Postkort fra New York, 2

5th Avenue og ikoniske gule taxier i morgenlys.

5th Avenue og ikoniske gule taxier i morgenlys.

Kære Tante Ulla

New York City er i sandhed en stor og spændende by, selv hvis man holder sig til Manhatten. Fra brede, polerede 5th Avenue, hvor skyskrabere står side om side med dyre butikker, Empire State building og Rockefeller Center, over hipsterbefængte Chelsea med de gamle huse, det fantastiske madmarked og mange træer, til travle, smalle, slidte Chinatown, hvor man kan købe dampede boller til man skammer sig. Her er noget for enhver smag, og som den ægte verdensborger jeg er, kan jeg lide det hele.

Man kan sidde på sådan en lille tribune, der er sat op på Times Square. Man skal bare lige tjekke om nogen har spildt noget før man sætter sig.

Man kan sidde på sådan en lille tribune, der er sat op på Times Square. Man skal bare lige tjekke om nogen har spildt noget før man sætter sig.

Måske lige bortset fra Times Square, der er fyldt med idioter, der tror at det er smart at stoppe op midt på gaden og tage billeder. Jeg boede på det øverste hjørne af Times Square, og til tider var den så proppet med mennesker, at det var hurtigere at tage metroen ét stop fra toppen til bunden end at gå de 500 meter tværs over Times Square. Man blev også markant mindre hidsig af det. Til gengæld er pladsen også ganske spektakulær med sine mange lysreklamer og natåbne butikker. Det er nu meget sjovt at shoppe kl 1 om natten.

New York Stock Exchange

New York Stock Exchange

Et af de spændende områder er Financial District og Wall Street. Det er måske mest spændende, hvis man interesserer sig for Wall Streets historie og har læst bunker af bøger om virksomhederne i et anfald af nysgerrighed. Som jeg f.eks har. Området er hurtigt set, men man skal selvfølgelig lige glo på Børsen og have sig en latte på Starbucks, hvor unge upcoming finansjakkesæt henter kaffe til kollegerne mens de ivrigt tjekker deres telefon. Aldrig så jeg så mangen en guldfarvet iPhone.

Well. Ikke siden jeg var i Beijing, i alt fald.

Charging Bull, hedder den

Charging Bull, hedder den

Der står et træ i Skivum krat en statue af en tyr i Bowling Green Park, og man skal gramse den på bollerne for økonomisk held. Resultatet er at man kan observere den ene turist efter den anden stå og rage kræet mellem benene, mens deres familie og venner ivrigt tager billeder. Lige til farmors julekort.

Det vil sikkert glæde dig at høre at jeg modstod fristelsen til at engagere mig i usømmelig omgang med bronzeskulpturer.

En meget orange Staten Island Ferry.

En meget orange Staten Island Ferry.

Hvis man føler for det, kan man tage sig en sejltur med de orange færger til Staten Island. Det er der mange, der gør, for det er gratis, og man sejler direkte forbi Ellis Island og Frihedsgudinden. For mig, der er forholdsvis besat af den store europæiske emigration fra midten af 1800- og frem til starten af 1900-tallet, var det en stor oplevelse at se lige præcis den ø (altså Ellis Island), hvortil alle emigranter måtte lade sig registrere og undersøge, før det blev besluttet om de skulle lukkes ind i Den Nye Verden, hvor lykken ventede. De mange historier om modige, håbefulde mennesker taler til mit eventyrlystne hjerte.

Frihedsgudinden - Lady Liberty.

Frihedsgudinden – Lady Liberty.

Man skal stå i højre side af sejlretningen mod Staten Island, for at se Den Grønne Dame. Og i venstre side når man sejler retur – naturligvis. Man er ikke den eneste, der har fået denne brilliante ide, så det kan betale sig at gå direkte op på dækket.

Brooklyn Bridge, Manhattan Bridge - og en båd.

Brooklyn Bridge, Manhattan Bridge – og en båd.

Den heftige emigration har sat sine tydelige spor i hele New York. F.eks Brooklyn Bridge, der nok må siges at være temmelig ikonisk. Den nygotiske hængefætter er fra 1883, og det er meget gammelt og endda ældre end den ost, der ligger i en skuffe i mit køleskab.
Da Brooklyn Bridge blev bygget, var det den første landfaste forbindelse mellem Manhattan og Brooklyn. Før måtte man pænt sejle med færgen over East River, hvis man skulle besøge Tante Dorothea på den anden side af vandet. Men nu kunne man spadsere, eller køre, og det var vel nok en fryd. Folk flokkedes om dette nye vidunder. Det var imidlertid slet ikke nok med én bro. Indbyggertallet boomede voldsomt under Den Store Emigration. I 1850 var der knap 700.000 indbyggere. I 1860 var det steget til 1.7 mio og i 1910 4,7 mio New Yorkere. Det er ret mange på knap så meget plads, så man fik snapt bygget nogle flere, heriblandt Third Avenue Bridge i 1898 og Williamsburg Bridge i 1903.

