Archives

At rejse (alene): Selvforsvar mod lommetyve

Zürich. En sikker by.

Zürich. En sikker by.

Skriblerier om sikkerhed og lommetyve kan være lidt af en balancegang. Det er vigtigt at være informeret og tage sine forholdsregler, men samtidig er det noget af det mest paranoia-inducerende man kan læse. Pludselig er man overbevist om at tyvebander og svindlere ligger på lur bag hvert gadehjørne, klar til at tackle enhver nyankommen turist. Og sådan er virkeligheden naturligvis ikke. Langt de fleste rejser rundt uden andre problemer end besværet med at finde en ordentlig kop kaffe.

Men mange kommer også hjem en pung, mobiltelefon eller et pas fattigere og en sur erfaring rigere. Der er selvfølgelig ingen 100% sikker metode, men med nogle simple forholdsregler kan man begrænse risikoen for at blive bestjålet. Og man kan sørge for at skaden ikke bliver så stor, skulle uheldet alligevel være ude. Jeg har min egen lille sikkerhedsrutine, og måske kan du blive inspireret.

Jeg rejser mest i Europa, så det er rimelig low-key. Skal du til meget eksotiske destinationer, kan der være flere/andre forholdsregler, og så er google din bedste ven. Og nu, tips:

– Begræns den mulige skade.

Jeg fordeler altid mine værdier, så jeg ikke er helt på røven hvis min pung (eller hele tasken) skulle “forsvinde”. Jeg medbringer forskellige betalingskort til forskellige konti. Hvis det ene bliver neglet fra min taske, så har jeg backup enten i en aflåst kuffert, en lukket inderlomme eller et pengebælte under tøjet. Det samme gælder kontanter. Jeg har kun få kontanter på mig. I det hele taget sørger jeg for at det ikke vil være en kæmpe katastrofe, hvis jeg skulle få stjålet min taske. Den indeholder kun mit lommekamera (som kan erstattes), indkøbsnet, snacks og en pung med få kontanter og et enkelt kort. Mobiltelefonen kan jeg også finde på at putte derned. Den vil det være megarøv at miste, men ikke decideret katastrofalt. Jeg har backup af alt “i skyen”.

– Brug en egnet taske.

Jeg foretrækker en skuldertaske, der bæres på skrå over brystet – ikke hængende fra én skulder – og som kan lukkes med lynlås, og som måske endda også har en flap, der lukkes med velcro eller spænder. I taskens indre er der små lommer med egen lynlås, hvor der kan ligge en pung og evt. en mobiltelefon. Den skal også helst være letvægts, for det kan være tungt at gå rundt med sådan en hængende i timevis hver dag. Jeg er altid på udkig efter Den Perfekte Rejseskuldertaske. Den må ikke være flashy, den skal være pæn og anvendelig, gerne mørk farve. Og den skal kunne bruges til hverdag herhjemme også. Jeg har tidligere brugt en Kipling skuldertaske, de har altid så dejligt mange lommer, og er helt normale og populære hverdagstasker.
Lige nu bruger jeg en sort PacSafe Citysafe CS100, der kan låses. Det er en dejlig diskret taske, der ikke skriger “turist!” som den slags “sikkerhedstasker” ellers godt kan gøre, og den vejer ingenting. Men “tyverisikret” eller ej, jeg putter stadig ikke uerstattelige værdier i tasken.

Hvis jeg rejser med mit store fede læs af et Nikon D750 kamera med dertilhørende objektiver, så bruger jeg en lille rygsæk – det er for tungt til en skuldertaske. Det er også mere tricky at pille ud af tasken, selvfølgelig, og det er forsikret, hvis nu uheldet skulle være ude. Jeg bruger en sort PacSafe Metrosafe LS350. Det er en meget diskret lille flad rygsæk og jeg putter ikke andet end kameraet i. Ikke at der er meget plads tilovers.

– Se normal ud.

Måske en udfordring for nogen, undertegnede ikke undtaget, men der er mening med galskaben. Hvis du har været ude at rejse, eller måske bare taget dig en gåtur i centrum af en større dansk by i turistsæsonen, så har du måske lagt mærke til folk iført Turistuniformen. Ekstremt afslappet eller ekstremt praktisk outfit. Ikke at der er noget galt med det, men man er et åbenlyst mål for lange fingre, når man ligner en turist, og det vil man måske gerne undvære. Så jeg går i mit almindelige tøj, altså det i den pænere ende. Ligesom herhjemme. I nogle storbyer er det kotyme at være temmelig chic, og så kan jeg godt finde på at sætte håret lidt pænere end normalt, men ellers er det vigtigste at man virker selvsikker.

Jeg er blevet ret god til det. Måske FOR god, for jeg bliver ofte stoppet på gaden af folk, der spørger om vej. Den var helt gal i Bruxelles, så jeg anså mig selv som værende grundigt integreret. I mit almindelige tøj.

– Beskyt dit pas.

Det fleste ting kan erstattes igen, men der er én ting jeg er super duper hysterisk med: Mit pas. Det er den eneste danske legitimation, der er gyldig i udlandet. Intet pas = ingen rejse. Og jeg har ikke lyst til at bruge tre dage på den danske ambassade for at erstatte et stjålet pas, når jeg kunne være ude og gramse på en eller anden gotisk kirke.

Så derfor: Jeg beskytter mit pas som var det Den Hellige Gral. Jeg lader det ikke ligge i en taske, yderlomme eller rygsæk. I nogle lande kan man efterlade det på hotellet i en aflåst kuffert eller et pengeskab, i andre lande er det lovpligtigt at have det på sig hele tiden. Jeg bruger lidt forskellige metoder, alt efter årstid og land. En lukket inderlomme i en lukket jakke er en god ide. Skal jeg på cafe, så sætter jeg mig på jakken og forsøger at undlade at fise alt for meget på mit stakkels pas. Pengebælte/pengekat under tøjet duer også, men kan være lidt ukomfortabelt i det lange løb. Det kan dog godt svare sig hvis man har hænderne fulde af kuffert eller befinder sig i en af lommetyvenes højborge (Barcelona, Rom, ect).
Og er jeg nødt til at have det i min taske, så er det i en lomme, der er et helvede et åbne. F.eks har jeg en taske, hvor flappen kan lynes op til et rum, der går ned langs bagsiden af tasken. Der kan passet snildt ligge, og så har jeg hele tiden en let hånd på tasken.
Man kan få mange snedige hemmelige lommer og gemmesteder. Prøv at google “anti-theft travel gear”, så skal du bare se hvor mange penge man kan tjene på folks paranoia. Det er endda muligt at købe en lille pung, der kan klipses på BH’en… måske skulle jeg designe noget travel gear! Der er tydeligvis et marked.

Hvis jeg er dygtig og husker det, så har jeg også to pasfoto med. Dem skal man bruge for at få et nødpas, hvis nu uheldet alligevel er ude, og så slipper jeg da for at løbe rundt efter en fotoautomat i udlandet.

– Tag en slapper

Jeg har slæbt mig selv rundt i Europa, USA og endda Kina (hvor man ALTID ligner en turist), og den eneste gang, jeg har fået stjålet noget, var i Prag i 1995, da jeg lod min rygsæk stå pivåben mens jeg kiggede væk. Du er formentlig markant klogere end jeg var som 14-årig. Jeg har opdaget et par forsøg. En hånd i min lomme i den parisiske metro og en håndtaske, der pludselig var blevet åbnet efter en gåtur gennem en tyk menneskemængde. Men fordi jeg havde taget mine forholdsregler, var der ikke noget at stjæle.

Lommetyve er ikke farlige, de er bare skideirriterende. De går efter de lette ofre. Dem, der hænger deres jakke på stolen med pungen i lommen og lægger deres mobiltelefon på bordet i caféen og har en taske, der ikke kan lukkes og lægger pungen i baglommen. Lad være med at være sådan en, fordel dine værdier, gem dit pas, og nyd så ferien.

At rejse alene: Sif spiser sig gennem (og anbefaler) Bruxelles

Grand-Place i solnedgang

Grand-Place i solnedgang

Egentlig havde jeg store planer om daglig blogning fra mine tre overnatninger i Bruxelles, men jeg har ikke lavet så meget andet end at æde, æde lidt mere, glo på gotiske kirker (oh himmel), æde, glo på gamle huse, æde og til sidst spiste jeg også lige en belgisk vaffel.

Hver dag ville bare have været en menu og et billede af en eller anden gammel bygning.

Bruxelles er måske mest en by man forbinder med EU og støv, men hvis man lige gider sætte sig på et fly og tage derned vil man se at det er et ganske uberettiget rygte. Det er en af mine absolutte favoritbyer. En blanding mellem gamle dages storprægtighed som rig handelsby, royalt hovedsæde og nutidens knap så prægtige status med faldefærdige gamle bygninger side om side med velbevarede 1700-tals barokvidundere og store brede boulevarder og et kongeslot, hvor der ikke bor nogen og helt almindelige beboelseskvarterer.

Det er centrum, der er noget ved, og Bruxelles er en by, der nemt kan klares til fods – medmindre man vil ud og se EU kvarteret og Atomium, men det vil jeg ikke, så den eneste form for offentlig transport, jeg har benyttet mig af i Bruxelles, er toget ud til lufthavnen. Resten klarede futskoene.

Belgien er, som nogen måske ved, et tosproget land. Eller det vil sige, det er delt i Flandern og Wallonien og i Flandern taler man hollandsk og i Vallonien taler man fransk. De to delstater har notorisk svært ved at blive enige om noget som helst, og derfor var Belgien efter valget i 2010 hele 589 dage om rent faktisk at få dannet sig en regering.
Bruxelles er en tosproget by, selvom den ligger i Flandern. I praksis er det fransk, man taler, men al skiltning er både på fransk og hollandsk. Det skal man dog ikke bekymre sig så meget om, for langt de fleste taler aldeles glimrende engelsk, helt uden at brokke sig over det.

En kælder fra den ældste del af Coudenberg, ca år 1200.

En kælder under den daværende hovedbygning, den ældste del af Coudenberg, ca år 1200.

Byen sejler i middelalder- og renæssancehistorie, men ikke på den nuttede eller romantiske måde som man ser det i Brugge eller Gent. Man skal grave lidt. F.eks. helt ned under jorden, hvor man kan vandre i ruinerne af et gammelt middelalderslot. Coudenberg. Det blev jævnet med jorden i 1700-tallet og det nye royale kompleks blev bygget ovenpå dele af det. Her kan man vandre som en anden viktoriansk eventyrer, i underjordiske udgravninger. Meget af det er gammel kælder, eftersom man brugte bygningernes gamle fundament til at bygge ovenpå igen. For eksempel er der virkelig mange latrinhuller. Man kan også gå på et stykke gammel gade fra middelalderen, Rue Isabelle. Den ligger dernede under jorden, med brosten og hele molevitten. Så fab altså.

Coudenberg. Gulvet er de grå sten til højre.

Coudenberg. Gulvet er de grå sten til højre.

Men en af de ting, der begejstrede mig allermest, var dette gulv. Det er gulvet fra den gamle festsal. Det kollapsede direkte ned i køkkenet nedenunder, og så byggede man da bare det nye hus ovenpå murstensbunkerne. Lige der følte jeg lidt at jeg stod midt i vraget af Titanic, the Castle Edition. En af de ting, jeg elsker ved gamle huse (og gammelt dims generelt), er tanken om de mennesker, der har brugt tid på at bygge, skære og snitte og hugge og forme og polere og male og støbe. Og de mennesker, der efterfølgende har gået, sovet, lavet mad, knaldet stuepigen, lagt planer og levet livet i disse huse. I arkæologiske udgravninger er det så meget stærkere, fordi der ikke er nogen, der har haft mulighed for at lægge deres egen historie ovenpå i mellemtiden. Ingen har gået på gulvene eller sat nye ruder i eller skiftet taget, fordi teglstenene blæste af. Og sidst man så dette gulv, blev det brugt til at beværte gæster i 1700-tallet. Det er ikke engang blevet nænsomt restaureret. Et direkte link til fortiden.

Jeg faldt lidt i staver over hvor awesome det var.

Coudenberg
Place des Palais 7
1000 Bruxelles

Entré: €7

Det er samme indgang som til Musée Belvue, og man kan købe en kombi billet, hvis man vil se begge dele.

Grand-Place/Grote Markt i solnedgang og juleglans.

Grand-Place/Grote Markt i solnedgang og juleglans.

Der er selvfølgelig også de noget mere åbenlyse tegn på tidligere tiders pomp og pragt. Grand-Place er nok den mest berømte. Lidt ligesom det altid er Nyhavn, der bliver brugt som tillokkende (og lettere vildledende) Københavnerturistbrochurebillede, så er det Grand-Place, der er det absolut store tilløbsstykke i Bruxelles. Ikke at det er så mærkeligt, for den er virkelig smuk. Det store sengotiske rådhus alene, er nok til at gøre mig blød i mine små ben, og resten af pladsen er omkranset af nogle meget berømte og smukke barokbygninger, opført i 1700-tallet af de forskellige håndværkerlav i byen. De var tydeligvis meget rige.

Cathédrale des Sts Michel et Gudule

Cathédrale des Sts Michel et Gudule

Katedralen må man heller ikke glemme. Den er ganske brilliant og meget meget gotisk. Præcis som jeg kan lide dem. Der bimles med ægte kirkeklokker, og hver hele time lyder der skøn musik, efterfulgt af timeslag. Det skal man unde sig selv at høre, og det kan endog være svært at undgå, for katedralen ligger på en bakketop og larmer ud over den ganske bydel.

Notre-Dame du Sablon

Notre-Dame du Sablon

Place du Grand Sablon er en anden, og velsmagende, del af byen. Her ligger en prægtig gotisk kirke, Notre-Dame du Sablon, en af mine personlige favoritter hvad den slags angår. Den er ikke så stor, men dengang i middelalderen blev den bygget og ejet af nogle rige mennesker fra byens bueskyttelav, så den er ganske overdådig. Der knytter sig en legende til kirken, der omhandler en kvinde, en båd og Jomfru Maria. Derfor er der overalt i kirken figurer og billeder af armbrøster, samt en båd med Maria, kvinden og hendes mand. Dem kan man få meget tid til at gå med at finde.

Udover kirken ligger her også en smuk samling af det bedste belgiske chokolade der findes at få. De mest kendte er Pierre Marcolini, Frederic Blondeel, Neuhaus, Godiva, Leonidas og Wittamer, plus et fransk indslag i form af Patrick Roger. Personligt er jeg stor fan af Marcolini og Blondeel, og synes de andre laver noget dødssyg chokolade, men skulle du befinde dig i nærheden, kan jeg kun anbefale at du selv smager og finder ud af hvad du synes om istedet for at lytte til hvad andre skriver. Meget belgisk fyldt chokolade er tungt og fyldigt, og der er jeg nok mere til den mere elegante stil hos de to favoritter. Prøv Marcolinis fyldte hjerter eller pralinés. Han laver også kager, men de får deres eget indlæg. I weekenden er Sablonpladsen vært for et antikmarked, og det kan godt være farligt hvis man er til den slags. Heldigvis var der ingen bøger.

Og ellers er det bare at vandre. Der er smukke kirker, der er en shoppinggade, der er grønne pletter og fine pladser, og det ligger sådan lidt spredt rundt omkring i bymidten.
Byen lider noget under problemfyldte forstæder. I forbindelse med de sidste par års terrorangreb i Frankrig, er bydelen Molenbeek flere gange dukket op som værende hjemsted for mangen en terrorspire, og Bruxelles har som bekendt også selv været udsat for et angreb i marts i år. Derfor vil man se bevæbnet militær og politi rundt omkring i byen. Det skal man ikke lade sig skræmme af, for de er der for at passe på os almindelige dødelige. Selve bymidten føles rar og sikker at være i. Der er en del tiggere og lommetyve, så pas på værdierne. Ligesom alle andre steder.

Der er også et kongeslot – det ligger lige ved indgangen til Coudenberg – og det gamle fiskemarked ved Place Sainte-Catherine og den smukke barokke Begijnhofkerk og den store Avenue Louise, hvor de dyre butikker ligger. Der er også en kæmpe synagoge, men det er som om den er permanent viklet ind i stilladser. Måske bliver de rent faktisk færdige med at restaurere den en dag – jeg glæder mig til at se hvordan den egentlig ser ud.

Alt i alt er Bruxelles et hit, og jeg vil endda kalde den nem for solorejsende individer. Men det er også en god by at dimse rundt med kæresten eller ægtefællen eller vennerne. Sommer, vinter, juletid. Belgien er altid nice. Og folk er helt utroligt venlige.

Og så laver de god øl.

Bruxelles, kort og praktisk:

SAS og Brussels flyver til Bruxelles Lufthavn (BRU) dagligt, og er generelt begge to dygtige til at lande i den rigtige lufthavn og alting. Der kører et direkte tog mellem lufthavnen og Bruxelles Centralstation flere gange i timen og det koster lige omkring €10, så hut jeg visker. Lufthavnen er hyggelig og med mange siddepladser, så snart man kommer ud i fingeren med alle gates. Det er en LANG finger med mange gates, og jeg brugte muligvis alt for meget tid på at køre frem og tilbage på de rullende fortove i den aftentomme lufthavn. Det var fab. Butikkerne er afsindigt dyre, så lad være med at satse på gaveshopping derude. Køb tingene i Bruxelles. Jeg har set ting, der i supermarkeder koster €3, gå for €9 i lufthavnen.

Man kan også flyve med Ryanair, omend det nok mest er for folk, der ikke er medlem af en dansk fagforening eller SF. Ryanair flyver til Charleroi, en lufthavn der ligger noget længere væk, så transporten er markant længere, og også dyrere. Der er ikke direkte tog til Charleroi. Jeg har ikke prøvet, så jeg ved ikke hvor snappy det er.

– Engelsk tales flittigt, men ellers er Bruxelles fransktalende, så det kan man også give sig i kast med, hvis man er god til det.

– Jeg anbefaler at være snedig og bosætte sig ved bymidten eller Sablonpladsen. Bruxelles er i høj grad en vandre-by, og det er rart at kunne vandre direkte ud i al pænheden. EU-kvarteret er også medvirkende til at der er stor hotelkapacitet. Det betyder man kan score sig nogle billige ferielejligheder, overraskende nok, i sommerferien. Og når EU med jævne mellemrum flytter forretningen til Strasbourg, kan man også få sig nogle gode hotelpriser.

– Fritter må man have. Spis fritter fra en bod, hvor der dufter sådan lidt af oksekødssuppe. Det betyder at de koger fritterne i oksetælle, og det giver nogle afsindigt gode kartoffelpinde. Der er ikke så mange, der bruger det længere (tak for ingenting, sundhedsrøvhuller), men brug din næse, og ellers så spørg, hvis du vil prøve ægte muhkofritter. Google kan også hjælpe. Sauce cocktail er min favoritdyppelse.

– Man kan købe belgiske vafler overalt, ofte totalt overlæssede med flødeskum, chokoladesauce, frugt og is. Man kan også få dem kuns med sukker. Gaufres de Liège er de tunge, gærhævede vafler, mens gaufres de Bruxelles er lette og luftige. Hvad man bedst kan lide, må man selv finde ud af. Og Bruxelles er et glimrende sted at prøve.

– Chokolade er en ting. Som skrevet er Pierre Marcolini min favorit. Prøv hans hjerter eller pralinés. Det er så man græder lidt af glæde. Frederic Blondeel er også et lille geni, og man skal gå ind og spise isdessert på hans salon du thé. Der serveres varm chokolade på hardcore manér: Uden anden tilsat sukker, end den, der er i chokoladen. Det er intens kost. Lidt for stærk til mig.

Skulle man ønske at se andre dele af Belgien, så er Bruxelles aldeles glimrende forbundet med alle de store byer. Antwerpen, Brugge og Gent er alle byer, der står på min liste.

Måske næste gang…

Lad Isbjørnene Danse

Grand-Place i Bruxelles

Grand-Place i Bruxelles

Normalt er December den tid på året, hvor jeg går amok i historisk juleblogkalender, men det er en tidskrævende process, og i år har jeg ganske enkelt ikke timer nok i døgnet. Det betyder ikke at bloggen er julefri, for jeg er pt. i Bruxelles, hvor de netop har losset gang i deres Winter Pret. Det inkluderede blandt andet denne isbjørneparade, der pludselig kom dansende ud fra rådhuset til noget forholdsvis creepy tyskeragtigt popmusik.

Graah! siger isbjørnen.

Graah! siger isbjørnen.

Det var både helt fantastisk og forholdsvis uhyggeligt. I næste uge skal jeg til Paris – det bliver spændende om de kan toppe den.

At rejse alene: Sif anbefaler Bergen

Bryggen, bakker og både i Bergen.

Bryggen, bakker og både i Bergen.

“De er så flinke allesammen,” sagde jeg til Min Bedre Halvdel, da jeg ringede hjem fra Bergen. “I lufthavnsbussen, på hotellet, i kaffebaren, på museerne… ikke så meget i Rema1000, men jeg tror det var fordi at han var teenager og lidt for cool til at smile.”

Og det skulle han jo også bare have lov til. Teenagere møder generelt for lidt forståelse. Jeg kan tydeligt huske hvordan min hjerne føltes som blendet røræg, og hvor rart det var når jeg alligevel blev taget alvorligt, som det kloge, stabile og helstøbte menneske jeg (host) var i den alder.

Nå, men det er stadig det, der står tilbage som det stærkeste indtryk efter min tur til Bergen. Altså venligheden. Det var som om byen bare hvilede i sig selv, trods horder af turister. Jeg skal nok lige love for at kineserne har opdaget Norge. Men det hjælper måske at turist-Bergen stort set er lukket fra september til maj, så de får sig en god, lang og vinterpause.

Hollendergaten, en af de mange småbitte gader med træhuse.

Hollendergaten, en af de mange småbitte gader med træhuse.

Bergen er en lille, hyggelig by, klemt inde mellem syv fjelde, og i middelalderen var den en stor og vigtig handelsby under Hanseforbundet. Hanseforbundet var en sammenslutning mellem adskillige europæiske handelsbyer, centreret omkring Lübeck (som jeg også anbefaler varmt at besøge). Hanseforbundet havde så meget magt, at de kunne diktere særdeles fordelagtige vilkår for sig selv. Skattefordele, monopoler – kort sagt blev de svinerige. I Bergen var det handel med tørfisk, der bragte rigdom og velstand til byen, og den gamle havnefront ligger der stadig til fri beskuelse og befamling af enhver turist, der måtte slå vejen forbi.

Bergen har en lang og glorværdig historie som hovedstad (idag er det Oslo) og kongeby, og selv i vikingetiden, før Norge fik rigtige byer, lå Harald Hårfager og hans efterkommere og gassede den i kongsgården Alrekstad. Eller Alrekstaðir, som det hed dengang. Læg det sammen med byens status som handelsby, det faktum at der er utallige gode vandreruter i de omgivende fjelde, og så har du essensen af Bergens turisme: Middelalder, fisk og ømme fødder. Eneste ulempe er priserne – Norge er dyr som bare fanden, og på visse områder endda dyrere end Danmark. Og så regner det meget. 200 dage om året, var det vist. Fans af Storbritannien og Irland kan godt begynde at glæde sig.

Jeg kan mærke at jeg virkelig sælger Bergen godt. Tørret fisk, regn og dyr cola. Lad os købe en billet med det vuns!

Fiskesuppen er tyk og heftig i Bergen - sørg for at have rigelige drikkevarer til.

Fiskesuppen er tyk og heftig i Bergen – sørg for at have rigelige drikkevarer til.

Bergen er en god begynderby fordi:

– Du kan flyve direkte med SAS eller Norwegian, og lufthavnen er så lille, at den er nem at overskue for flyjomfruer M/K. Lufthavnsbussen er en behagelig oplevelse, og den stopper flere steder i centrum, som regel ved et af de store hoteller samt hovedbanegården. Der er WiFi, alting siges både på norsk og på engelsk, billetten kan købes og betales hjemmefra via en app, og bare aktiveres på din mobiltelefon lige inden du stiger ombord. Totalt nemt.

– Det er en meget sikker by. Det er længe lyst om sommeren, og du kan futte rundt sent om aftenen uden problemer, i alt fald inde i centrum.

– Norsk er nemt at læse. Du vil, som dansker, kunne læse og forstå stort set alle skilte og menuer. Du kan tale dansk, i alt fald når du bestiller kaffe og kage eller køber noget i butikkerne eller går på museum. Bare vær forberedt på at få en længere smøre retur på klingende norsk. Engelsk er også alment udbredt, så det kan du bruge istedet.

– Byen er kompakt og kan klares til fods. Der er mange små fine gader at udforske, og mange spændende museer at se.

– Folk er venlige. Har jeg nævnt at folk er venlige? Det er fantastisk.

Gamle Bergen - ej for gangbesværede.

Gamle Bergen – ej for gangbesværede.

Jeg kan anbefale følgende sunde og rekreative aktiviteter:

– En gåtur på Bryggen. De gamle havnehuse fra da byen var en stor og rig handelsby. Det er vældig nuttet, og så kan man købe alt muligt håndværk i de små butikker, der ligger inde i de snævre mellemgange. Ikke noget plastiklort fra Kina her, det er ægte håndværk meget af det. Og dyrt…

Gamle Bergen. Et friluftsmuseum i udkanten af Bergen. Der kører bus direkte derud, iøvrigt en ganske pæn tur. Her er gamle huse med gamle ting og endda skuespillere klædt i gammeldags tøj. Sidstnævnte er jeg ikke så begejstret for, jeg vil bare gerne gå i fred og kigge på husene uden at skulle forholde mig til Maren Med Sjalet, der insisterer på at knævre i mit øre. Men det er vistnok ret populært hos almindelige mennesker, så jeg lever med det. Ofte ved de alt muligt spændende om Livet I Gamle Dage, og så kan man lære nye ting og det skal man ikke kimse af.

Spedalskhedsmuseet (Lepramuseet). Man skal være lidt snedig, for det har ikke åbent så mange dage om ugen (og kun om sommeren), men det er besøget værd. Det ligger i et gammelt hospital, hvor spedalske tilbragte deres liv mere eller mindre værdigt på nogle bittesmå værelser. Det er grumt, det er tragisk, men stadig fint fortalt, uden at blive svælgende i elendighed. Omend jeg løb hastigt forbi amputationssavene.

Bymuseet i Bergen. Det er ikke ét museum, men en samling af flere. Man betaler fuld pris på første museum (100 NOK i 2016), og derefter får man halv pris på de andre, hvis man viser billetten ved indgangen. Og det skal man gøre, for de fleste af museerne er ikke prisen værd ellers. Spedalskhedsmuseet hører ind under her, og Gamle Bergen.
Udover de to førnævnte kan jeg varmt anbefale Bryggens Museum, der handler om middelalder og udgravninger og spændende ting. Man kan også se Håkonshallen og Rosenkrantztårnet, men ærligt talt er det spild af tid. Det er bare tomme gamle bygninger, set på 10 minutter og absolut blottet for historieformidling.

Det Hanseatiske Museum og Schøtstuene. To museer, og man kan kun købe en kombibillet, så man kan ligeså godt se begge dele. Og det bør man også. Det Hanseatiske Museum ligger i en ældgammel pindebrændebygning og er indrettet som dengang de tyske torskehandlere boede i det og var rige. Schøtstuene er deres “forsamlingshus”, hvor de mødtes og havde fællesspisning og alt muligt.

Fløyen og Fløibanen. Fløyen er et af de syv fjelde, og det, der er lettest at komme til. Man går nemlig direkte fra Skansen – en bydel nede ved havnen – og enten følger man en sti op langs “bjerget” eller også tager man kabelbanen, Fløibanen. Jeg valgte at tage kabelbanen op til toppen, hvor der er udsigtspunkt og restaurant og legepladser og sådan (lidt ligesom Himmelbjerget), og så følge den anlagte vandrerute ned igen. En umådeligt smuk tur, hvor man kommer igennem et stykke decideret troldeskov med kampsten og kæmpegraner.
Det er omkring 5 km gåtur, for ruten er anlagt som hårnålesving, hvilket giver en rimelig blid stigning. At dømme efter den lettere anstrengte vejrtrækning på de opadvandrende, er det dog stadig en god gang motion, hvis man ikke er i god form. Turen ned var dog ren svir, så det kan man roligt gøre. Det tog ca. halvanden time i mageligt tempo, inklusive fotostop undervejs.

– Byen helt generelt. Bergen er ikke just en actionpræget storby, men den er smuk og spændende at gå rundt i.

Det Hanseatiske Museum, klart et besøg værd.

Det Hanseatiske Museum, klart et besøg værd.

Så hvis du ikke er bange for at flyve selv (hvilket du ikke bør være, det er mega nemt), vil jeg absolut anbefale Bergen. Især hvis du er til low key ferie, historie, gamle huse og lufttørret torsk. Den største ulempe er helt klart priserne, det er lige tanden dyrere end Danmark på visse områder, især hvad maden angår. Jeg endte med at bruge omkring 2000 kr over fire dage på mad (supermarkedsmad, cafeer og lign billighed), kaffe, kage (!), museum, myseost (til mor) og den slags fikkumdims. Det er noget højere end samme udskejelser ville have kostet i f.eks Paris, men sådan er det med Norge.
Det er iøvrigt helt normalt at hotellerne serverer et let aftensmåltid, så hvis du gerne vil holde styr på pengene, kan jeg anbefale at booke et sådan. Jeg boede på Hotel Oleana og var godt tilfreds med det.

Jeg var afsted i juli, hvilket må siges at være højsæson. Alligevel var byen ikke rigtig overrendt før det blev lørdag og krydstogtskibene lagde til. Eftersom en del museer og kirker enten er helt lukkede eller har begrænset åbningstid udenfor sæsonen, kan det bedst betale sig at tage afsted i juni, juli eller august. Det er ellers stik imod min normale vane med aldrig at tage på ferie i sæsonen. Men i Bergen kan det godt betale sig. Vejret holdt sig på omkring de 19 grader, så en let jakke var nødvendig.

Bergen er stort set lukket om søndagen, så det er en god dag at tage på vandreture i fjeldene. Og ellers er det bare at hoppe ombord på flyvemaskinen, pakke det store kreditkort og de fornuftige sko og afsted til Bergen. Husk at spise skillingsboller (en slags kanelsnegle) og skoleboller (boller med creme og kokosglasur). Hver dag.

God fornøjelse!

Flyv til Norge ombord på en norsk flyvemaskine.

Flyv til Norge ombord på en norsk flyvemaskine.

Gode links til din Bergentur:

Visit Bergen – den officielle turisthjemmeside, god til at få sig et overblik over sagerne.

SAS og Norwegian – i skrivende stund de eneste, der flyver direkte fra København til Bergen. Jeg fløj med SAS og var godt tilfreds med deres indsats. Flyet fløj den rigtige vej og landede i den korrekte lufthavn, både ud og hjem. Alle var glade.
Så vidt jeg kan se er det kun muligt at flyve direkte til Bergen fra København, så jyderne må tage den lange vej over broen eller flyve til KBH fra en af de jyske lufthavne. Da jeg boede i Århus tog jeg toget kl 4 om morgenen for at nå et fly klokken 10 fra Københavns Lufthavn. Hvad man ikke gør for at komme ud at rejse!

Oslobåden (KBH)/Stena Line (Frederikshavn) og Bergensbanen – Hvis du føler dig meget eventyrlysten, kan du flyve eller sejle til Oslo og tage toget nordpå. Det skulle være en vældig smuk tur, som jeg selv pønser på at tage til næste sommer.

Flybussen – planlæg din tur og køb din billet online. Print den ud eller gem den på din mobil. Alternativt kan du downloade appen. Så kan du have din billet klar til aktivering så snart du lander.

Appen Skyss billet + ruteplanlæggeren: En velfungerende app til de lokale busser. Køb billetten i appen ved hjælp af et kreditkort og den indbyggede ruteplanlægger. Det er smart, men kræver selvfølgelig adgang til data i udlandet.

At rejse alene: Sif giver fantastiske pakkeråd til (fly)rejser

Afgangshallen i Frankfurt Lufthavn.

Afgangshallen i Frankfurt Lufthavn.

Egentlig ville jeg have skrevet nogle blogindlæg om hvorfor man godt kan rejse alene selvom man har en kæreste og anbefalet Bergen og Tallin, men jeg står i kuffert til knæene fordi jeg skal flyve til New York i morgen megatidligt. Så, tænkte jeg, hvorfor ikke skrive lidt om Kunsten At Pakke?

Jeg elsker at pakke, men lider af både dårlig hukommelse og mild paranoia. En forholdsvis uheldig kombination, hvor man kan bruge meget tid på at forsøge at huske om man bør være bange for at have glemt noget. I mange år holdt jeg mig til devisen “pas, penge og plybillet” – havde jeg det, så kunne det da aldrig gå helt galt. Men det endte altid med at jeg stressede når jeg skulle ud af døren og dobbelttjekkede fire gange om jeg havde husket mit pas og en oplader til mobilen, hvorpå både boarding pass, hotelreservation og min hjerne lå. Og om jeg havde husket selve mobilen og hukommelseskortet i kameraet og så videre. Det var tåbeligt

Til sidst lavede jeg et system – en Universal Huskeliste. Det er en fil på min telefon, en liste over alle de ting, jeg som regel har brug for. Eftersom listen er i et notesprogram, kan jeg tilgå den både på tablet, computer og telefon, og den opdaterer sig selv alle tre steder, når jeg ændrer i den. I takt med at jeg pakker tingene ned, krydser jeg af på listen. Så kan jeg se om jeg har husket alt. Jeg deler den hermed med alle, der falder over dette blogindlæg.

Indchecket bagage, er den man overlader til Den Rare Dame M/K i lufthavnen, der efterfølgende pakker den ned i lastrummet på flyet. Håndbagage er den taske/lille kuffert, man må have med ind i kabinen:

Håndbagage:

Diverse:
Pas (også i EU)
Flybillet/boarding pass
Hotelreservation
Mobil + oplader
Alm høretlf
Støjdæmpende høretelefoner + oplader
Lille powerbank
Tablet m læsestof
1 sæt skiftetøj, til hvis kufferten bliver forsinket
Snacks, hvis der ikke er servering på flyet
Evt. kamera + tilbehør
Evt. laptop + oplader
Lille indkøbsnet

1 liters posen med flydende dims:
Mascara
Eyeliner
Lille fugtighedscreme
Læbepomade
Kontaktlinser + ekstra
Ipren x 2 (husk at tjekke om det er tilladt at medbringe Ipren på din destination)
Benadryl x 2 (tjek også her)

Indchecket bagage:

Tøj:
Kjoler
Cardigan
Undertøj
Strømpebukser efter årstiden
Strømper
Nattøj

Toilettaske:
Browliner
Pudder + børste
Primer
Deo
Stor fugtighedscreme
Hårbørste
Tandbørste + pasta
Negleklipper
Tandtråd
Elastikker + hårnåle
Shampoo
Pincet
Adaptere hvis rejsen går til land, med mærkelige stikkontakter

Listen er skrevet med henblik på flyrejser, men jeg bruger den også hvis jeg en sjælden gang skal med toget istedet. Som regel er håndbagagen en rygsæk, men af og til er det en kuffert – mest hvis jeg ved, at jeg skal med taxa til og fra lufthavnen, for så skal jeg ikke slæbe på dem selv.

Til venstre min indtjekningskuffert og til højre min håndbagagekuffert. Forrest min bette Pacsafe skuldertaske.

Til venstre min indtjekningskuffert og til højre min håndbagagekuffert. Forrest min bette Pacsafe skuldertaske.

Godt at huske:

– Brug en kuffert eller rygsæk, der passer i størrelsen, og som du kan bære selv, hvis det bliver nødvendigt. Jeg bruger som regel en kuffert i håndbagagestørrelse (55 cm), men en tur til Frankrig foregår altid med en stor kuffert, for der slæber jeg alt muligt mad med hjem igen. Samme gælder oversøiske rejser.

– Pak i god tid, hvis du kan. Jeg starter to dage før, med at sørge for at alt mit yndlingstøj er rent. Senest aftenen før afgang pakker jeg så selve kufferten. Jeg starter med tøjet. Derefter pakker jeg håndbagagen og alt, jeg ikke skal bruge inden afgang. F.eks pas, kamera og høretelefoner og printede kopier af hotelreservationer og flybilletter. Min toilettaske pakker jeg helt færdig, og så slæber jeg den bare med ud på badeværelset om morgenen på afrejsedagen så jeg kan pudse mine fjer grundigt og samtidig ikke skal bekymre mig om at pakke tingene i sidste øjeblik.
Det sidste, der ryger i tasken, er opladere, mobil og min tablet.

– Hvis du er typen, der bruger BH, så køb en god sportsBH til rejsebrug, eller brug en BH med bøjler af plastik. Metalbøjlerne kan få sikkerhedskontrollens metaldetektor til at bippe, og så skal man ekstratjekkes, hvilket er en kende belastende, når det sker for 47. gang.

– Pak elektronisk udstyr i din håndbagage, sørg for at det er ladet helt op – sikkerhedspersonalet kan kræve at du tænder det, for at bevise at det er en fungerende dims og ikke noget, der kan sige bang. Det er især på rejser til USA, at det kan forekomme.

– Bærbare computere (og som regel også iPads) skal scannes separat, når du går igennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen, så husk at putte dem et sted, hvor du nemt kan tage dem op. Ting som kameraer og mobiler kan du bare lade blive i tasken. Der er altid skilte i sikkerhedskontrollen, hvor der står, hvad de vil have op af tasken – det kan variere fra lufthavn til lufthavn, især hvad store kameraer angår. Hvis du er i tvivl, så spørg personalet.
Skal du rejse hjem fra en amerikansk lufthavn, kan du lige så godt opgive at finde ud af noget, før du står ved scanneren. De nægter at skilte med noget som helst, så man må bare lade sig hundse med af TSA-medarbejderne. Som regel vil de kun have laptops og væsker separat, og skoene skal altid af.

– Der er grænser for hvor meget væske, man må have med i håndbagagen. Væske inkluderer også creme, shampoo og den slags. Hver væskebeholder må ikke være større end 100 ml, og det hele skal kunne klemmes ned i en 1-liters pose, der kan lukkes. Så den store bøtte creme skal i den indcheckede bagage. Sørg for at posen er nem at hive op, så den kan blive scannet separat.

– Pak håndbagagen med henblik på at kunne klare dig en dags tid eller to, hvis den indcheckede bagage ikke når frem sammen med dig. Det er heldigvis kun sket en enkelt gang for mig, da jeg skulle til New York og havde en meget snæver forbindelse i London. LØB! sagde de, da jeg trådte ud af flyet fra KBH. Så det gjorde jeg. Spænede gennem hele Terminal 5, gennem sikkerhedskontrollen, og kastede mig sidelæns ind i flyet. Der sad jeg så en halv time, mens de boardede færdig. Gah!
Kufferten havde til gengæld markant mindre travlt og nåede først det næste fly. På den positive side betalte rejseforsikringen for et rent sæt tøj, så jeg havde noget at iklæde mig til kufferten blev leveret på hotellet næste dag. Så lærte man at pakke ekstra tøj.

– HUSK REJSEFORSIKRING! Ikke kun til tøjet, men også (og især) hvis du bliver syg under rejsen. Det kan være noget så grumt dyrt, at blive syg i udlandet, også i EU-lande. Min rejseforsikring gælder i hele verden, og det var jeg glad for, da jeg spankulerede rundt på Den Kinesiske Mur, der ikke lige har en sikkerhedsafspærring. Heldigvis snublede jeg ikke.

– Man kan købe flybilletter, der ikke inkluderer indchecket bagage. Så kan man kun have en bette kuffert med i kabinen (tjek max størrelse hos dit flyselskab). Som regel er det mellem 8 og 12 kg, alt efter hvem du flyver med. Fordelene er, udover at det er den billigste billet, at du har alle dine ting på dig konstant og ikke skal stå og vente ved bagageudleveringen. Ulemperne er, at det begrænser din totale bagagemængde til omkring 10 kg, hvilket kan være en udfordring, hvis man ikke er minimalistisk anlagt. Eller hvis man har meget kameraudstyr med. Og ikke mindst begrænser det mængden af væsker, du må tage med om bord. Det er nok det mest irriterende, især for folk som jeg, der godt kan lide at købe ting som marmelade og sprut med hjem fra Det Store Udland, og som altid har dobbelt så meget med hjem, som jeg har med ud.
Mest i form af slik og chokolade og sære tørvarer fra de lokale supermarkeder.

– Pak så let som muligt. Jeg ser mange, der har pakket hele garderoben inklusive skohylden, og slæber tonstunge kufferter rundt i verden til stor irritation for alle, der risikerer at blive pløjet ned af det rullende helvede.
Heldigvis findes der kloge mennesker, for hvem det er en hel livsstil kun at have håndbagage med. Google “Carry-on only” eller “traveling light” og få masser af gode tips og tricks, der kan afhjælpe eller modvirke Kronisk Overpakningssyndrom. Det er også brugbar viden, selvom man benytter sig af indchecket bagage. Som regel er det noget med kun at pakke tøj, der matcher, ikke at pakke fyrre par sko, og så videre. Selv går jeg udelukkende i kjole, så jeg har det nemt. En kjole per dag, bum.

Og således kan man bruge mange ord på Kunsten At Pakke, forhåbentlig uden at have overkompliceret det alt for meget. Fingerkryds.

At rejse alene: Sif skriver langt blogindlæg om Paris

Notre-Dame de Paris, detalje.

Notre-Dame de Paris, detalje.

Okay, indrømmet – Paris var ikke den første by, der poppede op på min indre lystavle, da jeg skulle udvælge de bedste begynderbyer for den ensomme vandringsmand, M/K. Det er en stor og travl by, der kræver lidt forberedelse, hvis man skal have det bedste ud af den. Men det var også en af de første byer, jeg besøgte alene, helt uden at mestre andet fransk end “bonjour” og “s’il vous plaît”. Jeg havde selvfølgelig den fordel, at det ikke var mit første besøg i byen, men 15 år er lang tid, og der var store områder af byen, jeg aldrig havde set. Med andre ord: jeg var totalt klar til eventyr i storby, jeg ikke kunne huske så meget af.

For en person med mine interesser (historie, kirker, middelalder, KAGE) er Paris nærmest den ultimative pakke. Alligevel har jeg sådan et mærkeligt had/kærlighedsforhold til byen. Det er verdens mest besøgte by – alligevel bliver der ikke sagt ét ord på engelsk, når metroen pludselig går i stå og lyset går, dybt nede under jorden. Det er verdens mest besøgte by, og ingen i informationen på Gare Montparnasse kan tale et ord engelsk. Det er verdens mest besøgte by, og store dele af Louvre er udelukkende skiltet på fransk. Jeg har mere end én gang været ude for sikkerhedspersonale i lufthavnen, der knap kan føre en samtale på engelsk, når min BH bipper i metaldetektoren. Seriøst, i lufthavnen? Og så alle de forbandede lufthavnsstrejker. HVORFOR, FRANKRIG?!

Ahem.

Marie Antoinette fra Carl Marletti

Marie Antoinette fra Carl Marletti

Nå, men jeg ender altid med at tage tilbage efter et års boycut fordi, well, det er Paris og jeg savner Notre Dame og kagerne fra Carl Marletti. Og fordi den menige franskmand som regel er flink og rar og fordi ikke-offentligt ansatte godt ved at en lille smule engelsk er en god ide, hvis man gerne vil tjene penge på turister. Det er sjældent et problem at klare sig med engelsk, man skal bare huske den Gyldne Regel:

Husk at sige “bonjour”, når du træder ind i en forretning og får øjenkontakt med en ansat. Hvis det er et stormagasin eller et museum, så er det ved kassen eller i billetlugen, der skal siges bonjour. Det er nærmest sådan en grundpille i det franske samfund, og hvis man glemmer det, så kan man godt regne med at få sig en dårlig oplevelse, eller i det mindste en sur ekspedient, der lader som om hun ikke forstår hvad man siger.
Jeg har fået lært mig en (meget lille) bid fransk, hvilket har gjort tingene nemmere – især fordi det altid er mig, der bliver spurgt om vej, når jeg er i Frankrig. Jeg må se meget hjemmevant ud. I virkeligheden er det bare fordi jeg går rundt i kronisk fransk sukkerkoma, og så ser man altid afslappet og upåvirket ud.

Ikke så meget varme i januar.

Ikke så meget varme i januar.

Selvom franskmænd har ry for at være nogle sure snobber, så er det nok det land, hvor jeg er blevet modtaget med mest varme. Jeg har fået sveskeforedrag på børnehavefransk (så jeg kunne følge med) af entusiastisk sveskesælgerdame. Jeg har fået små fransklektioner af butiksejere og museumspersonale og tjenere, så jeg kunne bestille to kugler is og købe en billet og bede om et glas vin. Jeg er blevet guidet gennem billetautomaten i den parisiske metro af nogle unge fyre, der mest af alt lignede nogen, der skræmte gamle damer i fritiden. Indrømmet, frekvensen af den type oplevelser er større i franske byer, der ikke er Paris, men sådan er det med storbyer.
Jeg har selvfølgelig også mødt idioterne, der opfører sig som det er en personlig fornærmelse at jeg lige vælger at handle i deres butik, men den type har jeg mødt de fleste steder. Pånær i Bergen og Beijing.

Hvis du planlægger en tur til Paris og googler lidt rundt, vil du sikkert støde på en masse råd omkring påklædning. De går altid ud på at man skal klæde sig som en franskmand, ellers så *gisp* kan folk se at man er en turist! ÅH NEJ EN TURIST. Det er som regel noget med at man skal gå i sort, gå med halstørklæde, aldrig gå i jeans og aldrig gå i tennissko. Lad være med at stresse over det. Gå i dit almindelige tøj, du skal ikke assimileres. Jeg går i vandresko, fordi jeg godt kan lide mine fødder, og himlen er endnu ikke faldet ned i hovedet på mig. Til gengæld er der nogle fordele ved ikke at se alt for turistet ud, men det har mere noget med lommetyve at gøre. I så fald er det smart at droppe joggingsættet, de hvide tennissko og mavebæltet. Ikke at det er en beklædning jeg ofte ser danskere i…

I det hele taget er Paris en destination, der inspirerer mangen en drøm og er katalysator for en hel del frankofilt hysteri. Man kunne nok tåle at tage en slap-af-pille og bare nyde turen.

Blink blink!

Blink blink!

Men hvad skal man så lave, nede i Byernes By? Du kan:

– se alle de oplagte turistattraktioner. For det første er der masser af smukke kirker. Saint-Germain-des-Pres, Saint Sulpice, Madeleine, Saint-Denis (ligger ikke i centrum), og en hel masse andre. Notre Dame, den kæmpestore katedral, er meget, meget smuk og meget gratis at komme ind i. Og meget overrendt. Tag derind tidligt, kl 8 om morgenen. Så er der mest roligt.
Eiffeltårnet er også ret imponerende, omend det er noget overvurderet at betale for at komme op i det. Bare kig på det. Efter solnedgang er der lysshow hver time, det er ret fedt. Louvre og Tuilerierne, den fine have der hører til. Der kan man spadsere sig en tur. Gå en tur langs Les Grand Boulevards og glo på stormagasinerne. Det er især Boulevard Hausmann, der er god for shoppelysten. I det hele taget kan man gå sig nogle fede ture, især i 5. og 6. arrondissement.

– spise dig fed i kage. Man skal spise kage i Paris, for de har nogle afsindigt dygtige konditorer. Tjek mit blogindlæg om De Bedste Kager i Paris for tips. Og ellers køb det, der ser godt ud.
Smørbagte croissanter koster ingen penge, og de kan endda købes i supermarkederne, hvis der er en afdeling med frisk brød. Tjek ingredienslisten for beurre (smør) og hold dig fra dem, hvor der står huiles végétales (vegetabilsk fedtstof).

– gå på museum. Der ligger guld og venter. Sæt en dag af til Louvre, og lad være med at bruge hovedindgangen. Gå igennem det underjordiske indkøbscenter Carrousel du Louvre – der er direkte adgang fra metrostationen “Palais Royal – Musée du Louvre”, hvor linje 1 og 7 kører fra. Ellers er der en indgang på rue de Rivoli. Køb din billet i automaten og gå amok i malerier, skulpturer, sarkofager og meget andet godt. Kvaliteten er generelt høj på Louvre, højere end på mange andre store kunstmuseer. Den ægyptiske samling er ret sej, men Mona Lisa er lidt overvurderet. Du kan forlade museet og komme tilbage senere samme dag, hvis du trænger til lidt frisk luft.
Musée National du Moyen Âge (middelaldermuseet) er også et besøg værd, hvis man kan lide middelalder. Musée d’Orsay er meget berømt og fuld af (adr) impressionisme. Og ellers er det bare at google. Udvalget er stort.

– gå ned i katakomberne. Gys for alle pengene! Bunker af knogler. Ikke for de sarte.

– Tag ud til Versailles. Haverne er lidt kedelige, men selve slottet er awesome. Book en tur i kongens private fløj, den er ikke åben for turister og dermed heller ikke så crowded.

– Spis ost og baguettes og crepes til du segner.

– Brug tid på bare at gå rundt og glo. Vær spontan og ungdommelig. Tag billeder af alle broerne over Seinen. Eller af alle duerne, det kan man nok få noget tid til at gå med. Spis macarons på Madeleinekirkens trapper, tæl rytterstatuer (der er mange), gå på salon du thé, skriv pralende updates på facebook, gå på Naturhistorisk Museum og gys over den konserverede kyklop-kat og de mange montrer med dyreindvolde i Galerie de Paléontologie et d’Anatomie comparée. Spis mange croissanter. Gå meget bagefter.

Og alt muligt andet. Google er din ven, og Paris er nok en af de byer, der findes allermest online materiale om. Der er nok at lave og nok at finde ud af.

Praktiske links:

Paris by Train – guide til alt, der handler om offentlig transport i Paris. Der er endda en guide til billetautomaterne.

Paris Forum, Tripadvisor – et forum til folk, der går alt for meget op i Paris.

Parisinfo – det franske turistråds officielle hjemmeside med bl.a. en aldeles glimrende liste over museer.

Parisermåger

Parisermåger

Og med disse vise ord, vil jeg afslutte denne alt for lange artikel med et par praktiske tips, jeg gerne ville have kendt til, de første par gange jeg var afsted:

Sifs godeste Parisertips:

– rejs udenfor turistsæsonen. Paris er ikke sjov om sommeren. Det er dyrt, varmt, det er proppet, der er bunkevis af lommetyve og køer overalt. Rejs i oktober-april. November til februar er den absolutte lavsæson (juleugen og nytårsaften undtaget). April er en meget smuk måned, hvor ting er sprunget ud og grønne, og ikke helt så proppet som sommeren.

– hvis du lander i Charles de Gaulle lufthavnen kan du tage RER B ind til centrum. Alle togene på perronen kører til Paris, men hvis der står KARI eller KALI på skærmen ud for toget, er det lyntoget. Og det kan anbefales at man hopper på, for det stopper ikke i alle forstæderne nord for Paris. Husk at holde øje med din taske.

NB: Husk at gemme billetten, for når man kører i RER-togene, samt på visse ruter af Transilien togene, skal man bruge den for at komme ud igen. Skulle du stå i den situation at din billet ikke virker, når du vil forlade perronen, så er der to muligheder: Gå hen til informationsvinduet, der som regel er på større stationer, og sig at din billet ikke virker. De vil som regel bytte den eller åbne gaten for dig. Er der ingen infostand (eller er den lukket) så gå ej i panik. Som regel er der en “Aide Aux Voyageurs” knap ved gaten, som man kan trykke på og håbe at nogen taler engelsk. Alternativt kan du tage toget til en anden station, og håbe at du har bedre held med en bemandet infostand der. Og i yderste konsekvens kan du være nødsaget til at hoppe over gaten. Desperate situationer, og alt det der. Bare vær forberedt på at det kan koste en bøde.
Hele det her tåbelige RER system kombineret med nul engelsk information er en af de virkelig svage punkter i det parisiske maskineri. Jeg hader RER togene.
Man skal ikke bruge billet for at komme ud af metroen, det er kun RER og Transilien.

– Har du en stor kuffert, så tag en taxa. Metroen er et helvede, når man har stor kuffert, for der er kun trapper de fleste steder.
Følg skiltene til den officielle taxakø, ignorer mændene inde i ankomsthallen, der gerne vil have dig med i deres ulovlige pirattaxa. Skriv hotellets adresse ned på en seddel og giv den til chaufføren. Så skal han nok fræse dig ind til byen. Bliv ikke nervøs hvis han bander og svovler på fransk hele vejen ind, det er lidt en livsstil at være kronisk sur over at der er andre på vejene.

– Bosæt dig så centralt du har råd til. Jeg bor altid på dette her hotel, Hotel Paris France, som er helt og aldeles basic uden så meget som en elkedel. Men det ligger godt, personalet er venlige, og priserne er rigtig gode for Paris. Det er rigtig rart bare at kunne gå ud af døren og slentre ned ad gaden i retning af de pæne ting, uden at skulle med Metro, hvis man ikke lige gider det den dag. Den er ellers nem at bruge, metroen, og kan spare mange kræfter. Tjek hvilket metrostop, der ligger tættest på dit hotel. Så kan du nemt komme hjem hvis fusserne begynder at strejke.

– Tag gode sko på. Man kan nemt rakke 15-20 km op når man går rundt i Paris, og det er bare så totalt nederen at få vabler. Jeg går altid i Meindl. ALTID. Også herhjemme. Også når jeg skal i teateret eller lignende. Jeg får aldrig nogensinde vabler i dem.

– Pas på dumme lommetyve. De kan godt være et problem, nede i Paris. Det bedste værn er at gøre livet besværligt for dem. Hav dit pas i en inderlomme eller lad det blive på hotellet (i en aflåst kuffert eller lign) hvis du ikke skal bruge det den dag. Bær en lukket skuldertaske (lynlås+flap med velcro eller spænde), tag kun de kontanter du skal bruge, og hav et ekstra kreditkort liggende på hotellet. Lad ikke mobilen ligge i jakkelommen. Og husk at nyde ferien alligevel. Der er masser af historier på nettet omkring de gængse svindelnumre. Du kan google dem hvis du vil, men pas på ikke at skabe grobund for paranoia. De ligger ikke på lur for at rulle dig, det øjeblik du træder ud på gaden. Brug din sunde fornuft, og sørg for at have en Plan B til hvis uheldet alligevel er ude. Rejseforsikring, ja tak.

– Hold fast i din metrobillet til din rejse er slut og du har forladt stationen. Det koster €50 at blive snuppet uden billet, og de tjekker også folk, der er stået af toget. Så behold den.

– Undgå pariserselvsving. Det er en by, ikke en eventyrbog. Nyd turen, og husk at franskmænd også spiser på McDonalds.

Zürich, dag 4

Wroom!

Wroom!

Zürich, dag 4 var:

– hjemtur, denne gang noget mere tøvende end normalt. Det er længe siden jeg har nydt et sted så meget. Zürich, det kan anbefales, også som solodestination. Det er nemt at finde rundt, der er styr på tingene, den offentlige transport er aldeles brilliant og gennemført, vandet i kanalen er klart (wtf? Det har jeg aldrig set før). Eneste ulempe er at det er dyrt. Og når jeg siger dyrt, så mener jeg samme priser som hjemme i Danmark. Man er jo, som bosat i et af verdens dyreste lande, vant til at frydes over billigheden, når man rejser udenlands. Især i Tyskland. Det er smukt.

– en sidste tur på tagterassen med dertilhørende fly. Det er ved at være den tid på året, hvor vejret bliver dårligt og besøgsterasserne lukker. Så det var årets sidste flyfototur. Jeg må nøjes med Københavns Lufthavn de næste par måneder – men det er nu heller ikke så dårligt.

Næste tur går til New York om nogle uger (blogning kan forekomme), men først har jeg lige et tema, der skal skrives færdigt. Og bagefter er det ved at være tid til at tænke på den årlige julekalender. Hvor blev året af?

Zürich, dag 3

Zürich, dag 3 var:

Zürich og vand og huse

Zürich og vand og huse

– well, Zürich. Søndag var flyfri dag. Det står endda vistnok i Biblen. “Og på den syvende dag tog Herren ej billeder af fly, thi hverken kamera eller fly var opfunden.” Så jeg tog ind til Zürich for at beskue den gamle bydel. Man kunne vel nok også trænge, efter alle de moderne flyvemaskiner.

– sporvognstur. Der er flere måder at komme ind til Zürich ude fra den dersens lufthavn. Den hurtigste er futtoget. 12 minutter tager det. Men jeg havde spottet at der kørte en sporvogn. Hele vejen fra lufthavnen og ind til hovedbanegården i Zürich. Jeg skulle da med sporvogn! 40 minutter tager det, og så får man en fin lille sightseeing ud af det også.

Landesmuseum i Zürich.

Landesmuseum i Zürich.

– Nationalmuseet, også bedre kendt som Landesmuseum. De lokker med at det ligger i et slot, og det gør det også. Et lillebitte slot. Desværre er der ikke ret meget originalt interiør at skue, og det eneste rigtig gamle var lukket af. Men der var en spændende udstilling om reformationen. Det var ikke blide sager, man udsatte folk for efter den reformation. Jeg er ikke sikker på at jeg synes man bør fejre den, når den lige om snart til næste år har 500 års jubilæum. Men det kan jeg skrive mere om til den tid.

Skeptisk måge.

Skeptisk måge.

– en måge, der trippede nervøst når mit kamera klikkede.

Violin er mit yndlingsinstrument. Well, lige efter obo og orgel og fagot.

Violin er mit yndlingsinstrument. Well, lige efter obo og orgel og fagot.

– avanceret gademusikant. Han filede løs på sin violin med megen talent, men ikke nok med det, han startede hvert nummer med at spille på den som en guitar. Det optog han så, og brugte som baggrundsmusik til violinstrygningen. Arh men jeg var så imponade at jeg var nødt til at tømme min møntpung ned i violinkassen.

Grossmünster. Mængden af imponade var ganske lille.

Grossmünster. Mængden af imponade var ganske lille.

– katedralskuffelse. Tænk, jeg tror aldrig jeg har set en (gammel) domkirke, der var så kedelig. Tør som en kiks. Man måtte ikke fotografere indenfor, og for en gangs skyld var jeg forholdsvis ligeglad.

Heldigvis var resten af Gamle Zürich både smuk og nuttet. Næste gang skal jeg afsætte noget tid til at drage ud i naturen også.

Sort løber til C5 og så ned i kiosken efter smøger.

Ikke romere, men skakspillere.

– kæmpeskak på Lindenhof, toppen af en temmelig stejl bakke midt i den gamle bydel, hvor der boede nogle romere dengang i Romertiden, da Schweiz var en del af det Store Romerske Rige.

– chokolade. Der er et eller andet over schweizisk mælkechokolade, og jeg sørgede for at sample flere varianter.

Man skal aldrig gå ned på chokolade.

Zürich, dag 2

Zürich, dag 2 var:

En Edelweiss Airbus A340 bliver gjort klar i hoved og mås. Den skal til Rhodos.

En Edelweiss Airbus A340 bliver gjort klar i hoved og mås. Den skal til Rhodos.

– mere lufthavn. Jeg bor på hotel i lufthavnen, fordi jeg som udgangspunkt er hernede for at kigge på fly. Det er en fin lufthavn, med styr på tingene og masser af skilte. En klar modsætning til Frankfurt (hvor jeg spottede fly for en lille måned siden), der nok kunne trænge til nogle ekstra pegepinde. Schweizisk effektivitet – jeg kan lide det. Måske skal man prøve at flyve Swiss næste gang man skal til USA.

Mit yndige navn

Mit yndige navn

– korrekt stavet navn på Starbucks. Ekspedienten sagde ikke engang “hva?” Det er en stigende trend, måske er Sif ved at blive et modenavn? Jeg har stavet det på både fransk (eees, yyy, efff’e), tysk (ez, iih, eff) og engelsk (ess, ai, eff). På et tidspunkt gik jeg under navnet “Sam”, men da jeg også havde måtte stave det et par gange (!!) gav jeg op og besluttede at leve med “Syf” og “Seph”.
Jeg købte en pumpkin spice latte, hvilket tilsyneladende er gået hen og blevet et symbol på tåbelige blondine-mennesker, der ikke ved hvad kaffe er. Af samme årsag føler jeg mig af og til en smule pinligt berørt over at bestille dem. Jeg har lyst til at vise dem et billede af espressomaskinen derhjemme. Se, jeg kan godt lide rigtig kaffe. Godtnok kun med rigelig mælk, men stadig!

Da jeg købte Årets Første Pumpkin Spice i en lufthavn for et par uger siden, var ekspedienten i lige lovlig godt humør. Jeg ved ikke hvad det er med overfriske Starbucksansatte, måske er det al den kaffe de inhalerer. Normalt synes jeg det pænt spas, men lige der følte jeg mig pludselig en kende akavet.
“A puuumpkinspiiiicaaaah, eh?” drævede han. Joo jaah, det kunne jeg ikke komme udenom. Bag ham stod en kollega og sagde “uuuh a puuuuumpkin spiceeeehhh. Niiice.” Og til sidst, da kaffen var færdig: “a PUMPKIN SPICE LATTE!!! for Sif!”
Æhæhæ, sagde jeg, og døde lidt indeni. Men så kom jeg i tanker om at det er totalt ligegyldigt om jeg kan lide kryddersirup i min kaffe eller ej.

Det er Øf øverst til venstre.

Det er Gruntz øverst til venstre.

– verdens mest nuttede sparegris. Jeg indrømmer at jeg købte den. Jeg har døbt den Øf Gruntz.

Rejsen Til Amerika

Rejsen Til Amerika

– FLERE FLY. Hvis man er i Zürich Airport, kan man komme op og vade rundt på taget af to af terminalerne. Terminal B har åbent hver dag, mens Terminal E, der ligger lidt væk, kun er åben i weekenden og om onsdagen (og har lukket november-april). Der er både legeplads og toiletter og en lille café, og det er meget populært at tage herud og glo, hvad enten man er sådan en flyspotter eller bare skal have en hyggelig lørdag med familien. Man kan se hele lufthavnsområdet og glo på flyene når de taxier ud eller letter. Det er i sandhed spas, og det koster 5 franc at komme ind.

Denne dingenot er det første rutefly af typen Bombardier CS100 - det er en helt ny flytype, og det er pt. kun Swiss, der har den.

Denne dingenot er det første rutefly af typen Bombardier CS100 – det er en helt ny flytype, og det er pt. kun Swiss, der har den.

Hvis man vil ud til Terminal E, skal man med en lille shuttle bus fra Terminal B. Det er gratis, for man har jo allerede betalt indgang. Man går hen til billetlugen og beder om en gratis billet til shuttlebussen. Så går man ti skridt rundt om hjørnet, hvorefter man prompte afleverer den igen. Jeg er ikke helt sikker på hvad det skal gøre godt for, men måske er det noget med at tælle hvor mange, der bruger bussen.

Dikkerdikkerdik!

Dikkerdikkerdik!

Det er i alt fald noget sjovere at stå ude på Terminal E, for der er markant færre mennesker, og man har frit udsyn til kortbanen, hvor alle de små fly letter. De små, tykke fly. De er så nuttede, er de.

Mmm hindbær. Jeg elsker hindbær.

Mmm hindbær. Jeg elsker hindbær.

– kage. Hvis en by har et berømt konditori, så er det absolut obligatorisk at prøve det (medmindre det er La Glace, så kan I bare springe over). Sprüngli er lidt af en institution her i Schweiz – well, der er i alt fald mange butikker, så det går jeg ud fra at de er. Jeg købte pligtskyldigt en kage. En Himbeerrahm-Pâtisserie, hvilket er betyder “Hindbærflødekage” på en besynderlig blanding af tysk og fransk. Man er vel i Schweiz. Den var iøvrigt aldeles glimrende, men jeg måtte sgu også bløde 9 Franc for den. Det er 61 kroner… så er den vist også betalt. Men Schweiz er bare hamrende dyr.

Godt brød er lykken.

Godt brød er lykken.

– Fletbrød. Butterzopf er en rigtig klassiker. Det pureste hvide hvedefletbrød af sød og fed gærdej. Det smager afsindigt godt, og man kan få det overalt, enten som store brød eller som små brød. Jeg købte et stort.

Man skal aldrig gå ned på brød.

Zürich, dag 1

Zürich, dag 1 var:

HB-ION fra Swiss. Et artigt fly.

HB-ION fra Swiss. Et artigt fly.

– at stå op kl 4.45 og tage i lufthavnen, hvor dette yndige fly holdt og ventede på mig. Og lidt på de andre passagerer. Men mest på mig.

Det var også en med Red Bull og vodka

Det var også en med Red Bull og vodka

– morskab fra morgenstunden. Første spottede jeg dette aldeles anvendelige kit i lufthavnen. Dernæst købte jeg noget mousse, af den slags man putter i håret. “Den er god, den der,” sagde den pilskaldede ekspedient. “Jeg bruger den hver dag.”

Airbus A380 er verdens største passagerfly. Halen alene er 14 meter høj!

Airbus A380 er verdens største passagerfly. Halen alene er 14 meter høj!

– fly. Og masser af dem. Jeg er hernede for at fotografere store, tykke fly.

Avro RJ100 har en lillebitte hale.

Avro RJ100 har en lillebitte hale.

Og små tykke fly.

Edelweiss er en alpeblomst, der er mere sjælden end køn. Men det er også et flyselskab.

Edelweiss er en alpeblomst, der er mere sjælden end køn. Men det er også et flyselskab.

Og fly med blomster på halen.

Birchermüsli. NAM NAM!

Birchermüsli. NAM NAM!

– birchermüsli. Jeg ELSKER birchermüsli. Den helt klassiske version er havregryn udblødt i æblejuice natten over og dernæst blandet op med friskreven æble og mælk. Som regel får man dog en lidt mere luksuriøs udgave hvor der er forskellige slags gryn, lidt nødder og rosiner – ja en reel müsli er det vel egentlig – og frisk frugt, rørt op i yoghurt. Det. Smager. Så. Godt. Man kan få det overalt. Selv Starbucks har det.

– træthed. Det er i sandhed hårdt at være en globetrottende verdensfarer. I seng, det er hvad jeg skal.

For jeg skal tidligt op og spise birchermüsli.