Archive | oktober 2015

Beijing, dag 6

Beijing, dag 6 var:

Fiskeri, en yndet fritidssyssel.

Fiskeri, en yndet fritidssyssel.

– At vågne op til smogfri himmel og strålende solskin.

Det var ikke fordi de havde lukket fabrikkerne, det var bare blevet blæsevejr.

Det var ikke fordi de havde lukket fabrikkerne, det var bare blevet blæsevejr.

– At være giddy over et forureningsindex på 17 (Good) efter 3 dage hvor den lå over 300 (Hazardous).

Hør vinden i piletræerne synger for dig...

Hør vinden i piletræerne synger for dig…

– At gå langs Hou Hai og kigge på piletræer og tårne og blæsevejr og bølgegang. Uden smog.

Man skulle nødig undvære sin daglige partikelforurening.

Man skulle nødig undvære sin daglige partikelforurening.

– Køkkenpersonalerygepauser med ryggen til den gode udsigt. Men de ser den vel hver dag

Det er venstre halvdel, der er smogfri. Hvis nogen var i tvivl.

Det er venstre halvdel, der er smogfri. Hvis nogen var i tvivl.

– At vandre videre til Bell Tower og Drum Tower og se de store trommer og udsigten. Uden smog.

Beihai park - det koster 20 ¥ (ca 20 kr) at komme ind, og det er pengene værd.

Beihai park – det koster 10 ¥ (ca 10 kr) at komme ind, og det er pengene værd.

– Beihai Park og lotus og ænder og både og smogfri himmel.

– At spise McD på kinesisk med dampet burgerbolle og bubble tea. Jeg elsker dampet brød, så jeg var stor fan.

Durian, i sandhed en pusseløjerlig frugt.

Durian, i sandhed en pusseløjerlig frugt.

– At gå på dessertrestaurant og få duriandebut. Durian er sådan en stor frugt, der lugter virkelig dårligt. Man er aldrig i tvivl om hvorvidt de har durian, når man træder ind i en butik. Den vokser ikke i Kina, men de er storimportører af frugten. Man kan købe stykker af rå durian hos gadesælgere rundt omkring. På denne dag blev den serveret med vaniljesauce hældt over knust is og en kugle blåbæris. Det var vældig mærkeligt at spise noget, der både smagte virkelig godt og lugtede virkelig dårligt på én gang.

– At spise sagoperler på selvsamme restaurant, serveret i sødet kokosmælk og syltede sukkerpalmefrø. Det var seriøs nom!

Min go-to drik var hazelnut latte.

Min go-to drik var hazelnut latte. Tall.

– At drikke afskedskaffe på ”stamcafeen”, Pacific Coffee i Oriental Plaza på Wangfujing. En bløde-stole-indehavende stille og rolig kaffebiks, hvor de næsten kunne brygge god kaffe. Og så var personalet venligt og næsten alle kunne engelsk nok til at forstå en bestilling. Dem, der ikke kunne engelsk overhovedet, sørgede for at tilkalde nogen, der kunne.

Oriental Plaza er iøvrigt et glimrende center at opholde sig i, hvis der er FOR meget smog ude. Eller hvis man trænger til at sidde ned. Butikkerne er kedelige, stort set kun dyre, udenlandske butikker, men de spiller afslappende musik, og det er ikke samlingssted for larmende unge og ditto turister. Og så har de en kæmpe foodcourt med alt muligt kinesisk mad, samt Burger King, McD og Pizza Hut, hvis man bare trænger til noget velkendt vestligt, man ved hvad hedder.

Indgangen til Wangfujing Snack Street. Det var derinde, man kunne købe skorpioner på spid.

Indgangen til Wangfujing Snack Street. Det var derinde, man kunne købe skorpioner på spid.

– At dimse lidt rundt på Wangfujing og kigge på lysreklamerne og butiksvinduerne og købe et par kinesiske kalligrafipensler.

– Sidste hele dag. Et koncept, der medførte megen æv og bæv, for Beijing er fantastisk. Jeg fik slet ikke spist nok boller med sødt mungbønnefyld, for slet ikke at tale om at drikke en 6-pack dåsecola, der koster en 10’er.

Beijing. Det kan anbefales.

This entry was posted on 10. oktober 2015, in Rejser.

Beijing, dag 5

Den lille mur.

Den lille mur.

– Den Kinesiske Mur. Ikke Badaling, der er den overrendte, polerede del, men Mutianuy, der ikke indeholdt ret mange besøgende på denne onsdag.

Partikelforurening på den hårde måde. Alt er tåget og man hoster om aftenen.

Partikelforurening på den hårde måde. Alt er tåget og man hoster om aftenen.

– Smog… men ikke helt så meget smog som inde i selve Beijing. Onsdag aftens smogudsigt lignede de to foregående dage temmelig meget.

Flyv, svævevogn, flyv!

Flyv, svævevogn, flyv!

En lettere nervepirrende tur i svævebane.

Bjerge overalt. De er under træerne.

Bjerge overalt. De er under træerne.

– En meget smuk og imponerende tur i svævebane. Man svæver direkte op til midten af det åbne stykke mur. Uden svævebane måtte man gå hele vejen, og det gad mine ben overhovedet ikke.

I smog står mur og busk i skjul.

I smog står mur og busk i skjul.

– Udsigt over en 600 år gammel kæmpemur, bygget ovenpå en endnu ældre del. De første stykker af den lange, lange mur blev bygget et par hundrede år før Jesu fødsel, så Mutianuy er en ren teenager. Eller i alt fald højest midaldrende.

Man kan ikke se muren fra rummet.

Man kan ikke se muren fra rummet. Men derfor er den stadia sej.

– En knibe-sig-i-armen-dans over rent faktisk at gå på den Kinesiske Freaking Mur!!!

– Utroligt mange trapper. Telefonens indbyggede skridttæller sagde at der var blevet spadseret 42 etager den dag. Så tror pokker at benene føltes lidt geléagtige bagefter.

Frit fald til venstre. I Danmark var der nok blevet sat hegn op.

Frit fald til venstre. I Danmark var der nok blevet sat hegn op.

– Trapper, hvor man var et klodset snubletrin fra at trille ned fra muren. Heldigvis var terrænet rimelig tætbevokset, så noget trillefald ned i den visse død, havde det ikke været. Men man havde nok brækket et ben. Jeg gik i alt fald helt ovre i den anden side.

Man møder nye venner de særeste steder.

Man møder nye venner de særeste steder.

– Et lille firben, der lå og stenede ved Vagttårn 18. På størrelse med en lillefinger, og totalt steneren. Indtil det pludselig skred.

SÅ lang altså.

SÅ lang altså.

– Masser af ih og åh og nææh og se hvor er den lang (det sagde hun også i går!).

– Et kamera, der pludselig begyndte at sige ting som ”du har næsten ikke mere batteri tilbage, selvom jeg påstod at jeg var fuldt opladet da du tog afsted i morges”.

– Lettere panik, indtil man kom i tanker om at man jo også havde et ret godt mobilkamera.

Åh hvordan orker de!

Åh hvordan orker de!

– En erkendelse af at det ikke lige blev den der megalange og megastejle trappe, man klatrede på i dag. Så havde skridttælleren nok sagt 100 etager. Mindst.

Der var også masser af almindelig mad.

Der var også masser af almindelig mad.

– Et fornemt udvalg af frisk kød i det lokale supermarked. Skildpaddesuppe og frølår – så bliver det ikke bedre.

Beijing, dag 4

Beijing, dag 4 var:

Nudelsuppe med svinekød

Nudelsuppe med svinekød

– Den helt forkerte restaurant med virkelig kedelig mad…

Saltet kylling med hoved på

Saltet kylling med hoved på

… selvom kyllingen med hovedet intakt var ret sej.

Pelset is! Det hvide er tofu, og det smagte overraskende godt til.

Pelset is! Det hvide er tofu, og det smagte overraskende godt til.

– Heldigvis er der noget hernede, der hedder dessertrestauranter. Med en mave fuld af noget der bedst kan beskrives som tyndfræset jordbæris, kunne det kun blive en god dag.

Man kunne også spise søstjernen.

Man kunne også spise søstjernen.

– Et temmelig tilfældigt besøg i Wangfujing Snack Street. Det er levende skorpioner på pindene. De sprællede, og så blev de stegt. Jeg så dog ikke nogen rent faktisk spise dem.

– Shopping i en spisepindebutik. Der var virkelig mange spisepinde. Jeg købte kun ganske få.

Et Tempel dedikeret til DEn Gode Høst

Et Tempel dedikeret til Den Gode Høst

– Et spontant besøg til Tiantan, et stort tempelkompleks fra 1400-tallet.

– En erkendelse af at den slags bygningsværker ikke tænder mig helt så meget som gotiske katedraler. Men de ER flotte. Og gamle.

Det var ikke Jackie Chans far i virkeligheden... han lignede bare!

Det var ikke Jackie Chans far i virkeligheden… han lignede bare!

– Underholdning med sanggruppe og Jackie Chans far var dirigent.

Der blev også spillet virkelig meget kort.

Der blev også spillet virkelig meget kort.

– Spontanballet.

Om nom nom i grøn farce.

Om nom nom i grøn farve.

– Drager, der spiste taget, men ingen gjorde noget ved det.

Der var kø i vaffelboden.

Der var kø i vaffelboden.

– Min første eggwaffle. Det er en slags vaffeldej, bagt i en sjov facon der består af en hel masse små vaffelplaneter. Vældig godt! Og vistnok fra Hong Kong.

This entry was posted on 7. oktober 2015, in Rejser.

Beijing, dag 3

Beijing, dag 3 var:

Jeg er blevet hutongfan.

Jeg er blevet hutongfan.

– Hutongvandring til fødderne faldt af. Der blev indkøbt lidt gaver.

Tiarmede blæksprutter er et smukt koncept.

Tiarmede blæksprutter er et smukt koncept.

– Tiarmede blæksprutter på spid. Det ligner et rumvæsen, men smager fabulandtastisk.

Også kendt som Jade River.

Også kendt som Jade River.

– Gåtur langs Yu He, hvor der voksede lotus og pænhed.

Bell Tower med Blomster.

Bell Tower med Blomster.

– Drum Tower og Bell Tower. Begge blev brugt til at markere tiden. Den ene med trommer, den anden med klokker. Der var så meget smog, at jeg droppede at klatre op i dem for udsigtens skyld. Man ville næppe kunne se meget.

Chang'an Avenue, der løber mellem Den Forbudte By og Den Himmelske Freds Plads

Chang’an Avenue, der løber mellem Den Forbudte By og Den Himmelske Freds Plads

– Store brede boulevarder med masser af farvestrålende blomster.

I smog og damp. Men mest smog.

I smog og damp. Men mest smog.

– Udsigt til indgangen til Den Forbudte By. Der var cirka syvtusind milliarder millioner mennesker, så det blev ikke i dag. Måske bliver det slet ikke.

Den Himmelske Freds Plads (Tian'anmen).

Den Himmelske Freds Plads (Tian’anmen).

– Den Himmelske Freds Plads. Min taske blev lige scannet af sikkerhedsvagterne først, og den blev dømt ganske ufarlig. Pladsen er meget imponerende, men jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle mene om den store blomsterkurv. Gav 5 kroner for 600 ml Coca Cola.

– Min debut som celebrity. En kinesisk familie kom og spurgte om de måtte tage et billede. Så der blev poseret både med moderen og datteren og jeg var glad for at jeg havde taget min pæne kjole på.

Af kinesere at være, var de meget høje.

Med hvedeaks og våben i hånd.

– Revolutionære statuer foran Maos Mausolæum. Sidst jeg så den slags, var i Rusland. Og Frankrig, for at det ikke skal være løgn.

Der gad man godt have sit konditori liggende.

Der gad man godt have sit konditori liggende.

– Surprisebyport. Zhengyang hed den. Den lå lige bag mausolæet, og jeg anede det ikke. Pæn var den, og stor!

Løver med gulvmopper på hovedet - det ser man overalt. Måske.

Løver med gulvmopper på hovedet – det ser man overalt. Måske.

– Mere hutong, og begyndende ømme fødder.

Personligt er jeg vild med Hello Kitty kagerne.

Personligt er jeg vild med Hello Kitty kagerne.

– Storcentervandring. Der boede en bager med fine kager, men der blev mest indkøbt madbrød og et par kinesiske klassikere som mooncake, eggtart og en dampet kage. Alt var godt og livet gik videre.

Beijing, dag 2

Beijing, dag 2 var:

04101501

Pænhedshus.

– At starte dagen med at gå den forkerte vej og ende et par kilometer mod nord, når destinationen egentlig var et par kilometer mod syd. Men det var pænt, så det gjorde ikke noget, og pludselig var der en metrostation, der kørte den rigtige vej. Metroen, ikke stationen.

– At lære metroen at kende. Den er pæn, billig, nem at bruge og alt er oversat til engelsk.

Nanluoguxiang

Nanluoguxiang

– En gåtur i en hutong, et af de gamle kvarterer med huse, der kan være op til 700 år gamle. Nogle steder var der meget proppet…

En tom cafe i en sidegade.

En tom cafe i en sidegade.

… andre steder not so much.

Wangfujing eller Times Square? Go Bulls!

Wangfujing eller Times Square? Go Bulls!

– Wangfujing, den store shoppinggade. Den var proppet, men jeg fandt et indkøbscenter med en Starbucks og fandt på den måde ud af at jeg ikke kan lide green tea latte. Det smager af sødet tang.

– Indkøb af fine små skåle og spisepinde med dims på.

Gulerødder ikke inkluderet.


Gulerødder ikke inkluderet.

– Hønsefødder i vacuum.

Det var umuligt ikke at købe dem.

Det var umuligt ikke at købe dem.

– Disse chips. De smager mest af peberkagegris.

– Smog. AQI steg til 205, og det er rigtig usundt. Der blev hostet ned i kopnudlerne om aftenen. Godt jeg ikke bor her fast.

This entry was posted on 5. oktober 2015, in Rejser.

Beijing, dag 1

Beijing, dag 1 var:

0315103

Åh gys for et boardingpass.

– Tåge i Amsterdam, med dertilhørende aflyst fly og ingen mulighed for at nå transferen Beijing. Så i stedet for KL1128 til AMS stod den på AY666 til HEL. Det var spas.

De havde også blåbærjuice, men det var bare i gennemsigtige krus.

De havde også blåbærjuice, men det var bare i gennemsigtige krus.

– Kaffe i Marimekkopapkrus. Finnair kører Marimekko to the max. Jeg ville hellere have haft noget med Mummitroldene.

0310154

Udon nudler, et godt koncept.

– Skønherlig nudelsuppe i Helsinki Airport, hvor (næsten) alle fly går til Asien.

0310155

Selv uden turbulenskvalme havde jeg nok ikke kunne få det ned.

– Virkelig nederen flymad, men havde man forventet andet? Servietten var designet af Marimekko (surprise), men den kunne man jo ikke rigtig spise.

Et godt snakketøj sidder der på sådan et kræ.

Et godt snakketøj sidder der på sådan et kræ.

– en hotelundulat.

0310156

Fisk, der myldrer op til overfladen for at tigge foder – det har jeg alligevel aldrig set før.

– hotelfisk.

1510157

Den fine himmelseng står på Hotel Michael’s House.

– og en awesome og meget gul himmelseng.

03101501

Der var stegte ænder og panerede høns.

– Jetlagspræget gåtur i nabolaget, hvor alle kørte på scooter, og ikke så mange kørte på cykel.

04101502

Snacks, snacks og en pakke spisepinde.

– Supermarkedssightseeing og indkøb af spændende snacks, nogle afhængighedsskabende (boller med fyld af søde, røde mungbønner) og nogle knap så afhængighedsskabende (chips med agurk – stop det før nogen kommer til skade).

– Endnu mere jetlag og kopnudler til aftensmad. Men dem er der ingen billeder af, for de er længst spist.

Afternoon Tea: Te

011015

Nu har jeg efterhånden fået skrevet en del om al det gode nam, man kan stoppe i munden, hvis man skal brygge sig en lille Afternoon Tea. Du har læst om scones og om clotted cream og Victoria Sponge og alt alt alt for meget om sandwichens historie. Med andre ord, du er klar til at holde party med strittende lillefinger. Og må jeg i den henseende lige indskyde en lille bemærkning om at man oprindeligt strittede med lillefingeren, for at balancere de fine, tynde tekopper, man havde i gamle dage. Det var altså ikke så meget et tegn på dannelse, som det var en praktisk foranstaltning. Der er slet ikke plads til lillefingeren på de der bittesmå hanke, der sidder på sådan noget gammeldags porcelæn. Jeg stritter også automatisk med lillefingeren, når jeg drikker af mine bittesmå musselmalede Royal Copenhagen kopper, der vejer ca 2.5 gram og koster så meget, at jeg kun har to. Og de er købt brugt. Men de er pæne og gamle og det er grund nok til at beholde dem.

Det eneste vi mangler for at kunne feste som i 1888, er te. En ret vigtig del, må man sige, eftersom det er teen, der ligesom forvandler hele scenariet til Afternoon Tea. Det hedder jo ikke Afternoon Cola. Eller Afternoon Danskvand Med Blid Brus og Citrus. Det kunne bortset fra det ellers være meget sjovt. Så kunne man invitere til en gang danskvand med agurkestænger og fedtfattig hummus og de der små kugler af tørret frugt og kakaopulver som åbenbart smager PRÆCIS som brownies, bortset fra at de slet ikke smager af brownies overhovedet, men mere som blendede dadler med kakaopulver.

Nu jeg tænker nærmere over det, så kunne det faktisk overhovedet ikke være sjovt. Snarere røvsygt.

Nej, Afternoon Tea er det. Traditionelt set er opfindelsen af Afternoon Tea krediteret til Anna Russell, i starten af 1800-tallet. Anna var Hertuginde Nummer 7 af Bedford samt Best Friends Forever med dronning Victoria – hende, der fik opkaldt bunker af kager efter sig – og var åbenbart med jævne mellemrum døden ganske nær af sult sådan ca. omkring kl 16. Derfor fik hun efterhånden opbygget sig et hyggeligt lille eftermiddagsritual, hvor hun dagligt drak te og spiste brød og kage. Veninderne syntes at det var vældig fancy, de flokkedes til Woburn Abbey (hvor hertugen og hertuginden boede) for at bælle te, og således blev Anna Russell udødeliggjort som Opfinderen af Afternoon Tea.

Det var hun selvfølgelig ikke. At drikke te som et måltid var noget man brugte i England (og Frankrig) allerede i slutningen af 1700-tallet. Men måske var det Anna, der gjorde det populært som et fast ritual? Det er svært at sige. Hvis man putter en bunke te-og-historie nørder entusiaster i samme rum og beder dem diskutere hvorvidt Hertuginde Nummer 7 af Bedford opfandt Afternoon Tea så vil der være både døde og sårede når dagen er omme, det er sikkert og vist.
Selv forestiller jeg mig at det er gået for sig som det så ofte gør, når vaner pludselig bliver hypede og alle spiser havregrød fordi en biks på Nørrebro har besluttet at det skal være hipt igen. En person med indflydelse og trendsætterpotentiale har genopfundet/videreudviklet samt ritualiseret en helt almindelig ting, den almene pøbel lugter mulighed for at være som adelen, og vupti, Afternoon Tea som på Woburn Abbey. Badam! Man kan stadig få Afternoon Tea på Woburn Abbey, dog minus hertuginde, og en dag skal jeg prøve det.

Teen kom til Europa i slutningen af 1500-tallet. Det var de portugisiske handelsrejsende, der havde været i Kina og købe lidt ind. Senere fik hollænderne overtaget importen. I England blev det først rigtig en ting da den britiske konge fik en portugisisk dronning, der slæbte teen med. Det var omkring 1660. Og som vi så ofte ser det op gennem historien, når hoffet får en vane, så følger resten af befolkningen langsomt med. I starten var det dog kun de rige. Så de rige forretningsmænd bællede te med hinanden i Londons kaffehuse (hvor de velsagtens også drak noget kaffe). Derhjemme drak deres hustruer også te, købt i selvsamme kaffehuse. De puttede sukker i, og Englands forbrug af sukker steg kraftigt da te- og kaffedrikning blev populært. Både te og sukker var afsindigt dyrt. Jeg har set priser, der nutildags svarer til at betale mellem 1000 og 4000 kr halvkiloet. For te. Det var nok ikke Medova. De fine damer holdt teselskaber og inviterede veninderne til at komme og drikke udtræk af blade og måske spise en lille bolle eller hvad de nu havde.

Udover at den lange rejse gjorde teen dyr, så hjalp skatterne heller ikke ligefrem på sagen. Op gennem 1700-tallet blev te voldsomt populært, og eftersom det kun var de rigeste, der havde råd til at købe sagerne, opstod der et enormt sort marked. Man begyndte ganske enkelt at drikke smuglerte! Og så fik de almindelige dødelige råd til at drikke te. Det var ikke just den ypperligste kvalitet, for te er nem at forfalske, så der var en del blade og grene og nullermænd i tønderne, der ikke havde ret meget med te at gøre. Sådan var det. I 1785 blev skatten på te sat kraftigt ned, hvilket totalt underminerede smuglermarkedet. Det forsvandt stort set, men teen blev stadig spædet op med blendede stueplanter og hakket undulat, og sådan var det længe.

Som altid, når nye og velsmagende fødevarer vinder i popularitet, stod der nedturskoste klar i kulissen. Te blev angrebet for at være en syndig drik, en skadelig og sygdomsbringende rædsel, som alle gode kristne burde holde sig fra. Argumentet var selvfølgelig, naturligvis og helt selvklart, at te smagte godt. Og ting der smager godt hører sig ikke til en god kristen livsstil. Man skulle jo ikke gå her og nyde livet, næ, man skulle gøre evig bod for arvesynden og søge tilgivelse for sin plettede og ugudelige sjæl.
Der var endda en helt særlig spade, der påstod at tedrikning gjorde kvinder grimme. Tak for det, siger jeg bare. Selvsamme knoldesparker mente også at de fattige mødre snoldede deres penge væk på te, mens deres stakkels børn gik sultne i seng.

Det var iøvrigt det samme i Danmark. Her mente man også at te var flydende dårskab, men det afholdt ikke hollænderne fra at afsætte de tørrede blade herhjemme også. I løbet af 1700-tallet blev te en ting, ligesom det var blevet i England. Det var hovedsageligt fruerne i byen, der drak den slags. På landet er det stadig kaffen, der omtales, både i kogebøger og i folkeminder. Kaffe, det var det bønderne ville have, og gerne drukket med et stykke kandis i munden. Det er ikke mange spor af te. Jo, urtete, det drak man, især hyldete, timiante og røllikete. Men ikke den sorte te. Måske var det for koffeinfattigt for landsbyboerne, der nok kunne trænge til en opstrammer ovenpå det hårde arbejde.

I England, til gengæld, blev teen som skrevet allemands eje. Det betød dog ikke at man kunne åbne enhver 1700-tals kogebog og bare drukne i overfloden af opskrifter med te. Nej. Til gengæld begyndte bøgerne at vrimle med te-relaterede mål, såsom tekop og teske, hvilket godt kunne tyde på at den slags fikkumdik var blevet en helt almindelig del af husholdningen. Men opskrifter var der også nogle af. Som f.eks denne opskrift på en caudle lavet med te, fra 1747:

To make Tea Caudle, 1747
Make a Quart of ſtrong Green Tea, and pour it out into a Skillet, and ſet it over the Fire; then beat the Yolks of four Eggs, and mix with them a Pint of white Wine, a grated Nutmeg, Sugar to your Taſte, and put altogether, ſtir it over the Fire till ’tis very hot, then drink in China Diſhes as Caudle – The Complete family-piece and country gentleman and farmer’s best guide [kilde]

Der står: Tag en liter stærk grøn te og hæld den i en gryde og sæt den på ilden. Pisk fire æggeblommer sammen og bland dem med en liter hvidvin, en reven muskatnød, smag til med sukker og rør det sammen med teen, varm op under omrøring og drik af porcelænsskåle (kopper?) som caudle.

Caudle var en meget populær varm drik af krydret, sødet vin (senere også mælk) tyknet med æg (et godt dansk ord kunne være gløggesnaps?). Opskrifter findes i utallige kogebøger helt tilbage fra den tidlige middelalder. Det var kun naturligt at man senere også fandt på at hælde te i.
Konceptet tea cakes dukker også op. Det er essentielt set småkager, der serveres til te. En sådan finder vi i A New System for Domestic Cookery:

Tea cakes, 1807
Rub fine four ounces of butter into eight ounces of flour; mix eight ounces of currants, and six of fine Lisbon sugar, two yelks and one white of eggs, and a spoonful of brandy. Roll the paste the thickness of an Oliver biccuit, and cut with a wineglass. You may beat the other white, and wash over them: and either dust sugar, or not, as you like. – A New System of Domestic Cookery [kilde]

Der står: Gnid 4 ounces smør ud i 8 ounces mel. Blandt 8 ounces korender i, samt 6 ounces sukker fra Lissabon (Lissabon stod for megen import af bl.a. arabisk rørsukker), two æggeblommer og en æggehvide og en skefuld brandy. Rul dejen ud til samme tykkelse som en Oliverkiks (også kendt som Bath Olivers, en bestemt slags tynde, sprøde kiks) og stik med ud med et vinglas. Du kan tage den ekstra æggehvide og pensle dem og drys sukker på, eller du kan lade være.

De skal selvfølgelig også bages, men den slags åbenlysheder brugte man ikke altid kostbart papir på at pensle ud. Sådan er gamle kogebøger ofte ganske morsomme. En anden opskrift på “Benton tea cakes” i selvsamme bog, lyder blot: Bland en dej af mel, en smule smør og mælk, rul meget tyndt ud og bag på en varm plade. Så er der kage.

I sidste halvdel af 1800-tallet begynder der at også dukke tebryggevejledninger op i diverse kogebøger. I “The Modern Housewife” fra 1850 anbefales det lige at kyle tekanden med tørre teblade i ovnen og give dem en varmetur inden der hældes kogende vand på. Det kan man jo kaste sig ud i hvis man tør.

Teægget dukker også op, en smart og moderne opfindelse, der holder styr på de løse teblade. Hvis man ikke brugte den slags moderniteter, lod man ganske enkelt de løse teblade ligge i kanden. Teen blev så gerne hældt over på en ny kande, når den havde trukket.
En enkelt bog – “Salads, Sandwiches, and Chafing-Dish Dainties” fra 1909 – anbefaler at man putter et kandiseret kirsebær eller en citronskive ned i kanden sammen med tebladene. Selv bruger jeg gerne skiver af frisk appelsin eller ingefær.

Mrs. Beeton skriver i 1861, at man stadig bruger “den gamle metode” med en teskefuld blade per kop og en til kanden. Man kan også, skriver hun, tilsætte en lille smule natron, hvis vandet er meget hårdt. Det skulle give en bedre te.
Ellers gik instrukserne mest ud på at hælde kogende vand på tebladene, lade dem trække 5-7 minutter og så servere. Og sådan brygger vi stadig te. Nogle af os gør i alt fald. Jeg fik engang serveret te brygget på 65 grader varmt vand. Det var åbenbart optimaltemperaturen for disse Fine Teer, men resultatet var rimelig forudsigeligt: Da teen havde trukket var den kold. Og da jeg spurgte efter mælk, fik jeg at vide at mælk ville ødelægge de sunde stoffer i teen. Jeg valgte dog at tage chancen. Vi havde trods alt lige bestilt scones med syltetøj, så det var næppe mælken i teen, der ville forskyde sundhedsbalancen i måltidet fra Helsekost til Katastrofe. Afternoon Tea skal være usund. Basta.

I Danmark vandt Afternoon Tea også indpas (blandt overklassen) som Five O’Clock Tea. Emma Gad, Danmarks utrættelige Gode Manerers Vogter, beskrev i 1918 eftermiddagsteen som en yderst vigtig del af storbyens selskabelige liv. Der var ingen grænser for hvor yppig og elegant og yndig sådan en five o’clock affære kunne være. Til at skænke teen havde man husets døtre eller unge kvindelige bekendte, og det var vel nok en god ide, for som fru Gad skrev:

“En smuk Thepotte er et højst flatterende kvindeligt Attribut i en ung Piges Haand.”

De danske kogebøger kan også være med. I 1821 er der i alt fald opskrifter til folket, blandt andet denne yndige lille dessert:

Theekræm, 1821
Af den fine Thee vel 1 Lod, 1 1/2 Pot tynd Fløde, 8 eller 10 Lod hvidt Sukker, 12 til 14 æg, 1 1/2 lod fiint Hvedemeel og 1/2 Qvintin Kaneel.
Theen lægges i en Terrin, herpaa heldes Fløden naar den har kogt nogle Minutter med Sukkeret og Kanelen, men maa ikke tildækkes, og røres af og til deri, til det er næsten koldt. Melet kommes i en vel fortinnet Kasserolle, anrøres med lidt Mælk, derpaa skilles BLommerne fra Hviderne, kommes deri, og omrøres vel, heri passeres Fløden igjennem en Sigte, sættes over rask Ild og afrøres som en sædvanlig Kræm, indtil den er færdig at koge, derpaa struges den gjennem en Sigte, røres af og til deri, indtil er kold, og heldes paa det Fad, der er bestemt til Anretning, derover rives lidt Sukker og holdes en gloende Ildskuffe eller Glasseerskuffe [??] over, hvoraf den faaer Glands.
– Oeconomisk Huusholdningsbog (afskrevet fra eget eksemplar)

Vor egen Madam Mangor var heller ikke bleg for at lave Ting med Te. Hun har et glimrende kapitel i 1898-udgaven af “Mangors Kogebog for smaa Huusholdninger”, der essentielt set går ud på at hælde sprut i så mange forskellige væsker som overhovedet muligt. Her finder vi The-Punsch. Te med rom OG rødvin:

The-Punsch, 1898
Paa 1/2 Lod The skjenkes 1 Pægel kogende Vand, hvormed den staar paa lidt Gløder for at trække, dog uden at maatte koge. 1 Pund hvidt Sukker, Saften af 3 Citroner, 3 Pægle Rum, og 1 1/2 Pægel Rødvin hensættes tildækket ved Barmen indtil Sukkeret er smeltet, da skjenkes den varme The igjennem Thesien derpaa tilligemed 1/2 Pot kogende Vand. Den drikkes varm og bliver temmelig stærk. – Mangors Kogebog for smaa Huusholdninger (afskrevet fra eget eksemplar).

Alkohol gør alting bedre, sådan er det bare.

I dag er det stadig kaffen, danskerne ynder at tylle mest af. Vi drikker 250 gram te per mand om året, og jeg kan godt afsløre at mit indtag er adskillige gange højere end det. Så jeg må drikke for nogle personer derude. Til gengæld drikkerne vi 8,5 kg kaffe pr. person, og det kan nok forklare hvorfor det er så fordømt svært at få sig en ordentlig kop te i den danske cafeverden. Men så er det jo godt at det er nemt at brygge selv.

Med disse kloge ord vil jeg afslutte temaet om Afternoon Tea. Det var fornøjeligt at skrive og forhåbentlig er der nogen derude, der er blevet lidt klogere. Verden er bare et bedre sted, når alle ved hvordan man laver clotted cream.

Og det er ganske vist.