Archives

Dag 28: Luciabrød (lussekatter)

Forestil dig at det er år 1600 og du er bonde i Det Mørke Nord *dramatisk musik*. Du er selvforsynende. Din gård er dit liv. Slår høsten fejl, er der sult i vente. Dør koen, er der ingen mælk før ny ko er fremskaffet. Al den basisviden, vi idag tager for givet, er ikke tilgængelig. Enten fordi den ikke er nået ud til din afkrog af landet – eller fordi det simpelthen ikke er en opdagelse man har gjort endnu. Du ved ikke hvorfor din surdej hæver. Du ved ikke hvorfor koen bliver syg. Du ved ikke hvad der gemmer sig derude, i det uendelige vintermørke, som ingen gadelygter lyser op, og i din egen stue er der kun ildstedet, til at give lys og varme. Du ved ikke hvorfor solen gemmer sig om vinteren – kun at den gør det.
Det er ikke så sært at overtroen trives i bedste velgående, og at frygten for mørket føles noget mere trykkende end i dag. Når man er så afhængig af den gode lykke, og samtidig tror at overnaturlige begivenheder har så stor indflydelse på den, vil man gøre mange sære krumspring for at holde på den. Også det uanset om man forsøger at stå på god fod med Gud, som præsten siger man skal, eller om det er naturånderne og nisserne, man gerne vil holde fornøjede. Troen på trolddom og Djævlen er helt almindelig. Man gør ting som at slå kors i den nyæltede dej, så den skal hæve, og man sætter mad ud til de små nissepjok, og hvis mælken var sur, oh no! Magi. Det var også en bedre forklaring end at den havde stået for varmt.
Det hænder også at der ryger en heks på bålet, omend det er sjældent.

I år 1600 var Adventstiden særligt forbundet med megen overtro. Det nye kirkeår startede julenat, og tiden op til var en overgangstid, en farefyldt tid, med løbske ånder og onde væsener. Den farligste nat af dem alle – næstefter julenætterne – var Lucianatten, d. 13 december. Den nordiske Luciafejring har ikke så meget med den katolske helgen Lucia at gøre. Derimod er det en lysfest (Lucia betyder praktisk nok lys. Ikke sært at hendes helgenfejring blev placeret lige midt i juletiden). Festen lå på selve solhvervet. De brugte den julianske kalender dengang, og den var lidt unøjagtig, så i middelalderen var der akkumuleret så stor en skævhed, at solhvervet ikke længere lå i julen, men istedet på Luciadag. Paven rettede op på det ved at indføre den gregorianske kalender (den vi stadig bruger) i 1587, men i Norden havde vi lige losset paven ud og indført protestantisme, så vi fik først den nye kalender i år 1700. Sverige var endda ekstra tilbageholdende og måtte vente helt til 1753. Så på dette tidspunkt ligger Lucianatten stadig på solhverv.

Det var en mystisk og farlig nat, årets længste, starten på den hårde del af vinteren. Det var her lyset vendte, det kom tilbage og det måtte man for guds skyld ikke forstyrre – tænk hvilken ulykke det kunne bringe over det næste år. Nogle steder undlod man at bage ved solhverv, for så ville brødet vende sig i ovnen. På Lucianat skulle man holde sig indendøre, for var man ude, kunne man risikere at møde Asgårdsreien. Asgårdsreien var et optog af ånder og gespænster, der buldrede gennem natten og rev stakkels uskyldige med sig, hvis de var ude. Det var ikke så få unge kvinder, der var forsvundet på den måde, og det var ganske vist. Man ofrede af juleøllet til naturånderne, for at holde dem ude af huset. Heldigvis var det mest i Norge at den slags forekom. Deroppe var det også noget mørkere om julen – en hel del mørkere end i Danmark. Så man har nok været ekstra nervøs.

En lidt hyggeligere form for overtro havde vi herhjemme. Hvis man var en ung og giftemoden kvinde, kunne man tage et lys i hver hånd, stille sig foran sit spejl og fremsige følgende vers:

Lucie! Du blide
Skal fly mig at vide
hvis dug jeg skal brede
hvis seng jeg skal rede
hvis kæreste jeg skal være
hvis barn jeg skal bære
hvis arm jeg skal sove i.

Så ville ens tilkommende vise sig i spejlet. Det synes jeg nu iøvrigt også lyder temmelig uhyggeligt. Det går altid galt, når folk gør den slags på film. Så får de påkaldt en eller anden bindegal ånd.

I Sverige var de også småbange og nervøse for denne overgangsdag, men her var Luciadagen en fest. Der var sang og lys og god mad. Selv kattemissen fik fløde og ponyhesten fik havre og kvinderne stod op midt om natten og lavede særlig lækker mad til mændene. Alle juleforberedelser skulle være klar. Dyrene i stalden kunne tale. I det hele taget minder det meget om datidens danske julefejring med dertilhørende overtro. Det er resterne af den lystfest, vi har importeret til Danmark, i 1944. Vi nøjedes bare med den del hvor man går rundt med levende lys i håret.

Lucia hendeselv er en katolsk helgen og martyr. Man ved ikke noget som helst om hende – ligesom alle de andre tidlige helgener. Man ved kun at hun blev dræbt under den sidste bølge af kristenforfølgelser omkring år 300. Resten er legende, og den sædvanlige sødsuppe – ung og jomfru og så hellig, at det lige var nummeret før at hun gik på vandet. Hun skulle giftes med en hedning, men nægtede. Han blev sur og meldte hende til myndighederne for at være kristen. Først dømte de hende til tvangsarbejde på et bordel, men efter en lang tale om åndelig versus kropslig besudling, valgte de istedet at henrette hende. Først førsøgte de at brænde hende, men de kunne ikke rokke hende ud af stedet. Så istedet prikkede de hendes øjne ud og stak et sværd i halsen på hende. Og hun udåndede først, da hun havde modtaget den sidste olie.

Ikke et øje var tørt. De elskede den slags martyrjomfruer i middelalderen, så hun var super populær. I Norden tog bondestanden aldrig helt den katolske version til sig, men fortsatte de gamle traditioner, selvom de var kristne. Overtro forgår ikke så let, og dengang var man meget isolerede på sin egn. Der var ikke ligefrem frit vidensflow.
Lysfesten har vi endnu, og i Sverige er det stadig en stor ting. Kvinderne står ikke længere op midt om natten for at lave mad, men der er stadig tradition for at spise lussekatter og peberkager i stor stil. Lussekatter er et levn fra datidens kager – altså brød bagt på sigtet mel – der hørte højtiderne til, og som var formet i kunstfærdige faconer.

Jeg kalder dette billede “Svinestien”

Den mest almindelige facon idag er S-formen, der hedder “julegalten”. Julegalten (galt = kastreret hangris) var en juletradition i det meste af Nordeuropa. I middelalderen skulle der altid være en julegalt på bordet, om det så bare var en tærte eller en kage i facon som en galt. Senere blev det i Sverige bare til et brød, en stor hvedekage, der skulle ligge og se pæn ud på bordet hele julen igennem. Derefter blev den gemt væk til det var såtid om foråret, og så måtte førstekarlen og de stakkels heste pænt gnave i det knastørre hvedebrød, for det bragte held til den kommende høst, når man sådan bragte julens overflod med sig frem til foråret. Forhåbentlig fik de lidt øl til.

Der findes en del andre traditionelle faconer på luciabrødet, og jeg kunne naturligvis ikke dy mig for at afprøve nogle af dem. De blev lidt mørke, da jeg bagte dem, så bare lad som om de er fine og gyldne.

Denne krøllede ting er en guldvogn.

Og her har vi præstens hår! Så har han en snack til efter gudstjenesten.

Og her er min yndlings – luciakronen. Er den ikke fin? Luciaboller er bestemt en tradition vi godt kan tage til os, herhjemme. Hvis vi ikke kan tæve dem i fodbold, så kan vi da i det mindste æde deres kage.

Luciabrødet farves gult af safran, så det er ægte middelalderluksus, vi har at gøre med her. Jeg tilsætter lidt appelsinskal, for at tæmme safranen. Du kan bruge rosiner, hvis du ikke har korender, men jeg synes simpelthen at korender er så ufatteligt nuttede. Det er mini-rosiner! Rosinkillinger. Tørrede babydruer. What’s not to love?

Luciaboller (lussekatter)
Mængde: ca 10 små boller
Bagetid: 12 minutter ved 200 grader

1 stort nip safran
1 spsk varmt vand
1 dl sødmælk
1/4 pakke gær
50 g blødt smør
1/4 tsk fint salt
35 g sukker
Appelsinskal
200 g hvedemel
Korender eller rosiner

Start med at knuse safranen ned i en lille skål og hæld det varme vand på. Lad det stå og trække en halv times tid. Hæld det så sammen med den i forvejen lunede mælk og rør gæren ud heri. Tilsæt sukker, smør og appelsinskal og halvdelen af melet og rør godt rundt. Tilsæt salt og resten af melet. Ælt til dejen slipper skålen – den er lidt klistret, så det er nemmest på maskine, men kan også fint gøres i hånden. Lad dejen hæve en halvanden times tid. Tag den så ud på et meldrysset bord og del den i 10 lige store stykker (ca.).


 

Tril stykkerne til tynde pølser og rul hver ende omkring en korende eller rosin og ind mod midten, så de får en S-facon. Eller lav en af de andre faconer jeg har vist – det skulle være til at se ud fra billederne hvordan man gør.

Lad bollerne efterhæve en times tid og bag dem så midt i ovnen til de er gyldne og fine. 10-12 minutter ved 200 grader.
Bollerne smager bedst samme dag, men kan også lunes og spises dagen efter.

Hvis du er studerende kan du jo gemme en til forårets eksamener og drysse lidt brød i håret på censor. Måske bringer det held. Eller måske dumper du. Det kommer nok mest an på censor… spørg hellere først.

Dag 27: Julekage

Julegaver. Selve meningen med jul, når man er barn. Julegaver og risalamande. Og konfekt. Men mest gaver. Selvom den moderne julegave hvor alle giver til alle, er rimelig ny, er julegaver ikke et nyt koncept som sådan. Vi kender til dem helt tilbage fra 1600-tallet (og sikkert tidligere), og for det arbejdende folk, var der ekstra godter i vente i juletiden. Det kunne være skolelæreren, tjenestepigen, daglejerne, sadelmageren og så videre. Alle dem, der havde tilknytning til en gård, på den ene eller den anden måde blev betalt julerente. Som minimum blev der givet et sigtebrød, et brød bagt på sigtet rugmel. Og det var ikke små nollerbrød, der blev givet. 10 kg var ikke nogen unormal størrelse. Ofte var der også æbleskiver med i pakken. For mangen en fattig daglejer, betød julerenten mad på bordet i juledagene.

I 1500-tallet kunne man, hvis man var fattig og boede i Helsingør, møde op ved slotsporten på Kronborg, medbringende et brev fra sognepræsten, der bevidnede ens status som fattig. Man ville så modtage flæsk, brød, øl og et lys. Lyset var en vigtig del af julen. Julen ligger midt i vinterens dybeste mørke, og dengang var det MØRKT. Ingen gadelamper og ingen elektricitet. Folk uden slagtedyr, der gav tælle til lysestøbning, var året rundt henvist til at tigge lys. Så lyset var vigtigt, også i julen, hvor betydningen var både praktisk og symbolsk.
Julen var også dengang noget, der talte til folks gavmilde hjerter, og fattighjælp i julen var helt almindelig. Man kunne trods alt ikke bære at folk skulle være foruden jul. Fattigfolk og tiggere fik deres del af julegildet. Så kunne man med god samvittighed hengive sig til god mad og drikke i alle julens dage.
Det var dog ikke alle, der fik denne julegave. Beretninger fra julen på 1800-tallets bondegårde omfatter ikke altid julegaver – ikke engang det ellers så obligatoriske sigtebrød. Dug på bordet og rigelig mad var jul for dem.

Men ellers var julekagen, denne sigtede brødkage, en vigtig del af julen. Man spiste ikke brød – man spiste kage, hele julen igennem. Med brød menes groft rugbrød, og med kage menes sigtebrød af sigtet rugmel. Sigtet hvedemel var mere sjældent. Det var meget få bønder, der overhovedet dyrkede hvede. Så de tidlige julekager var bagt af fintsigtet rugmel, og hvis man var heldig, så var der honning eller krydderier i. Kunne man få hvede, så brugte man det selvfølgelig. Med tiden blev julekagerne finere. Da hveden blev billigere, begyndte man oftere at bage dem af hvedemel, og der kom også krydderier og tørrede frugter i. Den tidligste udgivne opskrift på sød hvedejulekage – og den tidligste kogebogsopskrift der hedder noget med jul – finder vi i Charles Mouriers bog “Om Brød og Brødbagning” fra 1821.

Julekage, 1821
Til to Pund fiint Hvedemeel tages et halvt Pund Smør, tre Lod Sukker, et Fjerdingpund Rosiner ligesaamange Corender, der skylles vel af, tyve Stykker Cardemomme og en Spiseske fuld Gjær. Har man Sucat kan nogle Lod deraf bruges efter at det er skaaret i smaae Stykker, men saameget som dette veier maae da fradrages i Rosiner og Corender. Dette æltes sammen i et Fad med lunkent Mælk, indtil Deigen der bør være temmelig lind, slipper Hænderne aldeles. Man lader derefter Deigen raskes ved Skorstensilden eller i et varm Værelse, slaaer den derefter op i en Form af en Kage paa en Plade for atter at raskes noget i en halv Times Tid og hæves noget, hvorefter Kagen overstryges med en slagen Æggeblomme og ovnsættes for at bages hvortil vil udfordres omtrent en halv time, naar Ovnen, hvori gjerne tillige kan bages andre Slags Sigtebrød eller Grovbrød, har den tilbørlige Hede.  – Charles Mourier “Om Brød og Brødbagning” [Kilde: Bi Skaarups “Bag brødet.”]

Det er ren kringle i julekageform. Jeg tror dog næppe at en sådan kage har været bagt til julerenten på bondegårdene – det ville have kostet en formue! Men på julebordet, især hos de bedrestillede familier, har den sikkert været en kærkommen gæst.

Madam Mangor, den kære dame, har hele tre julekager i sin bog.

Julekage Nr. 2, 1876
6 Æg pidskes godt med ¼ Pund (25 O.) hvidt Sukker eller meget godt tørret og stødt Puddersukker. Deri røres ¾ Pund (75 O.) smeltet Smør, hvoraf det meste Salt er taget, 2 Spiseskeer opløst Gjær og tilsidst 4 Pund Meel. Bliver det for haardt til at røres, æltes det med Hænderne, indtil Deigen slipper, og sættes da ved Varmen for at hæves. Derefter æltes den uden Meel godt og hurtigt paa Kagebrædtet, hvor ¾ Pund (75 O.) Rosiner 4 Lod (13 O.) Sucat, 10 Hylstre Kardemomme og 2 Ovintin (1½ O.) stødt Kaneel kommes i. Deigen opslaaes derefter paa Pladen til en Julekage, hensættes ved Varmen for at hæves, smøres da med en pidsket Æggeblomme og Sukker og bages ved god Varme i en Timestid. Det bliver en stor Kage. – Mangors Kogebog for smaa Husholdninger [kilde]

“Det bliver en stor kage”. Det er sådan en sætning, vi kan lide at se opskrifter afsluttet med. Medmindre det er en suppeopskrift. “Tag 1 kg kartofler og 1 kg porrer og kog dem møre i hønsefond. Blend, rør fløde i og smag til med salt og peber. Det bliver en stor kage”. Nej, det ville være noget sært noget.

Min julekage bliver ikke en stor kage. Den bliver til to små. Det er lidt nemmere, så kan man fryse den ene ned, hvis man har lyst. Det er en moderne udgave, for der er chokolade i. Og sukat. Og vanilje. Den smager mega godt med smør på. Du skulle tage at give en til malkepigen og til den lokale degn. Og glem ej skomageren. Eller de fattige!

At skære kors i dejen skulle efter sigende være et værn mod onde ånder, der ville komme og ødelægge dejen så den ikke hævede. Perfekt til dig, der ikke er helt fortrolig med gærdeje. Bare skær et kors i dejen og vupti. Intet kan gå galt. Måske får du endda lønforhøjelse.*

*lønforhøjelse ikke garanteret.

