Archives

Cathédrale Sainte-Cécile d’Albi – alle katedralers moder

Albi Domkirke

Sainte-Cécile – domkirken i Albi.

Okay, måske ikke alle katedralers moder – så gammel er den slet ikke, men i løbet af de sidste 7 år er det lykkedes domkirken i Albi at opnå nærmest mytisk status i mit hoved. Ikke mindst fordi de første par forsøg på at komme ned og se den gik i vasken af forskellige årsager.

I maj i år lykkedes det endelig. Intet kunne stoppe mig denne gang – ikke engang fransk sporarbejde, der begrænsede de tilgængelige afgangstider en hel del. Jeg stod op kl 6 i to graders frost og tog toget en times køretur østpå, fra Toulouse til Albi, mens temperaturen langsomt klatrede op til 25 grader. Der er ikke noget som sydfransk forsommer. Man fryser om morgenen og får hedeslag til frokost.

Albi Domkirke

Det er nogle store fødder.

Sainte-Cécile ligner mere et fort end en kirke. En tur rundt om ydersiden minder temmelig meget om en vandretur ved foden af en stærkt befæstet borgmur. Et naturligt resultat af nogle af de evindelige hvem-er-kristen-på-den-rigtige-måde-opgør, man havde i middelalderen. Den katolske kirke vandt (igen), og så byggede de en god solid befæstet kirke med 2 1/2 meter tykke mure (!) og en ligeså fed mur rundt om de tilhørende kirkelige sidebygninger. De forkerte kristne blev brændt på bålet, for sådan yndede man nu engang ofte at bortskaffe den slags afvigere. Det sender også et stærkere signal end hængning, må man sige.

Albi Domkirke

Det Sidste Tårn

I midten af 1800-tallet besluttede man at gøre hele møjet syv meter højere – fra 33 til 40 meter – for at skjule en ny tagkonstruktion, der skulle lukke det oprindelige tag inde. Det viste sig nemlig at taget lækkede, og den slags er aldrig særlig smart. Derfor er kirken hul mellem taget og loftet. Historien melder dog ikke noget om, hvorvidt man valgte at indrette et tørreloft i dette hulrum. Det kunne ellers have været smart.

Oprindeligt valgte man i samme omgang at udstyre hver enkelt stræbepille (de høje vægtfordelende støttesøjler, der sidder på alle gotiske bygninger) med et fint lille tårn på toppen. Det var indbyggerne i Albi dog ikke meget for, og efter megen næverysten og mumlen i krogene endte det hele med at tårnene blev pillet ned igen og kun et enkelt stod tilbage, lige på måsen af kirken. Der står det den dag idag og ser underligt malplaceret ud. Måske skulle de havet lade dem sidde – det ville have peppet kirken en hel del op.

Albi Domkirke

Man skal stå stille, når man kigger op, ellers snubler man så nemt.

Når man træder ind i kirken, bliver man dog i rigt mål kompenseret for den blege facade. “Farverig” er ét ord, man kunne bruge til at beskrive indmaden. “Voldsom” er et andet. Nogen ville måske begive sig ud i mindre høflige udtryk såsom “vulgær,” men uanset ordvalg er det svært at komme udenom at den er ganske imponerende. Hver en flade er dækket af malerier, skulpturer og gotiske stenhuggerier.

Snedigt brug af dagslys.

Der er gratis adgang til kirkeskibet (den vestlige halvdel, der hvor man sidder når man er til gudstjeneste), men skal man ind og se højkoret, så må man have et par euro op af lommen. Jeg mener det kostede €5, så det var ikke så galt. Her kan man blandt andet se denne statue, snedigt placeret direkte under et vindue, så dagslyset samles til guddommelige stråler, der oplyser Maria hin Jomfruelige og den Liden Jesus.

Nordvendte vinduer over indgangen til højkoret

Og selvfølgelig selve højkoret, der er rigt udsmykket og meget svært at fotografere.

Dommedag på middelaldersk

En af de mere berømte udsmykninger er denne lille tegneserie om Dommedag, malet på to fede søjler, der står direkte under orglet. Her kan man beskue hvorledes man vil ende sine dage, hvis man spiser for meget kage og glemmer at skrifte. Billedet ovenover er kun et lille udsnit af denne fresko. Jeg brugte lidt tid på at stå og fundere over hvordan man mon har kunnet forlige kirkens overdådighed med den åbenlyse fordømmelse af grådighed og begær, der bliver fordømt lige dér, på vestvæggen i deres egen svinedyre katedral.

Albi Domkirke

Pænhed overalt.

Det skinner muligvis igennem at jeg havde det lidt blandet med Sainte-Cécile. Der er slet ingen tvivl om at der er en meget, meget smuk kirke. Kvaliteten af håndværket er enestående hele vejen igennem. Den slår andre berømte katedraler med flere kilometer. Men den har ingen sjæl. Jeg fik ikke den der sædvanlige “aaah” følelse, jeg ellers gerne fyldes med, når jeg træder ind i gamle kirker. Følelsen af at træde tilbage i tiden, at være i et rum, der rent faktisk bliver brugt af mennesker. Sainte-Cécile blev bygget som et fort og en magtdemonstration af kirkens top, og det bærer den præg af. Den er kold og uinspirerende.

Med andre ord, det var lidt af et antiklimaks. Sådan kan det gå. Jeg fortryder intet.