Paris, dag 2

Anden dag i Paris var:

Damen på toppen hedder Marianne og er symbolet på den franske republik - Frihedsgudinden.

Damen på toppen hedder Marianne og er symbolet på den franske republik – Frihedsgudinden.

– At blive mindet om det faktum at Paris blev udsat for terror hele to gange sidste år. Statuen på Place de la Republique var ét stort mindesmærke med lys og tegninger og blomster og flag og digte og, well, politisk propaganda og grafitti.

– At gå en lang tur forbi nogle af de mere turistede steder som Concordepladsen, Jardin des Tuileries og Louvre med endestation ved Eiffeltårnet. På mine tidligere pariserture har jeg været all about museer og kirker og stort set ikke brugt tid på bare at gå rundt og glo. Så det gør jeg denne gang. Mine ben er blevet ca. 7 cm kortere indtil videre.

– Også den dag, jeg endte med at gå 20 kilometer og på ny sætte pris på mine Meindl vandresko, der efterlader mig 100% vabelfri uanset hvor langt jeg finder på at vade afsted.

Det var nogle sure måger, der ikke ville fotograferes.

Det var nogle sure måger, der ikke ville fotograferes.

– Måger. Jeg elsker måger. Det er de sejeste fugle i verden. Disse parisermåger sad og klattede på bassinkanten i Jardin des Tuileries, en gammel royal park, der blev grundlagt helt tilbage i 1564. Der fulgte også et slot med, men det røg i den franske revolution sammen med hovedet på Louis d. 16 og hans kageglade dronning. Og det var synd, for det var et pænt slot, men franskmændene blev ved med at invadere det under de mange efterdønninger af revolutionen, så til sidst rev de lortet ned, for man kunne ikke blive ved med at gå og lappe på det. Heldigvis lod de Louvre stå.

Vig bort fra de skarpe hove! Og hvis man kigger under maven på dyret, kan man tydeligt se at det er en hingst.

Vig bort fra de skarpe hove! Og hvis man kigger under maven på dyret, kan man tydeligt se at det er en hingst.

– En arrig pony foran Musee d’Orsay. Jeg undlod at gå ind, for det er sådan et museum hvor de har impressionisme, og den slags gider jeg ikke se på. Klatmaleri. På den anden side har de også en masse meget smukke skulpturer i klassisk stil – I ved, dem, der rent faktisk ligner det, de skal forestille. Så måske skulle man alligevel…

Mur végetal hedder den grønne facade, og den ligger på Quai Branly.

Mur végetal hedder den grønne facade, og den ligger på Quai Branly lige ved siden af Eiffeltårnet.

– Huse med haver på siden. Sådan skal vores facade også se ud!

O Eiffeltårn, O Eiffeltårn, du virker noget vakkelvorn...

O Eiffeltårn, O Eiffeltårn, du virker noget vakkelvorn…på den anden side har det stået der siden 1889, så det er nok rimelig stabilt.

– Eiffeltårnsbeundring. Mand, det var rart endelig at være nået frem. Tårnet var sidste stop og jeg havde gået de fleste af mine 20 kilometer på dette tidspunkt. Hvis jeg havde haft ret mange flere kræfter i mine små ben, så kunne jeg have købt mig en billet og være tøffet op i tårnet. Der var stort set ikke nogen kø. Men jeg nøjedes med at at tage billeder.

Eiffeltårnet set nedefra. Ingen fotografer fik hold i nakken under tilblivelsen af dette billede.

Eiffeltårnet set nedefra. Ingen fotografer fik hold i nakken under tilblivelsen af dette billede.

– At tage billeder nedefra. Det krævede en del småbitte skridt at placere sig helt korrekt, så man stod direkte i midten, men jeg tror det lykkedes. Så kunne jeg atter forundres over hvor utroligt pæn sådan en stor bunke jern kan være. Man kan mene hvad man vil om Eiffeltårnet, men det er og bliver en utrolig bedrift, der krævede stor ingeniørkunst at bygge. Ligesom de gotiske katedraler.

Men de VAR altså pæne.

Men de VAR altså pæne.

– At købe eclairs fra L’Eclairs du Génie. De var meget smukke og meget dyre og smagte meget ringe. Så lærte man det. Bleh.

– Atter at slutte dagen med at se Eiffeltårnet blinke. I sandhed en formildende omstændighed i en by, der har så meget lysforurening, at jeg ikke kan se en eneste stjerne på nattehimlen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *