Archive | december 2016

Flyet med Den Røde Tud

Cessna Citation Mustang - et meget lille fly.

Cessna Citation Mustang – meget lille fly.

Der er grå fly
og blå fly
og helt bittesmå fly

Fragtflyet VP-BIM er en Boeing 747 - den originale jumbojet.

Boeing 747 – meget stort fly

Jetfly
og pletfly
og store tykke spækfly

OY-RUR fra Danish Air Transport, knipset i Københavns Lufthavn.

Rudolf!

Men den allerstørste skat
det er Rudolf, der er en DAT!

Kender I den om Rudolf
Rudolf med den røde tud
Fløj rundt i hele verden
For at dele gaver ud

Alle de fede rensdyr
De var gået på pension
Julemanden var doven
Droppede sit livs mission

Ingen delte gaver ud!
Det var et værre rod
Rudolf måtte finde vej
Nu har han gaver med til dig

Han fløj i mange timer
Ganske næsten uden at kny
Og det er ganske sikkert:
Julemanden er et fly!

At rejse (alene): Selvforsvar mod lommetyve

Zürich. En sikker by.

Zürich. En sikker by.

Skriblerier om sikkerhed og lommetyve kan være lidt af en balancegang. Det er vigtigt at være informeret og tage sine forholdsregler, men samtidig er det noget af det mest paranoia-inducerende man kan læse. Pludselig er man overbevist om at tyvebander og svindlere ligger på lur bag hvert gadehjørne, klar til at tackle enhver nyankommen turist. Og sådan er virkeligheden naturligvis ikke. Langt de fleste rejser rundt uden andre problemer end besværet med at finde en ordentlig kop kaffe.

Men mange kommer også hjem en pung, mobiltelefon eller et pas fattigere og en sur erfaring rigere. Der er selvfølgelig ingen 100% sikker metode, men med nogle simple forholdsregler kan man begrænse risikoen for at blive bestjålet. Og man kan sørge for at skaden ikke bliver så stor, skulle uheldet alligevel være ude. Jeg har min egen lille sikkerhedsrutine, og måske kan du blive inspireret.

Jeg rejser mest i Europa, så det er rimelig low-key. Skal du til meget eksotiske destinationer, kan der være flere/andre forholdsregler, og så er google din bedste ven. Og nu, tips:

– Begræns den mulige skade.

Jeg fordeler altid mine værdier, så jeg ikke er helt på røven hvis min pung (eller hele tasken) skulle “forsvinde”. Jeg medbringer forskellige betalingskort til forskellige konti. Hvis det ene bliver neglet fra min taske, så har jeg backup enten i en aflåst kuffert, en lukket inderlomme eller et pengebælte under tøjet. Det samme gælder kontanter. Jeg har kun få kontanter på mig. I det hele taget sørger jeg for at det ikke vil være en kæmpe katastrofe, hvis jeg skulle få stjålet min taske. Den indeholder kun mit lommekamera (som kan erstattes), indkøbsnet, snacks og en pung med få kontanter og et enkelt kort. Mobiltelefonen kan jeg også finde på at putte derned. Den vil det være megarøv at miste, men ikke decideret katastrofalt. Jeg har backup af alt “i skyen”.

– Brug en egnet taske.

Jeg foretrækker en skuldertaske, der bæres på skrå over brystet – ikke hængende fra én skulder – og som kan lukkes med lynlås, og som måske endda også har en flap, der lukkes med velcro eller spænder. I taskens indre er der små lommer med egen lynlås, hvor der kan ligge en pung og evt. en mobiltelefon. Den skal også helst være letvægts, for det kan være tungt at gå rundt med sådan en hængende i timevis hver dag. Jeg er altid på udkig efter Den Perfekte Rejseskuldertaske. Den må ikke være flashy, den skal være pæn og anvendelig, gerne mørk farve. Og den skal kunne bruges til hverdag herhjemme også. Jeg har tidligere brugt en Kipling skuldertaske, de har altid så dejligt mange lommer, og er helt normale og populære hverdagstasker.
Lige nu bruger jeg en sort PacSafe Citysafe CS100, der kan låses. Det er en dejlig diskret taske, der ikke skriger “turist!” som den slags “sikkerhedstasker” ellers godt kan gøre, og den vejer ingenting. Men “tyverisikret” eller ej, jeg putter stadig ikke uerstattelige værdier i tasken.

Hvis jeg rejser med mit store fede læs af et Nikon D750 kamera med dertilhørende objektiver, så bruger jeg en lille rygsæk – det er for tungt til en skuldertaske. Det er også mere tricky at pille ud af tasken, selvfølgelig, og det er forsikret, hvis nu uheldet skulle være ude. Jeg bruger en sort PacSafe Metrosafe LS350. Det er en meget diskret lille flad rygsæk og jeg putter ikke andet end kameraet i. Ikke at der er meget plads tilovers.

– Se normal ud.

Måske en udfordring for nogen, undertegnede ikke undtaget, men der er mening med galskaben. Hvis du har været ude at rejse, eller måske bare taget dig en gåtur i centrum af en større dansk by i turistsæsonen, så har du måske lagt mærke til folk iført Turistuniformen. Ekstremt afslappet eller ekstremt praktisk outfit. Ikke at der er noget galt med det, men man er et åbenlyst mål for lange fingre, når man ligner en turist, og det vil man måske gerne undvære. Så jeg går i mit almindelige tøj, altså det i den pænere ende. Ligesom herhjemme. I nogle storbyer er det kotyme at være temmelig chic, og så kan jeg godt finde på at sætte håret lidt pænere end normalt, men ellers er det vigtigste at man virker selvsikker.

Jeg er blevet ret god til det. Måske FOR god, for jeg bliver ofte stoppet på gaden af folk, der spørger om vej. Den var helt gal i Bruxelles, så jeg anså mig selv som værende grundigt integreret. I mit almindelige tøj.

– Beskyt dit pas.

Det fleste ting kan erstattes igen, men der er én ting jeg er super duper hysterisk med: Mit pas. Det er den eneste danske legitimation, der er gyldig i udlandet. Intet pas = ingen rejse. Og jeg har ikke lyst til at bruge tre dage på den danske ambassade for at erstatte et stjålet pas, når jeg kunne være ude og gramse på en eller anden gotisk kirke.

Så derfor: Jeg beskytter mit pas som var det Den Hellige Gral. Jeg lader det ikke ligge i en taske, yderlomme eller rygsæk. I nogle lande kan man efterlade det på hotellet i en aflåst kuffert eller et pengeskab, i andre lande er det lovpligtigt at have det på sig hele tiden. Jeg bruger lidt forskellige metoder, alt efter årstid og land. En lukket inderlomme i en lukket jakke er en god ide. Skal jeg på cafe, så sætter jeg mig på jakken og forsøger at undlade at fise alt for meget på mit stakkels pas. Pengebælte/pengekat under tøjet duer også, men kan være lidt ukomfortabelt i det lange løb. Det kan dog godt svare sig hvis man har hænderne fulde af kuffert eller befinder sig i en af lommetyvenes højborge (Barcelona, Rom, ect).
Og er jeg nødt til at have det i min taske, så er det i en lomme, der er et helvede et åbne. F.eks har jeg en taske, hvor flappen kan lynes op til et rum, der går ned langs bagsiden af tasken. Der kan passet snildt ligge, og så har jeg hele tiden en let hånd på tasken.
Man kan få mange snedige hemmelige lommer og gemmesteder. Prøv at google “anti-theft travel gear”, så skal du bare se hvor mange penge man kan tjene på folks paranoia. Det er endda muligt at købe en lille pung, der kan klipses på BH’en… måske skulle jeg designe noget travel gear! Der er tydeligvis et marked.

Hvis jeg er dygtig og husker det, så har jeg også to pasfoto med. Dem skal man bruge for at få et nødpas, hvis nu uheldet alligevel er ude, og så slipper jeg da for at løbe rundt efter en fotoautomat i udlandet.

– Tag en slapper

Jeg har slæbt mig selv rundt i Europa, USA og endda Kina (hvor man ALTID ligner en turist), og den eneste gang, jeg har fået stjålet noget, var i Prag i 1995, da jeg lod min rygsæk stå pivåben mens jeg kiggede væk. Du er formentlig markant klogere end jeg var som 14-årig. Jeg har opdaget et par forsøg. En hånd i min lomme i den parisiske metro og en håndtaske, der pludselig var blevet åbnet efter en gåtur gennem en tyk menneskemængde. Men fordi jeg havde taget mine forholdsregler, var der ikke noget at stjæle.

Lommetyve er ikke farlige, de er bare skideirriterende. De går efter de lette ofre. Dem, der hænger deres jakke på stolen med pungen i lommen og lægger deres mobiltelefon på bordet i caféen og har en taske, der ikke kan lukkes og lægger pungen i baglommen. Lad være med at være sådan en, fordel dine værdier, gem dit pas, og nyd så ferien.

At rejse alene: Sif spiser sig gennem (og anbefaler) Bruxelles

Grand-Place i solnedgang

Grand-Place i solnedgang

Egentlig havde jeg store planer om daglig blogning fra mine tre overnatninger i Bruxelles, men jeg har ikke lavet så meget andet end at æde, æde lidt mere, glo på gotiske kirker (oh himmel), æde, glo på gamle huse, æde og til sidst spiste jeg også lige en belgisk vaffel.

Hver dag ville bare have været en menu og et billede af en eller anden gammel bygning.

Bruxelles er måske mest en by man forbinder med EU og støv, men hvis man lige gider sætte sig på et fly og tage derned vil man se at det er et ganske uberettiget rygte. Det er en af mine absolutte favoritbyer. En blanding mellem gamle dages storprægtighed som rig handelsby, royalt hovedsæde og nutidens knap så prægtige status med faldefærdige gamle bygninger side om side med velbevarede 1700-tals barokvidundere og store brede boulevarder og et kongeslot, hvor der ikke bor nogen og helt almindelige beboelseskvarterer.

Det er centrum, der er noget ved, og Bruxelles er en by, der nemt kan klares til fods – medmindre man vil ud og se EU kvarteret og Atomium, men det vil jeg ikke, så den eneste form for offentlig transport, jeg har benyttet mig af i Bruxelles, er toget ud til lufthavnen. Resten klarede futskoene.

Belgien er, som nogen måske ved, et tosproget land. Eller det vil sige, det er delt i Flandern og Wallonien og i Flandern taler man hollandsk og i Vallonien taler man fransk. De to delstater har notorisk svært ved at blive enige om noget som helst, og derfor var Belgien efter valget i 2010 hele 589 dage om rent faktisk at få dannet sig en regering.
Bruxelles er en tosproget by, selvom den ligger i Flandern. I praksis er det fransk, man taler, men al skiltning er både på fransk og hollandsk. Det skal man dog ikke bekymre sig så meget om, for langt de fleste taler aldeles glimrende engelsk, helt uden at brokke sig over det.

En kælder fra den ældste del af Coudenberg, ca år 1200.

En kælder under den daværende hovedbygning, den ældste del af Coudenberg, ca år 1200.

Byen sejler i middelalder- og renæssancehistorie, men ikke på den nuttede eller romantiske måde som man ser det i Brugge eller Gent. Man skal grave lidt. F.eks. helt ned under jorden, hvor man kan vandre i ruinerne af et gammelt middelalderslot. Coudenberg. Det blev jævnet med jorden i 1700-tallet og det nye royale kompleks blev bygget ovenpå dele af det. Her kan man vandre som en anden viktoriansk eventyrer, i underjordiske udgravninger. Meget af det er gammel kælder, eftersom man brugte bygningernes gamle fundament til at bygge ovenpå igen. For eksempel er der virkelig mange latrinhuller. Man kan også gå på et stykke gammel gade fra middelalderen, Rue Isabelle. Den ligger dernede under jorden, med brosten og hele molevitten. Så fab altså.

Coudenberg. Gulvet er de grå sten til højre.

Coudenberg. Gulvet er de grå sten til højre.

Men en af de ting, der begejstrede mig allermest, var dette gulv. Det er gulvet fra den gamle festsal. Det kollapsede direkte ned i køkkenet nedenunder, og så byggede man da bare det nye hus ovenpå murstensbunkerne. Lige der følte jeg lidt at jeg stod midt i vraget af Titanic, the Castle Edition. En af de ting, jeg elsker ved gamle huse (og gammelt dims generelt), er tanken om de mennesker, der har brugt tid på at bygge, skære og snitte og hugge og forme og polere og male og støbe. Og de mennesker, der efterfølgende har gået, sovet, lavet mad, knaldet stuepigen, lagt planer og levet livet i disse huse. I arkæologiske udgravninger er det så meget stærkere, fordi der ikke er nogen, der har haft mulighed for at lægge deres egen historie ovenpå i mellemtiden. Ingen har gået på gulvene eller sat nye ruder i eller skiftet taget, fordi teglstenene blæste af. Og sidst man så dette gulv, blev det brugt til at beværte gæster i 1700-tallet. Det er ikke engang blevet nænsomt restaureret. Et direkte link til fortiden.

Jeg faldt lidt i staver over hvor awesome det var.

Coudenberg
Place des Palais 7
1000 Bruxelles

Entré: €7

Det er samme indgang som til Musée Belvue, og man kan købe en kombi billet, hvis man vil se begge dele.

Grand-Place/Grote Markt i solnedgang og juleglans.

Grand-Place/Grote Markt i solnedgang og juleglans.

Der er selvfølgelig også de noget mere åbenlyse tegn på tidligere tiders pomp og pragt. Grand-Place er nok den mest berømte. Lidt ligesom det altid er Nyhavn, der bliver brugt som tillokkende (og lettere vildledende) Københavnerturistbrochurebillede, så er det Grand-Place, der er det absolut store tilløbsstykke i Bruxelles. Ikke at det er så mærkeligt, for den er virkelig smuk. Det store sengotiske rådhus alene, er nok til at gøre mig blød i mine små ben, og resten af pladsen er omkranset af nogle meget berømte og smukke barokbygninger, opført i 1700-tallet af de forskellige håndværkerlav i byen. De var tydeligvis meget rige.

Cathédrale des Sts Michel et Gudule

Cathédrale des Sts Michel et Gudule

Katedralen må man heller ikke glemme. Den er ganske brilliant og meget meget gotisk. Præcis som jeg kan lide dem. Der bimles med ægte kirkeklokker, og hver hele time lyder der skøn musik, efterfulgt af timeslag. Det skal man unde sig selv at høre, og det kan endog være svært at undgå, for katedralen ligger på en bakketop og larmer ud over den ganske bydel.

Notre-Dame du Sablon

Notre-Dame du Sablon

Place du Grand Sablon er en anden, og velsmagende, del af byen. Her ligger en prægtig gotisk kirke, Notre-Dame du Sablon, en af mine personlige favoritter hvad den slags angår. Den er ikke så stor, men dengang i middelalderen blev den bygget og ejet af nogle rige mennesker fra byens bueskyttelav, så den er ganske overdådig. Der knytter sig en legende til kirken, der omhandler en kvinde, en båd og Jomfru Maria. Derfor er der overalt i kirken figurer og billeder af armbrøster, samt en båd med Maria, kvinden og hendes mand. Dem kan man få meget tid til at gå med at finde.

Udover kirken ligger her også en smuk samling af det bedste belgiske chokolade der findes at få. De mest kendte er Pierre Marcolini, Frederic Blondeel, Neuhaus, Godiva, Leonidas og Wittamer, plus et fransk indslag i form af Patrick Roger. Personligt er jeg stor fan af Marcolini og Blondeel, og synes de andre laver noget dødssyg chokolade, men skulle du befinde dig i nærheden, kan jeg kun anbefale at du selv smager og finder ud af hvad du synes om istedet for at lytte til hvad andre skriver. Meget belgisk fyldt chokolade er tungt og fyldigt, og der er jeg nok mere til den mere elegante stil hos de to favoritter. Prøv Marcolinis fyldte hjerter eller pralinés. Han laver også kager, men de får deres eget indlæg. I weekenden er Sablonpladsen vært for et antikmarked, og det kan godt være farligt hvis man er til den slags. Heldigvis var der ingen bøger.

Og ellers er det bare at vandre. Der er smukke kirker, der er en shoppinggade, der er grønne pletter og fine pladser, og det ligger sådan lidt spredt rundt omkring i bymidten.
Byen lider noget under problemfyldte forstæder. I forbindelse med de sidste par års terrorangreb i Frankrig, er bydelen Molenbeek flere gange dukket op som værende hjemsted for mangen en terrorspire, og Bruxelles har som bekendt også selv været udsat for et angreb i marts i år. Derfor vil man se bevæbnet militær og politi rundt omkring i byen. Det skal man ikke lade sig skræmme af, for de er der for at passe på os almindelige dødelige. Selve bymidten føles rar og sikker at være i. Der er en del tiggere og lommetyve, så pas på værdierne. Ligesom alle andre steder.

Der er også et kongeslot – det ligger lige ved indgangen til Coudenberg – og det gamle fiskemarked ved Place Sainte-Catherine og den smukke barokke Begijnhofkerk og den store Avenue Louise, hvor de dyre butikker ligger. Der er også en kæmpe synagoge, men det er som om den er permanent viklet ind i stilladser. Måske bliver de rent faktisk færdige med at restaurere den en dag – jeg glæder mig til at se hvordan den egentlig ser ud.

Alt i alt er Bruxelles et hit, og jeg vil endda kalde den nem for solorejsende individer. Men det er også en god by at dimse rundt med kæresten eller ægtefællen eller vennerne. Sommer, vinter, juletid. Belgien er altid nice. Og folk er helt utroligt venlige.

Og så laver de god øl.

Bruxelles, kort og praktisk:

SAS og Brussels flyver til Bruxelles Lufthavn (BRU) dagligt, og er generelt begge to dygtige til at lande i den rigtige lufthavn og alting. Der kører et direkte tog mellem lufthavnen og Bruxelles Centralstation flere gange i timen og det koster lige omkring €10, så hut jeg visker. Lufthavnen er hyggelig og med mange siddepladser, så snart man kommer ud i fingeren med alle gates. Det er en LANG finger med mange gates, og jeg brugte muligvis alt for meget tid på at køre frem og tilbage på de rullende fortove i den aftentomme lufthavn. Det var fab. Butikkerne er afsindigt dyre, så lad være med at satse på gaveshopping derude. Køb tingene i Bruxelles. Jeg har set ting, der i supermarkeder koster €3, gå for €9 i lufthavnen.

Man kan også flyve med Ryanair, omend det nok mest er for folk, der ikke er medlem af en dansk fagforening eller SF. Ryanair flyver til Charleroi, en lufthavn der ligger noget længere væk, så transporten er markant længere, og også dyrere. Der er ikke direkte tog til Charleroi. Jeg har ikke prøvet, så jeg ved ikke hvor snappy det er.

– Engelsk tales flittigt, men ellers er Bruxelles fransktalende, så det kan man også give sig i kast med, hvis man er god til det.

– Jeg anbefaler at være snedig og bosætte sig ved bymidten eller Sablonpladsen. Bruxelles er i høj grad en vandre-by, og det er rart at kunne vandre direkte ud i al pænheden. EU-kvarteret er også medvirkende til at der er stor hotelkapacitet. Det betyder man kan score sig nogle billige ferielejligheder, overraskende nok, i sommerferien. Og når EU med jævne mellemrum flytter forretningen til Strasbourg, kan man også få sig nogle gode hotelpriser.

– Fritter må man have. Spis fritter fra en bod, hvor der dufter sådan lidt af oksekødssuppe. Det betyder at de koger fritterne i oksetælle, og det giver nogle afsindigt gode kartoffelpinde. Der er ikke så mange, der bruger det længere (tak for ingenting, sundhedsrøvhuller), men brug din næse, og ellers så spørg, hvis du vil prøve ægte muhkofritter. Google kan også hjælpe. Sauce cocktail er min favoritdyppelse.

– Man kan købe belgiske vafler overalt, ofte totalt overlæssede med flødeskum, chokoladesauce, frugt og is. Man kan også få dem kuns med sukker. Gaufres de Liège er de tunge, gærhævede vafler, mens gaufres de Bruxelles er lette og luftige. Hvad man bedst kan lide, må man selv finde ud af. Og Bruxelles er et glimrende sted at prøve.

– Chokolade er en ting. Som skrevet er Pierre Marcolini min favorit. Prøv hans hjerter eller pralinés. Det er så man græder lidt af glæde. Frederic Blondeel er også et lille geni, og man skal gå ind og spise isdessert på hans salon du thé. Der serveres varm chokolade på hardcore manér: Uden anden tilsat sukker, end den, der er i chokoladen. Det er intens kost. Lidt for stærk til mig.

Skulle man ønske at se andre dele af Belgien, så er Bruxelles aldeles glimrende forbundet med alle de store byer. Antwerpen, Brugge og Gent er alle byer, der står på min liste.

Måske næste gang…