Godt Nytår

Luxor Resort and Casino, Las Vegas.

Luxor Resort and Casino, Las Vegas.

Knap er Julen ovre før vi skal tage stilling til Nytårsaften. Engang var det én og samme ting. Af og til kunne man nok ønske sig at det stadig forholdt sig sådan, men de sammenklemte forberedelser til trods, har jeg altid været umådeligt begejstret for Nytåret. Mere end Julen, faktisk, og jeg tror det er fordi jeg godt kan lide den der reflekterende sindstilstand, der altid indfinder sig når året slutter.

I år fejrede jeg Nytår i Las Vegas, hvilket på ingen måde var lige så crazy som det lyder. Okay, måske lidt, men så ikke helt alligevel, for jeg var ikke ude og danse i gaderne eller noget i den stil. Abefester har aldrig været min kop te, så jeg tog den naturlige konsekvens og nøjedes med at kigge på fyrværkeriet fra Hotelværelset Højt Oppe efter at have set Cirque du Soleil hoppe på trampolin til Beatles (dagen før var det Michael Jackson). Det var spas. Las Vegas er en spændende by, også i druk-og-casino-fri version. Jeg elsker at besøge USA, også selvom de har dårlig smag i præsidenter.

At fejre nytår i en anden tidszone, har atter sat konceptet “ny begyndelse” lidt i relief som værende helt og aldeles menneskeskabt. Nytåret er en kunstig overgang. Det er ikke engang funderet i solens bane, men bare i en gammel romersk kalender. Jeg har skrevet om det før, men jeg bryder mig ikke om at man ser årsskiftet som en chance for at starte på en frisk, en magisk overgang til et nyt og bedre liv. Hvis året har været særlig dårligt forstår jeg så inderligt godt fristelsen (jeg har selv været der flere gange), problemet er bare at nytåret ikke fungerer på den måde. Så står man der, halvvejs inde i januar, og alt er som det plejer og man er stadig den samme og det Nye År er allerede beskidt, fordi den nye kalender sjovt nok ikke duer som magisk viskelæder. Overgange har selvfølgelig altid været vigtige for mennesket, og jeg siger ikke at man skal give nytåret fingeren. Men vi er efterhånden kommet så langt at vi burde være i stand til at ditche den magiske tankegang omkring årsskiftet og bruge lejligheden som en praktisk markør fremfor at se det som En Ny Chance. Jeg bruger f.eks. nytåret som en god tid på året til lige at tjekke om jeg bruger min tid på ting, der gavner mig og mit mentale velbefindende. Jeg gør det også løbende året igennem, men nytår har en særligt nostalgisk stemning, som jeg elsker at svælge i.

I år er ingen undtagelse, og der er et par ting, jeg gerne vil skrue på. For eksempel vil jeg gerne bruge mere tid på at skrive i 2017 end jeg gjorde i 2016. Jeg elsker at skrive, men det glider nemt i baggrunden, hvis jeg ikke sætter tid af til det. Til gengæld har jeg lukket ned for SifBeth, mit kagepyntende alterego. Jeg havde fået kørt mig selv ud på et sidespor, hvor jeg hovedsageligt pyntede fancy kager for at få ros for dem, og resultatet var stress, stress og et inderligt had til flormelis. I 2017 vil jeg Genfinde Glæden Ved Glasur, hvis den er der endnu, et sted derinde. Ellers dropper jeg det helt.

Hvad jeg ikke vil bruge januar på, er negativt drevet selvforbedring. Og her taler jeg selvfølgelig i høj grad om den evindelige forbandede januarslankekur. De danske bladforlag skulle skamme sig, når de hvert nytår fylder deres sider med kvaksalveri, selvpineri og udokumenterede metoder til vægttab. Januar er i sandhed en kold og kynisk overgang fra den bløde decemberhygge med stearinlys og varm te og røde reklameaviser til udsalg, tilbudsbroccoli, rygestop, selvpineri og rudekuverter. Mit eneste nytårsforsæt er ikke at hoppe på den. Min januar bliver ligeså hyggelig som december. Bare med markant færre æbleskiver, for dem er jeg blevet ret træt af.

En af Norwegians smukke Dreamlinere. Som jeg skal flyve hjem på. Woh!

En af Norwegians smukke Dreamlinere. Som jeg skal flyve hjem på. Woh!

Hvad jeg til gengæld helt sikkert vil, er at køre det som tema her på bloggen i januar. Det nye blogtema hedder Team Januar og handler om julefri januarhygge, hippie-fri sjælepleje og at give fingeren til hysterisk puritansk tankegang. Jeg håber du vil følge med, og måske endda blive inspireret til at gøre januar – og februar! – til andet end uger, der bare skal overstås mens vi venter på forår.

Nu vil jeg starte det Nye År med at sætte mig ind i en stor flyvemaskine og drage hjem til Danmark. En perfekt start på året, hvis du spørger mig. Må 2017 bringe flere rejser og flere flyveture! Og det ved jeg den kommer til at gøre, for jeg har allerede booket de tre første eventyr. Jeg skal blandt andet flyve fra Riga til Amsterdam i en helt ny splinterny flytype, Bombardier CS300, der pt. kun flyves af Air Baltic. Go Team Januar! Og Godt Nytår.

3 thoughts on “Godt Nytår

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *