Archive | januar 2017

Team Januar: Den Gule Vintersuppe

Meget gul suppe

Meget gul suppe

Jeg lider af det, man på fagsprog kalder “vinterblargh”. Det kommer snigende så snart dagene bliver rigtig mørke i november og gør mig til en overfølsom sofakartoffel. Jeg ynder at grave mig langt ned under dynen og spise kiks og se programmer som Luksusfælden og Depotjægerne og Politijagt (go Vlado!) i én køre. En slags mentaldvale. Og selvfølgelig er man mere splatten om vinteren. Det er mørkt og man går sådan lidt ned i gear og det er helt naturligt. Men når jeg, efter alt for lang tid som kiksespisende grøntsag, begynder at spontantude over de mest åndssvage ting, så ved jeg at det er gået for vidt. Og jeg kender kuren: Frisk luft og flere grøntsager.

Hvorfor er kuren aldrig kage og Lord of the Rings, extended edition?

Nå, men det er heldigvis ikke så slemt som det lyder. For selvom jeg i en del år har vidst at jo større grøntsagsindtag, jo mere overskud (også selvom jeg stadig spiser kage), så har jeg i endnu flere år også vidst at jeg ikke kan lide dem. I min verden var grøntsager sådan en slags helsetortur. Noget man skal gemme i kødsaucen eller farsen for “så kan man ikke smage dem” (jo man kan) og alt det rare med dressing og smørdampning, det måtte man ikke. For så døde man, mindst. Det sagde (og siger) Sundhedsstyrelsen selv. Og den fedtfattige bølge i 90’erne gjorde ikke meget for at rette op på min indstilling til grønt. Eller mange andres, så vidt jeg kan observere. Af en eller anden årsag skal grøntsager helst være en form for syndsforladelse man placerer på sin tallerken, helt smagsforladt spar-på-fedt-og-salt-og-sukker-agtig, fordi “det skal man jo” og “det er så sundt” og jeg får allergi af det. Jeg forsøgte mig også med at læse grøntsagskogebøger, men de var alle fyldt med ulideligt sundhedspræk, og jeg er uendeligt ligeglad med at få indre glød og C-vitaminer nok til at dække behovet i en mellemstor kinesisk industriby. Skriv hellere noget om hvordan jeg får den her gulerod til at smage godt, for den er ved gud ikke særligt spændende au naturel.

Kål på den seje måde hos Mielcke & Hurtigkarl

Kål på den seje måde hos Mielcke & Hurtigkarl

Til sidst sagde jeg “fuck det” og begyndte at kigge efter grøntsagsretter hos erfarne kokke og passionerede madmennesker. En ny verden åbenbarer sig pludselig, når man ikke længere må kassere enhver opskrift med andre typer fedt end koldpresset rapsolie (føj). Den ultimative åbenbaring var en kålservering hos Mielcke & Hurtigkarl: Dampede kålblade med svinefedt og østersemulsion. Jeg ved ikke hvor de gemte svinefedtet, for det var ikke sådan at det var synligt. Måske var det ligesom en smørdampning (glimrende til spidskål!). En mageløs servering og vi taler stadig om “kålbuketten” herhjemme som var den Jesu Genopstandelse i grøntsagsform. Og så begyndte jeg for alvor at se grøntsager i et nyt lys. Nu hygger jeg mig med at eksperimentere i køkkenet, og det er ikke altid at tingene passer sammen. Igår lavede jeg f.eks italienske kødboller i en sauce af tomat/løg/peberfrugt/persille og serverede dem med sukkerærter sauteret i hvidløg og bagte søde kartofler, der var blevet gratineret under en blanding af rasp, parmesan, hvidløg og persille. I sandhed en besynderlig sammenblanding. En anden husfavorit er denne asiatiske kålsalat med ingefær-peanutbutterdressing. Aldrig før er en kålsalat blevet inhaleret med så stor begejstring på denne matrikel. Det hænder også at jeg laver fransk løgsuppe eller kartoffelsuppe eller salat af fintsnittet rødkål med creme fraiche og kvædegele. Eller ristede rosenkål med balsamico. Eller jordskokkesuppe med fisk.

En af mine favoritter er grøntsagssupper. Helst blendede grøntsagssupper. Med rodfrugter. Og kokosmælk. Vi har en blender, der er så kraftig at jeg nervøst danser rundt når den kører. Dels fordi den lyder som en støvsuger og dels fordi man ikke skal låse blenderglasset fast ved at dreje det rundt. Man plopper det bare ovenpå motoren og så sker der noget magisk og det bliver stående mens maskinen siger lyde, som var det angrebet på Pearl Harbor. Resultatet er en meeeeget glat grøntsagssuppe, lige som jeg kan lide det. For et par dage siden blendede jeg en ekstremt gul rodfrugtsuppe, som jeg gjorde ganske dødsensfarlig ved at koge den på hønsefond. Jeg koger stort set altid supper på hønsefond, for det giver dem både dybde og smag og gør dem til små suppeformede vidunderspiser. Hønsefonden koger jeg selv, og det er der ca. tre millioner opskrifter på hvis man googler, så det vil jeg undlade at uddybe i denne omgang. Man kan også bruge grøntsagsfond, hvis man er vegetar-veganer, men det er synd at koge suppen på rent vand. Brug en fond. Det kan fint være en købefond, man skal bare være opmærksom på at de ofte indeholder salt, og man skal derfor salte noget mere forsigtigt end man plejer. Ellers får man saltsuppe, og det smager ikke godt.

Denne gule suppe er ikke en saltsuppe, det er bare en dejlig krydret sag med hvidløg og ingefær og endda lidt chili. Men kun meget lidt, for jeg er en chilikylling, der ikke synes at mad skal gøre ondt. Krydringen bryder den meget søde smag, rodfrugtsupper ofte har, og det kan vi lide. Opskriften gives til to personer, men den er nem at gange op. Du kan også bytte rundt på rodfrugterne, men det er de søde kartofler, der giver fylde og cremethed til de andre, mere vandede rodfrugter. De kan erstattes med græskar, der gør ca. det samme. Værsgo:

Gul Vintersuppe
2 solide portioner

4 søde kartofler
2 jordskokker
2 persillerødder
2 gulerødder
(i alt ca 700 gram renset vægt, så tag flere rødder om nødvendigt)
4 fed hvidløg
1 almindeligt gult løg
1 spsk reven ingefær
1/2 tsk knust spidskommen
1/2 tsk stødt koriander
1/2 tsk røde chiliflager
3 dl hønsefond (eller grøntsagsfond)
1,5 dl kokosmælk (“creamy coconut” fra Santa Maria er nice)
Salt
Peber
Sukker
Saft fra lime eller citron

Start med at skrælle rødderne og skære dem i grove tern. Hiv overfrakken af løget, skær det midt over og dernæst i tynde skiver. Pil hvidløgene, knus eller hak dem fint. Ingefæren skrælles (skrab den med en teske, det er nemmest) og rives på et skarp, fint rivejern til der er en spiseskefuld mos. Alternativt kan den hakkes fint, hvis man ikke har et rivejern.
Smelt en spsk smør i en mellemstor gryde og svits løgene ved lav varme sammen med hvidløg og ingefær, til det hele er blødt og dufter. Ca. 5 minutter. Det må ikke tage farve. Rør rundt undervejs. Smid så alle krydderierne i og giv dem et minuts tid i den varme gryde. Hæld lidt fond på og rør rundt i bunden så alle de små brune bidder bliver hevet op i suppen. Tilsæt resten af fonden, grøntsagerne, og kokosmælken og lad det hele simre til grøntsagerne er meget møre, ca 20 minutter. Blend suppen til den beder om nåde, enten med en stavblender eller i et blenderglas. Smag til med salt, peber, en halv tsk sukker og friskpresset citron- eller limesaft. Citronsaft gør virkelig meget for smagen i de fleste grøntsagssupper. Især hvis man først tilsætter det tilsidst, så det ikke skal koge med.

Server den rare suppe med lidt creme fraiche, eller måske noget persillepesto, eller bare som den er. Den kan holde et par dage i køleskabet, så lav bare rigeligt. Bon appetit!

Team Januar: Tips Til En Awesome Januar og Hvid Bønnesuppe

Hvid bønnesuppe

Smuk, hvid bønnesuppe

Tips til en awesome januar

1. Blokér alle fitnessidioter på din Facebookvæg. Især dem, der går til alternative behandlere og så absolut dem, der bruger en retorik, der indeholder ord som “clean eating”, “helende mad”, “detox” og lignende begreber, der alluderer at nogle madvarer er beskidte. Det er mental selvskade og hører ingen steder hjemme. Eneste undtagelse er broccoli. Broccoli er en beskidt madvare.

2. Spis rar vintermad. Jeg har haft fransk løgsuppe, kartoffelsuppe m bacon og hvid bønnesuppe på menuen. Kommende madplan inkluderer coq au vin, jordskoksuppe og Ting i Kokosmælk.

3. Sæt tid af til sjælepleje hver dag. Noget, der absolut ikke har andet formål end at være rart. Personligt er jeg fan af klassikeren med sofa, tæppe, te og god bog eller virkelig mange afsnit af en eller anden TV-serie med en virkelig god intro. Må jeg i den anledning anbefale Marvels “Agent Carter”. Den har det hele: Marveluniverset, 50’erne og Hayley Atwell, som jeg haver synes om siden jeg så hende i Jordens Søjler. Har du børn, så spark dem udenfor imens. Det er sundt at lege i naturen. Længe. I Nordsverige.

4. Hvis du, ligesom jeg, har tendens til at få The Vinterblues, så gør lidt ekstra ud af sjæleplejen. Jeg er for eksempel lige for tiden ude af stand til at sidde i sofaen uden min dyne. Og jeg vælger gerne den nemme løsning hvad indkøb angår – heroppe i det nordlige Sjælland kan man få nemlig.com til at ringe på med en hel masse kasser, og det er absolut den lidt højere pris værd i disse dage.

5. Sæt tid af til den yndlingsting, du slet ikke bruger tid nok på. Jeg er begyndt at tegne igen, og jeg overvejer om det er nu, jeg skal sætte tid af til at få skrevet den roman, jeg har drømt om at skrive siden jeg var barn.

6. Hvis du kan lide at rejse, så daf afsted nogle dage i januar eller februar. De fleste ikke-charter-destinationer er billige nu, omend man nok skulle have booket før jul for at få de ægte lave priser. Men Norwegian har gode tilbud, og billetter til februar burde stadig holde en fin pris. Paris er semiforladt i januar/februar, og Rom skulle efter sigende følge efter fra i næste uge. Østeuropa er nærmest gratis, men kan også være ret godt dækket af sne. Tallin og Riga er smukke byer, der ikke bliver overrendt udenfor sæsonen. Selv tager jeg til Budapest i starten af februar. Billige flybilletter, billigt hotel. Det bliver min første tur til Ungarn og jeg glæder mig helt vildt. Jeg skal have paprika med hjem.
Om et par dage skal jeg ud og flyve en tur med den splinternye Bombardier CS300 – en helt ny flytype, der pt. kun flyves af Air Baltic på ruten mellem Riga og Amsterdam. Det glæder min vintertrætte sjæl sig noget så grusomt til at prøve. Jeg skal bo på hotel i lufthavnen i Amsterdam, og hvis der er noget jeg holder af, så er det at bo på hotel i større lufthavne. Min indre Marco Polo går amok!

7. Tal med dit kæledyr. Jeg har f.eks idag brugt meget tid på at spørge mit marsvin om hun er Mors Lille Flomse. Også selvom det er tydeligt for enhver at DET er hun i alt fald. Især hvis jeg har grønt til hende.

Mere hvid bønnesuppe!

Mere smuk hvid bønnesuppe!

7. Lav min awesome bønnesuppe! Den er grim, men den smager dejligt, mætter meget, er nem at lave og jeg er meget afhængig af den lige for tiden. Den passer godt ind i begrebet “hyggelig vintermad”. Den er varm, den er tyk, der er sæsonbetonet grønt i og så kan man hælde brødcroutoner på. Brødcroutoner er altid godt. Du kan også lege med krydderierne eller måske bruge en lækker lille kogeskinke istedet for svineskank. Men så skal kogevandet ikke saltes. En rest kyllingekød samt fond kogt på skroget duer også, og således kan man selv være kreativ. Det bedste er næsten, at den kan holde sig 4 dage på køl, og kun bliver bedre som dagene går.

Hvid bønnesuppe med gris i
4 pers

200 gram små hvide bønner
1 løg
2 fed hvidløg
1 svineskank på ca. et kg
1 meget stor håndfuld finthakket grønkål
Salt og peber
Sukker
Citronsaft

Sæt bønnerne i blød i rigeligt vand dagen før. Kog dem møre i en liter letsaltet vand. Det tager en 45 minutters tid, for de skal være helt og aldeles møre. Hæld bønnerne op i en sigte og gem kogevandet. Hvis du er den heldige ejer af en trykkoger, kan du få endnu mere velsmagende bønner. Hæld de rå, ikke-udblødte bønner i trykkogeren med en liter letsaltet vand og giv dem 30 minutter ved max. tryk (15 psi/1 bar). Bønnerne skal være helt møre og kunne mases med en finger. Sådan gør jeg altid selv, og det er ikke farligt at spise ikke-udblødte bønner, når de blot er kogt 100% møre – ligesom udblødte bønner også altid skal være.

Skanken skal også koges. Den puttes i en stor gryde og dækkes af letsaltet vand med lidt laurbærblade, nelliker og peberkorn i. Bring i kog og skru ned til en simren. Lad det boble under låg til kødet er ved at dratte af benene, ca 1,5 – 2 timer. Hiv skanken op, lad den køle af, og pil så kødet af benet og skær det i mundrette bidder. Hæld kogevandet gennem en fin sigte, evt et klæde, og gem det.

Alt dette kan gøres dagen i forvejen. Når suppen skal samles, skærer du løget midt over, hiver overfrakken af og skærer hver halvdel i tynde skiver. Smelt lidt smør i en gryde (sådan en mellemstor 3-4 liters sag) og svits løgene til de er bløde og rare. Hæld bønnerne over og dæk dem lige akkurat med en blanding af kogevandet fra grisen og kogevandet fra bønnerne. Det det boble i 10 minutters tid og give det så en ordentlig fræser med stavblenderen (eller hæld det i en alm. blender eller foodprocessor) til det er en fin, glat suppe. Nu kan du justere konsistensen med mere kogevand hvis du synes den er for tyk. Den må godt være lidt til den tynde side, for den skal serveres med croutoner, og de suger meget væske. Til sidst kommes den finthakkede kål og kødet i og koger med i 10 minutter. Smag til med salt, peber, et nip sukker. Når gryden er taget af varmen tilsættes et godt skud citronsaft.

Spis med dejlige brødcroutoner, der laves ved at skære tørt brød i tern, vende dem i lidt smeltet smør og riste dem i ovnen i et ildfast fad ved 200 grader til de er sprøde og gyldne. Rør i dem jævnligt.

Har du persille så dyng noget på. Bon appetit!

Team Januar: Kanelsneglekage med flødeostglasur

Et stykke smækker kanelsneglekage.

Et stykke smækker kanelsneglekage.

Det er koldt derude, men endnu har Kyndelmisse ej slået sin knude, og vi har således stadig mere vinter foran os end bagved. Og som om det ikke var nok, så er januar og februar de koldeste måneder i året. Det kommer måske næppe bag på nogen, eftersom vi har levet i en veritabel dybfryser de sidste par dage. Minus 13 grader! I går stod termometermåleren blot på frysepunktet, med isslag til følge. Det var spas at krabbe sig hen over fortovet med de dyrebare indkøbsposer i hver hånd. Champagnen overlevede, men jeg måtte sætte mig ved busstoppestedet og fortære caviaren inden den gik tabt.

Det var vist cirka sådan det gik til.

Vi haver nu endegyldigt lagt julen bag os. Selv de mest hardcore julefreaks på en af mine julefacebookgrupper har set det i øjnene, hevet julepynten ned og er begyndt nedtællingen til næste jul. Sådan som alle normale mennesker ville gøre det. Tilbage står vi med knaldgule reklameaviser, den årlige tilbuds-email fra Madlog og en overflod af inspirerende artikler og blogposts. Det er den sædvanlige hitliste: Vægttab, komme i form, bruge færre penge, spise mere grønt. Jeg er gået i flyverskjul så jeg ikke bliver påvirket af slige puritanske tanker. Istedet sidder jeg med næsen i bøger om gamle dage. Og når jeg siger gamle dage, så mener jeg i tiden mellem ophævelsen af stavnsbåndet (ca. 1800) og starten af 2. Verdenskrig (1940). Det er sådan en rar periode at bruge, når man skal kloge sig på det danske bondeliv i gamle dage, for man gik helt amok med folkemindesamlingerne dengang omkring århundreskiftet, så der er kildemateriale nok at tage af. Og det var inden industrialiseringen for alvor satte ind, så det har den der dejlige snert af romantisk landliv, man kun kan lade sig indhylle i, når man aldrig selv har prøvet at stå op kl 5 om morgenen for at hive en ko i babserne.

At være bonde var i sandhed et arbejdsliv, men man arbejdede i et adstadigt tempo og formåede i høj grad at more sig. Der var snart ikke den anledning, man ikke kunne slå et gilde af, og i vintertiden benyttede man sig i særlig grad af det. Forår, sommer og efterår var fuldt pakkede med at sikre afgrøder og vinterforråd, men vinteren betød Vinterhvile. Det var ikke sådan rigtig hvile, for man brugte stadig tiden på arbejde. Man reparerede redskaber og lappede hullerne i taget og kartede uld (Kartegilde!) og tærskede kornet, man havde høstet og så videre og så videre. Men man havde tid til at gå på besøg hos naboerne. Nogle steder brugte man denne tid på at holde de så sagnomspundne Kaffeborde. Vi kender dem bedst fra det sønderjyske, fordi de dernede antog en nærmest sagnomspunden patriotisk skikkelse i krigstider, men resten af landet havde selvfølgelig også sans for at læsse på med de søde sager. I en tid uden Facebook og Instagram var det ved lejligheder som disse, at husmoderen kunne brillere med sine evner som Kringlebager og Småkagetriller og imponere de andre damer behørigt. Det virker som om at de højt belagte kaffeborde for alvor tog fart i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor den nymodens opfindelse, brændekomfuret, gjorde det muligt selv at fremstille finere bagværk såsom kringler, lagkager, småkager og konditorkager.

Det var også på dette tidspunkt at der helt generelt skete store forandringer på landet. Bønderne begyndte at producere mælk til andelsmejerierne og fik flere penge mellem hænderne (til hvedemel!). Det, og brændekomfuret, fik betydning for hele måltidskulturen. Nye møbler, nye køkkenredskaber og ikke mindst spisestellet. Man gik fra i høj grad at spise søbemad (grød, suppe, kogt i gryde) af egen ske fra fælles fad, til også at spise stege og frikadeller og stegt mad. Man begyndte at bruge tallerkener og gafler og syvogtyve forskellige fade, noget der ellers havde været forbeholdt overklassen. Kaffestellet vandt også indpas, og så holdt man op med at drikke kaffe af skåle.

Kaffebordet som særlig vintertradition har jeg mest fundet spor af i Jylland, men jeg skal på ingen måde påstå at man ikke har rendt hinanden på de sneplettede døre i det ganske land. Og uanset om der var tale om vintertradition, julefest eller bare kaffegilde til Særlig Anledning, så fulgte serveringen gerne et bestemt mønster: Først fik man boller – med smør! – for at lægge bunden. Så var der kringle, skærekage (sandkage var populær), lagkage og måske også finere bagværk som linser eller lign. Man sluttede selvfølgelig af med småkager og helst flere slags. Man skulle smage på det hele, for den stakkels husmoder havde brugt flere dage på at kokkerere. Kaffe måtte der også til, ellers ville det være blevet et meget sølle kaffebord. Måske ville der endda have været lavmælte protester. Det var i høj grad bondestanden, der sørgede for at kaffesælgerne havde noget at lave i Danmark. Man ristede og kværnede selv bønnerne, omend kaffebrænderier begyndte at vinde indpas på samme tid som brændekomfuret.

Det er også fra midten af 1800-tallet at kogebøgerne begynder at bugne af opskrifter på disse kaffebordskager, og dem skal jeg med stor fornøjelse dele ud af her på bloggen, så I kan gøre dem kunsten efter. Men først en moderne kaffebordskage, endda en ret moderne en af slagsen. Det er en kanelsneglekage, der gør brug af en særlig teknik kaldet “tangzhong”. Man starter med at lave en jævning af mel, vand og mælk og varme den op til ca. 65 grader. Væsken får stivelsen i melet til at “gelere” og det giver et helt fantastisk luftigt og saftigt brød. Det er nemt og ikke svært, og jeg synes du skal prøve det. Hvis det alligevel bliver for moderne til dig, kan du istedet brug min almindelige kanelsnegledej, som du finder ved at klikke HER.

Kanelsneglekagen har jeg valgt at toppe med flødeosteglasur. Det er et brilliant koncept, der smager aldeles glimrende. Eneste ulempe er at flødeostglasur egentlig skal stå på køl, og det må kagen absolut ikke, så man skal vente med at smøre den på til man skal servere bagværket for de intetanende gæster. Man kan selvfølgelig også lave enkeltstående snegle, omend det er muligt at de kun skal bage 12-15 minutter i så fald. God fornøjelse!

Kanelsneglekage
Mængde: 7-10 meget store snegle
Bagetid: 20 min v 200 grader
Frysning: Ja, uden glasur

Tangzhong:
50 g mel
125 g mælk
125 g vand

Hæld melet i en lille gryde og pisk mælken i. Rør vandet i til sidst. Varm langsomt op under konstant omrøring. Når den begynder at ryge, tykne og sætte sig i bunden skal den af varmen. Pisk massen godt igennem. Den skal være tyk som grød, men stadig kunne hældes. Er den for tynd, må den på varmen igen. Lad massen køle af til stuetemperatur. Man skal ikke bruge det hele til opskriften, men det kan være svært at styre, hvis man vælger at lave en meget lille portion. Resten kan opbevares et par dage i køleskabet og bruges til andet bagværk. Det skal blot have stuetemperatur inden brug.

Dej:
1 dl tangzhong
ca. 300 g hvedemel
2 dl lun mælk
25 g gær
1 tsk groft salt
50 g sukker
50 g blødt smør
1 tsk stødt kardemomme
Evt. lidt vaniljeekstrakt/sukker/korn

Hæld den lune mælk op i en stor dejskål og rør gæren ud heri. Tilsæt sukker, salt og kardemomme og tangzhong. Rør mel i til du har en klistret, tyk dej. Ælt så dejen til den er blank og smidig og slipper skålen. Det er nemmest på at røremaskine. Skal du ælte dejen i hånden, kan du lave den lidt fastere. Det bliver mindre saftigt, til gengæld bliver du knap så hys over at ælte klæbrig dej. Ælt smørret i til sidst. Dæk så dejen til med et klæde eller plastwrap og lad den hæve 1,5 til 2 timer. Test hævningen ved at dyppe en finger i mel og stikke den i siden af dejklumpen. Hvis dejen springer tilbage skal den hæve længere tid, men hvis din finger efterlader et fint aftryk er den klar. Mens dejen hæver, rører du remoncen:

Remonce:
150 g blødt smør
150 g sukker
1 spsk kanel (gerne en blanding af ceylon og cassia)

Det hele røres sammen.

Når dejen er hævet færdigt, tages den ud på et meldrysset bord og rulles til en firkant, ca 1/2 cm tyk. Den kan godt være lidt levende at arbejde med, så vær tålmodig. Bred remoncen ud på dejen i et jævnt lag og rul den sammen til en pølse. Skær 7 eller 10 snegle (7 snegle passer i en 25 cm bageform) og læg i en smurt bageform, der er beklædt med bagepapir i bunden. Husk at smøre siderne grundigt også. Lad sneglene efterhæve en halv times tid eller til dobbelt størrelse og smid dem så i en 200 grader varm ovn. Bag dem midt i ovnen på en rist (eller en plade, hvis det er enkeltstående snegle) til de er brune på toppen.

Hvis de skal serveres samme dag, kan man med fordel overhælde dem med flødeostglasuren når de er lune. Ellers venter man bare. Fordelen ved disse snegle er at de ikke er kedelige og tørre dagen efter, som sødt og fedt bagværk ellers godt kan blive.

Flødeostglasur
125 g flødeost
100 g smør
200 g flormelis
Lidt vaniljekorn/sukker/ekstrakt

Rør smørret blødt og rør flødeosten i til det er godt blandet sammen. Rør så flormelis i. Når du tilsætter flormelis, vil glasuren blive tyndere, det er helt normalt. Tilsæt til sidst vanilje og gem glasuren på køl til den skal bruges.

Team Januar: Helligtrekonger

Kongekringle

Kongekringle

Så er det januar. Julen er ovre. Hurra! siger nogle, mens de særligt julegale med rette kan insistere på at fejre den et par dage endnu. 6 januar er det endegyldigt ovre. Thi da er det helligtrekonger, og jeg tror man skal ud i nogle meget obskure og glemte traditioner for at kunne forlænge julens glæder udover denne dag (okay, enkelte steder var det så endda først ved Kyndelmisse, men det er typisk jyder. Altid på tværs!).

Helligtrekonger er opkaldt efter De Hellige Tre Konger, aka. de Vise Mænd Fra Østerland. Det var dem, der fulgte Ledestjernen og på 12. dagen efter Jesu fødsel besøgte Jomfru Maria og sagde “vi medbringer guld, røgelse og myrra skær!” og så sagde Maria “åh men hvad nu hvis han er allergisk?” for man ved aldrig med små babyer. De kan være lidt sarte i skindet. “Og hvem betaler gaveafgiften?” Men så sagde De Vise Mænd at Jesus var Guds Søn og dermed næppe led af sart hud og parfumeallergi, og hvad gaveafgiften angik, så kunne de jo bare holde det hemmeligt. Hvem ville nogensinde høre om det alligevel?

Nåh, såmænd bare hele verden.

Men grænseblasfemiske udsagn tilside, så er Helligtrekonger historisk set den allersidste juledag. Slut med festivitas, og slut med julemad. I gamle dage var det efter denne dag, at man atter overgik til hverdagskosten og udskiftede det fine hvedebrød (“kage”) med groft rugbrød. Og naturligvis havde helligtrekonger sine egne traditioner tilknyttet. Mange steder (især i Jylland) havde man en tradition, der kaldtes at gå med (jule)stjernen. Det var tilsyneladende noget man begyndte på engang efter reformationen, og skikken holdt sig helt op til starten af 1800tallet. Stjernen var en lygte med et eller tre lys i, gerne skjult i en stor stjerne af papir, der kunne være kunstfærdigt dekoreret. Nogle steder var det en enkelt mand, der gik med stjernen år efter år, andre steder var det – meget symbolsk – tre mænd i hvide skjorter. Det var gerne de mindrebemidlede, der gik rundt, men også gårdens karle brugte det. Så vandrede de fra gård til gård og snurrede lygten rundt mens de sang, og hvor de end kom frem, fik de en lille gave eller en skilling. En af sangene lød:

Jeg ønsker eder alle et glædeligt nytår
med himmelens Gud i det høje
med glæde og velstand i hver en vår
gid Gud jer vil Glæde tilføje

og af denne sang dannedes en ganske fantastisk parodi, der lød således:

Jeg ønsker eder alle et glædeligt nytår
med alt som eder kan fornøje
et stumphalet lam og et rundrøvet får
en trebenet kat med et øje
to kyllinger små med ingen hår opå
og vuggen på gulvet mon dundre

– Jysk Almueliv, Evald Tang Kristensen, 1893

Man brugte også det såkaldte helligtrekongerslys. Det er et lys med tre arme, og det blev brugt både i land og by. Man kunne støbe lidt krudt ind hvor de tre arme mødes, og når det sagde BANG, så var julen ovre. Der var også folk, der blot brugte tre seperate lys, som vi blandt andet kender det fra Peters Jul:

Tre Lys har vi tændte — tænk en Gang!-
for Kongerne, de, som bragte
Jesusbarnet en Julepresent;
vi ved det, for Faer har sagt det.
Her sidder vi ved vort lille Bord
og ser, hvordan Lysene brænde;
naar de er slukkede, siger Moer,
at saa er Julen til Ende.

– Peters Jul, Johan Krohn, 1866

Ligesom til Jul, Nytår, Valborg, Sankt Hans og sikkert også alle de andre højtider, var det på denne nat muligt at fremsige små vers og dernæst drømme om sin tilkommende. Det var især ungmøerne, der brugte dette, men mændene kunne også forledes til sligt pjank. Man kunne også ligge og stirre ind i et spejl, og derved få et glimt af FremtidsFabio. Det var dog ikke helt ufarligt, denne leg med overtro, for det siges ganske sikkert og vist at en pige lå længe og ventede, men intet så i spejlet. Istedet blev der ved midnatstide sat en sort ligkiste ind i kammeret, og hun døde inden året var omme. Tak for kaffe, siger jeg bare. Jeg var nok død det øjeblik der kom en spøgelseskiste ind på værelset.

Helligtrekonger var også en aften, man kunne tage i brug, hvis man skulle sikre sig mod ildebrand i det kommende år. Det foregik ved at husets beboere gik ud på gårdspladsen ved aftenstide og råbte de tre kongers navne – eller noget nonsens afledt heraf – “Kasper, Balthasar og Melchior!” Nogle steder skulle nabogården svare, andre steder var det rigeligt at skrige selv. Det kan man jo prøve, hvis man bor et sted med stråtag. Man skal dog nok vare sig for lokalvarianten, der går ud på at man klatrer op på taget.

Som sagt var helligtrekonger den sidste dag med julemaden. Og ligesom til juleaften, var det visse steder skik og brug at give en julekage til gårdens arbejdende folk, og måske også den fattige familie. Julekagen var et brød bagt på sigtet hvede- eller rugmel, og den skulle senere udvikle sig til et sødet brød fyldt med tørret frugt og krydderier og endnu senere til det wienerbrødshelvede, vi kan se hos bageren den dag i dag. I modsætning til f.eks Frankrig, er det ikke en skik, der har overlevet op til vore dage. Vi har ingen traditionel Kongekage, men det kan man jo heldigvis selv indføre, hvis man synes. Det synes jeg, og jeg vil hermed videregive opskriften på min helt egen Jul-på-falderebet-kage. Det er en sødet gærkage, ja faktisk er det en kringle. Den har fyld af krydret remonce, sukat og kandiseret skal af appelsin og pomerans. Julens sidste krampetrækning, men også en dejlig kringle til resten af årets festdage. Så kan man måske nøjes med sukat, hvis man ikke gider mere julefrugt.

Dejen er min sædvanlige kringledej, og hvis man føler sig kreativ, kan man lege lidt med fyldet. Den runde facon skal lede tankerne hen på en kongekrone, og hvis man føler sig lidt fransk, kan man placere en bønne i kagen. Den, der får bønnen, er konge for en dag og må bestemme ting og sager.

Kongekringle
Mængde: 1 stk
Bagetid: 25 min ved 200 grader (ikke varmluft).

Gærdej:
1,5 dl mælk
25 gram gær
1 tsk kardemomme
1/4 tsk fint salt
40 gram sukker
75 gram smør
300 gram mel

Lun mælken og rør gæren ud heri. Tilsæt sukker, kardemomme og halvdelen af melet. Rør godt sammen. Tilsæt salt og derefter resten af melet lidt ad gangen. Ælt dejen grundigt igennem. Den er rimelig klistret, så det er nemmest at ælte på maskine, men ellers er det bare at stikke grabberne i og tæve dejen til den er blank og smidig og slipper skålen. Det tager noget tid. Snup så smørret og ælt det i dejen. Ælt til dejen atter er blank og fin (og fedtet) og slipper skålen. Lad hæve en time et lunt sted.

Remonce:
100 g smør
75 g sukker
100 g hakket sukat/appelsinskal/pomerans (en blanding af det man har)
75 g marcipan
1 tsk stødt kardemomme
1/2 tsk stødt nellike

Marcipanen rives og moses godt sammen med smørret. Dernæst tilsætte sukker og krydderierne. Til sidst røres de syltede skaller i.

Dejen rulles tyndt ud til en lang rektangel og fyldes lægges i en stribe på midten. Læg først den ene side af dejen ind over fyldet og dernæst den anden. Tryk dejen sammen så fyldet ikke kan løbe ud. Vend kringlen om og læg den i en cirkel på bagepladen. Lad den efterhæve en 45. min tid, pensl den med sammenpisket æg og bag den midt i ovnen til den er brun og lækker.

Kringlen kan drysses med hakkede mandler og sukker lige inden bagningen.

Godt Nytår

Luxor Resort and Casino, Las Vegas.

Luxor Resort and Casino, Las Vegas.

Knap er Julen ovre før vi skal tage stilling til Nytårsaften. Engang var det én og samme ting. Af og til kunne man nok ønske sig at det stadig forholdt sig sådan, men de sammenklemte forberedelser til trods, har jeg altid været umådeligt begejstret for Nytåret. Mere end Julen, faktisk, og jeg tror det er fordi jeg godt kan lide den der reflekterende sindstilstand, der altid indfinder sig når året slutter.

I år fejrede jeg Nytår i Las Vegas, hvilket på ingen måde var lige så crazy som det lyder. Okay, måske lidt, men så ikke helt alligevel, for jeg var ikke ude og danse i gaderne eller noget i den stil. Abefester har aldrig været min kop te, så jeg tog den naturlige konsekvens og nøjedes med at kigge på fyrværkeriet fra Hotelværelset Højt Oppe efter at have set Cirque du Soleil hoppe på trampolin til Beatles (dagen før var det Michael Jackson). Det var spas. Las Vegas er en spændende by, også i druk-og-casino-fri version. Jeg elsker at besøge USA, også selvom de har dårlig smag i præsidenter.

At fejre nytår i en anden tidszone, har atter sat konceptet “ny begyndelse” lidt i relief som værende helt og aldeles menneskeskabt. Nytåret er en kunstig overgang. Det er ikke engang funderet i solens bane, men bare i en gammel romersk kalender. Jeg har skrevet om det før, men jeg bryder mig ikke om at man ser årsskiftet som en chance for at starte på en frisk, en magisk overgang til et nyt og bedre liv. Hvis året har været særlig dårligt forstår jeg så inderligt godt fristelsen (jeg har selv været der flere gange), problemet er bare at nytåret ikke fungerer på den måde. Så står man der, halvvejs inde i januar, og alt er som det plejer og man er stadig den samme og det Nye År er allerede beskidt, fordi den nye kalender sjovt nok ikke duer som magisk viskelæder. Overgange har selvfølgelig altid været vigtige for mennesket, og jeg siger ikke at man skal give nytåret fingeren. Men vi er efterhånden kommet så langt at vi burde være i stand til at ditche den magiske tankegang omkring årsskiftet og bruge lejligheden som en praktisk markør fremfor at se det som En Ny Chance. Jeg bruger f.eks. nytåret som en god tid på året til lige at tjekke om jeg bruger min tid på ting, der gavner mig og mit mentale velbefindende. Jeg gør det også løbende året igennem, men nytår har en særligt nostalgisk stemning, som jeg elsker at svælge i.

I år er ingen undtagelse, og der er et par ting, jeg gerne vil skrue på. For eksempel vil jeg gerne bruge mere tid på at skrive i 2017 end jeg gjorde i 2016. Jeg elsker at skrive, men det glider nemt i baggrunden, hvis jeg ikke sætter tid af til det. Til gengæld har jeg lukket ned for SifBeth, mit kagepyntende alterego. Jeg havde fået kørt mig selv ud på et sidespor, hvor jeg hovedsageligt pyntede fancy kager for at få ros for dem, og resultatet var stress, stress og et inderligt had til flormelis. I 2017 vil jeg Genfinde Glæden Ved Glasur, hvis den er der endnu, et sted derinde. Ellers dropper jeg det helt.

Hvad jeg ikke vil bruge januar på, er negativt drevet selvforbedring. Og her taler jeg selvfølgelig i høj grad om den evindelige forbandede januarslankekur. De danske bladforlag skulle skamme sig, når de hvert nytår fylder deres sider med kvaksalveri, selvpineri og udokumenterede metoder til vægttab. Januar er i sandhed en kold og kynisk overgang fra den bløde decemberhygge med stearinlys og varm te og røde reklameaviser til udsalg, tilbudsbroccoli, rygestop, selvpineri og rudekuverter. Mit eneste nytårsforsæt er ikke at hoppe på den. Min januar bliver ligeså hyggelig som december. Bare med markant færre æbleskiver, for dem er jeg blevet ret træt af.

En af Norwegians smukke Dreamlinere. Som jeg skal flyve hjem på. Woh!

En af Norwegians smukke Dreamlinere. Som jeg skal flyve hjem på. Woh!

Hvad jeg til gengæld helt sikkert vil, er at køre det som tema her på bloggen i januar. Det nye blogtema hedder Team Januar og handler om julefri januarhygge, hippie-fri sjælepleje og at give fingeren til hysterisk puritansk tankegang. Jeg håber du vil følge med, og måske endda blive inspireret til at gøre januar – og februar! – til andet end uger, der bare skal overstås mens vi venter på forår.

Nu vil jeg starte det Nye År med at sætte mig ind i en stor flyvemaskine og drage hjem til Danmark. En perfekt start på året, hvis du spørger mig. Må 2017 bringe flere rejser og flere flyveture! Og det ved jeg den kommer til at gøre, for jeg har allerede booket de tre første eventyr. Jeg skal blandt andet flyve fra Riga til Amsterdam i en helt ny splinterny flytype, Bombardier CS300, der pt. kun flyves af Air Baltic. Go Team Januar! Og Godt Nytår.