Archives

Cathédrale Sainte-Cécile d’Albi – alle katedralers moder

Albi Domkirke

Sainte-Cécile – domkirken i Albi.

Okay, måske ikke alle katedralers moder – så gammel er den slet ikke, men i løbet af de sidste 7 år er det lykkedes domkirken i Albi at opnå nærmest mytisk status i mit hoved. Ikke mindst fordi de første par forsøg på at komme ned og se den gik i vasken af forskellige årsager.

I maj i år lykkedes det endelig. Intet kunne stoppe mig denne gang – ikke engang fransk sporarbejde, der begrænsede de tilgængelige afgangstider en hel del. Jeg stod op kl 6 i to graders frost og tog toget en times køretur østpå, fra Toulouse til Albi, mens temperaturen langsomt klatrede op til 25 grader. Der er ikke noget som sydfransk forsommer. Man fryser om morgenen og får hedeslag til frokost.

Albi Domkirke

Det er nogle store fødder.

Sainte-Cécile ligner mere et fort end en kirke. En tur rundt om ydersiden minder temmelig meget om en vandretur ved foden af en stærkt befæstet borgmur. Et naturligt resultat af nogle af de evindelige hvem-er-kristen-på-den-rigtige-måde-opgør, man havde i middelalderen. Den katolske kirke vandt (igen), og så byggede de en god solid befæstet kirke med 2 1/2 meter tykke mure (!) og en ligeså fed mur rundt om de tilhørende kirkelige sidebygninger. De forkerte kristne blev brændt på bålet, for sådan yndede man nu engang ofte at bortskaffe den slags afvigere. Det sender også et stærkere signal end hængning, må man sige.

Albi Domkirke

Det Sidste Tårn

I midten af 1800-tallet besluttede man at gøre hele møjet syv meter højere – fra 33 til 40 meter – for at skjule en ny tagkonstruktion, der skulle lukke det oprindelige tag inde. Det viste sig nemlig at taget lækkede, og den slags er aldrig særlig smart. Derfor er kirken hul mellem taget og loftet. Historien melder dog ikke noget om, hvorvidt man valgte at indrette et tørreloft i dette hulrum. Det kunne ellers have været smart.

Oprindeligt valgte man i samme omgang at udstyre hver enkelt stræbepille (de høje vægtfordelende støttesøjler, der sidder på alle gotiske bygninger) med et fint lille tårn på toppen. Det var indbyggerne i Albi dog ikke meget for, og efter megen næverysten og mumlen i krogene endte det hele med at tårnene blev pillet ned igen og kun et enkelt stod tilbage, lige på måsen af kirken. Der står det den dag idag og ser underligt malplaceret ud. Måske skulle de havet lade dem sidde – det ville have peppet kirken en hel del op.

Albi Domkirke

Man skal stå stille, når man kigger op, ellers snubler man så nemt.

Når man træder ind i kirken, bliver man dog i rigt mål kompenseret for den blege facade. “Farverig” er ét ord, man kunne bruge til at beskrive indmaden. “Voldsom” er et andet. Nogen ville måske begive sig ud i mindre høflige udtryk såsom “vulgær,” men uanset ordvalg er det svært at komme udenom at den er ganske imponerende. Hver en flade er dækket af malerier, skulpturer og gotiske stenhuggerier.

Snedigt brug af dagslys.

Der er gratis adgang til kirkeskibet (den vestlige halvdel, der hvor man sidder når man er til gudstjeneste), men skal man ind og se højkoret, så må man have et par euro op af lommen. Jeg mener det kostede €5, så det var ikke så galt. Her kan man blandt andet se denne statue, snedigt placeret direkte under et vindue, så dagslyset samles til guddommelige stråler, der oplyser Maria hin Jomfruelige og den Liden Jesus.

Nordvendte vinduer over indgangen til højkoret

Og selvfølgelig selve højkoret, der er rigt udsmykket og meget svært at fotografere.

Dommedag på middelaldersk

En af de mere berømte udsmykninger er denne lille tegneserie om Dommedag, malet på to fede søjler, der står direkte under orglet. Her kan man beskue hvorledes man vil ende sine dage, hvis man spiser for meget kage og glemmer at skrifte. Billedet ovenover er kun et lille udsnit af denne fresko. Jeg brugte lidt tid på at stå og fundere over hvordan man mon har kunnet forlige kirkens overdådighed med den åbenlyse fordømmelse af grådighed og begær, der bliver fordømt lige dér, på vestvæggen i deres egen svinedyre katedral.

Albi Domkirke

Pænhed overalt.

Det skinner muligvis igennem at jeg havde det lidt blandet med Sainte-Cécile. Der er slet ingen tvivl om at der er en meget, meget smuk kirke. Kvaliteten af håndværket er enestående hele vejen igennem. Den slår andre berømte katedraler med flere kilometer. Men den har ingen sjæl. Jeg fik ikke den der sædvanlige “aaah” følelse, jeg ellers gerne fyldes med, når jeg træder ind i gamle kirker. Følelsen af at træde tilbage i tiden, at være i et rum, der rent faktisk bliver brugt af mennesker. Sainte-Cécile blev bygget som et fort og en magtdemonstration af kirkens top, og det bærer den præg af. Den er kold og uinspirerende.

Med andre ord, det var lidt af et antiklimaks. Sådan kan det gå. Jeg fortryder intet.

 

At rejse alene: Sif skriver langt blogindlæg om Paris

Notre-Dame de Paris, detalje.

Notre-Dame de Paris, detalje.

Okay, indrømmet – Paris var ikke den første by, der poppede op på min indre lystavle, da jeg skulle udvælge de bedste begynderbyer for den ensomme vandringsmand, M/K. Det er en stor og travl by, der kræver lidt forberedelse, hvis man skal have det bedste ud af den. Men det var også en af de første byer, jeg besøgte alene, helt uden at mestre andet fransk end “bonjour” og “s’il vous plaît”. Jeg havde selvfølgelig den fordel, at det ikke var mit første besøg i byen, men 15 år er lang tid, og der var store områder af byen, jeg aldrig havde set. Med andre ord: jeg var totalt klar til eventyr i storby, jeg ikke kunne huske så meget af.

For en person med mine interesser (historie, kirker, middelalder, KAGE) er Paris nærmest den ultimative pakke. Alligevel har jeg sådan et mærkeligt had/kærlighedsforhold til byen. Det er verdens mest besøgte by – alligevel bliver der ikke sagt ét ord på engelsk, når metroen pludselig går i stå og lyset går, dybt nede under jorden. Det er verdens mest besøgte by, og ingen i informationen på Gare Montparnasse kan tale et ord engelsk. Det er verdens mest besøgte by, og store dele af Louvre er udelukkende skiltet på fransk. Jeg har mere end én gang været ude for sikkerhedspersonale i lufthavnen, der knap kan føre en samtale på engelsk, når min BH bipper i metaldetektoren. Seriøst, i lufthavnen? Og så alle de forbandede lufthavnsstrejker. HVORFOR, FRANKRIG?!

Ahem.

Marie Antoinette fra Carl Marletti

Marie Antoinette fra Carl Marletti

Nå, men jeg ender altid med at tage tilbage efter et års boycut fordi, well, det er Paris og jeg savner Notre Dame og kagerne fra Carl Marletti. Og fordi den menige franskmand som regel er flink og rar og fordi ikke-offentligt ansatte godt ved at en lille smule engelsk er en god ide, hvis man gerne vil tjene penge på turister. Det er sjældent et problem at klare sig med engelsk, man skal bare huske den Gyldne Regel:

Husk at sige “bonjour”, når du træder ind i en forretning og får øjenkontakt med en ansat. Hvis det er et stormagasin eller et museum, så er det ved kassen eller i billetlugen, der skal siges bonjour. Det er nærmest sådan en grundpille i det franske samfund, og hvis man glemmer det, så kan man godt regne med at få sig en dårlig oplevelse, eller i det mindste en sur ekspedient, der lader som om hun ikke forstår hvad man siger.
Jeg har fået lært mig en (meget lille) bid fransk, hvilket har gjort tingene nemmere – især fordi det altid er mig, der bliver spurgt om vej, når jeg er i Frankrig. Jeg må se meget hjemmevant ud. I virkeligheden er det bare fordi jeg går rundt i kronisk fransk sukkerkoma, og så ser man altid afslappet og upåvirket ud.

Ikke så meget varme i januar.

Ikke så meget varme i januar.

Selvom franskmænd har ry for at være nogle sure snobber, så er det nok det land, hvor jeg er blevet modtaget med mest varme. Jeg har fået sveskeforedrag på børnehavefransk (så jeg kunne følge med) af entusiastisk sveskesælgerdame. Jeg har fået små fransklektioner af butiksejere og museumspersonale og tjenere, så jeg kunne bestille to kugler is og købe en billet og bede om et glas vin. Jeg er blevet guidet gennem billetautomaten i den parisiske metro af nogle unge fyre, der mest af alt lignede nogen, der skræmte gamle damer i fritiden. Indrømmet, frekvensen af den type oplevelser er større i franske byer, der ikke er Paris, men sådan er det med storbyer.
Jeg har selvfølgelig også mødt idioterne, der opfører sig som det er en personlig fornærmelse at jeg lige vælger at handle i deres butik, men den type har jeg mødt de fleste steder. Pånær i Bergen og Beijing.

Hvis du planlægger en tur til Paris og googler lidt rundt, vil du sikkert støde på en masse råd omkring påklædning. De går altid ud på at man skal klæde sig som en franskmand, ellers så *gisp* kan folk se at man er en turist! ÅH NEJ EN TURIST. Det er som regel noget med at man skal gå i sort, gå med halstørklæde, aldrig gå i jeans og aldrig gå i tennissko. Lad være med at stresse over det. Gå i dit almindelige tøj, du skal ikke assimileres. Jeg går i vandresko, fordi jeg godt kan lide mine fødder, og himlen er endnu ikke faldet ned i hovedet på mig. Til gengæld er der nogle fordele ved ikke at se alt for turistet ud, men det har mere noget med lommetyve at gøre. I så fald er det smart at droppe joggingsættet, de hvide tennissko og mavebæltet. Ikke at det er en beklædning jeg ofte ser danskere i…

I det hele taget er Paris en destination, der inspirerer mangen en drøm og er katalysator for en hel del frankofilt hysteri. Man kunne nok tåle at tage en slap-af-pille og bare nyde turen.

Blink blink!

Blink blink!

Men hvad skal man så lave, nede i Byernes By? Du kan:

– se alle de oplagte turistattraktioner. For det første er der masser af smukke kirker. Saint-Germain-des-Pres, Saint Sulpice, Madeleine, Saint-Denis (ligger ikke i centrum), og en hel masse andre. Notre Dame, den kæmpestore katedral, er meget, meget smuk og meget gratis at komme ind i. Og meget overrendt. Tag derind tidligt, kl 8 om morgenen. Så er der mest roligt.
Eiffeltårnet er også ret imponerende, omend det er noget overvurderet at betale for at komme op i det. Bare kig på det. Efter solnedgang er der lysshow hver time, det er ret fedt. Louvre og Tuilerierne, den fine have der hører til. Der kan man spadsere sig en tur. Gå en tur langs Les Grand Boulevards og glo på stormagasinerne. Det er især Boulevard Hausmann, der er god for shoppelysten. I det hele taget kan man gå sig nogle fede ture, især i 5. og 6. arrondissement.

– spise dig fed i kage. Man skal spise kage i Paris, for de har nogle afsindigt dygtige konditorer. Tjek mit blogindlæg om De Bedste Kager i Paris for tips. Og ellers køb det, der ser godt ud.
Smørbagte croissanter koster ingen penge, og de kan endda købes i supermarkederne, hvis der er en afdeling med frisk brød. Tjek ingredienslisten for beurre (smør) og hold dig fra dem, hvor der står huiles végétales (vegetabilsk fedtstof).

– gå på museum. Der ligger guld og venter. Sæt en dag af til Louvre, og lad være med at bruge hovedindgangen. Gå igennem det underjordiske indkøbscenter Carrousel du Louvre – der er direkte adgang fra metrostationen “Palais Royal – Musée du Louvre”, hvor linje 1 og 7 kører fra. Ellers er der en indgang på rue de Rivoli. Køb din billet i automaten og gå amok i malerier, skulpturer, sarkofager og meget andet godt. Kvaliteten er generelt høj på Louvre, højere end på mange andre store kunstmuseer. Den ægyptiske samling er ret sej, men Mona Lisa er lidt overvurderet. Du kan forlade museet og komme tilbage senere samme dag, hvis du trænger til lidt frisk luft.
Musée National du Moyen Âge (middelaldermuseet) er også et besøg værd, hvis man kan lide middelalder. Musée d’Orsay er meget berømt og fuld af (adr) impressionisme. Og ellers er det bare at google. Udvalget er stort.

– gå ned i katakomberne. Gys for alle pengene! Bunker af knogler. Ikke for de sarte.

– Tag ud til Versailles. Haverne er lidt kedelige, men selve slottet er awesome. Book en tur i kongens private fløj, den er ikke åben for turister og dermed heller ikke så crowded.

– Spis ost og baguettes og crepes til du segner.

– Brug tid på bare at gå rundt og glo. Vær spontan og ungdommelig. Tag billeder af alle broerne over Seinen. Eller af alle duerne, det kan man nok få noget tid til at gå med. Spis macarons på Madeleinekirkens trapper, tæl rytterstatuer (der er mange), gå på salon du thé, skriv pralende updates på facebook, gå på Naturhistorisk Museum og gys over den konserverede kyklop-kat og de mange montrer med dyreindvolde i Galerie de Paléontologie et d’Anatomie comparée. Spis mange croissanter. Gå meget bagefter.

Og alt muligt andet. Google er din ven, og Paris er nok en af de byer, der findes allermest online materiale om. Der er nok at lave og nok at finde ud af.

Praktiske links:

Paris by Train – guide til alt, der handler om offentlig transport i Paris. Der er endda en guide til billetautomaterne.

Paris Forum, Tripadvisor – et forum til folk, der går alt for meget op i Paris.

Parisinfo – det franske turistråds officielle hjemmeside med bl.a. en aldeles glimrende liste over museer.

Parisermåger

Parisermåger

Og med disse vise ord, vil jeg afslutte denne alt for lange artikel med et par praktiske tips, jeg gerne ville have kendt til, de første par gange jeg var afsted:

Sifs godeste Parisertips:

– rejs udenfor turistsæsonen. Paris er ikke sjov om sommeren. Det er dyrt, varmt, det er proppet, der er bunkevis af lommetyve og køer overalt. Rejs i oktober-april. November til februar er den absolutte lavsæson (juleugen og nytårsaften undtaget). April er en meget smuk måned, hvor ting er sprunget ud og grønne, og ikke helt så proppet som sommeren.

– hvis du lander i Charles de Gaulle lufthavnen kan du tage RER B ind til centrum. Alle togene på perronen kører til Paris, men hvis der står KARI eller KALI på skærmen ud for toget, er det lyntoget. Og det kan anbefales at man hopper på, for det stopper ikke i alle forstæderne nord for Paris. Husk at holde øje med din taske.

NB: Husk at gemme billetten, for når man kører i RER-togene, samt på visse ruter af Transilien togene, skal man bruge den for at komme ud igen. Skulle du stå i den situation at din billet ikke virker, når du vil forlade perronen, så er der to muligheder: Gå hen til informationsvinduet, der som regel er på større stationer, og sig at din billet ikke virker. De vil som regel bytte den eller åbne gaten for dig. Er der ingen infostand (eller er den lukket) så gå ej i panik. Som regel er der en “Aide Aux Voyageurs” knap ved gaten, som man kan trykke på og håbe at nogen taler engelsk. Alternativt kan du tage toget til en anden station, og håbe at du har bedre held med en bemandet infostand der. Og i yderste konsekvens kan du være nødsaget til at hoppe over gaten. Desperate situationer, og alt det der. Bare vær forberedt på at det kan koste en bøde.
Hele det her tåbelige RER system kombineret med nul engelsk information er en af de virkelig svage punkter i det parisiske maskineri. Jeg hader RER togene.
Man skal ikke bruge billet for at komme ud af metroen, det er kun RER og Transilien.

