Dem, der hænger deres jakke på stolen med pungen i lommen og lægger deres mobiltelefon på bordet i caféen og har en taske, der ikke kan lukkes og lægger pungen i baglommen. Lad være med at være sådan en, fordel dine værdier, gem dit pas, og nyd så ferien.

Postkort fra New York, 2

5th Avenue og ikoniske gule taxier i morgenlys.

5th Avenue og ikoniske gule taxier i morgenlys.

Kære Tante Ulla

New York City er i sandhed en stor og spændende by, selv hvis man holder sig til Manhatten. Fra brede, polerede 5th Avenue, hvor skyskrabere står side om side med dyre butikker, Empire State building og Rockefeller Center, over hipsterbefængte Chelsea med de gamle huse, det fantastiske madmarked og mange træer, til travle, smalle, slidte Chinatown, hvor man kan købe dampede boller til man skammer sig. Her er noget for enhver smag, og som den ægte verdensborger jeg er, kan jeg lide det hele.

Man kan sidde på sådan en lille tribune, der er sat op på Times Square. Man skal bare lige tjekke om nogen har spildt noget før man sætter sig.

Man kan sidde på sådan en lille tribune, der er sat op på Times Square. Man skal bare lige tjekke om nogen har spildt noget før man sætter sig.

Måske lige bortset fra Times Square, der er fyldt med idioter, der tror at det er smart at stoppe op midt på gaden og tage billeder. Jeg boede på det øverste hjørne af Times Square, og til tider var den så proppet med mennesker, at det var hurtigere at tage metroen ét stop fra toppen til bunden end at gå de 500 meter tværs over Times Square. Man blev også markant mindre hidsig af det. Til gengæld er pladsen også ganske spektakulær med sine mange lysreklamer og natåbne butikker. Det er nu meget sjovt at shoppe kl 1 om natten.

New York Stock Exchange

New York Stock Exchange

Et af de spændende områder er Financial District og Wall Street. Det er måske mest spændende, hvis man interesserer sig for Wall Streets historie og har læst bunker af bøger om virksomhederne i et anfald af nysgerrighed. Som jeg f.eks har. Området er hurtigt set, men man skal selvfølgelig lige glo på Børsen og have sig en latte på Starbucks, hvor unge upcoming finansjakkesæt henter kaffe til kollegerne mens de ivrigt tjekker deres telefon. Aldrig så jeg så mangen en guldfarvet iPhone.

Well. Ikke siden jeg var i Beijing, i alt fald.

Charging Bull, hedder den

Charging Bull, hedder den

Der står et træ i Skivum krat en statue af en tyr i Bowling Green Park, og man skal gramse den på bollerne for økonomisk held. Resultatet er at man kan observere den ene turist efter den anden stå og rage kræet mellem benene, mens deres familie og venner ivrigt tager billeder. Lige til farmors julekort.

Det vil sikkert glæde dig at høre at jeg modstod fristelsen til at engagere mig i usømmelig omgang med bronzeskulpturer.

En meget orange Staten Island Ferry.

En meget orange Staten Island Ferry.

Hvis man føler for det, kan man tage sig en sejltur med de orange færger til Staten Island. Det er der mange, der gør, for det er gratis, og man sejler direkte forbi Ellis Island og Frihedsgudinden. For mig, der er forholdsvis besat af den store europæiske emigration fra midten af 1800- og frem til starten af 1900-tallet, var det en stor oplevelse at se lige præcis den ø (altså Ellis Island), hvortil alle emigranter måtte lade sig registrere og undersøge, før det blev besluttet om de skulle lukkes ind i Den Nye Verden, hvor lykken ventede. De mange historier om modige, håbefulde mennesker taler til mit eventyrlystne hjerte.

Frihedsgudinden - Lady Liberty.

Frihedsgudinden – Lady Liberty.

Man skal stå i højre side af sejlretningen mod Staten Island, for at se Den Grønne Dame. Og i venstre side når man sejler retur – naturligvis. Man er ikke den eneste, der har fået denne brilliante ide, så det kan betale sig at gå direkte op på dækket.

Brooklyn Bridge, Manhattan Bridge - og en båd.

Brooklyn Bridge, Manhattan Bridge – og en båd.

Den heftige emigration har sat sine tydelige spor i hele New York. F.eks Brooklyn Bridge, der nok må siges at være temmelig ikonisk. Den nygotiske hængefætter er fra 1883, og det er meget gammelt og endda ældre end den ost, der ligger i en skuffe i mit køleskab.
Da Brooklyn Bridge blev bygget, var det den første landfaste forbindelse mellem Manhattan og Brooklyn. Før måtte man pænt sejle med færgen over East River, hvis man skulle besøge Tante Dorothea på den anden side af vandet. Men nu kunne man spadsere, eller køre, og det var vel nok en fryd. Folk flokkedes om dette nye vidunder. Det var imidlertid slet ikke nok med én bro. Indbyggertallet boomede voldsomt under Den Store Emigration. I 1850 var der knap 700.000 indbyggere. I 1860 var det steget til 1.7 mio og i 1910 4,7 mio New Yorkere. Det er ret mange på knap så meget plads, så man fik snapt bygget nogle flere, heriblandt Third Avenue Bridge i 1898 og Williamsburg Bridge i 1903.

I 1909 fik Brooklyn Bridge en ny bedste ven – Manhattan Bridge. De er så søde sammen.

Frokostpause, egernstyle.

Frokostpause, egernstyle.

Man må heller ej glemme Central Park. Det er en kæmpekæmpestor park lige midt på Manhattan. Her kan man se mange egern.

Den var måske endog lige velnæret nok, den lilla fjerpony.

Den var måske endog lige velnæret nok, den lilla fjerpony.

Man kan også køre i hestevogn. Det koster ca. lige så meget som at flyve til New York, så jeg modstod fristelsen. Men de er søde, med deres fjer i hatten. Det glædede mig iøvrigt meget at alle hestene så velplejede ud og havde velholdt seletøj, der passede og adgang til vand ved ventepladsen. Det er ikke alle turistheste forundt at være passet godt på, og man skal aldrig støtte kuske med tynde eller pjevsede dyr.

Hvis man går langt nok op gennem Central Park, og iøvrigt holder sig i den rigtige side, vil man støde på American Museum of Natural History, og der skal man gå ind, for det er en oplevelse af de helt, helt store. Det koster $22 at komme ind. Godtnok er det en donation, det vil sige at man strengt taget kan meddele manden i billetlugen at man kun vil betale f.eks $5, men det ville være enormt dårlig stil. Hvis man har råd til at rejse til New York, så har man også råd til at betale den fulde billetpris. Så er der også bedre plads i deres økonomi til at mindrebemidlede lokale børn, og ikke mindst skoler, kan komme ind og få en dosis videnskab til en billigere penge.

Thomsons gazeller på American Museum of Natural History

Thomsons gazeller på American Museum of Natural History

De har nogle afsindigt dygtige konservatorer på det museum, og udstillingerne er fantastisk smukke. Hvis man går ind i The Milstein Family Hall of Ocean Life, kan man blandt andet se en model af en blåhval – i 1:1. Den er STOR. Og der er dinoknogler og fossiler og ting om rummet og planeter og træer og en million andre ting. Jeg var nødt til at sortere hardcore, ellers ville jeg gå helt kold.

Et lukket økosystem.

Et lukket økosystem.

Men det var denne kugle, der var museets absolut mest imponerende udstyrstykke. Det er et lukket økosystem. 100% selvforsynende – det tilføres hverken ilt eller næring. Det består af vand, planter og en masse bittesmå rejer og mikroorganismer, der dimser rundt i vandet. Som i den virkelige verden stammer energien fra planternes fotosyntese, omdannelse af solens lys til næringsstoffer, som både planter og dyr kan leve af. Og når de dør, frigiver de atter næring, der genbruges i det lille system, igen og igen. Ligesom i Løvernes Konge, hvor løverne bliver til græs, som gazellerne spiser indtil de bliver spist af løverne, bare med markant færre gazeller og græs og løver.
Sådan et system kan holde i årevis, og jeg synes det er vildt fascinerende.

The Phantom of the Opera i pausen.

The Phantom of the Opera (i pausen).

