Paris, dag 7

Syvende dag i Paris var:

Fleurs de Thé, Pain de Sucre

Fleurs de Thé, Pain de Sucre

– Kage til morgenmad. Woh! Det var den jeg gemte fra Pain de Sucre. Fleurs de Thé hedder den, og består af en tærtebund, lidt syltet appelsin og lys earl grey ganache, indkapslet i verdens bedste luftige dyne af earl grey mousse. Omend nogen skal have slag for at pynte en kage med teblade. De små fuckere er svære at pille af.

– Langsom. Jeg er ved at være lidt splatten af at gå så meget og se så meget og spise så meget kage. Jeg har spist kager, jeg ikke engang har vist på bloggen endnu. Når jeg kommer hjem, laver jeg en kavalkade over kager og konditorier, komplet med anbefalinger og advarsler. Der var et par stykker jeg ikke nåede denne gang, men Paris har en stående plads på listen over fremtidige rejsemål, så det bliver næste gang.

– Printemps. Et stormagasin, jeg nær aldrig var sluppet levende ud fra. I guder for et cirkus. Og jeg kunne ikke finde udgangen! Dørene fungerer ikke normalt i Paris for tiden. De er jo i højeste terrorberedskab, og derfor er både ind og udgange til stormagasiner, museer osv begrænsede og bevogtede. Man skal vise tasken når man går ind, og nogle af udgangene er spærret af. Jeg ville have besøgt et konditori, der ligger et sted derinde, men det lykkedes aldrig at finde det. Istedet tog jeg ned til Pierre Hermé. Ha.

Pierre Hermé - Ispahan

Pierre Hermé – Ispahan

– Ispahan! Pierre Hermés signaturkage. Han udviklede kræet for mange år siden, og beholdt den stædigt i sin kagemontre, selvom den ikke solgte specielt godt. Men lige pludselig, bom, så blev den populær, og det er med rette. Det er en brilliant kage. To store macarons med litchi, rosenflødecreme og friske hindbær. Det er denne kage, en del af de andre store konditorer har lavet deres egen version af. Jeg har vist et par stykker af dem i løbet af ugen, men Ispahan er og bliver min favorit.

Pierre Hermé - Croissant Ispahan

Pierre Hermé – Croissant Ispahan

– En croissant. Sjovt nok den første, jeg spiser hernede. Da jeg stod og skulle betale for min Ispahan, sagde den rare dame, at de også havde en croissant, der hed Ispahan. Det var en ordentlig bamse af en croissant, glaseret med rosenglasur og drysset med frysetørret hindbær i så store mængder, at det faktisk havde en funktion (jeg hader ellers de der små gnallinger, der bare ligger og glor, f.eks på en hindbærsnitte). Indeni var der en slags mandelmasse med rose, hindbær og litchi. Det var ret godt.
Pierre Hermé kan godt lide at tage et koncept, som her er rose, litchi og hindbær, og så bare lave ALT muligt med den smagsprofil. Lige nu kan du f.eks få selve kagen. Du kan også få: En Ispahan croissant, en skærekage, en sorbet, en vaffel, müsli, marmelade, frugtflæsk, te, karameller, fransk nougat og en bog. Sidste november kørte han et flip med signatursmagen Satine, det var flødeost, appelsin og passionsfrugt. Den bryder jeg mig dog ikke så meget om. Det smagte mest af passionsfrugtsyoghurt, og det kan jeg få billigere i supermarkedet. En typisk kage fra Pierre Hermé koster 56 kroner, så det er absolut ikke gratis på nogen måde. Croissanten fik jeg dog for kun 15 kr, hvilket iøvrigt stadig er en ret høj pris at betale for en fransk smørcroissant.

Knogle fra Sankt Et-Eller-Andet

Knogle fra Sankt Et-Eller-Andet

– Notre-Dame. Igen. Den store Pariserkatedral. Notre-Dame har et “skattekammer”, hvor de viser alle de grotesk dyre og meget hellige ting, der er blevet brugt i kirken op gennem historien. Vi taler bispestave og nadverkalke og ciboria (fancy brødkasser til oblaterne) og krucifikser i guld, sølv og ædelstene. Og mens jeg godt kan værdsætte håndværket bag sådan noget guldfikkumdik, så synes jeg i bedste fald at det er kedeligt og i værste fald at det er tudegrimt. Det er også derfor jeg aldrig gider se kronjuvelerne, når jeg er på Rosenborg. Snork!

MEN! Det, der alligevel fik drevet mig ind i skattekammeret var tanken om relikvieskrinene. Dem var jeg sikker på, at de havde nogen af. Relikvier er en af de mest bizarre katolske skikke. Det er knoglestumper fra helgener, som opbevares i smukt dekorerede skrin eller i lige så smukt dekorerede rammer. Nogle relikvieskrin har knogler fra adskillige helgener, og der er ingen garanti for at de er ægte. Man mener at relikvier beskytter og måske endda frembringer mirakler. Enhver katolsk kirke med respekt for sig selv, har knoglestumper begravet i hvert eneste alter, og de kan have MANGE altre i sådan en kirke. Stephansdom i Wien har 18 + sidekapellerne. Vi kender skikken fra længe før kristendommen (selvfølgelig, fristes man til at sige), men katolicismens relikviedyrkelse er virkelig noget for sig. Det er ikke bare en skik, man havde i gamle dage – den er der endnu og den er aktiv. Sankt Dørmåtte (Thérèse af Lisieux) turnerer f.eks hele verden i sit relikvieskrin. Og selvfølgelig skuffede Notre-Dame ikke. Der var knoglestumper overalt. Det var fantastisk.

Notre-Dame de Paris, detalje.

Notre-Dame de Paris, detalje.

– Smukke detaljer i et af de små kapeller. Det er ting som disse, der gør at jeg elsker gotiske kirker. Og prøv bare at tænke på mængden af arbejde. Vi ser kirken som en prægtig helhed, men de her fine detaljer, udhugget i sten, repræsenterer hver især et stort arbejde for den enkelte stenhugger. Og der er masser af dem. Hver enkelt søjle med snirklet hat, hver enkelt krølle ved foden, i alle hjørner, i loftet og på væggene, hver er de et stykke arbejde i sig selv, skåret eller hugget i hånden. Og så kommer interiøret… for slet ikke at tale om bygningen i sig selv, der må siges at være en ægte videnskabelig triumf fra Nordeuropas middelalder.

Sankt Denis, Notre-Dame de Paris

Sankt Denis, Notre-Dame de Paris

– Sankt Denis. Ikke kirken, men helgenen. Han var biskop i Paris i det 3. århundrede, kristen martyr, skytshelgen for Paris, og hans hovedløse statue kan (blandt andet) ses i Notre-Dames skatkammer.

Pierre Hermé macarons - Jardin Pamplemousse, Montobello og Mogador

Pierre Hermé macarons – Jardin Pamplemousse, Montobello og Mogador

– Macarons. Dem har jeg heller ikke fået spist nogen af. Og af en eller anden årsag har jeg aldrig smagt macarons fra Pierre Hermé. Det var ellers ham (og Laduree) der gjorde de små svin så populære. Men nu skulle det være, så jeg købte tre forskellige.  Øverst en Jardin Pamplemousse med grapefrugt, nellike og muskatnød. Nam bam! I midten en Montebello med pistacie og hindbær – den var mærkelig. Nederst en Mogador med mælkechokolade og passionsfrugt. Brilliant!

– Sidste hele dag i Paris. Boohoo. Hvem skal nu lave lækker, overdådig kage til mig? Skal jeg henvises til slatne hindbærsnitter og tåbelige forsøg på fransk konditorkunst? Livet er i sandhed uretfærdigt. Men jeg kunne jo også spise noget rigtig mad.

Måske.

One thought on “Paris, dag 7

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.