Archives

Ode til Grønkål

Skøngrønkål

Grønkål o grønkål
Din blegfede stilk
Holder planterne stive og ranke
Blade så grønne
Med krøller så skønne
At grøntglade hjerter må banke

Grønkål o grønkål
Standhaftig gevækst
Velsignede vinterafgrøde
I kulde og frost
Solid forrådskost
Holder kinderne varme og røde

Dag 9: Glorværdig og ganske Ophøjet Test af Blod-Pølse

07121503

Vi haver paa denne Dag taget det Valg, at skrive en Blog-Post paa et ganske irriterende og unødvendigt Gammelt Dansk. Denne Beslutning haver Vi enstemmigen truffet med Mig Selv, thi Dagens Emne er ganske uinteressant. Vi skal i Dag anmelde tre Blod-Pølser, denne Bøndernes plebejerske Spise, denne Fattigmands-Pølse, denne uelegante og gammeldags Fødevare.

Vi vil derfor benytte Os af dette morsomme Linguistiske Paafund, at vi kan, som Tysken siger, viel Spaß haben. Vi benytter os alligevel af mindst halvdelen af deres Juletraditioner, saa hvorfor ikke ogsaa negle deres Sprog? Saa er der da et minimum af Dannelse i denne ugudelige Blog-Post.

Ved I hvorfor det hedder B-Post, naar man sender disse lidt ligegyldige Breve, der for saa vidt kan være Uger undervejs uden at være den mindste smule savnet? Det skal jeg sige Jer. Det er en Forkortelse for Blog-Post.

Højtidelig Og Meget Paalidelig Test af Blod-Pølse i det Danske Kongerige

Blod-Pølse er en ækel fortræffelig Julespise, der bør smides ud staa paa Juleborde over det ganske Danske Land. Desværre er der nogen Tilbagegang i Salget af denne blodfyldte Delikatesse. Det er i Sandhed en kedelig Tendens, men i det mindste drikker de Unge Mennesker stadig Snaps.

Normalt ville Vi altid anbefale at man køber sin Blod-Pølse hos den lokale Slagter, men disse er bleven stadig sværere at finde, og haver man endeligen fundet en, saa er det sjældent at Blod-Pølse er paa Menuen. Derfor maa Vi ty til Vore Supermarkeder, der trofast haver Blod-Pølse i deres Sortiment.

Vi haver nyligen baade indkøbt og gjort en Test af Blod-Pølser fra de gode Danske Supermarkeder. Tre Pølser, var det muligt at finde frem, og Vi haver overgiven disse gode Sager til en dygtig Husmoder, at hun kan vejlede Jer i at finde den bedste.

Alle Pølser er smagstestet i stegt Tilstand, da Vi finder at raa Pølse er en ækel Spise.

071215

Lampe Blod-Pølse
Købt i: Føtex, Bilka, Netto
Pris: ca 20 kr

Ingredienser: Svineblod (32%), fedtafpuds, byggryn, brun farin, rosiner, rugmel, æblemos, krydderier, suppe, salt.

Denne Lampe Blod-Pølse er Testens mildeste Pølse. Smagen er let sødlig og ganske let krydret. Jævningen bestaar af baade Byggryn og Rugmel. Hele Rosiner prikker Pølseskiverne saa det er en Fryd. Stykkerne af Fedt er ganske smaa og jævnt fordelt i hele Varen. Konsistensen er findelt og Pølsen føles ganske let i Munden.

Denne pølse er saa absolut Testens kedeligste Pølse. Den er der i Sandhed ikke meget Spræl og Spas i. Det kan maaske være en god Pølse til de Sarte Blomster, der kuns spiser Blod-Pølse for at glæde Mormor.

07121501

Steff Houlberg Blod-Pølse
Købt i: Super Brugsen, nemlig.dk
Pris: ca. 20 kr

Ingredienser: Svineblod (34%), spæk, svineflomme, byggryn, brun farin, rugmel, rosiner, svær, krydderier, stabilisatorer (E450, E451), salt.

Hr. Houlbergs Pølse er for mange Byboere ogsaa kendt som Barndommens Blod-Pølse. I dag faas den nærmest kun i Super Brugsen. Denne Pølse har en ganske Fast Konsistens og en let grov Tekstur. Der løber hele Rosiner gennem den ganske Pølse, og Fedtstykkerne er ganske Grove. Naar dette Fedt under Stegningen løber ud, da efterlader det ganske store Huller at fylde efter med dejlig Sirup. Smagen er krydret og let sød.

Denne Pølse er en god Begynder-Pølse.

Højer Blod-Pølse testvinder!
Købt i: Irma, Salling Super, osuma.dk
Pris: ca. 27 kr

Ingredienser: Blod 25%, spæk 19%, svær 19%, svinekød 4%, byggryn, farin, rugmel, rosiner, salt, kanel, krydderier.

Højer Blod-Pølse er testens Feinsmeck Feinscme bedste Pølse. Den har en ganske blød Konsistens, hvilket ganske givet skyldes et højt Indhold af Spæk og Svær. Pølsen har en udpræget Smag af Svineflomme og er noget fed i sin Konsistens.
Denne Pølse er Testens bedste Pølse, men Vi medgiver at den, trods den bløde Konsistens, kan være noget stiv at sluge for Begyndere.

Ikke desto mindre faar den vore varmeste Anbefalinger og Titlen som Testens Bedste Pølse.

Tillykke med det. Og Skaal i Snaps & Dansk Blod-Pølse. I Morgen skal det handle om Julehjerter. Gud bedre det.

Måneformørkelse 2015

Måneformørkelsen, foreviget med stivfrosne fingre.

Måneformørkelsen, foreviget med stivfrosne fingre.

Jeg har altid været semibesat af Det Ydre Rum. Ikke sådan på nørdemåden, hvor jeg ved alt muligt sejt og ejer et kæmpe teleskop og kan citere Messiers katalog forfra og bagfra mens jeg udpeger samtlige stjerner på himlen. Der er nok også grænser hvor mange hobbies af graden Ekstrem Besættelse man kan rumme i sin hjerne, og jeg har allerede et par stykker, der fylder godt op.
Det der tiltrækker mig ved rummet, er uvisheden. Hvad ER der derude? Det er ligesom min fascination af dybhavet og de besynderlige fisk dernede. Hairy angler, evig favorit. Svært fremkommelige områder, der skjuler eventyr og ny viden og virkelig mærkelige livsformer.

Da de første klare billeder af Pluto ramte internettet i starten af august, var jeg ovenud begejstret. I årevis har jeg ønsket mig at se et billede af Pluto. En (dværg)planet, der er så lille og så langt væk, at det virkede umuligt at nogen sonde nogensinde skulle nå derud. Men så fik NASA losset New Horizons afsted i 2006, og jeg har ventet utålmodigt på de første Plutobilleder lige siden.
Eller, det vil sige, af og til glemte jeg det, for 9 år er virkelig lang tid at huske på noget, man ikke bliver mindet om særlig tit. Så jeg googlede “billeder af Pluto” fordi jeg havde glemt, at der ikke var nogen, og så fik jeg lige en reminder om at de var på vej. I 2015. Og mens jeg sad og drak varm kakao under dynen og googlede stjernetåger og fandt ud af at Pillars of Creation sandsynligvis slet ikke eksisterer længere (æv), så fløj den lille sonde afsted, helt alene ude i det øde, mørke og iskolde rum. Brrr!
Men nu ved vi hvordan Pluto ser ud, endda med ret gode detaljer, og de sidste nye billeder er forlængst lagt ind som baggrund på både mobil, tablet og bærbar. Et mysterie er løst. En nysgerrighed er tilfredsstillet. Wohoo.

Så mangler vi bare resten af alle de mange rare ting, vi endnu ikke har en forklaring på. Det ultimative må være at løse gåden om Universets tilblivelse. Altså ikke Big Bang, men hvad, der var før Big Bang. Var der noget? Og hvis der ikke var noget, hvordan kom det så til at være? Hvornår startede tiden? Er den lineær? Og hvis den er, hvad var der så før tiden begyndte? Hvad er der for enden af Universet? Hvis det udvider sig, hvad udvider det sig så udi? Er der områder, hvor INTET eksisterer? Hvis Universet bare er ét i rækken af mange, hvad startede så det første Univers? Er det overhovedet noget, vi kan gøre os håb om nogensinde at få et svar på?

Jeg ved det ikke. Det er ikke mig, der er forsker. Jeg bruger mere min tid på at undersøge tåbelige ting, såsom hvad dansk rugbrød kostede i 1880 og hvad munkene spiste i middelalderens England og hvilken overtro, der knytter sig til brombær i Norden. Interessant, og jeg elsker det, men det er næppe noget, der udløser en Nobelpris i nær fremtid.

Kl 3.21 er formørkelsen så småt gået igang.

Kl 3.21 er formørkelsen så småt gået igang.

Så hvad verdensrummet angår, holder jeg mig til at nasse på frugten af andres hårde arbejde. Og en af de mere lavthængende frugter var nattens fuldmåneformørkelse. Blodmåne, var der lovet. Uuuh. Den skulle jeg se, og gerne igennem mit kamera. Så jeg stod op kvart i tre i nat, lavede en balje varm kakao og riggede op på terassen med kameraet på stativ og mit kraftigste objektiv (300 mm) skruet på. Klapstol og varme tæpper, så var jeg klar til at observere måneformørkelse.

Det er en langsom ting, sådan en formørkelse. Jeg havde god til tid at sidde og glo stjerner og fundere over hvordan det må have set ud i gamle dage. Sådan rigtig gamle dage, før man vidste hvad fanden, der foregik med Jorden og kredsløb og Universet. Jeg elsker at skrælle al moderne videnskab væk og forsøge at forestille mig hvordan en given ting, må have set ud i fortidsmenneskets øjne. Eller bare 1600-tals menneskers øjne. Det er ikke svært at forestille sig at en Blodmåne må have været en smule bekymrende. Det sker tilstrækkeligt sjældent til aldrig at blive “normalt” (33 år til den næste!) og man har ikke været i stand til at forudsige hvornår det ville ske. Rød måne? Det MÅ betyde noget dårligt. Hurtigt, stik stål i dørkarmen og slå kridtkryds på kreaturerne.

Kl. 3.55 var der ikke meget tilbage.

Kl. 3.55 var der ikke meget tilbage.

Til gengæld er det meget svært at tage den slags alvorligt i dag. Vi ved hvad en måneformørkelse er. Vi ved at det bare er fordi Jorden forhindrer Solen i at lyse på Månen, så den kan skinne fint og eventyragtigt. Det er hverken magisk eller mytisk, bare et spørgsmål om en fed planet, der er i vejen. Vi ved også hvad en Blodmåne er. Den orange eller røde farve opstår fordi sollyset alligevel ikke helt kan holde sig væk, men bare bøjes af i atmosfæren og dermed alligevel får sneget sig hen på månen. Den røde del af lyset, altså. Og derfor er det komplet retarderet at sidde og bræge om varsler og dommedag. Især fordi måneformørkelse er noget, der er sket en hel del gange før, og kommer til at ske en hel gange i fremtiden.

Nå, men jeg havde lige placeret min mås på klapstolen i 5 graders kulde, da formørkelsen begyndte. Jeg kunne se Jordens skygge på Månens øverste venstre side. Uuh, tænkte jeg, det er mig! Det er mig, der skygger! Eller, jeg hjælper i alt fald til.

Kl. 4.08 er den begyndt at skifte farve. Vi er minutter fra den totale formørkelse!

Kl. 4.08 er Månen atter blevet synlig, og den er begyndt at skifte farve. Vi er minutter fra den totale formørkelse!

Og så sad jeg ellers derude og frøs i to stive timer og drak kakao og tog de samme billeder af Månen som alle andre. Det er svært at variere, for den vender sig kun ganske nødigt og vender røven til alle jordbofotografer. Jeg kiggede også stjerner, for jeg har en fancy app, der viser stjernehimlen real time. Mælkevejen lå som et bredt bånd direkte hen over himlen, og jo mørkere Månen blev, jo flere stjerner kom til syne. Orion fyldte godt op, og Cassiopeia, og Perseus og den lille klynge af stjerner kaldet Pleiaderne eller De Syv Søstre. Jeg synes de ligner en lillebitte Karlsvogn. Jeg så også et stjerneskud og ønskede at jeg ikke ville få lungebetændelse af at sidde derude og blive grundigt afkølet.

Da Månen endelig blev totalt formørket gik jeg lidt amok med kameraet. Det var et spektakulært syn, selvom jeg nu mere syntes at den var brun. Koaguleret blodmåne? Jeg måtte også ind og hente fjernudløseren til kameraet, for lukketiden var nødt til at være så lang, at bare det at trykke på knappen, gav et sløret billede.

Kl 4.41, den totalt formørkelse. Rustmåne!

Kl 4.41, den totale formørkelse. Rustmåne!

Nu er det ikke noget teleskop jeg har. Det er et helt almindeligt Nikon D750 med et helt almindeligt 300 mm objektiv skruet på. Så jeg synes det er vildt, at jeg kan tage så forholdsvis klare billeder af noget, der er 350.000 km væk. Bevares, det er et stort “noget”, men stadig!

Jeg fik også knipset et par stjerner. Det er min drøm at fotografere Mælkevejen i al sin stråleglans, men det kræver en del mere forberedelse. Ikke mindst fordi jeg først skal finde et sted, hvor det er mørkt nok. Nordsverige? Det vil tiden vise.

Nu skal jeg først have en lur, for mand, hvor var jeg tidligt oppe.

I det mindste strejkede de ikke

Verdens første gotiske katedral ligger i Chartres

Jeg bilder mig selv ind, at jeg er god til det med offentlig transport i udlandet. Har trods alt en del øvelse efterhånden, og som erklæret kontrolfreak, er det en af de ting, jeg researcher til jeg drømmer om køreplaner og zonebilletter hver eneste nat. Især har jeg kørt Frankrig tyndt med futtog, og skulle nok mene at jeg er hardcore til at navigere det land efterhånden.

Paris er en nem by at navigere. Metrosystemet er simpelt (selv når de bygger om – det kunne DSB og Movia lære noget af), RER-togene er snappy-snappy at køre med, og hvis man lige ser bort fra det helvede, der er Les Halles (dø!), så er det generelt bare en fryd. Men når man skal forlade byen er det straks en anden sag. Så begynder det helvede, der er regional og intercity togtrafik.

I andre franske storbyer er det let som en plet. Bordeaux, Strasbourg, Toulouse, Dijon – no problemos. Jeg når altid at kværne et eller andet med chokolade og kede mig lidt før afgang. Men i Paris? Uanset hvor godt jeg planlægger, ender jeg altid med at spæne stresset op til toget og kaste mig ind ad dørene i et dramatisk rullefald to sekunder før afgang. Måske lærer jeg det en dag, men ærligt talt er jeg ikke videre optimistisk.

Min tur til Chartres var ingen undtagelse. Paris har 4 banegårde, fordi det ville være for nemt med en enkelt. Så først skal man lige være helt sikker på at man står på den rigtige banegård. Det er dog trods alt nemt nok, for det skifter ikke og står på billetten. Banegårdene er ikke forbundet, så de kan ikke bare lige flytte toget til en anden banegård fordi det er fredag udenfor myldretid.

Toget til Chartres afgår fra Gare Montparnasse. Den tilhørende metrostation hedder Montparnasse-Bienvenüe. Bienvenüe betyder “Velkommen”. Ha! I virkeligheden burde stationen hedde Montparnasse-Fuck-Dig, for den ligger ca tusind kilometer fra selve togstationen, så man skal haste igennem underjordiske tunneller mens man forbander at man kun satte 45 minutter af til at købe billet og finde perronen. Heldigvis har de installeret rullende fortove. 9 km i timen, kører de. Det er hurtigere end Kystbanen mellem KBH og Helsingør. Wroom!

Vel fremme ved billetautomaterne begynder næste udfordring – for hvem kører til Chartres? Her er det meget godt at vide at der essentielt set findes tre typer offentlig transport i Frankrig, med hver deres billetsystem. Lokaltrafik, regionaltrafik og intercity. Lokaltrafik er f.eks de lokale busser, metroen og sporvognene, der alle kører indenfor bygrænsen. Regionaltogene drives af SNCF, den franske ækvivalent af DSB, bare med mere strejke. Denne regionaltrafik opererer under navnet TER (i Paris hedder det dog Transilien), og kører indenfor regionerne. Hvis man f.eks vil køre mellem byerne i regionen Bourgogne, så snupper man en tur med “TER Bourgogne”. Skal man udenfor regionerne (eller hurtigt mellem to store byer i samme region), så tager man SNCF’s intercitytoge, Intercités. Hvis man er heldig, kører der et TGV. Det er dem, der kan køre rigtig hurtigt, hvilket godt kan være lidt scary, når man er vant til DSB. Så der er altså to typer af togbilletter at tage stilling til – skal man med TER eller med Intercités?

Screendump fra søgningen på SNCF.com

Det er nemt at finde ud af, for det står lige på hjemmesiden, når man laver en søgning på SNCF.com.

Disse to typer billetter sælges ikke altid i samme billetautomat – og afgangene annonceres heller ikke nødvendigvis på samme skærm – så det er meget godt lige at tjekke hvor man skal hen, så man ikke skal bruge tid på at spæne fra automat til automat, som jeg gjorde på Montparnasse fordi jeg troede at når det var regionaltog, så skulle jeg købe min billet i automaterne mærket “Transilien”, men Transilien er ikke ægte regionaltoge som i resten af Frankrig, nej de kører da ikke udenfor forstæderne, så i Paris skal man bruge de samme automater som til Intercités, hvilket man iøvrigt overhovedet ikke skal i f.eks Bourgogne og JEG KUNNE IKKE FINDE AUTOMATERNE! De er gule, så de er ret svære at overse, men, surprise, de stod da slet ikke på samme etage som alle de andre automater. Efter lidt hastigt improviseret tegnsprog og gebrokkent fransk med en informationsmedarbejder spænede jeg op på den rette etage for at købe min billet. Velkommen til Paris, der årligt invaderes af 32 millioner turister, men som stadig insisterer på at ansætte informationsmedarbejdere, der ikke kan engelsk.

Nå, men det lykkedes. Endelig stod jeg med den, den forjættede billet, der skulle føre mig til Chartres, denne sagnomspundne middelalderby med verdens allerførste gotiske katedral. Åh fryd. Og med hele 15 minutter til toget kørte skulle det være en smal sag. Normalt skal man altid stemple togbilletter i nogle irriterende små gule maskiner, men hvis man køber sin billet i sidste øjeblik, er de som regel stemplet på forhånd – så man sparer tid. Det er pænt af SNCF. Jeg kunne gå direkte til toget. Der var bare ét problem: Jeg kunne ikke finde sporene. De næste 5 minutter summede jeg rundt på etagen som en arrig hveps i panisk søgen efter de forbandede toge. Der var ingen skilte, ingen fransktalende informationsmedarbejdere, ingenting. Til sidst faldt jeg nærmest tilfældigt over et sæt rulletrapper, med det forjættede skilt, der skulle føre mig til det rette sted. Åh fryd. Jeg spænede op til toget, der selvfølgelig holdt heeeeelt nede i den modsatte ende af perronen, smed mig sidelæns ind af dørene lige inden fløjten lød og satte mig dernæst roligt og fattet på et sæde. Mig, turiststresset? Ha! På ingen måde.

Men lykken ventede i Chartres. Efter en lang togtur med rig mulighed for at sende utallige sms’er til kæresten med ordlyden “vi skal købe hus i [indsæt nuttet fransk by med gotisk kirke jeg lige var kørt forbi]” nåede jeg frem til banegård med engelsktalende kioskmedarbejder, lune pain au chocolat, solskinsvarmt forårsvejr og verdens allerførste gotiske katedral. Og ikke nok med det, da jeg havde brugt to timer på at spadsere rundt i den næsten mennesketomme kirke med kun lyden af mit kamera som selskab, og trådte ud i det franske solskin, blev jeg mødt af to store busfulde turister, komplet med guide, larm, kameraer og børn. De skulle ind i kirken. Jeg havde netop forladt kirken. Den før så tomme og fredelige kirke var minutter fra at blive forvandlet til et larmende inferno af mennesker. EFTER jeg var færdig med mit besøg.

Af og til har man bare lov til at være svineheldig. Det var lige før jeg købte en lottokupon. Men istedet brugte jeg de 40 kr på kage. Jeg vurderede at der var større chance for gevinst hos en fransk konditor end hos Danske Spil. Og jeg havde ret.