Vind en Bette Bøtte Safran

Bette Bøtte Safran

På søndag er det 1. december, og så begynder juleløjerne. Men først er der mulighed for at få et tilskud til årets julekagebagning – nemlig et gram af den rødeste økologiske safran fra Kashmir. Den er god, jeg har selv brugt af den. Altså af en anden bøtte, den her er forseglet og alting. Har lige købt den.

For en god ordens skyld må jeg hellere nævne at min give away ikke er sponsoreret. Jeg har selv købt safranen for mine lommepenge, og nu kan du altså vinde den bette bøtte. Det eneste du skal gøre, er at skrive i kommentarfeltet hvad du spiser juleaften! Jeg elsker at læse om andres traditioner. Det behøver ikke være en lang liste. Du kan også bare skrive “gås med tilbehør” eller måske “det rager ikke dig, Nysgerrigper.”

Jeg trækker en vinder lørdag aften, og så krydser vi alle fingre for at Post Danmark Nord kan levere inden jul.

13 thoughts on “Vind en Bette Bøtte Safran

  1. Helst gås – men både and og kalkun kan forekomme. Derudover? Altid en skål tabbouleh med masser af avocado og citron – rosenkål med timian og merian (der er en brite ved bordet) – aspargeskartofler til de, der ikke gider de sukkersnaskede, selv om de også er der – hjemmelavet rødkål med appelsin – sovs af stegeskyen – og syrlig æblekompot med mynte. Samt svinske mængder risalamande med svinske mængder mandler i. Kold kirsebærsauce. Jeg arbejder stadig på at indføre en rå rødkålssalat (jeg kan ikke lide kogt rødkål).

    • And flæskesteg, waldorfsalat ingen kan lide og ingen har bedt om men det er en tradition. Alm kartofler, brunede kartofler, jeg ved ikke på forhånd hvad kritikken vil gå på men de er aldrig ordentlige, sovs og den er god! Chips i Rå mængder hvoraf de fleste nok spises mens vi venter på and etc

  2. Jeg spiser and, hvide kartofler, brune kartofler, lune franske kartofler, brun sovs, ribsgele, gerne hjemmelavet rødkål, måske en grønkålssalat med æbler, nødder og flødeskum.
    Til dessert risalamande lavet med masser af vanilje, hakkede mandler og letpisket fløde. Serveret med Amarena Kirsebær 🍒

  3. Jeg skal sove udenfor i hængekøje, så vi skal have and og flæskesteg lavet i reflektorovn 🙂
    Vi skal også have risalamande, men det er ikke sikkert, det kommer i ovnen.

  4. And. Og jydenachos. Og kogte æbler med svesker eller gelé i midten. Og alt det andet…. hvis min Mor føler sig særlig norsk det år, er der også Juleribbe (“Flæsk på Norsk”)

  5. Min livret: MAD!
    Hele det traditionelle svineri, inclusive de mest perfekte brunede kartofler. Perfekte fordi det ikke er mig der laver dem, men min bedre halvdel.
    Jeg er bedst til at lave sortede kartofler….
    Til gengæld elsker jeg at lave ris á la mande, så englene synger.

  6. I år skal vi have confiteret and fra Årstiderne og måske det sous videde svin, som også følger med (ellers spiser vi det d. 25.), rødkål, kartofler (jeg spiser kun de hvide, så der bliver kun brunede, hvis der er nogen, der selv gider at lave dem – altså jeg er vild med karamel bare ikke på grøntsager ;-)) og sovs. Og ris a la mande med rigeligt vanille og mandler og lun kirsebærsauce til.
    Et år fik fik vi and i römertopf – det står stadig som et højdepunkt. Megasprødt skind og ikke så meget fuss 🙂

  7. Helt traditionelt: andesteg med rødkål, brude og hvide kartofler, brun sovs, sukkerkogte halve æbler med svesker.
    Desserten er ris a’lamande med lun kirsebærsovs

  8. Vi får som regel and og flæskesteg, men nogle år laver jeg også finsk juleskinke. Jeg lægger et helt bagben i saltlage 3-4 uger. Efter udvanding kommer den i ovnen ved lav varme om aftenen den 23. Så vågner man til duft af svin i hele huset den 24. Efter juleaften kan resten af skinken bruges på rugbrød hele resten af julen. Til nytår er man træt af skinke og så er det godt, der er et helt år til næste gang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.