Broadway må man heller ikke glemme. Man kan se alt på Broadway, medmindre det er aflyst. Derfor har jeg ikke set Finding Neverland som det ellers var planen. Til gengæld har jeg set Cats og tudet ganske meget under en storslået afsyngning af Memory. Og jeg så The Phantom of The Opera, som jeg elsker ganske højt, og måske endda mest af alle musicials. Mere end Les Miserables, og det er meget. Jeg tror at All I Ask Of You er den mest romantiske sang, der nogensinde er blevet skrevet, omend det ikke er mig, man skal høre på hvad den slags angår. Min yndlingsfilm er stadig Titanic.

Apropos Titanic (skibet, ikke filmen) så er det en anden af Mine Store Besættelser. Drama! Historie! Sejlskib! Den Store Emigration! Det er Hele Pakken. Desværre nåede jeg ikke ned på Pier 54, den gamle kaj, hvor Cunard og White Star Lines lagde til med deres store Amerikadampere. Det var her, skibet Carpathia ankom med 705 af de overlevende fra Titanic, som de havde fisket op ude på Atlanterhavet. Ikke at der er så meget at se dernede, for det er en gammel, rusten omgang, der er ved at synke i havet. Men jeg elsker ruiner, så jeg skal nå det næste gang, inden de river det ned.

Som du nok kan høre er her nok at se til, mange kilometer at gå på sine ben og mange donuts at spise. Mere om det i næste postkort.

Mange hilsener
Din Onkel Rejsende Mac Sif

Postkort fra New York 1

Tidligt om morgenen...

Tidligt om morgenen…

Kære Tante Ulla

Så er vi nået frem til New York. På selve dagen måtte jeg noget så grusomt tidligt op, men man skal ej klage over afbrudt søvn i en god sags tjeneste.

Jeg fløj på præcis dette fly, en Airbus A380 med registreringskoden D-AIMJ

Jeg fløj på præcis dette fly, en Airbus A380 med registreringskoden D-AIMJ

Jeg fløj meget langt på et meget stort fly. Kaptajnen sagde at det lød navnet “Brüssel”, men da jeg kaldte på det, nægtede det pure at følge med. Jeg fik lov at beholde de små bøtter med salt og peber. Kabinepersonalet fandt det ganske morsomt, og hentede flere sæt til mig. Jeg kan nu holde en middag for fire personer med salt og peber fra Lufthansa. Tysk høflighed når det er bedst.

Smertestillende i ægte mængder.

Smertestillende i ægte mængder.

Desværre er jeg blevet offer for en snue, men sygdom skal man ej frygte i New York. Deres drugstores har hyldemeter efter hyldemeter med remedier i kombinationer, vi ej kan få i Danmark. Det er ganske imponerende, men også lidt overvældende, hvis man blot ønsker at købe sig en hovedpinepille.

På ægte amerikansk manér afsluttedes dagen med et nydeligt måltid fra McDonalds før jeg måtte søge dynen efter næsten et døgn på farten. Jeg håber ikke jetlag bliver for stort et problem, men hvis det gør, har jeg tænkt mig at kurere det med donuts.

Mange oversøiske hilsner
Sif

At rejse alene: Sif giver fantastiske pakkeråd til (fly)rejser

Afgangshallen i Frankfurt Lufthavn.

Afgangshallen i Frankfurt Lufthavn.

Egentlig ville jeg have skrevet nogle blogindlæg om hvorfor man godt kan rejse alene selvom man har en kæreste og anbefalet Bergen og Tallin, men jeg står i kuffert til knæene fordi jeg skal flyve til New York i morgen megatidligt. Så, tænkte jeg, hvorfor ikke skrive lidt om Kunsten At Pakke?

Jeg elsker at pakke, men lider af både dårlig hukommelse og mild paranoia. En forholdsvis uheldig kombination, hvor man kan bruge meget tid på at forsøge at huske om man bør være bange for at have glemt noget. I mange år holdt jeg mig til devisen “pas, penge og plybillet” – havde jeg det, så kunne det da aldrig gå helt galt. Men det endte altid med at jeg stressede når jeg skulle ud af døren og dobbelttjekkede fire gange om jeg havde husket mit pas og en oplader til mobilen, hvorpå både boarding pass, hotelreservation og min hjerne lå. Og om jeg havde husket selve mobilen og hukommelseskortet i kameraet og så videre. Det var tåbeligt

Til sidst lavede jeg et system – en Universal Huskeliste. Det er en fil på min telefon, en liste over alle de ting, jeg som regel har brug for. Eftersom listen er i et notesprogram, kan jeg tilgå den både på tablet, computer og telefon, og den opdaterer sig selv alle tre steder, når jeg ændrer i den. I takt med at jeg pakker tingene ned, krydser jeg af på listen. Så kan jeg se om jeg har husket alt. Jeg deler den hermed med alle, der falder over dette blogindlæg.

Indchecket bagage, er den man overlader til Den Rare Dame M/K i lufthavnen, der efterfølgende pakker den ned i lastrummet på flyet. Håndbagage er den taske/lille kuffert, man må have med ind i kabinen:

Håndbagage:

Diverse:
Pas (også i EU)
Flybillet/boarding pass
Hotelreservation
Mobil + oplader
Alm høretlf
Støjdæmpende høretelefoner + oplader
Lille powerbank
Tablet m læsestof
1 sæt skiftetøj, til hvis kufferten bliver forsinket
Snacks, hvis der ikke er servering på flyet
Evt. kamera + tilbehør
Evt. laptop + oplader
Lille indkøbsnet

1 liters posen med flydende dims:
Mascara
Eyeliner
Lille fugtighedscreme
Læbepomade
Kontaktlinser + ekstra
Ipren x 2 (husk at tjekke om det er tilladt at medbringe Ipren på din destination)
Benadryl x 2 (tjek også her)

Indchecket bagage:

Tøj:
Kjoler
Cardigan
Undertøj
Strømpebukser efter årstiden
Strømper
Nattøj

Toilettaske:
Browliner
Pudder + børste
Primer
Deo
Stor fugtighedscreme
Hårbørste
Tandbørste + pasta
Negleklipper
Tandtråd
Elastikker + hårnåle
Shampoo
Pincet
Adaptere hvis rejsen går til land, med mærkelige stikkontakter

Listen er skrevet med henblik på flyrejser, men jeg bruger den også hvis jeg en sjælden gang skal med toget istedet. Som regel er håndbagagen en rygsæk, men af og til er det en kuffert – mest hvis jeg ved, at jeg skal med taxa til og fra lufthavnen, for så skal jeg ikke slæbe på dem selv.

Til venstre min indtjekningskuffert og til højre min håndbagagekuffert. Forrest min bette Pacsafe skuldertaske.

Til venstre min indtjekningskuffert og til højre min håndbagagekuffert. Forrest min bette Pacsafe skuldertaske.

Godt at huske:

– Brug en kuffert eller rygsæk, der passer i størrelsen, og som du kan bære selv, hvis det bliver nødvendigt. Jeg bruger som regel en kuffert i håndbagagestørrelse (55 cm), men en tur til Frankrig foregår altid med en stor kuffert, for der slæber jeg alt muligt mad med hjem igen. Samme gælder oversøiske rejser.

– Pak i god tid, hvis du kan. Jeg starter to dage før, med at sørge for at alt mit yndlingstøj er rent. Senest aftenen før afgang pakker jeg så selve kufferten. Jeg starter med tøjet. Derefter pakker jeg håndbagagen og alt, jeg ikke skal bruge inden afgang. F.eks pas, kamera og høretelefoner og printede kopier af hotelreservationer og flybilletter. Min toilettaske pakker jeg helt færdig, og så slæber jeg den bare med ud på badeværelset om morgenen på afrejsedagen så jeg kan pudse mine fjer grundigt og samtidig ikke skal bekymre mig om at pakke tingene i sidste øjeblik.
Det sidste, der ryger i tasken, er opladere, mobil og min tablet.

– Hvis du er typen, der bruger BH, så køb en god sportsBH til rejsebrug, eller brug en BH med bøjler af plastik. Metalbøjlerne kan få sikkerhedskontrollens metaldetektor til at bippe, og så skal man ekstratjekkes, hvilket er en kende belastende, når det sker for 47. gang.

– Pak elektronisk udstyr i din håndbagage, sørg for at det er ladet helt op – sikkerhedspersonalet kan kræve at du tænder det, for at bevise at det er en fungerende dims og ikke noget, der kan sige bang. Det er især på rejser til USA, at det kan forekomme.

– Bærbare computere (og som regel også iPads) skal scannes separat, når du går igennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen, så husk at putte dem et sted, hvor du nemt kan tage dem op. Ting som kameraer og mobiler kan du bare lade blive i tasken. Der er altid skilte i sikkerhedskontrollen, hvor der står, hvad de vil have op af tasken – det kan variere fra lufthavn til lufthavn, især hvad store kameraer angår. Hvis du er i tvivl, så spørg personalet.
Skal du rejse hjem fra en amerikansk lufthavn, kan du lige så godt opgive at finde ud af noget, før du står ved scanneren. De nægter at skilte med noget som helst, så man må bare lade sig hundse med af TSA-medarbejderne. Som regel vil de kun have laptops og væsker separat, og skoene skal altid af.

– Der er grænser for hvor meget væske, man må have med i håndbagagen. Væske inkluderer også creme, shampoo og den slags. Hver væskebeholder må ikke være større end 100 ml, og det hele skal kunne klemmes ned i en 1-liters pose, der kan lukkes. Så den store bøtte creme skal i den indcheckede bagage. Sørg for at posen er nem at hive op, så den kan blive scannet separat.

– Pak håndbagagen med henblik på at kunne klare dig en dags tid eller to, hvis den indcheckede bagage ikke når frem sammen med dig. Det er heldigvis kun sket en enkelt gang for mig, da jeg skulle til New York og havde en meget snæver forbindelse i London. LØB! sagde de, da jeg trådte ud af flyet fra KBH. Så det gjorde jeg. Spænede gennem hele Terminal 5, gennem sikkerhedskontrollen, og kastede mig sidelæns ind i flyet. Der sad jeg så en halv time, mens de boardede færdig. Gah!
Kufferten havde til gengæld markant mindre travlt og nåede først det næste fly. På den positive side betalte rejseforsikringen for et rent sæt tøj, så jeg havde noget at iklæde mig til kufferten blev leveret på hotellet næste dag. Så lærte man at pakke ekstra tøj.

– HUSK REJSEFORSIKRING! Ikke kun til tøjet, men også (og især) hvis du bliver syg under rejsen. Det kan være noget så grumt dyrt, at blive syg i udlandet, også i EU-lande. Min rejseforsikring gælder i hele verden, og det var jeg glad for, da jeg spankulerede rundt på Den Kinesiske Mur, der ikke lige har en sikkerhedsafspærring. Heldigvis snublede jeg ikke.

– Man kan købe flybilletter, der ikke inkluderer indchecket bagage. Så kan man kun have en bette kuffert med i kabinen (tjek max størrelse hos dit flyselskab). Som regel er det mellem 8 og 12 kg, alt efter hvem du flyver med. Fordelene er, udover at det er den billigste billet, at du har alle dine ting på dig konstant og ikke skal stå og vente ved bagageudleveringen. Ulemperne er, at det begrænser din totale bagagemængde til omkring 10 kg, hvilket kan være en udfordring, hvis man ikke er minimalistisk anlagt. Eller hvis man har meget kameraudstyr med. Og ikke mindst begrænser det mængden af væsker, du må tage med om bord. Det er nok det mest irriterende, især for folk som jeg, der godt kan lide at købe ting som marmelade og sprut med hjem fra Det Store Udland, og som altid har dobbelt så meget med hjem, som jeg har med ud.
Mest i form af slik og chokolade og sære tørvarer fra de lokale supermarkeder.

– Pak så let som muligt. Jeg ser mange, der har pakket hele garderoben inklusive skohylden, og slæber tonstunge kufferter rundt i verden til stor irritation for alle, der risikerer at blive pløjet ned af det rullende helvede.
Heldigvis findes der kloge mennesker, for hvem det er en hel livsstil kun at have håndbagage med. Google “Carry-on only” eller “traveling light” og få masser af gode tips og tricks, der kan afhjælpe eller modvirke Kronisk Overpakningssyndrom. Det er også brugbar viden, selvom man benytter sig af indchecket bagage. Som regel er det noget med kun at pakke tøj, der matcher, ikke at pakke fyrre par sko, og så videre. Selv går jeg udelukkende i kjole, så jeg har det nemt. En kjole per dag, bum.

Og således kan man bruge mange ord på Kunsten At Pakke, forhåbentlig uden at have overkompliceret det alt for meget. Fingerkryds.

Zürich, dag 4

Wroom!

