En Vinder Ere Funden

“Letkogte” mandelkartofler

Eftersom jeg ynder at udfritte folk om deres juleaftensmenu, må jeg hellere dele min egen. Jeg er forholdsvis pernitten med visse ting, i alt fald hvis det er mig, der skal lave julemiddagen. Er vi ude, er jeg bare glad for at andre gider stå i køkkenet. Men hjemme får vi altid ribbensteg, thi det er den bedste steg på grisen, og jeg synes and er nederen. Vi køber stegen med ben på og så bliver den gennemhullet med laurbærblade og nelliker og får otte år i ovnen til den nærmest er smeltet. Nogle år har vi forsøgt os med confiteret and ved siden af grisen, men der var ingen, der kunne spise det, så vi droppede det igen.

Til julesulet serveres hjemmelavet rødkål, skysovs og selvfølgelig brune og hvide kartofler. De hvide kartofler er vigtige, for de skal moses sammen med sovsen direkte på tallerkenen, så man får en mos, der består af 50% sovs og 45% kartoffel og 5% rødkål, der kommer med ved et uheld. Vi går meget op i bordmanérer, som I måske kan høre. Sidste år havde jeg hjemslæbt de fineste mandelkartofler fra det finske lapland. Mandelkartofler er svære at koge, så de eksploderede nede i gryden. Men, som vi blev enige om, så slap vi da for at mose dem på tallerkenen selv. Smart! I år har jeg samme plan. Så må vi se om jeg kan koge dem ordentligt denne gang.

Til dessert er der risalamande med kirsebærsauce. Det er helt traditionelt og uden nogen dikkedarer. Dikkedarer passer også så dårligt til julemad. Men jeg overvejer de halve bagte æbler med gelé, som jeg bliver ved med at læse om. Det lyder godt.

Men nu til det vigtigste. Safranbøtten er klar til at skifte ejer. Jeg modstod fristelsen til at beholde den selv, og lagde en håndfuld navnesedler ned i en hat. Den glade vinder er: Ellen!

Tillykke, Gamle Krage! Og tak fordi I delte jeres julemenuer, og fordi I gad at være med i min give away. I morgen begynder julebloggen, og første uge handler om fisk.

Det bliver speget.

One thought on “En Vinder Ere Funden

  1. Vinderen takker rigtig tusind mange gange for den fine gevinst.
    Er gået i tænkeboks, for safran’en skal helt klart bruges på noget særlig specielt.
    kh. Ellen

Comments are closed.