Archive | december 2015

Dag 8: Finskbrød og æbleskiver

Så blev det 2. søndag i advent, og jeg er færdig med alle julegaveindkøb. Det hjalp selvfølgelig gevaldigt på det, at jeg kun skulle købe én gave, og den var til min mor. Der er store fordele ved at være stået af gaveræset, skulle jeg hilse og sige. De penge er meget bedre brugt på ekstra julemad.

Jeg har været på julebesøg hos min mor i Århus i denne uge, og jeg skal ellers lige love for at vi juleshoppede sammen med hele Århus, forstæder og jernbaneforbundne byer inklusive. Jeg har købt meget glanspapir, for i næste uge skal der være et blogindlæg om flettede julehjerter. Marcipanens historie kommer det også til at handle om, og julekage. Det bliver ganske velsmagende.

I dag, fordi det er søndag og hviledag og ganz verboten at arbejde, vil jeg atter linke til et par af de danske julegodterier, jeg allerede skrev om sidste år. Klik på links for at læse de kloge ord.

Finskbrød.

Æbleskiver.

Dag 7: Blodpølsens historie

Blodpølse spiller død på skærebræt.

Blodpølse spiller død på skærebræt.

Blodpølse – et koncept, der kendes verden over. Alle de skandinaviske lande spiser blodpølse i en eller anden variant – Finland inklusive. Det samme gælder resten af Europa. Hvor godtfolk er, kommer blodpølse til. Sådan er det.

I alt fald næsten. For den er ikke så populær længere, blodpølsen. Og det viser sig at jeg, som kvinde under 35 år, rent statistisk set burde vrænge næse af denne så julede pølse. Men det gør jeg ikke. Jeg elsker blodpølse, hvilket givetvis hænger sammen med at jeg er blevet fodret med den siden jeg var barn. Nåja, og så fordi det smager godt. Det er en væsentlig årsag. Ellers ville jeg synes at bønner var totalt fantastiske, og det kan jeg afsløre at jeg på ingen måde gør.

Blodpølse er rigtig slagtemad. Før vi fik elektricitet og moderne landbrug, var det som regel en efterårsting. Når det blev koldt og grisebasserne skulle fodres på stald, så slagtede man dem, man ikke kunne eller ville fodre på. Det var en vigtig del af vinterforrådet. Alt blev konserveret på forskellige måder, så det kunne holde sig til den lange vinter. Nedsaltning var meget almindeligt, og man har også røget en pølse eller to. Blodet blev selvfølgelig også brugt, og det skulle bruges med det samme. Når det var løbet fra, måtte man røre i det hele tiden, ellers ville det koagulere. Dem, der var læst Emil fra Lønneberg kan måske huske at de slagter den store gris, og lille Ida kommer løbende og jubler “vi skal have palt til middag!”. Blodpalt er et svensk koncept, nogle store boller af blod, mel og små stykker fedt flæsk. Dem koger man i vand, og så er der middag.

Den vistnok ældste opskrift på blodpølse, stammer fra år ca. 400. Apicius’ kogebog De re coquinaria indeholder en opskrift på botellum:

Botellum, ca 400
Botellum sic facies: sex ovi vitellis coctis, nucleis pineis concisis, cepam, porrum concisum, ius crudum misces, piper minutum, et sic intestinum farcies. adicies liquamen et vinum, et sic coques.
– De re coquinaria [kilde]

Der står: 6 hårdkogte æggeblommer, hakkede pinjekerner, løg, hakket porre, den rette mængde råt blod, knust peber, det stoppes i tarme. Tilsæt liquamen og vin, og kog det.

Liquamen er en antik romersk fiskesauce, lavet på fermenterede fisk. Den blev brugt som krydderi, ligesom sojasauce og fiskesauce i dag. Tilsyneladende bliver det brugt som kogelage i opskriften her.

Lad os iøvrigt lige bruge et par minutter på at værdsætte at ordet botulisme, også bedre kendt som pølseforgiftning, stammer fra et gammelt latinsk ord for pølse. Det engelske ord for tarm, bowel, har samme sprogstamme. Det er skønt som tingene hænger sammen på de mest mærkværdige måder.

Man har lavet blodpølse af den type blod, man havde tilgængelig. Både fåreblod, okseblod og svineblod har været brugt. Og gåseblod. I de gamle europæiske kogebøger er der flere forskelliger variationer over konceptet “blod stoppet i svinetarm”. Blandt andet denne nysselige engelske sag fra 1591:

To make puddings of a Swine, 1591.
Take the blood of the Swine, and swing it, then put therto minced onions largely with Salt, and the Suet of the Hog minced. Then take the guts clean washed, and stuffe them with the aforesaid stuffe: and so seeth them, then broile them upon the coles, and serve them foorth. – A Book of Cookrye [kilde]

Der står: Tag svineblodet og rør det, tilsæt grofthakkede løg og salt og finthakket svineflomme. Tag de renvaskede tarme og stop dem med [blodet rørt med løg og fedt] og kog dem først og steg dem siden og server dem.

Nutidens engelske blodpølse hedder black pudding og laves af svineblod, havregryn, løg, fedt og krydderier. I Frankrig hedder den boudin noir og er fri for gryn, til gengæld er der meget løg og fedt i, samt selvfølgelig krydderier. Den kan man købe året rundt, ikke kun til jul. Og svenskerne, de spiser ikke kun blodpalt, men også blodpølse. Cajsa Warg har en opskrift:

Blod-Korf, 1770
Til twå kannor blod, som är silad genom durkslag, tages 3 halfstop godt swag-dricka, som intet är bäskt, eller söt miölk, och saltas deruti som man tycker: dertil lägges et godt skiedblad fin hackad rödlök, mejram, timjan, som är torr, söndergnuggad och siktad genom gårsikt, hwaraf tages wid pass et litet skiedblad, af hwardera slaget, stött peppar och ingefära, hälften så mycket som de gröna grydderne, och 3 niupar stötta näglickor; wispa sedan deruti sammanmalit råg-miöl, ju gröfre malit ju bättre, så tiockt som en tunn gröt: lägg sedan dertil niur-talg skuren uti tärnignar, som senorne måste wäl tagas bort innan han skäres sönder: detta fylles uti tarmar, som allenast blifwa något mer än halffylda, i synnerhet om det är godt miöl, som myket swäller.
– Hjelpreda I Hushållningen För Unga Fruentimber [kilde]

Det er en meget lang opskrift skrevet på noget enormt besværligt svensk, så jeg har udeladt den lange forklaring på hvordan man koger møjet. Sådan kort sagt er det en pølse af blod, rørt med svagdricka, en svensk maltdrik, der er så fesen og lavalkoholisk, at den ikke engang kan kaldes øl. Derudover er der rødløg, meriam, stødt tørret timian (en spiseskefuld af hver), en halv spsk peber og ingefår, en smule stødt nellike, rugmel og flomme i tern. Det fyldes i svinetarme og koges.

Og så er der blodpølse. Glædelig slagtedag.

I Danmark har vi vores egen lille blodpølse. Den hedder blodpølse (duh), og består af blod, byggryn (og/eller rugmel), brun farin, rosiner, svineflomme og kanel. Måske andre varme krydderier, og sommetider også æble. Det var lidt anderledes i gamle dage. Der var lidt flere krydderier i, blandt andet timian, som jeg kan forestille mig smager rigtig godt i blodpølse.

Madam Mangor, alle vaniljekranses moder, har følgende opskrift i sin kogebog fra 1839 – hvor der iøvrigt ikke findes en eneste opskrift på vaniljekranse. Det er først i hendes bog Fortsættelse af Kogebog for smaa Huusholdninger fra 1842 at den finder vej til vore vaniljeelskende hjerter. Men blodpølse, det er der:

Blod-Pølser, 1839
Til 4 Potter Blod bruges en Otting Byggryn af Mellemstørrelsen, paa disse kommes saa meget koldt Vand, at de netop blive vaade, hermed staae de et Par Dage, da hældes 1 Pot kogende Melk herpaa, men med Forsigtighed, at de ikke blive klumpede. Dagen derefter hældes Svineblodet igjennem Sigten paa Grynene, som sættes paa jevn Ild, hvori der røres bestandig, men sagte, til de ere meget hede, dog uden at de maae komme i Kog. De tages af og røres stadigt til de ere kolde; paa denne Maade blandes Grynene med Blodet, saa de ikke, hvilket ofte er tilfældet, ligge ved den ene Side af Pølserne.
1 Pund pillede og skyllede Rosiner, 2 Pund Svineister, der er skaaret i fiirkantede Stykker, lidt stødt Allehånde, Nelliker, Sukker og Salt, samt for 4 Skilling Timian og Merian, som tørres i em ovn, gnides smaat med Hænderne og drøsses igjennem et fiint Dørslag deri. Det kommes med en Skee igjennem Pølsehornet i Tarmene, som kun maae være lidt over halv fulde, og ikke stoppes, før de skulle koges.

– Mangors Kogebog for smaa Huusholdninger [kilde: eget eksemplar]

Og det er ikke engang hele opskriften! Jeg ved ikke hvorfor de bruger så mange ord, men på den anden side er jeg vel den sidste der skal kritisere folk for at plapre løs på skrift. Opskriften minder iøvrigt en hel del om Cajsa Wargs, og ordlyden er visse steder også den samme (især i de dele jeg har udeladt fra begge), så mon ikke Mangor har læst Wargs kogebog. Svineister er iøvrigt et gammelt ord for svineflomme. Det er derfor medisterpølse hedder det, den gør. Det er fordi den er med ister. Og det er ikke lyv, selvom det virker som om der i dag er mere brusk end ister. Jeg kan i alt fald ikke lide det.

Det må være nok blodsnak for idag. Ikke mindst fordi jeg på mandag vil anmelde blodpølser, og det skal dem med sart mave huske på, så de ikke ved et uheld får klikket sig ind på nærbilleder af rosiner og fedtklumper i sorte byggryn. Men, spørger du så, er pølsen dansk? Og ja! Den er dansk. Udover at den danske udgave er helt vores egen, så er det med stor sandsynlighed noget vi har lavet, ligeså længe vi har stoppet ting i tarme og kaldt det mad. Formen har varieret over tid, men en dansk tradition, det er det.

Tæl tarmene!

Tæl tarmene!

Så se at komme i gang med at spise noget blodpølse. Sirup eller æblemos er et glimrende tilbehør. Og ærligt talt, så er det vand ved siden af franskmændenes andouille. Det er svinetarm stoppet med svinetarme. Og sådan lugter det også. Det smager lidt af røv og lidt af ingenting. Jeg ved ikke hvorfor jeg altid insisterer på at smage alt det klamme mad.

Det må være en genfejl.

Dag 6: Risalamande og havregrynskugler

Sidste år skrev jeg om jul i 40 dage. Derfor ligger der et par blogindlæg fra december 2014, der også hører til i år, eftersom de omhandler ærkedanske juletraditioner. I dag har jeg fisket to af dem frem.

Jeg gad ikke skrive blogindlæg i går tænkte vi nok kunne trænge til at høre lidt om nogle juletraditioner, der rent faktisk har dansk oprindelse, så vi ikke føler os som de rene julekopister, underlagt 17-og 1800-tallets begejstring for udlandet.

Klik blot på links’ne nedenunder, og tag på en tidsrejse tilbage til oprindelsen af to ægte danske juletraditioner. Skål.

Risalamande

Havregrynskugler

Dag 5: Juletræets historie, del 2

Juletræ i borgmestergården i Den Gamle By

Juletræ fra 1800-tallet. Den Gamle By.

I gårsdagens blogindlæg lærte vi mere end nogen har lyst til at vide om juletræets oprindelse i Tyskland, og hvorledes det spredte sig til England og Amerika. I dag handler det om vort eget lille bøgetræsbefængte land.

I Danmark fik vi juletræet i starten af 1800-tallet. Nærmere betegnet i 1808, hvor man på et sjællandsk gods, Holsteinborg, angiveligt skulle have tændt intet mindre end Danmarks første juletræ. Men adelsslægten Holstein er også af tysk herkomst, så det er ikke så mærkeligt.
Ligesom det skete med adventskransen, var det også grænseområdet med danske tyskere og tyske danskere, der bar juletræsskikken herop.

I København blev det første træ tændt i 1811, hos borgerfamilien Lehmann. Det bedre borgerskab var ellevilde. Grantræer i stuen! Hvor udenlandsk og fremragende nysseligt og ganske dannet. Og se, en stork i toppen! Eller en stjerne.
I 1844 udgav H.C. Andersen et afsindigt deprimerende eventyr. Grantræet, hed det. Det handler om det unge grantræ, der så gerne ville være et rigtig ægte juletræ. Og juletræ, det blev det! Pyntet med sukkergodt og forgyldte æbler og nødder og lys i franske farver og en prægtig stjerne af flitterguld. Oh lala, det var sager, og flitterguld er seriøst det bedste ord i verden.
Men efter jul blev det stakkels træ, der bare gerne ville leve og pyntes igen, hugget om til brænde og futtet af. Oh ve.

Original illustration fra Peters Jul

Original illustration fra Peters Jul

Og i 1866 blev bogen Peters Jul som bekendt udgivet. Danmarks allermest berømte julebog. Den er i øvrigt også grundlaget for det romantiske billede, vi siden har haft af den perfekte jul. Bogen har et afsnit dedikeret til grænseløs begejstring over juletræet. Det er pyntet noget så fornøjeligt med katte og svaner og grise og æbler og kager og chokolader og figner og sukkerstads og masser af lys og en stork i toppen. Ikke et forglemme min absolutte yndlingsdel i hele den lille bog:

Her hænger en Hest under denne Gren
Og dér er en Kurv med Pærer

Det var forhåbentlig ikke hestepærer…

Det var dog kun borgerskabet, der tog traditionen til sig. Der skulle gå lang tid før almuen begyndte at slæbe træer ind i stuen. Men skikken spredte sig rundt om i landet, ikke mindst via prestigehungrende individer. Nemlig præster og lærere, der på ingen måde ville stå tilbage for det bedre borgerskab. Faktisk skal vi helt op til 1. verdenskrig før den almindelige dansker og bondestanden for alvor tager skikken til sig.

Grønkål (her palmekål) er nysselig og grøn hele vinteren. Hvis den da ikke bliver spist.

Grønkål (her palmekål) er nysselig og grøn hele vinteren. Hvis den da ikke bliver spist.

Men så tør det også antydes at juletræet var kommet for at blive. Havde man ikke råd til juletræer, så tog man en grønkålsstok i brug, eller måske grene. Og dermed var man alligevel ikke så langt fra de oprindelige stedsegrønne oppyntninger, der holdt folk med selskab i den kolde mørke vinter.

I dag er der juletræer overalt. I supermarkeder, foran rådhusene (medmindre Gorm Storm væltede dem), i stormagasiner og indkøbscentre. Jeg har set byggekraner med juletræer på, og da jeg sidste år var i Basel i december, da stod store smukt pyntede juletræer vagt ved indgangene til alle de store hoteller, et på hver side af døren og de stod på rad og række i hver eneste gade. Hvis man er juletræsfan, så skal man tage til Basel, der er juletræer overalt.

Den 1. december opdagede jeg at selv vores lokale forbrændingsanstalt har tændt et fint juletræ på taget, og jeg kan se det fra mit vindue. Tænk at der kan være SÅ meget julehygge over den slags bygninger. På den anden side er der også noget julemagi over at de kan forvandle affald til dejlig varmt badevand.

Så nej, juletræet er heller ikke dansk. Det er endnu en af de tilsyneladende ufatteligt mange ting, vi har nolet fra tyskerne. Men det er måske ikke så sært, eftersom vores Lutherske kirke jo sådanset er af tysk oprindelse. Det vil sige at selve det teologiske grundlag for den danske jul bygger på en tysk fortolkning af en judæisk religion.

Globalisering. Det har været en ting i 2000 år.

This entry was posted on 3. december 2015, in 1800-1899, Jul.

Dag 4: Juletræets Historie, del 1

Juletræ anno 1929, en del af Jul i Den Gamle By, Århus.

Juletræ anno 1929, en del af Jul i Den Gamle By, Århus.

Juletræet med sin pynt
Venter på jeg får begyndt
Med at skrive denne blog
Vi har ventet længe nok
På at få et ærligt svar
Juletræet – hvor’ det fra?

Det skete i de dage i november engang 1600- tallets sydlige del af Tyskland, at Martin Luther – ham med reformationen, ikke ham med I have a dream – på sin vej hjemad en vinternat så et vidunderligt syn. På den mørke nattehimmel strålede stjernerne mellem de høje graner. Dette guddommeligt inspirerede syn ville han dele med sin familie. Derfor tog han hjem og satte levende lys på grangrene, lige midt i stuen.

Det kan måske forekomme en smule uansvarligt at sætte lys på brændbart materiale i en tid hvor det i byerne var forbudt at have ovne i hjemmet på grund af brandfare. Og det er sikkert også bare en god historie. Der er i alt fald ingen beviser for at det var Luther, der først tændte træet og lod julelysene stråle i de blanke børneøjne. Men det er ikke utænkeligt at han har haft et juletræ. Det var nemlig på den tid at det begyndte, det med juletræerne som vi kender dem idag.

Mysteriespil fra 1500-tallets Flandern afbilleder i belgisk bog fra 1800-tallet.

Mysteriespil fra 1500-tallets Flandern afbilleder i belgisk bog fra 1800-tallet.

I starten var det ikke nødvendigvis hele træer, man satte ind. Men man kunne finde på at lave en pyramideformet ramme af træ, og dække den med gran eller anden stedsegrøn pynt. Der blev hængt tynde oblat-lignende kager på træet, og æbler og roser af kulørt papir. En stjerne i toppen kunne man også præstere.

Dette træ var sandsynligvis en videreudvikling af en gammel tradition fra middelalderen, nemlig mysteriespillene. Det var religiøse skuespil, opført af præster. På latin. Nogle steder i Europa var de så populære at man måtte flytte dem ud af kirkerne og hen på byens torv. Eftersom kirken ofte lå ved byens torv var der heller ikke så langt at gå derhen.

Vi kender disse mysteriespil helt tilbage fra den tidlige kristendom, hvor man yndede at levendegøre Biblens ord med små forestillinger under gudstjenesterne. Lige til paven forbød dem i 1201. Nu måtte præsterne ikke længere stå på en scene. Istedet overtog de lokale håndværkerlaug opgaven, og det religiøse blev blandet med verdslig spas og tale på lokalsproget. Samtidig begyndte de selvsamme håndværkerlaug at sætte store juletræer op i deres respektive mødesale, og medlemmernes unger fik de gaver, der hang på træet. En slags middelalderforløber for fagforeningernes juletræsfester, om man vil.

I løbet af 1400-tallet begyndte mysteriespillene så småt at gå væk fra at være kirkelige skuespil og over til at være enorme dramatiske opsætninger. Ikke så sært at 14- og 1500-tallene var mysteriespillenes storhedstid. De blev så populære at de til sidst gik hen og blev forbudt – igen! Denne gang af den protestantiske kirke. Pøblen skulle jo nødig more sig. Den slags fører til ugudelighed og løssluppen adfærd.

Listen over ting, der er blevet forbudt af den årsag, er givetvis længere end Biblen selv. Listen over de skikke man rent faktisk stoppede med grundet kirkelige forbud, er til gengæld markant kortere. I alt fald når det drejer sig om fester, spas og løjer. At være puritansk hellig er super kedeligt. Så skikken overlevede lidt endnu, men måtte til sidst vige pladsen for det verdslige (ikke-religiøse) professionelle teater, der for alvor begyndte at vinde frem i 1500-tallet.

Adam og Eva og en mistænkeligt kvindelig slange. Fra ca. 1460.

Adam og Eva og en mistænkeligt kvindelig slange. Fra ca. 1460.

Et af de populære mysteriespil handlede om Adam og Eva, og det blev opført juleaften. Den 24. december er nemlig den katolske festdag for disse bibelhedens to første individer, der var så flinke at bebyrde os alle med arvesynden, fordi de ikke kunne holde nallerne fra det eneste effing træ i verden, der var forbudt at gramse på. Dette æbletræ stod naturligvis også på scenen i form af et grantræ pyntet med æbler, og senere også oblater.

Eftersom man mener at dette mysteriespil overlevede længst i Sydtyskland, er det nærliggende at antage at juletræet er en efterkommer af dette paradistræ – og sikkert også hjulpet på vej af håndværkerlaugenes juletræsfester. Ikke kun fordi både pynt og tidspunkt passer, men også fordi stedsegrønne grene har været traditionel jule- og nytårspynt stort set altid. Man mente at de grønne grene beskyttede mod onde ånder og troldtøj, og det er meget sandsynligt at det er et levn fra førkristen tid.

Uanset hvad, blev juletræet en stor tysk succes. Mest hos borgerskabet, dog, men efterhånden bredte skikken sig op gennem Tyskland og ud i verden. Tyske udvandrere tog træet med sig til Amerika allerede i midten af 1600-tallet (hvor det ikke blev populært før i slutningen af 1800-tallet), og i midten af 1800-tallet tog den tyske prins Albert skikken med sig til England, da han blev gift med dronning Victoria. Dette tyske træ blev så nysseligen pyntet med kager og legetøj og slik. Et træ der er pyntet efter min smag!

Nu er vi efterhånden klar til at få juletræer i Danmark. Det første bliver tændt i 1808, og det kan du læse meget mere om i morgen. Det er lige her. Samme blog, samme endeløse ævl!

Det bliver spas.

This entry was posted on 2. december 2015, in 1800-1899, Jul.

Dag 3: Julekalenderens historie

Verdens (angiveligt) allerførste trykte julekalender.

Verdens (angiveligt) allerførste trykte julekalender.

Det’ søreme, det’ sandt, december. Den første dag i julemåneden. Den første dag med kalenderlys og den første dag med julekalender. Både dem på TV og dem med låger på.

Da jeg var barn, var det chokoladejulekalendere, der var et hit. Og jeg var kold i måsen over kvaliteten af chokoladen. Så længe der var et stykke chokolade i den kalender, hver eneste morgen, så kunne selv den mest forargede vores-børn-fortjener-ordentlig-chokolade-speltmorklumme i Politiken ikke få mig til at stikke næsen i sky over konceptet “chokolade før morgenmaden i en hel måned”. No way. Og jeg var ellers et kræsent og irriterende selektivt barn.

Til gengæld kunne jeg ikke drømme om at spise stadset som voksen, så måske er det mere de voksnes behov end børnenes, når det hele skal være så mørkt og bittert og 80%-agtigt som overhovedet muligt. Men det er også ligegyldigt, for i år har jeg fået en julekalender med gin. Yessir. Der er en lille flaske gin bag hver eneste låge. Jeg forventer en afslappet og fuzzy december.

Men hvad enten der er gin, chokolade, lakrids, legoklodser eller små fine billeder bag lågerne, så har alle de små lågebefængte kasser samme oprindelse, og der er ingen vej udenom. Julekalenderen er tysk. Den stammer fra omkring 1850, hvor lutherske familier hængte 24 (religiøse) billeder på væggen, et billede om dagen.

Tysk julekalender fra 1903

Tysk julekalender fra 1903

Den første trykte kalender dukkede op i 1902 hos en boghandler i Hamborg. Det var ikke en lågekalender, men et “juleur” med tallene 13-24 trykt på. Så kunne man dreje på skiven og se hvor lang tid, der var til jul. Næste år kom en kalender, hvor man hver dag kunne klippe et billede ud og lime på. Og året efter var der gratis julekalender med i en tysk avis. Julekalenderen var kommet for at blive.

*dramatisk musik*

Den første lågekalender dukker op i 1920, og det er også her, at Danmark hopper med på moden. I 1932 kan ungerne begynde at plage om den nymodens “Børnenes Jule-Kalender”. Det er ikke en lågekalender, men en kalender, hvor man hver dag river et blad af. Danske virksomheder var ikke sene til at hoppe med på bølgen. En julekalender var den perfekte gave at uddele til kunderne, og hvis man var heldig kunne man have kalendere fra så forskellige steder som den lokale slagter, brændselskompaniet, sparekassen og andelsmejeriet.

Efter 2. Verdenskrig begyndte chokoladejulekalenderen at dukke op, og det har vi lidt under lige siden. Alligevel får jeg sådan en varm og fuzzy fornemmelse når jeg tænker på alle de glade og julede nedtællingsplader.

Men det er måske bare fordi jeg lige har drukket min julekalender. Den var skotsk idag, gin’en. Og den smagte af gran.

Så er det dansk? Nej. Julekalenderen er ikke dansk. Den er tysk og fra Hamborg, ligesom adventskransen. Men Hamborg er jo så tæt på Danmark at det næsten er det samme.