Archives

Paris, dag 1

Klokketårnet befinder sig knap 10 meter fra mit vindue. Det er awesome.

Klokketårnet befinder sig kun lige over 10 meter fra mit vindue. Det er awesome. Jeg elsker kirkeklokker.

Første dag i Paris var:

– At stå op klokken 3.30 fordi en eller anden idiot (mig) havde booket det tidlige morgenfly. Jeg var i lufthavnen så tidligt, at Starbucks ikke engang var åben endnu, men så gik jeg bare på Baresso. Ha. Og sov i flyet.

– At ankomme til stamhotellet og få yndlingsværelset – hjørneværelset på 7. sal med udsigt til Eiffeltårn og klokketårn. Woh!

– At starte med kage. Kage er vigtigt.

Infiniment Café fra Pierre Hermé.

Infiniment Café fra Pierre Hermé.

– Først en Infiniment Café fra Pierre Hermé. Jeg var eneste kunde i butikken, og da jeg trådte ind ad døren blev jeg mødt af 5 ekspedienter, der i kor sang “bonjour madame!”. Så kan man tale om at føle sig akavet. Jeg kan bedst lide at være sådan lidt anonym-agtig, især når jeg rejser alene. Men jeg fik da bonjour’et og bestilt og betalt og takket nej til den obligatoriske smagsprøve på chokolade. Når det gælder Pierre Hermé’s kager er det som regel enten vildt fantastisk eller helt ude i hampen. Denne runde dimmerlade var helt fantastisk. Vi taler sprød tærtebund belagt med en kaffevædet kiks, et tyndt lag kaffeganache og en ordentlig dyne af kaffemousse. Så. Effing. Godt. Jeg overvejer at erstatte min obligatoriske morgen-cafe au lait med denne kage. Hver morgen. Det bliver muligvis et problem når jeg rejser hjem til Danmark igen, men flytransporten er jo trods alt opfundet.

Religieuse Rose Framboise.

Religieuse Rose Framboise.

– Dernæst en Religieuse Rose Framboise fra Laduree. Jeg elsker kombinationen af rose og hindbær når det gælder kage. Laduree plejede at være et rigtig godt sted at købe sig noget godt gedigent konditorhåndværk, men jeg synes de er begyndt at falde lidt af på den… og det gælder også betjeningen. Men den var nu meget god. Efter at have brækket (!) den ulideligt tykke fondantglasur af den stakkels uskyldige vandbakkelse, kunne jeg (med fedtede fingre) fortære de bløde masser af rosenflødecreme og friske hindbær. Nom!

Den famøse og berømmede glaskuppel i Galeries Lafayette.

Den famøse og berømmede glaskuppel i Galeries Lafayette.

– At lægge hårdt ud med ikke-shopping i Galeries Lafayette, hvor der står personale og hilser, hver gang man træder af rulletrappen. Her drak jeg kaffe med udsigt til denne fabuløse kuppel. Åh så pæn den var. Dernæst en smutter ned i deres gourmetafdeling – en slags Magasin Mad&Vin på coke. Det var altsammen vældig fint og vældig dyrt og jeg købte ikke noget af det. En tur ud til La Grande Epicerie blev det også til, og her købte jeg rent faktisk noget – et brød. Woh. Til sidst daffede jeg i Monoprix og købte noget rigtig mad. Det er så koldt, at jeg kan have en lille sort køletaske stående ude på den franske altan. Jyde-køleskabet, som jeg kalder det. Det er smart, når man bor på hotel uden køleskab. Men kun om vinteren.

– At have taget metroen rundt hele dagen og så alligevel kunne afløse på gps’en at man havde gået 10 kilometer! Jeg gik hastigt kold, men ikke før jeg havde ligget på sengen og set Eiffeltårnet glimte og blinke sig gennem sit lysshow.

At være i Paris er luksus.

I det mindste strejkede de ikke

Verdens første gotiske katedral ligger i Chartres

Jeg bilder mig selv ind, at jeg er god til det med offentlig transport i udlandet. Har trods alt en del øvelse efterhånden, og som erklæret kontrolfreak, er det en af de ting, jeg researcher til jeg drømmer om køreplaner og zonebilletter hver eneste nat. Især har jeg kørt Frankrig tyndt med futtog, og skulle nok mene at jeg er hardcore til at navigere det land efterhånden.

Paris er en nem by at navigere. Metrosystemet er simpelt (selv når de bygger om – det kunne DSB og Movia lære noget af), RER-togene er snappy-snappy at køre med, og hvis man lige ser bort fra det helvede, der er Les Halles (dø!), så er det generelt bare en fryd. Men når man skal forlade byen er det straks en anden sag. Så begynder det helvede, der er regional og intercity togtrafik.

I andre franske storbyer er det let som en plet. Bordeaux, Strasbourg, Toulouse, Dijon – no problemos. Jeg når altid at kværne et eller andet med chokolade og kede mig lidt før afgang. Men i Paris? Uanset hvor godt jeg planlægger, ender jeg altid med at spæne stresset op til toget og kaste mig ind ad dørene i et dramatisk rullefald to sekunder før afgang. Måske lærer jeg det en dag, men ærligt talt er jeg ikke videre optimistisk.

Min tur til Chartres var ingen undtagelse. Paris har 4 banegårde, fordi det ville være for nemt med en enkelt. Så først skal man lige være helt sikker på at man står på den rigtige banegård. Det er dog trods alt nemt nok, for det skifter ikke og står på billetten. Banegårdene er ikke forbundet, så de kan ikke bare lige flytte toget til en anden banegård fordi det er fredag udenfor myldretid.

Toget til Chartres afgår fra Gare Montparnasse. Den tilhørende metrostation hedder Montparnasse-Bienvenüe. Bienvenüe betyder “Velkommen”. Ha! I virkeligheden burde stationen hedde Montparnasse-Fuck-Dig, for den ligger ca tusind kilometer fra selve togstationen, så man skal haste igennem underjordiske tunneller mens man forbander at man kun satte 45 minutter af til at købe billet og finde perronen. Heldigvis har de installeret rullende fortove. 9 km i timen, kører de. Det er hurtigere end Kystbanen mellem KBH og Helsingør. Wroom!

Vel fremme ved billetautomaterne begynder næste udfordring – for hvem kører til Chartres? Her er det meget godt at vide at der essentielt set findes tre typer offentlig transport i Frankrig, med hver deres billetsystem. Lokaltrafik, regionaltrafik og intercity. Lokaltrafik er f.eks de lokale busser, metroen og sporvognene, der alle kører indenfor bygrænsen. Regionaltogene drives af SNCF, den franske ækvivalent af DSB, bare med mere strejke. Denne regionaltrafik opererer under navnet TER (i Paris hedder det dog Transilien), og kører indenfor regionerne. Hvis man f.eks vil køre mellem byerne i regionen Bourgogne, så snupper man en tur med “TER Bourgogne”. Skal man udenfor regionerne (eller hurtigt mellem to store byer i samme region), så tager man SNCF’s intercitytoge, Intercités. Hvis man er heldig, kører der et TGV. Det er dem, der kan køre rigtig hurtigt, hvilket godt kan være lidt scary, når man er vant til DSB. Så der er altså to typer af togbilletter at tage stilling til – skal man med TER eller med Intercités?

Screendump fra søgningen på SNCF.com

Det er nemt at finde ud af, for det står lige på hjemmesiden, når man laver en søgning på SNCF.com.

Disse to typer billetter sælges ikke altid i samme billetautomat – og afgangene annonceres heller ikke nødvendigvis på samme skærm – så det er meget godt lige at tjekke hvor man skal hen, så man ikke skal bruge tid på at spæne fra automat til automat, som jeg gjorde på Montparnasse fordi jeg troede at når det var regionaltog, så skulle jeg købe min billet i automaterne mærket “Transilien”, men Transilien er ikke ægte regionaltoge som i resten af Frankrig, nej de kører da ikke udenfor forstæderne, så i Paris skal man bruge de samme automater som til Intercités, hvilket man iøvrigt overhovedet ikke skal i f.eks Bourgogne og JEG KUNNE IKKE FINDE AUTOMATERNE! De er gule, så de er ret svære at overse, men, surprise, de stod da slet ikke på samme etage som alle de andre automater. Efter lidt hastigt improviseret tegnsprog og gebrokkent fransk med en informationsmedarbejder spænede jeg op på den rette etage for at købe min billet. Velkommen til Paris, der årligt invaderes af 32 millioner turister, men som stadig insisterer på at ansætte informationsmedarbejdere, der ikke kan engelsk.

Nå, men det lykkedes. Endelig stod jeg med den, den forjættede billet, der skulle føre mig til Chartres, denne sagnomspundne middelalderby med verdens allerførste gotiske katedral. Åh fryd. Og med hele 15 minutter til toget kørte skulle det være en smal sag. Normalt skal man altid stemple togbilletter i nogle irriterende små gule maskiner, men hvis man køber sin billet i sidste øjeblik, er de som regel stemplet på forhånd – så man sparer tid. Det er pænt af SNCF. Jeg kunne gå direkte til toget. Der var bare ét problem: Jeg kunne ikke finde sporene. De næste 5 minutter summede jeg rundt på etagen som en arrig hveps i panisk søgen efter de forbandede toge. Der var ingen skilte, ingen fransktalende informationsmedarbejdere, ingenting. Til sidst faldt jeg nærmest tilfældigt over et sæt rulletrapper, med det forjættede skilt, der skulle føre mig til det rette sted. Åh fryd. Jeg spænede op til toget, der selvfølgelig holdt heeeeelt nede i den modsatte ende af perronen, smed mig sidelæns ind af dørene lige inden fløjten lød og satte mig dernæst roligt og fattet på et sæde. Mig, turiststresset? Ha! På ingen måde.

Men lykken ventede i Chartres. Efter en lang togtur med rig mulighed for at sende utallige sms’er til kæresten med ordlyden “vi skal købe hus i [indsæt nuttet fransk by med gotisk kirke jeg lige var kørt forbi]” nåede jeg frem til banegård med engelsktalende kioskmedarbejder, lune pain au chocolat, solskinsvarmt forårsvejr og verdens allerførste gotiske katedral. Og ikke nok med det, da jeg havde brugt to timer på at spadsere rundt i den næsten mennesketomme kirke med kun lyden af mit kamera som selskab, og trådte ud i det franske solskin, blev jeg mødt af to store busfulde turister, komplet med guide, larm, kameraer og børn. De skulle ind i kirken. Jeg havde netop forladt kirken. Den før så tomme og fredelige kirke var minutter fra at blive forvandlet til et larmende inferno af mennesker. EFTER jeg var færdig med mit besøg.

Af og til har man bare lov til at være svineheldig. Det var lige før jeg købte en lottokupon. Men istedet brugte jeg de 40 kr på kage. Jeg vurderede at der var større chance for gevinst hos en fransk konditor end hos Danske Spil. Og jeg havde ret.

En meget lang historie om Beaune og Bourgogne

Beaune er fuld af stille gader

Historien om byen Beaune starter for 200 millioner år siden, i Triastiden, da din mormor var barn. Dengang så verden markant anderledes ud end idag – der fandtes kun ét stort kontinent, et superkontinent, der hed Pangaea. Det betyder “hele verden”, og det var lige hvad det var. Et gigantisk kontinent, der dækkede en trediedel af Jordens overflade. Resten var dækket af et hav, der hed Panthalassa.

Det var seriøst varmt på den tid af jordens historie. Værre end de værste forudsigelser om global opvarmning. CO2 indholdet i atmosfæren var skyhøjt og sommertemperaturerne kunne nå helt op på 20 grader mere end i dag. Man mener endda at der en overgang ikke var is på polerne.

Måske var Triastiden endnu varmere og frodigere end denne junidag i Besançon?

Det var længe før menneskets opståen – ja faktisk var det først her, at de tidligste pattedyr begyndte at titte frem og teste om det der med fri mælkebar mon kunne være noget man skulle satse på, rent evolutionsmæssigt. I retrospekt må man medgive at ja, det var det.
I dag dækker ordet “pattedyr” over alt fra små nuttede hundehvalpe til store elegante pukkelhvaler og fyrige ponyheste. Men dengang lignede de fleste pattedyr små grimme gnavere, så vi mennesker skal være glade for at vi først kom til da der var udviklet en vis æstetik i den evolutionistiske proces.

I det, der idag er Bourgogneområdet i Frankrig, opstod der i løbet af Triastiden et dejligt varmt og tropisk hav. Der boede små nuttede fisk og store knap så nuttede fisk og blæksprutter med sneglehus på. Svømmende dinoer kom på besøg for at udrydde lidt i bestanden fra tid til anden. Der boede også koraller og bittesmå porøse dyr, der efterlod sprøde kalkskaller på havbunden når de døde. Der lå de så i fede tykke lag og blev til kalksten da Pangaea begyndte at dele sig igen.

Jordens kontinenter er nemlig i konstant bevægelse. Hvis man tager en seriøst stor sav og skærer Jorden midt over, vil man se at den består af flere lag. Der er skorpen yderst, kappen i midten og kernen inderst. Skorpen er den yderste del, og den består af nogle kæmpe tektoniske plader, der ikke hænger skidegodt sammen. På disse plader ligger verdens kontinenter og havene og hele jordens overflade helt generelt.

Meget videnskabelig illustration

Mens de tektoniske plader er hårde og ufleksible, er underlaget de ligger og flyder ovenpå helt anderledes blødt. Asthenosfæren, kaldes underlaget, og den er en del af kappen. Blød og bøjelig og endda lidt smeltet nogle steder. Lidt som en napoleonskage, hvor den sprøde butterdej (de tektoniske plader) ligger ovenpå et tykt lag blævrende kagecreme (asthenosfæren).

Det ustabile underlag betyder at de tektoniske plader hele tiden flytter sig. Før Pangaea var der andre superkontinenter, og man regner med at der engang kommer nye igen. F.eks er det sandsynligt at Gibraltarstrædet mellem Marokko og Spanien vil lukke sig om 600.000 år og skabe et nyt stort kontinent når Europa bliver landfast med Afrika. Eufrika? Så kan man ride til Marokko. Yay! Vi kommer dog nok til at bygge større stadions når der pludselig skal være flere lande med til EM i håndbold.

Men altså, takket være den geologiske napoleonskage delte Pangaea sig igen. Ganske langsomt, selvfølgelig – det tog 80 mio år før det begyndte at ligne Jorden som den ser ud idag. Desværre flød Pangaea ud over Panthalassa og begravede den forhistoriske dybhavsbund under bunker af landmasse. Derfor ved vi ikke ret meget om dybhavet for 200 mio år siden. Men nogle ganske ganske få steder blev havbunden til landjord istedet for at blive begravet. Og et af de steder ligger lige midt i Frankrig, i Bourgogneområdet.

Tårne og wisteria overalt!

Her dyrker man noget af den fineste vin i verden ovenpå fossiler og ældgammel havbund. Hvid bourgogne er en af de få vine, jeg aktivt kan finde på at opsøge og udvælge til konsum (især Meursault).

Urtidsmennesket var også fan af kalkbund. De første mennesker i Bourgogne var homo erectus for en lille million år siden. Det var en primitiv udgave af det nulevende menneske, og enkelte vil muligvis påstå at homo erectus aldrig uddøde, men ganske enkelt udviklede sig til franskmænd, som vi kender dem idag. Dette er dog en både dybt uretfærdig og videnskabeligt ukorrekt antagelse. Enhver ved at homo erectus i virkeligheden udviklede sig til det, der idag kaldes Tea Party bevægelsen i USA, hvilket er ganske morsomt set i lyset af at de fleste Tea Party medlemmer slet ikke tror på evolution.

Siden kom neanderthalerne (indsæt selv endnu en oplagt joke om indfødte franskmænd) og noget senere kom gallerne og så kom romerne. Omkring år 400 vandrede et folkeslag fra Bornholm til området og bosatte sig. De kaldte sig Burgundere (det oldnordiske navn for Bornholm er Burgundaholmr). De fik kun lov til at blive i 200 år før Frankerne kom ridende og smed dem ud, men siden da hed området Bourgogne. Så navnet på det berømte vinområde er altså af nordisk oprindelse. Det er da lidt sejt!

Collégiale Basilique Notre-Dame, Beaune

Romerriget varede som bekendt ikke evigt. Til sidst kom kristendommen, den så og den sejrede, og den har været der lige siden. Også selvom franskmændene har lavet nogle gevaldige oprør mod kirken og kongemagten gennem tiderne, hvilket har resulteret i at mange kirkelige statuer er blevet halshugget (man mener det alvorligt når selv statuer mister knoppen).

Église Notre-Dame de Dijon

Den selvsamme kalksten, der gør Bourgognes vinmarker til nogle af verdens bedste, blev brudt til blokke i store kalkbrud. Kalkstenene blev blandt andet brugt til at bygge de store gotiske katedraler, der ligger spredt med rund hånd ud over hele Frankrig.

Det kan forklare hvorfor er jeg er så begejstret for hvid bourgogne – druerne vokser direkte i potentielle gotiske katedraler. Det er da poetisk.

Hvis du får chancen, så tag til Bourgogne. Bosæt dig Beaune og nyd freden og roen og vinen og middelalderbygningerne og de ufatteligt flinke og rare franskmænd (det ultimative land at rejse solo som kvinde). Hvis du tager afsted i slutningen af juni kan du stoppe dig selv med friskplukkede lokale hindbær og abrikoser og ferskner til du føler dig som en fransk hobbit.

Men hold dig for guds skyld fra kaffen. Jeg ved ikke hvad det er med franskbrygget kaffe, men det er endnu ikke lykkedes mig at få god kaffe i det land.

Mission: Marco Polo, dag 1

 

Dreamliner fra Qatar Airways.  Pludselig ville jeg hellere til Qatar.

Dreamliner fra Qatar Airways. Pludselig ville jeg hellere til Qatar.

Strejke.

Det er kodeordet for Mission: Marco Polo indtil videre. Og jeg har ikke engang forladt lufthavnen endnu. Det svenske togpersonale strejker, hvilket fucker lidt med Øresundstoget. Jeg måtte tage metroen fra Nørreport. Ikke at jeg er bange for at tage metroen. Nej nej. Jeg er helt tryg ved fuldautomatiske tog uden personale, der kører dybt under jorden og højt oppe på broer. No problemo der.

Men jeg nåede da frem til lufthavnen i ét stykke. Senere idag skulle jeg nå mit første mål, Strasbourg. Altså såfremt Air France ikke vælger spontant at nedlægge arbejdet (og man ved aldrig med franskmænd. De er gode til at strejke. Så gode, at de danske fagforeninger tager på bootcamps i Frankrig for at deltage på kurser såsom “Konfliktfri konflikt,” “Rige kapitalistsvin -sådan smadrer du deres virksomhed,” og “Offermentalitet for begyndere.”)

Min taske blev godkendt. Den var pæn nok til at komme med flyet. Men først skændede de den lige med en gul lap papir.

Min taske blev godkendt. Den var pæn nok til at komme med flyet. Men først skændede de den lige med en gul lap papir.

I Frankrig strejker togpersonalet på 7. dag. Det er ekstra morsomt idet jeg skal videre til Bourgogne om et par dage – med tog. Men de små 200 km kan jeg jo altid spadsere. Det skulle være en rigtig pæn tur!

Hovedformålet med turen er at skrive en bog. Men der er mange gotiske katedraler i området, og jeg har pakket kameraet.

Kæresten måtte jeg efterlade derhjemme. Mon Marco Polo vandede høns på sin kæreste, når han drog på rejse? Jeg tror det næsten.