Archives

Jul i Den Gamle Kogebog: Chokolade og Varm Kakao

Varm chokolade

Nu er det endelig jul igen december, den dejligste måned på året. Og en af de koldere. Men det betyder at det er sæson for varm kakao. Eller varm chokolade, afhængig af hvor fin man vil være på den.
Kakaobønnerne kom til Europa i 1500-tallet, hvor de spanske fiduser tog det med fra deres rejser til Sydamerika. Af disse bønner lavede man chokolade og de første par hundrede år blev den hovedsageligt brugt til at drikke, kogt op i mælk eller vand. Chokoladen var anderledes end vi kender den idag, mere uraffineret og bitter. Man ristede bønnerne, afskallede dem og stødte dem ganske fint over varme til en slags pasta (kakaobønner indeholder 50% fedt), der blev blandet med sukker og krydderier og hældt i forme så de størknede. Krydderierne kunne være vanilje, kanel, nelliker og kardemomme samt mere eksotiske ingredienser som ambra, salep og forskellige typer peber. Når man så ville have sig lidt varm chokolade, stødte man denne “kage” og kogtee den op med mælk eller vand og ganske ofte også et par æggeblommer. Resultatet var en tyk og let grynet drik. Der er en, for samtiden usædvanligt klar beskrivelse af processen i en bog fra 1795, skrevet af en “conditor-enke”, hvis mand tilsyneladende havde et konditori i Berlin:

At lave Chokolade.
Brænd 1 Pund frisk Cacao i en Kaffetromle, indtil det begynder at knage, tag det derpaa fra Ilden og tag Skallerne af; gør en Morter tilligemed Støderen heed og stød Cacaoen i den, indtil den bliver flydende, bland 5/4 Pund (det står der, red) stødt Sukker, 1/2 Lod stødt Kanel, 1/2 Lod Nelliker med samme og stød det blødt; afvei derefter hele og halve Fierdingpund i Chokolade-Kapseler og slaae dem, indtil de blive glinsende ovenpaa.
– L. Friedel: Fuldstændig Confectyr- og Conditorbog, København 1795.

At drikke chokolade i hjemmet var i mange år forebeholdt de rigeste. I Danmark begyndte man så småt i midten af 1600-tallet. Man havde specielle chokoladekander og endda chokoladekopper, og fint skulle det være. I starten skummede man chokoladen i kanden ved hjælp af en chokoladepisker for at fordele chokoladen jævnt i mælken – og fordi man kunne lide det skum der dannedes. Det holdt man dog op med i 1800-tallet fordi man blev bange for at indtagelsen af den indpiskede luft skulle give uønskede resultater i den anden ende, om man så må sige.
Selvom chokolade kostede det samme som en mellemstor sejlbåd, kunne den arbejdende almue alligevel unde sig en kop varm salighed i ny og næ takket være byernes små beværtninger hvor de kunne solde lønnen op. Det var dem vel undt.
Udover den flydende drik, fandt man også på at bruge chokoladen til saucer, tærter og desserter. I en gammel, laset og anonym kogebog, der på Det Kongelige Bibliotek bare hedder “Kogebog fra det. 18. århundrede”, finder vi følgende opskrift:

Sukkerlade-Chreem

Sukkerlade-Chreem, 1700-et-eller-andet
Man tager et halvt Pund Sukkerlade, river samme smaa, og tager dertil 8 Æggeblommer, som slaaes meget vel, og dermed udrøres Sukkerladen. Siden kommes 2 Potter Melk derpaa, og røres af paa Ilden med noget brudt Kaneel og Sukker, om det behøves. Siden kommer man det i hele Scheleye-Glas eller Porcellains Skaaler.
– Kogebog fra det 18. århundrede.

“Scheleye” betyder gelé, en anden yndet dessert, når der skulle svinges med de dyre, tidskrævende råvarer. Chokoladecremen er blevet spist kold, portionsanrettet, sikkert med nydelige små skeer. Men jeg kan fortælle at den også smager glimrende varm, hvis man ikke kan vente med at smage på sagerne. Du kan finde opskriften nederst på siden, oversat til nutidsdansk.

Sjovt nok er der generelt ikke opskrifter på varm chokolade i de gamle kogebøger. Der er opskrifter på brød, man spiser til varm chokolade, men ikke drikken i sig selv. Opskrifter på kaffebrygning og tesammenbiksning er også fraværende, og forklaringen er sikkert den samme som det totale fravær af rugbrødsopskrifter: man vidste da godt hvordan den slags skulle laves.

Der er dog opskrifter at finde hvis man leder lidt. I den svenske bog “Handbok för dryckers beredning” fra 1835 finder vi opskrifter ikke kun på den varme drik, men også på fremstilling af selve chokoladen. Fordi, som forfatteren skriver, er det den eneste måde at sikre sig en ordentlig kvalitet! En af opskrifterne lyder i al sin korthed:

Veritabelt Wiener-Choklad, 1835
1 Pund Kakao, 1 Pund hwitt socker, 1/2 lod vanilj, och 1 lod kanel.
– Sara Charlotta Götrek: Handbok för dryckers beredning, Stockholm.

Kakao, sukker, vanilje og kanel. Så er der chokolade. Kakaoen er kakaobønner, som man har ristet og stødt, ikke affedtet kakaopulver, som vi kender det i dag. Bogen indeholder en omhyggelig vejledning i at indkøbe de bedste kakaobønner, at riste dem som man rister kaffebønner, at støde dem til en fin masse i en morter og til sidst forskellige måder at lave det til chokolade. Forholdet mellem kakao og sukker samt krydringen udgør forskellen. Turinerchokoladen er f.eks mindre sød end wienerchokoladen, med til gengæld er den kraftigere krydret. Den spanske chokolade indeholder ambra. Det er også en opskrift på en af datidens meget populære varianter: Chokolade med islandsk mos. Islandsk mos var, og er stadig, en yndet sundhedsplante, der kan kurere alt fra snotnæse til global opvarmning. Det smager ganske forfærdeligt, men måske har chokoladen kunne bløde op på det.

En opskrift på drikkechokolade finder vi naturligvis også, og den lyder som følger:

Choklad med Mjölk
Man tager ouppkokt mjölk till erforderlig mängd, 2 lod choklad till hwarje kopp, lägger chokladet i mjölken, och låter den sakta koka sönder; och sedan man tillagt socker efter tycke och smak, tillsätter man ytterligare äggulor; dock bör man härwid akta sig att taga förmycket äggula, så att chokladet blir för tunnt.
– Sara Charlotta Götrek: Handbok för dryckers beredning, Stockholm, 1835.

Det minder meget om “Sukkerlade-Chreemen” men er altså beregnet til at drikke istedet. Det har været en tyk sag, men velsmagende, og også lidt grynet.

I det hele taget var chokolade dengang lidt grynet og bitter og ikke rart at spise i fast form. Der skulle dog snart ske store fremskridt. I 1815 opfandt hollænderen van Hauten alkaliseringen af chokolade, en process, der gjorde chokoladen mindre bitter, og som man stadig bruger til det meste kakaopulver. Et par år efter opfandt han en presse, der klemte omkring halvdelen af kakaosmørret ud af kakaomassen, og hermed opfandt han kakaopulveret. Pludselig blev det nemmere og billigere at lave drikkechokolade. I midten af 1800-tallet blev spisechokoladen opfundet af englænderen Joseph Fry, men først i 1879 blev concheringen opfundet af Rudolphe Lindt – ja, den Lindt – i Schweiz. Concheringen (langtidsomrøring og iltning under opvarmning, tidligere også finformaling) gjorde ikke bare chokoladen finere i teksturen, den forbedrede også smagen så markant at spisechokolade for alvor blev populært. Så hvis du vil prøve at lave varm chokolade som i rigtig gamle dage, skal du have fat i uconcheret chokolade. Det er sjovt at prøve (jeg har selvfølgelig købt en blok jeg bruger af hist og her), men moderne chokolade ER bedre. Der er en grund til at conchering blev standard. Alle disse opfindelser og de smarte maskiner og industrialiseringen gjorde at både chokolade og kakao blev billigere. I “Ny Kogebog” fra 1895 finder vi opskrifter på både chokolade og kakao:

Chokolade
Man smører Gryden med Smør, kommer lidt Vand deri tilligemed den itubrækkede Chokolade og rører deri, til det koger og er udjævnet; derefter kommes Mælken derpaa, og man vedbliver at røre, indtil det koger. Til meget god Chokolade regnes 3 Potter Mælk til 1 Pund chokolade, dog kan den blive god med 4 Potter Mælk.

Kakao
En Theskefuld Kakao og 1 à 2 Theskefuld Sukker røres ud i en Kop med lidt kogende Vand eller Mælk, hvorefter Koppen fyldes med kogende Mælk.
– Anna Drewes: Ny Kogebog, København 1895.

For nu var kakaopulveret endelig kommet til Danmark og det var billigere end chokolade. Importen steg betragteligt og sundhedseffekterne var uden grænser – især når man bryggede den varme drik med God Dansk Mælk™. Mælkekakaoen var at finde under afsnit om sygekost sammen med havresuppe og lignende vederstyggeligheder. Heldigvis uden islandsk mos.

Chokoladekakao var selvfølgelig ikke kun sygemad. Det blev også markedsført som værende særligt nærende til børn. I 1931 udkom 2. oplag af et lille reklame-opskriftshæfte. Det var Galle & Jessen, der stod bag. I dag er det vist kun pålægschokoladen, der er tilbage, resten er losset ind under Toms, men dengang var det en selvstændig chokoladefabrik. De lavede fyldte chokolader, kogechokolader, kakaopulver (Stjerne Cacao) og andet mundgodt. Hæftet er naturligvis fyldt med chokoladeopskrifter. Bagværk, kolde og varme desserter og drikkechokolade. Bogen lægger ud med følgende lovprisninger:

Det er indlysende, at Chocolade eller Cacao, tilberedt med Vand eller Mælk, er en langt sundere Drik, navnlig for Børn og ældre eller svagelige Personer, end The og Kaffe, ligesom det, særlig for Tiden, burde være en kærkommen Anledning for enhver dansk Husmoder til i højere Grad at anvende vor gode og sunde, dansk Mælk [™, red]

Og i Carla Meyers “Nutidsmad” fra 1936 er der lignende ord at finde:

Kakao har betydelig Næringsværdi, ogsaa som Følge af dens store Indhold af Jern og D-Vitamin. Baade Kakao og Chokolade indeholder et stimulerende Stof, Theobromin, som dog har svagere Virkninger end Koffeinet i Kaffe og Te. […] Næringsværdien af Chokolade er meget betydelig.

Vi kan, med andre ord, roligt skifte morgenkaffen ud med en solid omgang varm kakao. Det er både sundt og godt og smager iøvrigt aldeles glimrende med en lille smule kanel i. Det kan du selv prøve i denne opskrift på “Sukkerlade-Chreem”, der iøvrigt kan tilsættes lidt ekstra mælk og dermed fungere som en aldeles glimrende varm drikkechokolade istedet for at spises kold. Brug en chokolade du kan lide – det er det vigtigste kvalitetskrav.
Her er opskriften fra tidligere, oversat til nutidsdansk:

Sukkerlade-Chreem

Sukkerlade-Chreem

Sukkerlade-Chreem anno 1700
Mængde: 4 små portioner

60 gram mørk chokolade ca 60%
Evt sukker efter smag
2 æggeblommer
4 dl sødmælk
1/4 tsk stødt kanel

Hak chokoladen fint. Put æggeblommer i en lille gryde. Pisk mælken i, lidt af gangen og rør til sidst den hakkede chokolade i. Varm op under konstant omrøring. Når det lige er på nippet til at koge, tages gryden af varmen og cremen smages til med sukker. Hæld cremen i små skåle. Lad den køle helt af og sæt den så på køl et par timer til den er helt kold. Cremen er tyktflydende når den er spiseklar og kan med fordel serveres med en bette småkage eller lidt flødeskum.

Dag 11: Marcipanens historie, del 1

Marcipanfrugt efter opskrift fra det 13- århundredes al-Andalus.

Marcipanfrugt efter opskrift fra det 13- århundredes al-Andalus.

Marcipan er lidt af en sagnomspunden råvare. Der er mange byer, der forsøger at gøre krav på at have opfundet denne snedige blanding af mandler og sukker. Blandt de mest kendte er jo nok Lübeck. Her kan blive forsøgt hjernevasket med det “faktum” at marcipanen blev opfundet lige midt i den lille nysselige nordtyske by. Efter sigende var der stor hungersnød, engang i middelalderen (ikke noget særsyn) og det eneste spiselige i byen var mandler, sukker og æggehvider. Og da gjorde Lübeckerne marcipan af disse råvarer og sultede aldrig mere.

Men marcipanen stammer altså ikke just fra Lübeck, uanset hvor berømt byen er for sit mandelklister. Vi skal et stykke længere sydpå. De kloge og lærde er rimelig sikre på at marcipanen oprindeligt stammer fra Persien omkring år 700, men eftersom Sicilien i denne periode ad et par omgange var under muslimsk herredømme – omend det var meget modstræbende – kan jeg godt købe ideen om at nogen, har lavet marcipan dernede og selv ment at de har opfundet det, hvilket med lidt god vilje godt kunne få Italien med ind i opløbet om marcipanens hjemland. Italien er i alt fald hjemsted for nogle af de ældste myter om marcipanens tilblivelse – iøvrigt myter, der minder utroligt meget om den Lübeckske. Der er kilder, der placerer marcipanproduktion på Sicilien helt tilbage i år 1100. I Toledo i Spanien vil man også gerne gøre krav på marcipanen. Disse versioner, minus de tåbelige myter, lyder mest plausible i mine øren. Italien sad på store dele af importen af varer fra Østen, og Spanien (al-Andalus) var en del af et stort muslimsk kalifat. Indenfor disse rammer kan inspiration og råvarer nemt vandre.

Men altså. I sidste ende er det Mellemøsten, der er hjemsted for mandlen, og det er derfor rimelig oplagt at placere den oprindelige oprindelse dernede. Det var trods alt også araberne, der opfandt sukkeret. al-Warraqs kogebog fra det 10. åhundrede, Kitab al-Tabikh, indeholder hele kapitler på søde sager, der består af malede nødder – mandler, valnødder og pistacenødder – blandet med sukker. Der er for eksempel en opskrift på “khabis maftut”, afskallede og ristede pistacienødder, malet fint og æltet sammen med stødt sukker og rosenvand. Det æltes til en masse, der efterfølgende formes til dadler, agurker og meloner. Det minder meget om senere tiders opskrifter på marcipan, bortset fra valget af nødder, selvklart, og det er den tidligste opskrift jeg har kunnet gravet frem.

I en kogebog fra det 13. århundredes al-Andalus er der en opskrift næsten magen til. Her bruges der mandler:

Frugter lavet af sukker, 13. århundrede
Tag en del stødt sukker til en del smuttede og malede mandler. Smør hænderne ind i mandelolie og ælt det hele sammen med rosenvand, og gør figurer af det, om Gud vil. – En Anonym Andalusisk Kogebog [kilde]

Det er marcipan som vi kender det. Selv rosenvandet kan man finde i opskrifter helt op i det 19. århundrede. Det blev tilsat for at forhindre mandlerne i at lække deres olie. Det vil nemlig ødelægge marcipanen. Hvis du tager en klump moderne marcipan og ælter det sønder og sammen, vil du opleve det samme. Olie ud over det hele. Så det skal man lade være med, selvom man får bløde (og klistrede) hænder af det.

De byer, der gjorde krav på at have opfundet marcipanen, var som regel store handelsbyer i middelalderen. Lübeck var for eksempel en af de mest magtfulde bystater i Nordeuropa. Byen var “hovedstad” i Hanseforbundet, en handelsalliance, der kontrollerede al import til Nordeuropa. Det var rige købmænd, der sad på magten, og det var med stor sandsynlighed dem, der bragte marcipan, eller ideen om marcipan, nordpå. Det kan forklare hvorfor de slap afsted med at påstå at de havde opfundet de gode sager. Det var jo ikke fordi man lige kunne tage sydpå og tjekke påstandene, og google var endnu ikke opfundet.

I Nordeuropa ved vi i alt fald med sikkerhed at der blev lavet marcipan i år 1500, og ligesom i Sydeuropa (hvor de havde marcipan et par hundrede år tidligere) blev det især lavet i klostre og på apoteker. Som så meget andet sødt stads, blev det anset for at have medicinske egenskaber. Der var knap så stor forskel på mad og medicin dengang, så en ting som marcipan, der jo smager skønherligt, blev nok oftere brugt forebyggende end helbredende.
Marcipan var godt for fordøjelsen, mente man, så man spiste det til sidst i måltidet. Det kan man jo så lige overveje, når man planlægger julemaden, om man ikke skulle slutte af med en nuttet lille marcipangris. For fordøjelsens skyld, selvfølgelig. Det skulle også have gavnlig effekt på hjernen. Hvordan ved jeg ikke. Men vi må hellere sige to marcipangrise, bare for en sikkerheds skyld.

Udover at være medicin, var marcipan også et prestigeobjekt. Både mandler og sukker var dyrt, og begge dele skulle knuses ganske fint, noget der tog lang tid.
Overklassen var ret vilde med at sætte smukt udformede marcipanfigurer på deres festborde. Det var som regel mandler og sukker, af og til blandet med æggehvide, og dernæst formet til alt muligt dims, der passede til begivenheden. Det blev så bagt i ovnen og fortæret, når gæsterne var færdige med at glo. Skulle det være ekstra fornemt blev det enten malet i smukke farver eller belagt med ægte bladguld. Så tror jeg nok lige at festen får sig en artikel i Billed-Bladet. Mere om marcipanfigurer om lidt.

Precedella - små tyske marcipankringler fra 1581

Precedella – små tyske marcipankringler fra 1581

Først skal vi til Tyskland. De nordeuropæiske opskrifter på marcipan begynder sådan rigtigt at dukke op i løbet af 1500-tallet. Det var som regel i form af småkager. I den tyske kogebog Ein New Kochbuch fra 1581 finder vi en opskrift på små kringler lavet af mandler, sukker og rosenvand:

Precedella von Mandeln gemacht, 1581
Nimb Zucker vnnd Rosenwasser/ laß wol auffsieden/ daß nicht zu
dick wirt/ ru:er geriebene Mandeln vnter den gesotten Zucker/ vnd machs wol
trucken vom Feuwer/ vnd wenn du es wol weg nimpst/ so nimb scho:enen weissen
gestossenen Zucker ein Lo:effel voll oder drey/ ru:ers wider vnter die Mandeln/
treib sie mit der Handt fein la:englicht auß/ vnnd bestra:ew sie mit weissem
Zucker vnten vnd oben/ daß nicht bleibt an Ha:enden kleben/ vnnd wenn du es
lang hast außgetrieben/ so mach kleine Bretzel darauß/ scheub sie in ein warmen
Ofen/ vnd back sie fein langsam auß/ so werden sie scho:en weiß. Vnd man
nennet es Precedella von Mandeln gemacht.
– Ein New Kochbuch [kilde]

Der står: Tag sukker og rosenvand, lad det koge godt sammen, men lad det ikke blive for tykt. Rør malede mandler i og lad det tykne over ilden. Og når du tager det af, tag da hvidt, stødt sukker, en skefuld eller tre, rør det i mandlerne. Rul det tyndt ud med hænderne, og drys med stødt sukker både ovenpå og nedenunder så det ikke klæber til hænderne. Og når du har rullet det ud, lav da små kringler. Bag dem i en varm ovn, men bag dem langsomt, så de forbliver hvide. Det kalder man precedella (kringler) af mandler.

Det ligner jo, bortset fra bagningen, en ret typisk opskrift på marcipan. I dag ville vi koge sirup på almindeligt vand istedet for rosenvand, men ellers er fremgangsmåden den samme: bland sirup med mandelmel i en gryde og lad det tykne ved svag varme under omrøring.
Og hvis jeg lige må nævne hvor dybt jeg var nødt til at grave ned i min folkeskolehjerne for at oversætte den her opskrift. Det er én ting at læse gammeldags engelsk (jo ældre, jo værre), når man taler sproget flydende. Det er noget helt andet at læse gammeldags tysk, når man allerede skal koncentere sig meget for at læse den moderne udgave af sproget. Og det går helt galt med fransk. Måske ville det hjælpe hvis jeg spiste en lille marcipangris…

Så nu har vi 500 års marcipan, men intet af det har heddet marcipan. Selve ordet marchpane dukker op omkring år 1500 på engelsk, efter at have vandret en mystisk og megen omdiskuteret rute nede sydfra. Der er ikke rigtig nogen, der ved præcis hvor ordet kommer fra, og der er flere sandsynlige teorier. Men fra 1500-tallet støder vi altså på ordet marchpane i mange kogebøger, som regel i opskrifter omhandlende et populært skuestykke.

Lige siden middelalderen (og sikkert også tidligere), har skuestykket, en spiselig dekoration, været enhver fornem nordeuropæisk middags absolutte højdepunkt. Det kunne være alle mulige figurer, som regel dyr, lavet af sukker, eller måske i form af en meget indviklet tærte. Skuestykket af marcipan, simpelthen kaldet “en marchpane”, var super populært i 16- og 1700 tallets England . Derfor er det muligt at finde en del engelske opskrifter fra denne periode. Disse skuestykker består som regel af udrullet marcipan med en fin kant (som en tærte, står der gerne i opskriften), bagt i ovnen og glaseret og pyntet med malede eller forgyldte stykker bagt marcipan. I bogen A Closet for Ladies and Gentlewomen fra 1603, finder vi en opskrift og fremgangsmåde for marchpane:

To make a Marchpane, to yce it, and garnish it after the Art of Comfit making, 1608
TAke two pound of small Almonds blanched, and beaten into perfect Past, with a pound of suger finely searsed, putting in now and then a spoonfull or two of Rose water, to keepe it from oyling, and when it is beaten to perfect Past, rowle it thin, and cut it round by a charger, then set an edge on it, as you doe on a tart, then drie it in an Ouen, or a backing pan, then yce it with Rose water and suger, made as thicke as batter for fritters, when it is iced garnish it with conceits, and sticke long comfits in it, and so guild it, and serue it. – A Closet for Ladies and Gentlewomen [kilde]

Der står: Tag to pund små blancherede mandler, og mal dem fint med et pund fint stødt sukker og tilsæt nu og da e skefuld rosenvand så det ikke udskiller olie og når det er blevet til den fin masse, rul det tyndt ud og skær det ud til en cirkel og form kanten som til en tærte og tør det i ovnen eller i en bradepande (med låg – man lægger kul under og over og så er det som en lille ovn), og glaser det med rosenvand og sukker lavet til en masse så tyk som dej til fritters (ting dyppet i tyk dej og stegt i olie), når det er glaseret, pynt det med conceits og stik kandiseret frugt i det og forgyld det/farv det og server.

Conceits er figurer af marcipan, og som navnet antyder, er det ting, der ligner noget, de slet ikke er. Den slags var meget populært i middelalderen. Og selvom Tudortiden ikke er middelalder, så kunne man stadig godt lide det. Det var noget, man kunne imponere gæsterne med, det viste overskud og opfindsomhed og dygtighed. Som nedenstående ospkrifts titel angiver, kunne det for eksempel være fugle eller blomster. Det kunne også være forskellige stiliserede former, f.eks trekløvere, cirkler eller måske et kors eller et palmeblad. Der er sågar en 1600-tals opskrift på at lave bacon af marcipan. Jeg kan lide det.

A Closet for Ladies and Gentlewoman har naturligvis også en opskrift på disse conceits:

To make all sorts of banqueting conceits of Marchpane stuffe, some like Pyes, Birds, Baskets, and such like, and some to print with moulds, 1608
TAke a pound of Almond past, made for the Marchpane, and drye it on a Chafindish of coales, till you see it waxe white, then you may print some with moulds, and make some with hands, and so guild them, then stoue them and you may keepe them all the yere. They bee excellent good to please children. – A Closet for Ladies and Gentlewomen [kilde]

Tag et pund af mandelmassen lavet til “marchpanen” og tør det i en chafin dish til det får hvid overflade (en chafin dish var og er en type gryde, der gør det muligt at holde mad varm, eller at varme noget forsigtigt, dvs ikke direkte over ilden. Et vandbad og en fondue er gode eksempler. Her er der sandsynligvis tale om en lerpotte sat over nogle stykker gloende kul). Tag det (mandelmassen) og tryk det i forme og form også nogle med hænderne og farv/forgyld dem og lad dem tørre i ovnen. De kan holde hele året og vil gøre børn meget glade.

Jeg kunne naturligvis ikke dy mig for at lave sådan en marchpane. Med juletema.

Jeg kunne naturligvis ikke dy mig for at lave sådan en marchpane. Med juletema.

Det store marchpane skuestykke gik til sidst af mode igen, som ting jo gør, men opskrifter på marcipanfigurer fortsætter med at optræde i kogebøger, også kogebøger til almindelige mennesker, helt op til vore dage. Man fortsatte også stadig med at bage dem, for så kunne de holde sig længe. I dag er det mest en sæsonvare til jul og påske, men det er stadig marcipanfigurerne, der hersker i store dele af Nordeuropa. Og englænderne, de bruger fortsat marcipan overtrukket med glasur til store skuestykker – nu er det bare som overtræk på deres traditionelle fruitcakes istedet. De bruges til bryllup, jul og andre store festlige lejligheder. Og sådan udvikler traditionerne sig så smukt.

I Danmark har vi naturligvis også spist marcipan, omend det her snarere udviklede sig til kransekagen. Den første trykte danske kogebog fra 1616 havde faktisk en opskrift på bagt marcipan. Det er det, bloggen skal handle om i næste afsnit. Dansk marcipan og kransekage. Det bliver velsmagende, og jeg har snart ikke flere mandler tilbage.

Til gengæld tror jeg stadig, der er en lille marcipangris…

Del 2. af marcipanhistorien kommer først tirsdag i næste uge. Bloggen holder lige en lille pause, mens jeg forsøger at gøre klar til den der ægte jul, istedet for at bruge hele december med hovedet i en historiebog. Vi ses!

Afternoon Tea: Te

011015

Nu har jeg efterhånden fået skrevet en del om al det gode nam, man kan stoppe i munden, hvis man skal brygge sig en lille Afternoon Tea. Du har læst om scones og om clotted cream og Victoria Sponge og alt alt alt for meget om sandwichens historie. Med andre ord, du er klar til at holde party med strittende lillefinger. Og må jeg i den henseende lige indskyde en lille bemærkning om at man oprindeligt strittede med lillefingeren, for at balancere de fine, tynde tekopper, man havde i gamle dage. Det var altså ikke så meget et tegn på dannelse, som det var en praktisk foranstaltning. Der er slet ikke plads til lillefingeren på de der bittesmå hanke, der sidder på sådan noget gammeldags porcelæn. Jeg stritter også automatisk med lillefingeren, når jeg drikker af mine bittesmå musselmalede Royal Copenhagen kopper, der vejer ca 2.5 gram og koster så meget, at jeg kun har to. Og de er købt brugt. Men de er pæne og gamle og det er grund nok til at beholde dem.

Det eneste vi mangler for at kunne feste som i 1888, er te. En ret vigtig del, må man sige, eftersom det er teen, der ligesom forvandler hele scenariet til Afternoon Tea. Det hedder jo ikke Afternoon Cola. Eller Afternoon Danskvand Med Blid Brus og Citrus. Det kunne bortset fra det ellers være meget sjovt. Så kunne man invitere til en gang danskvand med agurkestænger og fedtfattig hummus og de der små kugler af tørret frugt og kakaopulver som åbenbart smager PRÆCIS som brownies, bortset fra at de slet ikke smager af brownies overhovedet, men mere som blendede dadler med kakaopulver.

Nu jeg tænker nærmere over det, så kunne det faktisk overhovedet ikke være sjovt. Snarere røvsygt.

Nej, Afternoon Tea er det. Traditionelt set er opfindelsen af Afternoon Tea krediteret til Anna Russell, i starten af 1800-tallet. Anna var Hertuginde Nummer 7 af Bedford samt Best Friends Forever med dronning Victoria – hende, der fik opkaldt bunker af kager efter sig – og var åbenbart med jævne mellemrum døden ganske nær af sult sådan ca. omkring kl 16. Derfor fik hun efterhånden opbygget sig et hyggeligt lille eftermiddagsritual, hvor hun dagligt drak te og spiste brød og kage. Veninderne syntes at det var vældig fancy, de flokkedes til Woburn Abbey (hvor hertugen og hertuginden boede) for at bælle te, og således blev Anna Russell udødeliggjort som Opfinderen af Afternoon Tea.

Det var hun selvfølgelig ikke. At drikke te som et måltid var noget man brugte i England (og Frankrig) allerede i slutningen af 1700-tallet. Men måske var det Anna, der gjorde det populært som et fast ritual? Det er svært at sige. Hvis man putter en bunke te-og-historie nørder entusiaster i samme rum og beder dem diskutere hvorvidt Hertuginde Nummer 7 af Bedford opfandt Afternoon Tea så vil der være både døde og sårede når dagen er omme, det er sikkert og vist.
Selv forestiller jeg mig at det er gået for sig som det så ofte gør, når vaner pludselig bliver hypede og alle spiser havregrød fordi en biks på Nørrebro har besluttet at det skal være hipt igen. En person med indflydelse og trendsætterpotentiale har genopfundet/videreudviklet samt ritualiseret en helt almindelig ting, den almene pøbel lugter mulighed for at være som adelen, og vupti, Afternoon Tea som på Woburn Abbey. Badam! Man kan stadig få Afternoon Tea på Woburn Abbey, dog minus hertuginde, og en dag skal jeg prøve det.

Teen kom til Europa i slutningen af 1500-tallet. Det var de portugisiske handelsrejsende, der havde været i Kina og købe lidt ind. Senere fik hollænderne overtaget importen. I England blev det først rigtig en ting da den britiske konge fik en portugisisk dronning, der slæbte teen med. Det var omkring 1660. Og som vi så ofte ser det op gennem historien, når hoffet får en vane, så følger resten af befolkningen langsomt med. I starten var det dog kun de rige. Så de rige forretningsmænd bællede te med hinanden i Londons kaffehuse (hvor de velsagtens også drak noget kaffe). Derhjemme drak deres hustruer også te, købt i selvsamme kaffehuse. De puttede sukker i, og Englands forbrug af sukker steg kraftigt da te- og kaffedrikning blev populært. Både te og sukker var afsindigt dyrt. Jeg har set priser, der nutildags svarer til at betale mellem 1000 og 4000 kr halvkiloet. For te. Det var nok ikke Medova. De fine damer holdt teselskaber og inviterede veninderne til at komme og drikke udtræk af blade og måske spise en lille bolle eller hvad de nu havde.

Udover at den lange rejse gjorde teen dyr, så hjalp skatterne heller ikke ligefrem på sagen. Op gennem 1700-tallet blev te voldsomt populært, og eftersom det kun var de rigeste, der havde råd til at købe sagerne, opstod der et enormt sort marked. Man begyndte ganske enkelt at drikke smuglerte! Og så fik de almindelige dødelige råd til at drikke te. Det var ikke just den ypperligste kvalitet, for te er nem at forfalske, så der var en del blade og grene og nullermænd i tønderne, der ikke havde ret meget med te at gøre. Sådan var det. I 1785 blev skatten på te sat kraftigt ned, hvilket totalt underminerede smuglermarkedet. Det forsvandt stort set, men teen blev stadig spædet op med blendede stueplanter og hakket undulat, og sådan var det længe.

Som altid, når nye og velsmagende fødevarer vinder i popularitet, stod der nedturskoste klar i kulissen. Te blev angrebet for at være en syndig drik, en skadelig og sygdomsbringende rædsel, som alle gode kristne burde holde sig fra. Argumentet var selvfølgelig, naturligvis og helt selvklart, at te smagte godt. Og ting der smager godt hører sig ikke til en god kristen livsstil. Man skulle jo ikke gå her og nyde livet, næ, man skulle gøre evig bod for arvesynden og søge tilgivelse for sin plettede og ugudelige sjæl.
Der var endda en helt særlig spade, der påstod at tedrikning gjorde kvinder grimme. Tak for det, siger jeg bare. Selvsamme knoldesparker mente også at de fattige mødre snoldede deres penge væk på te, mens deres stakkels børn gik sultne i seng.

Det var iøvrigt det samme i Danmark. Her mente man også at te var flydende dårskab, men det afholdt ikke hollænderne fra at afsætte de tørrede blade herhjemme også. I løbet af 1700-tallet blev te en ting, ligesom det var blevet i England. Det var hovedsageligt fruerne i byen, der drak den slags. På landet er det stadig kaffen, der omtales, både i kogebøger og i folkeminder. Kaffe, det var det bønderne ville have, og gerne drukket med et stykke kandis i munden. Det er ikke mange spor af te. Jo, urtete, det drak man, især hyldete, timiante og røllikete. Men ikke den sorte te. Måske var det for koffeinfattigt for landsbyboerne, der nok kunne trænge til en opstrammer ovenpå det hårde arbejde.

I England, til gengæld, blev teen som skrevet allemands eje. Det betød dog ikke at man kunne åbne enhver 1700-tals kogebog og bare drukne i overfloden af opskrifter med te. Nej. Til gengæld begyndte bøgerne at vrimle med te-relaterede mål, såsom tekop og teske, hvilket godt kunne tyde på at den slags fikkumdik var blevet en helt almindelig del af husholdningen. Men opskrifter var der også nogle af. Som f.eks denne opskrift på en caudle lavet med te, fra 1747:

To make Tea Caudle, 1747
Make a Quart of ſtrong Green Tea, and pour it out into a Skillet, and ſet it over the Fire; then beat the Yolks of four Eggs, and mix with them a Pint of white Wine, a grated Nutmeg, Sugar to your Taſte, and put altogether, ſtir it over the Fire till ’tis very hot, then drink in China Diſhes as Caudle – The Complete family-piece and country gentleman and farmer’s best guide [kilde]

Der står: Tag en liter stærk grøn te og hæld den i en gryde og sæt den på ilden. Pisk fire æggeblommer sammen og bland dem med en liter hvidvin, en reven muskatnød, smag til med sukker og rør det sammen med teen, varm op under omrøring og drik af porcelænsskåle (kopper?) som caudle.

Caudle var en meget populær varm drik af krydret, sødet vin (senere også mælk) tyknet med æg (et godt dansk ord kunne være gløggesnaps?). Opskrifter findes i utallige kogebøger helt tilbage fra den tidlige middelalder. Det var kun naturligt at man senere også fandt på at hælde te i.
Konceptet tea cakes dukker også op. Det er essentielt set småkager, der serveres til te. En sådan finder vi i A New System for Domestic Cookery:

Tea cakes, 1807
Rub fine four ounces of butter into eight ounces of flour; mix eight ounces of currants, and six of fine Lisbon sugar, two yelks and one white of eggs, and a spoonful of brandy. Roll the paste the thickness of an Oliver biccuit, and cut with a wineglass. You may beat the other white, and wash over them: and either dust sugar, or not, as you like. – A New System of Domestic Cookery [kilde]

Der står: Gnid 4 ounces smør ud i 8 ounces mel. Blandt 8 ounces korender i, samt 6 ounces sukker fra Lissabon (Lissabon stod for megen import af bl.a. arabisk rørsukker), two æggeblommer og en æggehvide og en skefuld brandy. Rul dejen ud til samme tykkelse som en Oliverkiks (også kendt som Bath Olivers, en bestemt slags tynde, sprøde kiks) og stik med ud med et vinglas. Du kan tage den ekstra æggehvide og pensle dem og drys sukker på, eller du kan lade være.

De skal selvfølgelig også bages, men den slags åbenlysheder brugte man ikke altid kostbart papir på at pensle ud. Sådan er gamle kogebøger ofte ganske morsomme. En anden opskrift på “Benton tea cakes” i selvsamme bog, lyder blot: Bland en dej af mel, en smule smør og mælk, rul meget tyndt ud og bag på en varm plade. Så er der kage.

I sidste halvdel af 1800-tallet begynder der at også dukke tebryggevejledninger op i diverse kogebøger. I “The Modern Housewife” fra 1850 anbefales det lige at kyle tekanden med tørre teblade i ovnen og give dem en varmetur inden der hældes kogende vand på. Det kan man jo kaste sig ud i hvis man tør.

Teægget dukker også op, en smart og moderne opfindelse, der holder styr på de løse teblade. Hvis man ikke brugte den slags moderniteter, lod man ganske enkelt de løse teblade ligge i kanden. Teen blev så gerne hældt over på en ny kande, når den havde trukket.
En enkelt bog – “Salads, Sandwiches, and Chafing-Dish Dainties” fra 1909 – anbefaler at man putter et kandiseret kirsebær eller en citronskive ned i kanden sammen med tebladene. Selv bruger jeg gerne skiver af frisk appelsin eller ingefær.

Mrs. Beeton skriver i 1861, at man stadig bruger “den gamle metode” med en teskefuld blade per kop og en til kanden. Man kan også, skriver hun, tilsætte en lille smule natron, hvis vandet er meget hårdt. Det skulle give en bedre te.
Ellers gik instrukserne mest ud på at hælde kogende vand på tebladene, lade dem trække 5-7 minutter og så servere. Og sådan brygger vi stadig te. Nogle af os gør i alt fald. Jeg fik engang serveret te brygget på 65 grader varmt vand. Det var åbenbart optimaltemperaturen for disse Fine Teer, men resultatet var rimelig forudsigeligt: Da teen havde trukket var den kold. Og da jeg spurgte efter mælk, fik jeg at vide at mælk ville ødelægge de sunde stoffer i teen. Jeg valgte dog at tage chancen. Vi havde trods alt lige bestilt scones med syltetøj, så det var næppe mælken i teen, der ville forskyde sundhedsbalancen i måltidet fra Helsekost til Katastrofe. Afternoon Tea skal være usund. Basta.

I Danmark vandt Afternoon Tea også indpas (blandt overklassen) som Five O’Clock Tea. Emma Gad, Danmarks utrættelige Gode Manerers Vogter, beskrev i 1918 eftermiddagsteen som en yderst vigtig del af storbyens selskabelige liv. Der var ingen grænser for hvor yppig og elegant og yndig sådan en five o’clock affære kunne være. Til at skænke teen havde man husets døtre eller unge kvindelige bekendte, og det var vel nok en god ide, for som fru Gad skrev:

“En smuk Thepotte er et højst flatterende kvindeligt Attribut i en ung Piges Haand.”

De danske kogebøger kan også være med. I 1821 er der i alt fald opskrifter til folket, blandt andet denne yndige lille dessert:

Theekræm, 1821
Af den fine Thee vel 1 Lod, 1 1/2 Pot tynd Fløde, 8 eller 10 Lod hvidt Sukker, 12 til 14 æg, 1 1/2 lod fiint Hvedemeel og 1/2 Qvintin Kaneel.
Theen lægges i en Terrin, herpaa heldes Fløden naar den har kogt nogle Minutter med Sukkeret og Kanelen, men maa ikke tildækkes, og røres af og til deri, til det er næsten koldt. Melet kommes i en vel fortinnet Kasserolle, anrøres med lidt Mælk, derpaa skilles BLommerne fra Hviderne, kommes deri, og omrøres vel, heri passeres Fløden igjennem en Sigte, sættes over rask Ild og afrøres som en sædvanlig Kræm, indtil den er færdig at koge, derpaa struges den gjennem en Sigte, røres af og til deri, indtil er kold, og heldes paa det Fad, der er bestemt til Anretning, derover rives lidt Sukker og holdes en gloende Ildskuffe eller Glasseerskuffe [??] over, hvoraf den faaer Glands.
– Oeconomisk Huusholdningsbog (afskrevet fra eget eksemplar)

Vor egen Madam Mangor var heller ikke bleg for at lave Ting med Te. Hun har et glimrende kapitel i 1898-udgaven af “Mangors Kogebog for smaa Huusholdninger”, der essentielt set går ud på at hælde sprut i så mange forskellige væsker som overhovedet muligt. Her finder vi The-Punsch. Te med rom OG rødvin:

The-Punsch, 1898
Paa 1/2 Lod The skjenkes 1 Pægel kogende Vand, hvormed den staar paa lidt Gløder for at trække, dog uden at maatte koge. 1 Pund hvidt Sukker, Saften af 3 Citroner, 3 Pægle Rum, og 1 1/2 Pægel Rødvin hensættes tildækket ved Barmen indtil Sukkeret er smeltet, da skjenkes den varme The igjennem Thesien derpaa tilligemed 1/2 Pot kogende Vand. Den drikkes varm og bliver temmelig stærk. – Mangors Kogebog for smaa Huusholdninger (afskrevet fra eget eksemplar).

Alkohol gør alting bedre, sådan er det bare.

I dag er det stadig kaffen, danskerne ynder at tylle mest af. Vi drikker 250 gram te per mand om året, og jeg kan godt afsløre at mit indtag er adskillige gange højere end det. Så jeg må drikke for nogle personer derude. Til gengæld drikkerne vi 8,5 kg kaffe pr. person, og det kan nok forklare hvorfor det er så fordømt svært at få sig en ordentlig kop te i den danske cafeverden. Men så er det jo godt at det er nemt at brygge selv.

Med disse kloge ord vil jeg afslutte temaet om Afternoon Tea. Det var fornøjeligt at skrive og forhåbentlig er der nogen derude, der er blevet lidt klogere. Verden er bare et bedre sted, når alle ved hvordan man laver clotted cream.

Og det er ganske vist.