Julekage
Mængde: 2 brød
Bagetid: 25 minutter v. 200 grader

2 dl mælk
1/2 pakke gær
1 spsk stødt kardemomme
Reven skal af 1 appelsin
50 gram sukker
300 gram mel
1/2 tsk fint salt
Korn fra 1 stang vanilje
100 g sukat
50 g hakket mørk chokolade

Til pensling:
Æg eller mælk
Perlesukker
Hakkede mandler

Lun mælken og rør gæren ud heri. Tilsæt sukker, vanilje, kardemomme og halvdelen af melet. Rør godt sammen. Tilsæt salt og derefter resten af melet lidt ad gangen. Ælt dejen grundigt igennem. Den er lidt klistret, så det er nemmest at ælte på maskine, men ellers er det bare at stikke grabberne i og tæve dejen til den er blank og smidig og slipper skålen. Det tager noget tid. Snup så smørret og ælt det i dejen. Ælt til dejen atter er blank og fin (og fedtet) og slipper skålen. Tilsæt så den hakkede chokolade og sukaten og ælt det i. Lad dejen hæve en time til halvanden et lunt sted.

Når dejen er hævet tages den ud på et let meldrysset bord og deles i to stykker. Hvert stykke formes til en rund kugle og lægges på en bageplade beklædt med bagepapir. De skal ligge på den samme bageplade. Tryk kuglerne let flade, og skær så et dybt kors i hvert brød. Brug en skarp kniv. Der skal ca. skæres 1,5 cm ned. Lad julekagerne hæve en times tid et lunt sted. Hvis mit køkken er lige koldt nok, så tager jeg en dyb bageplade og hælder varmt vand i og sætter bagepladen med brød ovenpå. Det giver dejen lune fødder, og det kan den lide. Men det er kun hvis det er koldt – ellers hæver dejen alt for hurtigt, og så bliver det noget jukset luftbrød.

Når julekagerne er hævet, pensles de med æg eller mælk og drysses med en blanding af finthakkede mandler og perlesukker. Dernæst bages de midt i ovnen i ca 25. minutter ved 200 grader, til de er fine og brune og dufter godt. Lad julekagerne køle af på en rist før de skæres og spises med smør. Nam!

Dag 26: Appelsinmarmelade

Appelsinmarmelade er ikke nogen udpræget juleagtig ting, men det burde det være. Det er nu de gode appelsiner er i sæson, og det er JULEFRUGTEN! Så længe de holder sig fra godteposerne, er jeg stor fan af appelsiner, og det er jeg vist ikke ene om. Til gengæld er appelsinmarmelade tilsyneladende ikke så populært herhjemme. Det er i alt fald sjældent at jeg får det serveret. Det er altid jordbærmarmelade, eller solbær. Eller hindbær. Ikke som i England, hvor man får appelsinmarmelade hældt i hovedet så snart man ankommer til lufthavnen (eller også var det fordi jeg spildte… det er længe siden)
Jeg er stor fan af appelsinmarmelade, men det kan være lidt svært at finde noget uden store klumper af sej appelsinskal, og det er jeg ikke så vild med. Men så er det godt at man kan lave det selv, og det er ikke engang svært. Jeg bruger appelsinmarmelade i noget af mit julebagværk, så jeg tænkte at jeg ville være smart og blogge opskriften først. Sådan er jeg. S-M-R-T. Smart.

Marmelade er oprindeligt et portugisisk ord for kvædebrød, kvæder kogt med sukker til en stiv masse, der kan skæres ud og spises som konfekt eller til ost. Det er en dejlig opfindelse – hvis du har kvæder, skulle du tage at prøve. Marmelade var et populært indslag på middelalderens festborde, og blev betragtet som en slags fordøjelsesfremmende foranstaltning, der skulle spises i slutningen af måltidet. De tidligste opskrifter på marmelade stammer fra middelalderens apotekerbøger. Tænk bare. Marmelade var medicin! Og her gik jeg hele min barndom og skulle spise en ostemad, før jeg måtte få en marmelademad. Pædagogerne skulle bare have vidst hvor sundt det var. Helsebringende pålæg. På den anden side var det meget godt i tråd med middelalderens lægelige råd – for som sagt skulle man jo afslutte måltidet med den slags. Og man måtte for guds skyld ikke spise frugten rå. Den skulle koges! Af og til overvejer jeg om de der adelige i middelalderen mon ikke gik og manglede nogle vitaminer, når de var underlagt den slags bizarre medicinske forestillinger. De fattige havde heldigvis ikke råd til at følge den slags kostplaner, så de spiste gerne rå frugt og masser af grønt. Så var der da én fordel ved at være common people.

Middelalderens marmelade var ikke den smørbare marmelade vi har idag. Den var godt kogt ind så den kunne skæres ud eller formes til figurer. Det er først i 1600-tallet at marmelade begynder at optræde i almindelige kogebøger. Som regel er der tale om kvædemarmelade eller citrusmarmelade. Pomeransmarmelade var populært, og er det iøvrigt stadig. Det er det, der hedder Seville orange marmalade.

I G. Markhams “The English Huswife” fra 1615 finder vi en opskrift på appelsinmarmelade:

To make Marmalade of Oranges, 1615
To make an excellent Marmalade of Oranges, take the Oranges, and with a Knife pare off as thin as is possible the uppermost rind of the Orange; yet in such sort, as by no means you alter the colour of the Orange: then steep them in fair water, changing the water twice a day, till you find no bitterness of taste therein; then take them forth, and first boyl them in fair running water, and when they are soft, remove them in to Rose-water, and boyl them therein till they break: then to every pound of the pulp, put a pound of refined Sugar, and so having masht, and stirring them all well together, strain it through very fair strainers into boxes, and so use it as you shall see occasion. – The English Huswife [kilde]

Her skærer man skallen af appelsinen og udvander dem et par dage, for at trække bitterheden ud. Så koger man hele molevitten, først i vand og dernæst i rosenvand til de er så møre at de kan moses. Så tager man et pund sukker til et pund appelsinmos og koger det godt sammen og purerer det gennem en sigte. Vupti, appelsinmarmelade.
150 år senere finder vi denne opskrift i bogen The Lady’s Assistant:

To make Orange or Lemon Marmalade, 1777
TAKE six oranges, grate off two of the rinds, then cut them all, and pick put the inside from the skin and seeds, put to it the grated rind, and about half a pint of pippin-jelly; take the same weight of sugar as of the inside; boil the sugar till it blows very strong, them put it to the inside, and boil all very quick till it becomes a jelly, which may be known by dipping the scummer and holding it up to drain; if it be a jelly, it will break from the scummer in flakes; and if not, it will run off in little streams: when it is a good jelly put it into glasses or pots. – The Lady’s Assistant [kilde]

Her fjernes det bitre hvide helt ved at skallen rives og frugtkødet tages ud. Skallen og frugtkødet koges sammen med æblegele (pippin er betegnelsen for et syrligt madæble, måske i stil med belle de boskoop) og sukker til det er tykt. Ifølge opskriften kan man bruge citroner istedet for appelsiner.

I dag indeholder appelsinmarmelade yderst sjældent rosenvand eller æblegele, og min egen er da også vidunderligt fri for slige vildfarne tilsætninger af kernefrugter og blomsterblade. Den består kuns af appelsin, sukker, vanilje og vand. Den smager rigtig godt på ost – ligesom den oprindelige marmelade, kvædebrød. Men den er også genial som fyld i sødt gærbrød og selvfølgelig pladret på en nybagt bolle med smør. Eller på ymer med revet rugbrød. Marmeladen kan holde sig temmelig længe på køl, forudsat at den bliver derinde, og ikke står en time på morgenbordet hver morgen. Den kan også hældes varm på skoldede sylteglas og dermed holde rigtig længe, ligesom almindeligt syltetøj. Det kræver rigtig god hygiejne, især hvis der ikke bruges atamon. Det nemmeste er enten at fryse marmeladen i portioner eller at nøjes med at koge en enkelt portion. Denne opskrift giver sådan en ymerskål fuld, og det er nok til en del gode ostemadder.

Hjælp mig med at gøre appelsinmarmeladen til en juletradition – kog en portion idag! Du vil ikke fortryde det. Medmindre du er allergisk eller virkelig meget hader appelsinmarmelade. Men så kan du jo give et glas til din mor. Medmindre HUN er allergisk eller virkelig meget hader appelsinmarmelade. Men så kan du give et glas til din far. Medmindre HAN… nåja. Du forstår hvad jeg mener.

Eftersom man bruger skallen i marmeladen, er det meget nødvendigt at bruge usprøjtede appelsiner. Og så er det ligemeget hvor meget man ikke tror på økologi – der er pesticidrester i skallen på stort set alle citrusfrugter, og eftersom vi ikke kan få danske appelsiner (dansk grønt har færre pesticidrester), så er det på med det røde ø-mærke, når skallen skal spises.

Appelsinmarmelade
1 glas

2 store appelsiner
2 dl sukker
1 dl vand
1 stang vanilje

Det orange af skallerne skæres af appelsinerne med en kartoffelskræller og skæres i tynde strimler med en skarp kniv. Appelsinerne pilles fri for skal og det hvide fnuller. Del appelsinerne i to og fjern den hvide “pind” i midten. Skær halvdelene i tynde skiver og fjern eventuelle kerner.

Læg appelsinstykker og skal i en gryde med sukker og vand. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Put både korn og stang i gryden. Læg låg på og lad det hele simre i 20 minutter. Fjern låget og lad simre yderligere 30 minutter. Tag gryden af varmen. Snup en stavblender og blend marmeladen. Den skal ikke finblendes, men det giver en bedre konsistens, synes jeg, når der ikke er klumper i marmeladen. Nu er marmeladen sådan set færdig, men jeg giver den som regel lige 10 minutter mere ved meget svag simren. Så bliver den helt tyk når den er kold, og jeg kan godt lide tyk marmelade. Det løber ikke nogen steder, når man forsøger at smøre det på brød.

Dag 25: Valnøddekringle

Jeg vågnede i morges med en sygdomsting i min krop, så jeg skal på forhånd undskylde hvis dagens blogpost ikke giver så meget mening. Altså mindre mening end sædvanligt… hvilket måske heller ikke er ret meget. Nå. Men hvis der er stavefejl, så er det ike min skyld. Jeg fralægger mig hermed hele ansvaret for denne blogpost. Pånær opskriften. Den er god.

Dagens opskrift er endnu en kringle. Med valnøddefyld. Det er min yndlingskringle lige for tiden. Sød gærdej med valnødder og smør og sukker. Det er opskriften på en glad mave, i alt fald når det er min mave, vi taler om. Og det er det jo, så længe vi befinder os på min blog. Valnød betyder “fremmed nød”. Det er fordi det er sådan en lille importnød, der faktisk kun lige med nød og næppe trives i Danmark. Valnødden menes oprindeligt at stamme fra Persien, men den vandrede til Europa på ryggen af Romerriget, og har været her lige siden. Den var ret populær i middelalderen, især kandiseret. Den blev også brugt til at lave olie. Faktisk er valnøddeolie den allerførste opskrift i den tidligste danske kogebog, Libellus De Arte Coquinaria fra 1300-tallet:

Valnøddeolie I, ca 1300
Mæn sculæ takæ en ren disk mæth walnutæ kiarnæ, oc en æggi scal full mæt salt, oc en æggi scal ful mæth hæt watnæ, oc latæ thæt samæn i en hieth murtær, oc stampæ thæt wæl; oc writhæ thæt gømæn eth linnæth klæthæ. Thæt hetær enskyns oli. – Libellus De Arte Coquinaria [kilde]

Der står: Man skal tage en ren tallerken med valnøddekerner og en æggeskal fuld af salt og en æggeskal fuld af varmt vand og lægge det i en varm morter og støde det godt; og vride det gennem et linned. Det er en form for olie.

Der var nogen, der var glade for æ’er dengang. Hele kogebogen er sådan – i alt fald de to manuskripter, der ligger og hygger sig på Det Kongelige Bibliotek. Der er også en islandsk version med kun et enkelt lillebitte æ:

Valnøddeolie II, ca 1300
Madr skal taka eirn disk med nata kjarna & eina egg skurn fulla af salltti, & lata þat alltt saman, & stappa þat alltt saman, & stappa vel med einu morteli. Sidan skal kreista þat i gegnum eitt klædi. Þa verdur þat oleum er þar fer ur. – Libellus De Arte Coquinaria [kilde]

Der står det samme, bortset fra at der ikke bruges vand. Der står heller ikke noget om varme. En koldpresset olie, kanske? Høhø. Det er gas.

Selvom valnødden efter sigende var en populær lille nød, så blegner den lidt i forhold til den allestedsnærværende mandel. Der er ikke ret mange opskrifter med valnødder i middelalderens kogebøger, ikke engang i de franske, men der var da nogen. F.eks denne opskrift på en sauce til kogt fisk:

Sauce for stokfysshe in an-other maner, 15. århundrede
—Take curnylles of walnotys, and clouys of garleke, and piper, brede, and salt̘, and caste al in a morter; and grynde it smal, & tempre it̘ up wiþ þe same broþe þat̘ þe fysshe was sode in, and serue it̘ forþe. – Two fifteenth-century cookery-books, Ashmole MS. 1439 [kilde]

Der står: Sauce til tørfisk på en anden måde: Tag valnøddekerner og hvidløgsfed og stødt peber og salt og put det i en morter og stød det godt sammen og rør det op med kogevandet fra fisken og server det.

Tørfisk var (og er) som regel torsk, der blev lufttørret så den kunne gemmes længe. Salt var et meget dyrt og fornemt krydderi dengang, alt for dyrt til at salte fisk ned med. Så man rensede fisken og lod den lufttørre. Tørret fisk skal udblødes og dernæst koges, og så er det næsten overhovedet ikke lige som frisk fisk. Det var da lige en ide til nytårstorsken, hvis der var nogen, der stod og manglede?
Tørret torsk var en kæmpe handelsvare i middelalderen. Ja selve ordet “torsk” betyder faktisk tør. Norge havde en kæmpe eksport af de fugtfattige fisk. Man ved at der blev eksporteret tørfisk helt tilbage i år 800, i vikingetiden, og i middelalderen hjalp eksporten med at gøre Bergen til Norges største handelsby. København var lidt det samme, bare med sild.

Ikke fordi torsk har så meget at gøre med valnøddekringle. Put ej torsk i kringlen, thi det er en virkelig dårlig ide. Bare nøjes med valnødderne. Det smager godt.

Valnøddekringle
Mængde: 1 bagepladelang kringle
Bagetid: 25 minutter v. 200 grader

Dej:
1,5 dl mælk
25 gram gær
1 tsk kardemomme
1/4 tsk fint salt
40 gram sukker
100 gram smør
250-300 gram mel

Til pensling:
Hakkede valnødder
Sukker

Lun mælken og rør gæren ud heri. Tilsæt sukker, kardemomme og halvdelen af melet. Rør godt sammen. Tilsæt salt og derefter resten af melet lidt ad gangen. Ælt dejen grundigt igennem. Den er rimelig klistret, så det er nemmest at ælte på maskine, men ellers er det bare at stikke grabberne i og tæve dejen til den er blank og smidig og slipper skålen. Det tager noget tid. Snup så smørret og ælt det i dejen. Ælt til dejen atter er blank og fin (og fedtet) og slipper skålen. Lad hæve en time et lunt sted.

Tag så dejen ud på et meldrysset bord og rul ud til en rektangel. Smør remoncen i en stribe ned langs midten. Du kan nu enten pensle kanterne med æg og folde siderne ind over fyldet (husk at bøje ender ind først, så kringlen lukkes) eller du kan flette kringlen som vist HER.

Lad kringlen efterhæve 45 min. Pensl med sammenpisket æg og drys med hakkede valnødder og sukker. Bag straks midt i ovnen til den er brun og lækker.

Remonce:
100 g valnødder, hakket fint
100 g blødt smør
100 g sukker
1 spsk whiskey (kan udelades)
1 sammenpisket æg (tag en spsk fra til pensling)

Det hele røres sammen og lægges i kringlen.

Dag 24: Flettet julekringle med marcipan og kandiseret frugt

I gamle dage, nærmere betegnet tiden før slutningen af 1800-tallet, var hvedemel en ufattelig luksus i Danmark. Mange brugte det slet ikke, det var kun overklassen, der havde råd til den slags. Det daglige brød blev bagt af groft rugmel, alt det der med at frasigte kliden var spild af mad. Der blev kun bagt brød af sigtet mel tre gange om året – til påske, til pinse og selvfølgelig til jul, hvor man nødigt spiste groft brød. Og selv til jul var det rugsigtemel, man brugte til det fine brød. Når hveden var sådan en luksus på dette tidspunkt, så skyldtes det at den stort set ikke dyrkedes i Danmark. Jorden var ikke specielt velegnet til det (det var før det moderne landbrug) og hveden gav for lille udbytte til at være nogen særlig smart kornsort. Istedet dyrkede man rug og byg til brødbagningen.

Når man endelig spiste hvede, så var det ikke den fine, hvide hvede vi spiser idag. Det var grov hvede, for man havde ikke redskaberne til at lave helt hvidt hvedemel. Selv sigtet hvedemel giver et brunt brød, når kornet er malet på almindelig stenkværn. Men omkring år 1900 kom industrien og løste problemet – nu kunne man male hvede uden at få hverken kimen eller skallen med. Og det var begyndelsen på det fine, hvide pulver kaldet moderne hvedemel. Så fornemt det var.

Idag er hvedebrød nærmest blevet sådan lidt discountagtigt, mens vi betaler i dyre domme for fuldkornsbrød med så mange frø og kerner, at man kunne have dyrket en hel kornmark fuld, hvis altså ikke frøposen var blevet bagt med i brødet. Det kan godt være lidt frustrerende at se den ene bager efter den anden fremstille excellent groft brød med stenovne og økologisk spelt og durum, mens det søde, fine hvedebrød af god kvalitet, er noget man må kigge i vejviseren efter. Længe og forgæves. Jeg tror faktisk aldrig jeg har købt godt, sødt hvedebrød. Det har altid været noget korttidshævet underbagt gnat med alt for meget gær, selv hos de dyre bagere. Men så er det da godt at man kan bage det helt selv.

Hvilket fluks bringer os videre til dagens emne, kringlen. Den sødede hvededej begynder at dukke op i kogebøgerne i 1700-tallet. Den er sikkert ældre end det, men det er altså her vi ser dem på tryk. Det fyldte gærbrød er lidt længere om at dukke op, men det sker omkring midten af 1800-tallet. Det er samme historie som med småkagen – komfuret vinder indpas, og man kan begynde at bage brød og kage til dagligt brug selv. Før var man ellers anvist til Den Store Bageovn, der krævede så meget brænde at man kun bagte en gang om måneden, eller måske lidt hyppigere. Så bagte man ikke lige en kringle til eftermiddagskaffen eller søndagsgæsterne. Man bagte som sagt kun det fine brød til højtiderne. Ellers stod den på rugbrød. Og det fine, sødede bagværk var da også forbeholdt Københavnerne og Folk Med Penge det første lange stykke tid, men almuen begyndte så småt at følge med op gennem slutningen af 1800-tallet, da sukker og hvede blev billigere – takket være den spirende industri.

De første kringler er små kringleformede brød, der kun har faconen til fælles med nutidens kagekringle. De kunne være bagt af hvededej, og ifølge legenden forestiller kringlen et par arme i bøn – den opstod i et kloster, hvor munkene var så benovede over hvedebrødet, at de lagde armene over kors og lovpriste Gud for hvedebrød. En temmelig dramatisk reaktion, men ok, hvedebrød ER godt. Senere (omkring 17- århundrede) blev kringlen til en kage, bagt af sødet krydret gærdej. Og i midten af 1800tallet begynder de store kringler at dukke op, dem vi kender idag. Dog uden fyld. De blev bagt af en sød og fed gærdej, gerne med smør og æg, rosiner og kardemomme. Man trykkede dejen flad i kringlefacon, penslede med æg og strøede med sukkker og måske nødder. Vupti, så er der kringle.

Der er mange opskrifter på den såkaldte vandkringle. Vandkringlen var datidens svar på koldhævning. Man sætter hele dejkrukken med den æltede kringledej i en spand koldt vand. Det giver en langsom og fugtig hævning = god kringle. En sådan vandkringle finder vi i Illustreret Kogebog for By og Land, hvor dejen endda bare lægges i et stykke kraftigt lærred og sænkes ned i koldt vand:

Vandkringle, 1901
2 1/4 Pd. fint Hvedemel, 3/4 Pd. Smør, 5 æg, 1 1/2 Pægl kold, sød mælk og 2 Spiseskefulde Gjær æltes godt sammen, Aftenen før Kringlen skal bages. Dejen bindes derpaa ind i et linned Stykke og maa ligge i koldt Vand natten over. Næste Morgen æltes 3/4 Pd Sukker i den tilligemed renvaskede Rosiner, ituskaaren Sukat og lidt Kardemomme, hvorefter den formes som en Kringle, overstryges med smeltet Smør og overdrysses med Puddersukker, før den bages. – Illustreret Kogebog for Land og By af Laura Adeler, s. 186 i mit eget lasede eksemplar, der faktisk var en gave fra en bloglæser.

Til gengæld er der masser af fyld i andre slags gærkager fra den tids kogebøger, så der er ikke langt til den fyldte kringle. Idag bruges ordet også om fyldte dejstænger, selvom de slet ikke er i kringlefacon. Mine kringler er en flettet gærstang. Det er nemmere at bage mindre portioner på den måde, så kringlen ikke skal fylde en hel bageplade.

Jeg er stor kringlefan og mangen en kringle har forladt min ovn i årenes løb (nu lyder jeg gammel. Jeg er kun 33. Husk det. 33. Ung og sprød. Kun 33!). Eftersom jeg altid bager gærbrød på slump, har opskriften været udsat for en løbende udvikling og tilpasning. Et af mine problemer har været at der var for meget dej og for lidt fyld. Det bliver hurtigt meget bastant på den måde. Jeg synes jeg er ved at have fundet den rette balance nu, men der er altid plads til forbedring og personlig smag.

Tricket er at rulle dejen temmelig tyndt ud. Vi taler 1/2 cm tyk, måske lidt mindre. Og så må der godt hives i den når den flettes, så den flettede top ikke bliver for tyk. En god kringle har et tyndt lag dej omkring et pænt lag fyld. Jeg syntes måske det var lige i overkanten, det på billederne, men det var der ingen af testspiserne, der syntes. Den forsvandt foruroligende hurtigt, så det var godt jeg havde bagt en lille sidekringle, så jeg kunne nå at smage noget selv, før der kom gæster. Små snedige tricks – jeg har mange af dem. Du kan selv styre hvor meget af remoncen du vil smøre på.

Opskriften på kandiseret appelsinskal har jeg lagt lige her: KLIK. Du kan bruge syltet appelsinskal istedet, det kan købes i de fleste supermarkeder. Kringle smager bedst samme dag, men den kan fryses straks efter afkøling, og så bare varmes igennem ved 175 grader en 10 minutters tid, direkte fra frost.

Flettet julekringle med marcipan og kandiseret frugt
Mængde: 1 kringle på længde med en bageplade
Bagetid: 25 minutter ved 200 grader

Dej:
1,5 dl mælk
25 gram gær
1 tsk kardemomme
1/4 tsk fint salt
40 gram sukker
100 gram smør
250-300 gram mel

Lun mælken og rør gæren ud heri. Tilsæt sukker, kardemomme og halvdelen af melet. Rør godt sammen. Tilsæt salt og derefter resten af melet lidt ad gangen. Ælt dejen grundigt igennem. Den er rimelig klistret, så det er nemmest at ælte på maskine, men ellers er det bare at stikke grabberne i og tæve dejen til den er blank og smidig og slipper skålen. Det tager noget tid. Snup så smørret og ælt det i dejen. Ælt til dejen atter er blank og fin (og fedtet) og slipper skålen. Lad hæve en time et lunt sted.

Remonce:
100 g smør
75 g sukker
75 g hakket sukat
50 g hakket kandiseret appelsinskal
75 g marcipan

Det hele, undtaget marcipanen, røres sammen i en skål. Marcipanen skæres i tynde skiver, eller rulles til to stænger samme længde som kringlen der efterfølgende trykkes flade. Lad remoncen stå og trække mens kringlen hæver. Marcipanen behøver du ikke skære før den skal bruges.

Pensling:
Sammenpisket æg
Hakkede mandler og sukker

Når dejen er hævet færdig, er kringlen klar. Jeg har valgt at flette min kringle. Det er så pænt. Du starter med at rulle dejen ud til en aflang rektangel. Skær siderne i strimler med en skarp kniv. Smør remoncen på langs midten og læg marcipanen ovenpå.

Fold enderne ind over fyldet og flet kringlen ved at tage en strimmel skiftevis fra venstre side og højre side og lægge den ind over fyldet. Slut af med at folde de sidste to strimler ned under kringlen. Dæk kringlen til og lad den hæve 45 min. Giv den så en god pensling med sammenpisket æg og drys med hakkede mandler og sukker. Bages straks 20-25 minutter ved 200 grader til den er gylden og fin. Kringlen spises lun eller ved stuetemperatur. Næste dag vil den være lidt tør, men eventuelle rester kan lunes i ovnen, 5 minutter ved 175 grader.

Dag 23: Pecan pie

Pecan pie er ikke en opskrift, der har en særlig lang historie. Nok mest fordi pecannødden stammer fra Mexico og det sydlige USA, så den har ikke været brugt i Europa. Tærten blev kendt i USA sidst i 1800-tallet, og blev først for alvor populær i 40’erne, da Karo brugte opskriften til at reklamere for deres corn syrup. Man har dog spist pecannødder længe, dernede i sydstaterne, så mon ikke, der er nogen, der har puttet dem i en tærte fra tid til anden. Men altså ikke nok til at opskriften havnede i nogen kogebøger før i starten af 1920’erne.

Det passer mig egentlig udmærket, for jeg har frygteligt travlt med at hvile mine fusser efter 4 dage i Basel, så jeg er ikke gearet til at researche og skrive fyrre kilometer blogpost lige nu. Basel er en dejlig by – faktisk er den helt fantastisk. Vi boede i et kvarter, hvor alle husene var fra 1300-tallet, og det var ikke fordi det var et særsyn. Velkommen til middelalderen, siger jeg bare. Men den by er jo for hulen en samling små bjerge. Og vores hotel lå på toppen af det ene. Banegården lå på toppen af det andet. Og katedralen lå på toppen af det tredie. Hurra. Mine ben er blevet korte, men stærke. Jeg forbrændte rigeligt kalorier til at kunne guffe masser af pecan pie. For det går jeg meget op i sådan noget. Kalorieforbrænding. Fedtfattig mad. Syndige fristelser. Nånej, vent. Det gør jeg ikke. Men hvis du gør, så kan jeg anbefale at flytte til Basel og bruge dine ben som eneste transportmetode. Du kan æde tærte hele dagen lang.

Pecan pie er en rigtig amerikansk juleklassiker. Og Thanksgivingklassiker, men det er ikke Thanksgiving det handler om her. Normalt laves den som sagt med corn syrup, en glucosesirup lavet på majs – ikke at forveksle med high fructose corn syrup, der er noget andet. Jeg bruger helt almindelig mørk roesukkersirup. Du kan jonglere lidt rundt med sukkeret, alt efter hvor mørk en tærte du vil have. Du kan bruge hvidt sukker eller brun farin, og du kan bruge lys sirup eller mørk sirup. Jeg vil dog anbefale at enten sukker eller sirup er en mørk variant. Selv bruger jeg brun farin og lys sirup. Det giver en god, kraftig tærte. Lys sirup er rimelig nem at finde her i juletiden, men knap så almindelig resten af året.

Pecannødder er blevet lettere at finde på det seneste, men kan stadig være lidt dyre. Du kan bruge valnødder istedet. Det giver ikke den samme smag, men ca. den samme konsistens.

Pecan pie
Mængde: En dyb 20 cm tærteform eller en almindelig 25 cm
Bagetid: 45-60 minutter v. 175 grader

Tærtedej:
250 gram hvedemel
150 gram blødt smør
50 gram flormelis
1 æggeblomme

Sigt mel og flormelis sammen i en skål og hak det godt sammen med smørret. Enten med fingrene eller på din røremaskine. Det skal ligne revet ost. Hæld æggeblommen over og saml dejen. Ælt den kort og tryk den flad. Læg dejen på køl en halv times tid.

Tag så dejen ud og rul den tyndt ud på et meldrysset bord. Løft den over i en smurt tærteform. Det kan godt være lettere sagt end gjort, men hvis den går i stykker, så bare tryk den sammen igen, nede i formen. Tryk dejen godt ned i formen og prik den med en gaffel, ligesom en kiks. Læg tærteformen i fryseren en halv time.

Imens varmer du ovnen op til 225 grader. Når den halve time er gået, sætter du tærten i ovnen, direkte fra fryseren. Giv den 5 minutter og skru så ned på 200 grader. Hvis bunden på dette tidspunkt er boblet op nogle steder, så bare stik en gaffel i og punktér den igen. Men det burde den ikke, hvis den er prikket ordentligt inden. Giv bunden ca. 10 minutter mere ved 200 grader, til den er fint lysebrun og gennembagt. Tag bunden ud og skru ovnen ned på 175.

Hæld straks det varme pecanfyld i den varme tærtebund og bag tærten til den har sat sig i midten. Det tager ca. 1 time for en høj tærteform og lidt kortere tid for en almindelig flad.
Du kan dække toppen af tærten med pecannødder for et klassisk look, men jeg syntes faktisk bedre om tærten uden.

Fyld:
200 g brun farin
200 g lys sirup (knap halvanden deciliter)
1/2 tsk fint salt
60 g smør
3 æg
300 g hakkede pecannødder
Korn af 1 stang vanilje
2 spsk whiskey
Evt. ekstra pecannødder til pynt

Put sukker, sirup, salt, vaniljekorn og smør i en gryde og varm det op under omrøring til det begynder at koge. Lad det koge et par minutter og tag så gryden af varmen. Lad det stå og køle af en 5-10 minutters tid. Rør æggene i, et ad gangen. Det er lettest at røre dem i med et piskeris, men der skal ikke piskes. Bare røres. Rør whiskey og pecannødder i.

Anden Hviledag i Advent

Så er det atter blevet søndag, og hviledag. To tændte lys i adventskransen, brandfaren er steget dramatisk. Jeg er lige kommet hjem fra Basel, hvor der er lige så mange juletræer, som der er indbyggere.

Nu skal jeg i dén grad holde hviledag.

Dag 22: Grättimaa og pecanlagkage med ahornsirup

Grättimänner i bagervindue

I dag er det d. 6 december. Det ved de fleste. I dag er det også Sankt Nikolausdag. Det er der nok færre, der ved. Medmindre de har set Alletiders Julemand, så ved de det med sikkerhed. Sankt Nikolaus er en forløber for vor tids julemand og hans festdag, 6. december, fejres stadig i flere europæiske lande.

Også her i Basel, Schweiz, hvor jeg pt. er på ferie. Her kalder de ham for Samichlaus. Samichlaus bor i Schwarzwald, den store, mørke eventyrskov, der ligger i Tyskland. Herfra vandrer han de små 120 km til Basel med sit æsel og sin hjælper Schmutzli. Og han er ikke nogen hyggefætter – uartige børn bliver puttet i julemandens sæk og bortført! Så det er bare med at opføre sig ordentligt, ja tak.

grattimaa

Grättimaa fra Beschle

I Basel er der tradition for at spise Grättimaa/Grättimann på denne dag. Det er en sød bolledej, formet som en mand. Han har rosinøjne og perlesukker på maven og smager enormt godt. I resten af Schweiz hedder det en Grittibänz, men det er IKKE det samme. Siger de. Jeg har aldrig set en Grittibänz, så det skal jeg ikke kunne udtale mig om, men når nu de siger det, så er det sikkert rigtigt. Men der er i alt fald masser af Grättimaa i bagervinduerne hernede, helt fra den allermindste Grättimini, der kan ligge i en håndflade, til Grättimegastor, der kan bespise 12 personer. Egentlig skal man kun spise dem d. 6 december, men ligesom fastelavnsboller i Danmark har de været i handlen et stykke tid allerede. Jeg snød også og gnaskede på en igår. Håber ikke Sankt Nikolaus opdagede det.

Sankt Nikolaus er en rigtig gammel katolsk helgen. Han er så gammel, at man slet ikke ved noget om hans liv, ikke med sikkerhed i alt fald. Det eneste man ved, er at han var biskop i Myra og vistnok døde omkring år 350 efter Jesu fødsel. I 1275 udgav Jacobus de Voragine en bog. Bogen hed Legenda aurea og var en samling hagiografier – historier om middelalderkirkens populære helgener. Jacobus var dominikanermunk og ærkebiskop i Genova. Men han var også historieskriver og lidt af en stjerneforfatter. Legenda aurea blev meget berømt og kom helt til top på bestsellerlisterne, selvom bestsellerlister slet ikke fandtes dengang. Og det må siges at være lidt af bedrift. Eftersom Sankt Nikolaus var meget populær i middelalderen, er han selvfølgelig også med i bogen. Og det er ikke småting, den gode Nikolaus har bedrevet i sit liv, hvis man skal tro legenderne.

basler münster

Basler Münster

Sankt Nikolaus blev født ind i en rig og hellig familie. Helt fra barnsben var han et fromt og nyttigt barn, der yndede at bruge sin tid i kirken. Da hans forældre døde, arvede han alle pengene, og hvad skulle han dog gøre med dem? Heldigvis havde han en nabo, der engang havde været meget rig, men havde mistet alle sine penge. Manden havde tre gifteklare døtre, men uden penge til medgift, kunne han ikke få dem afsat. Han pønsede derfor på at lade dem hengive sig til frygtelig seksuel synd (aka prostitution), så de kunne leve af indtægterne derfra. Da Nikolaus hørte om dette, blev han så forfærdet over denne syndighed, at han kastede en pose guldmønter ind gennem vinduet. Manden vågnede og takkede Gud og giftede sin ældste datter bort. Efter et par dage kastede Nikolaus endnu en pose penge ind, og senere en tredie pose. Og da vågnede manden og løb efter Nikolaus og ville takke ham. Men Nikolaus sagde “nej! Hvis du fortæller det til nogen, så har jeg bare hele byen rendende for at tigge og hvordan skal jeg så få råd til øl?” Okay, det sagde han ikke, han sagde bare nej. Nikolaus ville være anonym. Og således reddede han manden og døtrene fra synd og prostitution og Helvede og Skærsild, og det var nok værd at skrive ned i en bog.

Rigtig store Grättimänner med pibe spottet i bagervindue i Basel

Det er blandt andet denne legende, der gjorde ham til gavebringeren, der i al hemmelighed bragte godter og gaver til middelalderbørnene. Dengang måtte man åbenbart godt modtage slik fra fremmede. Skikken startede helt tilbage i 1100-tallet og var meget populær i de østlige dele af Frankrig, i Belgien, Sydvesttyskland, Holland og Schweiz. Her fejrer man iøvrigt stadig Sankt Nikolaus, og i Holland har julemandens sorte hjælper, Zwarte Piet, skabt en større racismedebat i de senere år. Men eftersom det er Zwarte Piet, der uddeler julegodter, er det ikke sikkert det bliver så let at slippe af med ham.

Grättimaa
Nu ville det jo være oplagt at give opskriften på en Grättimaa, men jeg er i Basel og har intet køkken. Du kan bage en Grättimaa af en almindelig sød bolledej – du kan bruge min dej til kanelsnurrer (klik her for opskrift). Rul dejen ud til en rektangel, skær slidser til arme og ben, sæt et hoved på, rosinøjne, pensl med æg og drys med perlesukker, lad hæve og bag som normalt. Så har du en Grättimaa.

Du får også opskriften lagkage, jeg har fået en del mails om. Den var på min gamle blog, men den passer så godt til jul, så nu kommer den her. Billedet er gammelt og gnattet, men man kan da se kagen. Har du ikke pecannødder (de er lidt dyre og kan ikke købes alle steder) kan du bruge valnødder istedet.

Pecanlagkage med ahornsirup
Mængde: En 20 cm lagkage til 8 personer (eller 14, hvis du skærer små stykker)

Lagkagebund:
1 æg
35 g sukker
35 g mel

Æg og sukker piskes til det er så stift at man kan se toppene efter piskeriset i adskillige øjeblikke efter det er taget op. Melet sigtes og vendes forsigtigt i. Dejen hældes i en 20 cm rund bageform, der er smurt og drysset med mel og har en cirkel af bagepapir i bunden. Bag lagkagebunden ved 195 grader i 7-10 minutter. Den skal være lys gylden og føles fast når du trykker på toppen. Vend den ud af formen og lad den køle helt af på en rist. Træk forsigtigt bagepapiret af. Pak den ind i plastfolie til den skal bruges. Bunden kan fryses nogle uger.

Kandiserede pecannødder
150 gram hele pecannødder
2 store spsk sukker
1 stor spsk smør
1 spsk ahornsirup
Et nip fint salt

Put smør, sukker, salt og ahornsirup på en stor pande. Tænd for middel varme og lad det hele smelte sammen til karamel. Når det begynder at boble, hælder du pecannødderne på og rører rundt så de bliver dækket af karamel. Skru lidt ned for varmen og lad nødderne riste 5 minutter under jævnlig omrøring. De skal være dækket af et tyndt lag karamel og dufte awesome. Pas på de ikke brænder.

Når nødderne er færdige, lægges de på bagepapir. Skil dem ad, så ingen af dem hænger sammen. En stor køkkenpincet er genialt til formålet. Lad dem køle helt af. Så er de klar til brug. De kan opbevares i en lufttæt boks natten over, men de vil suge fugt og blive lidt trælse. Jeg har nogle små “fugtsugetabletter” beregnet til fødevarer, jeg putter ned i æsken. Så holder de sig tørre. Det kan godt gå uden. Tag 8-12 flotte eksemplarer fra til pynt. Resten bruges til moussen:

Ahornsirupsmousse
100 gram ahornsirup
75 gram sukker
1,5 dl vand
2 æggeblommer (1 bæger pasteuriseret)
25 gram sukker
1,5 æggehvide (1 bæger pasteuriseret)
5 blade husblas
2,5 dl piskefløde
1 portion kandiserede pecannødder

Læg husblas i blød i koldt vand. Bland vand, ahornsirup og de 75 g sukker i en lille gryde. Bring det i kog og lad det småkoge 5 minutter til en sirup. Tag gryden af varmen og lad den stå 5 minutter og køle lidt af. Tag husblasen op af det kolde vand, og smid den i den varme sirup. Rør rundt til den er helt smeltet og hæld så siruppen i en skål. Lad den køle af til stuetemperatur. Det tager en times tid.

I en skål piskes æggeblommer og de 25 gram sukker til en lys æggesnaps. Den afkølede sirup hældes gennem en sigte (så du ikke ved et uheld får eventuelle stivnede klumper ned i moussen) og piskes i æggesnapsen i en tynd stråle. Fløden piskes til blødt skum og æggehviderne piskes til stift skum. Begge dele vendes i æggesnapsen med en stor flad grydeske. Pecannødderne hakkes groft og vendes forsigtigt i til sidst.

Kagen samles i en justerbar bagering. Læg lagkagebunden på et kagefad og sæt ringen løst omkring. Klip nogle strimler af bagepapir og lad dem løbe langs bageringens inderside og ned mellem bund og ring – stram ringen godt til, så der ikke er huller hvor moussen kan løbe ud. Moussen hældes på lagkagebunden og får lov at stivne i køleskabet natten over. Lige inden servering fjernes ringen og bagepapiret. Kagen pyntes med hele, kandiserede pecannødder.

Dag 21: Æble-marcipantærte

Æblet. Den ultimative vinterfrugt. Ligesom pæren og de tørrede frugter, er æbler en klassisk og ynde julespise. Pånær i godteposer, hvor de bare skal blive væk, de små sunde svin. Men i andestegen er de velkomne, og kogt sammen med svin er de guddommelige. Æbleflæsk, anyone? Jeg elsker æbleflæsk.

I middelalderen var det – så vidt vides – ikke normalt at spise frugt rå. Det blev anset for at være usundt. Kun fattige mennesker spiste rå frugt, de rige spiste den tilberedt. Men mon ikke de har ædt den rå også. Hvem kan modstå en moden blomme? Ikke mig, det er helt sikkert. Og med tanke på hvor gode folk er til at følge De Officielle Kostråd i dagens Danmark, er det usandsynligt at de skulle have været markant mere hellige dengang. Det ændrer dog ikke på at der blev spist tilberedt frugt i gode mængder.

Et kig på æbletærteopskrifter op gennem tiden viser at de tidligste æbletærter minder temmelig meget om dem vi laver idag. Æbler og rosiner og krydderier. Tit var der også pærer i. Det er særlig morsomt at oversætte de helt gamle opskrifter, hvor både tegnsætning og grammatik er helt ad helvede til. Det var før trykpressen, så alle manuskripter blev skrevet i hånden, og man havde ikke korrekturlæsning eller retsstavningsordbøger dengang – ja faktisk havde man ikke engang rigtige grammatiske regler. Når et ord først var printet på siden i blæk, så stod det som det står. Det er også derfor at der findes forskellige eksemplarer af teksten Forme of Cury fra 1390. De indeholder allesammen de samme opskrifter, men stavningen varierer en del. Sådan går det når man kopierer en kopi. Det er illustreret meget godt i de to nedenstående opskrifter, der kommer fra samme bog, men ikke helt samme udgave. Den nederste giver markant mere mening end den øverste, der endda formår at bruge det samme ord (pyke) om to forskellige ting.

Leshes fryed in Lentoun, 1390, version 1
Drawe a pyke. almaunde mylke with watur. take datus & pyke hem clene with apples & peres. & mynce hem with prunes damasyns. take out the stones out of the prunes & kerve the prunes a two. do therto raysouns. sugur, flour of canel. hole maces & clowes. gode poudours & salt. coloure hem up with saundres. menge thes with oyle. make a coffyn as thou doyst byfore & do this fars ther inne & bake hit wel – Forme Of Cury [kilde]

Leche frys in lentoun, 1390, version 2:
Drawe a thik almaunde mylke wiþ water. Take dates and pyke hem clene with apples and peeres, & mynce hem with prunes damysyns; take out þe stones out of þe prunes, & kerue the prunes a two. Do þerto raisouns coraunce, sugur, flour of canel, hoole macys and clowes, gode powdours & salt; colour hem vp with saundres. Meng þise with oile. Make a coffyn as þou didest bifore & do þis fars þerin, & bake it wel, and serue it forth. – Forme of Cury [kilde]

På dansk står der: Rør en tyk mandelmælk med vand. Tag dadler og rens dem (= tag stenene ud) sammen med æbler og pærer (= rens også lige æblerne og pærerne), og hak dem med svesker (af kræger står der, en lille hård blomme); tag stenene ud af sveskerne, og skær sveskerne over. Tilsæt korender, sukker, stødt kanel, hele stykker muskatblomme og nelliker, gode krydderier og salt. Farv dem (røde) med sandeltræ. Bland dette med olie. Lav en kiste (tærtedej) som før (i den foregående opskrift) og put det heri og bag det godt og server det.

Det er en æbletærte beregnet til fastedage, ellers ville man måske også have puttet marv i, eller æg. Mandelmælk (eller anden nøddemælk, hvis man ikke havde mandler) var en basisvare i middelalderkøkkenet. Dels på grund af de mange fastedage, hvor mælk ikke måtte indtages, 180 om året var der af dem. Og dels på grund de manglende muligheder for opbevaring af frisk mælk. Istedet lavede man mælken til ost og smør.

Fra samme periode har vi en æbletærte med figner, rosiner, pærer og safran:

For to make Tartlys in Applis, 1381
Tak gode Applys and gode Spycis and Figys and reysons and Perys and wan they are wel ybrayed colourd wyth Safron wel and do yt in a cofyn and do yt forth to bake wel. – Ancient Cookery [kilde]

Denne opskrift, med sin vidunderlige inkonsistente grammatik siger: Tag gode æbler og gode krydderier og figner og rosiner og pærer og når de er godt stødt (i en morter?) farv dem godt med safran og læg dem i en kiste (tærtedej) og bag dem godt.

Det er da i alt fald simpelt. Læg mærke til at der ikke er sukker i. I stedet moses frugterne med figner og rosiner og krydres med safran. En dyr tærte!

Fra år 1672 finder vi en æbletærte deluxe, hvor æblemos sødes og blandes med rosenvand, fløde, æggeblommer og andet godt:

To Make a Posset Pie with Apples
Take the Pulp of rosted Apples and beat it well with Sugar and Rosewater to make it very sweet, then mix it with sweet Cream, and the yolks of raw Eggs, some Spice and Sack, then having your Paste ready in your Bake-pan, put in this stuff and bake it a little, then stick it with Candied Pills, and so serve it in cold. – The Queen-like Closet [kilde]

Der står: Tag kødet af bagte æbler og rør dem grundigt med sukker og rosenvand så det bliver meget sødt, tag da sød fløde (usyrnet) og blommerne fra rå æg (det var ikke unormalt at blande kogte æggeblommer i tærter dengang), krydderier og vin, hæld det i en tærteform og bag det en stund og pynt med kandiseret skræl (fra citrusfrugter, ganske givet) og server den kold.

Her spilles der på alle tangenter med de dyre ingredienser. Frisk fløde, krydderier, vin, æg og kandiserede citrusskal. Den har ikke just været på julemenuen hos en almindelig borger. En sådan tærte bliver nærmest til en cremetærte. Jeg er dog ikke sikker på at rosenvandet er så meget værd efter en tur i ovnen.

De fleste æbletærter man kan finde i gamle manuskripter er dog knap så fancy. Som regel er det æbler blandet med tørret frugt og måske krydderier og æg, for at gøre den mere nærende. Min egen æbletærte har både og æg, smør og marcipan i fyldet, ud over æbler, selvfølgelig. Men der er ikke en eneste rosin eller dadel i sigte. Kun lækker mazarinmasse. Brug syrlige æbler, for de skal bære smagen. Cox orange er i sæson lige nu, og de er helt perfekte.

Æble-marcipantærte
Mængde: En 22 cm tærte
Bagetid: 35 minutter v. 175 grader

Tærtedej:
250 gram hvedemel
150 gram blødt smør
50 gram flormelis
1 æggeblomme

4-6 syrlige æbler, skrællede og skåret i tynde skiver
Kanelsukker

Sigt mel og flormelis sammen i en skål og hak det godt sammen med smørret. Enten med fingrene eller på din røremaskine. Det skal ligne revet ost. Hæld æggeblommen over og saml dejen. Ælt den kort og tryk den flad. Læg dejen på køl en halv times tid.

Tag så dejen ud og rul den tyndt ud på et meldrysset bord. Løft den over i en smurt tærteform. Det kan godt være lettere sagt end gjort, men hvis den går i stykker, så bare tryk den sammen igen, nede i formen. Tryk dejen godt ned i formen og prik den med en gaffel, ligesom en kiks. Læg tærteformen i fryseren en halv time.

Imens varmer du ovnen op til 225 grader. Når den halve time er gået, sætter du tærten i ovnen, direkte fra fryseren. Giv den 5 minutter og skru så ned på 200 grader. Hvis bunden på dette tidspunkt er boblet op nogle steder, så bare stik en gaffel i og punktér den igen. Men det burde den ikke, hvis den er prikket ordentligt inden. Giv bunden ca. 10 minutter mere ved 200 grader, til den er fint lysebrun og gennembagt. Tag bunden ud og skru ovnen ned på 175.

Bred mazarinfyldet ud på den nybagte tærtebund. Sæt æbleskiverne ned i mazarinen, tæt sammen. Drys med kanelsukker. Bag tærten midt i ovnen. Spis med flødeskum – det er godt.

Mazarinfyld:
150 gram marcipan
120 g sukker
120 g blødt smør
2 æg

Skær marcipanen i små stykker og blend den sammen med smørret med en stavblender. Tilsæt æggene et ad gangen, blend videre til en glat masse. Rør så sukkeret i med en ske.
Men hvis du ikke har en stavblender, så tager du marcipanen og ælter den sammen med smørret og tilsætter æg lidt ad gangen til massen er meget blød. På den måde undgår du store marcipanklumper. Rør sukkeret i.