Team Januar: Den Gule Vintersuppe

Meget gul suppe

Meget gul suppe

Jeg lider af det, man på fagsprog kalder “vinterblargh”. Det kommer snigende så snart dagene bliver rigtig mørke i november og gør mig til en overfølsom sofakartoffel. Jeg ynder at grave mig langt ned under dynen og spise kiks og se programmer som Luksusfælden og Depotjægerne og Politijagt (go Vlado!) i én køre. En slags mentaldvale. Og selvfølgelig er man mere splatten om vinteren. Det er mørkt og man går sådan lidt ned i gear og det er helt naturligt. Men når jeg, efter alt for lang tid som kiksespisende grøntsag, begynder at spontantude over de mest åndssvage ting, så ved jeg at det er gået for vidt. Og jeg kender kuren: Frisk luft og flere grøntsager.

Hvorfor er kuren aldrig kage og Lord of the Rings, extended edition?

Nå, men det er heldigvis ikke så slemt som det lyder. For selvom jeg i en del år har vidst at jo større grøntsagsindtag, jo mere overskud (også selvom jeg stadig spiser kage), så har jeg i endnu flere år også vidst at jeg ikke kan lide dem. I min verden var grøntsager sådan en slags helsetortur. Noget man skal gemme i kødsaucen eller farsen for “så kan man ikke smage dem” (jo man kan) og alt det rare med dressing og smørdampning, det måtte man ikke. For så døde man, mindst. Det sagde (og siger) Sundhedsstyrelsen selv. Og den fedtfattige bølge i 90’erne gjorde ikke meget for at rette op på min indstilling til grønt. Eller mange andres, så vidt jeg kan observere. Af en eller anden årsag skal grøntsager helst være en form for syndsforladelse man placerer på sin tallerken, helt smagsforladt spar-på-fedt-og-salt-og-sukker-agtig, fordi “det skal man jo” og “det er så sundt” og jeg får allergi af det. Jeg forsøgte mig også med at læse grøntsagskogebøger, men de var alle fyldt med ulideligt sundhedspræk, og jeg er uendeligt ligeglad med at få indre glød og C-vitaminer nok til at dække behovet i en mellemstor kinesisk industriby. Skriv hellere noget om hvordan jeg får den her gulerod til at smage godt, for den er ved gud ikke særligt spændende au naturel.

Kål på den seje måde hos Mielcke & Hurtigkarl

Kål på den seje måde hos Mielcke & Hurtigkarl

Til sidst sagde jeg “fuck det” og begyndte at kigge efter grøntsagsretter hos erfarne kokke og passionerede madmennesker. En ny verden åbenbarer sig pludselig, når man ikke længere må kassere enhver opskrift med andre typer fedt end koldpresset rapsolie (føj). Den ultimative åbenbaring var en kålservering hos Mielcke & Hurtigkarl: Dampede kålblade med svinefedt og østersemulsion. Jeg ved ikke hvor de gemte svinefedtet, for det var ikke sådan at det var synligt. Måske var det ligesom en smørdampning (glimrende til spidskål!). En mageløs servering og vi taler stadig om “kålbuketten” herhjemme som var den Jesu Genopstandelse i grøntsagsform. Og så begyndte jeg for alvor at se grøntsager i et nyt lys. Nu hygger jeg mig med at eksperimentere i køkkenet, og det er ikke altid at tingene passer sammen. Igår lavede jeg f.eks italienske kødboller i en sauce af tomat/løg/peberfrugt/persille og serverede dem med sukkerærter sauteret i hvidløg og bagte søde kartofler, der var blevet gratineret under en blanding af rasp, parmesan, hvidløg og persille. I sandhed en besynderlig sammenblanding. En anden husfavorit er denne asiatiske kålsalat med ingefær-peanutbutterdressing. Aldrig før er en kålsalat blevet inhaleret med så stor begejstring på denne matrikel. Det hænder også at jeg laver fransk løgsuppe eller kartoffelsuppe eller salat af fintsnittet rødkål med creme fraiche og kvædegele. Eller ristede rosenkål med balsamico. Eller jordskokkesuppe med fisk.

En af mine favoritter er grøntsagssupper. Helst blendede grøntsagssupper. Med rodfrugter. Og kokosmælk. Vi har en blender, der er så kraftig at jeg nervøst danser rundt når den kører. Dels fordi den lyder som en støvsuger og dels fordi man ikke skal låse blenderglasset fast ved at dreje det rundt. Man plopper det bare ovenpå motoren og så sker der noget magisk og det bliver stående mens maskinen siger lyde, som var det angrebet på Pearl Harbor. Resultatet er en meeeeget glat grøntsagssuppe, lige som jeg kan lide det. For et par dage siden blendede jeg en ekstremt gul rodfrugtsuppe, som jeg gjorde ganske dødsensfarlig ved at koge den på hønsefond. Jeg koger stort set altid supper på hønsefond, for det giver dem både dybde og smag og gør dem til små suppeformede vidunderspiser. Hønsefonden koger jeg selv, og det er der ca. tre millioner opskrifter på hvis man googler, så det vil jeg undlade at uddybe i denne omgang. Man kan også bruge grøntsagsfond, hvis man er vegetar-veganer, men det er synd at koge suppen på rent vand. Brug en fond. Det kan fint være en købefond, man skal bare være opmærksom på at de ofte indeholder salt, og man skal derfor salte noget mere forsigtigt end man plejer. Ellers får man saltsuppe, og det smager ikke godt.

Denne gule suppe er ikke en saltsuppe, det er bare en dejlig krydret sag med hvidløg og ingefær og endda lidt chili. Men kun meget lidt, for jeg er en chilikylling, der ikke synes at mad skal gøre ondt. Krydringen bryder den meget søde smag, rodfrugtsupper ofte har, og det kan vi lide. Opskriften gives til to personer, men den er nem at gange op. Du kan også bytte rundt på rodfrugterne, men det er de søde kartofler, der giver fylde og cremethed til de andre, mere vandede rodfrugter. De kan erstattes med græskar, der gør ca. det samme. Værsgo:

Gul Vintersuppe
2 solide portioner

4 søde kartofler
2 jordskokker
2 persillerødder
2 gulerødder
(i alt ca 700 gram renset vægt, så tag flere rødder om nødvendigt)
4 fed hvidløg
1 almindeligt gult løg
1 spsk reven ingefær
1/2 tsk knust spidskommen
1/2 tsk stødt koriander
1/2 tsk røde chiliflager
3 dl hønsefond (eller grøntsagsfond)
1,5 dl kokosmælk (“creamy coconut” fra Santa Maria er nice)
Salt
Peber
Sukker
Saft fra lime eller citron

Start med at skrælle rødderne og skære dem i grove tern. Hiv overfrakken af løget, skær det midt over og dernæst i tynde skiver. Pil hvidløgene, knus eller hak dem fint. Ingefæren skrælles (skrab den med en teske, det er nemmest) og rives på et skarp, fint rivejern til der er en spiseskefuld mos. Alternativt kan den hakkes fint, hvis man ikke har et rivejern.
Smelt en spsk smør i en mellemstor gryde og svits løgene ved lav varme sammen med hvidløg og ingefær, til det hele er blødt og dufter. Ca. 5 minutter. Det må ikke tage farve. Rør rundt undervejs. Smid så alle krydderierne i og giv dem et minuts tid i den varme gryde. Hæld lidt fond på og rør rundt i bunden så alle de små brune bidder bliver hevet op i suppen. Tilsæt resten af fonden, grøntsagerne, og kokosmælken og lad det hele simre til grøntsagerne er meget møre, ca 20 minutter. Blend suppen til den beder om nåde, enten med en stavblender eller i et blenderglas. Smag til med salt, peber, en halv tsk sukker og friskpresset citron- eller limesaft. Citronsaft gør virkelig meget for smagen i de fleste grøntsagssupper. Især hvis man først tilsætter det tilsidst, så det ikke skal koge med.

Server den rare suppe med lidt creme fraiche, eller måske noget persillepesto, eller bare som den er. Den kan holde et par dage i køleskabet, så lav bare rigeligt. Bon appetit!

3 thoughts on “Team Januar: Den Gule Vintersuppe

  1. Jeg vil nu sige at en skive smør eller to henover kogte gulerødder, gør dem aldeles spiselige 😀

    Men ja. Det er fandme synd at grønsager er blevet så forhadte når nu de er så fine, gode og lækre hvis man behandler dem ordentligt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *