Archives

Rømmesild med Syltede Rødløg

Rømmesild på skærgårdsbrød.

Det er ikke kun i Danmark, at vi æder julesild, så vi nærmest får gæller af det. Vores nordiske naboer kan snildt være med, og Norge har en særligt dejlig variant: Rømmesild.

Rømme er syrnet fløde. Også bedre kendt som creme fraiche. Jeg ved ikke om der teknisk set er en forskel, men på et tidspunkt kunne man købe norsk rømme i Irma, og det smagte præcis som creme fraiche. Desværre kan man ikke få det mere, så jeg lavede min rømmesild med en tyktflydende jersey creme fraiche på 38% blandet med en lille smule 18%, sådan for friskhedens skyld. Man kan også bruge ren 38%, jeg synes bare det bliver en kende for klægt i munden. Men jeg er også meget sart.

Syltede rødløg

Rømmen blandes op med æbletern, rødløg, dild, sennep, sukker, salt og selvfølgelig sild. En del opskrifter foreslår kryddersild, men det kan jeg ikke fordrage. Marinerede sild er vejen frem, og det skal være de gammeldags modnede. Jeg bruger dem fra Lykkeberg. De smager godt, er ikke alt for dyre, får altid gode bedømmelser i smagstests, og så kan de fås i de fleste supermarkeder. De ligger som hele sildesider nede i glasset, så man selv kan skære dem ud i bidder efter ønske. Irmas gammeldags modnede er også ok. Hvis du har en anden favorit-marineret, så bruger du bare den.

Rømmesild

Server rømmesilden på skærgårdsbrød eller groft rugbrød, toppet med syltet rødløg og friskhakket dild. Så er det jul.

Og nu, opskrift:

Rømmesild

100 gram creme fraiche 38%
50 gram creme fraiche 18%
25 gram finthakket rødløg
50 gram æble i små stave
1 tsk dijon
1 tsk sukker
Lidt citronsaft
Salt
2 spsk hakket dild (eller efter smag)
2 marinerede sildefileter (ca 150 gram)
Lidt mælk

Start med at lægge sildefileten i blød i mælk i en times tid. Det mildner den fede marinadesmag, hvilket er meget rart, når nu dressingen er lidt fin og sart i det.

Skær rødløget i meget fine små tern, og skær æblet i lidt større tern. Jeg kan godt lide at æblestykkerne er store nok til at man kan smage dem, når man bider i dem. Vend rødløg og æble sammen med sukker og den finthakkede dild. Husk at skylle og tørre dilden grundigt først.

Rør de to slags creme fraiche sammen med sennep og smag til med salt og citronsaft. Hæld dressingen over æble/løg blandingen og rør forsigtigt rundt. Smag på sagerne. Det skal være sødt og salt på samme tid og smage syrligt friskt af creme fraiche. Smæk dressingen på køl en time – den kan jo stå og hygge sig mens silden ligger i blød.

Efter en time på køl røres dressingen rundt igen og smages til med mere salt, sukker eller citronsaft, hvis det er nødvendigt.

Tag silden op af mælken (eller op af lagen, hvis du springer udblødning over) og dup den godt tør. Skær i mundrette bidder og vend i dressingen. Server med det samme – det smager bedst, synes jeg – eller opbevar på køl op til 2 dage.

Det smager godt på rugbrød med syltede rødløg og lidt dild på toppen. Så er der sildeånde for alle pengene.

Syltede rødløg
2 rødløg i tynde skiver
2 dl eddike
100 gram sukker
1 tsk sennepsfrø

Put rødløgene i en gryde kogende vand, skru ned for varmen og lad dem simre 1 minut. Fisk dem op og stop dem i et skoldet glas eller en lille skål, der passer i størrelsen, ca 2,5 dl.

Bland eddike, sukker og sennepsfrø i en lille gryde og bring i kog. Lad koge et par minutter. Hæld den varme lage over løgene og luk glasset. Lad løgene køle helt af og sæt så glasset på køl. De er klar til at spise næste dag.

Stegte sild i eddike

Stegte sild i eddike

Silden er en lille Fisk af en fin Smag. Den anvendes hyppigt saavel i større som i tarvelige Husholdninger. Salt Sild er næsten uundværlig.

Sådan skriver fru Nimb i sin kogebog fra 1888. Sandere ord er sjælden sagt, for den danske fisk er en fed blank sild. Bortset fra i Vestjylland, hvor de altid skal være på tværs. De havde mere gang i noget med fladfisk. Sild havde man hovedsageligt rendende oppe ved Limfjorden – der fortælles at østjyder brugte at hente sild i Nibe – og så selvfølgelig øst for Storebælt. Særligt talrige var de i Øresund, hvor store sildestimer fik handlen til at blomstre voldsomt helt tilbage i vikingetiden. Og det var både på både den svenske og den danske side. Ja, den saltede sild blev sågar kaldt “skånesild”. I middealderen blev øresundssildehandlen styret af Hanseforbundet, en tysk handelsalliance. Med hovedsæde i bystaten Lübeck blev de så store, at de havde monopollignende status på mange områder, og der var også noget med toldfrihed og andre goder. Den var næppe gået i nutidens Skandinavien, men dengang blev de svinerige. I Bergen styrede de f.eks handlen med tørret torsk, og i Øresund var det altså sild.

Og så sad de tungt på saltet. Rå sild har en meget kort holdbarhed, så de skulle saltes ned i store tønder, før de kunne sælges. Det krævede adgang til salt, og det var straks lidt værre, dengang i middelalderen, hvor man ikke kunne gå i Føtex efter det. Men de haneatiske købmænd havde salt, fra Lüneburg, så de kunne salte sild så det stod efter. De danske (dansk/svenske?) sild blev eksporteret til hele Europa, hvor de katolske kødfri fastedage gjorde dem til en populære spise – ligesom klipfisken, bare billigere. Falsterbo havde et kæmpe sildemarked, hvor købmænd fra hele Europa kom og hentede fisk, og København nød også godt af handlen.

Senere kom hollænderne til og overtog store dele af fangsten, og så var det slut med den skånske sildefest. De hollandske skibe havde ikke noget behov for at lægge til i danske havne, de tog hele fangsten med hjem, og dermed røg de rare indtægter. De kæmpestore sildestimer forsvandt fra Øresund, og med dem røg Danmarks 3. største eksportvare. Der blev stadig fisket sild, men ikke på samme niveau, og vi begyndte i stigende grad at importere de salte fisk fra Island. Moderne fiskemetoden skulle senere gå ind og øge sildehøsten igen. Det er nu alligevel fascinerende at tænke på, at der i middelalderen var så mange sild, at man fangede lige så mange, som man i dag hiver ind med moderne metoder.

Der var mange, mange sild. Så mange, at man kunne bygge en Øresundsbro bare ved at stable dem på en række. Men det var alt for svært at få dem til at ligge stille, så det droppede man igen.

Vi spiste bunker af sild i gamle dage. Især på Sjælland og Lolland-Falster var spegesild helt almindelig basiskost. Normalt fik sildene kappet hovedet af ved nedsaltningen, men ellers gjorde man det selv. Så blev de kogt eller ristet, befriet for skind og serveret til morgenmad sammen med rugbrød. Man havde en særlig sildebrik af træ til at lægge dem på. Spegesildene blev ikke udbenet dengang, så man lærte at spise udenom. Som regel udvandende man fiskene natten over. Der var dog visse og somme, der foretrak at spise dem direkte fra tønden. Det kan ikke anbefales at gøre dem kunsten efter – spegesild er generelt en salt spise, men direkte fra tønden er de meget salte.

Eddikemarinerede sild er en gammel opfindelse, den stammer i alt fald fra middelalderen. Dog ikke som pålæg, det kom først senere, i midten af 1800-tallet sammen med smørrebrødskøkkenet. Vi skal helt frem til starten af 1900-tallet før vi begynder at pøse sukker i. Men før de glade smørrebrødsdage, eksisterede sild i eddike som middagsret, og hos Carl Müller finder vi en opskrift på en af de helt store danske julefrokostklassikere, nemlig stegte sild i eddike:

Stegt sild i solbæreddike

Stegte Aal, Sild, Ørter eller deslige i en Marinade, 1785
Aalene aftages Huden, skiæres i Stykker og saltes. Af Ørterne og Sildene udtages Indvoldene, hvorpaa de kirres og saltes lidet; hernæst tørres de med et Klæde, dyppes i udtværede Æg, og bestrøes med Meel og Hvedebrød, som er sammenblandet. Derefter bages de i brunt Smør, ligesom anden Fisk, og nedlægges ligesom Negenaugen, og saaledes serveres kolde.
– Carl Müllers Nye Koge-Bog, København 1785

Ørter er ørreder, og at kirre betyder at ridse. Negenaugen betyder niøje, og er et gammelt ord for lampret. Lampretten ligner en ål og er super nuttet – lige indtil man vender den om. Hvis man googler billeder af lamprettens tandbesatte sugeskive vil man se hvad jeg mener. Det er en meget primitiv lille sag, ikke engang en rigtig fisk. Den optræder hyppigt i middelalderkogebøger, og er altså også med helt oppe i slutningen af 1700-tallet. Vi skal bruge dens marinade, og den lyder som følger:

Negenaugen at nedsylte, 1785
[…] En Pot Eddike, lidet Salt, nogle fiinstødte Enebær, heelt Peber, Allehånde, Laurbærblade, Dild og lidet heel Senep, dette koges lidet paa Ilden, hvorefter de stegte Negenaugen nedlægges Lagviis i en Steenkrukke […]
– Carl Müllers Nye Koge-Bog, København 1785

Jeg ved ikke om jeg nogensinde ville kunne spise en lampret, efter at have set dem æde en død hval på BBC. De er i sandhed effektive og meget nyttige dyr og det synes jeg de skal have lov til at være… nede i vandet og langt væk fra mit middagsbord.

Vi holder os til den stegte sild i eddike, der som bekendt endte op på det kolde smørrebrødsbord hvor den hører hjemme. Den er uundværlig til julefrokoster – sagde hende, der først smagte stegte sild i eddike som 30-årig. Stegeskorpen giver en skøn smag og det stegte sildekød har en helt anden tekstur og smag end de rå marinerede sild. Jeg elsker stegt sild virkelig meget, men jeg kan slet ikke kapere alle de lede små ben, så jeg spiser det aldrig. Af en eller anden grund generer de mig ikke i eddikesildene… måske fordi de bliver blødere, dernede i lagen.

Det er så smart altså.

Der findes mange opskrifter på stegte sild i eddike, og det er hovedsageligt krydringen og mængden af eddike, der skifter. Jeg kan anbefale en tur på google for at se de mange muligheder. Men jeg kan også anbefale min egen opskrift, der er med solbær og sennepskorn i eddikelagen. De er, i al beskedenhed, ret gode. Jeg fik en pose frosne solbær af en god veninde, så jeg kogte min egen saft. Man kan også bruge en god købesaft. Eller en dårlig købesaft, men det virker så dumt.

Det er kuns en lille portion på et halvt kilo sild, for jeg er den eneste herhjemme, der spiser dem. De skal trække i et døgns tid og kan derefter holde sig et par uger på køl. Der er dog nogle, der mener, at de skal spises inden for den første uge, ellers bliver de tørre i konsistensen. Det må man selv tygge sig frem til. Her holder de kun et par dage uanset hvad.

Og nu, opskrift:

Stegt sild i solbæreddike

Stegte sild i solbæreddike
Mængde: ca. 5 hele sild

500 gram sildefileter
1 stor spsk dijonsennep
2 dl rugmel (cirka)
Salt og peber

3, 5 dl lagereddike eller æbleeddike
100 gram sukker
50 gram brun farin
1 dl solbærsaft
2 rødløg (100 gram)
1 tsk sennepskorn
1 tsk sorte peberkorn
2 laurbærblade
1,5 tsk groft salt

Start med at koge lagen. Bland eddike, sukker, saft, krydderier og salt i en gryde. Skær løgene i tynde ringe og kyl dem ned i lagen. Læg låg på og bring i kog. Skru ned og lad simre under låg i 10 minutter. Fjern gryden fra varmen og lad lagen køle ned til stuetemperatur.

Mens lagen køler ned, klares sildefileterne. En sildefilet er to sider, der hænger sammen i ryggen. De har en rygfinne, den skal lige klippes af med en saks. Sildene duppes tørre og “foldes ud” og lægges på et skærebræt eller en tallerken med skindsiden ned. Smør et lag dijonsennep på kødsiden og kværn godt med salt og peber over. Luk sildene sammen og dyp dem i rugmel. Steg dem i smør ved jævn varme, ca 4 minutter på hver side. Et godt tip er lige at holde silden nede med paletkniven et kort øjeblik når den lægges på panden. Den vil nemlig gerne foldes sig ud, når den rammer varmen, men hvis man bare lige er bestemt og holder dem nede i starten, så giver de op og bliver pænt liggende. Bare et par sekunder. Gør det samme, når de vendes. Når de er stegt, får de lov at køle helt af.

Læg så sildene i en bøtte eller krukke af passende størrelse og hæld lagen over, med løg og krydderier og det hele. Læg låg på og sæt sildene i køleskabet i mindst et døgn. Spis på smurt rugbrød eller skærgårdsbrød med lidt syltede rødløg og et solidt drys karse.

Gravad laks

Gravad laks

Nu tænker du måske HVORFOR ER DER KUN FISK PÅ DEN HER JULEBLOG DET ER DEN DÅRLIGSTE JULEBLOG NOGENSINDE og det er fordi første uge er fiskeuge. Det bliver kun værre. Snart bliver de svenske ansjoser hevet frem. På søndag begynder kageugen, så der er lys forude.

I mellemtiden skal vi snakke lidt om laks. Laks er en super populær julefisk i hele Norden. Det gælder også den gravade laks. I Danmark og Norge er vi enige om navnet, svenskerne siger gravlax, og finnerne – der altid skal være på tværs – kalder det graavilohi. I alle fire lande er vi dog nogenlunde enige om at man tager en lakseside, pladrer den ind i sukker, salt og dild og lader den trække på køl en dag eller to. Vi er også enige om at laks hører til på julebordet. Nordmændene virker som om de lige er et niveau mere begejstrede end os andre, men de kan jo også fange dem i baghaven. Hvis der pludselig begynder at være laks i MIN baghave, så ved jeg at noget er gået galt.

Da jeg var barn troede jeg at “gravad” betød “gravid” – ligesom jeg også troede at Den Signede Dag handlede om en, der hed Signe. Men gravad kommer af svensk og betyder “gravet.” Dvs gravet ned. Man gravede laksen ned for at den ikke skulle blive dårlig. Det er en metode, der kendes helt tilbage fra middelalderen, hvor man ikke nødvendigvis havde store mængder salt. Laksen fermentede dernede i jorden, og blev mør og lækker og mindede lidt om nordmændenes saltede og fermenterede ørred, rakfisk.

Rakfisk smager iøvrigt helt fantastisk. Hvis du ser det, så spis det.

Skilt set i Oslo ved juletid.

I modsætning til lutefisken. Pas på lutefisken! Spis den ej. Uanset hvor meget de så end lokker i Oslo ved juletid…

Efter sigende var det svenskerne, der opfandt den gravede laks. I denne opskrift fra 1770 bruges der udelukkende salt til at “råsylte” fisken, der får lov at ligge i 4 dage før den spises:

Graf-Lax at salta, 1770
Innan Laxen skäres upp, twättas han wäl ren uti brunswattn, samt torkas wäl med et groft kläde: Sedan skäres han upp och fläckes, men då får man ej med något wattn skölja eller twätta honom, utan bör all blod och slem med et rent kläde på det nogaste aftorkas. Laxhalfworna läggas då i et ganska torrt Trog eller stort Stenfat, och gnidas öfweralt på kött- och fiällsidan med fint Lüneburger-salt: Sedan har man til hands annat godt salt, som är fint stött, hwarmed man rimsaltar Laxen under och öfwer. Fjällsidan wändes ned åt, första dygnet, det andra dygnet wändes hon upp åt, och så ömses han hwart dygn. Enär han således med aktsamhet warder handterad, kan han ätas spiken med peppar och salt, på fierde dygnet, sedan han kommit i saltet, eller ock skäres deraf i tunna skifwor, som stekes på halster i Pappers-lådor, så är han ock god.
– Cajsa Warg: Hjelpreda I Hushållningen För Unga Fruentimber, Stockholm 1770

Laksen renses og fileteres. De to laksesider gnides godt med salt og lægges i et trug med salt både over og under. Dernæst vendes laksen dagligt i fire dage og så er der fisk i lange baner.

Den liden gravlax var en fin vare, både fordi man skulle bruge frisk fisk, men også fordi man skulle bruge meget salt. Det var stadig småpebret på dette tidspunkt, og hvis man kigger i opskriften, kan man se at det fine salt fra Lüneburg gnides direkte på fisken. Bagefter begraves den i “noget andet godt salt”. Sukker er der intet af. Det kommer først for alvor til i sidste halvdel af 1800-tallet. Det er også her, vi begynder at hælde sukker i de marinerede sild og de syltede rødbeder og sådan. I svenske kogebøger fra omkring år 1900 nævnes gravad laks som en del af et godt smörgåsbord, og så må man sige at den er bleven alment udbredt.

Man kan nemt købe gravad laks af rigtig god kvalitet, og det gør jeg ofte, men der er et eller andet magisk over at lave sin egen syltefisk. Det er bare sjovt, ligesom det er sjovt at lave sin egen hindbærmarmelade selvom det kan købes overalt. Eftersom man bruger rå fisk, skal den fryses ned for at dræbe eventuelle parasitter. I en hjemmefryser tager det tre døgn – det er i alt fald anbefalingen i Norge, og jeg tænker de har meget godt styr på lakseparasitter deroppe. Fisk beregnet til sushi har været frysebehandlet og kan bruges med det samme. Laksen tøes op i køleskabet natten over.

Hygiejnen er selvfølgelig også supervigtig, for selvom salt og sukker forhindrer bakterievækst, er det ikke en magisk trylleformel. Så hold laksen kold, brug pinligt rene redskaber (hænderne inklusive) og arbejd hurtigt.

Efter to dage på køl er der lækker laks, der kan spises i tynde skiver med rævesauce, eller bare ovenpå lidt flødeost. Sådan kan jeg selv bedst lide det. Det er en lille portion, men den kan snildt fordobles.

Og nu, opskrift.

Gravad laks

Gravad Laks

Et laksestykke med skind, ca 400 gram
1 spsk flagesalt
1 spsk sukker
1 spsk tørret dild
Friskkværnet peber

Hvis laksen ikke har været frossen fra butikkens side, skal den først en tur i din egen dybfryser i tre døgn. Så er den sikker at spise rå. Husk hygiejnen, når du arbejder med laksen. Rene hænder, rene redskaber, arbejd hurtigt så fisken ikke bliver varm.

Det er heldigvis super hurtigt at grave en laks. Snup laksen og trim det grå fedt af. Dup den tør (den skal ikke skylles) og læg den i et fad der passer i størrelsen. Bland sukker og salt sammen og dæk laksen med blandingen. Tryk det godt sammen med hænderne. Drys et tæt lag tørret dild ovenpå. Dæk med et stykke bagepapir eller plastwrap og læg et lille skærebræt ovenpå. Pak så hele fadet godt ind i plastwrap og sæt noget semitungt på skærebrættet. To glas marinerede sild virker udmærket. Sæt laksen på køl i to døgn. Den vil lække væske og stå og soppe lidt i fadet. Tag den op efter de to døgn og dup den tør. Børst eventuelt overskydende salt af og dæk med mere dild. Så er den klar til at blive skåret i tynde skiver og spist.

Den kan holde to døgn, hvis den altså står på køl. Har laksen stået og gasset den på julefrokostbordet, så ryger holdbarheden en tur og resten skal kasseres bagefter. Det er lidt synd. Nøjes med at skære det, der skal bruges, og sæt resten tilbage på køl med det samme.

Skagenröra – svensk rejesalat

Skagenröra

Skagenröra er en lille svensk rejesalat. Egentlig er det ikke en decideret juleret, men den passer så glimrende til et julefrokostbord, helt uansvarligt losset ind mellem fiskefileter og karrysild. Eller måske som en forret nytårsaften, serveret på ristet brød. Så hedder det toast skagen og er populært som forret.

Toast skagen – og skagenröra – stammer fra 1950’erne. Det var noget med en svensk restauratør, der havde været i Skagen, hvor man nemt kan lade sig inspirere til både kunst, kultur og ting med rødspætter på. Og altså også til rejesalat. Skagenröra i sin reneste form består af pillede rejer, mayonnaise og dild.

Svenskerne har et eller andet med at rejerne skal være håndpillede, og nu er det ikke fordi jeg på nogen måde skal sige vort naturskønne søster-broder-folk imod, eller påstå at det kan være forholdsvis ligegyldigt når man alligevel drukner møjet i mayonnaise, men det bliver en kold dag i helvede før jeg sætter mig ned og piller rejer. Jeg bruger præpillede frosne rejer af god grønlandsk kvalitet, og tør dem op i en sigte i køleskabet – så drypper al væden fra (husk en skål under sigten!) og man slipper for semiflydende rejesalat. Det er smart.

Jeg rører også lidt letsaltet stenbiderrogn i, den fra glas. I Sverige bruger de helst løjrom, der er rogn fra siklöjan (heltling), en lillebitte fisk. Løjrom er en svensk delikatesse, ikke at forveksle med Kalles Kaviar, et produkt, hvis eksistens alene er grund nok til at lukke grænserne permanent.

Rogn eller ej, skagenröra er et fantastisk koncept, hurtigt at lave og lige så hurtigt at spise – på rugbrød, ristet franskbrød, skærgårdsbrød, i en halv avocado eller gør som svenskerne og los det i en bagt kartoffel. Det er ikke helt ringe. Noget af mayonnaisen kan erstattes med creme fraiche efter smag. Salaten kan holde sig to dage i køleskabet.

Og nu, opskrift:

På svensk rugbrød

Skagenröra

200 gram rejer uden skal
100-125 gram mayonnaise
Saften af 1/2 citron
1/2 tsk sukker
1 bundt dild (sådan en lille potte fra supermarkedet)
25 gram letsaltet stenbiderrogn
Lidt salt

Læg de frosne rejer i en sigte og sæt sigten over en skål. Pak det hele godt ind i plastwrap og sæt det på køl et døgns tid, til rejerne er tøet op og grundigt afdryppede. Tjek dem for rester af skal, der kan godt sidde lidt ben på dem. Så er de teknisk set også håndpillede. Bruger du rejer i lage, skal de skylles og dernæst dryppe af et par timer på samme måde som de frosne. Går du hele vejen og håndpiller de små svin, så kan de bruges med det samme.

Giv rejerne en tur med køkkenkniven. De skal hakkes groft, bare sådan at hver reje er delt i to eller tre stykker – cirka. Ikke noget med at finhakke, så bliver det noget underligt noget. Er rejerne små, kan de også bruges hele.

Rør mayonnaise, sukker, hakket dild og citronsaft sammen i en skål. Rør rejerne i, og rognen. Smag på sagerne og salt efter behov. Du kan røre mere mayonnaise i, hvis du gerne vil have salaten mere cremet. Lad salaten trække en times tid på køl og smag på den igen. Justér med mere salt eller citronsaft, hvis det er nødvendigt. Spis!

Klipfisk til jul

Klipfisk med det hele

Nu er den søde juletid startet, og dermed også årets juleblog. I år er temaet Nordisk Jul. Klassiske juleretter fra Danmark, Norge, Sverige og Finland, både moderne mad og historiske opskrifter. Håber I kan lide sild og kålroer.

Først skal det dog handle om klipfisk, der i gamle dage var en helt almindelig julespise. Klipfisk er tørret, saltet torsk, ikke at forveksle med tørret, usaltet torsk, der bare hedder tørfisk. Tørfisk kan udblødes i lud og så bliver det til lutefisk. Hvis du ser det, så gå den anden vej. Det smager frygteligt, og er helt almindeligt ved juletid i visse dele af Norge og Sverige, hvor de ellers normalt er så flinke. Jeg er ikke stødt på klipfisk i Finland, men man ved selvfølgelig aldrig hvad de kan finde på at gemme oppe mellem birketræer og blåbærbuske.

Det kan måske virke lidt sært, at klipfisk skulle være fin mad, men det har sine rødder i selvforsyningsøkonomien. Alt, man ikke selv kunne fremstille, skulle købes for penge – penge, man fik ind, ved at sælge sine landbrugsvarer. Gæs, for eksempel, er et klassisk juleeksempel. Man solgte gæssene til byboernes julebord, og spiste så andesteg selv. Hvis man havde ænder. Fik man penge nok ind, kunne man købe lidt af de fine varer hos købmanden. Ris, sukker, krydderier og den slags var købevarer. Det samme var klipfisk, og derfor var klipfisk festmad og har været det i alt fald siden middelalderen. Da grødrisene kom til, røg de på julemenuen af samme årsag. Det var hovedsageligt øst for Storebælt, at menuen stod på fisk.

Klipfisk inden udblødning

Klipfisk var også fin mad i byerne. Man importerede fra Norge og Island, og, som der står i en 1700-tals kogebog, kunne man spise den kogt med “en jevn Smør-Soes med smaaehakkede Charlotter; eller Roer efter Reglen 99; eller Sennep og Smør; eller brunt Smør med Løg; eller smeltet Smør med hakket Persille, og et Par haardkogte og smaaehakkede Eg strøet derovre.” (Koge Bage og Sylte-Bog, 1766). De omtalte roer er botfelske roer, der brunes ved at stege dem længe i brunet smør, hælde sky på og koge det godt ind til roerne er glaserede. I øvrigt en helt almindelig opskrift i pøblens kogebøger fra sidste halvdel af 1800-tallet, hvor man også valgte at tilsætte puddersukker. Lidt som brunede kartofler.

I slutningen af 1800-tallet var torsk dog ikke længere helt så fint. Det var efterhånden blevet ret billigt. Man var blevet dygtig til at transportere levende fisk ind til havnene og videre ind på torvemarkederne, hvor man så kunne hente sig en frisk torsk istedet for nespressoudgaven. Klipfisk blev billig mad, omend stadig dyrere end fersk torsk. Det var dog ikke alle, der var klar til at overgive sig til komfurjulemiddagen med steg og rødkål. Især på Sydsjælland holdt man fast i den traditionelle klipfiskemiddag med risengrød til forret. Risengrød og klipfisk – prøv det til jul! Din familie vil elske dig.

Eller sætte dig ud til storskrald.

Til denne sydsjællandske julefisk hørte det helt klassiske tilbehør: Sennepssauce, kogte kartofler, hårdkogte æg og smeltet smør. Som regel blev måltidet afsluttet med kaffe og klejner. Det var overraskende almindeligt, det med kaffe og klejner. Jeg har fundet det i julemenuer fra hele det ganske danske land. Uanset om det var fisk eller flæsk, risengrød eller risalamande, så var der kaffe og klejner bagefter. Måske ikke så underligt, for kaffe var super populært, og det samme var klejnen. Ligesom i dag.

En komplet guide til klipfiskemiddag kan vi selvfølgelig finde i Frk. Jensens Kogebog. I udgaven fra 1909 lyder opskriften således:

Klipfisk, 1909
Klipfisk er saltet og tørret Torsk. Den skæres itu og lægges 1 Døgn i Blød i lunkent Vand med ubetydeligt Natron i. Er den meget salt, kan Vandet skiftes nogle Gange. Forinden Fisken koges, skrabes det graa Skind godt, og Finnerne afskæres, hvorefter den sættes over Ilden i koldt Vand og maa koge en god halv Time, samt skummes godt. Den anrettes paa Fad med Skindsiden opad, garneret med overskaarne, haardkogte Æg og pyntet med Persille. Hertil spises smeltet Smør og Sennep-Sauce samt kogte Kartofler. Æggene kunne ogsaa hakkes og serveres særskilt til Fisken.
– Kristine Marie Jensen: Frk Jensens Kogebog, København, 1909

En opskrift på sennepssauce får vi naturligvis også:

Sennep-Sauce til Fisk, 1909
En Skive Smør smeltes, og heri bages 1 Spiseskefuld Mel, som fortyndes med Fiskesuppen. Vandsennep røres deri, naar den koger. Sennep-Sauce bliver mildere, naar den opspædes med Mælk. Samtidig med Sennep-Sauce serveres smeltet Smør.
– Kristine Marie Jensen: Frk Jensens Kogebog, København, 1909

Vandsennep er fiskesennepspulver rørt op i vand, og det kan man købe nede i supermarkedet. Altså pulveret. Vandet følger ikke med. Det er straks værre med klipfisken, for den er gået så meget af mode i Danmark at man ikke kan købe den hos købmanden mere. Ikke mindst fordi de fleste købmænd forlængst er lukket. Så klipfisk må siges at være en specialvare. Man kan købe det i webshops og sikkert også i visse specialbutikker. Min Bedre Halvdel arbejder i Norge, så han hjembragte en pakke til mig (hurra!). Man kan også få det hos meget velassorterede fiskehandlere. Jeg så det i Torvehallerne forleden.

Og hvordan smager klipfisk så? Det smager af let saltet torsk. I alt fald hvis man køber en ordentlig kvalitet. Konsistensen er mere fast end fersk fisk. Jeg var absolut fan, omend det historiske aspekt nok bidrog markant til begejstringen. Tilbehøret er aldeles fantastisk, især sovsen, der laves med fiskens kogelage. Med nem adgang til fersk torsk, virker det dog en kende overflødigt at bruge klipfisk – især når det er så dyrt. Så du kan roligt lave klipfiskemiddagen med fersk torsk, omend jeg nok stadig ville vare mig for at servere det juleaften. Måske til nytår? Det kunne jeg så afgjort godt finde på.

Og nu, opskrift:

Klipfisk med klipfisk

Klipfiskemiddag
Mængde: 2-3 personer

Klipfisk
1 pakke klipfisk, 400 gram + 3 liter vand
1,5 liter vand (til kogning)
1 spsk eddike
2 laurbærblade
1 tsk peberkorn

Sennepssauce
2 spsk smør
2 spsk mel
2 dl kogelage fra fisken
2 dl mælk
1,5 spsk fiskesennep (eller groft sennepspulver)
1/2 tsk sukker
Salt
Citronsaft

Tilbehør
Kogte kartofler
Hårdkogte æg

Start med at udvande klipfisken. En 400 grams pakke skal ligge i 3 liter koldt vand i 24-30 timer. Start med at skylle de tørrede fiskestykker grundigt. Hvis det ikke allerede er gjort, så skær fisken i portionsstykker med en skarp brødkniv. Ellers vil de være grumt salte i midten. Læg dem så i det kolde vand og sæt det hele i køleskabet. Skift vandet 3 gange undervejs. Hvis fisken er meget svær at file i, så vent med at skære til den er delvist udblødt. Hiv fisken op af vandet og skyl stykkerne igen. Så er de klar til brug, og skal iøvrigt bruges med det samme.

Æggene – et helt til hver hvis der skal være fest – lægges i kogende vand og koger i 10 minutter. Så er de hårdkogte. Lad dem køle af mens du forbereder resten.

Fisken tages den ud af køleskabet. Udblødningsvandet kasseres og fiskestykkerne skylles og lægges til side. Hæld ca 1,5 liter vand i en stor gryde sammen med eddike, laurbærblad og peberkorn. Læg låg på og bring vandet i kog. Tag gryden af varmen og læg fiskestykkerne i. Sæt tilbage på blusset og kog op uden låg.

(Sæt kartoflerne over samtidig med fisken, så kommer det til at passe med at de er klar, når saucen er lavet.)

Så snart vandet koger tages gryden af varmen og fisken trækker under låg i 10-15 minutter. Fisk straks stykkerne op og hold dem varme mens du laver saucen.

Sauce: Smelt smørret i en lille kasserolle. Tilsæt mel og rist det i smørret et minuts tid. Spæd op med kogelagen, lidt af gangen. Rør kraftigt rundt med et piskeris mellem hver tilsætning, så du undgår klumper. Hæld så mælken i, lidt ad gangen, under fortsat piskning til du har en tyk, boblende sauce.

Tilsæt så sukker og fiskesennep. Du kan enten bruge færdiglavet grov fiskesennep, eller du kan tage 1,5 spsk groft fiskesennepspulver, røre det op i 1,5 spiseskefuld koldt vand og lad det stå et kvarters tid og trække. Put en teskefuld sennep i ad gangen og smag undervejs. Du bestemmer selv, hvor stærkt du vil have det. Klipfisk kan godt trække en stærk sauce, og jeg elsker stærk sennep, så jeg hældte det hele i.

Smag saucen til med salt. Når du er tilfreds tages gryden af varmes og lidt citronsaft røres i. Så er den klar. Server med risengrød til forret og klejner til aftenkaffen – så er det ægte autentisk gammeldags julemiddag.

Server fisken med de kogte kartofler, hårdkogte æg, smeltet smør og sennepssauce.

Sigt kogelagen og sæt den på køl. Den kan bruges til mere dejlig sennepssauce til at hælde over æg eller kogte kartofler, hvis du – ligesom jeg – er vild med sovs og kartofler uden tilbehør.