I 1909 fik Brooklyn Bridge en ny bedste ven – Manhattan Bridge. De er så søde sammen.

Frokostpause, egernstyle.

Frokostpause, egernstyle.

Man må heller ej glemme Central Park. Det er en kæmpekæmpestor park lige midt på Manhattan. Her kan man se mange egern.

Den var måske endog lige velnæret nok, den lilla fjerpony.

Den var måske endog lige velnæret nok, den lilla fjerpony.

Man kan også køre i hestevogn. Det koster ca. lige så meget som at flyve til New York, så jeg modstod fristelsen. Men de er søde, med deres fjer i hatten. Det glædede mig iøvrigt meget at alle hestene så velplejede ud og havde velholdt seletøj, der passede og adgang til vand ved ventepladsen. Det er ikke alle turistheste forundt at være passet godt på, og man skal aldrig støtte kuske med tynde eller pjevsede dyr.

Hvis man går langt nok op gennem Central Park, og iøvrigt holder sig i den rigtige side, vil man støde på American Museum of Natural History, og der skal man gå ind, for det er en oplevelse af de helt, helt store. Det koster $22 at komme ind. Godtnok er det en donation, det vil sige at man strengt taget kan meddele manden i billetlugen at man kun vil betale f.eks $5, men det ville være enormt dårlig stil. Hvis man har råd til at rejse til New York, så har man også råd til at betale den fulde billetpris. Så er der også bedre plads i deres økonomi til at mindrebemidlede lokale børn, og ikke mindst skoler, kan komme ind og få en dosis videnskab til en billigere penge.

Thomsons gazeller på American Museum of Natural History

Thomsons gazeller på American Museum of Natural History

De har nogle afsindigt dygtige konservatorer på det museum, og udstillingerne er fantastisk smukke. Hvis man går ind i The Milstein Family Hall of Ocean Life, kan man blandt andet se en model af en blåhval – i 1:1. Den er STOR. Og der er dinoknogler og fossiler og ting om rummet og planeter og træer og en million andre ting. Jeg var nødt til at sortere hardcore, ellers ville jeg gå helt kold.

Et lukket økosystem.

Et lukket økosystem.

Men det var denne kugle, der var museets absolut mest imponerende udstyrstykke. Det er et lukket økosystem. 100% selvforsynende – det tilføres hverken ilt eller næring. Det består af vand, planter og en masse bittesmå rejer og mikroorganismer, der dimser rundt i vandet. Som i den virkelige verden stammer energien fra planternes fotosyntese, omdannelse af solens lys til næringsstoffer, som både planter og dyr kan leve af. Og når de dør, frigiver de atter næring, der genbruges i det lille system, igen og igen. Ligesom i Løvernes Konge, hvor løverne bliver til græs, som gazellerne spiser indtil de bliver spist af løverne, bare med markant færre gazeller og græs og løver.
Sådan et system kan holde i årevis, og jeg synes det er vildt fascinerende.

The Phantom of the Opera i pausen.

The Phantom of the Opera (i pausen).

Broadway må man heller ikke glemme. Man kan se alt på Broadway, medmindre det er aflyst. Derfor har jeg ikke set Finding Neverland som det ellers var planen. Til gengæld har jeg set Cats og tudet ganske meget under en storslået afsyngning af Memory. Og jeg så The Phantom of The Opera, som jeg elsker ganske højt, og måske endda mest af alle musicials. Mere end Les Miserables, og det er meget. Jeg tror at All I Ask Of You er den mest romantiske sang, der nogensinde er blevet skrevet, omend det ikke er mig, man skal høre på hvad den slags angår. Min yndlingsfilm er stadig Titanic.

Apropos Titanic (skibet, ikke filmen) så er det en anden af Mine Store Besættelser. Drama! Historie! Sejlskib! Den Store Emigration! Det er Hele Pakken. Desværre nåede jeg ikke ned på Pier 54, den gamle kaj, hvor Cunard og White Star Lines lagde til med deres store Amerikadampere. Det var her, skibet Carpathia ankom med 705 af de overlevende fra Titanic, som de havde fisket op ude på Atlanterhavet. Ikke at der er så meget at se dernede, for det er en gammel, rusten omgang, der er ved at synke i havet. Men jeg elsker ruiner, så jeg skal nå det næste gang, inden de river det ned.

Som du nok kan høre er her nok at se til, mange kilometer at gå på sine ben og mange donuts at spise. Mere om det i næste postkort.

Mange hilsener
Din Onkel Rejsende Mac Sif

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *