Tema: At rejse (alene).

Højt at flyve! Billedet er fra min blog om fly.

Højt at flyve! Billedet er fra min blog om fly.

“Det ville jeg aldrig turde,” er den mest almindelige reaktion, når jeg fortæller om min hang til at rejse ud i den store verden helt alene. Som regel efterfulgt af: “Hvor er du modig/sej.”

Hvis jeg havde vidst at man kunne få så meget credit bare for at sætte sig op i et fly uden at kende de andre passagerer, så var jeg begyndt længe før.

I virkeligheden er jeg ikke særlig modig, men heldigvis er min eventyrlyst større end min frygt. Jeg bider stadig negle, når jeg skal afsted, men så snart jeg er ude af døren og på vej til lufthavnen forsvinder nerverne og erstattes med kontinuerlig afsyngning af On The Road Again, i Jydekompaniets version. Som så meget andet, følger den slags en rutine, og den sidder på rygraden nu.

En "koppe kaffe" i lufthavnen er en fast afrejsetradition. Hesten Bent bortkom senere på tragisk vis i sikkerhedskontrollen i Manchester.

En “koppe kaffe” i lufthavnen er en fast afrejsetradition. Hesten Bent bortkom senere på tragisk vis i sikkerhedskontrollen i Manchester.

Jeg har også lært vigtige ting om mig selv. For eksempel at jeg er ude af stand til at tænke rationelt, hvis jeg har lavt blodsukker. Jeg flyver som regel tidligt, hvilket betyder at jeg skal tidligt hjemmefra. Og så ryger morgenmaden på bekostning af rejsenerverne. Resultatet er forudsigeligt – jeg går arrigt rundt ude i lufthavnen, forbi alle spisestederne, mens jeg knurrer: DER ER IKKE NOGET MAD! Det står som regel på indtil jeg får nollet mig sammen til at købe noget af maden, der ikke er der, og vupti: Semirationelle Sif viser atter sit ansigt.
Det tog lige et par stressende flyveture at gennemskue den, men nu er jeg blevet god til at huske at spise, især hvis der ikke er servering ombord på flyet.

Jeg har også lært at jeg er totalt meget en problemknuser, der kan finde ud af mange ting, sådan helt alene, ude i den Store Verden. Oftest sker det på en lidt omvendt måde. For eksempel har jeg altid haft lidt af et kompleks over at gå på cafe eller restaurant alene. Ikke fordi jeg synes at det er pinligt at spise alene, men fordi der er så mange variabler. Skal man bestille ved bordet eller i baren? Skal man vente på at få anvist en plads? Hvor betaler man? Så neurotisk er jeg nemlig. Det var klart værst i lande med tydelig sprogbarriere (hvornår lærer I engelsk, Frankrig?), men det gælder også lettere tilgængelige etablissementer i f.eks Tyskland og USA.

Så for et par år siden befandt jeg mig i Sydvestfrankrig (Toulouse og Område), og havde hjemmefra besluttet at jeg VILLE spise ude. Og nu befandt jeg mig så på en dagstur til Agen. Jeg havde brugt et par timer på at savle over den smukke gamle gotiske katedral og den dertilhørende smukke (men lettere faldefærdige) gamle by. Og nu skulle jeg tisse. Meget! Det eneste offentlige toilet, jeg kunne finde, var i stykker. Agens gamle bymidte er ikke lige sådan et sted, hvor indkøbscentrene står i kø. Der var kun én ting at gøre: At gå på restaurant og spise frokost, så jeg kunne benytte deres dertil indrettede faciliteter. Jeg var ikke meget for det, men til sidst var jeg desperat.
Jeg hoppede med krydsede ben hen til nærmeste spisested, hvorefter alt løste sig på smukkeste vis. Tænk bare, det er jo nærmest nemt at se hvad man skal gøre når man først kommer ind. Tjeneren stod i døren, hun kunne ikke et pløk engelsk, men jeg fik mig et bord og en menu og en pegefinger i retning af toilettet. Oh sjælefryd! Og bagefter en diskret sejrsdans.

Friturestegt blæksprutte med five spice - et velsmagende rumvæsen.

Friturestegt blæksprutte med five spice – et velsmagende rumvæsen.

I sandhed en egopolering af rang, og en af de mest givende ting ved at rejse alene. Man opdager virkelig hvor mange ting, man er i stand til, især hvis man er sådan en neurotisk spade som jeg. Jeg fortsætter med at arbejde trofast på mine madbestillingskompetencer – min største triumf var da jeg købte blæksprutte på spid i Beijing. Belønningen var velsmagende.

Religieuse Rose Framboise.

Et sundt aftensmåltid i Paris

En anden åbenlys fordel ved at dyrke sin indre sologlobetrotter er, at man kan bruge AL tiden på at være super duper egoistisk. Også mere end man er til hverdag, hvor man diskret skærer det største stykke kage til sig selv eller drikker den sidste kaffe uden at spørge om andre vil have. Sådan rigtig ego. Flere DAGE, hvor man kun laver det man SELV vil. En hel dag på Louvre? No problemo. Fire kirker i træk? Jamen selvfølgelig. Kage til aftensmad? Why not! To timers togtur for at se (endnu) en oldgammel, faldefærdig katedral i en eller anden obskur fransk by? Afsted med mig, jeg skal ikke være hjemme til aftensmad.

At rejse alene er noget jeg prioriterer meget højt. Jeg pakker kufferten flere gange om året for at drage ud i den store verden. Og det er helt klart noget jeg synes flere burde prøve. Derfor erklærer jeg nu dette tema for åbent. Læs med de næste par uger og bliv inspireret til at se verden på egen hånd.

Eller fod.

6 thoughts on “Tema: At rejse (alene).

  1. Min første rejse uden for Europas grænser var alene – og så tilmed i to måneder! Det var tilbage dengang, jeg var 19… hvilket jo ikke er så længe siden *hosthost*. Det var så endda omme på den anden side af jorden uden mobil og med noget dårligere engelskkundskaber end i dag, men hey – jeg overlevede 🙂

    Så gik der et par år, og så fik jeg pludselig kæreste på (senere evolvet til gemal), og siden har jeg ikke rejst alene, da jeg godt kan lide at dele oplevelserne med ham. Nåja, og så hjælper det selvfølgelig også på det, at jeg må bestemme alle mad-relaterede ting, og at han er virkelig god til at finde vej (jeg kan derimod fare vild i en skotøjsæske).

    Jeg ville dog ikke være bange for at rejse alene igen – selvom jeg allerhelst vil rejse sammen med ham den høje.

    Og må jeg så – igen igen – lige nævne, at jeg elsker alle dine rejsebeskrivelser ♥

    • Du er en ægte globetrotter! Da jeg var 19 (for en uge siden, ca) skulle jeg ikke nyde noget af at rejse alene. Og jeg er helt enig i at det er skjønt at rejse med den bedre halvdel. Nogle ting er bare sjovere når man er to, og vi er totalt gode rejsepartnere. Til gengæld synes jeg at det er rarest at være alene når der skal nørdes specialinteresser såsom kirker og museer. Det er to meget forskellige typer rejser.

      Flere rejsebeskrivelser coming up…!

  2. Dejligt tema 🙂 – fedt at du taler om nogle af de situationer, hvor man kan være bekymret for at “falde igennem/være (for) socialt akavet”, for personligt bekymrer det mig mere end det rent praktiske..

    • Samme her – jeg har virkelig fået lavet nogle smukke kiksere, når jeg skulle lege voksen og selvstændig og følt at jeg lidt for utjekket til at begå mig blandt normale mennesker.
      Men så var jeg for nylig på café i Frankfurt, hvor meget tjekket ung fyr bag skranken spurgte om jeg ville have noget at drikke til min kaffe. Jeg blev helt varm i maven over at det ikke kun er mig, der spader rundt i det, ha!

  3. Jeg elsker at rejse alene, mine indbyggede svagheder får fuld fri løb, Bruxelles øl og is er da en fin aftensmad, jeg kan gå rundt i timevis og bare gå og se på gader og stræder…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *