Archive | marts 2015

Påske i gamle dage: Palmesøndag

Det skete i de dage for små 1982 år siden, plus/minus et par år eller tyve, at Jesus gik sig en lang tur. En meget lang tur, og det var før man opfandt vandrestøvler med gore-tex og “ein ausgeglichenes Fußklima”, som der stod på hjemmesiden, da jeg bestilte nye vandresko fra Tyskland. Folk med for meget fritid har regnet sig frem til at Jesus vandrede ikke mindre end 35.000 kilometer i sin levetid. Det svarer til at gå hele vejen rundt om Jorden ved Ækvator, hvis man altså lige skipper det Indiske Ocean. Så kan man undre sig over hvorfor Jesus valgte at skippe det Indiske Ocean, når han nu kunne gå på vandet, men sådan er der jo så meget.

Jesus gik i alt fald til Jeriko, hvor han helbredte en blind mand og fortalte en masse historier som ingen forstod et ord af. Derefter drog han op på Oliebjerget ud for Jerusalem, og græd lidt over byens kommende hårde skæbne. Til sidst satte han sig på et ungt æsel og red til Jerusalem i triumf, som der står i Biblen. Han blev mødt af en jublende befolkning, der viftede med palmeblade og lovpriste Gud. Hosianna! råbte de, og det betyder “frels os”. Denne dag skulle siden hen kendes af folket som Palmesøndag, og den dag er præcis idag.

Påsken er den eneste kristne helligdag, der sådan for alvor er funderet i Biblen. Ja, det er selve grundlaget for hele den kristne tro, der fejres, alt det med at Jesus blev korsfæstet og dernæst genopstod fra sin grav. Men selvom en forespørgsel foretaget af Kristeligt Dagblad viser at 76% af de danske præster mener at påsken er langt vigtigere end julen, er den på ingen måde blevet julens pomp og pragt til dels. Det er der flere forklaringer på. At julen er placeret midt i den lange, mørke tid, er en af de mere oplagte årsager. Selv uden historien om Jesus, har man nok kunne trænge til en lysfest midt i al mørket. Gadebelysningen blev trods alt først for alvor indført i midten af 1800-tallet, og selv her var det kun i byerne. Det har været noget så umådeligt, grusomt mørkt i det ganske land om vinteren. Og vi ved da også at der i Norden er blevet fejret jul længe før kristendommens indtog, omend meget tyder på at festen lå i januar.
Overtroen forbundet med mørket, frygten for mørkets kræfter og bekymring for at solen aldrig skulle vende tilbage, lagt sammen med de mange festdage (12 lange juledage skulle man hvile) og det faktum at julen i gammel tid var starten på det nye år, har gjort den til genstand for meget mere opmærksomhed og festivitas.

Påsken, til gengæld, ligger lige midt i det spæde forår, med dertilhørende travlhed. Folk, der har læst bøgerne om Laura Ingalls Wilder, kan måske huske at mens julen er beskrevet i varme vendinger, så nævnes påske ikke med ét ord. Og det selvom påske er den vigtigste kristne højtid, og Ingalls-familien var meget troende. Men som der står et sted i en af bøgerne, så er foråret den travleste tid – der er ikke tid til at gå på visitter. Der skal pløjes og harves og grilles og trilles og hvad man nu laver på sådan en gård om foråret. Det er her man lægger fundamentet for at man overhovedet kan overleve den følgende vinter.
Man høster som man sår, som ordsproget siger, og det var sandt på en langt alvorligere måde dengang. I dag er det mest sådan noget med at skulle drikke kaffe uden mælk, hvis man er for doven til at gå i Netto. Sådan var det ikke før i tiden. Selvforsyning var hårdt arbejde, og langt hårdere end selvforsyning er i dag, og hvis høsten kiksede fordi man var for doven til at gøre tingene ordentligt om foråret, så havde man kun sig selv at takke, når man sultede om vinteren.

Med andre ord: Påske var ikke den store vilde hviletid, hvor man gik på visitter og holdt påskefrokost for familien og alt det andet pjank, det er nutiden tildels. Men det betyder ikke at man bare ignorerede påsken. Nej nej. For det første var det jo en stor kirkelig fest. Det kunne man ikke bare ignorere, ikke dengang. Det var slet ikke som idag, hvor kristendom er sådan noget man er til jul fordi det er hyggeligt. Dengang – og vi taler helt til starten af det 20. århundrede på nogle egne – var religion alvor. Ikke bare kristendommen, men også alle de gamle skikke. Religion og overtro var de eneste forklaringer man havde på tingenes gang. Hvorfor forsvinder solen om vinteren? Hvorfor vender lyset tilbage om foråret? Hvorfor slår høsten fejl? Hvorfor døde vores eneste malkeko? Og kan vi gøre noget for at forhindre at det sker igen? Ja! sagde folketroen. I skal bare sætte grød til nissen, undlade at pløje i juledagene, spise ni slags kål på skærtorsdag, tage varsler af enhver fugl, der vipper med røven og så ellers sørge for at arbejde hårdt. Ja! sagde præsten. I skal bare huske at bede til Gud, gå i kirke hver søndag, overholde fastedagene (før reformationen) og være nogle gode gudsfrygtige mennesker, og så ellers sørge for at arbejde hårdt.

Så folk gjorde begge dele. Også selvom præsterne godt kunne have været al den tåbelige overtro foruden (oh the irony).

Før reformationen kom til Danmark og fejede den katolske tro af banen, fastede man fra fastelavn til påske. Ordet fastelavn stammer fra middelaldertysk “vastelavent”, der betyder fasteaften. Det var starten på den ca. 40 dage lange faste, til minde om de 40 dage Jesus fastede i ørkenen. Katolikker verden over faster stadig, omend på en noget mere afslappet måde. Der er tradition for at tildække kors og hellige figurer i de katolske kirker i denne periode. Det kunne jeg ved selvsyn konstatere da jeg sidste år var i Prag under fasten og mødte adskillige kirkealtre dækket af store stykker lilla stof. Ikke så pænt på billeder, skulle jeg hilse og sige.

I gamle dage var fasten kødløs i samtlige 40 dage. Æg og mælk måtte man heller ikke indtage. Fisk, grønt, frugt, korn og nødder var tilladt. Hvis man havde den slags, altså. Mange bønder levede af byggrød og rugmelsgrød sidst på vinteren, også længe efter at katolicismen var blevet sparket ud af Danmark og fasten afskaffet. Sådan var det bare. Man kørte på de sidste lagre af vinterforrådet, koen gav næppe meget mælk, og hønsene var gået i æglægningsdavle. Forårshunger var en ægte trussel og maden måtte ikke slippe op. At den katolske faste ligger her, er næppe noget tilfælde. Så kan man da føle at der er en mening med galskaben – at spare på maden i en tid, hvor maden alligevel er meget knap.
I dag er der kun krav om at holde kødløs faste på fastens første dag, nemlig askeonsdag, på langfredag og på alle fredage derimellem. De overskydende dage er påskefasten sådan noget med ikke at spise chokolade og forsøge at lade være med at bande. Protestanter slipper helt for den slags. Tilbage i 1600-tallet var der dog stadig folk, der holdt fast i fasten, selvom reformationen længst var gennemført. Traditioner forgår ikke så let.

Efter den lange faste kommer påsken, og den falder sammen med forårets komme. De første grønne urter, de lyse dage. Hønsene begynder atter at lægge æg, fårene lemmer med små lam som resultat og det er ved gud ikke så mærkeligt at den kristne genopstandelsesfest falder sammen med selve naturens genopstandelse, begyndelsen på varmere dage, lyse nætter og nu er der ikke længe til de første asparges. Hurra for det, siger jeg bare.

Det er denne historiske påskefejring bloggen vil handle om den kommende uge. For der er masser af små traditioner, opskrifter og dejlig meget overtro forbundet med gamle dages påske, og nu har jeg endelig fået pakket alle flyttekasserne med bøger ud, så jeg kan faktatjekke noget af alt det ævl, jeg skriver her på bloggen.

Det skal nok blive godt.

I det mindste strejkede de ikke

Verdens første gotiske katedral ligger i Chartres

Jeg bilder mig selv ind, at jeg er god til det med offentlig transport i udlandet. Har trods alt en del øvelse efterhånden, og som erklæret kontrolfreak, er det en af de ting, jeg researcher til jeg drømmer om køreplaner og zonebilletter hver eneste nat. Især har jeg kørt Frankrig tyndt med futtog, og skulle nok mene at jeg er hardcore til at navigere det land efterhånden.

Paris er en nem by at navigere. Metrosystemet er simpelt (selv når de bygger om – det kunne DSB og Movia lære noget af), RER-togene er snappy-snappy at køre med, og hvis man lige ser bort fra det helvede, der er Les Halles (dø!), så er det generelt bare en fryd. Men når man skal forlade byen er det straks en anden sag. Så begynder det helvede, der er regional og intercity togtrafik.

I andre franske storbyer er det let som en plet. Bordeaux, Strasbourg, Toulouse, Dijon – no problemos. Jeg når altid at kværne et eller andet med chokolade og kede mig lidt før afgang. Men i Paris? Uanset hvor godt jeg planlægger, ender jeg altid med at spæne stresset op til toget og kaste mig ind ad dørene i et dramatisk rullefald to sekunder før afgang. Måske lærer jeg det en dag, men ærligt talt er jeg ikke videre optimistisk.

Min tur til Chartres var ingen undtagelse. Paris har 4 banegårde, fordi det ville være for nemt med en enkelt. Så først skal man lige være helt sikker på at man står på den rigtige banegård. Det er dog trods alt nemt nok, for det skifter ikke og står på billetten. Banegårdene er ikke forbundet, så de kan ikke bare lige flytte toget til en anden banegård fordi det er fredag udenfor myldretid.

Toget til Chartres afgår fra Gare Montparnasse. Den tilhørende metrostation hedder Montparnasse-Bienvenüe. Bienvenüe betyder “Velkommen”. Ha! I virkeligheden burde stationen hedde Montparnasse-Fuck-Dig, for den ligger ca tusind kilometer fra selve togstationen, så man skal haste igennem underjordiske tunneller mens man forbander at man kun satte 45 minutter af til at købe billet og finde perronen. Heldigvis har de installeret rullende fortove. 9 km i timen, kører de. Det er hurtigere end Kystbanen mellem KBH og Helsingør. Wroom!

Vel fremme ved billetautomaterne begynder næste udfordring – for hvem kører til Chartres? Her er det meget godt at vide at der essentielt set findes tre typer offentlig transport i Frankrig, med hver deres billetsystem. Lokaltrafik, regionaltrafik og intercity. Lokaltrafik er f.eks de lokale busser, metroen og sporvognene, der alle kører indenfor bygrænsen. Regionaltogene drives af SNCF, den franske ækvivalent af DSB, bare med mere strejke. Denne regionaltrafik opererer under navnet TER (i Paris hedder det dog Transilien), og kører indenfor regionerne. Hvis man f.eks vil køre mellem byerne i regionen Bourgogne, så snupper man en tur med “TER Bourgogne”. Skal man udenfor regionerne (eller hurtigt mellem to store byer i samme region), så tager man SNCF’s intercitytoge, Intercités. Hvis man er heldig, kører der et TGV. Det er dem, der kan køre rigtig hurtigt, hvilket godt kan være lidt scary, når man er vant til DSB. Så der er altså to typer af togbilletter at tage stilling til – skal man med TER eller med Intercités?

Screendump fra søgningen på SNCF.com

Det er nemt at finde ud af, for det står lige på hjemmesiden, når man laver en søgning på SNCF.com.

Disse to typer billetter sælges ikke altid i samme billetautomat – og afgangene annonceres heller ikke nødvendigvis på samme skærm – så det er meget godt lige at tjekke hvor man skal hen, så man ikke skal bruge tid på at spæne fra automat til automat, som jeg gjorde på Montparnasse fordi jeg troede at når det var regionaltog, så skulle jeg købe min billet i automaterne mærket “Transilien”, men Transilien er ikke ægte regionaltoge som i resten af Frankrig, nej de kører da ikke udenfor forstæderne, så i Paris skal man bruge de samme automater som til Intercités, hvilket man iøvrigt overhovedet ikke skal i f.eks Bourgogne og JEG KUNNE IKKE FINDE AUTOMATERNE! De er gule, så de er ret svære at overse, men, surprise, de stod da slet ikke på samme etage som alle de andre automater. Efter lidt hastigt improviseret tegnsprog og gebrokkent fransk med en informationsmedarbejder spænede jeg op på den rette etage for at købe min billet. Velkommen til Paris, der årligt invaderes af 32 millioner turister, men som stadig insisterer på at ansætte informationsmedarbejdere, der ikke kan engelsk.

Nå, men det lykkedes. Endelig stod jeg med den, den forjættede billet, der skulle føre mig til Chartres, denne sagnomspundne middelalderby med verdens allerførste gotiske katedral. Åh fryd. Og med hele 15 minutter til toget kørte skulle det være en smal sag. Normalt skal man altid stemple togbilletter i nogle irriterende små gule maskiner, men hvis man køber sin billet i sidste øjeblik, er de som regel stemplet på forhånd – så man sparer tid. Det er pænt af SNCF. Jeg kunne gå direkte til toget. Der var bare ét problem: Jeg kunne ikke finde sporene. De næste 5 minutter summede jeg rundt på etagen som en arrig hveps i panisk søgen efter de forbandede toge. Der var ingen skilte, ingen fransktalende informationsmedarbejdere, ingenting. Til sidst faldt jeg nærmest tilfældigt over et sæt rulletrapper, med det forjættede skilt, der skulle føre mig til det rette sted. Åh fryd. Jeg spænede op til toget, der selvfølgelig holdt heeeeelt nede i den modsatte ende af perronen, smed mig sidelæns ind af dørene lige inden fløjten lød og satte mig dernæst roligt og fattet på et sæde. Mig, turiststresset? Ha! På ingen måde.

Men lykken ventede i Chartres. Efter en lang togtur med rig mulighed for at sende utallige sms’er til kæresten med ordlyden “vi skal købe hus i [indsæt nuttet fransk by med gotisk kirke jeg lige var kørt forbi]” nåede jeg frem til banegård med engelsktalende kioskmedarbejder, lune pain au chocolat, solskinsvarmt forårsvejr og verdens allerførste gotiske katedral. Og ikke nok med det, da jeg havde brugt to timer på at spadsere rundt i den næsten mennesketomme kirke med kun lyden af mit kamera som selskab, og trådte ud i det franske solskin, blev jeg mødt af to store busfulde turister, komplet med guide, larm, kameraer og børn. De skulle ind i kirken. Jeg havde netop forladt kirken. Den før så tomme og fredelige kirke var minutter fra at blive forvandlet til et larmende inferno af mennesker. EFTER jeg var færdig med mit besøg.

Af og til har man bare lov til at være svineheldig. Det var lige før jeg købte en lottokupon. Men istedet brugte jeg de 40 kr på kage. Jeg vurderede at der var større chance for gevinst hos en fransk konditor end hos Danske Spil. Og jeg havde ret.

Slankekurens Historie: Kernesund Pseudovidenskab og Stenalderfedt

I sidste blogindlæg skrev jeg at den fedtfattige bølge fes ud i sandet. Det er en sandhed med modifikationer – for selvom hele hypen døde ud og slankefolket søgte nye og mere spændende græsgange, så stod vi tilbage med en dyb angst for fedt, ikke mindst animalsk fedt. Jeg synes at denne dæmonisering af animalsk fedt er ret interessant. Ikke mindst fordi den er så værdiladet – så puritansk og hellig. Den minder mig om middelalderens religiøse faster, hvor man ikke måtte spise kød på de mange, mange fastedage. Det var en bodshandling, en åndelig kogevask, en måde at holde sig på dydens rette vej. Og måske også en praktisk foranstaltning, især fordi den ældste kristne faste er Den Store Faste, af engelsktalende mennesker også bedre kendt som Lent. Denne 40 dage lange faste starter på Askeonsdag og slutter ved påske. I gamle dage, dengang man var selvforsynende, var det en kritisk tid. Vinterforrådet skulle strække sig helt til foråret. Ved Kyndelmisse, 2. februar, måtte man tage et blik på sin forrådsbeholdning. Der skulle helst være halvdelen tilbage, ellers ville man sulte inden forårets komme. En faste uden kød, mælk og æg har givetvis været realiteterne for de fleste bønder, religion eller ej. Hønsene var ikke æglægningsmaskiner som idag, og om vinteren har de givet bonden fingeren og holdt ferie fra produktionen. Køerne lod sig heller ikke villigt malke. Det krævede et godt foder, som middelalderbonden slet ikke havde. Den der med Hvide Tirsdag og Pandekagedag, hvor man skulle spise alle de gode sager inden den lange faste, det var næppe noget der krævede stor indsats. Men mon ikke man har forsøgt at bage sig en lille fastelavnsbolle, hvis det var muligt.

I Danmark fik vi som bekendt en rask lille reformation i starten af 1500-tallet, og så var det slut med katolsk faste. Gode nyheder for dem med mad nok, forholdsvis irrelevant for dem uden. Men ideen om den puritanske faste har hængt ved. Jesus faster trods alt i Biblen, endda ude i en ørken. Og i 1900-tallet vendte fedthysteriet tilbage sammen med vegetarmadens indtog. De fine damer spiste kogte gulerødder og rå salat, mens bondestanden knoklede for bare at få mad på bordet.

Det er det samme idag. Der er en hellig aura omkring vegetarmad. Man kan ikke læse en grøntsagskogebog uden at få præk nok til et helt kirkeår. Og fedtet. Yikes. Vi er så bange for fedt, at Cheasy rent faktisk kan sælge en moderne efterfølger til Smør 40 – deres såkaldte smørbare smør. Cheasys smørbare smør består af over 50% vand. Resten er rapsolie og smør. Produktet har en kilopris, der er højere end Lurpak smør.

Jeg skriver det lige igen: Cheasy sælger en smørbar blanding, bestående af over 50% vand til en kilopris, der er højere end på ægte smør.

Yessir. De er ikke dumme, derinde hos Arla. Til gengæld kan jeg godt blive bekymret for indbyggerne i et samfund, hvor den slags produkter åbenbart kan sælges. Som om det ikke var slemt nok at folk køber smør blandet med billig rapsolie til samme kilopris som rent smør, så kan man gudhjælpemig lige gå skridtet videre og hælde en god sjat vand i og folk køber det STADIG. Hvis det produkt er på hylderne om et år, så flytter jeg til Frankrig.

Efter årtier med fedtforskrækkelse begyndte det dog at lysne lidt. Det gik så småt op for folk, at det nok ikke var helt så farligt som man troede. Måske kom man også til at lave nogle mættet-fedt-er-farligt-undersøgelser hvor pizza talte som rødt kød, men lad det nu ligge. For efter årtier med fedt-og-kødforskrækkelse kom der nu nogle seriøse modtræk. Lommediætisterne kunne ikke vente på at der blev givet grønt lys til bacon og fedtkant. De slog igen, og de var gode til det. Vi havde allerede Atkins i 70’erne, hvor fedt var godt, men det var jo ikke fordi den danske husmoder ligefrem trillede rundt i bacon af den grund. Det skulle ændre sig nu. Den første spiller på banen var Kernesund Familie. Til forskel fra Max30%-fedtfattig-bølgen var Kernesund Familie på ingen måde overhovedet bakket op af Sundhedsstyrelsen.

Kernesund Familie var noget af en sensation. Deres bog solgte ud på rekordtid (var det 4 dage? Det var i alt fald hurtigt) og konceptet var på en gang både simpelt og avanceret. I bogen fortæller Ninka sin familes historie. Hendes autistiske barn, hendes overvægtige mand, hendes grimme hud og hendes røv, der tilsyneladende kunne danse foxtrot helt uafhængigt at resten af kroppen. I desperation over den stakkels autistiske søn (der forhåbentlig ikke er alt for sur over at hans mor har smurt hans livshistorie ud over hele internettet) gik Ninka på internettet og læste alt muligt videnskabeligt og snakkede med kloge mennesker og så fjernede hun mælk, sukker og gluten og fjernsynet fra deres liv. Og så blev de alle glade og lykkelige.
Hovedbudskabet var et liv uden mælk, sukker og gluten. Underbudskabet var: spis dig lykkelig. Det var et helhedskur, og midlerne var mange. For eksempel var der stor fokus på udrensning af giftstoffer. Sølvplomberne skulle ud af tænderne, aluminium og melamin skulle ud af køkkenskabene, væk med cremer, shampooer og tandpasta, der ikke var købt i en helsekost. Bogen indeholdt lange forklaringer på de dæmoniske farer ved mælk, sukker og gluten, noget af det fornuftigt, noget af det noget værre ævl. Hvis man vil fremstå troværdig, skal man ikke citere Dr. Mercola. Eller foreslå folk at drikke 80 ml amerikansk olie, så de kan få renset giftstofferne ud af kroppen (yikes). Der var også noget med stressede binyrer, men det læste jeg ikke, for det skulle man betale ekstra penge for.

Det er en skidegod historie, men også en mærkelig historie. For hvis man læser selvsamme Ninkas bog “Dagbog over mine deller” fra året før, så er det en helt anden version hun leverer. Her er der ingen autistiske børn, ingen overvægtig mand. Kun en Ninka, der er så desperat, så desperat, fordi mændene ikke længere kigger på hende. Det handler hele bogen om. Hvor lækker hun var, da hun var model, og hvordan alle mænd i hele verden gloede på hende. Men så finder hun en kæreste, der rent faktisk kan lide hende og så tager hun på. Og så glor de fremmede mænd ikke længere på hende, hvilket i sandhed var jordens undergang. Hendes værdi som menneske var VÆK fordi hun ikke længere havde savlende mænd rendende i halen.
Det er faktisk en ret vanvittig bog, der præker de mest afsindige overfladiske skønhedsidealer, spiseforstyrrelser og budskabet er tydeligt: Vær slank og lækker, for ellers er du ikke noget værd som kvinde. Der er ingen formildende omstændigheder i den bog. Ingen! Det er mig en gåde at noget forlag har tænkt at det da var en glimrende selvhjælpsbog til kvinder med dårligt selvværd. For en selvhjælpsbog er det. Pakket ind som selvbiografi. Og Ninka finder “heldigvis” en detoxdame, der siger at hun skal spise gulerødder for at trække ting og sager ud af tarmene. Og nu er hun tynd og lykkelig. Ikke et ord om autisme. Ikke et ord om at manden er overvægtig. Der er rugbrød og gedeost på menuen. Og hvis du gør som Ninka, så vil mændene også glo på dig, når du sidder i bussen (hurra?).

Når man har læst begge bøger, står det klart at de ikke begge kan indeholde sandheden om Ninkas deller. Måske er begge bøger en redigeret version af virkeligheden – måske opdagede de bare at der er flere penge i børnefamilier end i kvinder med kropskomplekser. Uanset hvad, så er begge bøger et fascinerende studie i den nye slanketrend. Nogle kalder det spiseforstyrrelser. Jeg kalder det Bodsdyrkelse. For Kernesund Familie er jo ikke bare en slankekur. Det er ikke bare en måde at få mændene til at glo på dig i bussen. Det er en livsstilsændring så puritansk at man nok må slå korsets tegn for sig.
Det er en decideret dæmonisering af mad, der rivaliserer selv veganernes. Mælk giver snotnæser, øreproblemer og kræft. Gluten gør ca. det samme, plus forstoppelse. Og sukker? Det giver forstoppelse af snotkræft i mellemøret, så slemt er det. Svinekød er unaturligt (igen, hvad? Ingen bacon?) men kosttilskuddene står i kø, og mand hvor skal man æde mange af dem. Den bid af fornuft der trods alt også er i bogen bliver myrdet nådesløst af bindegale postulater, der kan slås ned med nogle få videnskabelige artikler. For slet ikke at tale om promoveringen af utallige navngivne produkter, der nok ikke blev nævnt for deres blå øjnes skyld.

Men effekten var imponerende. Min lokale Kvickly fik omrokeret deres hylder i en vis fart. Økologisk glutenfri og sukkerfri mad var pludselig overalt. Danskernes forbrug af økologiske varer steg faktisk på dette tidspunkt, i 2008, men om effekten kan tilskrives Kernesund Familie ved jeg ikke. Jeg er egentlig også ligeglad, for lige præcis denne effekt var yderst positiv. Pludselig blev det lidt lettere at købe økologisk mad. Men bedst af alt: Kernesund Familie prækede ikke fedtfattig kost. Tværtimod. Og det var trods alt et skridt i den rigtige retning.

Men som de fleste andre ekstreme livsstilsændringer fik det en ende. Ninka holder nu detoxkurser i at hikke slam op fra leveren og mange børnehaver ligger sukkerfri hen i kølvandet. Drama, drama.

Vi skulle dog ikke vente længe på den nye store dille. Afløseren stod klar, og den er vi midt i lige nu. Stenalderkost. Palæo og LCHF. Dem hvor man ikke spiser korn eller sukker og nogengange heller ikke mælk. Til gengæld må man få fedt. Faktisk er det nærmest mere strikst end Kernesund, for som Kernesund var glutenfrit korn tilladt. Der er dog ikke den samme skingre perfekt-mor-undertone. Man skal ikke drikke smoothies til morgenmad eller spise grøntsager med dip. Tværtimod er det mere sådan noget med Thomas Rode, der har meget stramtsiddende tøj på mens han spiser kød direkte fra knoglen, bacon og æg til morgenmad og masser af nordiske mandige grøntsager. Og i modsætning til Kernesund så er der mange mandlige fans. Stenalderkost og tilbage til naturen. Det tiltaler den indre køllesvinger. Vi lader det ligge at danske stenaldermennesker mest spiste fisk og ikke så meget rødt kød og kun ganske lidt bacon, for vi kan godt lide at bacon til morgenmad ENDELIG er blevet sundt. Mænd, der før vrængede af Ninka, står pludselig i kø for at dyrke crossfit og spise glutenfri mad. Det er sgu da lidt morsomt, men det viser bare at man essentielt set kan sælge én slankekur og få de samme mennesker til enten at vrænge eller juble, alt efter hvordan man vinkler den.

Hele LCHFtankegangen er lidt forfriskende, synes jeg, fordi det så brutalt går imod hele den puritanske, fedtfri vegetariske bevidsthed, der ellers har forgiftet den vestlige verden de sidste 40 år. Og så er der ikke den der åndelige karmiske overtone, som der var i Kernesund, og som nok kan give en knop eller to hvor røven er rundest.
Men LCHF er ikke fri for svagheder og fantasifuld videnskab. Der er stadig en gennemgribende angst for mad, præcis som i Kernesund og Max30%. Og en del tvivlsom videnskab. Kokossukker er for eksempel en af de mere bizarre udløbere. Lavt glykæmisk index, skriver både butikker og kogebogsforfattere. Men hvordan noget, der består hovedsageligt af sukrose kan være en erstatning for almindeligt sukker, aka sukrose, er mig en gåde. Det siger sig selv at det ikke kan være rigtigt.
Der er en nærmest hysterisk angst for kulhydrater og især gluten, og man får helt sikkert kræft af sukker, også selvom det bare er til at runde saucen af. Kulhydrater er ikke længere bare noget, der får vægten til at stige – ifølge LCHF (og Kernesund) er det decideret skadelig mad. Også selvom man er normalvægtig.
LCHF og palæo er i fuld gang lige nu. Derfor er det for tidligt at gøre status. Men jeg er nok ikke den eneste, der har opdaget den øgede forekomst af LCHF-venlige produkter i supermarkeder. Man kan også få 38% creme fraiche nu. Det havde jeg store problemer med at finde før. 7/11 har “palæobrød” og vores lokale indkøbscenter har sågu fået et palæo spisested. Der sker ting og sager, gør der.

Men LCHFbølgen vil også dø ud, ligesom alle de andre – det er kun et spørgsmål om tid. Den vil rykke i folks kost. Den er så populær, at den ikke kan undgå at skabe nogle forandringer. Men den er også for ekstrem til at kunne holde i længden. Lad os håbe at stenalderkostens gave er at den formår gøre op med fedtforskrækkelsen. At vise at man godt kan leve sundt uden at stoppe fuldkorn i hovedet døgnet rundt. At det handler om mere end bare at spise grøntsager uden smag og fedtfattigt kød med skummetmælk til.

At det i sidste ende bare handler om at spise rigtig mad, lavet fra bunden, så man rent faktisk får nogle af de der næringsstoffer, der er forholdsvis vigtige. Vores mad har gennemgået en enorm forandring de sidste 100 år. Selv råvarerne er anderledes. Dyrene er federe, kornet har kortere strå og flere kerner, køerne giver mere mælk, hønsene lægger flere æg, grøntsagerne er sprøjtede og grisenes foder dyrkes på kunstgødet jord i resterne af en fældet regnskov. Vores mad er tilsat konserveringsmidler og konsistensregulerende midler, der måske ikke er farlige i sig selv, men som gør det muligt at skjule dårlige råvarer, der igen har dårlig næringsværdi. Der er meget, der tyder på at moderne grøntsager ikke er ligeså sunde som de gamle, langsomvoksende sorter. Og det der med at drikke en halv liter mælk om dagen og spise cornflakes til morgenmad eller bruge vegetabilske olier, det er altså ikke noget vi historisk set har brugt vildt meget tid på. Det er meget nyt. Men det samme gælder nu også for æg og bacon – det har været særlige spiser. Og store lækre bøffer har ved gud heller ikke været hverdagskost.

Alle disse mennesker, der oplever øget velvære og ikke længere har ondt i øret, diabetes, eksem og rådden bug, er det mennesker, der er blevet syge af deres kost – eller er det syge mennesker, der har aflastet deres krop med en forholdsvist ekstrem kostomlægning? Er syge mennesker repræsentative for mennesket som helhed? Og hvordan har vi overlevet i 10.000 år med glutenholdige korn som basiskost i landbrugssamfundene? Ja, vi har ikke bare overlevet, men udviklet os voldsomt. Kan man stole på videnskabelige undersøgelser, der er betalt af industrien? Og er der overhovedet én kost, der er universelt god for mennesket?

Det får vi næppe svar på lige foreløbig. Det er umådelig indviklet at forske i ernæring, for der er så ufatteligt mange faktorer, der spiller ind. Jeg vil holde mig til min teori om at hjemmelavet mad af gode råvarer må være vejen frem. Med animalsk fedt. Og kage i weekenden og måske også om mandagen, fordi mandage er skod. Selvom jeg faktisk godt kan lide mandage, men lad os ikke hænge os i ubetydelige detaljer.

Og med disse ord vil jeg, endelig, afslutte denne Saga Om Slankekuren. Det var også på tide. Nu har det taget næsten måned at få skrevet sidste indlæg, og mine biblioteksbøger skulle have været afleveret i forgårs. Jeg håber du er blevet lidt klogere, selvom jeg har måttet udelade mange finurlige ting, for at undgå at skulle skrive om det her emne hele året. F.eks kom Brillat-Savarins hysterisk morsomme betragtninger om slankekure ikke med i denne omgang. Raw food bevægelsen kan jeg ikke skrive om uden at blive aggressiv over den ekstreme mængde af retarderede påstande. Weight Watchers måtte jeg også skippe. Materialet har jeg – så det bliver en anden gang.

Nu glæder jeg mig til at blogge noget kage. Med både mælk, sukker og gluten.