Wroom!

Zürich, dag 4 var:

– hjemtur, denne gang noget mere tøvende end normalt. Det er længe siden jeg har nydt et sted så meget. Zürich, det kan anbefales, også som solodestination. Det er nemt at finde rundt, der er styr på tingene, den offentlige transport er aldeles brilliant og gennemført, vandet i kanalen er klart (wtf? Det har jeg aldrig set før). Eneste ulempe er at det er dyrt. Og når jeg siger dyrt, så mener jeg samme priser som hjemme i Danmark. Man er jo, som bosat i et af verdens dyreste lande, vant til at frydes over billigheden, når man rejser udenlands. Især i Tyskland. Det er smukt.

– en sidste tur på tagterassen med dertilhørende fly. Det er ved at være den tid på året, hvor vejret bliver dårligt og besøgsterasserne lukker. Så det var årets sidste flyfototur. Jeg må nøjes med Københavns Lufthavn de næste par måneder – men det er nu heller ikke så dårligt.

Næste tur går til New York om nogle uger (blogning kan forekomme), men først har jeg lige et tema, der skal skrives færdigt. Og bagefter er det ved at være tid til at tænke på den årlige julekalender. Hvor blev året af?

Zürich, dag 3

Zürich, dag 3 var:

Zürich og vand og huse

Zürich og vand og huse

– well, Zürich. Søndag var flyfri dag. Det står endda vistnok i Biblen. “Og på den syvende dag tog Herren ej billeder af fly, thi hverken kamera eller fly var opfunden.” Så jeg tog ind til Zürich for at beskue den gamle bydel. Man kunne vel nok også trænge, efter alle de moderne flyvemaskiner.

– sporvognstur. Der er flere måder at komme ind til Zürich ude fra den dersens lufthavn. Den hurtigste er futtoget. 12 minutter tager det. Men jeg havde spottet at der kørte en sporvogn. Hele vejen fra lufthavnen og ind til hovedbanegården i Zürich. Jeg skulle da med sporvogn! 40 minutter tager det, og så får man en fin lille sightseeing ud af det også.

Landesmuseum i Zürich.

Landesmuseum i Zürich.

– Nationalmuseet, også bedre kendt som Landesmuseum. De lokker med at det ligger i et slot, og det gør det også. Et lillebitte slot. Desværre er der ikke ret meget originalt interiør at skue, og det eneste rigtig gamle var lukket af. Men der var en spændende udstilling om reformationen. Det var ikke blide sager, man udsatte folk for efter den reformation. Jeg er ikke sikker på at jeg synes man bør fejre den, når den lige om snart til næste år har 500 års jubilæum. Men det kan jeg skrive mere om til den tid.

Skeptisk måge.

Skeptisk måge.

– en måge, der trippede nervøst når mit kamera klikkede.

Violin er mit yndlingsinstrument. Well, lige efter obo og orgel og fagot.

Violin er mit yndlingsinstrument. Well, lige efter obo og orgel og fagot.

– avanceret gademusikant. Han filede løs på sin violin med megen talent, men ikke nok med det, han startede hvert nummer med at spille på den som en guitar. Det optog han så, og brugte som baggrundsmusik til violinstrygningen. Arh men jeg var så imponade at jeg var nødt til at tømme min møntpung ned i violinkassen.

Grossmünster. Mængden af imponade var ganske lille.

Grossmünster. Mængden af imponade var ganske lille.

– katedralskuffelse. Tænk, jeg tror aldrig jeg har set en (gammel) domkirke, der var så kedelig. Tør som en kiks. Man måtte ikke fotografere indenfor, og for en gangs skyld var jeg forholdsvis ligeglad.

Heldigvis var resten af Gamle Zürich både smuk og nuttet. Næste gang skal jeg afsætte noget tid til at drage ud i naturen også.

Sort løber til C5 og så ned i kiosken efter smøger.

Ikke romere, men skakspillere.

– kæmpeskak på Lindenhof, toppen af en temmelig stejl bakke midt i den gamle bydel, hvor der boede nogle romere dengang i Romertiden, da Schweiz var en del af det Store Romerske Rige.

– chokolade. Der er et eller andet over schweizisk mælkechokolade, og jeg sørgede for at sample flere varianter.

Man skal aldrig gå ned på chokolade.