Beijing, dag 5

Den lille mur.

Den lille mur.

– Den Kinesiske Mur. Ikke Badaling, der er den overrendte, polerede del, men Mutianuy, der ikke indeholdt ret mange besøgende på denne onsdag.

Partikelforurening på den hårde måde. Alt er tåget og man hoster om aftenen.

Partikelforurening på den hårde måde. Alt er tåget og man hoster om aftenen.

– Smog… men ikke helt så meget smog som inde i selve Beijing. Onsdag aftens smogudsigt lignede de to foregående dage temmelig meget.

Flyv, svævevogn, flyv!

Flyv, svævevogn, flyv!

En lettere nervepirrende tur i svævebane.

Bjerge overalt. De er under træerne.

Bjerge overalt. De er under træerne.

– En meget smuk og imponerende tur i svævebane. Man svæver direkte op til midten af det åbne stykke mur. Uden svævebane måtte man gå hele vejen, og det gad mine ben overhovedet ikke.

I smog står mur og busk i skjul.

I smog står mur og busk i skjul.

– Udsigt over en 600 år gammel kæmpemur, bygget ovenpå en endnu ældre del. De første stykker af den lange, lange mur blev bygget et par hundrede år før Jesu fødsel, så Mutianuy er en ren teenager. Eller i alt fald højest midaldrende.

Man kan ikke se muren fra rummet.

Man kan ikke se muren fra rummet. Men derfor er den stadia sej.

– En knibe-sig-i-armen-dans over rent faktisk at gå på den Kinesiske Freaking Mur!!!

– Utroligt mange trapper. Telefonens indbyggede skridttæller sagde at der var blevet spadseret 42 etager den dag. Så tror pokker at benene føltes lidt geléagtige bagefter.

Frit fald til venstre. I Danmark var der nok blevet sat hegn op.

Frit fald til venstre. I Danmark var der nok blevet sat hegn op.

– Trapper, hvor man var et klodset snubletrin fra at trille ned fra muren. Heldigvis var terrænet rimelig tætbevokset, så noget trillefald ned i den visse død, havde det ikke været. Men man havde nok brækket et ben. Jeg gik i alt fald helt ovre i den anden side.

Man møder nye venner de særeste steder.

Man møder nye venner de særeste steder.

– Et lille firben, der lå og stenede ved Vagttårn 18. På størrelse med en lillefinger, og totalt steneren. Indtil det pludselig skred.

SÅ lang altså.

SÅ lang altså.

– Masser af ih og åh og nææh og se hvor er den lang (det sagde hun også i går!).

– Et kamera, der pludselig begyndte at sige ting som ”du har næsten ikke mere batteri tilbage, selvom jeg påstod at jeg var fuldt opladet da du tog afsted i morges”.

– Lettere panik, indtil man kom i tanker om at man jo også havde et ret godt mobilkamera.

Åh hvordan orker de!

Åh hvordan orker de!

– En erkendelse af at det ikke lige blev den der megalange og megastejle trappe, man klatrede på i dag. Så havde skridttælleren nok sagt 100 etager. Mindst.

Der var også masser af almindelig mad.

Der var også masser af almindelig mad.

– Et fornemt udvalg af frisk kød i det lokale supermarked. Skildpaddesuppe og frølår – så bliver det ikke bedre.

One thought on “Beijing, dag 5

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *