Archives

Påske i gamle dage: Påskedag

Åh påske. Den længste og kedeligste helligdag i hele verden. Man glæder sig jo ikke til påske. Medmindre man er under 12 og får påskeæg. Påske er 4 lukkedage afbrudt af en bindegal lørdag. Man kan ikke engang tage på ferie, for udlandet er for helvede også lukket. I alt fald det udland jeg ynder at besøge, det der ligger i Europa, hvor påske er en ting og alle butikker er hermetisk lukket og museerne er propfyldte fordi alle har fri og kirkerne er fulde af gudstjenester. Men vi skal vel bare være glade for at 3. påskedag blev afskaffet, dengang med helligdagsreformen i 1770, som alle tror var Struensees værk, men det var det slet ikke, for han havde travlt med at knalde dronningen.

I gamle dage var det lidt noget andet. Der var påskedagene ikke irritation over lukket Føtex, men derimod et tiltrængt hvil fra det hårde forårsarbejde. At dyrke markerne var ingen joke. Det kan godt være markerne var mindre, men man var jo nødt til at vandre bag krikkerne og styre ploven så de ikke skulle finde på at gå hen og pløje naboens mark i stedet. Hvis man ikke havde heste, måtte man bruge okser. Det har man iøvrigt gjort i stor stil før i tiden. Det var først i det 8. århundrede at man for alvor kunne bruge heste til pløjning. Der kom kumteselen nemlig til Europa. En kumtesele er en type seletøj til heste, der bruges til kørsel. Det er sådan en Klaus Krikke har om halsen. Den fordeler trykket på en måde, hvor man undlader at kvæle hesten, når man pløjer med den, og det var alligevel en stor fordel, for ellers skulle man skifte hest hver 2. meter og så mange heste havde man slet ikke. Med kumteselen kunne man udnytte alle hestens trækkræfter – og en hest kan trække rigtig mange kilo med det rette seletøj. Men selvom hesten trak ploven, måtte bonden altså stadig gå bagved og styre. Det var ikke noget med at sidde på en traktor og dreje på et rat. Tilsåning af markerne var så stort et arbejde, at selv pigerne måtte gå i marken og hjælpe til. Der skulle harves og gødes og pløjes og såes og det var altså ikke fordi de ikke i forvejen havde nok at lave, for der var mange munde at mætte under forårets markarbejde, daglejerne skulle også affodres og samtidig skulle det sædvanlige kvindearbejde laves. Hvis der var nogen, der arbejdede hårdt på en gård, så var det kvinderne.

Men ikke i påsken. Der var det spas og løjer. Hvis man havde æbler tilovers i fadeburet, kunne man starte dagen med at spise sådan et, det skulle holde sygdom fra døren. Så hvis man havde glemt nikålen og honningen på rugmelsgrøden, var der altså en chance mere her. Det var også godt at stå tidligt op, og hvis man kunne gå ud og jage nogle skader af reden, så var det endnu bedre. Det bragte nemlig lykke. Skaden var ved gud ikke nogen populær fugl, og man mente at den stod i ledtog med hekse og troldtøj. Så væk med den. Det var især vigtigt at jage skaden af reden, hvis man havde været tåbelig nok til at være den første på egnen, der tændte ild påskemorgen. Troldtøjet ville nemlig slå sig ned der, hvor de så den første røg, og så havde man dem på kost et helt år. Det var der ikke meget spas ved, men det kunne forhindres ved at brænde et kohorn eller lidt læder i ilden, for så skulle de onde magter alligevel ikke nyde noget. De små kujoner.

Der blev spist mange æg til påske, og der blev også leget med dem. Altså hårdkogte æg, ikke chokoladeæg. De kom først for alvor frem efter 2. verdenskrig. I gamle dage var det rigtige farvede æg. Hvis man ikke havde så mange, kunne man trante æg. Det var sådan en slags petanque, bare med æg. Man trillede på skift æggene ned i en fordybning, og hvis man kunne ramme de andres æg med sit eget, så vandt man det pågældende æg. Så var det ekstra vigtigt at æggene var hårdkogte, ellers fik man æggekage midt på gårdspladsen, og det var der ikke meget fest over. Når man var træt af at klinke æg, kunne man spise sin gevinst med god samvittighed. Men helst 2. påskedag. Nogle steder mente man nemlig at æggespining på selve påskedagen ville resultere i feber. Jeg tænker jo så at det måske kunne give lidt madforgiftning at vente for længe med at spise de der hårdkogte æg, men på den anden side lå de jo godt og køligt i de der huse uden centralvarme, så det gik vel alligevel.

Resten af festmaden bestod af flere æg, æg med brød og æg med sovs og æg med æg på. Det var et ægte gilde, og en stor luksus, for normalt spiste man absolut ikke æg på den måde. De skulle strækkes og bruges i andre retter, for man havde ikke så mange af dem. Og når påsken var slut, da ventede resten af forårsarbejdet, det uendelige arbejde med at sikre sin overlevelse endnu et år. Men forude lå flere helligdage og flere fester, så det var ikke slid og slæb det hele. Trods alt.

Det var sidste afsnit i temaet om påske i gamle dage. Jeg ville gerne have skrevet meget mere, og lavet nogle opskrifter og taget nogle billeder, men det kunne ikke blive, når der lå en flytning lige oveni. Men så er der jo også noget at skrive om til næste år. God påske, og husk at påsken varer lige til pinse. Spis flere æg, det er sundt. Også dem af chokolade.

Påske i gamle dage: Skidenlørdag

Dagen i dag er en af årets største indkøbsdage. Jeg læste i avisen at påskehandlen forventes at blive rekordstor i år, 1,6 milliarder gode danske kroner. Det hjælper selvfølgelig at lønningsdagen faldt i selve påskeugen – enhver købmands drømmescenarie. Der er da også faldet lidt ekstra af mine madpenge ned i supermarkedernes kasseapparater. Især var jeg nervøs for at løbe tør for mælk (til kaffen), og jeg må nok sige at det er der ikke er nogen fare for i denne påske. Jeg forudser at der kommer risengrød på menuen eller sødmælksfranskbrød i fryseren. Jeg har selvfølgelig også arbejdet flittigt på at bruge mælk i kaffen.

Hvad jeg ikke brugte sødmælk til i dag var skidne æg. Ikke fordi jeg ikke kan lide skidne æg, men fordi jeg hellere vil bruge mine æg til bagning, og nu hvor supermarkederne har lukket i to dage er jeg nødt til at være totalt prioriteringsagtig og gemme mine æg. Det måtte man også gøre i gamle dage, det med at gemme sine æg. Æg var en delikatesse, for som tidligere skrevet lagde hønsene ikke æg året rundt – og de lagde heller ikke æg dagligt. Æggekage, vore dages hengemte billigmad, var festmad. Det samme gjaldt stegt kylling. Det var som regel hanekyllingerne, der måtte lide den skæbne at blive ædt som steg, for hønekyllingerne kunne jo lægge æg, og når de endelig blev for gamle, var de så seje at de kun duede som suppekræ. Kastrerede haner, kapuner, blev anset for at være ganske særligt lækre, og det er iøvrigt stadig populært i Frankrig.

Til påske var fjerkostene så småt vågnet op til dåd. De kom i forårshumør og begyndte at lægge årets første æg, og de blev samlet sammen (æggene, ikke hønsene), så mange man overhovedet kunne kratte til sig. Børnene gik også fra hus til hus og sang for æg, ligesom til fastelavn. Æggene blev kogt med løgskaller så de blev smukt farvede, og delt ud til tyendet, der så selv kunne holde hus med dem, og spise dem når de ville, eller bruge dem til nogle af de mange påskelege.
På skidenlørdag var der dog ikke tid til leg. Der skulle gøres rent og vaskes tøj, heraf navnet skidenlørdag. Skiden betyder beskidt, og det kommer vel næppe som nogen stor overraskelse. Det er et forholdsvis uappetitligt navn til en ellers vældig appetitlig ret. Kogte æg i sennepssauce! I dag spiser man dem gladeligt både påskelørdag og søndag og hvornår man ellers skulle få lyst til det, og vores allesammen Frøken Jensen har naturligvis en opskrift:

Haardkogte Æg med Sennep-Sauce. (Skidne Æg), 1921
Æggene koges og anrettes som Nr. 119. Smør og ganske lidt Mel bages og fortyndes med Kødsuppe eller opløste Maggis-Bouillon-Tærninger; heri kommes Vandsennep efter Smag, og til sidst udrøres lidt koldt Smør i Saucen, som hældes over Æggene. Saucen kan laves af Mælk i Stedet for Kødsuppe; den bliver ikke saa skarp, og der bruges mindre Smør. Retten kan garneres med panerede KArtoffelskiver, stegt paa panden i Palmin. – Frøken Jensens Kogebog [kilde]

Nr 119 hentyder til en af de foregående opskrifter, hvor æggene koges i 10 minutter, overhældes med koldt vand og pilles. Vandsennep er det samme som fiskesennep, dvs grov sennep med hele sennepskorn. Sennep er iøvrigt et af de ord, der begynder at se vildt mærkeligt ud når man har skrevet det mange gange i træk.

Når man var færdig med at spise skidne æg, kunne man gå til aftengudstjeneste. Hvis man levede før reformationen, kunne man få præsten til at velsigne både æg og sædekorn, så man kunne sikre sig en god og solid høst. Den praksis røg dog ud sammen med katolicismen, så man måtte istedet ty til faglig dygtighed, held og en god bunke semihedensk overtro for at sikre høsten. Selv har jeg her i påsken sået en bakke karse, og jeg har omhyggeligt overholdt al gældende overtro. Det er vigtigt med en god høst.

Også selvom det bare er karse.

Påske i gamle dage: Langfredag

I dag er det Langfredag, og for den, der har glemt at planlægge sine indkøb på fornuftig vis, kan denne dag i sandhed være lang. I to dage har supermarkederne været lukket, og kun guderne ved om de atter vil åbne i morgen tidlig. Det var sådan de havde det i gamle dage, efter den lange, mørke og kolde vinter. Der havde supermarkedet i den grad været lukket, og ikke blot i to dage, men i flere måneder. Hvis man ikke var sådan en heldigpeter, der kunne slagte sig en gris midt om vinteren, så levede man på det vinterforråd, man havde fået krattet sammen det foregående år.
Efter den sidste høst i september og frostens indtog i køkkenhaven måtte man leve af sit forråd helt indtil de første forårsurter dukkede op i køkkenhaven og de første æg drattede ud af hønsemåsene, cirka omkring påske. Det krævede markant mere planlægning end en tur i supermarkedet inden to dages luk. Ja, det var selve omdrejningspunktet for tilværelsen, når man var selvforsynende – noget de fleste almindelige mennesker har været i al den tid, der har eksisteret mennesker. Det ændrede sig først med den industrielle revolution i slutningen af 1800-tallet. Det var et hårdt liv, men man kendte jo ikke til andet.

Vi er heldige, os nutidsmennesker, og det skal vi huske på inden vi skriver læserbreve til Politiken om at det er for dårligt at nogen bor alene i en 5-værelses lige midt i Boligmangelskøbenhavn, mens andre må pendle fra forstæderne. Altså få nu nogle rigtige problemer.

Men det var et sidespor. I dag er det Langfredag. Den længste og sørgeligste dag i hele kristendommen. I dag blev Jesus korsfæstet. Igen. Eller, ikke sådan rigtigt, for påsken flytter sig jo hvert år. Fødselsdagen ligger fast, men dødsdagen, den allervigtigste højtid, den pendler sådan lidt frem og tilbage mellem 22. marts og 25. april. Datoen bestemmes af fuldmånen, hvilket klinger dejlig hedensk i mine øren. Det er nemlig den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Så kan man spørge sig selv om det virkelig behøver at være så besværligt, og ja, det gør det. Det var nemlig sådan at man holdt nogle møder, dengang kristendommen var ung. Her fastlagde man forskellige regler og forsøgte at få sat hele religionen i system. Et af de helt store stridspunkter var selvfølgelig hvilke skrifter, der skulle med i Biblen, som vi kender den idag, men til sidst skar paven igennem og fik styr på sagerne. Påskens dato var også til debat.

År 325 holdt man endnu et af disse møder i Nicæa, og her fik man fastsat påskens dato under hensyntagen til forskellige holdninger. Blandt andet var der en gruppe kristne, der meget gerne ville beholde deres månekalender – mens nogle andre insisterede på at følge solen, som vi gør idag. Det er altsammen meget kompliceret, men påskens dato er altså en blanding af de to systemer. Den første søndag efter fuldmåne – månekalenderen – efter forårssolhvervet – solkalenderen. Tadam. Og sådan blev det. Det var selvfølgelig stadig noget hat, for de lavede deres egen månekalender, så derfor er det den religiøse fuldmåne og ikke den astronomiske, man følger. Og så var der det der med deres solkalender, den julianske kalender, der var 11 minutter for kort, og det akkumulerede over tid til hele 9 dage i 1500-tallet og derfor begyndte man pludselig at komme bagud, så datoerne for solhverv også flyttede sig, og så skiftede man til den gregorianske kalender og det er ærligt talt en gåde at nogen efterhånden kan finde ud af hvornår påsken falder. Vi må ty til kirkens udmeldinger, hvilket er ret ironisk, eftersom man netop ville frigøre den kristne påske fra nødvendigheden af den slags diktater fra religiøse overhoveder.

Med andre ord, vi taler ikke om nogen historisk korrekt dato, her. Det var ikke idag for 1982 år siden at Jesus hang på korset og døde. Det er ren symbolik, men derfor er dagen stadig vigtig. I gamle dage var der tradition for at spise den tarveligste mad, man kunne finde på overhovedet. Som regel betød det at menuen stod på rugmelsgrød. Man tog noget rugmel og kogte det i vand med lidt salt til det blev til grød. Hvis man var heldig at have det i huset, fik man honning på. Det skulle holde på sundheden det kommende år. Og det kunne hænde, at man havde en madmor, der ikke mente at det var nødvendigt at være helt så asketisk, og så kunne man få lidt salt kød ved siden, hvis der var noget tilbage. Hvis man virkelig bare HADEDE rugmelsgrød, kunne man håbe på regn langfredag. Det skulle nemlig varsle en dårlig rughøst, og så var man da sikker på at slippe for det pjat. Det havde så den bagside at rugen udgjorde rygraden i vinterforrådet, så hvis høsten slog fejl, måtte man spise mos og græs og ærtemel og sult.

Det er sket mere end én gang i landbrugets historie, at dårlig høst har skrællet nogle seriøse procentdele af befolkningstallet. I 1816 døde omkring 200.000 europæere i det, der skulle blive kendt som Året Uden Sommer. Et stort vulkanudbrud i Indonesien sendte så meget aske ud i atmosfæren at temperaturen faldt voldsomt i Europa (og resten af verden) og fik høsten til at slå noget som grusomt og grundigt fejl. Og i 1845-49 blev Irland, der var voldsomt afhængig af kartofler som basisfødevare, ramt af kartoffelpest, hvilket resulterede i at høsten slog fejl flere år i træk. Over 1 million (!) irere døde af sult, mens næsten det dobbelt antal udvandrede til Amerika. Farvel og tak. Så kan jeg alligevel godt leve med at Føtex har lukket i to dage.

Inden denne blogpost bliver ligeså lang som langfredag, vil jeg slutte af med at indrømme at nej, vi fik ikke rugmelsgrød. Vi havde desværre ikke noget rugmel, og supermarkederne var jo lukkede, så det var mega ærgerligt, men istedet holdt vi påskefrokost og jeg bagte en lemon meringue pie og det er jo næsten det samme.

Næsten.

Påske i gamle dage: Skærtorsdag

I dag er det Skærtorsdag. Skærtorsdag er dagens navn, men for dansken er den måske bedre kendt som Første Dag i Påskeferien. Hvis man er katolik og meget from, skal man idag besøge 7 kirker, men det kan godt være sin sag i et land som Danmark. I alt fald hvis det skal være katolske kirker. Det var på denne dag at Jesus holdt den senere så berømte Sidste Nadver, hvor han uddelte brød og vin og fortalte at det var hans legeme og blod. Det var der ingen, der stillede spørgsmålstegn ved, og derfor kan vi den dag idag blive bespist med papkiks og portvin hver søndag i kirken. Senere vaskede han fusser på sine disciple, og det er der stadig katolske præster der gør, på denne hellige torsdag. Det er altsammen meget højtideligt og meget alvorligt, og så kan man nok trænge til en påskebryg bagefter.

I Danmark kan vi, traditionen tro, også kalde Skærtorsdag for Store Ædedag. Eller rettere, end af De Store Ædedage, for det afhænger jo lidt af hvor i påsken man vælger at placere påskefrokosten. Uanset hvad, skal der sild og snaps på bordet (vi er SÅ forudsigelige) og gerne meget af det. Højtid er lig med masser af god mad. Det skal vi ikke skamme os over, som der ellers er tendenser til. Det er en tradition, der er ligeså gammel som menneskeheden selv, eller i alt fald ligeså gammel som konceptet “højtid”. Jeg har gennem de senere år observeret mere end én sundhedsdims, der bræger over det tragiske og groteske i at supermarkederne spiller op til påskefest med knaldtilbud på mad og slik. Der synes jeg måske nok at man skal parkere offerlammet i garagen og tage en slapper. Hvis man er så madfikseret at tilbudsaviser med to poser chips for en tyver kan forstyrre ens påske, så er det i alt fald ikke resten af Danmark, der har et problem. Men sådan er der jo så meget.

I gamle dage brugte man ikke Skærtorsdag på at æde sig en pukkel til. Til gengæld var der mulighed for at afsløre sognets hekse på denne dag. De var vel hjemme fra nattens eskapader på Bloksbjerg, klar til at gå i kirke med resten af sognet. Hvis man var så heldig at have en ung høne, der havde lagt sit allerførste æg på selve Skærtorsdag – et såkaldt hønnikeæg – så kunne man putte det i lommen på vej til kirken. Da kunne man let kende alle hekse, thi de ville sidde med kogegrej på hovedet. Så skulle du sidde i kirken en Skærtorsdag med et æg i lommen og din nabo har en stegepande siddende på hovedet, så er det bare med at melde vedkommende til den lokale præst, så hun kan blive grillet på sognegårdens nye Weber. Det er en god dansk tradition, og dem har politikerne ved gud travlt med at vedligeholde i disse tider.

Skærtorsdag er også en dag med megen overtro tilknyttet. For eksempel er det en rigtig god ting, hvis det regner, for så bliver køkkenhaven fin og frodig og rugmarken vil bølge af modne aks, når høsttiden kommer, og det er ganske vist, for det siger de gamle ordsprog:

Skjærtorsdags vand
Fryder mangen mand
Men Langfredags væde
Får mange fattige børn til at græde

Sådan står der i bogen “Jysk Almueliv”, en bog jeg iøvrigt flittigt benytter, når jeg skal støve gamle skikke op. Ordsproget er også i en anden version, og hvis man kan tyde disse ord, da er man i sandhed jyde:

Långfrejjdas wææd
for manne fåte bår te å grææd
ær ed et får dawwle brø
så kan ed wæær får ildengsnø

Det er også idag at vi skal spise nikål for beskyttelse mod slemme sygdomme og onde magter hele året. Nikål er en suppe med ni slags kål, eller bare ni slags grønt, hvis man ikke lige har ni slags kål liggende i køkkenhaven. Kålen er en af de få grøntsager, man kan have stående vinteren over. Man tog hvad man havde, og for resten plukkede man spæde skud i haven og grøftekanten. Hvis påsken faldt tidligt, eller vinteren havde været særligt kold, kunne man komme i bekneb for planter. Så var et enkelt græsstrå i gryden også helt i orden. Ingen grund til at tømme hele plænen ned i gryden, for overtroen sagde ikke noget om mængden. På visse egne kunne man nøjes med syvkål, og så var det naturligvis lidt lettere at skrabe sammen. På tysk kaldes Skærtorsdag for Gründonnerstag, og det betyder Grøntorsdag, et navn der sandsynligvis stammer fra denne skik.

Vil man lave sin egen nikålssuppe, kan man bruge en hvilkesomhelst opskrift på klassisk grønkålssuppe kogt på en gammel høne eller, i mangel af gamle hønser, bare en selvdød kylling fra supermarkedets køledisk. Man kan også koge suppen på lidt flæsk, hvis man vil. Og hvis man vil være mega autentisk, kan man bruge en opskrift på søbekål, og så bare losse krydderurter i til man har ni slags grydegrønt. Søbemad var det helt store hit i gamle dage. At søbe betyder at spise med ske, og som man måske ved, kom gaflen først sent til Danmark. I midten af 1600-tallet købte kongen en gaffel, og folk, der skulle være fine og rige på den, kunne finde på at følge efter. Men på landet savnede man ikke gaflen, og mange steder brugte man den ikke før langt op i 1800-tallet. Det gængse spisegrej for almindelige mennesker var ske og kniv, og man spiste søbemaden af en stor fællesskål, der stod i midten af bordet. Så kunne man også dele bakterier med resten af husstanden, det er altid så hyggeligt.

Søbekål var som regel en suppe kogt på byg eller havre, og kød hvis man havde, tilsat grønkål eller hvidkål. Som regel var det en ret simpel suppe, men nedestående fra Madam Mangor er temmelig luksuriøs med både suppeboller og pølser. Sådan en smækker version blev fortrinsvis serveret ved højtiderne – især til jul.

Søbekaal, 1876
laves enten af grøn, hvid eller rød Kaal, samt af Kørvel og Spinat, blandet med grøn Kommen. Suppen, hvorpaa Kaalen skal koges, afsies og blandes med afsiet Havresuppe eller noget Havremeel. Naar den koger, kommes Kaalen, som er hakket med liden Jævning af Smør og Meel tilligemed Kjødboller, Kjød- eller Medister-Pølser derpaa. I Grønkaal kan der kommes brunede Kartofler. Grød- og Hvidkaal bliver bedst, naar man koger den i Vand med lidt Salt, indtil den næsten er mør. Vandet trykkes godt af, den hakkes med Meel og behandles som ovenfor er vist. Herved betages Kaalen det Opblæsende, som den indeholder, uden at tabe i Smag. Kaalen bliver bedst, naar den laves paa fersk Suppe, men kan blive meget god paa Suppe af salt Kjød eller Flesk, naar det kun er tilstrækkeligt udvandet. Man kan ogsaa bruge Suppe af røget Kjød, naar man iagttager, at Kjødet, efterat have staaet den halve Tid i Blød, omhyggeligt afskrabes, lægges igjen i rent Vand og atter skrabes, før det koges, saa og at Fedtet skummes meget nøie af under Kogningen, da den røgede Smag for det meste er deri. Mangors Kogebog for smaa huusholdninger [kilde]

Hvis du også vil være fri for rådden bug og rygsmerter resten af året, kan du nøjes med en salat af ni slags grønt og krydderurter. Og husk, det er forbudt at hugge brænde i dag – du risikere at kreaturerne i stalden triller døde om, og så er der ikke mere mælk til kaffen og butikkerne har lukket i morgen og hvad skal man SÅ stille op?

Påsken er i sandhed en hård tid. Lad os håbe vi alle klarer os igennem til supermarkederne atter åbner på lørdag.

Påske i gamle dage: Sankt Skadesaften

Aftenen før Skærtorsdag er det Sankt Skadesaften. Det står ikke i kalenderen, men det er fordi Sankt Skadesaften tilhører gammel overtro og ikke, som man ellers kunne forledes til at tro, er en katolsk helgenfejring af “Sankt Skade”.

Aftenen før dagen har altid været noget særligt i folketroen. I Danmark fejrer vi f.eks juleaften istedet for juledag, og Sankthansaften istedet for Sankthansdag. Sådan har vi altid gjort her i Norden, lidt speciel har man vel lov til at være. Det hænger muligvis sammen med at den nye dag historisk set er begyndt ved solnedgang. Måske er vi bare ekstra utålmodige heroppe.

Udover at være et udtryk for en særlig nordisk utålmodighed, så er disse hellige aftener og nætter også berømte og berygtede for deres overjordiske aktivitet. Mørkets magter og onde kræfter farer frit i disse nætter. Og eftersom hele konceptet med overtro jo går ud på at sikre sig lykke og velstand og skærme sig mod sygdom og ulykke (en slags åndelig Sygesikringen Danmark), så er aftenen før Skærtorsdag ingen undtagelse. Sankt Skadesaften er det, og det var på denne aften af heksene fløj til gilde på Bloksbjerg midt i Tyskland. Eller i Troms i Nordnorge, det kom sådan lidt an på hvor heksen bor, og om hun kunne lide at fryse om fusserne. Heksene fløj med skaderne, sagdes det, og brugte de arme fugle som drikkebægre til gildet. På denne aften gjaldt det om at få alt habengut ind i stalden, især alt med skaft. Ellers risikerede man at en af de lokale hekse smuttede til Bloksbjerg på skaftet af staldriven eller måske, i mangel af bedre, harven eller mælkespanden. Træskoene var heller ikke sikre, dem kunne man åbenbart også ride på, så der måtte man vende bunden i vejret på dem inden man lagde sig til at sove. Nogle steder gik byens drenge også rundt på denne aften (givetvis før mørkets frembrud) og råbte heksene ud med rim og remser. Bagefter tog de ud og fjasede med bondepigerne. Forhåbentlig på skikkelig og kysk facon.

Man kunne også ståle, det vil sige at sætte stål i dørkarmene, lægge stål ved husdyrene og under sengen og så videre. Af en eller anden grund havde man nemlig den opfattelse at hekse ikke kunne tåle stål, og ved at ståle gården sønder og sammen, kunne man sikre sig ekstra meget mod troldtøj og flyvende kællinger på denne uhyggelige nat. De nysåede marker kunne beskyttes på samme måde, ved at lægge stål i dem, og hvis man ville være helt sikker, så fjernede man også et hjul eller to fra vognene, så de heller ikke kunne bruges som transportmiddel af rejselystne hekse. Der er som bekendt forholdsvis langt til både Nordnorge og Bloksbjerg, og hvem ved hvor god stand vognen leveres tilbage i efter sådan en tur. For lige at være helt sikker kunne præsten også finde på at ringe grundigt med kirkeklokken, så alle hekse drattede ned fra himlen igen. Men så måtte man også lige passe lidt på ikke at få dem i hovedet, især hvis en af dem red på en mejetærsker.

Det var altså sådan det forholdt sig på denne aften, og hvem ved om det stadig har noget på sig? Bare fordi vi har fået internet og videnskab kan der jo stadig godt være både hekse og troldtøj. Så har du redskaber stående i haven, er det bare med at få dem bugseret væk. Sæt en køkkenkniv eller to over dørkarmen, det værner ikke kun mod ondskab, men også mod nabobesøg i al fremtid.

Og det kan jo af og til være en fordel, skulle man mene.