At rejse alene: Men er det ikke farligt? (nej)

Place de la République er forvandlet til et mindesmærke over ofrene for angrebene i Paris.

Place de la République er forvandlet til et mindesmærke over ofrene for angrebene i Paris.

Sikkerhed er, naturligt nok, et spørgsmål, der ligger kommende verdensfarere meget på sinde. Filtreret gennem såkaldte lødige medier, kan verden virke som et decideret skræmmende sted.
Et af de mere ekstreme eksempler tilhører ikke overraskende amerikanske Fox News, der i kølvandet på Charlie Hebdo fik erklæret store dele af Paris for shariazoner, hvilket nok lige kom som noget af en overraskelse for de fleste. Især dem i Paris.
Fox News trak efterfølgende artiklen tilbage, og det var nok klogt, for skriftlige beviser på lav IQ skal man altid sørge for at destruere.

Hvilket strengt taget betyder at jeg burde slette min blog i en hulens fart. Det er jeg heldigvis slet ikke klog nok til.

Men altså. Generaliseringer og misforståelser trives. For at tage et klassisk eksempel, så har amerikanerne mange sære forestillinger om Europa. En dag kunne jeg f.eks. læse at europæere ikke går i shorts. Det var nyt for mig.
Europæerne, på den anden side, har lige så mange sære ideer om USA. Som regel noget med meget fastfood og kæmpe våben.
Den ene tror at den anden er mere farlig end den ene (vi ved selvfølgelig alle at Europa ER sikrest, ahem). Og sådan går det i ring.
I virkeligheden er verden knap så farlig som man skulle tro. Omvendt må man som forvænt sødmælksdansker, der bor i en af verdens meget sikre, kedelige og korruptionsfattige lande, ikke glemme at være lidt streetsmart og undersøge de lokale nuancer af kløgtig adfærd. Der er byer, hvor man ikke bør gå alt for meget i fodboldtøj, hvis der er kamp på stadion, og der er byer, hvor man skal lime sine penge fast til inderlommen, fordi lommetyvene er mange og har mad skillz. Der er byer, hvor man ikke bør praje en taxa på gaden og byer, hvor man ikke skal flashe sit nye Apple Watch. Sidstnævnte tæller blandt andet Vesterbro i København, hvor hipsterne enten vil spytte på det eller stjæle det.
Og så er der byer, hvor den største fare er at man falder i søvn midt på gågaden fordi der ikke sker en dyt. Man må finde sine personlige grænser, og starte der.

Beijing, en af de dejligste byer, jeg har sat mine flade andeplader i.

Beijing, en af de dejligste byer, jeg har sat mine flade andeplader i.

Når jeg overvejer at besøge en ny by, så er det første jeg gør, altid at tjekke rubrikken “Stay Safe” på Wikitravel.org. Der kan man som regel få et kort overblik over situationen og se om der er noget, der springer meget i øjnene. Særlige advarsler, bydele man skal holde sig fra, ting, man ikke skal gøre.

Bagefter tjekker jeg sider som Tripadvisor – de har nogle glimrende fora – rejseblogs, og ikke mindst Lonely Planet. Deres rejseguides er fantastiske, især hvis man skal besøge Et Land Langt Væk. Deres guide til Beijing gjorde meget for at berolige mig, da jeg havde seriøse nerver over et kommende ophold. For hvad skulle jeg forvente? Kunne jeg overhovedet finde ud af at være i Kina? Ville jeg dø af sult og fare vild og aldrig finde hjem igen? Men sikkerheden var jeg aldrig bekymret for, og det var det afgørende for mig. Jeg besøger generelt ikke lande, hvor rejsebøgerne skriver ting om høj risiko for væbnet røveri, farlige områder i centrum, udbredt korruption (der kan ramme turister) eller lignende skønherligheder. Det passer ligesom ikke ind i min indre risikoprofil, og det uanset om jeg rejser alene eller ej.

Paris er majet majet smuk om foråret.

Paris er majet majet smuk om foråret.

Ukendte steder vil som regel virke lidt mere farlige i folks hoveder, end områder, de har besøgt før. Især hvis det er meget langt væk hjemmefra, måske på et andet kontinent eller med en anderledes kultur. Frankrig er et godt eksempel. Det er verdens mest besøgte land, men de sidste to års terrorangreb har haft konsekvenser for turismen. Det er især rige personager fra Asien, USA og Golfstaterne, der bliver væk. Det betyder at man kan score sig nogle gode priser på luksushoteller lige nu, hvis det skulle have interesse. Pøblen rejser stadig til Paris, så de billige hoteller er som de plejer.

På Tripadvisors Paris-forum er der jævnligt spørgsmål om sikkerheden, især fra bekymrede amerikanere, og sjovt nok også mange fra Singapore, der aldrig har været i landet før. De får gerne et par nedladende svar, men jeg kan faktisk godt forstå dem. For hvordan skal de kunne vurdere sikkerhedssituationen i et land, de ikke kender? Når sensationalistiske medier udråber Paris til en by med shariazoner og optøjer i gaderne, så kan jeg godt forstå at man siger fuck det og tager til Italien istedet. Også selvom det er ganske ukorrekt.

Og så er der folk som mig, der tænker BILLIG FERIE! og straks booker en tur derned. Frankrig er nok det land, jeg har besøgt mest, og derfor var det ikke sådan rigtig grænseoverskridende at besøge Paris i undtagelsestilstand. Det var præcis som Paris plejer at være, bare med færre turister, en del synligt militær og taskeinspicerende vagter ved indgangene til alle stormagasiner og museer. Jeg kender byen og ved hvordan jeg kan komme hjem i en hulens fart, hvis det usandsynlige skulle ske og himlen falder ned.
I mine øjne er den største risiko ved Frankrig deres evindelige effing irriterende trang til at strejke så snart det er den forkerte kaffe, der bliver serveret i kantinen. Air France og flyvelederne og togpersonalet er de værste. Nogle af fagforeningerne er så røde og revolutionære at de får 3F til at ligne Liberal Alliances Ungdom, og de er ikke bange for at bruge dem. Så man skal altid booke et hotel, der kan afbestilles i tilfælde af at man rammer direkte ind i en flystrejke. Det er heldigvis endnu ikke sket for mig, men de har haft 14 flyvelederstrejker i 2016 alene, så det er værd at have med i baghovedet.

Omvendt ville jeg nok betakke mig, hvis det for eksempel var Rom, der pludselig blev udsat for sådan en byge af voldsomme angreb. Altså terroristangreb, ikke flyvelederstrejkerne. Hvorfor? Rom er en god og sikker by, med millionvis af turister hvert år, der som regel overlever og tager tilbage igen. Men jeg har aldrig besøgt Italien og kender ikke landet overhovedet. Jeg har ingen personlige erfaringer at trække på, jeg kender ikke det sande billede, og jeg ved ikke hvad jeg skal forvente. Der er en ekstra barriere af usikkerhed, som er min helt egen grænse. Så jeg kunne nok godt finde på at tænke at Sevilla i Spanien da også var en by jeg skulle se lige nu og istedet for, og sætte Rom bagest i køen. Omvendt ville andre tænke BILLIG FERIE! og fluks booke deres første tur nogensinde ever til Rom.

Sommerpaladset i Pushkin, Rusland.

Sommerpaladset ved Sankt Petersborg, Rusland

I sidste ende er rejser noget, der gerne skulle være en fornøjelse, en luksusting, man bruger til at forkæle sig selv lidt. Så find din grænse. Start blødt ud med noget nemt, måske endda med en by, du har været i før. Jeg kan anbefale Lübeck, Tallinn og Bergen, men det kommer der meget mere om i et kommende blogindlæg om Sifs Bedste Begynderbyer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *