At rejse alene: Sif skriver langt blogindlæg om Paris

Notre-Dame de Paris, detalje.

Notre-Dame de Paris, detalje.

Okay, indrømmet – Paris var ikke den første by, der poppede op på min indre lystavle, da jeg skulle udvælge de bedste begynderbyer for den ensomme vandringsmand, M/K. Det er en stor og travl by, der kræver lidt forberedelse, hvis man skal have det bedste ud af den. Men det var også en af de første byer, jeg besøgte alene, helt uden at mestre andet fransk end “bonjour” og “s’il vous plaît”. Jeg havde selvfølgelig den fordel, at det ikke var mit første besøg i byen, men 15 år er lang tid, og der var store områder af byen, jeg aldrig havde set. Med andre ord: jeg var totalt klar til eventyr i storby, jeg ikke kunne huske så meget af.

For en person med mine interesser (historie, kirker, middelalder, KAGE) er Paris nærmest den ultimative pakke. Alligevel har jeg sådan et mærkeligt had/kærlighedsforhold til byen. Det er verdens mest besøgte by – alligevel bliver der ikke sagt ét ord på engelsk, når metroen pludselig går i stå og lyset går, dybt nede under jorden. Det er verdens mest besøgte by, og ingen i informationen på Gare Montparnasse kan tale et ord engelsk. Det er verdens mest besøgte by, og store dele af Louvre er udelukkende skiltet på fransk. Jeg har mere end én gang været ude for sikkerhedspersonale i lufthavnen, der knap kan føre en samtale på engelsk, når min BH bipper i metaldetektoren. Seriøst, i lufthavnen? Og så alle de forbandede lufthavnsstrejker. HVORFOR, FRANKRIG?!

Ahem.

Marie Antoinette fra Carl Marletti

Marie Antoinette fra Carl Marletti

Nå, men jeg ender altid med at tage tilbage efter et års boycut fordi, well, det er Paris og jeg savner Notre Dame og kagerne fra Carl Marletti. Og fordi den menige franskmand som regel er flink og rar og fordi ikke-offentligt ansatte godt ved at en lille smule engelsk er en god ide, hvis man gerne vil tjene penge på turister. Det er sjældent et problem at klare sig med engelsk, man skal bare huske den Gyldne Regel:

Husk at sige “bonjour”, når du træder ind i en forretning og får øjenkontakt med en ansat. Hvis det er et stormagasin eller et museum, så er det ved kassen eller i billetlugen, der skal siges bonjour. Det er nærmest sådan en grundpille i det franske samfund, og hvis man glemmer det, så kan man godt regne med at få sig en dårlig oplevelse, eller i det mindste en sur ekspedient, der lader som om hun ikke forstår hvad man siger.
Jeg har fået lært mig en (meget lille) bid fransk, hvilket har gjort tingene nemmere – især fordi det altid er mig, der bliver spurgt om vej, når jeg er i Frankrig. Jeg må se meget hjemmevant ud. I virkeligheden er det bare fordi jeg går rundt i kronisk fransk sukkerkoma, og så ser man altid afslappet og upåvirket ud.

Ikke så meget varme i januar.

Ikke så meget varme i januar.

Selvom franskmænd har ry for at være nogle sure snobber, så er det nok det land, hvor jeg er blevet modtaget med mest varme. Jeg har fået sveskeforedrag på børnehavefransk (så jeg kunne følge med) af entusiastisk sveskesælgerdame. Jeg har fået små fransklektioner af butiksejere og museumspersonale og tjenere, så jeg kunne bestille to kugler is og købe en billet og bede om et glas vin. Jeg er blevet guidet gennem billetautomaten i den parisiske metro af nogle unge fyre, der mest af alt lignede nogen, der skræmte gamle damer i fritiden. Indrømmet, frekvensen af den type oplevelser er større i franske byer, der ikke er Paris, men sådan er det med storbyer.
Jeg har selvfølgelig også mødt idioterne, der opfører sig som det er en personlig fornærmelse at jeg lige vælger at handle i deres butik, men den type har jeg mødt de fleste steder. Pånær i Bergen og Beijing.

Hvis du planlægger en tur til Paris og googler lidt rundt, vil du sikkert støde på en masse råd omkring påklædning. De går altid ud på at man skal klæde sig som en franskmand, ellers så *gisp* kan folk se at man er en turist! ÅH NEJ EN TURIST. Det er som regel noget med at man skal gå i sort, gå med halstørklæde, aldrig gå i jeans og aldrig gå i tennissko. Lad være med at stresse over det. Gå i dit almindelige tøj, du skal ikke assimileres. Jeg går i vandresko, fordi jeg godt kan lide mine fødder, og himlen er endnu ikke faldet ned i hovedet på mig. Til gengæld er der nogle fordele ved ikke at se alt for turistet ud, men det har mere noget med lommetyve at gøre. I så fald er det smart at droppe joggingsættet, de hvide tennissko og mavebæltet. Ikke at det er en beklædning jeg ofte ser danskere i…

I det hele taget er Paris en destination, der inspirerer mangen en drøm og er katalysator for en hel del frankofilt hysteri. Man kunne nok tåle at tage en slap-af-pille og bare nyde turen.

Blink blink!

Blink blink!

Men hvad skal man så lave, nede i Byernes By? Du kan:

– se alle de oplagte turistattraktioner. For det første er der masser af smukke kirker. Saint-Germain-des-Pres, Saint Sulpice, Madeleine, Saint-Denis (ligger ikke i centrum), og en hel masse andre. Notre Dame, den kæmpestore katedral, er meget, meget smuk og meget gratis at komme ind i. Og meget overrendt. Tag derind tidligt, kl 8 om morgenen. Så er der mest roligt.
Eiffeltårnet er også ret imponerende, omend det er noget overvurderet at betale for at komme op i det. Bare kig på det. Efter solnedgang er der lysshow hver time, det er ret fedt. Louvre og Tuilerierne, den fine have der hører til. Der kan man spadsere sig en tur. Gå en tur langs Les Grand Boulevards og glo på stormagasinerne. Det er især Boulevard Hausmann, der er god for shoppelysten. I det hele taget kan man gå sig nogle fede ture, især i 5. og 6. arrondissement.

– spise dig fed i kage. Man skal spise kage i Paris, for de har nogle afsindigt dygtige konditorer. Tjek mit blogindlæg om De Bedste Kager i Paris for tips. Og ellers køb det, der ser godt ud.
Smørbagte croissanter koster ingen penge, og de kan endda købes i supermarkederne, hvis der er en afdeling med frisk brød. Tjek ingredienslisten for beurre (smør) og hold dig fra dem, hvor der står huiles végétales (vegetabilsk fedtstof).

– gå på museum. Der ligger guld og venter. Sæt en dag af til Louvre, og lad være med at bruge hovedindgangen. Gå igennem det underjordiske indkøbscenter Carrousel du Louvre – der er direkte adgang fra metrostationen “Palais Royal – Musée du Louvre”, hvor linje 1 og 7 kører fra. Ellers er der en indgang på rue de Rivoli. Køb din billet i automaten og gå amok i malerier, skulpturer, sarkofager og meget andet godt. Kvaliteten er generelt høj på Louvre, højere end på mange andre store kunstmuseer. Den ægyptiske samling er ret sej, men Mona Lisa er lidt overvurderet. Du kan forlade museet og komme tilbage senere samme dag, hvis du trænger til lidt frisk luft.
Musée National du Moyen Âge (middelaldermuseet) er også et besøg værd, hvis man kan lide middelalder. Musée d’Orsay er meget berømt og fuld af (adr) impressionisme. Og ellers er det bare at google. Udvalget er stort.

– gå ned i katakomberne. Gys for alle pengene! Bunker af knogler. Ikke for de sarte.

– Tag ud til Versailles. Haverne er lidt kedelige, men selve slottet er awesome. Book en tur i kongens private fløj, den er ikke åben for turister og dermed heller ikke så crowded.

– Spis ost og baguettes og crepes til du segner.

– Brug tid på bare at gå rundt og glo. Vær spontan og ungdommelig. Tag billeder af alle broerne over Seinen. Eller af alle duerne, det kan man nok få noget tid til at gå med. Spis macarons på Madeleinekirkens trapper, tæl rytterstatuer (der er mange), gå på salon du thé, skriv pralende updates på facebook, gå på Naturhistorisk Museum og gys over den konserverede kyklop-kat og de mange montrer med dyreindvolde i Galerie de Paléontologie et d’Anatomie comparée. Spis mange croissanter. Gå meget bagefter.

Og alt muligt andet. Google er din ven, og Paris er nok en af de byer, der findes allermest online materiale om. Der er nok at lave og nok at finde ud af.

Praktiske links:

Paris by Train – guide til alt, der handler om offentlig transport i Paris. Der er endda en guide til billetautomaterne.

Paris Forum, Tripadvisor – et forum til folk, der går alt for meget op i Paris.

Parisinfo – det franske turistråds officielle hjemmeside med bl.a. en aldeles glimrende liste over museer.

Parisermåger

Parisermåger

Og med disse vise ord, vil jeg afslutte denne alt for lange artikel med et par praktiske tips, jeg gerne ville have kendt til, de første par gange jeg var afsted:

Sifs godeste Parisertips:

– rejs udenfor turistsæsonen. Paris er ikke sjov om sommeren. Det er dyrt, varmt, det er proppet, der er bunkevis af lommetyve og køer overalt. Rejs i oktober-april. November til februar er den absolutte lavsæson (juleugen og nytårsaften undtaget). April er en meget smuk måned, hvor ting er sprunget ud og grønne, og ikke helt så proppet som sommeren.

– hvis du lander i Charles de Gaulle lufthavnen kan du tage RER B ind til centrum. Alle togene på perronen kører til Paris, men hvis der står KARI eller KALI på skærmen ud for toget, er det lyntoget. Og det kan anbefales at man hopper på, for det stopper ikke i alle forstæderne nord for Paris. Husk at holde øje med din taske.

NB: Husk at gemme billetten, for når man kører i RER-togene, samt på visse ruter af Transilien togene, skal man bruge den for at komme ud igen. Skulle du stå i den situation at din billet ikke virker, når du vil forlade perronen, så er der to muligheder: Gå hen til informationsvinduet, der som regel er på større stationer, og sig at din billet ikke virker. De vil som regel bytte den eller åbne gaten for dig. Er der ingen infostand (eller er den lukket) så gå ej i panik. Som regel er der en “Aide Aux Voyageurs” knap ved gaten, som man kan trykke på og håbe at nogen taler engelsk. Alternativt kan du tage toget til en anden station, og håbe at du har bedre held med en bemandet infostand der. Og i yderste konsekvens kan du være nødsaget til at hoppe over gaten. Desperate situationer, og alt det der. Bare vær forberedt på at det kan koste en bøde.
Hele det her tåbelige RER system kombineret med nul engelsk information er en af de virkelig svage punkter i det parisiske maskineri. Jeg hader RER togene.
Man skal ikke bruge billet for at komme ud af metroen, det er kun RER og Transilien.

– Har du en stor kuffert, så tag en taxa. Metroen er et helvede, når man har stor kuffert, for der er kun trapper de fleste steder.
Følg skiltene til den officielle taxakø, ignorer mændene inde i ankomsthallen, der gerne vil have dig med i deres ulovlige pirattaxa. Skriv hotellets adresse ned på en seddel og giv den til chaufføren. Så skal han nok fræse dig ind til byen. Bliv ikke nervøs hvis han bander og svovler på fransk hele vejen ind, det er lidt en livsstil at være kronisk sur over at der er andre på vejene.

– Bosæt dig så centralt du har råd til. Jeg bor altid på dette her hotel, Hotel Paris France, som er helt og aldeles basic uden så meget som en elkedel. Men det ligger godt, personalet er venlige, og priserne er rigtig gode for Paris. Det er rigtig rart bare at kunne gå ud af døren og slentre ned ad gaden i retning af de pæne ting, uden at skulle med Metro, hvis man ikke lige gider det den dag. Den er ellers nem at bruge, metroen, og kan spare mange kræfter. Tjek hvilket metrostop, der ligger tættest på dit hotel. Så kan du nemt komme hjem hvis fusserne begynder at strejke.

– Tag gode sko på. Man kan nemt rakke 15-20 km op når man går rundt i Paris, og det er bare så totalt nederen at få vabler. Jeg går altid i Meindl. ALTID. Også herhjemme. Også når jeg skal i teateret eller lignende. Jeg får aldrig nogensinde vabler i dem. Edit: Da mine sidste Meindl blev slidt op købte jeg et par Skechers Relaxed Fit med memory foam. Det er som at gå på en sky og de er noget smartere end vandreskoene.

– Pas på dumme lommetyve. De kan godt være et problem, nede i Paris. Det bedste værn er at gøre livet besværligt for dem. Hav dit pas i en inderlomme eller lad det blive på hotellet (i en aflåst kuffert eller lign) hvis du ikke skal bruge det den dag. Bær en lukket skuldertaske (lynlås+flap med velcro eller spænde), tag kun de kontanter du skal bruge, og hav et ekstra kreditkort liggende på hotellet. Lad ikke mobilen ligge i jakkelommen. Og husk at nyde ferien alligevel. Der er masser af historier på nettet omkring de gængse svindelnumre. Du kan google dem hvis du vil, men pas på ikke at skabe grobund for paranoia. De ligger ikke på lur for at rulle dig, det øjeblik du træder ud på gaden. Brug din sunde fornuft, og sørg for at have en Plan B til hvis uheldet alligevel er ude. Rejseforsikring, ja tak.

– Hold fast i din metrobillet til din rejse er slut og du har forladt stationen. Det koster €50 at blive snuppet uden billet, og de tjekker også folk, der er stået af toget. Så behold den.

– Undgå pariserselvsving. Det er en by, ikke en eventyrbog. Nyd turen, og husk at franskmænd også spiser på McDonalds.

4 thoughts on “At rejse alene: Sif skriver langt blogindlæg om Paris

  1. Tak for din beskrivelse af Paris, som jeg ikke synes er spor for langt, og i det hele taget tak for denne rejseserie.

Skriv et svar til Madam Sif Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.