Archives

Zürich, dag 1

Zürich, dag 1 var:

HB-ION fra Swiss. Et artigt fly.

HB-ION fra Swiss. Et artigt fly.

– at stå op kl 4.45 og tage i lufthavnen, hvor dette yndige fly holdt og ventede på mig. Og lidt på de andre passagerer. Men mest på mig.

Det var også en med Red Bull og vodka

Det var også en med Red Bull og vodka

– morskab fra morgenstunden. Første spottede jeg dette aldeles anvendelige kit i lufthavnen. Dernæst købte jeg noget mousse, af den slags man putter i håret. “Den er god, den der,” sagde den pilskaldede ekspedient. “Jeg bruger den hver dag.”

Airbus A380 er verdens største passagerfly. Halen alene er 14 meter høj!

Airbus A380 er verdens største passagerfly. Halen alene er 14 meter høj!

– fly. Og masser af dem. Jeg er hernede for at fotografere store, tykke fly.

Avro RJ100 har en lillebitte hale.

Avro RJ100 har en lillebitte hale.

Og små tykke fly.

Edelweiss er en alpeblomst, der er mere sjælden end køn. Men det er også et flyselskab.

Edelweiss er en alpeblomst, der er mere sjælden end køn. Men det er også et flyselskab.

Og fly med blomster på halen.

Birchermüsli. NAM NAM!

Birchermüsli. NAM NAM!

– birchermüsli. Jeg ELSKER birchermüsli. Den helt klassiske version er havregryn udblødt i æblejuice natten over og dernæst blandet op med friskreven æble og mælk. Som regel får man dog en lidt mere luksuriøs udgave hvor der er forskellige slags gryn, lidt nødder og rosiner – ja en reel müsli er det vel egentlig – og frisk frugt, rørt op i yoghurt. Det. Smager. Så. Godt. Man kan få det overalt. Selv Starbucks har det.

– træthed. Det er i sandhed hårdt at være en globetrottende verdensfarer. I seng, det er hvad jeg skal.

For jeg skal tidligt op og spise birchermüsli.

At rejse alene: Sif anbefaler Lübeck

Ikke Lübeck, men Notre Dame i Paris.

Ikke Lübeck, men Notre Dame i Paris.

I 1995, da jeg kuns var en sprød 14 årig, pakkede min mor et par kufferter og slæbte os stakkels forsvarsløse børn med til Paris. Dengang var det meget almindeligt at man tog bussen. Afsted fredag eftermiddag og bum, 18 timer senere stod man foran hotellet. Totalt smart.

Jeg var instant Pariserfan. Vi vadede byen tynd og skosålerne tyndere og besøgte Versailles og EuroDisney og La Defense. Det var hedebølge og vi var nødt til at købe nogle shorts til mig, fordi jeg normalt kun ville gå i lange bukser, og derfor ikke havde taget andet med. Teenagere!

Udover at indpode mig med en temmelig vedholdende begejstring for Byernes By, så var turen også startskuddet til et liv fyldt med ægte begejstring for at se nye steder. Jeg kan nemlig tydeligt huske at jeg en af dagene tænkte: det er jo nemt, det her. Jeg har totalt meget styr på Paris. Når jeg bliver stor, vil jeg rejse hele tiden.

Og det er jeg naturligvis glad for den dag i dag, for det er virkelig noget man kan bruge når man skriver blogindlæg eller erindringer. Det giver ligesom en snert af skæbne, som med Mozart, der komponerede symfonier allerede inde i sin mors mave ved at sparke hende taktfast i blæren. It was meant to be.

Lübeck i solnedgang

Lübeck i solnedgang

Men selvom skæbnens gudinde på klar og tydelig vis havde prikket på min skulder, skulle der alligevel gå 15 år før jeg endelig tog alene afsted. Rejsefeberen havde forlængst sat sig kronisk, så jeg havde en del udlandsrejser under bæltet, men ingen soloture. At jeg endelig tog springet skyldtes mest manglen på venner, der også gerne ville bruge alle deres penge på rejser istedet for “børn, bil og bolig” og lignende kedelige voksenting. Den slags har aldrig har interesseret mig. Jeg ville ud og se mere af verden. Der var kun én løsning: at tage alene afsted. Så jeg bookede en tur til Lübeck i Tyskland, så jeg kunne kigge på middelalder.

Som tidligere skrevet er jeg ikke et modigt menneske overhovedet. Jeg var ved at dø aftenen før afgang. Hvis det ikke var fordi Klidmoster Kattepasser havde været der som moralsk støtte, var jeg måske ikke engang kommet afsted om morgenen. Men da jeg først sad i toget mod Tyskland blev jeg noget roligere. At tage et tog, det kunne jeg da finde ud af. Og jeg overlevede totalt meget. Jeg havde fire rare, middelalderfyldte dage i marcipanbyen, hvor den gennemsnitlige turist enten er japaner eller pensionist. Og selvom jeg havde forbigående stunder, hvor jeg brugte uforholdsvis meget energi på at være bange for at blive overfaldet (i Lübeck…!), og hvor jeg sov en hel eftermiddag væk fordi det tærede på energien med alle de nye ting, så står turen tilbage som en awesome oplevelse. Jeg gik lange ture med mit kamera. Jeg var på museer og så på gamle ting. Jeg besøgte kirker og købte alt for meget marcipan hos Niederegger. Jeg var endda på café to gange i vanvittige anfald af overmod. Den ene gang talte jeg med en pensionist om at bordene var meget tunge at flytte.

Med andre ord: Det var en god ide, og det var kun begyndelsen.

I 2014 gentog jeg succesen og havde en noget mere afslappet tur til Marcipanbyen, og i mine øjne er det den absolut perfekte begynderby, især for dem, der måske ikke er helt sikre på om de overhovedet kan lide at rejse alene. For mig, der elsker historie og middelalder og marcipan, er den ganske særligt perfekt, så derfor vil jeg naturligvis anbefale den til alle i hele verden.

Düvekenstraße og de berømte gotiske huse.

Düvekenstraße og de berømte gotiske huse.

Lübeck er:

– nem at komme til. Der går direkte tog fra København H. Man kan også tage fra Århus eller Fredericia, men så skal man som regel skifte tog et par gange. Ikke fordi det er svært, men man skal i alt fald ikke pakke 40 kg kuffert. Lübecks hovedbanegård ligger i gangafstand fra Holstentor, der er indgangen til den gamle bydel. Med andre ord: Ingen grund til at løbe rundt efter taxa eller bus hvis man har bosat sig tæt på Holstentor, hvilket man sandsynligvis har.

– lille og nem at finde rundt i. Den interessante del af Lübeck ligger på en lillebitte ø. Med andre ord: så længe man ikke går over en bro, skal man virkelig være en spade for at fare uigenkaldeligt vild.

– hurtigt set. To eller tre overnatninger er nok til en god smagsprøve.

– et oplagt sted at tage på kanalrundfart. For mig, der ELSKER at sejle, er det ret optimalt.

– sikker, i alt fald inde i centrum. Lommetyve og sultne duer er den største trussel, og så kan man også blive lænset noget så grundigt for sine penge inde i Niedereggers marcipanbutik, i alt fald hvis man som jeg er til falds for den slags.

– fyldt med små grønne pletter, gamle kirker, gamle huse, museer, butikker og cafeer. Der er et strøg med noget shopping til dem, der kan lide den slags, og masser af brosten. Heldigvis ikke af den toppede slags.

– meget smuk i oktober, når bladene bliver røde. Og meget fyldt i sommerferiens højsæson, samt i december, hvor det berømte julemarked finder sted.

– en by, der er nem at slippe væk fra igen. Togbilletter er noget helt andet end de ufleksible flybilletter, der ofte er røvdyre at købe i allersidste øjeblik. Hvis du hader Lübeck, kan du bare gå op på stationen (eller ind på bahn.de) og købe en billet hjem. Bum.

Jeg kan anbefale følgende pæne ting til øjet: Marienkirche, Lübecker Dom, Holstentor og museet indeni (masser af trapper!). Jeg kan anbefale at gå en tur langs floden (der meget passende hedder Trave, hø hø) og kigge på de gamle huse. Lübeck er en gammel Hanseby, et europæisk handelscentrum. Meget rig og magtfuld i middelalderen. En kanalrundfart bør man også tage, man kan stå på ved Holstentor og få sig en dejlig lang tur hele vejen rundt. Jeg tror jeg gav €12 for sådan en herlighed.

Knas fra Niederegger

Knas fra Niederegger

Og Niederegger, et marcipankonditori, må man absolut se. Marcipan er så afgjort en del af Lübecks identitet. De påstår af og til at marcipanen blev opfundet i Lübeck – det er lyv, men en sjov historie. Læs den her: Marcipanens Historie.
I Niederegger sælger de alt med marcipan. Også kaffe med marcipansmag. Køb det ej! Deres små marcipanbrød med forskellige smag er som regel et indkøb værd. Især dem med sprut. Udvalget af marcipanfigurer er awesome – auberginer og citroner og kastanier og grise og æbler og alt muligt mærkeligt. Jeg kommer altid hjem med mere marcipan end jeg egentlig burde, men det smager jo glimrende, skidtet.

Jeg ville også gerne anbefale St. Annen Museum, der er proppet til randen med middelalderlig kirkekunst og ligger i et gammelt kloster. Kræs for kendere, siger jeg bare. Smuk bygning. Smuk udstilling. Desværre er opsynspersonalet ikke særligt venlige hvis man kommer til at overtræde en af de usynlige regler, de ikke lige gad skilte med. Såsom at det er verboten at skrive en sms derinde (?), og man skal så absolut lægge sin taske i garderoben (fair nok, men så sig det dog fra starten. Eller sæt et skilt på døren). På den anden side er det selvfølgelig en ganske særlig oplevelse at nogen brøler JUNGE FRAU!! gentagne gange efter en, når man er tre måneder fra at fylde 34… man må tage hvad man kan få. Men når man ellers anser sig selv for at være noget af en velopdragen museumsveteran, der bare gerne vil gå i fred og nyde de ormædte Madonnastatuer, er det en bizar oplevelse pludselig at blive behandlet som et uartigt skolebarn. Både i 2010 og i 2014. Altså! Det kunne de nok tåle at arbejde lidt på. De får i alt fald ikke flere af mine penge.

Ellers har jeg kun gode oplevelser med museumspersonalet dernede, især i Holstentor og Marienkirche. Mit tyske egner sig mest til at læse, og ikke så meget til at tale, men det gik fint med engelsk.

Så Lübeck – min absolutte anbefaling som Den Bedste Begynderby. Den største fare er at du keder dig halvt ihjel, men hvis du kan forestille dig stille gåture i smuk middelalderby og langs kanalen og måske en bid marcipan, så er du allerede godt på vej til en god ferie. Og hvis du tager toget fra København er der indlagt en færgetur fra Rødby. Det er nok værd at tage med.

Der kommer flere byanbefalinger, også til dem, der måske ikke lige gider pensio-middelalderferie, men først skal jeg et smut til Zürich og kigge på fly og kirker. Hvem ved, måske er det også en god begynderby. Det finder jeg ud af i weekenden. I mellemtiden er her nogle gode links, når du skal planlægge din Lübeckertur:

Praktisk planlægningsdims til Lübeckerfarende personager:

Køb dine togbilletterBahn.de. Vælg dansk eller engelsk. Eller tysk, hvis du kan læse den slags. Vær forberedt på at toget kan være en time forsinket, når du skal hjem til Danmark igen. Det kommer helt fra Berlin. Tre ud af tre ture (den ene fra Berlin) havde denne forsinkelse. Så indlæg en tidsbuffer, hvis du skal nå hjem i seng i god tid.

Søg efter hotellerhotels.com eller booking.com – husk at tjekke hotellets egen hjemmeside også, det kan være billigere, og små hoteller vil helst have at man booker direkte.

Brug Google Maps, Wikitravel, Lonely Planet og Tripadvisor til at finde seværdigheder, supermarkeder, museer og hvad du ellers mangler. Der er rigeligt af alle tre ting. Og sikkert også af det du ellers mangler. Der er også mange ænder, hvis du mangler det.

At rejse alene: Men er det ikke farligt? (nej)

Place de la République er forvandlet til et mindesmærke over ofrene for angrebene i Paris.

Place de la République er forvandlet til et mindesmærke over ofrene for angrebene i Paris.

Sikkerhed er, naturligt nok, et spørgsmål, der ligger kommende verdensfarere meget på sinde. Filtreret gennem såkaldte lødige medier, kan verden virke som et decideret skræmmende sted.
Et af de mere ekstreme eksempler tilhører ikke overraskende amerikanske Fox News, der i kølvandet på Charlie Hebdo fik erklæret store dele af Paris for shariazoner, hvilket nok lige kom som noget af en overraskelse for de fleste. Især dem i Paris.
Fox News trak efterfølgende artiklen tilbage, og det var nok klogt, for skriftlige beviser på lav IQ skal man altid sørge for at destruere.

Hvilket strengt taget betyder at jeg burde slette min blog i en hulens fart. Det er jeg heldigvis slet ikke klog nok til.

Men altså. Generaliseringer og misforståelser trives. For at tage et klassisk eksempel, så har amerikanerne mange sære forestillinger om Europa. En dag kunne jeg f.eks. læse at europæere ikke går i shorts. Det var nyt for mig.
Europæerne, på den anden side, har lige så mange sære ideer om USA. Som regel noget med meget fastfood og kæmpe våben.
Den ene tror at den anden er mere farlig end den ene (vi ved selvfølgelig alle at Europa ER sikrest, ahem). Og sådan går det i ring.
I virkeligheden er verden knap så farlig som man skulle tro. Omvendt må man som forvænt sødmælksdansker, der bor i en af verdens meget sikre, kedelige og korruptionsfattige lande, ikke glemme at være lidt streetsmart og undersøge de lokale nuancer af kløgtig adfærd. Der er byer, hvor man ikke bør gå alt for meget i fodboldtøj, hvis der er kamp på stadion, og der er byer, hvor man skal lime sine penge fast til inderlommen, fordi lommetyvene er mange og har mad skillz. Der er byer, hvor man ikke bør praje en taxa på gaden og byer, hvor man ikke skal flashe sit nye Apple Watch. Sidstnævnte tæller blandt andet Vesterbro i København, hvor hipsterne enten vil spytte på det eller stjæle det.
Og så er der byer, hvor den største fare er at man falder i søvn midt på gågaden fordi der ikke sker en dyt. Man må finde sine personlige grænser, og starte der.

Beijing, en af de dejligste byer, jeg har sat mine flade andeplader i.

Beijing, en af de dejligste byer, jeg har sat mine flade andeplader i.

Når jeg overvejer at besøge en ny by, så er det første jeg gør, altid at tjekke rubrikken “Stay Safe” på Wikitravel.org. Der kan man som regel få et kort overblik over situationen og se om der er noget, der springer meget i øjnene. Særlige advarsler, bydele man skal holde sig fra, ting, man ikke skal gøre.

Bagefter tjekker jeg sider som Tripadvisor – de har nogle glimrende fora – rejseblogs, og ikke mindst Lonely Planet. Deres rejseguides er fantastiske, især hvis man skal besøge Et Land Langt Væk. Deres guide til Beijing gjorde meget for at berolige mig, da jeg havde seriøse nerver over et kommende ophold. For hvad skulle jeg forvente? Kunne jeg overhovedet finde ud af at være i Kina? Ville jeg dø af sult og fare vild og aldrig finde hjem igen? Men sikkerheden var jeg aldrig bekymret for, og det var det afgørende for mig. Jeg besøger generelt ikke lande, hvor rejsebøgerne skriver ting om høj risiko for væbnet røveri, farlige områder i centrum, udbredt korruption (der kan ramme turister) eller lignende skønherligheder. Det passer ligesom ikke ind i min indre risikoprofil, og det uanset om jeg rejser alene eller ej.

Paris er majet majet smuk om foråret.

Paris er majet majet smuk om foråret.

Ukendte steder vil som regel virke lidt mere farlige i folks hoveder, end områder, de har besøgt før. Især hvis det er meget langt væk hjemmefra, måske på et andet kontinent eller med en anderledes kultur. Frankrig er et godt eksempel. Det er verdens mest besøgte land, men de sidste to års terrorangreb har haft konsekvenser for turismen. Det er især rige personager fra Asien, USA og Golfstaterne, der bliver væk. Det betyder at man kan score sig nogle gode priser på luksushoteller lige nu, hvis det skulle have interesse. Pøblen rejser stadig til Paris, så de billige hoteller er som de plejer.

På Tripadvisors Paris-forum er der jævnligt spørgsmål om sikkerheden, især fra bekymrede amerikanere, og sjovt nok også mange fra Singapore, der aldrig har været i landet før. De får gerne et par nedladende svar, men jeg kan faktisk godt forstå dem. For hvordan skal de kunne vurdere sikkerhedssituationen i et land, de ikke kender? Når sensationalistiske medier udråber Paris til en by med shariazoner og optøjer i gaderne, så kan jeg godt forstå at man siger fuck det og tager til Italien istedet. Også selvom det er ganske ukorrekt.

Og så er der folk som mig, der tænker BILLIG FERIE! og straks booker en tur derned. Frankrig er nok det land, jeg har besøgt mest, og derfor var det ikke sådan rigtig grænseoverskridende at besøge Paris i undtagelsestilstand. Det var præcis som Paris plejer at være, bare med færre turister, en del synligt militær og taskeinspicerende vagter ved indgangene til alle stormagasiner og museer. Jeg kender byen og ved hvordan jeg kan komme hjem i en hulens fart, hvis det usandsynlige skulle ske og himlen falder ned.
I mine øjne er den største risiko ved Frankrig deres evindelige effing irriterende trang til at strejke så snart det er den forkerte kaffe, der bliver serveret i kantinen. Air France og flyvelederne og togpersonalet er de værste. Nogle af fagforeningerne er så røde og revolutionære at de får 3F til at ligne Liberal Alliances Ungdom, og de er ikke bange for at bruge dem. Så man skal altid booke et hotel, der kan afbestilles i tilfælde af at man rammer direkte ind i en flystrejke. Det er heldigvis endnu ikke sket for mig, men de har haft 14 flyvelederstrejker i 2016 alene, så det er værd at have med i baghovedet.

Omvendt ville jeg nok betakke mig, hvis det for eksempel var Rom, der pludselig blev udsat for sådan en byge af voldsomme angreb. Altså terroristangreb, ikke flyvelederstrejkerne. Hvorfor? Rom er en god og sikker by, med millionvis af turister hvert år, der som regel overlever og tager tilbage igen. Men jeg har aldrig besøgt Italien og kender ikke landet overhovedet. Jeg har ingen personlige erfaringer at trække på, jeg kender ikke det sande billede, og jeg ved ikke hvad jeg skal forvente. Der er en ekstra barriere af usikkerhed, som er min helt egen grænse. Så jeg kunne nok godt finde på at tænke at Sevilla i Spanien da også var en by jeg skulle se lige nu og istedet for, og sætte Rom bagest i køen. Omvendt ville andre tænke BILLIG FERIE! og fluks booke deres første tur nogensinde ever til Rom.

Sommerpaladset i Pushkin, Rusland.

Sommerpaladset ved Sankt Petersborg, Rusland

I sidste ende er rejser noget, der gerne skulle være en fornøjelse, en luksusting, man bruger til at forkæle sig selv lidt. Så find din grænse. Start blødt ud med noget nemt, måske endda med en by, du har været i før. Jeg kan anbefale Lübeck, Tallinn og Bergen, men det kommer der meget mere om i et kommende blogindlæg om Sifs Bedste Begynderbyer.

Tema: At rejse (alene).

Højt at flyve! Billedet er fra min blog om fly.

Højt at flyve! Billedet er fra min blog om fly.

“Det ville jeg aldrig turde,” er den mest almindelige reaktion, når jeg fortæller om min hang til at rejse ud i den store verden helt alene. Som regel efterfulgt af: “Hvor er du modig/sej.”

Hvis jeg havde vidst at man kunne få så meget credit bare for at sætte sig op i et fly uden at kende de andre passagerer, så var jeg begyndt længe før.

I virkeligheden er jeg ikke særlig modig, men heldigvis er min eventyrlyst større end min frygt. Jeg bider stadig negle, når jeg skal afsted, men så snart jeg er ude af døren og på vej til lufthavnen forsvinder nerverne og erstattes med kontinuerlig afsyngning af On The Road Again, i Jydekompaniets version. Som så meget andet, følger den slags en rutine, og den sidder på rygraden nu.

En "koppe kaffe" i lufthavnen er en fast afrejsetradition. Hesten Bent bortkom senere på tragisk vis i sikkerhedskontrollen i Manchester.

En “koppe kaffe” i lufthavnen er en fast afrejsetradition. Hesten Bent bortkom senere på tragisk vis i sikkerhedskontrollen i Manchester.

Jeg har også lært vigtige ting om mig selv. For eksempel at jeg er ude af stand til at tænke rationelt, hvis jeg har lavt blodsukker. Jeg flyver som regel tidligt, hvilket betyder at jeg skal tidligt hjemmefra. Og så ryger morgenmaden på bekostning af rejsenerverne. Resultatet er forudsigeligt – jeg går arrigt rundt ude i lufthavnen, forbi alle spisestederne, mens jeg knurrer: DER ER IKKE NOGET MAD! Det står som regel på indtil jeg får nollet mig sammen til at købe noget af maden, der ikke er der, og vupti: Semirationelle Sif viser atter sit ansigt.
Det tog lige et par stressende flyveture at gennemskue den, men nu er jeg blevet god til at huske at spise, især hvis der ikke er servering ombord på flyet.

Jeg har også lært at jeg er totalt meget en problemknuser, der kan finde ud af mange ting, sådan helt alene, ude i den Store Verden. Oftest sker det på en lidt omvendt måde. For eksempel har jeg altid haft lidt af et kompleks over at gå på cafe eller restaurant alene. Ikke fordi jeg synes at det er pinligt at spise alene, men fordi der er så mange variabler. Skal man bestille ved bordet eller i baren? Skal man vente på at få anvist en plads? Hvor betaler man? Så neurotisk er jeg nemlig. Det var klart værst i lande med tydelig sprogbarriere (hvornår lærer I engelsk, Frankrig?), men det gælder også lettere tilgængelige etablissementer i f.eks Tyskland og USA.

Så for et par år siden befandt jeg mig i Sydvestfrankrig (Toulouse og Område), og havde hjemmefra besluttet at jeg VILLE spise ude. Og nu befandt jeg mig så på en dagstur til Agen. Jeg havde brugt et par timer på at savle over den smukke gamle gotiske katedral og den dertilhørende smukke (men lettere faldefærdige) gamle by. Og nu skulle jeg tisse. Meget! Det eneste offentlige toilet, jeg kunne finde, var i stykker. Agens gamle bymidte er ikke lige sådan et sted, hvor indkøbscentrene står i kø. Der var kun én ting at gøre: At gå på restaurant og spise frokost, så jeg kunne benytte deres dertil indrettede faciliteter. Jeg var ikke meget for det, men til sidst var jeg desperat.
Jeg hoppede med krydsede ben hen til nærmeste spisested, hvorefter alt løste sig på smukkeste vis. Tænk bare, det er jo nærmest nemt at se hvad man skal gøre når man først kommer ind. Tjeneren stod i døren, hun kunne ikke et pløk engelsk, men jeg fik mig et bord og en menu og en pegefinger i retning af toilettet. Oh sjælefryd! Og bagefter en diskret sejrsdans.

Friturestegt blæksprutte med five spice - et velsmagende rumvæsen.

Friturestegt blæksprutte med five spice – et velsmagende rumvæsen.

I sandhed en egopolering af rang, og en af de mest givende ting ved at rejse alene. Man opdager virkelig hvor mange ting, man er i stand til, især hvis man er sådan en neurotisk spade som jeg. Jeg fortsætter med at arbejde trofast på mine madbestillingskompetencer – min største triumf var da jeg købte blæksprutte på spid i Beijing. Belønningen var velsmagende.

Religieuse Rose Framboise.

Et sundt aftensmåltid i Paris

En anden åbenlys fordel ved at dyrke sin indre sologlobetrotter er, at man kan bruge AL tiden på at være super duper egoistisk. Også mere end man er til hverdag, hvor man diskret skærer det største stykke kage til sig selv eller drikker den sidste kaffe uden at spørge om andre vil have. Sådan rigtig ego. Flere DAGE, hvor man kun laver det man SELV vil. En hel dag på Louvre? No problemo. Fire kirker i træk? Jamen selvfølgelig. Kage til aftensmad? Why not! To timers togtur for at se (endnu) en oldgammel, faldefærdig katedral i en eller anden obskur fransk by? Afsted med mig, jeg skal ikke være hjemme til aftensmad.

At rejse alene er noget jeg prioriterer meget højt. Jeg pakker kufferten flere gange om året for at drage ud i den store verden. Og det er helt klart noget jeg synes flere burde prøve. Derfor erklærer jeg nu dette tema for åbent. Læs med de næste par uger og bliv inspireret til at se verden på egen hånd.

Eller fod.