– Har du en stor kuffert, så tag en taxa. Metroen er et helvede, når man har stor kuffert, for der er kun trapper de fleste steder.
Følg skiltene til den officielle taxakø, ignorer mændene inde i ankomsthallen, der gerne vil have dig med i deres ulovlige pirattaxa. Skriv hotellets adresse ned på en seddel og giv den til chaufføren. Så skal han nok fræse dig ind til byen. Bliv ikke nervøs hvis han bander og svovler på fransk hele vejen ind, det er lidt en livsstil at være kronisk sur over at der er andre på vejene.

– Bosæt dig så centralt du har råd til. Jeg bor altid på dette her hotel, Hotel Paris France, som er helt og aldeles basic uden så meget som en elkedel. Men det ligger godt, personalet er venlige, og priserne er rigtig gode for Paris. Det er rigtig rart bare at kunne gå ud af døren og slentre ned ad gaden i retning af de pæne ting, uden at skulle med Metro, hvis man ikke lige gider det den dag. Den er ellers nem at bruge, metroen, og kan spare mange kræfter. Tjek hvilket metrostop, der ligger tættest på dit hotel. Så kan du nemt komme hjem hvis fusserne begynder at strejke.

– Tag gode sko på. Man kan nemt rakke 15-20 km op når man går rundt i Paris, og det er bare så totalt nederen at få vabler. Jeg går altid i Meindl. ALTID. Også herhjemme. Også når jeg skal i teateret eller lignende. Jeg får aldrig nogensinde vabler i dem.

– Pas på dumme lommetyve. De kan godt være et problem, nede i Paris. Det bedste værn er at gøre livet besværligt for dem. Hav dit pas i en inderlomme eller lad det blive på hotellet (i en aflåst kuffert eller lign) hvis du ikke skal bruge det den dag. Bær en lukket skuldertaske (lynlås+flap med velcro eller spænde), tag kun de kontanter du skal bruge, og hav et ekstra kreditkort liggende på hotellet. Lad ikke mobilen ligge i jakkelommen. Og husk at nyde ferien alligevel. Der er masser af historier på nettet omkring de gængse svindelnumre. Du kan google dem hvis du vil, men pas på ikke at skabe grobund for paranoia. De ligger ikke på lur for at rulle dig, det øjeblik du træder ud på gaden. Brug din sunde fornuft, og sørg for at have en Plan B til hvis uheldet alligevel er ude. Rejseforsikring, ja tak.

– Hold fast i din metrobillet til din rejse er slut og du har forladt stationen. Det koster €50 at blive snuppet uden billet, og de tjekker også folk, der er stået af toget. Så behold den.

– Undgå pariserselvsving. Det er en by, ikke en eventyrbog. Nyd turen, og husk at franskmænd også spiser på McDonalds.

Kager i Paris, en hitliste

Nu har jeg efterhånden fået overstået de værste sukkerabstinenser fra turen til Paris. Min krop kunne ikke helt forstå at den ikke længere blev fodret med fornemme franske kager to gange om dagen. Der var gråd og der var afsavn, men heldigvis var der også lidt chokolade at gnave i. Thank god.

Det er tid til at kigge tilbage på Ugen i Kage, de gode, de dårlige og de virkelig fabuløse.

De Virkelig Fabuløse

Creme de la Creme – kager, der er værd at tage en omvej for at købe.

Baba au rhum fra Carl Marletti.

Carl Marletti – Baba au rhum.

Carl Marletti – Baba au rhum
Pris: € 5,40

Hos Carl Marletti fandt jeg denne gærkage syltet i en lage med rom og orangeblomstvand toppet med lidt kagecreme og flødeskum + en pipette fuld af rom = en af de bedste ting, man kan spise. Også en af de mest fedtede. Med en sølvperle på toppen. Badum!

Sadaharu Aoki - Symphonie

Sadaharu Aoki – Symphonie

Sadaharu Aoki – Symphonie
Pris: € 5,80

Sadaharu Aoki er hjernen bag denne nye pariserfavorit. To store macarons – saftige og velbagte – omsluttede en kerne af Earl Grey creme brulee og violflødecreme. Frisk hindbær fuldendte værket, og jeg var glad. Og mæt.

Fleurs du Thé, Pain de Sucre

Pain de Sucre – Fleurs du Thé

Pain de Sucre – Fleurs du Thé
Pris: ca. €6 (bonen blev væk)

Pain de Sucre er et nyt konditori på min liste over Gode Steder, og de fremstiller denne dims. Det er en tærtebund, lidt syltet appelsin, lys earl grey ganache, og earl grey mousse. Jeg er stor fan af Earl Grey te og jeg er stor fan af denne kage. Bortset fra pynten – rå appelsinskræl og teblade? Giv os noget pynt, man i det mindste kan spise.

Pierre Hermé - Ispahan

Pierre Hermé – Ispahan

Pierre Hermé – Ispahan
Pris: € 7,50

Ispahan er Pierre Hermés bud på en klassiker. To store macarons, en kerne af litchifrugt, rosencreme og friske hindbær, det skal man ikke kimse af. Pæn er den også. Jeg har inhaleret denne kage flere gange over de seneste par år, og den er altid god.

Un Dimanche à Paris - Paris-Brest

Un Dimanche à Paris – Paris-Brest

Un Dimanche à Paris – Paris-Brest
Pris: € 6,20

Un Dimanche à Paris var den eneste af tre forskellige konditorier, der lavede en Paris-Brest, jeg rent faktisk nød uden forbehold. Det er en eclair (aflang vandbakkelse) med flødecreme proppet med hasselnøddepraline (nødder, der er ristet i sukker og blendet). Det bliver nemt en meget tung og fed omgang, men Un Dimanche havde fundet den gyldne balance, og der var en nogenlunde tilpas mængde creme. Det var en god morgenmad.

De Gode

Dem, der er værd at købe, hvis man alligevel er i området.

Infiniment Café fra Pierre Hermé.

Pierre Hermé – Infiniment Café.

Pierre Hermé – Infiniment Café
Pris: € 7,20

Pierre Hermé er altid god for en god kage, og Infiniment Café er helt bestemt en god kage! En kaffevædet biscuit og kaffemousse i en sprød og lækker lille tærtebund. Absolut i den gode ende af sortimentet.

Religieuse Rose Framboise fra Ladurée.

Ladurée – Religieuse Rose Framboise.

Ladurée – Religieuse Rose Framboise
Pris: € 6,70

Ladurée er en parisisk institution hvad konditorier angår, og selvom de ikke er så gode som de plejer at være, kan deres vandbakkelser altid spises. Her i form af en Religieuse med rosenflødecreme og frisk hindbær indeni. Fondantglasuren var lidt for heftig, men resten var flødefryd.

Marie Antoinette fra Carl Marletti

Carl Marletti – Marie Antoinette

Carl Marletti – Marie Antoinette
Pris: € 6,50

Egentlig hører denne kage fra Carl Marletti til i topkategorien. Men der var ikke helt nok af den ellers ganske wunderbare rosenflødecreme, der gemte sig inde bag de friske hindbær og de to store macarons og den søde hindbærcoulis. Mere creme, så ville der have været tale om en klar vinder. Jeg må prøve igen næste gang.

Baba chantilly fra Stohrer

Stohrer – Baba chantilly

Stohrer – Baba chantilly
Pris: ca €4,00 (bonen blev væk)

Stohrer er krediteret for at have opfundet baba au rhum, så jeg måtte naturligvis prøve deres udgave med vaniljeflødeskum på toppen. Den var præcis som en baba au rhum skal være, fuld af rom og væde. Så meget væde at bunden af kagen var fuldstændig opløst af lage med mængder af rom. Det trak lidt ned i den samlede oplevelse, men jeg kunne snildt lokkes til at købe den igen.

Pierre Hermé - Croissant Ispahan

Pierre Hermé – Croissant Ispahan

Pierre Hermé – Croissant Ispahan
Pris: € 2,10

Pierre Hermé er også god for en smørbagt croissant, og denne Ispahan med rosenglasur og mandelmasse med rose, hindbær og litchi i midten var absolut spiselig.

Pierre Hermé macarons

Pierre Hermé macarons

Pierre Hermé – Macarons
Pris: € 2,10 stykket

Macarons må der til. Jeg kan godt lide macarons, især dem med kaffe. Jeg har dog aldrig praktiseret noget større indtag på mine pariserture, fordi jeg foretrækker at bage dem selv. Denne gang havde jeg dog ladet mine nærsynede øjne falde på en grapefrugtmacaron fra Pierre Hermé. Jeg elsker grapefrugt, og nu jeg alligevel stod og bestilte, kunne jeg ligeså godt snuppe et par forskellige.
Dette var, fra øverst til nederst, en Jardin Pamplemousse med grapefrugt, nellike og muskatnød. I midten en Montebello med pistacie og hindbær. Nederst en Mogador med mælkechokolade og passionsfrugt. Den eneste, der ikke smagte godt, var Montebello. De andre var absolut spisbare.

Un Dimanche á Paris - Tartelette Citron

Un Dimanche á Paris – Tartelette Citron

Un Dimanche á Paris – Tartelette Citron
Pris: € 5,50

Un Dimanche à Paris har stort set altid denne rektangulære sag i montren. Ligesom alle andre franske konditorier har det. Uanset hvor jeg har været, tror jeg faktisk aldrig det er lykkedes mig at spotte en montre uden en citrontærte. I sandhed en klassiker! Og denne udgave er en af de rigtig gode, ikke for syrlig og ikke for sød, sprød bund og lækkert udseende. Nu har jeg lyst til citrontærte….

Des Gateaux et du Pain - Lipstick Ananas Citron Vert

Des Gateaux et du Pain – Lipstick Ananas Citron Vert

Des Gateaux et du Pain: Lipstick Ananas Citron Vert
Pris: €6,80

Des Gateaux et du Pain har nogle meget smukke kager, og hvem kan stå for sådan en skriggul halvkugle? En mandelbund med ananaskompot, syrlig limecreme, limemousse og limegele – det var syrligt og smukt og gult.

Des Gateuax et du Pain - Absolut Citron

Des Gateuax et du Pain – Absolut Citron

Des Gateaux et du Pain: Absolut Citron
Pris: €5,80

En lidt anderledes version af den klassiske citrontærte. Marengsen ligger under den syrlige citroncreme, og på toppen var en meget syrlig citrongelé. Jeg ville gerne have haft mere citroncreme og så marengsen ovenpå i stedet, men den smagte godt.

Des Gateaux et du Pain - Poire Muscovado

Des Gateaux et du Pain – Poire Muscovado

Des Gateaux et du Pain: Poire Muscovado
Pris: €6,50

En tærtebund med mandelfyld, pærekompot og muscovadoflødecreme, dækket af pæregele. Det var godt, det var mørkt og krydret, og så er det sjældent man finder en kage dedikeret til konceptet pære. Den manglede noget syre, som pæredesserter så ofte gør, men stadig – nom.

Pain de Sucre - Petit Paris

Pain de Sucre – Petit Paris

Pain de Sucre – Petit Paris
Pris: ca €6 (bonen blev væk)

Hos Pain de Sucre fandt jeg en udgave af Paris-Brest, der bare blev kaldt Petit-Paris. En vandbakkelse med hasselnøddepralinéflødecreme (dejlig langt ord). Cremen var helt i orden og vandbakkelsen var dejlig, med sin hat af craquelin med hasselnød. Og nu er det ikke fordi jeg skal opfordre nogen til at være nærig med kagerne, men der var ca. dobbelt så meget fyld som jeg umiddelbart kunne klemme ned. Død ved hasselnød. Men en rar død.

De Dårlige
Disse kager behøver man ikke give sig i kast med.

Den ligner lidt et næb.

Paris-Brest fra Stohrer

Stohrer – Paris-Brest
Pris: ca €4 (bonen blev væk)

Stohrers Paris-Brest var tung, klæbede i ganen og bør generelt undgås.

Sadaharu Aoki - Zen

Sadaharu Aoki – Zen

Sadaharu Aoki – Zen
Pris: € 5,80

Denne blanding af sort sesam, matcha og hvid chokolade var uspiselig. Det sorte lag af sesam var gummiagtig og lå som en tyk klump i munden. Kvalmeinducerende. Avoid!

Sadaharu Aoki - Tarte Caramel Salé

Sadaharu Aoki – Tarte Caramel Salé

Sadaharu Aoki – Tarte Caramel Salé
Pris: € 5,20

Endnu et nummer fra Sadaharu Aoki. En sprød tærtebund med karamel og lys chokolademousse. Håndværket er i orden, alle komponenterne er fejlfri og smager rigtig godt hver for sig. Men sat sammen til én kage, er det så sødt, at man går i akut diabeteskoma. Den overvældende mængde karamel er… well, den er overvældende.

Tarte Framboise-Pistache fra Pain de Sucre

Tarte Framboise-Pistache fra Pain de Sucre

Pain de Sucre – Tarte Framboise-Pistache
Pris: ca €6 (bonen blev væk)

Denne tærte fra Pain de Sucre var brændt på. En alt for mørkebrun tærtebund med knastør, smuldrende pistaciemasse. Hindbærrene var gode. Jeg er ikke i tvivl om at tærten fungerer godt, når den er tilberedt korrekt, men hvordan denne pulverbunke er sluppet gennem kvalitetskontrollen, er mig en gåde…

Men de VAR altså pæne.

L’éclair de Génie – Vanille Noix de Pécan og Caramel Beurre Salé.

L’éclair de Génie – Vanille Noix de Pécan og Caramel Beurre Salé
Pris: €5,50 stykket

Disse to eclairs stammer fra en butik, der sælger gourmet eclairs. De er meget smukke, men de smagte dårligt. Karamelcremen i Caramel Beurre Salé var brændt og i Vanille Noix de Pécan var nødderne harske og cremen oversukret.  Jeg fik faktisk en smule kvalme ved minder alene, da jeg fiskede bon’en frem for at tjekke prisen. Hvis det havde været gode eclairs, havde jeg spist mig gennem hele deres sortiment, for det er en af mine yndlingskager. Sådan skulle det ikke gå, og det var måske meget godt.

Paris, dag 8

Ottende dag i Paris var:

Un Dimanche à Paris - Tartelette Citron

Un Dimanche à Paris – Tartelette Citron

– Kage til morgenmad – igen. Wahoo. Denne gang fra Un Dimanche à Paris, en vældig strømlinet og fancy tartelette citron. Eller, som vi kender den herhjemme, en lemon meringue pie. Perfekt, det var hvad den var. Syrlig creme, sød marengs, smukt håndværk og jeg er vild med de små gule dippedutter af citron, der ligger i marengsen. Citrontærte med marengs på toppen er noget nær den fuldendte dessert, hvis du spørger mig.
Jeg har ladet mig fortælle, at jeg er kommet til at give det indtryk, at rigtig mange af kagerne har været noget værre bras, og jeg kan godt forstå det – jeg har brokket mig en del. Men jeg kan forsikre om at der er blevet indtaget mange superlækre kager, det er bare ikke alle, der er vist her. Kagerne får deres helt eget indlæg i løbet af et par dage.

– Sidste dag. Wæh! Men jeg glædede mig til at komme hjem til kæresten. Det var noget andet da vi var i New York sammen. Der skulle jeg bæres ud i flyet. Ingen var enige med mig i at vi da bare skulle købe en penthouselejlighed og blive boende 🙁 snart skal jeg til Seattle. Så må vi se om det lykkes mig at hage mig fast derovre. Sætte et anker i Space Needle eller noget. Måske gå undercover som hipsterbarista. Hvordan ser en kvindelig hipster ud?

Chokolade fra Alain Ducasse.

Chokolade fra Alain Ducasse.

– Chokolade fra Alain Ducasse. Jeg har spist mig igennem et lille udvalg fra både Patrick Roger og Jean Paul Hevin, nogle vældig berømmede chokoladeguruer, men det bedste fyldte chokolade er og bliver Alain Ducasse’s pralinés à l’ancienne. Det er fyldte chokolader med forskellige slags nøddefyld, og det er så fucking godt at jeg længes efter hver parisertur, når æsken er spist. Næste gang køber jeg den helt store.

Det er lidt et miljøsvineri...

Det er lidt et miljøsvineri…

– Fancy poser. Der er en del af konditorierne hernede, der pakker kagerne ned i poser, der mest af alt minder om dem, man får i modebutikker. De der tykke, flotte gaveæskeagtige poser, der har snorehank og kan stå selv. Dem fik jeg samlet en hel del af i løbet af ugen. Jeg valgte dog at undlade at tage dem med hjem.

– Kuffert-tetris. Det krævede lidt snilde at få pakket kufferten. Der skulle være plads til et par franske kaffeskåle. Jeg elsker at drikke kaffe af skåle. Det gjorde vi også i Danmark i gamle dage. Bønderne gjorde i alt fald.

Louvre

Louvre

– En sidste tur rundt i byen. Det er ikke helt så trist at tage hjem, når man ved med sikkerhed at man kommer tilbage igen.

Farvel, Paris. Du var dejlig som altid. Nu vil jeg tage hjem til Danmark og bage fastelavnsboller.

Paris, dag 7

Syvende dag i Paris var:

Fleurs de Thé, Pain de Sucre

Fleurs de Thé, Pain de Sucre

– Kage til morgenmad. Woh! Det var den jeg gemte fra Pain de Sucre. Fleurs de Thé hedder den, og består af en tærtebund, lidt syltet appelsin og lys earl grey ganache, indkapslet i verdens bedste luftige dyne af earl grey mousse. Omend nogen skal have slag for at pynte en kage med teblade. De små fuckere er svære at pille af.

– Langsom. Jeg er ved at være lidt splatten af at gå så meget og se så meget og spise så meget kage. Jeg har spist kager, jeg ikke engang har vist på bloggen endnu. Når jeg kommer hjem, laver jeg en kavalkade over kager og konditorier, komplet med anbefalinger og advarsler. Der var et par stykker jeg ikke nåede denne gang, men Paris har en stående plads på listen over fremtidige rejsemål, så det bliver næste gang.

– Printemps. Et stormagasin, jeg nær aldrig var sluppet levende ud fra. I guder for et cirkus. Og jeg kunne ikke finde udgangen! Dørene fungerer ikke normalt i Paris for tiden. De er jo i højeste terrorberedskab, og derfor er både ind og udgange til stormagasiner, museer osv begrænsede og bevogtede. Man skal vise tasken når man går ind, og nogle af udgangene er spærret af. Jeg ville have besøgt et konditori, der ligger et sted derinde, men det lykkedes aldrig at finde det. Istedet tog jeg ned til Pierre Hermé. Ha.

Pierre Hermé - Ispahan

Pierre Hermé – Ispahan

– Ispahan! Pierre Hermés signaturkage. Han udviklede kræet for mange år siden, og beholdt den stædigt i sin kagemontre, selvom den ikke solgte specielt godt. Men lige pludselig, bom, så blev den populær, og det er med rette. Det er en brilliant kage. To store macarons med litchi, rosenflødecreme og friske hindbær. Det er denne kage, en del af de andre store konditorer har lavet deres egen version af. Jeg har vist et par stykker af dem i løbet af ugen, men Ispahan er og bliver min favorit.

Pierre Hermé - Croissant Ispahan

Pierre Hermé – Croissant Ispahan

– En croissant. Sjovt nok den første, jeg spiser hernede. Da jeg stod og skulle betale for min Ispahan, sagde den rare dame, at de også havde en croissant, der hed Ispahan. Det var en ordentlig bamse af en croissant, glaseret med rosenglasur og drysset med frysetørret hindbær i så store mængder, at det faktisk havde en funktion (jeg hader ellers de der små gnallinger, der bare ligger og glor, f.eks på en hindbærsnitte). Indeni var der en slags mandelmasse med rose, hindbær og litchi. Det var ret godt.
Pierre Hermé kan godt lide at tage et koncept, som her er rose, litchi og hindbær, og så bare lave ALT muligt med den smagsprofil. Lige nu kan du f.eks få selve kagen. Du kan også få: En Ispahan croissant, en skærekage, en sorbet, en vaffel, müsli, marmelade, frugtflæsk, te, karameller, fransk nougat og en bog. Sidste november kørte han et flip med signatursmagen Satine, det var flødeost, appelsin og passionsfrugt. Den bryder jeg mig dog ikke så meget om. Det smagte mest af passionsfrugtsyoghurt, og det kan jeg få billigere i supermarkedet. En typisk kage fra Pierre Hermé koster 56 kroner, så det er absolut ikke gratis på nogen måde. Croissanten fik jeg dog for kun 15 kr, hvilket iøvrigt stadig er en ret høj pris at betale for en fransk smørcroissant.

Knogle fra Sankt Et-Eller-Andet

Knogle fra Sankt Et-Eller-Andet

– Notre-Dame. Igen. Den store Pariserkatedral. Notre-Dame har et “skattekammer”, hvor de viser alle de grotesk dyre og meget hellige ting, der er blevet brugt i kirken op gennem historien. Vi taler bispestave og nadverkalke og ciboria (fancy brødkasser til oblaterne) og krucifikser i guld, sølv og ædelstene. Og mens jeg godt kan værdsætte håndværket bag sådan noget guldfikkumdik, så synes jeg i bedste fald at det er kedeligt og i værste fald at det er tudegrimt. Det er også derfor jeg aldrig gider se kronjuvelerne, når jeg er på Rosenborg. Snork!

MEN! Det, der alligevel fik drevet mig ind i skattekammeret var tanken om relikvieskrinene. Dem var jeg sikker på, at de havde nogen af. Relikvier er en af de mest bizarre katolske skikke. Det er knoglestumper fra helgener, som opbevares i smukt dekorerede skrin eller i lige så smukt dekorerede rammer. Nogle relikvieskrin har knogler fra adskillige helgener, og der er ingen garanti for at de er ægte. Man mener at relikvier beskytter og måske endda frembringer mirakler. Enhver katolsk kirke med respekt for sig selv, har knoglestumper begravet i hvert eneste alter, og de kan have MANGE altre i sådan en kirke. Stephansdom i Wien har 18 + sidekapellerne. Vi kender skikken fra længe før kristendommen (selvfølgelig, fristes man til at sige), men katolicismens relikviedyrkelse er virkelig noget for sig. Det er ikke bare en skik, man havde i gamle dage – den er der endnu og den er aktiv. Sankt Dørmåtte (Thérèse af Lisieux) turnerer f.eks hele verden i sit relikvieskrin. Og selvfølgelig skuffede Notre-Dame ikke. Der var knoglestumper overalt. Det var fantastisk.

Notre-Dame de Paris, detalje.

Notre-Dame de Paris, detalje.

– Smukke detaljer i et af de små kapeller. Det er ting som disse, der gør at jeg elsker gotiske kirker. Og prøv bare at tænke på mængden af arbejde. Vi ser kirken som en prægtig helhed, men de her fine detaljer, udhugget i sten, repræsenterer hver især et stort arbejde for den enkelte stenhugger. Og der er masser af dem. Hver enkelt søjle med snirklet hat, hver enkelt krølle ved foden, i alle hjørner, i loftet og på væggene, hver er de et stykke arbejde i sig selv, skåret eller hugget i hånden. Og så kommer interiøret… for slet ikke at tale om bygningen i sig selv, der må siges at være en af de få ægte videnskabelige triumfer fra Nordeuropas middelalder.

Sankt Denis, Notre-Dame de Paris

Sankt Denis, Notre-Dame de Paris

– Sankt Denis. Ikke kirken, men helgenen. Han var biskop i Paris i det 3. århundrede, kristen martyr, skytshelgen for Paris, og hans hovedløse statue kan (blandt andet) ses i Notre-Dames skatkammer.

Pierre Hermé macarons - Jardin Pamplemousse, Montobello og Mogador

Pierre Hermé macarons – Jardin Pamplemousse, Montobello og Mogador

– Macarons. Dem har jeg heller ikke fået spist nogen af. Og af en eller anden årsag har jeg aldrig smagt macarons fra Pierre Hermé. Det var ellers ham (og Laduree) der gjorde de små svin så populære. Men nu skulle det være, så jeg købte tre forskellige.  Øverst en Jardin Pamplemousse med grapefrugt, nellike og muskatnød. Nam bam! I midten en Montebello med pistacie og hindbær – den var mærkelig. Nederst en Mogador med mælkechokolade og passionsfrugt. Brilliant!

– Sidste hele dag i Paris. Boohoo. Hvem skal nu lave lækker, overdådig kage til mig? Skal jeg henvises til slatne hindbærsnitter og tåbelige forsøg på fransk konditorkunst? Livet er i sandhed uretfærdigt. Men jeg kunne jo også spise noget rigtig mad.

Måske.

Paris, dag 6

Sjette dag i Paris var:

Jacques Saly - Amor

Jacques Saly – Amor

– Louvre. Det var søndag, og jeg trængte til at svælge i talentfulde kunstnere og håndværkeres arbejde fra længst svundne tider.

– Trutmunds-selfies. Ikke mine, bevar mig vel, men andres. Jeg ved godt at det er harmløst og på ingen måde rager mig, men når jeg ser dem stå der foran en fancy statue og så lige stikke andenæbbet ud og holde telefonen op, så får jeg en umådelig lyst til at gå hen og trykke læberne ind i fjæset på dem igen. Engang sad jeg i et fly og dimsede, da personen i sædet foran mig pludselig hev kameraet frem og begyndte at tage selfies (med trutmund) – på et fly! I luften! Med sædet som baggrund! Det var ikke engang et sejt fly, som A380’eren eller måske Dreamlineren, eller min favorit, Boeing 747. Det var en lille knaldpotte på vej til Prag. Jeg nåede knap at drikke min kaffe før vi var landet igen. Jeg forstod det ikke, men det er heller ikke alt i verden, jeg skal forstå. Måske havde hun lige fået en ny kæreste, der ikke kunne leve uden synet af hendes fremskudte læber. Mwah!

– Sarkofagsabotage. Her stod man foran en smuk, sort ægyptisk sarkofag, 3000 år gammel. Ind kommer en lalleglad turist, mand i 30’erne, og begynder at stå og ruske i den. Der stod en voksen mand og hev og flåede i en ægyptisk sarkofag! Jeg skulle lige til at skælde ud, da hans kæreste sendte ham jordens ondeste øjne og så stoppede han. Hvem fanden gør sådan noget? Altså udover 3-årige børn, der ikke er blevet opdraget? Tøffede han lige over og tegnede overskæg på en Vermeer bagefter eller hvad? Sådan en spade. Ægte harm, det var det jeg var.

Se mig. Vrinsk vrinsk!

Se mig. Vrinsk vrinsk!

– En selvfed pony. Men den havde også selveste Solkongen på ryggen.

Og så siger de at museer er kedelige!

Og så siger de at museer er kedelige!

– En arrig hjelm og et ganske ængsteligt skjold.

Martin Desjardins - Captifs

Martin Desjardins – Captifs

– En af mange, mange tusinde statuer med slaver og/eller krigsfanger. De var overalt. Statuer, vægmalerier, loftsdekorationer, you name it. I dette tilfælde er det 4 figurer, der repræsenterer 4 lande, som Frankrig tævede i en eller anden krig. Mon ikke det helt generelt er et eller andet storslået herskersyndrom, der ligger til grund for de mange stakler afbilledet i 16- og 1700 tallets kunst? Kunsteriske fremstillinger var en vigtig del af kongens propagandamaskine. Lidt ligesom Facebook er det for almindelige mennesker i dag – man fabrikerer det billede, man ønsker omverden skal se. Da Marie-Antoinette faldt i unåde hos det franske folk, forsøgte man for eksempel at reparere på sagerne ved at lade hende afbilde som en beskeden og kærlig moderfigur. Det virkede så ikke, men hey, det var forsøget værd.

Jeg ved ikke hvorfor den ene ligger ned, men katte er jo notorisk dovne, så måske er det meningen.

Jeg ved ikke hvorfor den ene ligger ned, men katte er jo notorisk dovne, så måske er det meningen.

– Ægyptiske kattemumier. Kattes ulidelige selvfedme stammer fra det faktum, at de blev dyrket som guder i det gamle Ægyptien. De små svin. Altså kattene.

Der var sale, hvor jeg kiggede mere på lofterne end på kunsten.

Der var sale, hvor jeg kiggede mere på lofterne end på kunsten.

– Pænhed i loftet. Louvre er et gammelt slot, og nogle steder er de gamle rum blev restaureret og fremstår i al deres royale glansbilledehed.

Pain de Sucre - Tarte Framboise-Pistache

Pain de Sucre – Tarte Framboise-Pistache

– Kage. Duh. Jeg prøvede et nyt konditori, Pain de Sucre. Det lå lige på vejen hjem fra Louvre, altså hvis man tog en omvej. En Tarte Framboise-Pistache blev det til. Essentielt set en pistaciemazarin med frisk hindbær på toppen. Det kunne have været godt, hvis ikke den stakkels tærte havde været så groteskt overbagt, at den var tør og uspiselig. Jeg åd hindbærrene og kylede resten ud. Boo. Der var en kage mere, men den skulle agere morgenmad dagen efter.

Kage til morgenmad er noget man skal unde sig selv en gang i mellem. Det er sundt for sjælen.

Paris, dag 5

Femte dag i Paris var:

Ikke La Defense, men Hotel des Invalides. Jeg glemte at tage billeder i den "moderne" bydel fordi jeg er en idiot.

Ikke La Defense, men Hôtel des Invalides. Jeg glemte at tage billeder i La Defense fordi jeg er en idiot.

– Supermarkedsshopping i La Defense, et erhvervsdistrikt i udkanten af Paris. Da jeg første gang besøgte La Defense i 1995, var det på en bustur til tonerne af noget virkelig outreret Jean Michel Jarre musik. Det var så absolut noget af det mærkeligste jeg i mit dengang 14-årige liv havde set, og jeg havde endda været i Sverige to gange. Gensynet var lidt skuffende. Jeg så langt sejere højhuse i New York i sommers. Åh New York. Men man skal være et skarn om man sidder i Paris og ønsker sig til New York. Det er jo ikke 1850’erne det her, og de tider hvor man kunne drage mod Den Nye Verden med lyserøde drømme om at finde lykken i dette storslåede, uudforskede land er længst forbi (suk). I stedet måtte jeg udforske Auchan.

– Auchan. Et to etagers supermarked. Mad forneden, resten af Bilka foroven. En hel, lang kølemontre kun med yoghurt. Jeg elsker franske supermarkeder. Jeg købte ikke så meget, for jeg havde planer om at slæbe kage med hjem på hotellet, så jeg kunne holde en hurtig frokost med dessert, inden jeg atter begav mig ud i den parisiske lørdag. Men det blev til nogle små tørrede pølser, som visse personer hjemme i Danmark venter tålmodigt på at jeg slæber med hjem. Og et gaffel-kniv-ske-sæt i en skrigende blå farve.

Sadaharu Aoki - Zen

Sadaharu Aoki – Zen

– Kage. Fornemmer nogen et tema for turen her? Jeg æder kage hver eneste dag, her i Paris. Det er så sjældent at jeg får mulighed for at svælge i virkelig dygtige konditorers håndværk. Her er Paris bare leveringsdygtig som ingen andre byer, jeg har været i. Til gengæld er de forholdsvis skodderen til chokolade. Det betyder dog ikke at alt, man køber er guld, heller ikke selvom man holder sig til de store navne. På denne femte dag gik turen f.eks til Sadahari Aoki, en japansk konditor, der laver både helt brilliante og helt forfærdelige ting. Ovenstående kage hørte til sidstnævnte. Den bestod af hvid chokoladecreme, sort sesamcreme, sesambisquit, grøn te dacquoise og en lille grøn te macaron på toppen. Det kunne have været så godt, men det var alt, alt for sødt. Det sorte sesamlag var gummiagtigt, hvilket gjorde det til en virkelig ubehagelig oplevelse at spise den. Og så hed den endda Zen. Jeg blev sgutte ret zen af den.

Sadaharu Aoki - Tarte Caramel Salé

Sadaharu Aoki – Tarte Caramel Salé

– Mere kage. Efter at have kylet Zen i skraldespanden på en afslappet og mindful facon, trak jeg en ny kage op ad æsken. Tarte Caramel Salé, en tærte med et lag saltet karamel og en mælkechokolademousse på toppen. Her må man sige at alle komponenter var velsmagende og veludførte. Problemet var bare, at når man satte dem sammen til en kage, så blev det så hvinende sødt, at det var umuligt at spise den. Endnu en kage i skraldespanden. Jeg havde en tredje kage i æsken, men jeg turde næsten ikke spise den. Skuffet gemte jeg den væk til senere og daffede ud i verden igen.

En beskeden lille sarkofag til Napoleon Bonaparte.

En beskeden lille sarkofag til Napoleon Bonaparte. Jeg har læst at der er SYV kister indeni.

– Hôtel des Invalides, hvor Musée de l’Armée (militærmuseet) og Dôme des Invalides ligger. Sidstnævnte er Napoleon Bonapartes gravkirke. Eller rettere, gravkapel, for bygningen er en seperat del af en større kirke, oprindelig ment som den kongelige del, seperat fra soldaternes. Senere blev Napoleon så begravet derinde, og der blev lukket helt af mellem de to afdelinger af kirken. Nu ligger der masser af militærpersonligheder begravet, men ingen så pompøst som kejser Napoleon. Hans grav ligger i en enormt stor åben krypt i en gigantisk sarkofag.

Museet var… forvirrende. Og kedeligt. Det kunne jeg muligvis have sagt mig selv. Selvom jeg elsker historie og kan begejstres af sære detaljer, såsom valget af farvepigmenter til illuminerede manuskripter i 1110-tallets Irland eller udviklingen af konceptet “kikkert”, så er der en ting, der aldrig har fanget min interesse nærmest uanset kontekst, og det er alle de krige, man har strøet ud over verdenshistorien. Jeg synes bare ikke det er spændende. Våben, snork. Efter 5 dage i Paris har man set rigeligt militær med store fede våben, så jeg havde allerede fået stillet min ikke-eksisterende trang til mænd i uniformer skulle jeg nok lige hilse og sige. Det er iøvrigt en mærkelig oplevelse at – grundet de til tider ekstremt snævre fortove – være nødt til at gå så tæt på, at de lige må rykke deres våben til side, så jeg kan komme forbi. Jeg kan ikke lide våben. Men med tanke på terrorangrebene er det forståeligt at de er der.

Så et decideret militærmuseum – det var en fejlkalkulation fra min side. My bad. Men jeg kunne lide at bygningerne oprindeligt blev opført helt tilbage i 1676 som et hospital og plejehjem for veteraner. Hvis man insisterer på at sende folk i krig, så skal man også passe godt på dem, når de kommer hjem igen.

Sadaharu Aoki - Symphonie

Sadaharu Aoki – Symphonie

– Mere kage. Den sidste fra Sadaharu Aoki lå og ventede derhjemme, så jeg slog korsets tegn for mig og stak gaflen i. Og hvilken fryd det var! Englene sang i mine øren. Mellem to store velbagte makroner og en krans af friske hindbær lå den blødeste Earl Grey creme brulée omsluttet af violflødecreme. Arh men for helvede det var godt. Symphonie, hedder kagen, og hvis du er i Paris, skal du købe den. Jeg overvejer om jeg kan nå en mere, inden jeg skal hjem.

Paris, dag 4

Fjerde dag i Paris var:

Tusmørketårnet.

Tusmørketårnet.

– At starte dagen ultra langsomt med at sidde længe og fedte på Starbucks. Kaffe i den ene hånd og notesbog i den anden hånd, hvori jeg kunne nedskrible de mange geniale tanker, jeg altid får, når jeg har meget tid alene til at tænke.

– At lede efter rue Montorgueil, kun for at opdage at det var den nuttede lille gågade, jeg var vandret forbi for tre gader siden.

Baba chantilly fra Stohrer,

Baba chantilly fra Stohrer,

– At finde rue Montorgueil og målet: Stohrer. Det ældste patisserie i Paris. Stohrer hamselv var polsk import. Der skete nemlig det, i 1723, at den franske konge, 15 årige Louis XV, var noget så grusomt ugift og så blev han syg! Katastrofe. En ugift konge, der døde uden at levere en arving, det kunne man ikke have. Altså, han overlevee ganske vist, men man kunne jo aldrig vide hvor længe (han endte med at blive 64 år gammel). Derfor, efter meget politisk parlamenteren, snupsede man i 1725 den polske prinsesse Marie og fik hende gift med kongen og gjort med rogn, så hun kunne producere en arving. Og det gjorde hun da også, problemet var bare at arvingen døde, før han blev konge, så det blev Maries barnebarn, der fik æren. Det var så ham, der senere havde et møde med guillotinen og blev et hoved kortere.
Men tilbage i 1725 fik Marie sin faders hofkonditor med sig til Frankrig. Stohrer. I 1730 åbnede han sin egen biks, og her opfandt han sågar den så skønherlige kage, baba au rhum, som jeg også skrev lidt om i går. Denne baba au rhum måtte jeg naturligvis smage, og den var i sandhed en fornøjelse. Ja, hvis man lige ser bort fra den centimeter sukkerlage, der lå og sejlede rundt i bunden. Det måtte jeg lige hælde fra.

Den ligner lidt et næb.

Paris-Brest fra Stohrer. Den ligner lidt et næb.

– Paris-Brest. Denne så traditionelle kage af vandbakkelsesdej med hasselnøddecreme, ja den har de hos Stohrer gjort ganske utraditionel. Istedet for at være formet som en ring, som den burde være, er den lavet om til en eclair! Sikke noget omvendt noget. Men den slags er jeg en sucker for, så jeg købte den. Desværre var hasselnøddecremen alt for tung og tør. Det var næsten som at spise peanutbutter, altså bare med hasselnødder istedet. Så det var ikke noget hit.

Jeg tænker, derfor er jeg... en kage.

Jeg tænker, derfor er jeg… en kage.

– Musée Rodin. Det er ham med skulpturerne. Ham, der lavede “Tænkeren”. Den første udgave er på Musée Rodin, og her måtte jeg mønstre megen tålmodighed. Det viste sig nemlig at der var andre end mig, der ville fotografere denne nøgne, tænkende mand. Utroligt hvad man skal finde sig i.

– Eiffeltårnet! Endelig. Det krævede viljestyrke at forblive udendøre længe nok til at placere mig på Champ de Mars ved skumringstid. Her kunne jeg observere et lysende Eiffeltårn mod en himmel, der blev mørkere og mørkere og en aften, der blev koldere og koldere, mens jeg ventede på at klokken skulle blive 18, og det første lysshow kunne begynde.

Blink blink!

Blink blink!

– Høreskader. Da klokken endelig slog 18 og Eiffeltårnet begyndte at blinke lystigt, var der nogen, der ikke lige havde fået læst om den del i turistguiden. Det valgte hun så at delagtiggøre omverden i, på meget skingert “oh my god”-amerikansk, og mit øre var desværre lige i nærheden. Men det var smukt, Blinketårnet, også selvom det var så koldt at mine fingre til sidst var for frosne til at trykke på knapperne på kameraet.

– Søvngængeri. Turen hjem foregik kun halvt bevidst, så træt var jeg. På en eller anden måde lykkedes det mig at handle lidt aftensmad og vågne nok op til at spise den.

Og så kunne jeg jo lige se næste blinkesession fra hotelværelset. Jeg bliver nok aldrig helt træt af det.

Paris, dag 3

Tredje dag i Paris var:

Vådt, men godt. Statuerne "Videnskab" og "Kunst" foran rådhuset i Paris.

Vådt, men godt. Statuerne “Videnskab” og “Kunst” foran rådhuset i Paris.

– At vågne til regn, regn og atter regn på en dag, jeg havde planlagt at bruge på at gå temmelig langt. Jeg daffede ind i den lokale Monoprix, købte en paraply og vupti, tørvejr. I sandhed en magisk paraply.

– At gå på salon du thé hos La Patisserie des Reves og fråse i varm te og en chausson aux pommes, en smækker butterdejshalvcirkel med fyld af æblekompot. Åh så godt det var.

Hôtel de Ville, Paris.

Hôtel de Ville, Paris.

– At beundre Hôtel de Ville (rådhuset) og de mange statuer. Her kan man tale om en bygning, der har været centrum for en del konflikter og oprør. Rådhuset blev besat flere gange og brændt næsten helt ned af revolutionære oprørere i januar 1871.
Det 19. århundrede var temmelig turbulent for Frankrig, der jo ellers lige havde brugt sidste del af det 18. på at lave Den Franske Revolution. Men de var ikke færdige med at være sure, og da slet ikke i Paris. Julirevolutionen i 1830, Junioprøret i 1832, Februarrevolutionen i 1848 og så Pariserkommunen i 1871. Efter at have kvast det sidste oprør noget så eftertrykkeligt, blev regeringen enig med sig selv om at Paris vist ikke var voksen nok til at have eget bystyre, så mellem 1871 og 1977 havde byen ingen borgmester – den blev styret af regeringen i stedet. Så kunne de vel lære det.

Altid fotogen er hun, Notre-Dame de Paris.

Altid fotogen er hun, Notre-Dame de Paris.

– Notre-Dame. Intet besøg i Paris uden at klappe på Notre-Dame, den lækre lille murstenshaps.

– At dreje om et hjørne i 2. arrondissement og blive mødt af en række yderst velklædte kvinder, der solgte noget, jeg på ingen måde var interesseret i at købe.

Men yndig var hun jo.

Men yndig var hun jo.

– Sankt Thérèse af Lisieux, den mest infantile og irriterende af alle katolske helgener. Hun er umådeligt populær, især i Frankrig (fordi hun var fransk), så der er statuer af hende overalt i kirkerne. Hendes mål i livet var at have så meget tilfælles med en dørmåtte som overhovedet muligt. Næ, så hellere Jeanne D’Arc.

– Kage. Denne gang fra Carl Marletti, en af mine absolutte favoritter når det gælder fransk konditorkunst.

Baba au rhum fra Carl Marletti.

Baba au rhum fra Carl Marletti.

– Først en baba au rhum. En lille gærkage, gennemvædet af sukkerlage med orangeblomstvand og rom, toppet med lidt kagecreme og en stor roset af flødeskum. I pipetten var der mere rom. Arh men det var SÅ godt. Jeg elsker baba au rhum.

Marie Antoinette fra Carl Marletti

Marie Antoinette fra Carl Marletti

– Dernæst en Marie Antoinette. To store macarons med rosenflødecreme, hindbærcoulis og friske hindbær imellem. Det var også godt. Rose og hindbær, i sandhed en awesome kombination. Den var dog lidt til den tørre side. Mere creme havde været bon.

– Til sidst et løfte til mig selv om at næste dag, SÅ skulle jeg ned og se Eiffeltårnet blinke på Champ de Mars. Og om det lykkedes, det kan du læse i morgen.

Paris, dag 2

Anden dag i Paris var:

Damen på toppen hedder Marianne og er symbolet på den franske republik - Frihedsgudinden.

Damen på toppen hedder Marianne og er symbolet på den franske republik – Frihedsgudinden.

– At blive mindet om det faktum at Paris blev udsat for terror hele to gange sidste år. Statuen på Place de la Republique var ét stort mindesmærke med lys og tegninger og blomster og flag og digte og, well, politisk propaganda og grafitti.

– At gå en lang tur forbi nogle af de mere turistede steder som Concordepladsen, Jardin des Tuileries og Louvre med endestation ved Eiffeltårnet. På mine tidligere pariserture har jeg været all about museer og kirker og stort set ikke brugt tid på bare at gå rundt og glo. Så det gør jeg denne gang. Mine ben er blevet ca. 7 cm kortere indtil videre.

– Også den dag, jeg endte med at gå 20 kilometer og på ny sætte pris på mine Meindl vandresko, der efterlader mig 100% vabelfri uanset hvor langt jeg finder på at vade afsted.

Det var nogle sure måger, der ikke ville fotograferes.

Det var nogle sure måger, der ikke ville fotograferes.

– Måger. Jeg elsker måger. Det er de sejeste fugle i verden. Disse parisermåger sad og klattede på bassinkanten i Jardin des Tuileries, en gammel royal park, der blev grundlagt helt tilbage i 1564. Der fulgte også et slot med, men det røg i den franske revolution sammen med hovedet på Louis d. 16 og hans kageglade dronning. Og det var synd, for det var et pænt slot, men franskmændene blev ved med at invadere det under de mange efterdønninger af revolutionen, så til sidst rev de lortet ned, for man kunne ikke blive ved med at gå og lappe på det. Heldigvis lod de Louvre stå.

Vig bort fra de skarpe hove! Og hvis man kigger under maven på dyret, kan man tydeligt se at det er en hingst.

Vig bort fra de skarpe hove! Og hvis man kigger under maven på dyret, kan man tydeligt se at det er en hingst.

– En arrig pony foran Musee d’Orsay. Jeg undlod at gå ind, for det er sådan et museum hvor de har impressionisme, og den slags gider jeg ikke se på. Klatmaleri. På den anden side har de også en masse meget smukke skulpturer i klassisk stil – I ved, dem, der rent faktisk ligner det, de skal forestille. Så måske skulle man alligevel…

Mur végetal hedder den grønne facade, og den ligger på Quai Branly.

Mur végetal hedder den grønne facade, og den ligger på Quai Branly lige ved siden af Eiffeltårnet.

– Huse med haver på siden. Sådan skal vores facade også se ud!

O Eiffeltårn, O Eiffeltårn, du virker noget vakkelvorn...

O Eiffeltårn, O Eiffeltårn, du virker noget vakkelvorn…på den anden side har det stået der siden 1889, så det er nok rimelig stabilt.

– Eiffeltårnsbeundring. Mand, det var rart endelig at være nået frem. Tårnet var sidste stop og jeg havde gået de fleste af mine 20 kilometer på dette tidspunkt. Hvis jeg havde haft ret mange flere kræfter i mine små ben, så kunne jeg have købt mig en billet og være tøffet op i tårnet. Der var stort set ikke nogen kø. Men jeg nøjedes med at at tage billeder.

Eiffeltårnet set nedefra. Ingen fotografer fik hold i nakken under tilblivelsen af dette billede.

Eiffeltårnet set nedefra. Ingen fotografer fik hold i nakken under tilblivelsen af dette billede.

– At tage billeder nedefra. Det krævede en del småbitte skridt at placere sig helt korrekt, så man stod direkte i midten, men jeg tror det lykkedes. Så kunne jeg atter forundres over hvor utroligt pæn sådan en stor bunke jern kan være. Man kan mene hvad man vil om Eiffeltårnet, men det er og bliver en utrolig bedrift, der krævede stor ingeniørkunst at bygge. Ligesom de gotiske katedraler.

Men de VAR altså pæne.

Men de VAR altså pæne.

– At købe eclairs fra L’Eclairs du Génie. De var meget smukke og meget dyre og smagte meget ringe. Så lærte man det. Bleh.

– Atter at slutte dagen med at se Eiffeltårnet blinke. I sandhed en formildende omstændighed i en by, der har så meget lysforurening, at jeg ikke kan se en eneste stjerne på nattehimlen.