Påske i gamle dage: Påskedag

Åh påske. Den længste og kedeligste helligdag i hele verden. Man glæder sig jo ikke til påske. Medmindre man er under 12 og får påskeæg. Påske er 4 lukkedage afbrudt af en bindegal lørdag. Man kan ikke engang tage på ferie, for udlandet er for helvede også lukket. I alt fald det udland jeg ynder at besøge, det der ligger i Europa, hvor påske er en ting og alle butikker er hermetisk lukket og museerne er propfyldte fordi alle har fri og kirkerne er fulde af gudstjenester. Men vi skal vel bare være glade for at 3. påskedag blev afskaffet, dengang med helligdagsreformen i 1770, som alle tror var Struensees værk, men det var det slet ikke, for han havde travlt med at knalde dronningen.

I gamle dage var det lidt noget andet. Der var påskedagene ikke irritation over lukket Føtex, men derimod et tiltrængt hvil fra det hårde forårsarbejde. At dyrke markerne var ingen joke. Det kan godt være markerne var mindre, men man var jo nødt til at vandre bag krikkerne og styre ploven så de ikke skulle finde på at gå hen og pløje naboens mark i stedet. Hvis man ikke havde heste, måtte man bruge okser. Det har man iøvrigt gjort i stor stil før i tiden. Det var først i det 8. århundrede at man for alvor kunne bruge heste til pløjning. Der kom kumteselen nemlig til Europa. En kumtesele er en type seletøj til heste, der bruges til kørsel. Det er sådan en Klaus Krikke har om halsen. Den fordeler trykket på en måde, hvor man undlader at kvæle hesten, når man pløjer med den, og det var alligevel en stor fordel, for ellers skulle man skifte hest hver 2. meter og så mange heste havde man slet ikke. Med kumteselen kunne man udnytte alle hestens trækkræfter – og en hest kan trække rigtig mange kilo med det rette seletøj. Men selvom hesten trak ploven, måtte bonden altså stadig gå bagved og styre. Det var ikke noget med at sidde på en traktor og dreje på et rat. Tilsåning af markerne var så stort et arbejde, at selv pigerne måtte gå i marken og hjælpe til. Der skulle harves og gødes og pløjes og såes og det var altså ikke fordi de ikke i forvejen havde nok at lave, for der var mange munde at mætte under forårets markarbejde, daglejerne skulle også affodres og samtidig skulle det sædvanlige kvindearbejde laves. Hvis der var nogen, der arbejdede hårdt på en gård, så var det kvinderne.

Men ikke i påsken. Der var det spas og løjer. Hvis man havde æbler tilovers i fadeburet, kunne man starte dagen med at spise sådan et, det skulle holde sygdom fra døren. Så hvis man havde glemt nikålen og honningen på rugmelsgrøden, var der altså en chance mere her. Det var også godt at stå tidligt op, og hvis man kunne gå ud og jage nogle skader af reden, så var det endnu bedre. Det bragte nemlig lykke. Skaden var ved gud ikke nogen populær fugl, og man mente at den stod i ledtog med hekse og troldtøj. Så væk med den. Det var især vigtigt at jage skaden af reden, hvis man havde været tåbelig nok til at være den første på egnen, der tændte ild påskemorgen. Troldtøjet ville nemlig slå sig ned der, hvor de så den første røg, og så havde man dem på kost et helt år. Det var der ikke meget spas ved, men det kunne forhindres ved at brænde et kohorn eller lidt læder i ilden, for så skulle de onde magter alligevel ikke nyde noget. De små kujoner.

Der blev spist mange æg til påske, og der blev også leget med dem. Altså hårdkogte æg, ikke chokoladeæg. De kom først for alvor frem efter 2. verdenskrig. I gamle dage var det rigtige farvede æg. Hvis man ikke havde så mange, kunne man trante æg. Det var sådan en slags petanque, bare med æg. Man trillede på skift æggene ned i en fordybning, og hvis man kunne ramme de andres æg med sit eget, så vandt man det pågældende æg. Så var det ekstra vigtigt at æggene var hårdkogte, ellers fik man æggekage midt på gårdspladsen, og det var der ikke meget fest over. Når man var træt af at klinke æg, kunne man spise sin gevinst med god samvittighed. Men helst 2. påskedag. Nogle steder mente man nemlig at æggespining på selve påskedagen ville resultere i feber. Jeg tænker jo så at det måske kunne give lidt madforgiftning at vente for længe med at spise de der hårdkogte æg, men på den anden side lå de jo godt og køligt i de der huse uden centralvarme, så det gik vel alligevel.

Resten af festmaden bestod af flere æg, æg med brød og æg med sovs og æg med æg på. Det var et ægte gilde, og en stor luksus, for normalt spiste man absolut ikke æg på den måde. De skulle strækkes og bruges i andre retter, for man havde ikke så mange af dem. Og når påsken var slut, da ventede resten af forårsarbejdet, det uendelige arbejde med at sikre sin overlevelse endnu et år. Men forude lå flere helligdage og flere fester, så det var ikke slid og slæb det hele. Trods alt.

Det var sidste afsnit i temaet om påske i gamle dage. Jeg ville gerne have skrevet meget mere, og lavet nogle opskrifter og taget nogle billeder, men det kunne ikke blive, når der lå en flytning lige oveni. Men så er der jo også noget at skrive om til næste år. God påske, og husk at påsken varer lige til pinse. Spis flere æg, det er sundt. Også dem af chokolade.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *